Are you... my sister? //Selena//

S: The Forest
O: En masse træer og en lille sø.
T: 16.23
V: Kold vind, skyet, fugtigt.

Lily sad i et træ inde i The forest og stirrede ud i luften. Hendes ene ben hang ned fra den gren, hun sad på, og svajede frem og tilbage.

”Far?” sagde Lily Malou og krympede sig under hans spørgende blik. ”Hvad er der lille skat?” spurgte han og prøvede at smile, men lige meget hvor meget han prøvede at se glad ud, virkede det ikke. Den hårde tone i hans stemme havde sagt alt. Han var ikke i humør til at snakke lige nu. ”Vil du ikke læse en historie for mig?” havde hun spurgt. Det var en af de dage hvor Tanya havde en af sine fridage og Lily Malou skulle være alene med sin far.
”Godnathistorie?” havde hendes far sagt med et forbløffet ansigtsudtryk. ”Du er otte år. Du behøver ikke høre godnathistorier!” ”Men Tanya siger at godnathistorier er en god ting gennem sin opvoksning. Både for sin læring og udvikling,” Udbrød Lily Malou, tydeligvis skuffet over ikke at skulle høre godnathistorie.
”Pjat med dig. Gå i seng,” sagde han og vendte ryggen til hende.
”Men far. Jeg kan ikke sove hvis jeg ikke...” Hendes far havde vendt sig mod hende igen og stak hende en brændene lussing. ”Jeg sagde gå i seng!”
Lily kiggede op på ham med frygt i øjnene.
”Nej! Hold mund! Jeg gider ikke høre på det!” Råbte hendes far og Lily styrtede ind på værelset og gemte sig under dynen hvorefter hun trak vejret langsomt, ligesom tanya havde lært hende. Ind gennem næsen og langsomt pust ud. Så kunne hun bedre kontrollere sine føleleser. Hun lå bare og stirrede på stjernerne uden for vinduet og kunne ikke vendte til næste dag hvor Tanya ville komme igen.

Lily hoppede ned fra træet, gik hen til søen og kiggede ned på sit spejlbillede. Hendes lange lyse hår hang løst ned over skuldrene på hende og hendes blå øjne spejlede sig i det blanke vand. Skovbundens mos og bløde jord trængte op mellem hendes bare tær. Samlede en lille sten op og lod den rulle lidt frem og tilbage mellem hendes fingre før hun kastede den i søen og så ringene i vandet slørre hendes spejlbillede samtidig med at de blev større og større.
Hun satte sig ned ved søens kant og trak benene op under sig. Efter lidt tid kunne hun mærke den fugtige jord gennem sine lyseblå jeans. De par jeans som var ved at blive for korte så hun derfor havde brættet dem op til knæene så man ikke kunne se det. Ud over sine for korte jeans havde hun også en hvid tanktop på.
Lily sad bare der og kiggede ud i vandet og tænkte lidt tilbage på sin barndom. Hun prøvede at finde et minde om en dag. En helt bestemt dag. En dag som kun havde været god. En dag uden slag og skæld ud, men hun fandt ikke én. Selvom hun vidste, at hun ikke kunne finde en, blev hun ved med at tænke. Hun havde et håb om, at hun kunne komme i tanke om en dag, hvor hun havde haft det godt. En dag som hun kunne kalde ”den bedste.”

Skoven var koldt, fugtigt som en regnskov og vinden kold.
Selena huskede tilbage, dagene inden hendes far døde. Hvor de gik tur i denne skov. hun huskede at han tog hendes hånd og de gik igennem skoven.
Selena gik nu den tur, hun tænkte tilbage.. Men det var hårdt. Tårer var tæt på at komme over de smukke blå øjne. Hun kom til en sø og satte sig ned og kiggede på sit spejlbilled, en enkelt tårer ramte søens klare vand og lavede ringe i vnadet. Hun tørrede dem dog hurtigt væk igen og kiggede op og fik øje på en pige foran hende, på søens anden side. Allerede der kunne Selena mærke der var noget specilet over denne pige, hun mindede Selena om sig selv. Selena kiggede ned i søens vand igen, og kiggede på sig selv og smilte forsig selv.. Et lille falsk smil..


//Undskyld jeg ikke skrev så lang.. ^^//

Lily gad ikk tænke på sin fortid mere. Hun var træt af, at hun hele tiden blev ved med at minde sig selv om den. Men hvordan kunne man glemme næsten hele sit liv. Det ville være en umulighed at glemme sejsten ud af atten år, og det var ikke fordi hun havde tænkt sig at glemme det hele.

"Så det vil sige at jeg låner fem mønter af dig og derefter giver dig to af dem tilbage til dig?" Spurgte Lily Malou for at være helt sikker på hvad det var Tanya var ved at lære hende. Tanya nikkede.
"Så derefter skylder jeg dig kun tre mønter!" Udbrød hun, stolt over at svare rigtigt i matematikken.
Lucas åbnede døren ind til Lilys værelse. "Så derefter vil du også skylde mig to mønter fordi jeg køber to billige, billige, billige æbler til dig!" sagde han og kom ind med et æble i hver hånd. Lily Malou smilte og rejste sig fra sin seng. "Hej, lucas," sagde hun med et smil.
"Ja min mor sagde altså at jeg først måtte komme når jeg havde spist min middagsmad..." sagde han og de begge begyndte at grine.

Lily smilede af tanken om de dejlige tider med barndomsvennen Lucas. Det var bare synd at han var væk nu, men hun levede med det. Efter tre år uden ham havde hun lært at leve de hårde tider igennem alene.
Hun kiggede hen over søen og opdagede en pige sidde på den anden side. Lily lagde hovedet lidt på skrå og kiggede lidt på pigen. Hun overvejede lidt om hun skulle gå hen og hilse eller ej, men hun valgte at rejse sig og gik hen imod hende. Da hun var nogenlunde tæt på syntes hun at denne pige virkede bekendt. hun mindede om en eller anden, men Lily kunne ikke helt huske hvem.
Lily satte sig ned ved siden af pigen og kiggede på hende. "Hej," sagde hun. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige, så 'hej' var da altid en start. Det var simpelthen typisk Lily. Nogengange fløj ordene ud som var det et indøvet manusript og andre gange skulle hun vride hjernen for at finde på noget at sige.
Lily så ned i vandet og kiggede på deres spejlbilleder. Hun rynkede brynene og blev ved med at kigge fra sit eget spejlbillede til pigens. Nu vidste Lily, hvem det var pigen mindede om. Det var hende selv. Lily smilte *sikke et sjovt sammentræf* tænkte hun og kiggede hen på pigen. "Jeg hedder Lily Malou, hvad med dig?" spurgte hun og sendte pigen et strålende smil. Lily var ikke den aller bedste til at skabe nye venner, men hun gjorde da et forsøg, og det var vel altid bedre end ingenting.

//Det gør ikke noget //

Hun bemærkede pigen kom hen til hende, men vidste ikke om det var noget positivt eller negativt.. Hun håbede det var potivtivt, et hej lød igennem luften. Selena kiggede på pigen og nikkede venligt med et smil.
"Hej." Svarede hun igen, og pigens store smil smittede på Selenas og hun smilte ligeså stort til pigen. Selena syntes pigen mindede om hende selv, noget med ansigtet.. Nogle træk. Det satte hendes tanker igang, meget endda. Selena kiggede på pigen.
"Navnet er Selena Sunset." Svarede hun høfligt, og lagde hovedet en smule på skrå og håret fulgte elegang med.

Lilys smil hang stadig på sine læber. "Og jeg er Lily Malou, men du kan bare kalde mig Lily," sagde hun og kiggede op fra vandet og hen på Selena. Der var simpelthen en utrolig lighed mellem dem. Det kunne hun ikke komme udenom, men hvorfor? Hvorfor lignede de så meget hinanden? "Jeg ved ikke om det bare er mig men... der er altså et eller over dig, som får mig til at tænke på mig." Lily syntes, at det lød helt vildt dumt, men hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle sige det. Selena burde da også kunne se det.
"Hvorfor sidder du egentlig her ved søen alene?" spurgte hun. Det var jo ikke fordi hun ikke selv havde gjort det, men Lily kunne godt lide at blande sig i andres sager. Hvis man kunne krones for at være den med mest nysgerrighed, så ville Lily få kronen på hovedet. Ikke noget hun ville være stolt over, men hun kunne jo ikke selv gøre for det. Eller kunne hun? Hun vidste det ikke rigtigt, og hun havde ikke tænkt sig at lave om på det i forløbet. Hun var ikke død af det endnu. Måske havde Selena været trist over noget, ligesom Lily selv? Det kunne være, at Lily ikke var den eneste, som kunne lide at være for sig selv i skoven og tænke, nu når hun var nede, og alle hendes tidligere minder havde fyldt hendes hovede.

Selena kiggede op på Lily.
"Ja jeg enlig er noget.. Vi minder meget om hinanden, det må jeg inrømme. Hvis hud og hår farve var ens kunne vi ligne tvillinger i søens vand." Svarede hun og kiggede op på Lily. Hun tøvede dog en smule inden hun fortsatte samtalen, hun kiggede op på Lily igen.
"Jeg kommer her, fordi jeg plagede at komme her med min far. Så for at opfriske minderne, sådan er det når man ikke har flere tilbage." Svarede hun en smule trist, og knyttede sine hænderne ind i hinanden, imens hun filtrede ´hendes fingre rundt imellem hinanden.
"Hvad med dig? Hvad laver du herude?" Spurgte hun og lagde hovedet en smule på skrå, og hendes blå øjne strålede af et glimt af nysgerrighed.

Lily nikkede. Selena havde ret, de kunne virkelig ligne tvillinger.
Hun lyttede, da Selena fortalte, at hun plejede at komme hen til søen med sin far. Det fik Lily til at tænke på sin egen far. Han tog hende sjældent med nogen steder hen.
"Jeg kom også ned til søen for lige at tænke alle minderne igennem ligesom dig," sagde hun og sendte Selena et smil. Det var lidt sjovt. De lignede hinanden så meget og så kom de det samme sted med samme formål. Det var ligefør Lily troede Selena var hendes klon, men det vidste Lily jo godt at Selena ikke var. Der måtte jo være en logisk forklaring. At hvis man gik langt nok tilbage, ville deres stamtræ måske mødes?
"Hvad med din far? hvor er han nu?" spurgte Lily forsigtigt, og håbede at han bare sad derhjemme, men hun kunne ikke lade være med at spørge nu når Selena havde lydt så trist omkring det.