I have never been here! //Selena//

S: Silvanesti. Elvernes gamle og smukke by.
O: Der er ingen... Men måske er der...
V: Snevejr.
T: Eftermiddag.
P: En hvid jakke med hætte, sort tank top indenunder, sorte bukser og sorte converse sko.

Nille trak hætten op med højre hånd, så det dækkede noget af hendes ansigt. Håret var i en fletning der hang ned af skulderen. Sneen knasede nydeligt under hendes sko. Det var koldt og sneen kunne nå folk til knæene. Nille hoppede op i et træ og udforskede Elvernes gamle by... Den var smuk. Hun sukkede og smilede. Der var sket så meget. Et sort hul havde efterladt sig i hendes sind, og hun vidste ikke hvorfor... Hun savnede i hvert fald noget... Eller nogen. Hun vidste hvem men turde ikke at indrømme det. *Hvorfor fylder han så meget i mit hoved når vi kun var sammen i en dag? Måske endda kun en time eller to?* Tænkte hun. Men der var sket meget i de få timer. Så meget at det havde plantet sig i Nilles hjerne... Hun turde ikke at tænke hans navn... Eller om ham. Hun ville bare rødme og savne meget mere. Hun satte sig ordentligt på en stor gren og kiggede på byen. Benene hang på hver deres side og hun lænede sig op af træet. Hun var skjult mellem bladene men hvis man kom nedefra kunne man se nogle ben.

Selena kom gående, skridt efter skridt dybere og dybere ind i skovens dybte. Imellem de nøgne træer, og mørke bark. Sneen faldt langsom ned fra den dybhavsblå himmel. Solen ville snart gå ned bag hoisonten, og efterlade månen oppe på himlen og herske.
Det knaste under ens fødder når de trådte i sneen, Selena hadede den lyd. Hun var van til at svæve henover jorden. Eller i de sidste hundrede år, havde hun været hernede på jordens flade. En falden engel.. Selena fnøs, og sparkede lidt til sneen. Det ville være rart at vide hvorfor man var blevet smidt ud? Rart at vide hvad man havde gjort.. Siden man skulle lide den smerte af at få fjernet sine vinger.. Selena havde hendes hår sat op, i en fletning på baghovedet. Med lidt blomster pynt.. Hun kiggede rundt i elverenes gamle by.. Lysets væsner.. Sikkert ville de vende hende ryggen hvis de så hende. Hun var jo falden nu, det ville sige hun havde begået en forbrydelse som hun ikke havde gjort.. Selena var altid sådan en venligsindet pige, sød og rar ved dem der var det overfor hende..

Nille hoppede ned fra træet, og prøvede at komme hen til byen. Hun var meget nysgerrig omkring den. Forude kunne hun se en pige, en pige der sparkede til den fine sne. Nille bed sig i underlæben, og kiggede sig omkring. Var der mon et gemmested? Det håbede hun godt nok der var. Hun skulle ikke blive opdaget nu. Hun kiggede undersøgende på pigen. Pigen havde flot hår, med nogle blomster i. Hun så ikke farlig ud, hende pigen. Nille trak hætten godt ned, og gik videre hen imod elver byen. Som altid kunne hun ikke se andet end jorden/sneen, når hun havde trukket hætten godt ned, og kom derfor til at gå ind i pigen. "Undskyld." Skyndte Nille sig at sige og bøjede nakken. Nille vidste ikke om hun skulle fortsætte med at gå eller... Hun besluttede sig for at vende om og løbe. Hun klatrede op i et træ, og gemte sig bag nogle blade, og kiggede ned på pigen.

Selena fik et chok, da en løb ind i hende. Hun væltede forover og ned i sneen. Med et var hun oppe og stå, var der en farer ligenu? Elle var det mon blot et uheld.. Intet held havde Selena i livet.. Men Hun kunne se pigen i træet, og brugte sin evne. Hun lukkede for pigens øjne. Så hun intet kunne se, hun ville vide om hun havde gjort det med vilje. Eller om hun havde været lokkedue for nogle af de andre engle der ønskede hende død. Selena gik med forsigtige skridt overimod træet. Hendes evne lukkede stadig for pigens øjne, det eneste pigen kunne se var mørke og mere mørke. Ligesom at være blindet.
Selena trak sig op på den første gren, det havde været så meget nemmere at flyve.. Hvis hun havde nogle vinger.. Men det positive var hun havde fået en evne af at blive falden engel.. En ret god evne faktisk.
"Hvad vil du?" Spurgte Selena stille, lidt truende. Men hun var kun sådan da hun følte sig usikker og lidt nervøs. Hun havde ingen skam i hendes liv, hun havde altid gjort det rigtige? Hvorfor skulle hun dog være falden når hun intet havde gjort.. Men ingen ville tro hende..
Selena ventede på svar fra pigen.

Nille gav et udbrød fra sig da det eneste hun kunne se var mørke. Mørke, mørke og atter mørke! Hun var for panikslagen til at bruge sin evne, men hun holdte godt fast i en gren så hun ikke faldt ned. Nille kunne høre at en kom op til hende, og hun mærkede panikken brede sig. Da en snakkede vidste hun at det var pigen hun havde løbet ind i. "Jeg har sagt undskyld... Jeg ville ikke løbe ind i dig med vilje..." Sagde Nille.
Hun gættede på at det var pigen som havde gjort Nille blind. Det gjorde bare Nille utrolig vred. "Hvor vover du! Lad mig se igen..." Sang hun med sin skammer stemme. "Jeg har intet gjort! Det var et uheld!" Råbte hun, og var i panik. Hun SKULLE se igen.

//Virker din evne når du intet kan se? For hun sidder ikke foran Nille jo^^//

//Ja... Det vil jeg da mene. //

//Forstår enlig ikke helt hvordan hun skal reagere ^^ Ville ikke mene at det ville kunne virke da hendes syn er blokeret men ved ikke.. ^^//

//Nu ved jeg hvad jeg skal svare. Nilles evne udvider sig jo, og nu kan hun på en måde kontrollere folk med sin skammer stemme. Så jo det virker. Altså, det har selvfølgelig en svaghed. Hun mister energi af det. //

//Okay det iorden så Har den virkelig ikke flere svagheder? O.o Jamen okay svare om to sekunder så ^^//

//Jojo! Når hun har set mange minder genmen en person besvimer hun og nogle gange kan hun miste hukommelsen //

//Minder? Kunne hun ikke skamme folk? Forvirret //

//Jojo, men altså når Nilles øjne skinner og hun ser folk i øjnene, se de begge to vedkommendes minder, altså de minder vedkommende skammer sig over. Stemmen kan hun forlange noget eller få dem til at skamme sig over det hun synger fx: "Skam dig over at slå mig." //

//Nårh okay ^^ forstået //

Selena mærkede skammen over hun havde brugt hendes evne. Hun tog hænderne til sit hoved men stoppede ikke, kun ville ikke give op så let. Denne pige skulle ikke angreibe hende uden grund. Selena ville blot være sikker på at hun ikke var sendt ud for at dræbe hende.
"Jeg skulle være sikker på du ikke var sendt ud for at dræbe mig!" Råbte hun med tårer i øjne, og rystede på hovedet af at tænke på om hendes forældre var skuffet over hende.. OVer at hun var en falden engel.. Hun havde jo intet gjort.. Aldrig haft skam i hendes liv.. I 320 år.. Havde hun været en af de sødeste og venligste engle.. Men nu havde hun 440 og havde levet den sidste tid her nede.. Mon hendes tvilinge søster havde tilgivet at forlade hende?
"Stop!" Råbte hun igen, og væltede baglans ned i den kolde sne. Som lagde som pudder på jorden.

//Vent, kan nille se igen?//

//Nej ikke endnu, for Nille er stadigvæk inde for Selenas rækkevidie ^^//

Nille lagde skammer stemmen i et lille hjørne af sit sind.
"Hvorfor skulle jeg dræbe dig? Jeg kom bare til at løbe ind i dig?" Nille kunne stadig intet se... Det irriterede hende groft. "OG LAD MIG SÅ SE!" Råbte hun. Hun mærkede at hun var ved at miste balancen, og greb ud efter en gren eller noget men ramte bare luften. Hun faldt ned i sneen med et blødt "dunk", hun blev liggende fordi hun intet kunne se. "Jeg er stoppet" Sagde Nille.

Selena sad og holdte om sig selv. Hun tørrede sine øjne og havde enlig lyst til plot at løbe sin vej, så pigen kunne få sit syn når hun var ude af rækkevide.. Selena kiggede på pigen som væltede ned for fra en gren som hun selv gjorde..
"Fint.." Svarede Selena med et lille snøft.. Og gav pigen sit eget syn igen.
Selena vuggede lidt sig selv, og tørrede en finger hen under øjet for at fjerne tårern. Hun kiggede ned på sine lår og lagde hovedet derned også..

Nille åndede lettet op da hun så himlen igen.
"Gudskelov..." Mumlede hun. Og så kom vreden.
Nille rejste sig op og kiggede hen imod pigen.
"Hvad i alverden skulle det til for! Sådan at tage mit syn fra mig!"
Nille kunne ikke gøre meget da hendes energi var blevet lidt brugt... Så hun røg ned i sneen igen.

Selena kiggede forsigtigt op, og kiggede på pigen som havde fået et vredes udflip. Hun klemte øjne sammen imens pigen råbte af hende.
"Det.. jeg var bange for de havde sendt dig som lokkedue for at dræbe mig..." Svarede hun stille og kiggede ned igen, og snøftede atter.
"Man kan ikke stole på nogle nu til dags.. Und..Undsyld.." Tilføjede hun så..

Pigen virkede rigtig ked af det, men Nille lod sig ikke narre! Nille kunne få onde mænd på knæ og tude som et lille barn.
"Og hvem skulle gøre det?" Nille trak benene op til brystet og lagde armene om benene, og hvilede hovedet på knæene mens hun kiggede på pigen.
"Nej du har ret... Jeg holdte ikke øje med hvor jeg gik fordi... Der er også nogle efter mig." Mumlede Nille.

Selena kiggede op på pigen, og lyttede stille med.
"Jeg er falden engel.. Jeg har intet gjort.. En nat kom der nogle og trak mig ud af min seng.. Ud af huset.. Og ud foran alle engle.. De fjernede mine vinger.. Jeg er har intet gjort.. Men de ville ikke tro mig.. Men de har lov til at dræbe mig hvis det finder mig endag.." Sagde hun stille og sank en klump..
Hun kiggede op på pigen igen, og rejste sig langsomt op.

Nille rejste sig, men vaklede lidt. Hun blev dog stående.
"Falden engel? Sådan en har jeg vist aldrig mødt før, men det er jeg ked af at høre. Jeg er en skammer, og en shapeshifter." Nille bukkede langsomt, og smilede drillende. Hun ville have stemningen op i humør.

En skammer, hun havde ikke hørt om dem.. Men det sagde nok lidt sig selv.. Med den evne hun havde brugt.
"Jeg en mester i at skabe illusioner," Svarede hun med et drillende smil, og et drilsk glimt i hendes kastanje brune øjne.
Pigen virkede pludselig meget flink og venlig.
"Navnet er Selena." Sagde hun høfligt.

Nille rettede sig op og lagde armene over kors og smilede stadig til pigen.
"Ha! Det kan jeg se." Nille grinede kærligt. Pigen var pludselig også drillende.
"Selena? Mit navn er Nille." Nille smilede høfligt til Selena.