World of Madness (Åbent)

STED	TID	OMGIVELSER	VEJR
Terrorville District, Gågaden	20:15:00 Og fremefter	En masse mennesker som står klynget sammen	Klar himmel, udsigt til nogle få stjerner

”Hey… HEY! Giv mig mine penge din tyv!” Skreg en mand, imens han greb fat om kragen på en lidt yngre mand, omkring de 32. Manden der påstod han var blevet bestjålet var vidst sidst i trediverne, til først i fyrrerne. Hvad der var sket, kunne ingen helt tyde, men godt var det i hvert fald ikke. Manden som var blevet anklaget for tyv prøvede at forklarer sin side af sagen omkring at han ikke havde gjort noget, og beklagede da hvis manden havde anset ham for sådan en luskebuks der gik i folks lommer og tasker. Men hans endeløse plaprende ord blev der sat i en stopper for da manden, der var blevet bestjålet gav ham en næve lige på tuden, så et skrækjagende knæk kunne høres. Der var vidst ingen tvivl omkring at den nu var brækket.

Folk begyndte at flokkes omkring dem, i en stor kreds. De folk der ikke havde set det, blev ført derhen af deres børn, for at se nærmere på tingene. Det var ikke hverdag den slags skete. Dem der prøvede at virke uinteresserede skyndte sig væk, med mad og taske, eller barn og mand. Det var dog uden tvivl en interesse for ældre fulderikker, og yngre gadedrenge, der fandt dette slagsmål som det næste talestof for resten af ugen. En kvinde derimod stod og kiggede på nogle mannequiner som bar noget særdeles fint tøj. Nogle af dem var dog også designet med noget rædselsfuldt sæt. Ofte undrede hun sig over om folk besad af sans for mode, og tøjsammensætning.

Kvinden, Alice, med det korte hår, og brune øjne, og den ligblege hud. Hørte vidst hjemme i familien Adams, med hendes påklædning og race. Hun var ikke gammel, men nød den gamle stil og mode. Man kunne også sige hun havde en smule steampunk stil. Hendes tøj var bestående af en lang kjole der gik til hendes ankler. Den var lysegrå, og havde et fint sæt broderier slør hen over sig i sort. Det gik skråt ned over kjolen. På hendes overkrop, forsatte kjolen opad, i et korset, hvor samme lysegrå stof var inden under det kulsorte broderi slør som sad tæt til kroppen, korsettet stoppede dog under barmen. Inden under disse klæder, bar hun en sort skjorte, som havde nogle pufærmer. Skjorten havde en høj krave, som sad tæt ind til hendes hals. På fødderne havde hun nogle mørkebrune støvler på, som var i læder. Der var ingen høj hæl på, og skoen sad tæt ind til hendes fod. Skoen var lynet og bundet med snører op langs skinnebenet.

Slagsmålet hørte ikke op lige med det samme, det forsatte faktisk i en uendelighed næsten. Og mon ikke der snart ville komme blod på banen. Kvinden Alice, var forbandet med vampyr genet, som herskede i hendes krop efter hendes død og genfødsel. Der var dog ingen der uden videre kendte hende som sådan, hvis der overhovedet var nogen der gjorde.

Serkan kom med rolige skridt gående gennem byens gader. Han havde ikke den store ide om hvad pokker der foregik men at kigge på slagsmål kunne altid være sjovt og behageligt at kigge på. Han gad dog ikke mænge sig med pøblen og stå helt oppe af de folk der sloges. Han kom stille gående, og han gik tæt forbi en ung kvinde med meget bleg hud og en alternativ stil som fangede hans interesse.

Tumulten var blevet større og de var nu begyndt at kaste ting efter hinanden, der iblandt blev der kastet sten som passerede forbi mængden og sejlede mod den unge kvinde der stod ved vinduet og betragtede noget.

Serkan havde ikke set det da han stillede sig om ved hendes side og kiggede på hende.

''Undskyld mig frøken... Men De burde måske ikke stå så tæt på et slagsmål... Medmindre selvfølgelig at du sagtens kan klare at få et par skrammer?''

Han så roligt på hende og sendte hende et forsigtigt og venligt smil. Han havde en skjorte på og et par pæne bukser lidt ældre i stilen end de helt moderne, og så et par lædersko på fødderne. Han stod stille og kiggede på hende, han lavede så et lille elegant buk for hende. Stenen landede på jorden ved siden af hende.

''Undskyld min glemsomhed... Serkan til deres tjeneste frøken.''

Han smilede stille og rettede sig så stille op igen og kiggede på hende. Han kiggede på dem der sloges da endnu en sten kom flyvende dog hurtigere denne gang, og han, på trods af han ikke kendte hende, rev hende bare til siden ind mod sig selv så stenen bragede ind i glasset lige der hvor hendes hoved ellers havde været. Han så bare stille på hende men slap hende ikke som man måske ellers havde forventet man normalt ville gøre.

Lily gik rundt i gaden. Et par høje stemmer og lyden af næve mod kæbe nåede hendes øre og i nysgerrighed nærmede hun sig. Hun kune nu se en flok af forskellige væsner stå omkring to slagsbrødre. Lily sukkede, hvorfor kunne folk ikke bare frede sig selv og undgå sådan situationer?
Selvom kampens afgørelse var en smule spændende for Lily, var der dog noget andet som fangede hendes opmærksomhed. En kvinde, som så ud til at være nogle år ældre end Lily, stod ikke blandt de andre folk og fulgte med i slagsmålet. Nej, hun stod og snakkede med en anden, som om at slagsmålet slet ikke interreserede dem. Lily så undrene hen på dem og nærmede sig.
"Og hvad gør så dette udstillingsvindue og en samtale så meget mere interressant end en slåskamp?" spurgte Lily, da hun var kommet hen på siden af dem. Lily trådte et skridt tilbage og så dem an. Kvinden havde en lang grå kjole på med nogle sorte broderinger og herren havde en skjorte og et par bukser på. Lily selv bar et par stramme sorte jeans og en hvid tanktop. Udenover tanktoppen bar hun en lyseblå cowboyvest. Hendes kange lyse hår hang løst ned over hendes skuldre og begyndte at krølle under ørene. På fødderne bar Lily et par slidte hvide ballerinas.

Menneskemængden syntes at blive større, og der hørtes opmuntrende råb til den ene og den anden der nu var med til dette skue. Det virkede nu nærmere for Alice, som en slags zoologisk have hvor hannen var irritable over det ene eller det andet, og skulle vise sig frem for damerne. Hun kneb øjnene let sammen og så de mørkebrune øjne så næsten helt sorte ud imens hun bukkede sig let forover for at se nærmere på udstillingen i vinduet. Stemmerne der var bag hende lod hende orientere omkring udfaldet når tid nu var kommet der til. Manden der gik ved hendes sidelod hun sig ikke selv skænke, en eneste tanke da. Men pludselig trængte hans stemme sig ind i hendes øre indgang.

Kvinden rettede sig op, og kiggede hen på den unge mand der eftersigende ikke var særlig meget ældre end hende selv. ”Jeg tror jeg kan klarer mere end hvad det ser ud til.” svarede hun med en rolig tone og gengældte det venlige smil, hvor man lige kunne ane de hvide tænder. Hun ænsede ikke stenene. Og syntes heller ikke der var grund til det. Smerten ville alligevel være lille, og hendes hud ville om muligt hele såret hvis det var nødvendigt.

”Goddag Hr. Serkan. Mit navn er Alice.” Hun nikkede kort med hovedet, imens hun betragtede sceneriet med det elegante buk, som fik hende til at føle sig som en kvinde der kom fra middelalderen. Hvilket nu ikke irriterede hende, det var en tid der interesserede hende en hel del, på trods af at hun dog ikke stammede fra den tid. Hvilket efter hendes mening egentlig var synd og skam.

Kvinden fulgte manden, Serkans blik, hen imod de pårørende mænd, som sloges om retten til at være den første der kunne gå, uden at skulle tænke på den andens velbefinde. Hun havde dog set stenen, og havde tænkt sig at flytte sig væk fra stedet så den ikke ville ramme hende, men manden hvis manerer var på højeste beredskab, trak hende til side. Stenen ramte glasset, og som i slowmotion forstillede hun sig hvordan glasset splintres, og fløj ud og væk fra deres oprindelige sted, og videre ind i lokalet, som havde været bag glasset.

Kvinden kiggede op imod manden, og hævede det ene bryn, ”Jeg skylder dem vist en tjenste, Hr. Serkan.” kom det fra kvinden, hvor efter en stemme afbrød momentet, og hun drejede hovedet på skrå, så hun kunne få øje på den blonde pige. Hånden klappede manden på brystet, inden hun skubbede sig ud af hans arme. ”En rednings aktion.” besvarede hun den unge pige, på omtrent de atten år. Måske var hun tyve, det var snart ikke til at sige hvem der var i hvilken alder nu om dage. Hun sendte det førhen værende solide glas et kort blik, inden hun trådte et skridt væk fra Serkan, rettede kort på den lange kjole.

Serkan kiggede ned på den smukke unge kvinde der stod hos ham nu, mens han tanker hurtigt gled gennem hans hoved da hun sagde at hun nok skyldte ham en tjeneste og han havde kun en enkelt ting at sige til hende omkring det. Han ville jo ikke direkte bede hende om noget, og han var jo også lidt pænere opdraget.

''De kan gøre mig den tjeneste at lade mig invitere dem ud?''

Han tog hendes hånd og løftede den blidt op hvorefter han bukkede let for hende emn kyssede dog ikke hendes hånd som man måske kunne forvente, mest fordi han blev afbrudt af den fremmede kvinde og slap bare Alice og vendte sig stille om imod den nye.

''Hvordan skulle man kunne vælge andet når man kan føre en samtale med denne smukke, unge og sofistikerede kvinde?''

Han kiggede spørgende på den fremmede kvinde og bukkede let for denne kvinde. Han smilede stille til hende, og præsenterede sig så også for hende da det var det eneste rigtige at gøre overfor hende.

''Serkan til deres tjeneste frøken.''

Han sendte hende et sagte smil. Før han vendte sig om imod Alice igen. Det her var ikke lige en del af planen og kunne ødelægge en hele del for ham, men så måtte han vel bare mødes med denne Alice en anden gang hvis det var. Han kigggede på Alice... Da hun bedre fangede hans interesse. Kort efter vendte han sig om til Becie og spurgte stille om noget.

Slåskampen stilnede stille hen og folk begyndte at mumle og trække sig væk derfra og stak så af da den ene af mændene nu lagde tilbage jorden og blødte kraftigt for hovedet mens hans brystkasse hævede sig fast og stødt og man kunne se at han ikke kunne reddes.

''Og hvad er det de vil med at komme og blande dig i andres samtaler?''

Hans stemme var neutral og viste at han vidste at han var sikker på sig selv og det var han også altid. Han tvivlede aldrig på at han gjorde det han burde at gøre i den situation han nu engang stod i.

Lily smilte og et lille latter kom over hendes læber. "Nå så det er det i har gang i? At snakke med en skøn kvinde i stedet for at overvære en slåskamp, og samtidig at redde hende. Fra hvad dog?" sagde hun mest henvendt til herren da kvinden jo tydeligvis ikke snakkede med en kvinde eller reddede sig selv.
Hun så kvinden sende et blik mod den knuste rude, og Lily behøvede ikke at tænke ret længe før hun så stenen gennem hullet og regnede ud, hvad det havde været for en redningsaktion.

Lily så Serkan bukke for hende og præsentere sig selv.
"Til min tjeneste? Ja det lyder jo ikke ringe," grinte hun. "Mit navn er Lily," sagde hun og nejede fint, mens hun holdt hænderne ud fra kroppen, som om hun trak ud i en usynlig kjole.

Hun så Serkan vende sig mod kvinden igen og fornemmede, at hun havde afbrudt dem i noget, og at hun ikke var ønsket.
"Ja jeg syntes bare, det var en smule besynderligt, at i ikke fulgte med i kampen, men nu ved jeg jo hvorfor," sagde hun som svar på hans spørgsmål.

Hun drejede hovedet for at se efter, hvorfor der var blevet så stille, og hun fik svar med det samme. Slåskampen var slut. Der var blevet kåret en vinder, og folk var så småt begyndt at genoptage det de havde været igang med, inden kampens begyndelse.

Lily så hen på Serkan og kvinden igen og overvejede lidt om hun skulle sige farvel og lade dem genoptage deres samtale.
Hun valgte dog at blive stående en tid endnu. De havde jo ikke bedt hende om at gå, og det kunne jo være at hun bare havde tolket lidt forkert på tingene. Hun lod en hånd køre gennem håret og sendte dem et nervøst smil. Spørgsmålet om at forlade dem igen eller at blive blev ved med at køre i hendes hovede som en flue der bare ikke kunne finde fred nogen steder og som blev ved med at flyve rundt og rundt og rundt, lige indtil der var en som klaskede den, fordi den blev for træls at høre på.
Lily rystede tanken ud ad hovedet og kiggede skiftevis på dem.
"Hvad hedder du egentlig?" spurgte hun kvinden.

Begge øjenbryn hævede sig da tjenesten kom ud til resten af verdenen. Hun blev lige frem spurgt om hun ikke ville gå ud med denne mand. Men det var vel også på sin plads, at gøre den slags. Eftersom han netop lige havde reddet hendes liv, var der vel ikke så meget andet der var for. Øjnene betragtede kort hans gestus, inden hun kiggede hen på den nyankommne kvinde, der gjorde dem med selskab. Serkans beskrivelse af Alice, ville sikkert have fået mange kvinder til at rødme, men egentlig lod end ikke en rød farve komme frem på de ellers perle farvede kinder.

Hun kunne dog ikke skjule et svagt smil, over Serkans måde at hilse den unge kvinde på. Og selvom vampyren ikke sagde meget, lyttede hun dog nøje efter. Egentlig var det ikke rigtig at lytte efter, men mere analyserede pigen, for at se hvor hun havde hende. Men hun ønskede heller ikke ligefrem at afbryde deres samtale. Alice kiggede dog ikke på Serkan, men betragtede pigen, Lily, alt imens hun snakkede. Den nu fredfyldte gade, ville snart blive overdøvet af sirener fra ambulancer som ville komme manden til redning. Det ville dog være for sent når de dukkede op.

Ak ja, endnu et liv, der ebbede ud, og til sidst gik i opløsning i intetheden, medmindre der fandtes en højere magt der styrede de dødes liv og bestemte vedkommendes skæbne efter deres bortgang. Hun tvivlede dog på disse muligheder, og undlod også sig selv, i at følge trop med dem. Men det var vidst også mest den egentlige grund til hun ikke troede på højere magter var den realistiske irettesættelse af deres værker. Hvilket hun ikke kunne forholde sig til. Hendes blik trak sig væk fra mandens døde krop, og hen imod pigen, Lily.

”Mit navn er Alice Crew.” besvarede hun, og rakte en slank hånd frem imod pigen, som tegn på gestikulerende hilsen, og gensidig respekt. Om pigen tog hendes hånd eller ej, var vel op til hende. Dog forventede Alice faktisk ikke noget, i modsætning til så mange andre mennesker. Hun respekterede folks opførelsesmåde, så længe den var tolerant. Men det tolerante var der jo mange forskellige synspunkter på.

Han smilede stille og fandt det egentligt meget underligt at de straks nærmest glemte alt om at han egentligt også var til stede, og bare snakkede videre sammen men det var vel sådan kvinder var? De ville hellere snakke med hinanden i stedet for med ham. Han kiggede bare stille på dem, og han kiggede hen på manden, og han gik så stille hen til liget og tjekkede pulsen og fik derfor smurt sin hånd ind i blod og gik så stille tilbage til de to unge kvinder.

’’Ja vi bør nok ikke blive stående medmindre vi gerne vil have at de skal tro at vi er de ansvarlige for den døde mand og det ødelagt vindue i butikken der.’’

Han vinkede derfor de to piger med sig væk fra stedet og ind i en af de mange gyder der var i nærheden. Han smilede stille og kiggede på dem der han begyndte at vinke dem med sig, Han havde ikke rigtigt noget valg andet end at få dem begge to med sig selvom om den ny ankomne ikke interesserede ham det mindste egentligt.

’’Kommer i med mig eller er i gået hen og er blevet bange for at jeg vil hive jer med ind i en gyde?’’

Han grinede stille og førte dem bare med sig derind hvis de altså valgte at ville turde at følæge med ham. Han havde det alligevel rimeligt hyggeligt sammen med dem begge, da de da var noget for sig selv hver især. Han kiggede stille rundt som de gik videre stille og roligt. Mens man kunne høre noget bevæge sig længere inde i gyden som tydede på noget der måske kunne være farligt for dem.

"Hej med dig Alice," sagde Lily og tog hendes hånd.
Hun så Serkan gå hen mod liget hvorefter at komme tilbage til dem igen efter lidt tid.

"Men hvordan skulle vi kunne virke ansvarlige?" spurgte hun, efter han havde sagt det, med at politiet nok ville tro, at de var ansvarlige for den døde mand og det smadrede vindue. "Den eneste som burde virke ansvarlig er dig. Det er ikke os der har en død mands blod på hænderne," sagde hun.
Alligevel valgte hun at følge efter ham, da han begyndte at gå.
Sirenerne var så småt begyndt at kunne høres, så hun måtte hellere følge efter og få svar på sit spørgsmål senere inden ambulance folkene kom og det ville være for sent at finde ud af, at han nok havde haft ret.

De blev ført ind i en gyde hvilket fik Lily til at grine lidt. "Jeg troede ikke du ville føre os ind i en gyde," sagde hun med et smil og bemærkede ikke de lyde, der kom længere inde frå gyden af.
Hun kiggede bagud for at se om Alice havde fulgt efter dem.

Hun nikkede roligt til pigen med det lyse hår, da hun hilste, og smilede roligt. Ganske vidst var Alice ikke typen der viste glæde, og hendes race gjorde det sikkert endnu svære at tro på det. Men der var nu sider af Alice, som hun endnu ikke havde lagt fra sig. Men med tiden ville det sikkert vise sig at hun blev et af de omvandrende lig, der kiggede tavst til, og var hjerteløs. Men ganske vidst var der også sådanne tider for hende. Det var der ofte, men det var ikke ofte hun ville vise det frem.

Alice kiggede roligt hen imod Serkan, som nu forslog at tage andet steds hen, i tilfælde af at undgå at blive pågrebet som morder. Men Lilys ord var på ingen måder rigtige, Serkan havde hverken blod eller virkede som en der ville have det. Hun sagde dog intet, og fulgte efter uden hastværk. Selvom blodet der flød ud på jorden var ganske fristende, og hun måtte sende det et sidste længelsfuldt blik, inden hun fulgte trop med de andre. Hendes blik kiggede skeptisk på deres nye omgivelser. Omgivelser hun egentlig ikke rigtig brød sig om. En rynke lod sig tilføres på hendes pande, imellem de to øjenbryn, men slap den dog hurtigt.

”Nu begynder jeg at blive lidt mistænksom, Serkan” startede hun ud i et drillende tonefald, ”Er du hjemmevendt med gyderne?” spurgte kvinden, som en spøg omkring om han var en gadedreng, der ikke havde noget sted at bo. Hun blinkede kort med det ene øje, som lagde en tyk understreg under hendes spøg.

Hendes blik søgte videre rundt i gyden, og kunne se rester fra hjemløse, nogle mus pep afsted, imens de tunge skygger fra huse og butikker, som tårnede sig op imod himlens mørkeblå farve, som egentlig var drysset over ned en del mørkegrå skygger. Rundt omkring dem, var tågen endnu fæstnet som ville den ikke give slip på dem, og hængte fast i deres klæder. En rotte hvæsede kort fra dem, som om den ville skræmme dem væk. Men ikke engang en skrigene respons kom fra Alice.

//Alice han har blod på hænderne, han var hende og tjekke efter puls hos manden og fik der blod på sine hænder.

Han kiggede på Becie, der spurgte om hvorfor de kunne komme til at virke som ansvarlige, og hurtigt greb han bare hendes hånd så hun nu også havde blod på hendes hånd, og han så stille på hende, og grinede så bare af det han lige havde gjort som faktisk kunne komme til at stemple hende som forbryder. Han kiggede over imod Alice… Og så tilbage til Becie.

’’Var det svar nok på Deres spørgsmål? Eller skal jeg give dig endnu en grund?’’

Han så stille på hende og han førte dem bare videre med ind i gyden og han kunne ikke lade være med at komme til at grine over det Alice spurgte ham om. Han var på ingen måde gadedreng eller noget i den stil, det kunne man ikke ligefrem sige om ham.

’’Åååh, De har jo gennemskuet mig… Jeg er en belært gadedreng simpelthen… Jeg havde ellers håbet at I ikke kunne se det… Er min hemmelighed sikker hos Jer?’’

Han bukkede sig lidt ned for at spille mere videre på at det var en hemmelighed som han egentligt helst ikke ville have ud, selvom hans smil og den latter der var undertrykt tydeligt viste at det bare var en lille spøg omkring det Alice havde sagt.

’’Men jeg tænkte mere på om dette ikke kunne virke en smule farligt? At gå med en fremmed mand ind i en gyde uden at vide hvad han er i stand til?’’

Han grinede, og egentligt havde han lyst til at bruge sine evner til at binde becie og så bare gå videre med Alice, men han ville heller ikke virke som direkte ond overfor nogen af dem endnu.

//Becies navn er Lily ^_^//

Lily himlede med øjnene da Serkan smurte hendes hånd ind blod. "Ja du behøver ikke flere grunde," sagde hun med et smil.

Lily hørte Alice spørge Serkan om han var hjemvendt fra gaderne og hun kunne ikke lade være med at smile, da han sagde 'ja' og opførte et lille skuespil for dem.
"Din hemmelighed vil aldrig komme over disse læber," sagde hun med et smil og lavede en bevægelse med hånden foran munden, som var hun ved at lyne den sammen.
Hun lagde hovedet lidt på skrå og rynkede så lidt på panden. "Men hvor har denne gadedreng så fået sådan noget fint tøj henne? Du siger vel ikke at du også er tyv?" spurgte hun med et smil på læben.

Gennem tågen kunne hun se mus og rotter pibe rundt, og hun fik lyst til at springe på dem og lege med dem, men hun gjorde det ikke. Hun ville helst ikke have, at de andre troede, at hun var skør, så hun fjernede blikket fra jorden og kiggede ligeud.

"At være i fare sammen med dig? Altså hvis du har tænkt dig at slå mig ned, skal du være forberedt på at jeg har en rimelig hurtig reaktionssas," sagde hun og grinte over hans spørgsmål. "Nej jeg føler ikke at jeg er det mindste i fare."

// nå tænkte nu mere på at hans hals nok ikke var dækket med blod, siden du jo kun tjekkede hans puls ^^’

Hun rystede på hovedet af de to tosser som klaskede det noget så smagfulde blod på hinanden. De skulle sandelig være glade for hun kunne beherske sig så meget at hun ikke sprang på dem. Eller nok nærmere shapeshifteren, eftersom deres blod var noget at hendes fortrukne. Dette kunne vidst ikke siges om manden hun spadserede sammen med. De var egentlig en køn lille flok. En shapeshifter, en varulv, og en vampyr. Det havde sikkert ikke gjort det store, hvis det blot havde været shapeshifteren og varulven, men med Alice tilstedeværelse gjorde det sære ved deres lille gruppe.

Den unge dame, Lily, lavede videre på en lille joke som hun selv havde startet. Og et svagt smil kom hende til læberne, over det hun sagde. De to snakke hoveder var afgjort en lystig form for underholdning, men dog lod hun ikke latteren komme alt for meget mere frem, end et nogle smil.

”Jeg er sikker på De kan virke ganske farlig, Serkan. Men lige nu, er ikke øjeblikket.” Forsikrede hun ham dog om, med et overbevisende smil. Inden hun tog sine øjne væk fra ham af, og brummede lidt. ”Men kunne tyven ikke have fundet et mere passende sted, så som vedkommendes hjem?” forslog hun med hovedet let på skrå, imens hun afventede de andres svar. Egentlig havde hun ikke noget imod at selve omgivelserne, snarer den konstante lugt af blod, der mildest talt irriterede hende, da hun egentlig ikke ville gå fra forstanden i andres nærvær og røbe at hun var alt andet end et tamt menneske.

Roligt lod hun de to følgesvende bestemme sig for hendes forslag. Hende selv, havde ikke det store at kunne tilbyde. Hendes hus var lille, og der var lang vej derhen. Desuden havde hun hverken mad eller drikkelse at tilbyde dem andet end blod.

//Ahhh, det er okay, men han har altså blod på hånden. xD//

Serkan kiggede stille på de to unge kvinder der stod sammen med ham, og han følte lidt han var i skudlinjen for deres drillerier men det var vel bare sådan noget der var med kvinder, de havde altid en tendens til at rotte sig sammen imod mænd, men ja det var vel også nødvendigt eftersom de jo var det svage køn... han sagde dog intet om det.

''Jamen jeg er glad for deres kompliment omkring at jeg er en farlig person.''

Han så på dem og han nikkede til Alices forslag om at de måske skulle finde et hus istedet. Han havde et rimeligt stort hus, men det lagde jo ude i udkanten af byen og ikke noget sted de fleste folk lige kom men måske de var med på at tage med der hen. Han kunne selv godt lide stedet.

''Altså jeg vil da gerne invitere jer med mig hjem, hvis i ikke har noget imod at gå en tur til udkanten af byen?''

Han smilede stille til dem begge og stod så og tænkte lidt, han skulle lige finde på et svar og han stillede derfor et falsk forlegent blik over det spørgsmål med om han måske var en tyv. Han kiggede bare stille rundt...

''Nej nej... En tyv tager fra folk der stadig har brug for det... og manden havde slet ikke brug for det tøj her mere da jeg tog det.''

Han grinede bare stille til dem.

Lily så rundt. Det var svært at se så meget for den tykke tåge, som også havde gjort hendes tøj klamt fugtigt. Hun var ikke vild med tanken om rotter, som løb omkring benene på hende. Hendes bare stykke fod, som ikke var dækket af de hvide ballerinas, føltes nu meget sårbare, så hun var hele tiden opmærksom på, om hun kunne mærke et par små fødder krible hen over hendes bare hud. Det kunne godt være at Lily var vandt til at leve i naturen, men det gjorde hende ikke mere venligtstillet over for den, og især ikke, når hun ikke kunne se den.
"Glimrende idé Alice," sagde Lily og nikkede ivrigt, da Alice spurgte om Serkan ikke var sød og invitere dem med hjem. Det vat ikke mange gange Lily havde prøvet at have tag over hovedet siden hun stak af hjemmefra, så hun værdsatte enhver mulighed, som var.
Lily så Serkan nikke til Alices foreslag.
"Vi kan da godt holde til at gå lidt," sagde hun opmuntrene, da Serkan spurgte, om de havde mod på at gå en lang tur for at komme hen til hans hus. Hun var allerede fuld af energi og 100% klar til at forlade denne gyde.

Lily grinte af Serkans forklaring, på hvad forskellen mellem en tyv og ham, var. "Det har du jo fuldstændig ret i Serkan."

Hun følte ikke længere, at hun ikke var velkommen, men tanken om at hun ikk havde været det til at starte med var der stadig. Det kunne også sagtens være at hun stadig ikke var det, og at de bare var gode til at skjule det, men så længe det ikke sagde noget om det, kunne hun vel heller ikke gøre noget ved det?

Alice kiggede lidt frem o tilbage på dem, skiftes vis for at se hvad de sagde til hendes idé omkring at tage hjem til Serkan. Ganske vidst kunne det jo medfører til så mange ting, så som at begge kvinder kunne blive dræbt, for mandens voldsomme sult, og begær for magt. Men hun betragtede nu ikke manden på en sådan måde. Hun lagde armene over kors, ikke fordi hun frøs på nogen måde, men fordi at det var en afslappet måde, at gestikulere til sin afventning, dog kunne det også hentyde til at hun måske ikke trives i deres selskab, hvilket hun dog gjorde. Ganske vidst havde hun heller ikke besvaret hans spørgsmål om hun ville aflægge den tjeneste at gå ud med ham. Men hun kunne ganske vidst ikke se ligheden for hvorfor han netop var interesseret i hende, denne vampyr, eftersom hendes identiske rolle lå hos vampyrerne, og hans hos varulvene.

Hun smilede da han gik med til hendes forslag, hvorefter hun trak på skuldrende til at der var langt. ”Mit liv bliver ikke kortere af at brokke sig..” sagde hun bare, med en undertonet vittighed, for hendes egen race. Den som hun nu engang tilhørte, og ikke kunne løbe væk fra. Kvinden betragtede dem skiftes vis, imens hun bedømte hvilke roller de mon havde i denne situation. Hun betragtede endegyldigt dette fænomen som var foran hende. Det var næsten som at have placeret en hund og en kat i samme selskab. Og hun var katten. De to andre var hundene. Hun var vel klar over at deres selskab mellem hinanden, var langt mere gensidigt end det der ville kunne findes blandt de fleste andre racer. Sådan betragtede Alice det i hvert fald.

”Du lyder næsten som en Robin Hood i nyere udgave!” erfarede hun imens hun lagde hovedet let på skrå. Kvinden lod sit blik glide rundt omkring sig, inden hun lod de mørke øjne, glide rundt omkring sig, inden hun lod de lange slanke arme, glide ned på siden af hende, og traskede af sted ud af gyden, om de andre så fulgte med eller ej. Hun havde ikke i sinde at blive i den gyde. Om manden eller den unge dame så havde blod på hænderne eller ej. Roligt kom hun ud på gaden, manden var der endnu, men det så ikke ud til at være den store interesse på nuværende tidspunkt. En ambulance, kunne høres i det fjerne, efterfuldt af en sirene der tilhørte politiet. Kvinden kiggede sig over skulderen for at se om de andre nu var med, eller om de ville opholde sig i gyden, til den lyse morgen. For det havde Alice ærligtalt ikke tid til.

''Jamen hvis i ikke har noget imod at gå lidt så kan i da bare følge med mig... men jeg bliver nød til at advare jer om at jeg ikke ved hvor pænt det er da min stuepige har ferie, så jeg skal lige vænne mig til at gøre tingene selv igen.''

Han grinede stille, og han smadrede bare den dårelige illusion om at han var en gadedreng der havde slået en mand ned og taget hans pæne tøj. Han smilede roligt til dem begge da de snakkede om lige netop dette med at tage fra folk der havde brug for det. Han så roligt på Alice da hun sagde han lød som en moderne robinhood.

''Naaah, jeg tror du har misforstået noget kære... Jeg er ikke en der giver til nogen fattig mand eller kvinde... Han havde bare ikke brug for tøjet mere da han ikke kunne bruge det... Når man ikke kan bevæge sig er tøj jo svært at få på.''

Han smilede skævt og en smule dyrisk da han snakkede mest fordi det han fortalte var jo sandt og det passede egentligt meget godt på hvordan han i virkeligheden var men han skulle også opretholde illusionen om at han ikke var nogen direkte farlig mand. Han begyndte stille at gå imod sit hus, og han regnede bare med at de to kvinder ville følge efter ham med rolige skridt.

''Nu regner jeg også med at i kan gå, fordi ellers må i bære hinanden.''

Han grinede.

"Et hus er et hus, ligemeget hvor pænt det er, så mon ikke vi overlever?" sagde Lily og så rundt, glad for nu at skulle forlade denne gyde.

Hun begyndte at følge efter Serkan og undgåede at kigge ned, for ikke at blive distraheret af nogle mus. De irriterede hende simpelthen så meget. Sådan nogle små skabninger, som bare elskede at løbe omkring fødderne på én og vifte med halen for at sige: 'Fang mig, fang mig!' og så derefter løbe sin vej, som en slags fangeleg, bortset lige fra at det virkelig ikke ville blive sjovt at blive fanget.

"Nej Robin Hood var en god fyr. Du lyder mere som en med en lille plet på straffeatesten," sagde Lily, da Serkan gjorde det klart, at han ikke var som Robin Hood.
"Og jeg har ingen problemer med mine ben, så mon ikke de kan holde til en lille gåtur. Og Alice har ret, det hjælper ikke at brokke sig." Hun kiggede hen mod Alice, som stod et par skridt foran dem. Måske var hun lige så ivrig efter at komme afsted, som Lily selv var?