A long night //Zankuji//

Han kiggede på hende og slappede roligt af og gik hen til hende inde på sengen "du tror vel ikke vi har gjort noget som vi vil komme til fortryde"spurgte han roligt og slappede af og så på hende, for hvis de havde måtte de jo støtte hinanden i det og sådan for det var jo det eneste man kunne gøre var det ikke.
Han kiggede på hende og slappede bare roligt af og anede ikke hvad de skulle gøre hvis det var sådan at de havde gjort det han tænkte på men om hun kunne følge ham det håbede han da lidt på.

Hun åbnede ikke øjnene med det samme, men rystede lidt på hovedet. "Jeg håber ikke..." Mere nåede hun ikke at sige, før det vendte sig i hende og hun igen fløj op og ud og kastede op. Hun sad på gulvet bagefter, og lænede sig op af væggen. Hun tørrede sig om munden igen, men lod bare tårerne være denne gang. hun havde ikke kræfter til at rejse sig lige med det samme, og da hun endelig kom på benene støttede hun sig til vasken med begge hænder, før hun tændte for vandet og tog noget at drikke.

Han kiggede på hende og flyttede sig i tide da hun styrtede ud igen og han satte sig på gulvet og anede ikke hvad han skulle gøre lige nu for han havde det ikke godt med og ikke vide hvad de havde lavet, han kiggede rundt og fandt sit tøj og kiggede på det *der ikke ligefrem tegn lige ved det*tænkte han roligt og slappede bare roligt af og sad bare og anede ikke hvor han skulle gøre af sig selv lige nu og så hen på døren til toilettet og sådan.

Hun blev stående lidt over vasken, fordi hendes hukommelse pludselig kom tilbage. de var blevet meget fulde begge to, men der var ikke sket noget. Hun gik ind til sengen igen, og satte sig op ad væggen. "Der... Skete ikke noget mellem os i nat." Hun havde lukket øjnene, hendes hoved var ikke glad for lyset lige nu. Hun åbnede øjnene lidt og så på ham med et lille smil. "Vi blev meget fulde, og forsøgte vist på noget, men vi var for fulde...."

Han kiggede på hende og slappede af da hun var kommet ind "Okay så kan jeg bedre forstå at jeg har følsen af en hånd på mit lem"sagde han roligt og slappede af og tog sin trøje på og kiggede på hende "Men hvordan har du det med at ha sovet i samme seng med mig"spurgte han roligt og så på hende og slappede bare roligt af.

Hun grinede lidt af det han sagde, men ikke fordi det var sjovt, mere sådan tør latter. Hun tænkte lidt og svarede ham så. "Altså, så længe vi kun sov er der vel ikke noget galt i det." Hun sukkede og fortsatte. "Det er jo ikke just fordi Johan kommer springende ind af døren om lidt vel..." Bar det at tale om ham.... Tårerne kom op i øjnene igen, og hun skjulte hovedet i hænderne og græd igen. "Satans til følsomhed." Hviskede hun stille mellem tårerne.

Han kiggede på hende og rejste sig op og gik hen til hende og lagde sine arme om hende og holde hende ind til sig og så på hende "så så søde det hele skal nok gå håber jeg da"sagde han roligt og fik hende roligt hen til sengen og så på hende "søde du er stærk og du skal nok klare den tror du ikke søde"sagde han roligt og slappede af, han så på hende med et stille smil "for hvis du ikke er stærk så du ikke den kairi jeg kender"sagde han roligt og slappede roligt af.
Han så på hende med et smil og var der jo for hende og sådan og roligt så han lidt rundt "men vi kan jo håbe på at din fyr har det godt ikke"sagde han roligt til hende.

Hun snøftede lidt, og rejste så hovedet igen. Hun tørrede de sidste tårer væk fra kinderne og så på ham. "Hvor er det sødt sagt." Hun så på ham og smilede. "Håber virkelig han er okay..." Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige eller gøre nu, men pludselig snurrede det hele rundt for hende, så hin for op og ud og kaste op igen, selvom der ikke rigtig var noget i maven længere. Denne gang faldt hun bare sammen på gulvet, og lå og kiggede håbløst op i loftet. "Hvad er der dog galt med mig?" Sagde hun stille til sig selv.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber og kiggede efter hende da hun gik ud på toilettet igen og gik så ud til hende "søde jeg tror godt jeg ved hvad der er galt med dig du er bekymret og det føre til at hun bliver på en måde syg eller bare kaster op"sagde han roligt og så på hende med et stille smil på sine læber.
Han kiggede på hende og anede ikke hvad han sådan eller skulle sige til hende og sådan noget, og kiggede så op i loftet "hvad har du lyst til at lave søde"spurgte han roligt for at få hende til at tænke på noget andet.

Hun hørte hvad han sagde, og så stadig op i loftet. "Tja, måske du har ret. Det plejer bare ikk at være sådan.... Og så har jeg også kvalme." Hun rejste sig langsomt op og gik ind og satte sig igen, denne gang på gulvet foran sengen. "Ved jeg ikke rigtig søde, mine tanker kredser om at finde Johan. kan ikke tænke på andet lige nu..." Tårerne kom op igen, men denne gang var hun stærk nok til bare at blinke de første væk og stoppe der.

Han kiggede på hende og slappede roligt af og gik ind til hende og så på hende "okay søde hmm gud hvor ville jeg gerne ha det som dig søde du har en du skal tænke på og bekymre dig om"sagde han roligt og så på hende "jeg har ikke ligefrem nogen i mit liv jeg har de tanker om hvis du forstår"sagde han roligt og så på hende med et stille smil på sine læber og slappede roligt af.

Hun smilede lidt, men sådan halvt falsk smil. "Du må da gerne overtage hvis du vil." Sagde hun i en sarkastisk tone. Hendes hoved var virkelig ikke hendes ven idag, så hun lagde sig ned igen, med hænderne under hovedet og stirrede op i loftet. En tanke slog hende, men hun jagede den væk igen. Det kunne ikke passe, hendes fantasi løb af med hende. Det håbede hun i hvert fald

Han kiggede på hende og slappede roligt af og viste ikke hvad han skulle sige og slappede roligt af "hmmm nej helst ikke søde"sagde han roligt og slappede bare af og så på hende "søde du ved godt hvis du har noget på hjertet så skal du bare sige til ikke søde"sagde han roligt og havde det ikke godt med at hun havde det som hun havde og sådan noget.
han så på hende og slappede roligt af og viste ikke hvad de skulle lave lige nu for der var ikke meget og lave.

Hun nikkede bare da han snakkede til hende. Hun var helt i sine egne tanker, hun kæmpede mod sig selv og de tanker der var dukket op. Hun rejste sig pludselig op, og begyndte at pakke nogle af sine ting sammen. ikke det hele, kun lige det hun skulle have med sig nu. Hun boede stadig i det her værelse, og det blev hun nok ved med i noget tid endnu, men lige nu var hun nødt til at gå. "Jeg skal lige ud og ordne nogle ting, du er velkommen til at bliver her hvis du vil, men jeg ved ikke hvornår jeg kommer tilbage." Hun begyndte at tage sin jakke på mens hun ventede på hans svar.

Han kiggede på hende og slappede roligt af og så på hende "hvad er det du skal ordne søde siden du sådan skal skynde dig men jeg venter da gerne på dig søde"sagde han roligt og slappede roligt af.
Han så på hende med et smil på sine læber og slappede bare af på sengen og havde jo ikke ligefrem noget han sådan skulle nå eller noget og nu var han jo der så han kunne ligeså godt vente på hende her som at gå med hende og alt det halløj der.

Hun stoppede lidt op, og bed sig i læben. Hun havde overset at han selvfølgelig ville spørge om hvad hun skulle. Hvordan skulle hun nu slippe udenom at svare, uden at virke uhøflig eller noget... Hun tænkte lidt, og svarede så. "Øh... Det er bare nogle ting, det er virkelig ikke noget at bekymre sig om." Hun vidste godt at det nok lød dybt åndssvagt, men det var det eneste hun lige kunne komme på.

Han kiggede på hende med et stille smil på sine læber "øhm okay så må du vel gøre det så venter jeg bare her og sådan"sagde han roligt og slappede roligt af og viste ikke hvad hun ville sige eller gøre nu hvor han var som han var overfor hende.
Han så på hende "bare du skønner dig lidt"sagde han med et smil på sine læber og slappede roligt af og viste ikke hvad hun skulle og om hvornår hun kom tilbage men han ville vente til hun kom tilbage.

Hun bed sig i læben igen og gik hen til døren. "Det kan jeg ikke love dig, men vil gøre mit bedste." Hun så på og ham og smilede svagt, inden hun åbnede døren. "Nåh ja forresten, her." Hun kastede nøglen til ham. "Hvis du går så lås og læg den nede i barren." Hun gik ud, og lukkede døren efter sig.

Han kiggede på hende og slappede roligt af og viste ikke hvad han sådan skulle lave lige nu og her "okay skal jeg nok huske"sagde han med et smil på sine læber og slappede roligt af og ventede endeligt bare på at hun ville komme tilbage efter det hun skulle og sådan, det var ikke sådan at han havde noget som han skulle i dag, men nu havde han hende og vente på hende og sådan noget halløj der.

Der gik lang tid før hun kom tilbage, mange timer faktisk, og det var begyndt at sne udenfor. Hun var kold og våd, og bar præg af at have gået rundt udenfor længe, da hun endelig trådte ind af døren igen. Hun tog jakken af, og hængte den op. Hendes ansigt var ret udtryksløst, som om nogen havde slukket for hende eller sådan noget. Hun sagde ingenting, men gik bare hen og satte sig på sengen.

Han var faldet lidt i søvn men han ventede på hende og sådan noget og vågende så da hun satte sig på sengen "jamen hej søde hvad er du allerrede tilbage hvor lang tid er det gået"sagde han roligt og havde ikke nogen form for tidsfornemmelse eller noget som helst lige nu og her, han så på hende med et smil på sine læber og viste ikke om det var en god ide og smile men han var mere glad for bare se hende og sådan.

Hun så på ham, men gengældte ikke rigtigt hans smil. "Det ved jeg ikke..." Det føltes som om der var gået tusind år siden hun forlod værelset, men det var vel pga. det hun havde fundet ud af. Hun vidste ikke om hun skulle være glad eller ked af det, og havde hverken smilet eller grædt siden hun fik det at vide. Hun sad helt i sine egne tanker, hun kunne ligeså godt være et helt andet sted lige nu.

Han kiggede på hende og rejste sig op og så på hende "må man vide hvad det var du skulle søde for vil hjælpe hvis jeg kan hjælpe dig men det nok svært"sagde han roligt til hende og anede ikke hvad der ville blive sagt fra hende af.
Han kiggede på hende og ventede bare på hun ville sige noget til ham for hun var ikke den mest glade person som var her på stedet lige nu og her og ventede bare på hvad der ville ske og hvad der er sket.

Hun blev revet ud af sin tankestrøm, og så igen på Zankuji. Hun vidste ikke om hun ville fortælle ham det, og i så fald hvordan? Han havde jo som sådan intet med det at gøre, det kunne umuligt være hans, så hvorfor rode ham ind i det? På den anden side, hun var nødt til at nævne det for nogen, og der var jo ingen andre at snakke med lige nu.

Hun rømmede sig lidt, bed sig i læben og tog så en dyb vejrtrækning. "jeg...." Hun gik i stå igen. Det var ikke nemt det her, og det var vel heller ikke helt fair ikke at fortælle Johan det som den første. Men så igen, han var jo forsvundet. Ubevidst sad hun og nussede sig selv over maven mens hun tænkte på det.

Han kiggede på hende og slappede roligt af og så på hende "okay hmm lad mig gætte du er gravid men faderen ved ikke noget som helst"sagde han roligt og så på hende og slappede roligt af og viste ikke hvad han ellers lige skulle ha sagt lige nu for han havde ikke andet valg eller havde han.
han så på hende og viste ikke hvad han sådan skulle sige lige nu for hun var gravid eller det mente han sådan som hun havde opført sig og nu sad hun og gned sig på maven det var ikke ligefrem noget man forventede fra hende af.