I haven't even been free for that long, but somehow i long to be back

Tid Det er nat
Sted En gågade i Terrorville
Omgivelser Der er hvad man normalt finder på en gade, men ellers to vampyrer, Angel og James
Vejr Det er lettere køligt, men ellers ganske godt vejr
Påklædning
- Tøj + Sko Hun er iført en ret simpel hvid kjole [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun har et par sorte ballerinaer på
- Make-up + Hår + Smykker Hun har intet make-up på. Hendes hår hænger løst og går hende til numsen. Hun har heller ikke nogen smykker på

Emnet er tilegnet [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var en stille, og egentlig ganske smuk aften. Solen var for længst gået ned, og de fleste havde begavet sig indenfor, hvor de hyggede sig med deres familie. Selv vandrede Angel rundt i gaderne, hun havde intet hjem, så hun kunne kun andre gennem gaderne. Det havde efterhånden været en uge siden, at havde efterladt katakomberne. Verden var åben for hende, og alligevel skræmmende og ny. Hun havde kun kendt sit lille værelse, kun kendt det lille rum og hvor havde hun hadet det. Men nu hvor hun rent faktisk var fri, savnede hun det velkendte. Hun savnede de gamle vaner, og selvom hun elskede at være fri. Der var så meget luft omkring hende med et, og alles tanker var så tydelig. Hvor hun før havde haft minimal kontakt med andre, var der med alt for meget af det. Det tog virkelig alt i hende, ikke at falde sammen og skrige. Alles tanker borerede sig ind i hendes hoved, hvilket blot gav hende mere savn til katakomberne.
Som hun vandrede gennem haderne, tog det ikke lang tid, før hun fik opmærksomheden fra andre. Nok var hun ikke en engel, men som falden engel havde hun endnu engleblod i sig, og hvis der var noget vampyrer elskede, så var det smagen af engleblod. I første omgang havde hun ikke opdaget dem, der var trods alt så mange tanker omkring hende, at det ville være et under, at hun overhovedet opdagede at nogen forfulgte hende. Så det var først da de kom ind foran hende, og stoppede hende op, at hun opdagede der var nogen der forfulgte hende "Well hello little angel girl" lød det fra den ene af dem. På trods af de var vampyrer, så var de ikke yderligere attraktive, ikke at hun havde mødt nok mænd, til at hun kunne se hvad der var normen for andre.
Den ene af dem greb fat om hendes hals, og et forvirret udtrykke kom op i hendes øjne, hvordan kunne nogen være så stærke? Hun gispede efter vejret, og holde fast om hans hånd, som skulle det hjælpe med, at få hende ud af hans greb. Hun kneb øjnene sammen, og med sin telepatiske evne, satte hun en statisk lyd ind i hovedet på ham, som kun blev stærkere i takt med han rørte ved hende. Vampyren gav støn af smerte fra sig, og gav med et slip, hvorpå hun faldt til jorden. Hun vidste at hvis der ikke kom nogen, så ville hun næppe overleve natten, der var alt for mange af dem, og selvom hun kunne give dem mental smerte, så ville det næppe give hende nok af en overhånd, til at kunne vinde.

//Håber det er okay

Hun havde faktisk ikke forventet, at nogen overhovedet ville hjælpe hende. Måske var det hendes far, der havde sendt dem efter hende, som en form for straf, for hvad hun havde gjort. Hun havde forladt katakomberne, noget han altid havde bedt hende om, ikke at gøre. Hun var ment til at være i det rum, men nu var hun fri og måske var han sur på hende, og havde sendt dem efter hende. Måske ville dette være hendes død, hun havde smagt friheden, og nu var det slutningen på hele hendes liv. Hun var så sikker på, at der ikke var nogen der ville redde hende, så da den unge mand kom og reddet hende, var hun mere end blot overrasket. Gågaden havde været tom, så hun havde virkelig ikke forventet, at der overhovedet ville komme nogen.
Fra sin siddende position på jorden, betragtede hun hvordan manden kæmpede imod dem. De var hurtige og farlige, og dog syntes han at kunne kæmpe imod dem. Hun lagde nysgerrigt hovedet på skrå, han kæmpede ganske graciøst, hvilket mindede hende om de krigere, i de bøger hun havde som barn. Det var egentlig ganske fascinerende at se på, han bevægede sig graciøst og med ynden af en kriger. Hun havde ganske vist ikke set krigere før, men hun havde da læst om dem. Da han tog træ pælen frem, og hamrede den ind brystet på dem, var det ganske fascinerende, at se præcis hvordan disse væsner døde. Hun havde jo aldrig set det før, så det var egentlig ganske spændende at se på.
Som han vendte opmærksomheden imod hende, frygtede hun et sekund, at han ville vende sin vold imod hende. Dog virkede det ikke til at være tilfældet, som han blidt rakte en hånd frem imod hende. Forsøgende lagde hun sin i hans, og et smil formede sig på hendes læber "Thank you" hun havde aldrig rigtig takket nogen før, det kun at se sin kære far, også dem han ville have informationer ud af, det havde en vis effekt og gav hende heller ikke muligheden, for at opleve en masse ting. Hun lukkede kort øjnene, blot for at se ind i hans sind, og der var intet ondt hun fandt. Da han udtalte at de ikke var sikre, og om hun samtidig kunne gå, nikkede hun og rejste sig op. Hun smilede blidt til ham, som han lagde kappen om hendes skuldre *Where are you taking me?* nogle gange var hun så vant til, at ikke at snakke og derimod snakke gennem sine tanker, at hun til tider fandt sig selv gøre det "I'm sorry, I'm not yet used to the whole taking thing" han skar en grimasse "but where are we going?"

//awww mange tak, og dit var skam også godt!