Endnu et håbløst tilfælde.-Eric

Dag/dato: 12/1
Tid: 15.03
Sted: Den lille park i Doomsville Angerforge District
Vejr: En kold vind fra øst, og det er ved at trække op til en mulig snestorm, sner det sner allerede lidt.
Omgivelser: Små legende børn, og unge par der skøjter på den frosne sø. En masse træet dækkede med sne.
Emne status: Privat-eric

Det var en kold dag, og de der ikke holdt sig inde, var mest ude at skøjte. Frosten havde lagt sig over den lille by, og sneen dalede ned fra den grå himmel. Den lille park var fyldt med små børn der legede sneboldkamp og unge mennesker der skøjtede. Alítheia, den unge rødhårede pige, gik rundt i en hvid pullover med grå striber.
Hun gik hvileløst rundt i parken, alle så, så forbandet glade ud, kunne de ikke slås eller bare se mindre tilfredse ud når de var der og skøjtede og holdt hinanden i hånden. Efter Alítheias mening var det alt for sødt og kærligt.
Sneen begyndte at dale ned fra den grå himmel, og lagde sig hurtigt i et tykt lag, på den gamle sne, som også lå i et tykt lag. Den lagde sig også i Alítheias røde hår, som en masse små hvide marmor perler.
Hun slentrede videre rundt i parken, hun havde efterhånden gået den et par gange, den samme rute, hele den lange kolde dag. Hun flyttede sig som regel ikke for dem der kom gående mod hende, så enten måtte de støde sig ind i hende, og forvente et slag fra hende eller gå uden om og måske falde i den dybe sne.
Da Alítheia igen nåede hen til søen, besluttede hun sig for at sætte sig ned et stykke tid, egentlig ikke fordi hun gad at se på de små lykkelige irriterende glade par, mere fordi ruten kedede hende nu, og hun havde en idé om at det kunne blive sjovt at sidde her.
I starten skete der ikke de vilde ting, de fleste skøjtede fint rundt, ingen der kom til skade eller faldt på en sjov måde, nej alle skøjtede fint omkring, og de der ikke var så gode til det, lænede sig bare op af partneren da af en eller anden mystisk årsag kunne finde ud af at skøjte.
Alítheia stak sin hånd ned i den ene bukselomme og fik fat i en lille rund cirkel, af jern. I starten sad hun bare og trillede den rundt nede i jakkelommen, men snart fik hun idé, i hendes eget hoved var det en god idé, men for dem det ville gå ud over, var det nok en knap så god idé. ”Man får kun den sjov man selv laver, som det siges”. Lød det hæst fra hendes strube, og blev efter fulgt af en let klukken, fra maven.
Hun tog forsigtigt den runde jerncirkel op fra lommen og smed den ud på isen, der var cirka en meter væk. Hun begyndte forsigtigt, at styre den lille jerncirkel rundt, i starten prøvede hun at få den styret udenom de mange mennesker, og da hun var sikker på, hun havde styr på det begyndte det sjove. Hvis folk ikke væltede af sig selv, og kunne give hende at godt grin, måtte hun jo fælde dem, bare på en lidt diskret måde. Hun styrede den lille jern mønt ind foran deres skøjter og så dem snart ligge på snuden, og hver gang det skete, lød der en høj latter fra hende.

Ingen firbenet kræ under Eric, det var ham, på egne ben, uden nogle forvokset hest ved hans side, hvilke var højest overraskende for de væsner der kendte knægten, men han kunne, til nogles overraskelse, sagtens gå. Det havde han jo lært da han var lille, en lille dreng, med et stort lyst hår, som altid stod ud til siderne. Med tiden var chok-udseendet dog forsvundet lidt, og det så knap så stort ud, nærmere mere normalt og naturligt, hvad det mon så kunne defineres som. Hvordan det så ud, ragede Eric en høstak, hvordan hans tøj så ud, ragede ham lige så meget, så længe han kunne holde varmen i tøjet, så var han tilfreds, hvilke han ikke var. Derfor var han pænt utilfreds, dog ændrede det ikke ved at humøret dog ikke var helt nede af skrabe jordens indre kærne. Der var stadig noget liv og lys, et eller andet sted.
Med lange hurtige skridt, blev Eric ført igennem de store snedriver der til tider lå på hans vej, ellers forsøgte han at komme væk fra dem, ved at gå midt ude i den uberørte sne, så han lave store spor på grund af de støvler han bar, som i sig selv var små vægte at bære. Af en eller anden grund, var det ikke lykkes folk at lave noget fodtøj der holdte på varmen, men bare var et eller andet vilkårligt der var sat sammen i masser af lag, og så håbede man på det gik. Det var så først når man havde købt tingene, at det gik op for en, at det ikke virkede. Man kunne klage, men det hjalp aldrig, folk ville have penge,om der så gik et liv eller to tabt gjorde ham ikke specielt meget.
Pludselig stoppede Eric op, og kiggede mod søen, der i vintermånederne blev brugt som skøjtebane. Folk begyndte at vælte som dominobrikker. En efter en lå de på jorden, nogle med mindre hyl, andre med vrede udbrud. Samtidig med hyl og utilfredse miner, hørtes der også en høj latter fra en bænk i nærheden. Erics nuanceret øjne flyttede sig mod den rødhåret kvinde, med et undrende blik, mens han begyndte at diskutere med sig selv, om han skulle gøre noget ved det, at lege englen, eller om han skulle forlade dem, og lade kvinden lege videre.

De mennesker der skøjtede rundt, forstod stadig ikke hvad det var der gjorde, at de hele tiden faldt, især dem der kunne skøjte undrede sig. Efter de var faldet, rejste de sig op, fik løbet en meter og faldt igen, det var et af de klassiske stunts man så i den gamle tegnefilm.
Alítheias latter lød stadig, men jo længere hun blev ved jo kedeligere blev det. For det var efterhånden bare det samme om og om igen. De faldt, rejste sig op, skøjtede et par meter, og så faldt de igen. Det var hvis nu hun enten bare skulle smutte væk fra stedet eller finde på noget andet at lave.
Hun havde egentlig et par idéer til at blive, men fandt dem i øjeblikket alt for kedelige, og valgte derfor at gå væk. Alítheia fik hurtigt og let manøvret den lille jerncirkel ned i sin lomme igen. Hun gik med hurtige og elegante skridt hen over den glatte is, og værdigede ikke en eneste, efter hendes mening ynkelige personer, et blik. I de fleste tilfælde ville man falde hvis man gik over isen i samme tempo som hende, iført et par gamle slidte læderstøvler, men ikke for Alítheia, der skulle mere end noget glat is til at fælde hende.
Da hun endelig var kommet over isen begyndte den mekaniske gang rundt i parken igen, hun bare gik og gik. Vidste ikke hvor hun gik nu, for det var en ny rute. Egentlig holdt hun heller ikke øje med det, hun gik i sine egne tanker, længtes efter sommer og kapringer og sørøveri på de store have, men nej, fanget her på land i denne forfærdelige vinter, så kedelig og kold.
Alítheia lagde ikke mærke til, hvor hun gik, eller hvad der skete omkring hende. Hun så ikke de legende børn, de unge og gamle par der gik, træerne der kastede en lang skygge, eller himmelen der langsomt blev mørkere og mørkere.
Alítheia kom først til sig selv da hun stødte ind i noget småt, og snart efter hørte en lille hulken. Hun var gået ind i en lille dreng, ikke mere end højest seks år. Det var underligt at nogle forældre ville lade deres lille dreng løbe alene rundt herude på denne tid, men verden var jo et besynderligt sted.
”Åh gjorde det ondt da du løb ind i mig lille ven” Sagde Alítheia med en stemme var alt for venlig. Den lille dreng kiggede op med store tårefyldte øjne og nikkede så forsigtigt. ”Men ved du hvad min lille ven” sagde Alítheia så igen til den lille dreng, og denne gang rystede han på hovedet, hvilket var uheldigt for ham. For snart efter var han blevet væltet ned i en stor bunke sne, hvor han fik sig en ordentlig vasker, af Aítheia, og da hun var færdig sagde hun bare koldt ”Det kan måske lære dig ikke t gå ind i mig fremover, og smut så med dig.” Snart efter så man den lille dreng løbe tudene med snot løbende ud af sin næse.
Man så Alítheia gå stille derfra, som om intet var hændt.

Eric fulgte kvinden med blikket, da hun fik en lille jerncirkel i hånden. Var det den hun havde brugt? En kort rynke blev skabt på hans ellers så glatte pande, imens han fulgte hendes alt for hurtige gang over isen. Han forventede hele tiden at hun skulle vælte eller skride, men hun blev solidt på fødderne mens hun med hurtige skridt gik over isen, og redde sig i land på den anden side, hvor hun kort efter stødte ind i en lille dreng.
Eric kunne ikke rigtig hører hvad der blev snakket om, og brugte derfor tiden på at gå den lange omvej omkring søen, for at komme tætter på kvinden, lige i tide til at se hvordan hun ubarmhjertet skubbede drengen ned i sneen, og smed en masse sne ned i ham. Det fik Eric til at sætte tempoet betragteligt op, så han kom hen til den stride kvinde, lige i det øjeblik hun havde sendt den grædene dreng væk, med snotten hængende langt ud af næsen, ikke synderligt charmerende. "Hvad er det du laver?!" Udbrød Eric tydeligvist vredt, imens han greb fat i kvindens arm, og snurrede hende rundt, så de kunne se på hinanden. "Hvad har han gjort dig siden han skulle behandles på den måde?" Udbrød Eric tydeligvist oprørt.
Selvom Eric ikke var den fødte engel, der kun talte for det gode, så var der alligevel visse ting der gik over hans grænse. For eksempel denne kvinde, som behandlede den lille dreng som var han en på hendes egen alder. Hvor gammel hun egentligt var anede Eric ikke, men var også for vred til at tænke yderligere over det. Det eneste der var i hans hoved, var spørgsmålet om hvordan hun kunne få sig selv til at gøre det. Hele hans opvækst havde Eric lært, at man ikke slog på nogle mindre end sig selv. Måske ikke nødvendigvis aldersmæssigt, men der skulle være lige gode odds for begge partner, ellers var det ikke fair, og selvom Eric godt var klar over, at verden langt fra var fair, så havde han alligevel sine grænser. Det burde han nok ikke have, når han var et menneske. Han var bare et menneske som nogle ville sige. Selv var han næsten stolt over at være et menneske. Han var klar over at de var svage, men alligevel var der nogle styrker ved dem. Ikke?

Et smil bredte sig i Alítheias blege ansigt, da hun så den medynk denne dreng udvise for den lille dreng, hun lige havde jaget tudene væk. Hun var først blevet lidt forskrækket da denne dreng uden videre havde grebet fat i hendes arm og vendt hende om, men da hun så på ham, og hørte hans ord var smilet dukket op, det ondskabsfulde smil, der kom frem når folk ikke forstod hendes handlinger.
Hendes lattermilde stemme, der gemte på en del ondskab lød snart efter. ”Nårh vil du gerne vide hvad den lille uskyldige snotunge gjorde” startede hun, og smilet blev snart større i hendes ansigt.
Hun kunne se vreden i han øjne, og hvordan han spændte i kæben og knyttede næverne, hun lagde også mærke til at han ikke var en af dem der ville ende i en slåskamp, mere den type der talte om tingene, han så efter hendes mening sådan ud, Men var han nu også det.
Igen lød hendes stemme, denne gang en anelse koldere. ”Den lille unge havde fortjent det, han gik ind i mig, før eller siden skal nogle vel lære ham at holde øje med hvor han går.” Der var ingen medfølelse at spore i stemmen, ingen fortrydelse af det hun havde gjort mod den lille dreng, som altid bare kold.
Hun begyndte lige pludselig at le, en latter der lød så mild og venlig, at den ikke passede til hende. Hendes hår dansede let på hendes hoved, så de små snefnug let fløj ud af det røde hår.
Den egentlig grund til hun var begyndt at le var denne situation, at en vildt fremmed person var kommet og begyndt at være sur og fornærmet på grund af hendes opførsel, det kunne hun ikke tage helt seriøst, det var simpelthen så anderledes for hende.
Hun fik let og hurtigt revet sig løs fra hans tag i hendes arm, vendte sig så om, og begyndte stille at gå ned ad den usynlige park sti. Stille satte hun tempoet mere og mere op, indtil hun løb let igennem det tykke lag sne, og først da hun følte sig træt i kroppen, begyndte hun at sætte farten ned, til hun stod helt stille.
Månen var nu kommet frem på himmelen, og de grå skyer der gennem hele dagen havde skygget for himmelen var nu forsvundet. Stjernerne lyste klart på himmelen, og blinkede som tusindvis af øjne. Alítheia havde stået og betragtet dem i et stykke tid, og mærkede en sær døsighed lægge sig over hende. Stille uden at tænke over det, lod hun sig dumpe om i den kølige sne, der blødt lod hende glide længere og længere ned i den.