Sean - EScape

Dag: Mandag
Dato:irl
Vejr: Vides ikke
Omgivelser: Rotter, slam og noget mørkt i skyggerne.
Tid: 22.51
Årstid:irl
Sted: Néde i kloarkerne.

Tiden. Tiden var et sprøgsmål lige nu. Om der var gået en time eller bare 10 minutter Viste hun ikke. HUn anede ikke hvor længe hun havde været der nede, i kloarkerne. Hun havde kravlet her ned og løbet langt ind i kloarkerne for at komme væk fra De trolde og orker hun havde pisset af i The vally of Dead dalen. Hun sad i en rør ende for at hvile sig efter at have måtte løbe hele vejen fra dalen og ind til byen her. Hun havde lænede sig såret og træt op og den beskidte rørmur. Rotterne som løb hernede ignorede hende som var hun intet andet end en baktierie på deres usle vej. Blod løb svagt ud af hendes mund og næse, billede flashede forbi i hendes lukkede øjne. Hun så situationer hvor hun kunne huske at blive kastet gennem luften og ind i et træ og derefter blive løftet op for at blive kastet videre end i væggen til kløften. Der var så stille her nede, det eneste man kunne høre var vand der løb og dryppede og rotter der pev. Hun havde lagt sine hænder imellem sine ben og havde krumbet sig helt sammen for at kunne mærke sin egen krop, og mærke hvordan stilhenden bare blev ved med at være her nede. Hendes krop var kold og våd, hun havde tidligere faldet i sin flugt ned i det klamme kloarkvand som havde omfavnet hende med sin forurening. Men hendes hår var delvist tørt nu, hvilket betød hun mindst havde været der nede i 2 timer. Hvis nogen gik forbi ville de ikke lægge mærke til hende, måske kun det ildrøde hår ville kunne vække opsigt men så heller ikke meget mere. Hendes ellers så muskuløse og stærke krop så nærmest ud til at være svag og forslået. *Er det sådan her det føles* tænkte hun i sig selv, før hun igen følte sig tom i sit sind. Hun åndede svagt og langsomt men end ikke engang det kunne hun selv høre. Hun mærkede hvordan hendes hår var klistert sammen efter at have været vådt og hvordan dråber af hendes blod bare løb og dryppede ned af hende. Heldigvis havde hun ikke brækket noget i sin krop, men forslået og blodsamlinger havde hun.

Kloakken var hans sted. Hans kongerige, steder hvor han bestemte og folk skulle gøre som han sagde. Det lugtede måske lidt, var ikke det mest renligste...i tunnellerne. Her i disse rum, specielt tilbygget til beboelse og andre ting, var tørre og tørrede urter hang rundt omkring for at sprede en mere behagelig duft. Dog var dette ikke stederne han var nu, nej. Sean var på vej gennem tunnellerne. Normalt bevægede han sig sjældent rundt her, men lige i dag havde han brug for det. Og det var lidt mere utiltrækkende end rummene han ellers var van til.
på havde han sine sorte vinterstøvler. Mørke jeans. Sort kappe med hætte, som dog var slået ned. Et bælte med små poser af ting og en dolk. Ud over en dolk han altid havde skjult på sig. Det mørkebrune hår strittede let.
For folk der havde kendt ham, ville de kunne se han nærmest var blevet mere muskuløs. At han havde en mere kraftffuld aura nu. De fire lange ar tværs over ansigtet, musklerne...Energien...Han var næsten lige blevet Archdemon og skulle stadig lære at styre sine nye kræfter. Og han mente selv det gik godt.

Han stoppede op og snuste svagt i den fugtige luft omkring sig. Hans øjne havde vænnet sig til mørket. En fremmed lugt havde blandet sig med den ramme lugt af slam. En af...dæmon. Og en svag metallisk lugt, som blod?
han gik nærmere, næsten fuldkommen lydløst. Til han var sikker på kilden til dette var lige i nærheden. Han stoppede op da hans øjne fornemmede en skikkelse forude, der sad ved en tunnel...En svag rødlig farve kunne skimtes i det svage lys der nogen gange kom oppe fra. Han stoppede op, gennem den svage lyd af vand kunne han svagt høre et åndedrag.
Han rystede svagt p åhovedet og tog et valg. Uden at tænke mere over det, gik han direkte over til skikkelsen og stoppede op foran den.
"Hvad laver du her?" spørgsmålet var ikke så underligt. Dette var hans sted. Hans kloakker. Hans mænd havde opdaget hende her...men måske kom hun efter deres runde, måske havde de slet ikke været ude og kigge...

Hun hørte udmærket skridtene der kom nærmere og nærmere, men det havde været som om at de ikke havde nået ind til hendes tanker, der kørte rundt i hoved på hende som en gal. Først da lyden af en stemme der med en hvis kontrast af bestemthed ramte hendes trommehinder, vågnede hun op fra sin lille verden, der forgik i hendes hoved. Hun gav et halvforbaset ryk fra sig eller rettere i sin krop og åbnede øjnene hurtigt op og kiggede direkte på en mand der så ud til ikke at være i samme nød som hende selv. Hans bar poser/punge og havde relativt rent tøj på i forhold til hende som mest af alt lignede en snavset rotte i en kvindekrop. Hun skulle til at sige noget men hostede så svagt på grund af blodet der løb fra hendes næse kom til at falde tilbage i ganen. Da hun fik styr på sig selv igen, så hun igen op på manden som havde sprugt hende om hvad hun enlig lavede her, hvad kunne hun svare? Sandheden formenlig. "Jeg..." sagde hun med en stemme der tydeligt kunne høres udviste at hun ikke havde det så forfærdeligt godt. "Jeg søger skjul" Hun rykkede lidt på sig, prøvede at komme op men kunne mærke at blod samlingerne i de blå mærker haved spredt sig fordi hun havde været siddet stille for længe i det kolde sted og i det kolde vand. Hun prøvede igen at komme op med mere succes. Hun ville ikke vise at hun var så svag at hun ikke kunne stå på benene, men hun var næsten nået dertil. Hun var sulten hvilket gjorder hendes healen langsommere. Det røde fik igen lys på sig fra et af kloarkdækslernes små huller, og det skinnede nærmest som ild. Hun støttede sig til rørmuren som hun før havde lænet sig op af for ikke at ligge på den fugtige jord/gulv. Hun mærkede hurtigt en meget stærk aura fra personen foran hende og hans duft ramte hende nærmest med det samme, han var en dæmon og en stærk en af slagsen. Det var på et af disse tidspunkter hun burde bede til guderne om at han ikke ville fortærre hende eller dræbe hende fordi han sådan set kunne. Der var en meget lille nærmest usynlig frygt i hende, men som blev overmandet af hendes minder fra hendes andre leve år. Hun var stadig ung og uerfaring, blot 224 år. En ung dæmon var hun, det måtte hun indrømme.

Han blik gled over hendes sølle forfatning. Dæmon...så forslået og træt. Han sukkede uhørligt, han hørte til en dem der så dæmonerne som den stærkeste race, den retmæssige race, den race alle burde frygte. Og det var også grunden til han havde terroriseret en kro med en ung dæmon, for at lære ham at være dæmon. Derfor han havde snakket med en ung dæmon på en kirkegård, at hun ikke skulle være bange, men skulle søge hævn for de ting der plagede hende...
Han mente selv han havde hjulpet dæmoner. Og det var vist nok også noget han blev ved med. I hvert fald nikkede han kort.
"Jeg tror historien kan vente" svarede han så. Hvad hun end søgte skjul fra, tvivlede han på det eller de var så stærke, han ikke kunne holde dem væk.
"Kan du stå?" Han regnede næsten ikke med det, ikke uden det ville tage noget tid at nå tilbage til hjertet af kloakkerne. Nuvel, han kunne ikke bare stole på hende, så...måske et rum i nærheden da.
Han tilbød hende en arm, til at hjælpe hende op. Hun var en dæmon og havde sikkert en hvis stolthed, som han ville respektere. Selv havde han det i hvert fald.

Der gik en lille glæde igennem hende da hun ikke behøvede at forklare hvad der enlig var sket, det havde været hendes egen fejl og hun havde fejl bedømt sine modstandere den dag. Og hvis han havde sprugt ville hun nok allievel ikke have svaret på det. Akira stod allerede op og selvom at den mandlige dæmon tilbød sin hjælp i form at at stønne hende så hun kunne slæbe sin egen krop hen af jorden så nikkede med hoved og sagde lavmeldt. "Jeg kan stå og gå" sagde hun og mærkede hvordan hendes ben vaklede svagt under hendes ben. HUn var født med muskler og ben selv til at kunne slæbe sin krop hvor hun ville og som rigtig nok havde hun en hvis ære hun skulle udvise, hvilket også havde gjort at hun havde rejst sig op næsten med det samme da hun havde hørt stemmen der talte til hende. Hun blinkede nogle enkelte gange med øjnene hvor det tog lidt tid for hende at åbne dem igen. Hun tog et meget lille skridt frem for at finde ud af hvordan hendes balance i kroppen lige nu stod og det så ud til at hendes hvile havde hjulpet en del, men ikke meget igen. Hun mærkede at hendes bukser stadig var fugtige fra faldet ned i vandet tidligere, men tanken strøj hurtigt forbi. Hun følte sig ikke pinlig ved sin svaghed lige nu, men havde et hvis knæk i sig som værene bloddæmon. Hun var sulten kunne hun mærke og tankerne om Zankuji som hun kunne have ædt igår fik hendes mund til at løbe svagt i vand. Hun vendte igen blikket mod den mandlige dæmon og nikkede anerkendene til at hun var reelt set okay lige nu.

Han trak sin arm til sig, uden rigtigt at vise tegn på noget. Han var ligeglad. Om hun kunne gå selv eller han skulle bære hende, han var ligeglad.
Han nikkede svagt.
"Godt" han begyndte at gå hen mod det rum han havde tænkt over, mens han snakkede over skulderen. Han gik med vilje lidt hurtigere end hun kunne, grundet sin tilstand, for hun havde jo selv sagt hun kunne.
"Du kan få lov at vaske dig og få lidt vand. Men da du selv kan stå, må du så forlade kloakkerne" det var ikke et spørgsmål. Heller ikke en kommando. sådan var det bare.

De gik ud af det enderør som hun havde siddet i og med det samme mærkede hun hvordan hun blå mærker føltes som bid der blev ved og ved og ved og ved. Hvert skridt var som en dans på roser, dem med trone. Men istedet for at det var hendes fødder der gjorder ondt var det hele kroppen. Hun rystede svagt hvor gang hun skulle støtte på venstre fod for at tog et skridt med højre. Hun var langsom, langsommere end Sean og han nød åbenbart godt af det med sin faste gang. Men hun forstod det på en eller anden måde godt. Hun var ved at svate over 2 rotter de rar kommet fra et lille hul i muren. Hun måtte støtte sig endnu engang op af væggen for ikke at falde så lang som hendes krop hver, ned på gulvet. Hun så derefter imod Sean og da han i det han nævnte at hun skulle forlade kloarkerne stoppede hun op. Hun kunne ikke forlade stedet endnu, var helt sikkert der oppe og ledte efter hende, søgte hendes duft og prøvede at fange hende for at kvase hende som en orm der blev strampet på af et menneske. Hun ville kunne forsvare sig, men ikke nok til at komme uden store skader. "Nej!?" sagde hun med en næsten pivende stemme, hun var ikke klar endnu! HUn var forslået og sulten, andre end trolde og orker ville se hende som et bytte for ting som hun ikke ønskede. Hun skulle passe på sin næsten udryddet familie, de eneste 3 der var tilbage ud af en børneflok på 7 var Meriko, Zemeck og hende selv. "Du må ikke sende mig der op endnu" sagde hun og humpede hurtigt imod ham, "Du må ikke" sagde hun og var overrasket over sig selv. Dette var en af de få gange hun nogle sine havde tryglet om noget som helt, de 2 andre gange var dengang hun var lille over et smykke som hun havde set i en butik og den anden gang havde været hvor hun som kun 17 årig havde blevet trygnet af sin ældre bror Zemeck. Hun så med en form for frygt imod Sean.

Han stoppede op og drejede sig halvt om mod hende, så hendes smerte for hvert skridt, for hver bevægelse hun gjorde. Og hun næsten tryglede ham om at blive her. Tryglede ham...Som en dæmon ikke burde gøre det. han begyndte at få en fornemmelse af at hun var en ung dæmon. Måske ikke helt så ung som andre hun havde mødt, men stadig ung.
"Nej?" svarede han.
"Og hvorfor skulle jeg lade dig blive? Jeg har mange fjender. Så mange at det er svært at skelne den ene fra den anden. Du kunne være sendt herned for at spionere. Eller du kan have en personlig grund. Hvis du ønsker min hjælp, skal du fortælle mig hvorfor du ønsker den. Og stop den tryglen, du er dæmon" igen, hans stemme var rolig, kontrolleret og neutral. Hans mørke øjne skinnede næsten i mørket.

Hans sidste ord pinte hende, hun var udmærket klar over at det ikke passede til hende eller hendes art at være tryglende. Men hvad skulle hun gøre, hun var døende..... Hun var enlig ikke bange, og igen, hun ville ikke væk endnu. Hun rettede sig op men lignte mere en forvasket rotte end en dæmon. "Tror du jeg vil lade mit blod gå til spilde på at skulle udspionere en?" hun sagde det med en stemme der nærmest virkede som om at hun havde fået nye krafter. Men hun have mere eller mindere ingen tilbage. "Jeg er ikke her for at ødelægge noget for nogen, jeg er her for at søge tilflugt" sagde hun og svejede i kroppen da hun ikke kunne holde sig rank mere. Hun måtte have mad, Mærke et menneskes kød imellem hendes skarpe tænder, mærke hvordan en engels knogler brækkede imellem hendes hænder eller hvordan en elvers udødelige kød gav hende krafter igen. Men lige nu havde hun brug for hjælp ´til ikke at forsvinde ind i intetheden. Hun lod en hånd støtte sig op af den fugtige klamme væg som hun stod ved, blodet fra munden var blevet svagere men blodet fra næsen var blevet en smugle kraftigere i sit løb. Noget af blodet var størknet da hendes svækkede krop prøvede at heale sig selv.

Han så lidt på hende, mens hun talte. Hun var virkelig smadret, omend helt ind til knoglerne. Hvem der end kunne have sendt hende, hvis der var nogen der havde gjort det, ville være sikre på han ikke kunne stille spørgsmål ved det. Det kunne være et trick...Ligge forslået og vente til nogen lod hende ud af syne et øjeblik, så hun kunne gå rundt og spionere lidt. Men det var ret risikabelt hernede.
Han måtte bedømme det senere. De var næsten henne ved det nærmeste vagtrum, hvor hun kunne sidde og slappe af og hvor han kunne sende bud efter en fra cellerne, som hun kunne spise fra. Og så kunne han der finde ud af hvad han skulle gøre med hende. Hvis hun altså kunne komme helt derhen.
"Nuvel, jeg træffer en beslutning senere. " han gik over til hendes og lagde bestemt en arm om hende, inden hun kunne nå at protestere, og halv løftede, halvt skubbede hende hen til rummet. Hvis hun var ved at falde, greb han bare bedre fat i hende. Da de nåede hen til døren, åbnede han den roligt med den ene hånd. Ulåst. Hvem der end skulle være på vagt her, havde vist forsømt noget arbejde. Selv om der sad nogen derinde, skulle den være låst. For en sikkerhedsskyld.
Han trådte ind i det lille rum, hvor nogle krystaller hang på væggene og spredte let lys og varme. Rummet bestod af en enkelt seng, til når de skiftede vagter og den anden havde brug for at sove lidt, et bord og fire stole. ikke meget mere. To mænd sad ved bordet og spillede kort, men da Sean trådte ind, hvad de ikke havde regnet med, rejste de sig hurtigt, overraskede over både at se ham og kvinden.
Sean slap hende, da de var kommet ind i rummet. Han kiggede kort på de to mænd. Den ene ret ung, den anden lidt ældre og med et ar tværs over hovedet.
"Hent et menneske fra celler og noget rent vand" mændene kiggede lidt på dem, men nikkede så hurtigt og forsvandt ud af rummet. Sean gjorde tegn til hun endelig bare måtte sætte sig eller ligge sig, hvis hun lystede.
Han gik over til sengen og hev en lille kasse frem under den. Han tog den med sig, da han rejste sig op igen og placerede den på bordet.
"Førstehjælpskasse. Bandager og desinficerene m.m. Så du kan gøre lidt ved dine sår. Det kan du vel selv gøre, eller hvad?" spurgte han og så på hende igen for at bedømme hendes tilstand.

Da han gik imod hende og tog om hende gav det til hendes overraskelse et sæt i hende, men da han førte hende afsted, hvar det som om at guderne havde hørt hendes bøn og nød om hjælp. Det føltes som få sekundter og alligevel timer før de var ved postvagten som den mandelige dæmon nu havde ført hende til, hans ord rungede i hoved på hende men fandt aldrig en plads i hendes hukommelse. Hans hjælp var noget af de bedste hun havde følt længe, det gik stærkt nogen gange men hendes ben kunne følge med nu hvor hun blev støttet og det gav hende lidt kraft i kroppen men kun nok til at hun kunne bevæge sin ben. Hun støttede nogle enkelte gange sig helt op af ham fordi benen var lige ved at give efter, men endelig var de i vagthuset som Sean havde ført dem til, i det de trådte ind og se 2 vagter fløj op som havde de set noget de aldrig havde set før. HUn stod helt forsynket da Sean slap hende midt på gulvet, hun kunne næsten ikke holde sig oppe. Da vagterne avr stormet ud efter en komando fra Sean, gav han hende lov til at sidde eller ligge sig. Hun mærkede varmen fra de krystaller der var blevet installeret i dette rum, hun tog 3-4 skridt og sig selv falde ned i sengen så hun landte på maven. Efter hende var der små dryp af vand og 1 enkelt dråbe tæt ved sengen var af blod fra hende. Hun følte sig som én adellig, sengen var ikke blød som sådan, men det var en seng eller bare noget der ikke var vådt eller fugtigt. Hun lå der i nogen sekundter og lignte en der var bevistløs, men da Sean talt og fandt førstehjælpskassen frem, løftede hun hoved svagt og nikkede 2 gange før hun lod hoved falde direkte i sengen igen.

Han så kort på hende, da hun bare lagde sig næsten død på sengen. Det ville forhåbentlig ændre sig, når hun fik lidt mad. Tiden gik alt for langsomt, da han satte sig op en stol og bare ventede. Endelig hørte han tumult ude for døren og lidt efter gik den op og de to mænd kom med en ung mand imellem sig, som bar præg af at have siddet i en celle i mere end bare nogle uger. Han var rimelig mager og bleg, lidt sløv i bevægelserne og tydeligvis usikker på hvad han skulle her. Den ene mand havde også en dunk med nogle liter vand.
Sean rejste sig op og modtog den modstandsløse mand, førte ham over til Akira.
"Nuvel..jeg ved ikke hvilken slags dæmon du er, men uanset hvad burde manden her kunne give dig noget." han så lidt på hende og smilte så svagt.
"Er du succubus er det dog lidt uheldigt, men isåfald skal vi nok forlade rummet" han rejste sig op igen og tog imod vandet. Sendte så mændene ud, med besked på at de skulle tjekke tunnellerne. Ordentligt. Måske var hendes fjender her, måske var her andre. i så fald skulle de findes og fanges.
Manden fra cellen hang på en stol, Sean havde slæbt hen ved siden af sengen. Selv åbnede han låget på vandet og så sig om, men de havde ingen skåle.
"Jeg har vand her. Både til at drikke og vaske dig lidt med" konstaterede han så, men så så bare på hende, ventede på hendes reaktion.

Duften af menneske overvæltede hende helt og hun havde vendt sig helt så hun havde ligget på siden og set hvordan vagterne var kommet tilbage med det hun nu skulle få nærring af. Hun var svag men noget inde i hende vækkede sig ved ´synet af den mand som skulle dø i nat. Svagheden i hende var der stadig men hun var som besat i det satte hun sig op i sengen og så ret omtumlet på Sean og så på manden. HUn lukkede øjnene men i det næste fløj hun op og hen på manden som både var bange og afkræftet som hende selv. Stolen væltede med manden og Akira på. i Det første bid, bed hun den venstre kind af manden af. Han begyndte at skrige som en gal og prøvede at kæmpe imod, hendes tænder gik imellem som var det et stykke ´rugbrød hun bed i. Hun kunne mærke hun ikke havde mange kræfter tilbage, men dette var den sidste energi hun havde. Den svage mand fik hende næsten skubbet væk fra sig nogle gange, så svag var hun men, hun blev ivrig og blodrusen kom hurtigt ind i hende og hun ville have mere. Hun slog mange hårdt 3 gange i hoved. Men ikke hårdt nok til at de gjorder ham bevistløs, han begyndte at græde og skrige, I det næste bed hun fat i halsen og tyggede sammen., og flåede til så han stemmebånd blev flået op da hun rykkede hoved tilbage med en hurtig fastbevægelse. Manden slog hende en enkelt gang i hoved og tog sig så til halsen, men blev hurtigt stille og tilsidst var der kun små spjæt tilbage som viste at han nu var død. Akira blev ved. Hun var allerede begyndt at æde fra brystkassen og maven, dette var ikke et kønt syn overhoved. Der var blevet sprøjtet blod i hendes ansigtet fra halspulsåren og noget havde også endt på den ene væg til højre fra Akira.

han så roligt til, mens han massakrerede manden fuldstændigt. Bloddæmon...Men vist en af dem der ville have mere end bare blodet, hvad de faktisk levede af. En der opførte sig som en kannibal og lige så godt kunne spise kødet med samtidig. han rystede svagt på hovedet. Sikke et svineri, det skulle han havde tænkt på. men han kunne vel få nogen til at gøre det rent.
Han lænte sig op af bordet og tog en tår af vandet, mens han ventede på hun skulle blive færdig. Godt hans mænd ikke var her, de ville være blevet skræmt til døden af den grusomhed som Akira lagde for dagen. Sean havde set det før, fra andre dæmoner og vampyrer, dyr også. Selv om det ikke var hverdagskost dog, så var han glad for sin egen måde at spise på. Tanken om at drikke blod frastødte ham. Selv om han nok ville elske det, hvis han nu havde været en bloddæmon.

Tilsidst var det mest af alt kun rester af hvad der engang var en mand, Akira var stadig svag men inden i hende gik det lidt hurtigere, kødet var magert men godt nok, det smagte godt lige meget hvad lige nu. DA hun tilsidst bare sad i en blodpæl med knogler og nogle kødstykker hidst og her stoppede hun og kravlede tilbage op i sengen hvor kravlede ind på midten af sengen. Hun sagde intet men lå med en hvis rolighed og mere naturlig kropsudstråling. Der var blod ud over hende, gulvet og nu også sengen. "Jeg skal nok gøre det godt igen" hviskede hun og viste ikek helt om Sean hørte det. Hun viste at det var et svineri hun havde lavet men hun skulle nok gøre noget ved det. Lige nu havde hun bare brug for at mærke energien komme igen. Efter noget tid ca. 5 minutter åbnede hun øjnene og så med tunge øjne over på Sean og stirrede bare på ham uden at sige noget. Hendes tanker lød på *Hvorfor* hun havde intet smil på det ansigt der svagr smurt ind i blod og fik hendes hud til at ligne samme farve som hendes hår. *Hvorfor hjalp han mig* Hendes øjne hvilede længe på ham hvorefter hun satte sig op, og gyngede lidt frem og tilbage i sengen, men øjenen var stadig på ham. Men de flyttede sig hurtigt ned på vandet og derefter på førstehjælpskassen.

Han havde flyttet sig lidt, for selv at undgå at blive ramt af blodet. Da hun var færdig, fortrak han ikke en mine, heller ikke da hun lagde sig på sengen eller snakkede om at gøre et eller andet godt igen. Først da hun kiggede på vandet og førstehjælpskassen, begyndte han at bevæge sig igen. Han tog begge dele og satte det i fodenden af sengen, så hun kunne nå det og ordne sig, som hun nu havde brug for. han gik over og trak en ny stol over til sengen, mens han undgik de værste pøle af blod. Han satte sig på stolen, ved siden af sengen og så lidt på hende. Hendes krop var stadig smadret, men hendes blik var mere skarpt nu.
"Nå...du siger du flygter fra nogen. Hvem kan have skræmt en dæmon så meget at hun må flygte på den mest underdanige måde jeg kender?" spurgte han roligt. Han kunne ikke helt huske om han havde spurgt om det før, men selv hvis han havde, ville han gerne have svar på det igen, nu hvor hun var mere frisk i hovedet.

Hun fuldte ham med sine øjnene imens at han bar vandet og førstehjælpskassen til hende, hun sad stadig lidt og gyngede imens hun nu lyttede til det han sprugte hende om. Hun spidsede sine læber og fugtede dem med sit spyt der svagt var blod smag i. Hun lukkede kort øjenen og rykkede så på sig frem mod vandet, men kom til at dyppe den ene fod ned i vandspanden da hun ville sætte sine fødder på gulvet, hun trak den op af spanden og satte den istedet på gulvet som den anden fod også var. Hun tog noget vand i sine hænder der var svagt buede så der kunne kom vand i den som var hænderne en skål. Hun tog sine hænder i vandet og spejlede sig kort i vandet, hun var helt indsmurt og forslået kunne hun se, i det samme slog hun vandet i sit ansigt og gnubbede svagt så hendes hvide ansigt svagt kom til syne, men det var ikke nok der skulle 2-3 gange mere vand til at få hendes ansigt frem, vandet løb ned af hendes hals og krop og løb ind i hendes allerede halvvåde tøj, der begyndte at løbe blod ned af hendes krop imens hun sad og vaskede først sit ansigt og derefter hendes arme, man kunne se hun havde fået et ordenligt slag i hoved der havde fået hendes øjenbryn til at flække og hendes ene mundvige var også flækket sammen med at hun havde et blåt øje det løb ned i et blåt mærke på hendes kind. "Trolde og Orker" sagde hun lavt imens hun nu både vaskede sine arme og hals der var helt tildækket af snavs og blod. Hendes hår var stadig fyldt med blod men man kunne næsten ikke se det da det allerede var rødt i forvejen. så hun gik efter huden og få den gjort ren. Vandet i spanden var allerede godt beskidt selvom at hun kune havde fået gjórt ansigtet og en arm ren og noget af hendes hals og anden arm.

Han holdt øje med hende, da hun begyndte at rense sit ansigt, hals og arme. Det hjalp lidt, vandet blev hurtigt beskidt og han kunne se hvor forslået hun var. Sikkert totalt udmattet. Trolde og orker...så havde det været klogt at søge ind i byerne, for det var de steder man sjældent så til disse to racer. De var ikke velkomne i byen og trolde holdt sig automatisk væk.
"Og hvorfor jager de dig?" spurgte han så, mens han sad med armene over kors. Nok var hun en dæmon, nok var han gået med til at hjælpe hende lidt...Men det tvang ham ikke til at være overstrømmende venlig og åben. Faktisk var han stadig lidt mistroisk.
stolede ikke på hende.

Hun sad en tid i tavshed efter han havde spurgt hende om hvorfor hvad der havde gjort at hun var blevet banket og måtte have søgt flugt her i kloarkerne. Hun stirrede ud i luften, men havde et tænkende blik. Som om hun tankte om hun virkelig skulle fortælle hvad der havde gjort at hun havde gået ind på troldendes territorie. Hun svejede rundt svagt og lod sine albuer hvile på sine overlår imens hun stadig havde et tænkende, træt blik i øjnene. Men hun vendte øjnene mod Sean nu. Nogen steder var hendes hår helt stift af blodet fra manden og andre steder var det stadig svagt fugtigt både fra blodet og fra noget af det vand hun havde gjort sig ren med. "Jeg skulle have fat i en genstand" sagde hun og lod sit trætte bllik blive på dæmon hannen. Hun var ved at vågne nu, vågne fra sin svaghed. Hun var forslået som sagt de blå mærker i ansigtet, men også hendes arm kunne man nu se 2-3 håndaftryk. 1 hvor det gik rundt om hele armen, de andre 2 var kun noget af en hånd efter slag. Hun rakte ud efter førstehjælpskassen, og trak den så til sig i en doven bevægelse. Hvorefter hun åbnede det, hun lukkede øjnene i nogen få sekundter da hun havde åbnet kassen, men åbnede igen og lod sin rene hånd rode i kassen.

En genstand? dette var i sandheden mere interessant end han havde troet. måske var dette alligevel hans heldige dag...Hvad det så end var for en genstand.
"En genstand? Hvilken genstand? Hvilken betydning har den, siden du måtte vade ind i troldenes og orkernes rige for at få den?" han rejste sig fra stolen. Han ville have et svar. Og ville hun ikke give ham det, skulle han nok skaffe det på andre måder. han havde trods alt en titel indenfor dæmonernes samfund. En der gjorde at han kunen tilbageholde dæmoner og få dem til at snakke...Selvfølgelig måtte han ikke bare torturere dem uden grund. Men efterhånden var han ligeglad. Han havde modtaget et brev fra dæmonernes leder om sin titel, men ellers havde han aldrig mødt ham og han tvivlede på det ville ske. Selv hvis nogen sladrede. Så han kunne jo gøre som han ville, som det passede ham.
Han vendte sig om mod hende igen, da han havde vendt ryggen til hende for at gå lidt rundt mellem resterne af manden uden at tage sig af blodet under hans sko. Han så på hende med sit mørke blik. Hvem var denne Akira enlig? det betød ikke så meget.
"Fik du fat i den genstand så, eller var det forgæves?" tilføjede han.

Hun tog sin beskifte hånd ind under den våde bluse hun havde på og tog fat i nogen og trak hånden ud lod den falde ned på sengen imens den stadig skjulte hvad det var hun havde i hånden." Den har en betydning for dem der ønsker den" sagde hun og holdte en pause "Jeg fik fat i den" sagde hun og lod hånden forblive om den skjulte genstand. Hun studerede ham nu imens han stod i sin ranke position foran hende. Det intresserede ham, det kunne man ikke undgå at se. Men det var vel normalt, når en som hende nærmest ofrede sit liv for at få fat i noget som var så, dyrebart som det hun havde i sin hånd. Den anden hånd som havde været i førstehjælps kassen havde allerede fundet det den skulle bruge, noget blødt stof og ngoet sprit til at kunne rense de sår hun havde vasket rene, stoffet og spriten ´lå i hende skød nu hvor hun så at Dæmon hannen foran hende havde fået interresse for det som hun havde kæmpet for at få fat i. "Men det er intet specielt" sagde hun og strammede endnu engang om det der var i hendes hånd. Hun mærkede var det dunkede i hendes hoved der var de blå mærker nu var, hun var begyndt at heale men ikke uden smerte desværre. Hun lavede en svag forvringning i sit ansigt så hun blottede sine tænder i en anstrengende grimase. Sean eller nogen anden skulle ikke tage dette fra hende som hun havde fået fat i. Ingen!

Han så lidt på hende med løftede øjenbryn. på hvordan hun beskyttede den så krampagtigt. Men det var klart - Hvem ville ikke beskytte noget de havde risikeret livet på? Han gjorde det selv. Dog...Havde han ikke rigtig noget at beskytte. Der var ikke længere noget der betød særlig meget for ham.
"Af din kropsholdning og ord, tyder jeg at du vil holde det skjult og beskyttet med dit liv" konstaterede han kort.
"Men du forveksler mig vist med en gemen tyv..." åh ja, han stjal da, men ikke bare små mønter ude på gaden. Når han stjal, var det ting der var værd at stjæle og slå ihjel for, samtidig.
"Jeg vil bare vide hvad. Evt. se tingen. Men jeg tager den ikke fra dig. hvis det beroligere dig skal jeg nok blive stående over ved bordet.." han gik over og lænte sig halvsiddende op af bordet, men hænderne mod bordpladen med et lille smil.
"...Så kan jeg ikke nå over og tage den, uden du ville kunne nå at gemme den væk igen" han så lidt på hende. Lige nu ville han bare vide hvad det var. Hvad der var så værdifuldt...

Hun var ikke villig til det, men en underlig følelse af troskab over for denne dæmon han, ramte hende som et lyn fra en klar himmel, han havde hjulpet hende da han lige så godt kunne havde drabt hende for bare at være på hans teritorium. Og den følelse var genkendelig for hende. I det åbnede hun hånd og lod en grøn krystal agtig sten hvile sig mellem hendes pege- og tommelfinger så den kunne ses ordenligt. "En tåre fra en trold" sagde hun og så selv på den. En ædelsten som var utrolig værdigfuld og som var svær at få fat i da den blev lavet ud at en trolds tåre blev dryppet på drage skin og derefter brandt til den var helt gennemsigtig. Bare det at få en tåre fra en trold var noget der var så usævandeligt. Hele sammensætningen var noget der nærmest ikke eksisterede. Stenen kunne gøre mange ting, knuste man den og drak resterne sammen med en hydras blod kunne man påkalde en person tilbage fra de døde eller hvor personen nu befandt sig. Hvis man drak det sammen med mælk fra en enhjørning ville man kunne overvinde selv den stærkeste kriger i verden. Men virkningen var begrænset ved den sidste, styrken ville aftage og derfor var stenen styrke så farlig.

//Må jeg sætte ideen om den krystal op under unikke genstande? elsker ideen om den //

Han så lidt på hende...Og mærkede en svag tilfredshed, da hun endelig åbnede hånden og lod ham se den. En trolds tåre...Åh, han viste godt hvor sjælden denne genstand var...Alt for sjælden..Og alligevel var den her, inden for rækkevidde, hos en anden dæmon som kunne have været død og borte nu...Men han blev siddende hvor han var.
"Og hvad vil du med den?" spurgte han nysgerrigt. Hans øjne gled fra denne prægtige genstand og op til hendes ansigt. Tanken om at beholde hende her...Lukke hende inde og overveje hvordan han selv kunne få genstanden, havde strejfet ham...Men måske var der andre måder at gøre tingene.

//det gør du bare //


Hun lukkede hånde igen med en langsom bevægelse som var den noget levende der ikke måtte holdes alt for stramt. HUn kiggede mod sin hånd hvor den lå i og så over på Sean igen. "Få min bror tilbage" sagde hun og kiggede måske lidt faretruende og agtsomt på Sean. Hun lod ikke sit blik gå fra ham, men ville heller ikke virke truende hvilket også var lidt dumt når hun ikke havde energi og fordi Sean havde forbarmet sig over hende og faktsik hjulpet hende istedet for at lade hende ligge døende i kloarken. Hun lod sin hånd gå ind under hendes bluse med stenen, hvor hun før ahvde haft den, hvor hun nu lagde den igen. Hun rykkede sig tilbage på den lille seng og lod sig hvile op af væggen med ryggen. "Tak" sagde hun med en bestemt stemme der skulle vise at hun faktisk var taknemmelig over dette indgreb fra Seans sidde af. Væsner i denne verden var ubarmhjertige og kolde, det viste de fleste. Men alligevel var der altid nogen der kunne forbarme sig over dem som egentligt ikke kunne gøre så meget selv.