Dust - Demon boy run

Dato:irl
Dag:irl
Vejr: Koldt, men der er blade på træerne og græs på jorden.,
Omgivelser: skoven.
Tid:18.23
Årstíd:irl



Én stønnen kunne høres i skoven. Hun kom løbene med fuld fart ind imellem træerne som blev hun jagtet af noget eller nogen. Hun havde blå mærker nogle steder på sin krop og man kunne tydeligt se at det var fra slag/slåskamp. Men ligenu var der ingen hun sloges med, hun skulle have træet sin krop op som hun altid gjorder. Hendes krop kunen beskrives som en krigers, en amazones krop om man ville. Mavemusklerne var fremtrædende og bevægede sig elegant med resten af hendes krop, den korte blise der dækkede til lige over navlen var der flere huler i end i en ost der var hos mejerrierne. Og de mørkebrune læderbukser sad stramt til hende sammen med hendes støvler der var spændt tæt til fødderne så de kunne side ordenligt. Det røde hår blæste alt imens efter hende da hendes fart fik det til at fare op i luften og bølge. De blågrønne øjne var hurtige og fik alle punkter med fra det løb hun lavede med sig selv. I det samme kom et slags råb da hun i det samme sprang fra jorden og op hvorefter hun svang sig op i en gren hvorefter hun begyndte at hoppe fra træ til træ.

Et stykke længere foran hende skete der pludselig noget underligt, for en række af lyde der lød som et stort sværd blad der svang efterfulgt af en masse trægrene der blev skåret over kunne både ses og høres, og allerede før den første tykke gren ramte jorden landede en fyr på jorden tydeligvis efter at have været i bevægelse, og 10 afskåret grene ramte jorden hurtigt efter ham og rundt omkring. Fyren var forpustet og det var da klart så hurtigt som han havde bevæget sig for man havde ikke kunne se ham med det blotte øje, han bar en blå rejsekappe der gemte hvad han bar indenunder på hans ryg var der et stort sværd lige så lang som han var høj og med et indbundet ujævnt blad og i hans hænder havde han et skarpretter sværd lige så langt som det på hans ryg, men med et smukt skinnende rent blad der var så skarpt at det kunne skære sten som var det smør. Dust rettede sig roligt op, mens han genvandt pusten og så sig omkring, tydeligvis skuffet over den ellers imponerende indsats han lige havde udført "Hmm ikke godt nok det gik slet ikke hurtigt nok og jeg fik ikke nok grene ned!" sagde han roligt til sig selv, men så straks imod Akira da han mærkede hendes aura der nærmede sig.

Akira var stoppet i det hun havde set Duft hun sad oppe på en meget ´tyk gren ca. 5 meter fra ham. Hun stirrede overrasked på ham som om hun aldrig havde set en mand før. Hun hoppede ned fra grenen og sad få sekundter i hug før hun rejste sig, hun så afventende på Dust da hun ville se om han var agressiv. Men hun havde hørt hans ord og mente derfor at han var i træning lige som hende selv og ikke aggresiv som hun først havde troet, Hun nikkde roligt til ham, men stod stadig stille. Hun viste ikke om hun kunne forstyrre ham eller om han ville ignorere hende som hun måske havde gjort med nogen. Hun ahvde allerede fundet ud af at han var en dæmon. Havde han også det om hende. det var sjældent hun mødte nogen af sine artsfæller. Men her var åbenbart en der havde fået samme ide som hende, nemlig at træne i denne mægtige skov. Hun viste ikke havd hun skulle sige, hendes krop var muskuløs og viste meget hud, imens at denne han dæmon nærmest var tildækket fra top til tå.

Dust betragtede hende med hans mystiske følelses forladte ravgule øjne, lige fra hun stoppede på grenen til hun hoppede ned foran ham, og nikkede til ham. Hun var bloddæmon han kunne genkende hendes aura, og derfor var hun en artsfælde og lige som ham lignede hun en der var herude i denne skov, udelukket af trænings mæssige årsager og det kunne godt betyde at hun ikke var ham en trussel som sådan. Han tænkte på om hun kunne mærke det på ham, den unaturlige dunst af blod fra hans indre, på trods af den påfaldende mangel på blod og åre dertil. Dust havde nemlig spist en dæmon frugt engang, for lidt tid siden som havde givet ham kontrol over sand, samt ikke at glemme det faktum at han praktisk talt var lavet af det. Denne evne havde selvfølgelig sine ulemper og misdannelser, og en af disse misdannelser var blandt andet at han ikke havde blod i sig. Han stilte sig med sværd spidsen mod jorden, og foldede fingrende om skaftet mens han betragtede "Jamen goddag unge blod dæmon, er de også herude for at træne lidt?" spurgte han roligt.

Hun stod med armene ned lang siden, men stod med hoved skævt drejet til højre imens hun nu så på Dust, hun smilede svagt da han endelig talte til hende. Han talte i et toneleje der udviste en respekt. Det kunne hun lide. Hendes blik var svagt mistroisk, hanner havde det med at være ret så.... hentydende til tider. Og som dæmon hun måtte man slå hårdt ned på disse hanner. Héndes mine af et smil blev større. "Det korrekt" hun gik med langsomme varsomme skridt imod ham imens hun dog stadig havde hoved svagt mod venstre. Hun stoppede svagt op da de var ca 3 m og 89 cm fra hinanden. "Men hvem er det der vil høre min færden" sagde hun og lod sit mistroiske blik faldme svagt. Våbnet dæmon bar var en krigers våben og ud fra hvad hun kunne se af krop var han ret så nydelig. Hendes hofter havde svagt gynget imens hun havde gået imod ham. Og den korte tøje og de stramme bukser gjorder kun at hun viste mere af sin muskuløse krigerkrop. Nogen ville blive forundret mens andre ville blive bange da kvinder ikek var kriger normalt i denne verden. Men kvinder som hende måtte tag ved lære af samfundet normer om at kvinder var noget som mænd brugte til at slappe af med.

Dust betragtede hende nærme sig med varsomme skridt, noterede sig af hendes krops former og svejende bevægelser, hendes måde at se på ham, og studerede hende fra top til tå for at sikre sig han fik så meget information om hende, som han kunne få ud af hende uden at spørge hende. Denne kvinde var ikke lige just en ordinær svag type, han fandt hende stadig attraktiv selvom hun lignede en krigertype lige som ham selv, men det klædte hende nu meget godt. Dust smilede roligt og følelsesløst til hende over hendes spørgsmål "Hvem der din færden gerne vil vide, er ikke en type der dig vil bide, Dust er dog mit eneste navn, og kamp er hvad der gør mig gavn!" sagde han med en poetisk rolig stemme, mens han let løftede sit sværd og plantede det i holderen på hans ryg, sammen med det andet sværd. Hun havde fuldstændig ret i at han var en kriger, så sendt som denne nat havde han været i kamp mod nogle militær folk, og han havde dræbt nogle af dem ved at forvandle sig til sand, og masse dem i en cocon af sand fra hans egen krop, hvilket var grunden til at han stank så meget af blod.

Et skævt smil kom på hendes læber da hans poetiske snak ramte hendes trommehinder. Hendes øjne var som fæstet på ham imens han stod der og talte. Hun fuldte hans hånd da den sænkede sværdet og lod det hvile i sin holder. Men lod igen blikket finde Dust halvskjulte ansigt. Hun nærmede sig ikke længere end det hun havde gjort nu. "Dust" sagde hun og rettede endeligt sit hoved op og lod sin hofte sveje let til højre imens hun nu så helt afslapped ud, mavemusklerne viste sig i en svag markering på maven imens hun stod i denne stilling. Hun nikkede anerkendende til navn korte men iørefaldende navn. ´"Akira" sagde hun som en præsentation af sig selv. Det røde/orange hår faldt blidt om hendes skulder og lignte til tider ild som bølgede let omkring hendes hud når hun bevægede kroppen. Hun rankede sig igen, men lod hoved bukke sig ind mod halsen så håret svagt faldt lidt ind foran hendes ansigt. Hun var kølig i sin moturik men også fredelig.

Dust smilede tomt til hende da hun præsenterede sig selv, og betragtede hendes stærke men dog feminint udseende krop før han fandt hendes øjne igen. Han knejsede lidt i kroppen da brugen af hans skyggedæmon evner, havde tærret lidt på sammen sætningen af hans sand krop "Hmm Akira interessant, jeg mener at have hørt om dig før!" Sagde han roligt tænkende, og lagde kort hovedet på skrå "Du skulle vel ikke have en tvillinge søster ved navn Meriko, ellet er jeg helt galt på den?" Efter han havde spurgt hende, strakte han sig mod hende så hans sand arme voksede mod hende, og hans hænder rørte jorden foran hendes fødder. Nu væltede stanken af blod ud af hans arme, og burde vælte op i hendes næsebord lige indtil han trak armene tilbage, og samlede sig selv igen i normal form igen. Dust var tydeligvis en meget speciel type dæmon, han havde spist en dæmon frugt og hvis man kunne sanse andre væsners aura, ville man kunne mærke at hans ikke hørte til i denne tid, hans var langt mere anderledes end andres da han kom fra fremtiden, og man kunne mærke en snært af radioaktivitet over hans aura.

Hun tog et skridt tilbage da hans arm kom imod hende og ud væltede de´t med blod og meget andet. Hun så ned foran sig imens hun hørte ham tale. Kort efter svarede hun på hans spørgsmål. "Jo, min kære søster Meriko" det var overraskende som alle kendte hende, men okay Akira havde selv været væk i mange år, gemt væk af sin psyke og kaos. Hun nu igen på Dust som stod foran hende. Dæmon hannen var flot, tiltrækkende og spetakulær i hendes øjne. Hun så stirrende på ham imens hendes tanker fløj rundt. "En tvilling" sagde hun pludselig derefter som var ment at Meriko og Akira var tvillinger. Hun gik ´lidt imod ham ved at springe over blodet, musklerne i hendes ben og mave dansede nærmest til hendes krop da hun gjorder denne hurtige bevægelse.

Dust rettede lidt på sin arm for at sikre sig at den sad rigtigt, mens han betragtede hende med sit rolige blik, hvordan hun bevægede sig, hendes krops mimik ja praktisk talt alt ved hende, som han kunne analysere. Hun virkede til at være en af denne tids måske mere interessante emner, og hvis hun virkelig var det, var hun også det vær at analysere efter dette deres første møde "Tja jeg ved ikke meget om din søster, den eneste grund til jeg opdagede at i er søstre, er fordi jeg en gang så hende og kan se i ligner hinanden!" Sagde han roligt, og tog et par skridt tilbage da hun pludselig nærmede sig. Dust var ikke meget for at have fremmede nær sig, de kunne jo finde på at angribe ham, og sjovt nok var der masser af racer ude i verdenen med hver deres kvaliteter og ulemper, og eftersom han kunne se hver enkelte persons aura og genkende dens race, havde han også der en mulighed for at forsvare sig fordi han på forhånd var forberedt når han mødt andre væsner "Hvorfor gentager du det ord?" Spurgte han roligt, og så undrende på hende.

"Fordi jeg mange gange er blevet forvekslet og folk ikke har troet på mit ord. " sagde hun og smiltede skævt, og stoppede op. Dette var godt, at han trådte tilbage når hun nærmede sig, de tudviste en slags fysisk respekt og samtidig også at han ikke lod alle komme ind på livet af sig. Hun vendte hoved til venstre og så sig over skulderen da noget nærmede sig, hun kunne mærke det, høre det, føle det. Det var stort, men hurtigt det der nærmede sig. Og det lod sig være til at det måske var trolde og orker, men hun kunne mærke flere end 1, måske en horde af trolde der var kommet fra et rov. Hun vendte hoved imod Dust igen og så nu lidt mere spørgernde og undersøgende på ham hvor hun i det næste, i en utrolig hurtig bevægelse, begyndte at løbe længere ind i skoven. Hun kunne sagtens forstille sig hvem der nærmede sig, og de var ude efter hende, efter at hun havde taget noget der var deres, noget der var værdigfuldt for orkerne og troldende.

Dust nikkede forstående til hendes forklaring, for selvom han ikke selv havde oplevet den slags i hans liv, så kunne han et eller andet sted godt forstå det alligevel. Hun kiggede pludselig over hendes ene skulder, og pludselig så han samme retning som hende, da han kunne mærke de flere enkelte aura der bevægede sig mod dem. Hans blik mødte hendes da hun så på ham, og med et løb hun bare forbi ham og væk fra den nærmende horde, af noget der føltes som orker og trolde. Dust vendte sig mod akira, og opløste sig selv til sand som bevægede sig frem i samme retning som hende, mens hans 2 sværd blev båret med af hans sand krop. Horden kom nærmere og nærmere og Dust valgte at gribe fat om den krigeriske kvinde, og løftede hende med sig op i trætoppendes kroner, hvor de var mere i sikkerhed. Han placerede hende på en gren hvor man ikke kunne se dem fra jorden, og formede sig selv igen med sværdene på ryggen, så han stod ved siden af hende. Med et roligt blik betragtede han horden løbe forbi.
"Er du så populær blandt de udseendes mæssigt udfordrede?" Spurgte han roligt.

Hun løb stærkt men pludselig ud af det blå ramte hendes ben ikke jorden, en slags sandstorm løftede hendes og hun viste med det samme hvem det var. havde det ikek været fordi at hun virkelig ønskede at komme væk, var hun blevet forlegen over at blive båret som en anden jomfrue i nød. Men igen, hun var tildels en Jomfrue i nød hvis disse orker og trolde fandt hende. Sandet bevægede sig op i træerne og hun blev blidt sat på en gren der kunne bære både hende og Dust. Da han indtog sin rette form lod hun dog ikek blikket gå tilbage på ham, men holdte sig skarp opsaveret på hvad horden gjorder. Hun var ikke bange for højre som sådan, hun lod sig alligevel sidde på hug så hun kunne gemme sig ordenligt. Hendes blik var fast. Og direkte. Trolde og orkerne ´var nu ikke lagt fra dem faktisk var de nærmest under hende og Dust Træ. De havde ikke fået færden af dem oppe i træet, heldigvis! Dust begyndte og tale til hende imens og hun lod først nu blikket ændre sig over på ham. "Det ser ud til min person tiltrækker" sagde hun roligt og lavt imens hun sendte et halvt smil der var en lille smugle anstrengt. Hun lod blikket hvile på Dust en tid ca 3 minutter, før hun kigede ned igen.

Dust smilede roligt til hende, mens hun stadigt kiggede på ham, før han selv rettede sit blik ned mod horderne, med et skummelt smil over sine læber. Han gik samtidi ned i knæ, og havde fået en af sine tossede ideer, og denne gang omhandlede den at angribe denne horde, der stod neden under dem ubevidst om at den de jagtede, stod lige over hovedet på dem, sammen med en dæmon som ham.
"Ville det ikke være sjovt at angribe hele bundtet, og bare gå fuldstændig grassat, for at se om de ville løbe væk fra os?" hviskede han lumskt, og så hen på hende. Denne dæmon var tydeligvis den type, der sagtens kunne tænke sig om, men nogle gange fik ideer der helt klart var dumdristige, og farlige for ham. Men sådan var han nu engang, Dust havde en krigerisk personlighed, hvilket han havde fået efter et helt liv som eftersøgt, da det var hans måde at overleve på, når han var tvunget ud i kamp.

Akira kiggede ned store øjne på Dust. Hun havde ikke brug for flere smerter i kroppen. Under hendes tøj var hun fyldt med sår, blå mærker og rifter. Ville hun havde sloget imod disse væsner var hun blevet på jorden. "Jeg tror ikke det smart" sagde hun og skuttede sig, hun havde brug for at heale mere efter det sidste møde hvor hun endte forslået og døende i kloarkernde, hvor hun måtte flygte ned. Akira var stærk, det kunne man så på hele hendes krops bygning. Hun blev ved med at se på Dust som havde fået et udtryk i øjnene der mest af alt betød at han havde lyst til at lege, dø trolde og orker, dø. Så var Akira ikke meget for det. Smerterne i kroppen var stadig store nok til at hun ikke ønskede flere, og da hun ikke havde penge eller tid til at hvile som en såret kriger burde, så ville hun stadig træne så musklernde ikke svigtede hende hvis hun blev nød til at kæmpe. Hun studerede han dyster smilende ansigt, og blev nærmest tryllebundet af det. Han var tydeligt en skyggedæmon, hende selv en bloddæmon med en kæmpe temprement, som netop gjorder at hun altid kom i kampolage med fjender.

Dust så på hendes tryllebåndede ansigt med sit lumske følelses forladte smil, og knejsede lidt i nakken, da han selv godt kunne bruge lidt træning, som denne situation kunne byde ham.
"Hvor er du kedelig, du skal jo af med dem på en eller anden måde røde!" sagde han lumskt, og så ud til at komme på en lidt anderledes ide, end den han havde fået til at starte med "Gem dig inde ved stammen, så er jeg tilbage lige om lidt tid!" sagde han så, og viftede hende lidt ind til siden med hånden, mens han så ned på horden. Han løftede hånden om bag ryggen, og tog fat om et sværd skaft med et lille dødningehoved for enden. Da han løftede sværdet op, kunne man se at han havde valgt det ujævne sværd der var bundet ind med et hvidt stof, som han begyndte at fjerne indtil bladet var blottet, og man kunne se hvorfor det var så ujævnt. Det var lavet af hajskind, og hele bladet havde savtakker hvilket fik det ligne en sygelig sværd lignende kæmpe sav. I det sekund han var klar, hoppede Dust bare ud fra grenen, så han faldt direkte ned i midten af horden, og da han landede savede han en orker midt over i 2 lige store stykker. Derefter smilede han ondskabsfuldt af de andre, der havde fået et mega chok.
"Prøv at fange mig tosser, eller jeg dræber jer en efter en!" sagde han ondt og styrtede af sted væk fra dem. Horden fulgte selvfølgelig efter ham, og cirka 5 minutter efter de var kommet ud af syne, fra Akiras gemmested kom Dustes sværd tilbage, båret af sand. Sandet samlede sig ved træets stamme, og da alt sandet var samlet, kunne man se at det var Dust.