Ashes To Ashes, Dust To Dust - Dust

Zela sad foran det store alter i kirken, helt alene i mørkets faretruende vold, og skyggernes mystiske stemning. Men ingen frygt lå i brystet på den unge sortelver kvinde, som hun sad der i skrædderstilling og stirret tomt op på alteret, for varmet et blik til at være køligt, og for koldt til at have følelser i det. Zela sad i sin praktiske og elegante læderdragt, som var to centimeter kernelæder med svineskind på indersiden for at holde hende varm. Dragten dækkedes hendes flotte timeglas figur, og hendes f75 skål, og hendes som gudskabte numse. Zela havde en kniv i hånden i hendes skød, den var af skarpt sort metal, sortelvisk håndværk, kunne nemmere knække end menneskenes stål, og meget meget nemmere end dværgenes håndværk, men sortelvernes klinger kunne skære igennem stortset alle materialer, men fordi sortelvere nærmet altid boet i isoleret og gemte samfund, var det ikke tit man kunne ligge sine øjne på deres attraktive sorte hud, eller skarpe våben.

En skikkelse som havde siddet stille og roligt oppe under kirkens loft gemt i mørket usynlig for det blotte øje og holdt øje med hende begyndte at kede sig han kom først herind fordi han vidste at ingen ville finde på at lede efter ham der men da hun kom troede han at der ville ske noget interessant så han var blevet hængende! Men nu var han begyndt og kede sig hoppede han ned og lavede en unaturligt høj lyd da han landede hvilket blev forklaret når man så hans beklædning for selvom han bar løst tøj og en rejse kappe der dækkede hans maskuline slanke krop bar han 5 daggerts i i sit bælte og 2 sværd på ryggen der var lige så lange som han var høj! Han rettede sig op og nu hvor hætten ikke dækkede hans ansigt var det tydeligt at han var en ensom alfa han type arret i hans ansigt blev belyst af de fine stearinlys og udover det var han meget køn at se på!

Zela bevæget sig ikke, stille som en statue sad hun og kiggede, og selv ikke en flue ville kunne se hende trække en eneste ansigts bevægelse da hun hørte den høje lyd, om hun havde hørt manden langt før han sprang, eller om hun bare havde en koncentration der sagde spar to, eller var døv, var op til fri fortolkning. Zela rejste sig op efter ti sekuners vente tid, og sprang elegant op fra sin stilling, og kiggede over mod manden, og nu kunne man se en flænge af skræk komme over hendes læber, og en sveddråbe af frygt kom tydeligt nedover hendes pande, og hun rystede lidt med hånden hvor kniven var i, og man kunne ikke se om hendes rysten skyldte kulde eller ubehag for ham. Zela bøjet lidt sit hoved i ydmyghed for at starte samtalen ved at fortælle med kropssproget hun ikke ville prøve noget. endelig skildte de søde læber sig, og sagde blidt og lidt bange "Godaften"

Dust så roligt på hende den måde hun bukkede hoved i ydmyghed hendes krop og krops sprog den måde hun rystede over hele kroppen på i det hun så ham om det så var af kulde eller på grund af ham vidste han ikke! Ikke endnu i hvert fald
"Godaften sortelver!" sagde han roligt og gik hen imod hende stoppede lidt mere end halvanden arms længde fra hende og så nærmere på hende "Hvad laver du egentlig her i kirken helt alene på denne mørke aften?" spurgte han efter lidt tid!

Zela lod ham gå tæt på, og med et underkastende nik begyndte hun lavemeldt at svare ham med en spinkle og ydmyg tone "Jeg er bespotter den falske hvidskinds gud, sir" hun løj ikke for hvidskind siden hun fik at vide af sin højestepræstinde at hendes samfund skulle være slaver og tjene hvidskind helt hjertet, hun har kun løjet overfor Blair fordi det ville gavne hendes herre, og siden hun var oplært i bedrageri, jagt og bedrageri, lå det at lyve ikke langtvæk for hende, men hun løj nu kun hvis det hjælp hende herre som ejet hendes krop, vilje, sjæl og formål i livet. Zela bøjet sit hoved for at vise han bestemte og var den dominante af dem, også lagde hun sin kniv i det smalle bælte i hendes læderdragt. "De har imponerende sværd Sir" sagde hun mildt, og prøvede at være så respektfuld hun kunne for at undgå han gjorde hende noget, men også for at være så underkastende, som hun jo skulle overfor hvidskind

Dust var ikke i tvivl nu hun var underdanig og ydmyg overfor ham opførte sig med respekt overfor ham og han vidste at hun var nogens slave! Han lagde en finger under hendes hage og fik hende til at se ham i øjnene "Jeg kan høre på dig at du er slave men jeg vælger at behandle dig med respekt som den sortelver du er og ikke som den slave du er!" sagde han roligt og smilede lidt af hendes bemærkning af hans sværd selvom hans smil var følelses forladt "Jamen tak det er sjældent nogen komplimentere mine sværd!" sagde han roligt "Fortæl mig hvem er din ejer egentlig?"

Hun reageret ikke på han sagde han ville behandle hende pænt, hun havde været sortelver for længe til at tro på ord af den slags. Zela gik et skridt tilbage da han spurgte om hendes herre, også svaret hun med æresfrygt for hendes herre, som kunne hendes herre høre alt, og var han lige ved siden af hende "Min herre er Serkan. Den stærkeste af alle vareulve.. og hvem er du hvidskind?" hun mente ikke hvidskind som en fornærmelse, men for hende var alle hvidskind og medmindre hun kendte navnet på en kaldte hun en det. Hun satte sig ned i skrædderstilling igen, og spurgte ydmygt "Hvis ikke det er for meget at spørger om kære hvidskind, kan jeg så spørger hvad de selv laver her? de behøver ikke svare hvis spørgsmålet provokeren frem en lussing"

Dust så roligt på hende mens hun svarede han kunne se ærefrygten i hendes øjne høre den i hendes stemme og han genkendte godt navnet ikke fordi Dust kendte ham men han havde hørt hans navn før og hørt om ham "Tror du han er villig til at sælge dig til mig?" spurgte han roligt og så på hende sætte sig i skrædderstilling han var ret interesseret i at købe hende da han havde en plan om at befri slaver fra andre medmindre de ønskede at være slaver så ville han bare sørge for at de havde det godt hos den de var hos eller bare opkøbe dem og lade dem være fri under hans herre dømme "Mit navn er jeg ikke så glad for at sige jeg er ikke så populær blandt de fleste væsner men du må kalde mig Rumleskaft og det er af samme grund jeg er herinde jeg nyder at gemme mig her en gang imellem for her leder folk ikke efter mig!" sagde han roligt "Og jeg vil ikke slå dig jeg synes godt om dig!"

Hun trak svagt på skuldrene, for hun vidste ikke om hendes herre ville opgive hende, han var vist meget glad for hendes berøringer og måde at tjene på, men hvis prisen var rigtig, havde den mand sikkert lyst til at sælge alt han ejet og har. "Min herre er forhandlings dygtig på mange områder, hans ejendom over mig er ingen undtagelse" Hun kiggede på ham da han sagde han ikke var så pupolær, gad vide om han var en hvidskinds forræder.. ikke at det raget hende, hun var ikke en spiller på skakbrættet, hun var den som hentet vand til spillerne, eller gav et sut under bordet, og hun ville nok ikke blive mere end det nogensinde igen, ikke før en ny højestepræstinde bliv valgt, eller den højete i hele hvidskinds verden gav hende frihed ígen, men ingen af delene var sandsynlige indenfor hendes levetid. "Jeg er glad for dit smiger hvidskind."

Dust nikkede tænkende og smilede roligt han havde en del penge og kunne sagtens udføre missioner eller skaffe ting for at betale for hende "Så tror jeg at jeg vil tage kontakt til ham snarest muligt jeg vil gerne opkøbe dig!" sagde han roligt "Har din herre andre slaver jeg er nemlig slavehandler og er meget interesseret i opkøb for tiden?" Dust ville have fat i så mange slaver så muligt for at kunne fuldføre sine planer

Zela rystede på hoved og sagde ydmygt "Nej hvidskind Rumleskaft, min herre havde en slavetøs der hed Blair, men efter en aften hvor han lod hende voldtage af dyr, kom han af med hende ved at lave en forhandlings aftale. Så min herre og mig er alene" hun smilet lidt skævt, og rejste sig blidt op igen, og satte sin numse op på alter standen, og kiggede udover kirken og spurgte så "jeg er glad for du ikke slår Rumleskaft. lover at give samme gestus" hun lavet et svagt drilsk smil, men dæmpet så sin personlighed igen, for hun ville ikke være for meget vittig eller sig selv sammen med en hun skulle være ydmyg overfor

Dust lagde godt mærke til den lille del af personlighed der kom fra hende men hun gemte det væk igen for at opføre sig som slave igen han syntes det var synd at se så smukt et væsen reduceret til blot en slave ydmyg underdanig og tvunget til at følge ordre fra en anden! Han ville have hende han ville snakke med denne Serkan og gøre hvad han kunne for at få ham til at sælge hende til Dust "Det er mig en ære at vide du ikke vil slå mig!" sagde han roligt "Og det er da ærgerligt det med hende Blair!"

Zela kunne ikke lide Blair, hvis det stod til hende så voldtog hun hende gerne selv med en strap-on for at spare dyrene besværet.. så man kan roligt antage Zela ikke var ked af det med Blair, men Blair havde også gjort utilgivelige ting. "Min herre er straffer hvor straf er nødvendig" Om Zela mente det, kunne man kun gætte sig til.
Zela begyndte at gå mod kirken udgang inden alt for meget personlighed kom ud af hende. "Tak for snakken hvidskind" sagde hun så, og vendte sig mod udgangen, og tænkte på hvordan deres samtale ville være hvis hun ikke var slave, men ville mere tænke på sin herre, og hvordan hun kunne gøre ham glad når han vågnet. måske mad på sengen igen

Dust tænkte på høj tryg mens hun gik mod døren og da hun sagde tak for snakken kom han i tanker om noget han huskede om sortelvere som var noget vigtigt for dem og det var at de altid lyttede til højestepræstinden "Hey vent lidt fortæl mig lige en enkelt ting før du går!" sagde han roligt og gik hen til hende såhan kunne se hende i øjnene med hans smukke tomme ravgule øjne "Hvem er jeres højestepræstinde på nuværende tidspunkt og hvor kan jeg finde hende?" spurgte han roligt og virkede mere integrerede i sortelver troen end de fleste andre hvidskins typer!

Zela trak sig ud af hans greb, og sagde "Vi har ingen. Vores gudinde straffer mit folk, vi tabte en krig, og hun fik den gamle højestepræst til at fortælle de overlevende skulle være slaver for jer hvidskind, indtil gudinden vælger en ny" Hun svor for sig selv i sit hoved, at hvis han prøvede at få hende til at ikke lytte til sin gudinde, ville hun bide hans øre af, som hun havde gjort med alle andre hvidskind der havde sagt det.
"Prinsesse Zela, af det daværende sortelver Rugaskov samfund. baronesse af de tusinde tåres grotte. Ældste og eneste overlevende datter af afdøde høj præstinde Estalia, og tro slaveinde af Herren Serkan" hun holdt en pause "Det min title, jeg skulle være højestepræstinde, men vores folk har fortjent gudindens vrede, om jeg så forstår grunden eller ej," hun var lidt følelses mæssig lige nu.

Dust så stille på hende og syntes faktisk at det var ærgerligt for sortelverne at deres gudinde straffede dem på denne måde men han var selv troende så det var ham ikke underligt for ham at hun virkede fjendtlig for hvis nogen talte skidt om hans gud eller sagde han ikke skulle gøre som hans gud påkrævede ville han dræbe dem for Dust valgte selv hans vej i livet og det var der ingen der skulle sige at han ikke skulle "Jeg vil slet ikke bede dig om ikke at lytte til din gudinde jeg er selv troende overfor den store blodgud så jeg ved hvordan det er at stå stærkt i sin tro!" sagde han roligt "Men jeg tænkte på om du kunne hjælpe mig til at få audiens hos sortelvernes gudinde jeg vil gerne fremsige mit ønske til hende!" sagde han så

audiens med gudinden, det ville være umuligt, kun en højestepræst måtte se og høre gudinden direkte, men man kunne fremkalde spøgelset på en tidligere højestepræst gennem et ritual, men det var det tætteste man kunne komme på en snak med gudinden hvis man ikke var højestepræstinde "Kan et ritual, men medmindre vi vil have straf, skal vi ikke prøve at fremkalde gudinden direkte, hun er ikke gudinde for straf, æresfrygt, og traditon for ingenting"

Dust så tænkende på hende mens hans tanker cirkulerede om hvad han skulle gøre i denne situation og han blev enig med sig selv om at hvis han kunne få hende til at tilkalde gudinden ville han fremsige sit ønske til hende og han var ligeglad med om gudinden så ville straffe ham eller ej "Med tanke på at hun sikkert ville blive sur kan du så tilkalde gudinden så tager jeg gerne skylden for det og hvis hun vælger at straffe os vil jeg gerne tage det hele?" spurgte han roligt og så hende i øjnene!

Hun rystede på hoved af ham "Nej nej nej, så dør vi begge. hvis min herre bad om det ville jeg, men ellers ikke" hun ville ikke se sin gudinde uden lov, s¨hellere hoppe ud af et bjerg, for hun regnede med resultet ville være det samme, bare uden flere år i pinsel efter døden.

"Jeg ved godt du er loyal overfor din herre og du er et troende væsen og det respektere jeg fuldt ud men jeg vil gerne fremsige mit ønske til din gudinde om at gøre dig til højestepræstinde for jeg synes det virker nedværdigende at en så stærk og sjælden race skal tjene som slaver og jeg vil hellere tage jeres plads som slave end se jeres race uddø på den måde!" sagde han roligt "Og hvis du ikke vil tilkalde din gudinde så i det mindste den sidste præstindes spøgelse så hun kan videregive mit ønske til jeres præstinde!"

Zela syntes manden var for optrægende nu, og før hendes herre gav lyd til sådan befalinger om møder, ville hun aldrig gøre det. hun var færdig med hans selskab, og ville tilbage til trygheden af at behage sin herre. "Jeg vil hjem nu" hun sagde det på en måde der ville fortælle han gik over grænsen for personlig snak med en hun lige havde mødt, og hvis de havde været i hendes samfund ville hun få ham korsfæstet, men ikke fordi hun hadet ham, hun ville bare kun høre hendes herre tale de slags ord til hende

Dust så roligt efter hende tog sit skarpretter sværd fra ryggen og pegede med det mod hende "Jeg har lært meget om slaver siden jeg gik ind som slavehandler og jeg håber din herre holder af dig lige så meget som du holder af ham!" sagde han roligt "Intet ondt ment mod denne Serkan men når han bruger dyr til at voldtage en slave med hvad tror du så han kunne finde på at gøre med dig? I sidste ende er en slave en slave og hvis en herre pludselig skulle finde på at straffe slaven så kan du tro vi kan være hårde også mod en der agere som vores yndling!" Dust sagde det som en formaning han var ligeglad med om hun misforstod det han syntes bare hun burde vide det hvis ikke hun vidste det i forvejen! Som et spøgelse forsvandt han og dukkede op udenfor så hun kunne se ham fra døren hans sværd lå over hans skulder og Dust begyndte bare at gå! Han kunne ikke hjælpe nogen hvis ikke de ville have hans hjælp så hvis hun ville leve et liv hvor hendes job var at tilbyde sig for en herre adlyde hans mindste vink og leve nederst i hirakiet i stedet for at finde en udvej så var det sådan hendes liv ville ende!