I don't care what you think about me.. Im gonna survive! -Christopher-

V: Overskyet og koldt.
P: Hættetrøje og et par cowboybukser.

Hvorfor skulle de undervudere ham, bare fordi han var en engel, så betød det altså ikke at han ikke vidste hvordan man forsvarede sig selv! Alle dem som troede han bare var en uskyldig lille engel, de ville tage så grueligt fejl af ham, for han vidste udmærket godt hvordan han skulle gøre og hvad han skulle gøre! Selv om han ikke længere havde sine vinger, så var han stadig listig og hurtig, samt han var blevet dygtig til at kaste og bruge sin dolk! De kunne bare komme an, han gav ikke op så let.
Vampyrerne jagtede ham, som en kat ville jagte en lille mus, de troede at de kunne blive ved med at jagte ham, at lege med ham, men Josh havde en anden ide i tankerne, nemlig at narre disse vampyrer! Han løb og løb, da de kom til en gyde, hvor vampyrerne straks lagde an til at springe på ham, men ligesom de skulle til at ramme ham, flyttede han sig hurtigt som et lyn og sprang om bag vampyren, stak en dolk igennem ryggen på den, så den skreg og hvæste. De andre knurrede af ham, for derefter at springe på ham også, men han undveg hurtigt og sårede så mange han kunne med sin dolk.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Plus: Mørke jeans

Han fulgte dem stille, bag dem men hele tiden så tæt på dem at de aldrig ville kunne forlade hans åsyn. Den onde, men mester manipulerende Christopher, gik som var det en helt almindelig aften for en hver anden, i ført fint tøj som altid, havde han hænderne i lommerne og begav sig ned af gaderne.
Dem som ikke vidste hvor han skulle hen, kunne det bare se ud som om han bare var ude på en hyggelig aften tur, men lugten af engel, samt vampyr havde fanget ham, dragede han mod den, blot for at se hvilken kaos han kunne give andre.
En hvæsen, kun tilhørt af en vampyr, den var for dyrisk til at være andet end en vampyrs, dette fik blot et smil frem på hans læber. Kort stoppede han op, før han vendte og gik ind i gyden "min herre, dette er ikke det rette sted til at kæmpe, ej det rette tidspunkt" han holdte hænderne ud, før han klappede dem mod hinanden og begtragtede hver enkel af dem.
Dog med et gik at hurtigt, for i det ene øjeblik stod han i starten af gyden og det næste, med den ene af vampyrers hjerter i hånden.
Hans brune øjne skindede næsten op, vidste hans indre og kolde sjæl frem, mens han knuste det og slikkede sin hånd ren. Heldigt at han havde en kort ærmet skjorte på, så den ikke blev våd af blod

Det hele skete så hurtigt. Den ene vampyr angreb ham efter den anden, så det var svært både at dække sin ryg og hoved, men han klarede den meget godt, holdte det ud i op til flere minutter, indtil han begyndte at kunne mærke på sig selv at han snart ikke kunne længere! Vampyrerne havde dog masser af energi, så de angreb ham som det passede dem og lod sig ikke bare sådan lige slå ud! De vidste at englen snart ikke kunne tåle mere, at han snart ville give op og de kunne få sig et dejligt måltid engleblod! Lugten af blod hang i luften, lyden af et dunkende hjerte ruskede i gyden, men Josh nåede ikke at registere hvad der var sket, før han så en helt fremmede mand stå foran ham, med de andre vampyrs hjerter liggende på jorden og deres livløse kroppe ved siden af. Stadig med dolken fast klemt i sine hænder, rettede han blikket imod den fremmede, løftede på et øjenbryn, imens han vejrtrækning var tung og udmattet.
"Hvem er du?"

Han smed hjerterne fra sig, tørrede hænderne, mens de brune øjne var rettet direkte mod engel, lidt efter landede de dog på hans kniv "hvad har de dg tænkt dem at gøre med den kniv, stikke mig ned" han rystede på hoved og gik hen til ham, greb fat om hans håndled, med en styrke magen til ingens "de er både træet og udmattet, smid kniven ellers ryger de samme vej som de to her" advarede han og selvom der var et smil på hans læber, et smil der både var varmt, men også så ægte ud var det ligeså falsk som alt andet ved ham, men hans øjne derimod var direkte advarende "mit navn er Christopher Morgenstern" sagde han og så direkte ind i hans øjne med et blik der næsten afslørede hans indre kulde og ondskab

Han viste ikke frygt for ham der stod overfor ham, ikke engang da han tog fat i hans håndled, så han ikke kunne bevæge hånden hvor han bar sin dolk i. Men, på en måde havde vampyren vel ret, han var træt og udmattet, kunne snart ikke mere og hvis han først startede en ny slåskamp, ville han helt sikkert miste livet. Dog smed han ikke dolken som vampyren sagde at han skulle, han puttede den tilbage i sit hylster og løftede på sine arme, for at vise ham at han nok skulle lade den være i hylsteret.
"Okay okay," sagde han lavt og sukkede udmattende, inden han rettede sig op og kiggede den nyankommende i øjnene. "Godaften, navnet er Josh," Han brød sig ikke om vampyrens kulde, men man kunne ikke se det på ham. Josh havde lært at bygge facader op, specielt når det angik frygt.

Han nikkede da englen lagde sit våben væk, det var også klogere, ikke at han frygtede en udmattet engel med et våben han sikkert ikke engang kunne styre. De charmerende smil dukkede op, det karismatiske dukkede op i ham og han lagde armene om bag ryggen "meget bedre og godaften Josh, englen som kæmpede" sagde han og trådte tilbage, ikke af frygt, men for at lægge hoved tilbage, da han skuede op mod himlen "mit navn er Christopher Morgenstern" for engang skyld sagde han sit fulde navn, inkluderede sit efternavn han delte med selveste Lucifer. Grunden kom ath nas mor havde været en dæmon og derfor selv havde haft det efternavn

//ingen krea sorry

// I orden ^^ //

Englen som kæmpede. Den titel fik ham både til at knurre indvendigt og til at smile et skævt smil, på den ene side kunne det være et kompliment til at han syndes det var modigt af ham at kæmpe og på den anden side, kunne det være et fornærmelse over at fordi han var en engel at så burde han ikke at kunne kæmpe. vampyrer så vel ikke engle som andet end deres middagsmad, men det ville Josh ikke finde sig i! Han ville ikke være deres middagsmad, så skulle de først kæmpe imod ham! Han smilte en anelse misvisende til Christopher, som var han ikke sikker på om han skulle syndes om ham eller ej.
"Hvorfor hjalp du mig Christopher?" spurgte han ham og så ham i øjnene. "Jeg er jo en engel, burde du ikke have sluttet dig til dem og forsøgt at drikke mit blod?"

han rynkede brynet over det simple spørgsmål, der var jo ikke så meget ved det, et ganske simpel spørgsmål, der intet lå bag. han trak på skulderne "hvor jeg hjalp dem, et fantastisk spørgsmål min herre, svaret er enkelt jeg er ikke et barn som disse, jeg jager på min egen måde og behøver ikke gisse mig til som disse børn gør" han skævede til de nu permantente døde vampyrer, han for kort tid siden havde slået ihjel "plus de er en mand, jeg finder ikke mande blod særlig...hvad skal man sige attraktivt" han lagde armene over kors og så direkte på josh med de brune øjne "ønsker de da jeg skal mæske mig i deres sikkert delikate blod" spurte han og gik hen mod ham. man kunne svagt se starten af hans hugtænder dukke op, som han gik hen mod ham, dog stoppede han op foran ham, så på ham som var han det mindst skræmmende han nogensinde havde set

Det var vel et held for Josh at han ikke fandt mandligt blod attraktiv, eftersom Josh havde hørt så mange gange at han var en omvandrende blodpose, men han kunne jo ikke gøre noget ved det eller det kunne han godt, men han ville ikke bare.. Han rystede på hovedet ved tanken. Pludselig kom Christopher imod ham, så han kunne have sværget på at han mærkede sit hjerte hoppe ud af brystet på ham og i forskrækkelsen, havde han lagt sin hånd på knivens hylstre, klar til at forsvarer sig selv. Lige meget hvir stærk denne vampyr så var, så nægtede han simpelthen at give op! men, da Christopher pludselig stoppede op og så på ham, som var han et spøgelse, fjernede han hånden fra hylstret og løftede spørgende på et øjenbryn.
"Nej, jeg ønsker ikke at du skal tage af mit blod,"

Han nikkede "tænkte jeg nok, forresten det ville være dumt at angribe med deres lille legetøjs sværd, men ved aldrig hvilke vidunder der kan komme frem ligeså hvilke fejl" han skævede ned mod hans kniv. Da han ejede evnen til at lukke ned for fysisk smerte, ville han let kunne gå videre også selvom han måske havde en kniv i den ene lunge, dog var det hans mentale skjold der tit kom ham mest brugbart, da den gjorde de umuligt for andre enten at læse hans tanker eller sågar at give ham psykiske smerter. Han lagde sine fingrespidser mod hinanden og så direkter mod ham med et par øjne der intet liv rummede, de var næsten helt sorte "så Josh, fortæl mig kender de en ung dæmon ved navn Jacob" spurte han med en ulæselig mine. Han havde hørt navnet fra en af Christians sidste timer, hvor han havde bedt om nåde for denne Jacob, men hvem det var vidste han endnu ikke, men om ikke andet blev det sjovt at dræbe eller ødelægge hans liv

Legetøjs kniv, de ord fik Josh til at knurre en anelse indvendigt, også selvom han ikke rigtig havde en evne til at knurre. Hvor vovede han blot at kalde det en legetøjs kniv, noget sagde ham at denne vampyr skulle lære at vare sin mund, eller i det mindste holde op med at være så selvsikker. Kniven var ikke bare en legetøjs kniv for Josh, faktisk havde han fået den af en, som mente at den kunne hjælpe ham igennem livet og at han fortjente den. Dog sagde han ikke noget til vampyren, da det sikkert ikke ville hjælpe noget og Josh var ikke dum hvad det angik. Lige som han troede at vampyren ikke kunne gøre ham mere fornærmet, bragte han en ny vrede op i ham ved at spørge om Jacob. Ikke at han vidste hvad han ville med ham, men der var noget der sagde ham at han ikke ville ham noget godt.
"Måske gør jeg," sagde han og hævede et øjenbryn. "Hvorfor spørg du efter ham?" Han ville ikke afsløre hvor Jacob var, det stolede han ikke nok på vampyren for at gøre.

Han lagde sine håndflader mod hinanden "hvis de har tænkt dem at dræbe mig, så er de virkelig dum, jeg har dusin af vampyrer derude som kun lyder mit mindste vink, dræb mig og de sikre dem at alle de nogensinde har kendt, mødt eller elsket vil dø" sagde han med et smil, selvom hans stemme var halv truende, forholdte den sig rolig og charmerende, samtidig med hans smil der blev på hans læber "det ville de da ikke ønske, for tror mig nar jeg siger de er trænet på samme vis som min skaber trænede mig" advarede han med smilede bredt, men ligeså tomt og falsk som alt ved ham.
Han klukkede "det gør de jo og jo, jeg havde planer om at ødelægger hans liv, ligeså meget som jeg gjorde med hans kærer bror Christian, men kun hvis enten de eller ham giver mig en grund" han gik langsomt mod ham, med et hævede øjenbryn og et mystisk smil, der både kunne være faretruende og charmerende

Der var noget over ham, der fik Josh til at krybbe i et musehul og på samme tid angribe ham, så han var sikker på at han ikke skulle såre nogen af dem han holdte af. Alle dem han elskede, th! Hvis bare han vidste mere om ham, så ville han vide at Josh faktisk ikke havde en hel række af væsner han ville beskytte. Selvfølgelig var der nogen som slet ikke måtte komme til skade, men dem skulle han tydeligvis ikke nævne noget om overfor denne vampyr.. Ødelægger hans liv! Hvor vovede han og endda navnet Christian, fik det til at krible af vrede inde i ham og hans indre dæmon, gav ham en lyst til at springe på ham og bide i ham, selvom han godt vidste at han ingen tænder havde. Han kiggede koldt på vampyren, knyttede sine næver for ikke at springe på ham af vrede.
"Du rør ham ikke, for så sværger jeg at jeg vil bruge min lille legetøjs kniv til du skriger," Han kiggede koldt på ham og viste ingen tegn på frygt. "Eller så skulle jeg måske lære dig at se at jeg kan andet end at bruge min legetøjs kniv," Langsomt begyndte hans brune øjne at lyse.

Han stoppede op, lagde hoved på skrå, kort lyste hans øjne op og derefter falmede de igen, det betød han havde aktiveret sin evne, der gjorde at han slet ingen smerte kunne føle "uhh, hvad forventer de, at jeg skal bede om nåde, ligesom de andre gjorde. Christian han var sjovest, jeg husker tydeligt da jeg skabte Amanda, så hun kunne lave Christian, smuk ung kvinde må jeg sige, sød og så ren af sjælen...ja indtil hun mødte mig" han trak på skulderne og hurtigere end man kunne se med det blote øje, stod han knap en meter fra ham og efter få sekunder, stod han samme sted med Josh kniv i hånden "var det denne de ville bruge" han lagde den mod sin håndflade og kørte den op af huden, videre op og en fin, men dyb flænge startede der hvor han skar og fulgte hele vejen op.
Ikke en eneste gang vidste han smerte "sikke dog et våben" sagde han med en stemme tyk af sarkasme. Hurtigt greb han fat i Josh hånd, lagde kniven i hans hånd og fik ham til at stikke ham i maven, som før vidste han slet ingen tegn på at det skete "folk der bliver tortureret, kan fortælle nogle ganske interessante historier, gad vide hvad der sker hvis Jacobs lillebror Josh dør...gør de så også" spurte han og trådte væk. I det han trådte væk, rev han kniven ud, så direkte på Josh med et par kolde døde øjne

Det hele gik så hurtigt, pludselig var han foran ham og stod med hans kniv i hånden, hvilket fik Josh til at kigge forskrækket ned på dets beholder, men det andet havde han ikke lige set komme. Da Christopher stak dolken igennem sig selv, udstødte han et lille gisp, men inden længe fik han styr på sig selv og rettede sig op, kiggede på ham med et blik der stadig ikke frygtede noget. Han ville ikke være bange for ham, det nægtede han, han vidste bare at han ikke skulle så meget som røre Jacob! Han vrissede af ham af det han sagde, havde sådan en lyst til at springe på ham og få ham til at sluge sine ord!
"Jeg er ikke bange for tortur! Torture mig så meget du vil! Du får intet ud af mig, om jeg så skal dø for at forsvare Jacob!" Han kiggede fortsat frygtløs på ham.

Han grinede "nej...jeg tror ikke jeg dræber dem, men husk, jeg har øjne alle steder....f. eks er der jo en hvis Nille, jeg har hørt til også kommer der jo også på et tidspunkt en der elsker dem" han greb fat om hans hals, løftede ham op over jorden, så let som ingenting "man kan aldrig vide sig sikker nogen steder, det lærte min kærer moder mig, plus at som jeg kan lugte på dem, er de søn af en dæmon" han gav slip på ham og lod ham falde den meter han var over jorden.
Han var englelig ligeglad med ham her, men det faktum at han var søn af en dæmon, præcis som han selv var, overraskede ham en smule, men samtidig havde han lugtet det for længest så, det overraskede ikke så meget alligevel. Hans mor havde været en dæmon, en smuk kvinde kunne man sige, dog ikke en der udviste den største kærlighed, til folk som ikke var af egen race, hvilket endte op med at han voksede op i et hjem, uden kærlighed og omsorg, så knækket kunne man godt sige han var. Dog ikke på niveau med Christian, hans sindstilstand, var anderledes end hans egen, da han var knækket af sjæl, Christopher kendte ikke til kærlighed, han havde aldrig oplevet det og ville nok heller ikke

Nille!? Ligesom at han bestemt ikke skulle røre Jacob, så skulle han bestemt heller ikke sætte sin finger på Nille, koste hvad det vil! Men, han vidste at hvis han gav udtryk for at han kendte Nille, ville det måske blive nemmere for denne vampyr at vide, at han skulle gå efter hende, derfor lod han være og kiggede bare koldt på ham i stedet. Selv da han løftede ham op, ved at have fat om halsen på ham, kiggede han bare koldt på ham og fortrak ikke den mindste mine der betød frygt. Josh var typen der ikke ønskede at vise frygt, nægtede at skrige hvis nogen tortureret ham.. Han havde en evne til at opbygge en facade. Så snart han blev sat ned på jorden igen, tog han sig kort om halsen og kiggede spørgende på ham.
"Ja, min far var en dæmon, hvorfor interessere det dig?"