Where am I? //Markulius//

Han rystede på hovedet roligt med et smil. "Tro ikke at mine forudseelser er hundred procent sikre. De er flydende. Det betyder at du stadig skal passe på barnet. Men hvis du passer på barnet tror jeg på du vil få et stærkt smukt og sundt barn." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende. Med de dybe mørkeblå øjne. Han fik først nu set ordenligt på hendes ansigt. Og det eneste han kunne sige var. "Utroligt nogen ville forlade en så smuk som dem." Sagde han roligt med et smil og rakte hende blidt hans hånd for at understrege hans navn som en ordenlig goddag. Han grinte svagt. "Tag det som en tidlig barnedåbsgave." Sagde han roligt med det faste blik rettet imod hendes ansigt med et smil.

Hun nikkede bare af det han sagde. "Selvfølgelig skal jeg stadig passe på, men du fik mig stadig til at indse situationens alvor. Og det er jeg taknemlig for." Hun smilede og lad ham tale videre, og rødmede en anelse da han nævnte hvor smuk hun var. "Tja, nu er det lidt mere kompliceret end det. Vi havde et mindre skænderi..." Hun regnede med at han forstod, og havde under alle omstændigheder ikke lyst til at genopfriske grundene til at Johan kunne vælge at forlade hende. Det var en sag mellem ham og hende. Hun tog Markulius' hånd og nikkede. "Jamen jeg er skam stadig villig til at betale..."

Han nikkede forstående. "Kærlighed er noget lort. Men husk. Man bliver aldrig lykkelig uden." Sagde han smilende og så hende i øjnene. Før han roligt hævede hendes hånd som lå i hans og kyssede dens håndryg. "Jeg vil ofre mit liv for dem som ikke er født. Så jeg er glad for jeg kan hjælpe en smule. Den mindste ting og så skal du bare sige til. Jeg har kontakter dybt i denne verden. Jeg kan hjælpe med meget. Du skal bare sige til." Sagde han smilende og slap hendes hånd roligt før han rettede sig op på stolen med et roligt smil.

Hun nikkede, og et lille smil kom frem igen. "Jeg kan kun give dig ret." Hendes smil blev kun større, da han kyssede hendes hånd, og hun nikkede da han sagde at han var villig til at hjælpe. "Det er meget venligt af dig. Jeg sætter stor pris på denne venlighed, det betyder meget at vide, at der er nogen for en, især i sådan en situation som denne." Hun smilede, og tænkte lidt, inden hun fortsatte. "Så vidt jeg er informeret, kan vampyrer ikke få børn. Bunder denne vilje til at hjælpe de ufødte i, at du ikke selv kan få børn, eller er det helt forkert gættet?" Hun så spændt på ham og afventede hans reaktion.

Han sukkede svagt. Han ville egentlig ikke tale om det. Men han var vel nød til det. "Du er kun halvt fejlinformeret. Nej ifølge legenderne kan det ikke lade sig gøre. Men der er sjældne tidspunkter hvor det faktisk sker. Min villighed til at redde ufødte er at jeg selv har skullet være far. Engang. Men hun blev dræbt. Og barnet gik tabt." Han så på hende roligt. Endnu en blodig tåre gled ned af hans kind. Den tredje gled lige imellem sporene af de 2 gamle. "Jeg har lige siden dengang altid sørget mit ypperste for at redde nyfødte. Og dem som ikke er født endnu. En måde jeg måske kan finde tilgivelse." Sagde han roligt med det faste blik mod hende. Hvis hun skulle vide det så skulle hun vide det hele. "Jeg var svækket på det tidspunkt. Blodmangel. Og dum som jeg var forvandlede jeg en til en vampyr. Min bedste ven. Men den mørke side tog over. Og ville hævne sig på mig. Dræbte min elskede. Et spyd igennem maven. Og halshugning." Han sukkede svagt. Det var svært for ham at tale om tingene.

Hun mærkede svagt han modvilje for at tale om det, og satte derfor utroligt stor pris på at han alligevel betroede sig til hende. Smilet forsvandt med det samme fra hendes læber, og da den tredje tåre løb ned af hans kind løb også to tårer ned af hendes. Hvor forfærdeligt, at miste både sin elskede og sit kommende barn. Hun kunne slet ikke holde tanken ud. Hun rømmede sig, og svarede ham så. "Det lyder helt forfærdeligt. Jeg kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det må være." Hun tørrede tårerne væk og fortsatte så. "Stod det til mig var du tilgivet nu." Hun smilede svagt, tog hans hånd og gav den et lille klem, for at vise sin medfølelse.

Han smilede roligt. Han så på hende blidt. "Det er okay. Jeg har levet med at have denne skyldfølelse. Desuden. Sket er sket. Og jeg kan intet gøre for at ændre det... Selvom jeg gerne ville." Hviskede han svagt mens han roligt så ned i jorden. "Jeg har ikke talt om det i lang tid. Jeg har ikke lavet andet de sidste 10-20 år end at flygte fra ham." Sagde han roligt og vendte blikket mod hende blidt igen. Før han svagt grinte og tørrede sine tåre væk. "Se mig lige. Jeg sidder fast i fortiden. Mens du kæmper for at nå fremtiden." Han grinte svagt. "Det sjovt ikke? En der kan se fremtiden prøver at se fortiden." sagde han smilende

Hun grinede en smule med ham, og kunne sagtens se hvad han mente, så hun nikkede bare stille. Det var lidt ironisk faktisk, sådan som han kunne det modsatte af hvad han ønskede sig. Hun tænkte lidt. Der var en mulighed, men spørgsmålet var bare.... Hun kendte ham ikke så godt endnu, men mente stadig at kunne fornemme at han var en god mand. Hun bed sig lidt i læben, og rømmede sig igen. "Der er en mulighed.... Jeg siger ikke at jeg vil opgive mit barn, eller lade dig overtage rollen som far, det kender jeg dig ikke godt nok til endnu. Men jeg vil tilbyde dig at få en relation til barnet, som en form for onkel, eller hvad du nu måtte ønske." Hun smilede svagt, og håbede han forstod hvad hun mente med dette tilbud.

Han så på hende roligt med et smil. "Nej det gør intet. Hvis du skal vælge en relation til ham skal det være en du kender. En du stoler på. Ikke en vampyr. Men en af din egen race." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende. "Men tusind tak for tilbudet. Det varmer mit døde hjerte." Sagde han smilende og tog en blid tår af sit glas han stadig havde i hånden.

Hun smilede stadig svagt, og nikkede bare. Hun forstod godt at han afviste hendes tilbud, kunne sagtens se det fra hans side. "Jeg forstår. Jeg tror dog godt jeg kunne komme til at stole på dig, som en god ven. Men det kan kun tiden vise." Hun tog en tår af sit vand, og smilede så igen til ham.

Skuldrene hævede sig kort. Før de fløj ned igen. "Måske. Det kan kun fremtiden vise. Og det er en fremtid ikke engang jeg vil se." Sagde han smilende og vendte sig roligt imod hende. Langsomt lod han glasset komme op til hans læber og tippede det svagt. Lod vandet glide ned i hans hals. Hvorefter han roligt smilede og så hende direkte i øjnene. "Hvad hedder du." Spurgte han roligt.

Hun smilede venligt og nikkede af det han sagde. Hun ønskede heller ikke at se den del af fremtiden, den ville hun hellere bare opleve. Hun satte sig bedre til rette i stolen og svarede ham så. "Jeg hedder Kairi."

Han smilede roligt. Det blide smil var venligt og varmt. Og han mente smilet. Det var første gang i lang tid han egentlig havde sat sig ned og bare snakket med en. Det havde altid været for at drikke. Om det var hans 'job' som var at se fremtiden eller om det var for at forføre kvinder til at kunne drikke fra dem. Det var undermineret om hvorfor han drak.

Hun gengældte hans smil. Hun håbede virkelig på at dette kunne blive et venskab, et godt et af slagsen. Hun havde brug for nogle tætte relationer, hun følte sig ret alene efter Johan var forsvundet. Dog var deres samtale gået i stå, hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham, så hun sad bare i stilhed og smilede til ham.

Svagt grinte han og kløede sig i nakken blidt. "Akavet?" Sagde han med et fjoget smil rettet imod hende. Han vidste ikke rigtig hvad han ellers skulle sige. "Pinlig tavshed er altid så akavede." Sagde han og grinte svagt igen før han drak det sidste fra sit vand før han roligt rejste sig og gik hen til en flaske som så ud til at indeholde rødvin. Men hvis man kiggede godt efter var det tykkere og kraftigere. Det var blod.

Hun grinede lidt og nikkede. "Jah lidt måske." Hun fulgte ham med øjnene, og vidste instinktivt godt hvad der var i den flaske han gik hen og tog fat i. Hun smilede og kom pludselig i tanke om noget hun kunne spørge ham om. "Hvor gammel er du i grunden?"

Han lod blidt den tykke væske glide ned i glasset og lod derefter proppen glide på flasken igen. Derefter tog han glasset blidt og gik hen og satte sig overfor hende igen og lod blidt den røde væske glide ned igennem hans hals. Hans øjne gløede kort rødt. "Det her stads er nok til at holde mig på afstand fra andre. Men desværre kan det ikke holde for evigt. Og den giver mig meget lidt energi." Han så undrende på hende lidt da hun spurgte hvor gammel han var. Og smilte svagt. Mente hun kroppen eller sjælen? Ohh well han svarede bare kroppen. "22 år." Svarede han kort med et fortsat roligt smil.

Hun smilede, og vidste ikke helt hvad hun skulle svare, så hun nikkede bare. Hun kunne godt se, at der lå mere i hans svar end han ville fortælle hende, så hun smilede bare og svarede ham så. "Okay, er det så kroppen eller sjælen?" Hun kendte en smule til vampyrer og vidste, at de ofte havde to aldre, en for kroppen og en for sjælen.

Han grinte svagt. Tog en blid tår mere fra glasset og så på hende roligt. "122 år." Sagde han blidt og tog en svag tår mere. "Ja jeg er en gammel satan. Og pigerne er vilde med tanken om en mand som ikke ældes." Et svag grin kom fra ham. Det var egentlig bare en joke men han kunne ikke lade være med at sige det. Han følte sig som om han virkelig kunne stole på denne kvinde. At hun ville forstå hans fordrejede humor.

Hun grinede af hans joke. "Ja det kan jeg forestille mig, det må være noget der bringer lykke hos tøserne." Hun forstod udemærket hans humor, hendes var også selv lidt lettere sort. Den utryghed hun havde haft da han nævnte prisen på at få fremtiden at vide, var helt væk nu, og hun følte sig helt tryg og afslappet i hans selskab. Når hun tænkte over det, var det faktisk ganske få hun følte sig så tryg og afslappet ved.

Smilet på hans læber var oprigtigt og fuldt ud ægte. Da han smilede varmt og venligt mod hende grinte han svagt. "hvor er det længe siden jeg har følt mig tryg sammen med en anden som jeg lige har kendt. Det er sjældent. Jeg har en vane med at blive paranoid." Sagde han og grinte svagt mens han fortsat så på hende blidt.

Hun gengældte hans smil med lige så stor glæde og varme. "Hvor er det rart at høre, at du føler dig så tryg ved mig. Jeg har det på samme måde, det er kun meget få jeg føler mig så tryg ved, og det er for det meste nogen jeg har kendt længe. Til gengæld lyder det ikke rart at blive paranoid."

Han grinte svagt før han rejste sig op og tog sin skjorte af roligt. Indenunder skjorten var der ar over det meste af hans krop. Selv på ryggen. Det eneste sted der ikke var ar var lige der hvor hjertet sad. Utroligt nok. Han så på hende roligt. "Jeg har haft en stor klar grund til at være paranoid." Sagde han roligt og smilende. Hvorefter han tog sin skjorte på igen og satte sig på stolen igen.

Hun så på ham da han tog skjorten af, og forstod pludselig godt hans grund til at være paranoid. "Hold da op..." Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, så hun sad bare i stilhed lidt.

//Krea-svigt!//

Han smilede roligt mens han fortsat så på hende. "Ja jeg har været ret så uheldig." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende. "Men hvorfor stoler du ikke på folk?" Spurgte han roligt. Mens han fortsat så på hende. Med det rolige faste blik. Og smilede fortsat

//Like wise.