Ven eller fjende? (Tristan)

S: ashen three woods.
T: eftermiddagen
V: en blanding af overskyet og solskin
O: træer, buske, alt sammen beklædt med noget sne og is, som er begyndt at smelte.


For Singal betød dette at foråret snart var på vej. Og for en gangs skyld bød hun det velkommen.
Normalt holdt hun af vinteren, det var mørkere, koldere, lidt mere mystisk....Men i år havde den bare været kold. Hun var stukket af hjemmefra, uden at tænke på årstiden, kun med en blanding af tøj og havde det ikke været for en hule hun havde fundet, havde hun ikke haft noget sted at være hele vinteren. Men koldt og vådt havde det været.
Når sommeren kom ville hun bygge sig et bedre hjem og forberede sig til næste vinter.
Men dette var endnu kun fremtidige planer og lige nu havde hun intet hun skulle nå hun var født og opvokset i skoven og kendte den derfor godt.
Denne dag havde hun sine sædvanlige vinterstøvler på, nogle mørke bukser, lige så mørk trøje med et lilla mønster, foret med kaninskind for at holde varmen bedre. Og så sin kappe, mørkegrøn.
Hendes lange hår var farvet blår og denne dag samlet i en hestehale. I øret havde hun en ørering med en klo i, en klo fra det første dyr hun nedlagde som lille.
En halskæde om halsen.
Ellers hvide øjne, spidse ører, lige så spidse tænder og den grålilla hudfarve.
sortelver og stolt af det.

Sneen var begyndt af smelte, hvilket gav mudder og vandpytter. Men hun var ligeglad, bare det forsvandt og det gerne hurtigt!
Hun tog en hånd glide over et træ hun passerede, det var endnu ikke begyndt at vise sine nye knopper, men der kunne ikke gå lang tid.
Hun blev stående lidt, med hånden mod træet og lukkede øjnene, som ville hun mærke, søge, efter foråret. Men faktisk slappede hun bare af, mærkede skoven som hun kendte den. Stilheden. For nu.

*Æv altså...* Lød det i Tristans tankegang da han passerede endnu et træ, endnu en busk og endnu en lysning. Det var ikke fordi han var faret vild.. Kun lidt måske.. Og det var ikke fordi han snart havde vandret ude i denne skov i flere timer, for det havde han. Nu begyndte lyset at sænke sig. Eftermiddagen var i fuld gang og snart ville aftnen komme med kulde og mørke. Han måtte se at finde ud.
Hans oppakning og ting, bortset fra en rygsæk med lidt mad, stod lige nu hos Asmodeus så derfor skulle han ikke slæbe på det. Han kunne ikke få sig selv til at blive i den lille hytte i længere tid.. Han måtte ud og lede .. Lede efter Camille.. Om nogen havde set hende. Han havde ingen ide om hvor han skulle lede.. Hell, han havde ikke en gang en ide om Camille ville findes, men det var ret ligemeget.. Om hun så havde fundet sig et liv her og helst bare ville sætte afstand så skulle han nok finde hende. Hun betød noget.. Noget han nok aldrig rigtig havde fået sagt.

Han stoppede op i en lysning.. Havde han gået her før?
"Sig ikke jeg har gået i ring..." Mumlede han surt og fortsatte fremad. Jorden var fugtig efter alt den frost og regn der havde været i vintermånederne. Han ville ønske foråret snart kom. At lyset snart ville komme. Hans håbløse situation virkede bare det mere fortabt i den mørke og kolde tid.

ødelagt. stilheden blev flået i stykker af de tunge skridt der lød gennem skoven, som kom tættere og tættere på. Ikke et dyr.
Hun åbnede øjnene, elverne havde en bedre hørelse end et menneske og derfor viste hun der endnu gik et øjeblik før denne...Nogen nåede hende.
Hun lod hånden glide fra træet og vente sig mod lyden. Hvem gik gennem skoven, uden at følge stierne? hun havde før mødt en der bare trænede, løb en tur. En varulv der havde boet i skoven før. Var det ham igen?
Hun lyttede koncentreret. Nej, det var ikke samme rytme, person gik, ikke løb og skridtene var hurtigere.
hun hørte personen kom tættere på og hun overvejede hvad hun skulle...til sidst besluttede hun sig for selv at konfrontere denne nogen.
hun ville ikke blive fundet...Hun ville finde.

Hun bevægede sig gennem skoven, de samme træer, de samme buske, som hun altid havde levet mellem.
Hu kendte skoven, den var hendes hjem, hun kendte vejen ud og ind, til dens hemmeligheder, til sortelvernes byer, den ene ende til den anden.
Og der var han så.
Han så lidt udmattet ud og så også ud til at være faret lidt vild, eller det var måske bare hende? det var den måde øjnene bevægede sig på...frem og tilbage, ledte efter noget velkendt. sådan plejede de at være hos folk der var faret vild.

hun trådte frem uden at tænke på om han var ven eller fjende, de fleste tøvede jo altid med at angribe alligevel så var han fjende kunne hun nok snakke sig ud af det. det plejede hun.
"Er man faret vild?" et koldt smil gled over hendes læber.

Tristan havde gået i sine egne tanker igen. Skovens grønne blade synes at gå i et med hinanden så længe havde han gået her. Nu var der bare en grøn farve over alt og en summen af forskellige dyr.
Han kunne ikke tælle hvor mange gange han efterhånden var faret vild på bare en uge... Men nu havde han endelig været oppe og se Sakref... Et velkendt ansigt, og det gav ham lidt håb.. Så var der da nogen han kunne spørge om hjælp hvis det galt.


Han kendte intet til skoven.. Han havde altid levet i luksus der hvor han kom fra.. Og da han frasagde sig det, så levede han bylivet.. Naturen var smuk ja, men den havde aldrig sagt ham det store.. Byen med dens lys og dens liv sagde så meget mere for ham.. Men i denne verden var der ingen stor på med elektronisk lys.. Her var candlelight og stemning istedet.

Nogen trådte ud foran ham og han stoppede automatisk op og kiggede, Hvad var det? En kvinde... Men ikke et menneske... ikke at de fleste her var mennesker..
"Nej jeg ..." Begyndte han og studerede den fremmede igen inden han sukkede. "Måske lidt..."

hendes blik, de hvide øjne, gled over ham da hun bedømte ham som hun plejede med fremmede. Nok en af de nye...Hun havde i hvert fald ikke set nogen med orange hår herfra før. Mon han også var kommet gennem porten?
Hvis det var tilfældet, var det sjovt som de alle kom rendende her. Hvis ikke, så måtte det jo bare være sådan.
hun lod en hånd glide gennem sit hår med et køligt smil. Hun var nysgerrig med denne fremmede.
"Jamen dog..." hun grinte svagt og bevægede sig tættere på, mens hendes øjne hvilede på ham, testede ham...folk reagerede altid på hendes øjne, enten på den ene eller anden måde. De fleste blev skræmte.
"...Måske kan jeg hjælpe dig" sagde hun.

Tristan tog et skridt bagud da hun kom tættere på, men fandt til sin overraskelse at der var et træ bag ham og han havde nu ryggen imod muren, så at sige. Denne fremmede kvinde synes ikke at se farlig ud, men bestemt heller ikke venlig.
Han tog en hånd op foran sig og holdt masken i et skævt smil. Hendes øjne synes at brænde når de så på en.
"Måske... Det kommer vel an på så meget" Svarede han og smilede stadig lidt anstrengt. Det var første gang han havde mødt en person med blåt hår.. men han skulle nok ikke komme for godt i gang på hårfarven.

Hun stoppede op da hun opdagede han bare var lige som alle andre. trådte tilbage. Dem der blev stående selv om hun havde de øjne hun havde, var interessante. Enten hårde typer eller ligeglade typer. Dem der gik tilbage havde det samme ævl. Intet interessant.
hun sukkede kort og hendes smil forsvandt.
"Nå...Det lyder ikke sådan. så får du lov til at rådne op her" hun vinkede kort, drejede rundt og begyndte at gå igen. Væk fra ham.
Hun viste ikke hvorfor, hun var ikke engang sikker på om han var blevet bange for hendes øjne, det gik hun bare ud fra siden han var trådt baglæns. Selvfølgelig kunne det også bare være fordi hun var trådt over en personlig grænse, en afstand man gerne ville have til fremmede.
Men hun valgte øjnene. Det var det stort set altid.
Hun sukkede og nullede noget hår ud som havde viklet sig sammen.

*Wtf...* Han kiggede efter hende. Et forvirret blik... Havde han lige ædt sin ære og indrømmet at han var faret vild.. For ingenting... Bare for at hun kunne gå igen og ønske ham at rådne her.
Han sukkede og tog et par lange skridt efter hende, da han kom til den konklussion at hun nok var hans eneste billet ud her fra.
"Hey! Jeg sagde ikke det var et nej!" Udbrød han og kom op på siden af hende... "Måske har jeg brug for liiidt hjælp... Skøre dame med det blå hår..." Det sidste mumlede han bare ud, men hun hørte det nok. Det gjorde vel intet, det havde ikke været en hånene tone..
Hvor han dog hadede mange væsner på det punkt... Altid så hemmelighedsfulde og reserverede... Man sagde en forkert ting også havde de bare vendt sig den anden vej.

Hendes hånd sad meget snart om hans hals, skubbede ham ind i det nærmeste træ hurtigere end et menneske ville have gjort.
Hendes hvide øjne var vrede. Ikke direkte rasende, men vrede. Og dog følte hun sig stadig rolig.
"Du må helt klart være kommet gennem porten, ellers ville du ikke have talt så respektløst i selskab med en sortelver!" hvæsede hun, mest af alt havde han snakket som et lille barn...Hun kunne ikke fordrage når hvad der skulle ligne voksne mennesker eller væsner, opførte sig som små børn. Det udfordrede hendes tålmodighed.
Hun klemte kort men tog så hånden til sig igen.
Hun trådte et skridt tilbage og lod blikket glide vurderende ned over ham.
"Nuvel, du får en chance til. Men pas på hvad du siger, det kan hurtigt koste dig din tunge... Eller mere til!" sagde hun bestemt.
hun rankede sig og lod blikket glide rundt omkring sig.
"Hvor vil du hen? Hvilket sted søger du?" spurgte hun så, roligere i tonefaldet, som om hun faktisk bare skulle lege guide.
"Og havd har du at tilbyde til gengæld?"

Så hurtigt hendes hånd var om hans hals, lige så hurtigt havde han trukket sin daggert og holdt den op foran sig så hun ikke ville kunne komme tættere på med andet en sin hånd. Det hele i en refleks.
"Jeg er meget ked af hvis jeg fornærmede dem.. Men med alt respekt så var dit tonefald heller ikke det mest respektable" Svarede han roligt og lod hende slippe med hånden. Hun irriterede ham... Allerede. På det ene minut han havde kendt til dette væsen var det lykkedes hende at opføre sig højrøvet, arrogant og bedrevidene...
"Snak ikke som om jeg skal være bange for dig... For det er jeg ikke..." Smilede han bare og gemte kniven væk igen.
"Egentlig søger jeg bare til nærmeste by... Jeg leder efter en ven.. Jeg ved ikke hvad jeg har at tilbyde.. Hvad der ville interessere dem.. Men de kan komme med et bud" Han sukkede og regnede med at der var slået en streg over det før. Han havde ikke tænkt sig at opføre sig som en hund i snor fordi hun sagde hun var sortelver.. Dem havde han mødt før..

Hun grinte, men det var en kold latter.
"Jamen dog, enten en tåbe eller modig" svarede hun kort, hun havde mest lyst til at give ham en ordentlig røvfuld, så han kunne lære at være bange når han burde det!
Måske skulle hun bare opgive at hjælpe ham?
En ven...
Camille havde også snakket om en ven hun havde mistet.
"Jeg tror ikke sådan en som dig har ret mange værdier at tilbyde...Så hvad med en tjeneste?" foreslog hun
"Så giver jeg besked når jeg kan bruge dig" Der var ikke slået en streg over det, men hun valgte at lade det gå for nu.
Hun lod blikket glide over ham igen, han lignede ikke en der skulle være taget af orkerne. på den anden side var orkerne tit dumme. måske skulle hun....Måske...

Han fnøs, men sagde ikke noget til det sidste. Om hun ville tolke ham som tåbe eller modig var hendes sag. Han ville helst bare ud her fra nu, han havde vandret længe og orkede ikke at diskutere.
*Tak for den...* Tænkte han med et løftet øjenbryn til sig selv.. Ikke mange værdier at tilbyde... Det kunne hun selv være.. En tjeneste lød fint, og dog så ville han ikke stå i gæld til en person han intet vidste om.. Og som intet vidste om ham..
"Hvilken tjeneste kunne det fx være?" Spurgte han så og kiggede på kvinden. Han havde ikke tænkt sig at love sit liv væk hvis det var det hun troede.

Hun så lidt på ham.
"Hvem ved?" svarede hun kort
"Men du er måske ikke interesseret?" hun gjorde tegn til hun bare ville gå igen. så måtte han bruge de næste par timer på at finde en sti eller ud.
Hvis han gjorde, skoven kunne være ret stor og ret forræderisk. Hun lod blikket glide over ham en sidste gang. Hun havde svært ved at bedømme ham ordentligt, om han var et dumt menneske eller om han var et...interessant menneske. Men den måde han tidligere havde trukket sin dolk på, viste at han nok kendte lidt til racerne. om det så havde været som ven eller fjende.
"Hvad er dit navn? Hvem kom du hertil med?" spurgte hun, dog denne gang i et mere bildt tonefald.

Han skar en grimasse og fulgte hurtigt efter.
"Sådan var det ikke ment!... Fint.. Vi har en aftale..." Mumlede han så surt og fulgte bare med. Han havde i den grad ikke lyst til at bruge de næste par timer på at finde ud af denne dumme skov.
"Jeg ..Øhm..." Begyndte han og overvejede kort om han skulle lyve.. Men så igen.. Denne sortelver ville nok gennemskue det ... og hvad skulle hun kunne bruge hans navn og følgeskab til..
"Jeg er Tristan. Tristan Wonder... " Introdukserede han sig og lod bare vær' at række sin hånd ud. Hun lignede ikke typen til at give hånd.
"Jeg kom her til med en pige... En ven ... Det er hende jeg leder efter" Hans kiggede fjernt ud for sig og prøvede at holde koncentrationen på skoven, men den smuttede ind i sig selv og tænkte på alt muligt andet.

Hun nikkede lidt og begyndte at gå, forventede at han ville følge med hvis han ville ud.
"Tristan...Aha..." sagde hun tænkende.
"Jeg tror jeg kender din ven" sagde hun så og lod ham komme op ved siden af hende så hun kunne se hans reaktion. Han havde ret, hun gad ikke give hånd.


//Jeg beklager virkelig, men aner ikke hvad jeg skal skrive...har ingen kreativitet lige nu :///

/7Det er i orden //

Tristan havde ikke rigtig vist så meget interesse før nu. Så snart hun sagde noget lysnede han næsten op og hoppede op på siden af elveren.
"Du kender min ven!? Jamen .. Jeg.. Øh.. Hvordan ved du?" Prøvede han, men hans mundtøj synes at svigte. Hvordan kunne kvinden overhovedet vide hvem han snakkede om og om hun kendte hende?
"Hvem er du egentlig?" Fortsatte han og kiggede undersøgende på væsenet. Hun virkede ikke ung og uerfaren på livet.. Ikke ligefrem.

Hun grinte lidt og nød opmærksomheden.
"Et væsen du normalt ville have frygtet, hadet eller dræbt" sagde hun lidt kort for hovedet.
"Lidt som hekse...Men jeg er nu ligeglad" hun lod de hvide øjne glide over omgivelserne mens hun overvejede hvor meget hun skulle sige.
At hun kendte Zean ragede vel ikke ham...For der var vel en mulighed for de kendte hinanden.
Men hun kendte Camille, havde fået til ordre, af Zean, at sørge for hendes sikkerhed og træne hendes evne.
"hun bor inde i byen, med en dæmon" sagde hun så, hverken for meget, men forhåbentlig nok til han holdt interessen. Hun lod blikket glide over ham.
Camille havde sagt han bare var en ven, men efter Zean havde været på besøg viste hun der var mere mellem de to end bare venskab. Og at det i enden gik ud over Zean som havde opdagede de samme følelser, men hvor Camille sagde hun hellere ville have Tristan.
Hun sukkede kort. Godt hun ikke oplevede sådanne noget.

Tristan fnøs... Kort sagt så hadede han tæt på alle væsner.. eller det havde han gjort.. Førhen... Og han ville nok have dræbt hende den gang også.. Men aldrig havde han frygtet et væsen.. Det værste kunne ske at de slog ham ihjel og det havde han aldrig været bange for .. Døden altså.. Men måske det var før han faktisk fik indhold i sit liv...
Tristan knyttede usynligt næverne ned langs siden med et bestemt udtryk. Han måtte finde det indhold igen.. Finde Camille.
Hurtigt slog han hovedet op ved det næste.
"Nej vent hvad?? Det kan ikke passe?? Hun ville da ikke ... Bo med en dæmon.." Han kiggede fortvivlet rundt, men fik hurtigt styr på det .. Hvad var det hun havde spurgt ham om? Om de skulle finde et sted sammen her.. Og hvad havde han svaret.. At det vidste han ikke.. Fordi han var bange og forvirret...
"Jeg skulle bare have sagt ja... Store idiot.." Mumlede han til sig selv.

Hun trak svagt på skuldrene.
Hun var oprindeligt ligeglad, fuldkommen ligeglad med alt det der kærlighed. Problemer.
De trådte snart ud på en sti og Singal gik til venstre, viste Tristan den nemmeste vej frem og tilbage i skoven: ved hjælp af hovedstien som de nu gik på.
Hun så lidt på ham.
"ikke det? Det er ikke alle der har samme mistro til væsner som du åbenbart har. Nok er de fleste...fanget i deres eget spind, i deres egen verden, tit fordi de lever længere og folk bliver ved med at hade dem...Men de fleste er gode nok" sagde hun lidt kort for hovedet.
Selv om hun var sortelver, prøvede hun alligevel altid at tale for at man så på andre uden fordomme i blikket.
Man kendte først personen når man havde snakket med denne.

Han rystede fortvivlet på hovedet af det hun sagde..
"Nej nej.. Jeg mener ikke fordi det er en dæmon.. Det er mere... Øhm.." Svarede han, men ville ikke gøre det færdigt.. Han havde for længst lagt bag sig at hade alle væsner.. Og nu i denne nye verden havde han lagt helt bag sig at jage dem.. Her var de i overtal og der var ikke mange mennesker tilbage.
"Kan du hjælpe mig med at finde hende??" Fortsatte han desperat og trådte ud på en sti.. En sti han aldrig havde fundet selv..
Han kiggede bedene på kvinden og vidste at hun nok ville kræve en pris for det, men det var ligegyldigt.. Han skulle bare finde hende..

Hun stoppede op og så længe på ham.
"Det ville jeg ikke have nogle problemer med, i sig selv" sagde hun tænksomt. Det kolde glimt i øjnene var blevet skiftet ud med et andet, mere gammel blik, et der beviste hun besad en viden og indsigt som de fleste mennesker drømte om, men som de fleste aldrig formåede at nå.
"Jeg ser en gang om ugen normalt, men det nemmeste ville nok være at føre dig til hendes hjem. Men der er som sagt denne dæmon.
men det der nok er mere interessant inden vi finder ud af hvad der er bedst, er hvad du vil gøre når du ser hende?" spurgte hun, det var tydeligt hun ikke havde tænkt sig bare at føre dem sammen og så være ligeglad. Hun var selv ligeglad med dybe venskaber og såkaldt forelskelse og kærlighed, men hun havde altid haft en underlig fornemmelse, egenskab, for at føre andre på rette vej. Noget hun både elskede og hade ved sig selv.

Tristan stoppede op og kiggede forundret på elveren. Hvorfor var hun interesseret i hvad han ville gøre når han så hende.. "Hvorfor vil du vide det...?" Spurgte han ligeud og bed sig i læben. Det var måske godt nok at hun havde spurgt, for det bragte ham ned på jorden, fik ham til at overveje det. Hvad ville han sige.. Der var så meget... De havde ikke været væk fra hinanden i mere end en uge og de havde ikke som sådan skændtes inden de blev hevet væk fra hinanden... Et 'Jeg fandt dig!' ville være det mest normale at sige... Men han vidste jo godt det ikke gik til.. Der var bare noget han snart blev nød til at øre..
"Jeg... Jeg vil fortælle hende alt det jeg aldrig fik sagt.. Og håbe hun kan tilgive mig for at være langsom og dum.." Svarede han så roligt og begyndte at gå igen.

det kolde glimt gled tilbage i øjnene, men hun gik ikke med ham da han satte igang.
"Det er hvad alle siger" sagde hun lidt kort for hovedet. Mest til sig selv. En dårlig vane hun havde fået, efter hun havde boet alene i skoven i længere tid. hun snakkede tit med sig selv.
"Følg stien og du kommer til nævnte by" med de ord vente hun om og fulgte selv stien den anden vej.
hun ville snart gå ind mellem træerne og forsvinde ind i skoven med sine egne gøremål...Og med tankerne om hvordan det ville gå for det nye par hun lige havde hjulpet sammen.
*Sorry Zean...* Denne lille tanke lod hun glide gennem luften, stille, selv om hun viste han aldrig ville få det af vide. Og tristan ville aldrig få af vide noget om det, for Camille ville ikke tænke over det.
Hun smilte svagt. hvor var hun glad for at være fri for sådanne noget!

Tristan fnøs.. Det alle ville have sagt.. Han var ligeglad.. Derfor skulle det stadig siges.. Sjovt hvordan man ikke ved hvad man har før det er væk.. Nu var der ikke det han ikke ville gøre for at tingene var som før.. Han var træt af at være alene og træt af at være en idiot..
Væsenet vente rundt og han stoppede selv op og kaldte efter det.
"Vent ! " Udbrød han og gik et par skridt tilbage imod kvinden. "Jeg fik aldrig min vens adresse i byen.. Og.." Sagde han så og smilede for første gang imødekommende..
"..Jeg fik aldrig dit navn?"

Hun stoppede og stirrede tilbage mod ham. Gik så til sidst et par skridt tilbage mod ham.
"Vi har ikke....Hvad kaldte du det? Adresser?" hun så lidt på ham
"Ikke mere end betegnelser eller stedernes navne. Gå til midten af byen og spørg efter alecks hus...Jeg tror det er den bedste måde for dig at finde det" hun nikkede kort.
hun lod blikket glide over ham, som om hun bedømte ham lidt
"Jeg er Singal" hun gjorde mine til at ville vende om og gå igen, men stoppede halvvejs og lod endnu en gang blikket glide tilbage på ham.
"Det vil ikke være forgæves" så vente hun sig om og gik først nu ind mellem træerne og videre. godt skjult stoppede hun op og kiggede mellem grene på ham.
Hun kunne altid spørge Camille senere om hvordan det var gået.