Ven eller fjende? -(Luke)-

En grankogle løsnede sig langsomt fra sin trygge plads på grenen. Hurtigt og elegant faldt den ned gennem bladene under sig, med kursen stik mod den fugtige jordbund. Men mellem den og jordbunden lå en kvinde fladt på ryggen, med armene ned langs siden. Hun trak stille vejret, men var knap nok ved bevidsthed. Uden varsel ramte grankoglen hende i panden, lige over hendes højre øje. Hun gav et usammenhængende støn fra sig, og rullede om på maven, for bedre at kunne trække vejret. Hun hostede et par gange, og åndede dybt ind. Pludselig satte hun sig brat op, ved lugten af den fugtige skovbund. Hun var endelig ved bevidsthed igen. Forvirret så hun sig omkring med rynkede bryn, og konstaterede at hun aldrig havde set denne lysning før. Hun var tydeligvis i en skov, men hvilken skov anede hun ikke. Hun tog sig til hovedet. Det var ømt og dunkede kraftigt. Hun ville sikkert få sig en ordentlig bule.

Besværet kom hun på benene, og prøvede så vidt som muligt at stå; høj, rank og stolt, uden at miste balancen. Tænk hvis nogen skulle se hende! Selvom der ikke så ud til at være nogen i nærheden, kunne man jo aldrig vide, vel? Hendes tøj var mudret og snavset, og hun havde en stor flænge i sin sorte t-shirt. En kold vind slog ind mellem træerne, og hun lagde armene om sig selv i håb om at det ville varme lidt. Det var vidst på tide at komme hjem..

Luke ladt sin Winchester og sine to pistoler, i det han gik ind i skoven mod den lysning hun var Luke havde intet mod denne engel andet end hun var det forkert sted på det forkert tidspunkt.  Luke havde dog jagte hende af to grund, kun to den måde hun så ned på menneske og den attitude hun havde det var lige til og kaste op af. Luke træk sin  Winchester og sigte så på hende. "Lig dig ned, lige nu og jeg skyde dig ikke hvor du stå." Hans stemme var iskold, følelser viste han ikke noget om han havde slået alt sin skyld for at gøre dette væk. Luke skudt efter hendes ben, bare så hun kunne se han mente det. Han havde et sindssygt, blik i hans øjne det var ikke ham som stod her. Eller det var de bare uden han følte noget og ville gøre alt, for at dræbe dem der tror de var bedre ende andre. Hans had havde ikke været så stort i lang tid, hans adraeline pumpet gennem hele hans krop. Han følte intet han var nærmest følelse løse lige nu. Luke kigge på hende og gjorde sig klar til og løbe efter hende, hvis hun ikke var skadet nok hans øjne var helt sorte og beviste at han intet følte. Hans had var bare, fuldkommen på punktet til at han ville skyde hende gennem alle skud.
//håber det kan bruges //

Mia var stadig tung i hovedet, da hun kiggede sig omkring i den dunkle belysning i skoven. Hendes åndedrag var tungt og anstrengt, og selvom hun ikke kunne se nogle dyr eller andre skabninger i lysningen, havde hun det som om hun blev iagttaget. Pludselig lød en kold stemme bag hende, og med hjertet bankende helt oppe i halsen, vendte hun sig om imod ham. Han var tydeligvis bevæbnet med op til flere former for skydevåben, og hun kunne mærke hvordan hendes håndflader begyndte at blive svedige og ryste.
Langsomt, og uden et eneste ord, satte hun sig langsomt ned i den fugtige skovbund. Hvem var denne mand? Hvor kom han fra? Var det ham der havde bortført hende herud, midt i skoven? Ville han misbruge hende nu, eller hvad skulle der ske? Han affyrede et skud, men ramte forbi. Alligevel blev Mia temmelig forskrækket, og lagde sig hurtigt ned på ryggen, så hun igen kiggede op i trætoppene over hende. Men hun ventede på hans næste træk lå nu med alle muskler i hendes krop, spændte.