A trap.. its just at trap.. (Sajro)

Der var en anelse koldt, men det var nu ikke noget som Megan gad at bide sig mærke i, det var vel også hendes egen skyld når hun ikke havde mere på end det hun havde. En kort trøje af skind, et par handsker snoet om hænderne, samt en lang nederdel der også var lavet af skind. Hun overvejede kort at forvandle sig om til sin dyreskikkelse, men rystede tanken ud af hovedet og gav sig i stedet til at løbe. Der var mørkt inde i skoven, hun kunne intet se for øjet, men alligevel valgte hun at løbe stærkt, som var der en bag hende der jagtede hende. Vinden blæste i det lyse hår, så det lignede bølger, normalt ville månen lyse natten op, men denne gang var månen slet ikke til stede. Den var nok gemt bag et sky, hvilket var en anelse underligt eftersom himlen næsten var helt klar, man kunne i hvert fald se en hel del stjerner.
Megan løb og løb, så hun slet ikke bemærkede før det var forsent, at hun var gået i en bjørnefælde. Den fælde som klapsede om en ben og som let kunne brække dit ben. Megan gav et klynk fra sig, men holde tårerne tilbage. I stedet satte hun sig ned og prøvede at rive sig fri, men hun kunne ikke.. Det var et minus ved at være en shapeshifter syndes hun selv, man havde ikke den samme styrker som andre racer.

Sajro kom med rolige skridt gående gennem skoven. Han kiggede roligt rundt, og han hørte det så... Lyden af en bjørnfælde og så det lille udtydelige klynk der kom der fra... Han gik hastigt i den retning og han dukkede op fra træernes mørke... Havde kun hørt det grundet hans forbedrede hørelse.

''Det lyder som om du har ondt? Brug for hjælp?''

Han kiggede roligt på hende. At hun ikke græd overraskede ham. Men hvis man tænkte over klynket der var kommet, så var hun vidst ikke glad for at være svag da det havde lydt som om det var blevet bidt over midt i det hele... Han stod bare og kiggede på hende roligt...

''Eller kan du selv?''

Hun bed sig i underlæben og hev ivrigt i fælden for at få den til at give slip, men selvfølgelig var hun ikke stærk nok til at åbne den. Pokker tag sine shapeshifter gener. Hun kunne hører en anden nærme sig og ville straks have taget sit sværd frem, hvis ikke det var fordi smerten fik hende til at sidde stille.
Hun stoppede med at hive i fælden, for at kigge rundt og nu forsvare sig så godt hun kunne, hvis personen som nærmede sig skulle vise sig at være en fjende eller et rovdyr som så sin chance til at spise hende.
Det lettede en lille smule i hende, da hun så en mand nærme sig med rolige bevægelser, som ville han hende intet, men hun ville ikke bedømme for hurtigt. Et kort øjeblik ville hun sige at hun sagtens kunne selv, men vidste nu godt at det var en løgn, så i stedet sukkede hun og kiggede op på ham med et tøvende blik.
"Jeg kunne godt bruge lidt hjælp," mumlede hun og fjernede en løs hårlok fra sit ansigt.

''Jamen så vil jeg da give dig den hjælp.''

Han smilede roligt til hende, og han gik hen ved siden af det ben der sad fast i fælden, og rev så til så fælden gik op. Han var glad for at de var lavet til at låses igen og igen... Helt dum var hans broder da heldigvis ikke. Han så stille på hende og bukkede kort for hende da han havde hjulpet ehnde fri...

''hvorfor så du ikkw fælden?''

Han syntes det var heldigt. Hans broder var ikke god til at sætte fælder op usynligt så det at de ikke bare var synlige for hende gav ikke mening i hans hoved overhovedet.

Normalt var Megan ikke typen som bad om hjælp, men når hun udmærket godt kunne se at det var en situtaion som hun ikke kunne klarer, havde hun ikke noget imod at spørge om hjælp. Godt nok var hun en som klarede sig selv, men hun indså også hvis der var noget som hun ikke kunne klarer selv.
Da han fjernede fælden, mærkede hun en lettelse boble inde i hende, imens hun trak benet til sig og kiggede på såret. Det kunne ligne at hun var blevet bidt af det dyr med et kæmpemæssig gab og hun var sluppet heldigt fra det, for der var ikke noget som var brækket, kun et åben sår på hendes bare ben. Hun bed tænderne sammen, ide hun bandt sin ene handske op og bandt den om såret, i håb om at stoppe blødningen. Så godt hun kunne, rejste hun sig op igen og nikkede taknemligt til den unge mand som havde hjulpet hende.
"Det ved jeg ikke," svarede hun med en kold og smuk stemme. "Jeg havde nok en anelse for tralvt," hun kiggede op på ham, for at få øjenkontakt.

Han kiggede roligt ned på hende, og som altid mødte hans sin samtale partners blik. Der var ingen grund til at lade være med at gøre det. Han kunne ihvertfald ikke se at der kunne være noget farligt i det, og der var nok aldrig nogen der fik ham til at tro der var noget farligt ved det.

''Jamen hvorfor havde du så, så travlt?''

Han kiggede roligt på hende. Han smilede forsigtigt og vidste ikke lige hvad han skulle gøre eller sige mere. Han ville bare gerne have startet en samtalene, selvom hans blik og tanker drejede sig om ssåret på hende ben...

''Skal du ikke have en bedre forbinding?''

Det var skam nogen gode spørgsmål denne mand stillede hende, for hvorfor havde hun egentlig travlt? Der var jo ikke noget som hun skulle nå, ingen hun skulle møde og slet ingen hun skulle hjem og lave mad til.
Hun løftede kort på skuldrene og kiggede ud i horisonten et kort øjeblik, inden hun kiggede op på ham igen. Han var højere end hende, så hun kiggede op, men ikke op sådan at det var overdrevent, bare op.
"Det ved jeg egentlig ikke," sagde hun og prøvede at slappe af på sit dårlige ben, men stoppede så snart hun kunne mærke bølgen af smerte ruske igennem hende. Hun kiggede ned på såret og op på ham igen. "Jo, men jeg har desværre ikke noget bedre end det her,"

''Altså kan da sige at det meste der er her i skoven der er farligt... ikke er værd at flygte fra... det er for hurtigt...''

Han smilede bare roligt til hende. Han vidste det lød så negativt og kynisk. Han havde det dog bare sådan, fordi han syntes ikke folk burde at udmatte dem selv på at flygte fra noget de aldrig kunne flygte fra alligevel.

''Så kom med mig? jeg har noget forbinding liggende der hvor jeg bor.''

Han smilede roligt til hende, mens han begav sig igang med at gå. Han så nok helt forkert ud nu hvor han var ordentligt tæt på hende og man nu kunne se at han ikke engang bar en bluse mod den kolde luft. Dette gjorde dog også at alle hans mange ar var synlige da der kom lys kort.