Hmmm... You look like a way out of here? (Alítheia)

Tid: Sol opgang
Sted: Lille havn på en af blodøerne.
Vejr: Stille men dog blæsende.
Omgivelser: Ikke meget noget klippe og havnen, med mange kasser med varer i.

Sajro, gik roligt rundt på havnen, og nu måtte der for fanden da snart komme en mulighed for at han kunne komme afsted fra den lorte ø, han håbede stærkt på at der snart ville komme et skib som kunne tage ham med, fordi fisk og krabbe var begyndt at være utroligt kedeligt, og det var det eneste af mulighed han kunne få at spise på den tåblige ø, han nu en gang var strandet på, og det gik ham grusomt på.

Han kunne se at et skib nærmede sig, og folk ved havnen begyndte at gøre kasset og nogle bure klar, eller det lignede bure men der var stof over, så han var ikke sikker på hvad der faktisk var under klædet, og han ville ikke undersøge det, da det var mest af alt bare en plan for ham at bruge skibet som en mulighed for at komme væk fra øen.

Efter noget tid kom skibet til havnen, og det lagde til, og han satte sig bare til at vente på at kaptajnen af skibet ville komme ud, og han vidste fra de fleste at det ville være den sidste der forlod skibet, men nu måtte han se fordi det plejede at være tydeligt hvem det var. Han sad på en af kasserne som han regnede med at de skulle have med.

Skibet havde sejlet på havet i mange dage, faktisk mange måneder. Det havde klaret sig gennem voldsomme storme, kolde vintre og hede somre rundt omkring. Kun få på skibet havde ikke overlevet.
I starten havde der været mange slåskampe på skibet, da nogle ikke var videre tilfredse med kønnet på kaptajnen, da det var en ung kvinde, eller det så hun ud til. Men disse slåskampe stoppede hurtigt igen, for de fandt snart ud af, at hun ikke var af et venligt sind, og hun var datter af en tidligere meget frygtet pirat, Rød skæg. Det var Alítheia, kendt for at elske penge og sætte dem højere end andre ting.
Det havde først været sent på natten de havde fået øje på land, de var endelig nået i land og kunne aflevere den belastende last, af forskellige ting, som slaver, smykker og hemmelige ting Alítheia ikke selv vidste hvad var. Hun havde været rastløs den nat, for første gang ville hun gerne i land og gå rundt, det var ikke noget hun havde oplevet før, men denne last af slaver, havde i de sidste par dage gjort hende mere og mere urolig, dog havde hun ikke vist det til dem ombord på skibet, da der så tydeligt ville begynde at herske panik.
Det begyndte at lysne på den mørke himmel, og endelig var de tæt på land, og da solen viste sig nåede de til havnen. Lasten blev hurtigt slæbt væk fra skibet og de mange folk ombord på skibet gik i land. Alítheia selv, blev på skibet et stykke tid endnu, og ordnede nogle ting, og låste skattene inde i et gemt rum i skibet, for at være sikker på de ikke blev stjålet. Da hun endelig var blevet færdig med de praktiske ting på skibet gik hun ned af den lange lejder.

Han sad bare stille på den ene af kasserne, eller en kasse var vel så meget sagt, da det nok nærmere var en kiste ud fra faconen, men det var ikke noget der rigtigt rørte ham, fordi hvad end det var, var det lige meget for ham. Han ville bare finde en mulighed for at komme af skibet, men han kunne ikke rigtigt spotte hvem af de mange folk der skulle være kaptajnen da det aldrig slog ham at det kunne være den kvinde der kom gående.

Han tænkte ikke på at det kunne være hende fordi han aldrig havde hørt om kvindlige kaptajner, og ikke ford han ikke mente de egnede sig til det, han havde blot aldrig hørt om det. Han var nød til at gøre noget han aldrig havde gjort før han var nød til lige i det øjeblik, glemme at der kom slaver ud af skibet, fordi hvis han begyndte at slås med skibets besøtning, ville han enten dø, eller aldrig komme videre fra den forbandede ø.

Han holdt grundigt øje med kvinde, også fordi hun var så ung eller hun så meget ung ud, men hvem vidste helt præcis hvor ung hun var det var jo svært at bedømme med folk i den verden.

Tingene var kommet ned på havnen nu, og folk begyndte at komme til havnen, fordi det var længe siden der var kommet sådan en stor last til øen, af krydderier, stof og især slaver. Der var trængt nede ved havnen nu, og det var svært at komme omkring, fordi folk ville mase sig frem for at være sikrer på at få fat i nogle af varerne. Alítheia stod stadig på lejderen, da hun helst ikke ville ned på havnen. Det det med at blive rørt, der igen holdt hende tilbage fra de andre.
En ung dreng på 13 år kom snart hen til hende. Han sagde ikke noget, men rakte bare en lap papir frem. Hun tog den hurtigt ud af drengens hånd, hun kiggede kort på ham, og begyndte så at læse, hvad der stod skrevet på papiret. ”Hvad står du der og glor for” lød Alítheias stemme pludselig koldt, så denne lille dreng, for forskrækket op. Han så dog kort efter at Alítheia rakte ham papiret og så afventende på ham.
Det havde været et papir om en handels aftale om nogle slaver, der skulle underskrives, hun havde dog ikke underskrevet det, men i stedet skrevet en lille note, på papiret, hvor der stod hun ville tale med ham der ville lave aftalen.
Kort efter drengen var ude af syne, kom en fin mand hen imod hende. Den lille dreng gik bagved ham, krybende som om at hvis han ville kigge op ville han blive slået. Da manden var helt henne ved Alítheia, så hun at det var en ung mand, der nyligt måtte have arvet en masse penge.
En dyb stemme lød fra mandens mund,” jeg kan forstå du vil diskutere salget” sagde han til Alítheia. Længe stod hun bare og kiggede sig rundt omkring, og uden at tænke over det, fangede hendes blik en mand, der sad på en af de kister hun havde haft med. Hun så den væmmelse der var i hans blik, da han så på slaverne. Hun blev dog hurtigt hevet tilbage til manden der stod foran hende, da han rørte let ved hende. hun så vredt på ham, og sagde med en hvæsende stemme. ”rør du mig igen, bliver det værst for dig selv”, hun så han blev forskrækket og kom hurtigt i tanke om handelen. ”lad os gå ind til min kahyt på skibet og diskutere denne handel” lød hendes stemme nu helt forandret.
Kort efter gik de op til skibet.

Han sad bare og kiggede sig omkring, og da hun var gået op og han havde hørt deres samtale omkring handel, og andet af den slags, gik det op for ham at det nok var hende som var skibets kapatjn, og derfor hende han skulle snakke med for at kunne få et lift væk fra de her forbandede øer, dog kunne han ikke lade være med at tænke på hvordan han skulle hjælpe de stakkels slaver.

Han sad bare og tænkte og ventede på at hun ville komme tilbage, fra hendes handelsmøde, så han kunne få snakket med hende.

Det havde været svært at blive enige om denne handel, da Alítheia ville have betydeligt meget for den fragt han ville have ombord på hendes skib. Handelen havde taget omkring en times tid at få et hus, da manden hele tiden syntes Alítheia forlangte for meget, men dog endte det til sidst efter hendes hoved, og hun fik en del i hus ved denne handel.
Hun gik hurtigt ud af kahytten og ned af lejderen, de fleste folk var ved at forsvinde fra markedet nu, da der kke var mange ting, men ham Alítheia havde set for den time siden, sidde på en kiste, sad stadig det samme sted, og så ud som om han stadig holdt øje med skibet, hvad var det han ville?
Alítheia spankulerede stille hen til ham, da hendes nysgerrighed igen havde overtaget magten over hende. Da hun stod foran ham, sagde hun ikke noget det første stykke tid men kiggede bare på ham, betragtede hvad han var for en person, og så endelig sagde hun noget. ”Du sidder på en dyr last, jeg vil råde dig til at fjerne dig hurtigt” lød hendes stem med en truende undertone gemt i sig.

Da hun kom hen til ham, og begyndte at snakke rejste han sig meget roligt op foran hende, og bukkede så godt som han nu kunne og kunne, og begyndte så at tale roligt til hende.

"De burde ikke tale så truende til persone De ikke kender."

Han stod bare og betragtede hende og havde ikke meget andet at sige end den ene kommentar, og derfor ville han bare afvente hvad hun gjorde, mens hans tanker kørte rundt i hovedet på ham, og han var ikke sikker på hvad han skulle gøre med de slaver, men han lod det ikke komme til udtryk.

Nysgerrigheden fra før var nu blevet erstattet af irritation, som hurtigt ville kunne blive erstattet af vrede. Alítheia var ikke vant til at folk talte til hende på den måde, bare sådan at svare hende igen på en høflig måde. Hun hadede det. Hun vidste godt hun ikke kunne tillade sig at skælde ham ud, for han havde jo ikke sagt noget upassende, efter andres meninger, og en mulig kamp lå ikke lige i hendes sindelag efter denne sejltur, så i stedet valgte hun for en gangs skyld at være høflig.
Der var gået et stykke tid hvor ingen havde sagt noget, men så tog Alítheia sig sammen, og svarede så høfligt hun kunne. ”De har helt ret, men det er stadig dumt af dem at sidde på en last.” var det hun fik sagt, med en høflig, men dog også irriteret stemme.
Alítheia lagde hurtigt mærke til at han bare stod og stirrede på hende, men havde tankerne et andet sted. Det var en ubehagelig følelse, hun følte langsomt at den konstante stirren borede sig ind i hende, og kunne se hvordan hun havde været, var og ville blive. En kuldegysning løb igennem hele hendes krop, og hun skuttede sig for at få den væk.
Alítheia selv stod nu i sine egne tanker, de var dog ikke helt de samme som manden foran hende. Egentlig var hun stadig lidt nysgerrig, for hun havde det som om, ham foran hende ville noget, men på den anden side ville hun egentlig gerne ind på en lun kro og slappe af.
Efter der havde været et stille et godt stykke tid igen havde hun besluttet sig, hvorfor skulle hun stå herude og vente på noget der sikkert var ligegyldigt. Hun drejede hurtigt om på hælen, og tog et skridt hen mod gaden, for at komme ind til en varm kro.

Han blev bare stående trods at hun virkede irriteret og ubehaget af situationen, fordi han ikke kunne se hvad han gjorde som var så ubehagelig for hende. Han var ikke lige der den der havde det nemmest ved at se hvad folk følte helt præcist, og ej heller hvorfor de følte på den måde de gjorde. Han ville nogle gange ønske han vidste hvordan folk omkring ham havde det, men sådan havde livet jo ikke formet sig for ham.

"De må undskylde, men det er ikke nemt at vide når der ikke er nogen advarsler, mod at lade være."

Han kunne ikke lade være med at blive en smulet skuffet over hendes opførsel, over hendes mangel på respekt, over at hun bare forlod en samtale, lige meget om man ikke er tilfreds med hvad der sker i samtalen, mente han at man ikke bare forlod en samtale sådan bare uden videre.

"De burde ej heller blot forlade en samtale, sådan uden videre."

Blæsten kom ind og legede lidt med hendes hår nu, så det lignede hendes hoved stod i brand.
”Det ville man selv kunne regne ud” svarede hun bare kort, da det var en anelse irriterende at han ikke selv kunne regne ud, at man ikke bare satte sig på andres ting.
Da Alítheia hørte at han igen rettede på hendes opførsel vendte hun sig om, og så ham lige ind i øjnene. Hun fandt det umådelig irriterende at han hele tiden skulle fortælle hende hvad der ikke var høfligt. Hun stod længe og kiggede ham surt ind i øjnene, før hun endelig fik taget sig samen til at svare.
”Måske er jeg uhøflig i dit hoved, med had jeg gør, men de er bestemt ikke bedre selv min herre” lød hendes svar koldt og konkret.
Det undrede hende lidt at en fremmed ville rette på hende på den måde, også fordi hun ikke var vant til at folk gjorde det, da hun var kaptajn, og den der havde magten over skibet. Hvis folk irriterede hende, blev de smidt ombord, kølhalet, eller andre forfærdelige ting. I denne situation kunne hun ikke gøre noget, hun havde ikke magten her, og at dræbe eller pine en, ville nok ende værst for hende selv, nej hun måtte se tiden an.
”Hvorfor sidder du egentlig der på noget last, der ikke tilhører dig?” spurgte hun nu, med lidt mere venlig stemme, men dog stadig kold som isen selv.

Han stod bare og kiggede på hende, fordi hvordan skulle han kunne regne ud at den var meget værd, når der ikke var noget der tydede på det, når det bare var en kasse under et dækken, og hvis man var villig til at stille det midt på en kaj, så kunne det ikke ligefrem være ret meget værd.

"Ja for at sige det lige ud, kan det ikke være ret meget værd hvis De tør at lade det stå frit tilgængelig på en kaj. Jeg kunne uden problemer være stukket af med det hele inden De dukkede op, fordi den eneste der har været til stede på denne kaj, til dere skib dukkede op var mig."

Han kigge bare på hende med kolde øjne, som hun vendte sig om mod ham igen, og for at være ærlig kunne han ikke se hvad han gjorde galt. Han fortalte hende bare pænt stille og roligt at det ikke var en pæn opførsel hun gjorde, og så var det jo ellers hendes valg at tage det til sig eller bare lade det ligge.

"Det eneste jeg har gjort er at sidde her uden at gøre nogen fortræd før De dukkede op og begyndte at skælde mig ud for at sidde på en last, som jeg faktisk kunne have gjort krav på. De burde være mig taknemmelig for at deres last overhovedet var her stadig."

Blæsten begyndte at tage til, og tunge grå skyer begyndte at dække den ellers tidligere næsten skyfri himmel, der havde været ved solopgang og efter. Det ville ændre sig nu.
Den første dråbe ramte den ellers tørre jord, og der lød et lille plask, en form for trommende ringende tone, kom der når det ramte. Så kom den, anden, tredje, fjerde osv. Regnen begyndte at skabe en hel symfoni, dog var der ikke nogle der lagde mærke til musikken i regnen, men kun den kulde der kom fra og med den.
Alítheia mærkede hurtigt kulden, og regnen, der hurtigt fik gjort det lange røde hår vådt, så det hang fladt ned. Hun tog sig ikke af det, ikke en eneste af delene, lige nu var diskussionen det eneste hun egentlig tog sig af, og denne mystiske mand der fandt på at behandle hende på den måde, hvem troede han lige han var, ja det var vel ikke godt at vide.
Det var som om det dampede fra hende, vreden over at han følte sig som en helt, når han sad på en så værdifuld farer, de fleste vidste at hvis man tog den, havde man ikke sit liv kært, men åbenbart ikke ham her. ”Den last, ville folk ikke tage, medmindre de gerne ville dø, så det du har gjort er ikke bare en lille ting, den last er meget mere værd end du kunne forstille dig.” Sagde hun med en stemme der dirrede fordi hun efterhånden ikke havde mere tålmodighed.
Hun ville slappe af, sidde i en varm kro og ryste på hovedet af alle de tåbelige mænd. Ikke stå udenfor i regnvejr og diskuterer med en eller anden person der troede han havde ret til at sidde på en last og at rette på hende.

Han stod stadig bare og kiggede på hende, som om hun ikke var mere værd end en halvdød slatten vandmand, som var drevet indpå stranden. Han vidste ikke hvorfor hun vækkede det i ham, fordi han plejede ikke ligefrem at være typen der blev sure på andre folk over lidt.

Han stod bare og lyttede mens han forestillede sig fra sit indre hvor smukt hendes hovede ville se ud hvis det sad foran på skibet. Han fandt det morsomt at hun troede hun var så farlig at folk ville være bange for at sætte sig på hendes varer.

"Ja hør De nu her... Jeg siger bare at De ikke burde tale til en person på den måde som De gør, når personen er mere end i stand til at give dig en kamp som minimum er ligeværdig... Jeg siger jeg kunne være stukket af med Deres last, og at De derfor ikke burde skælde mig ud... Når De taler til folk bør De overveje om den De taler med kunne være en potentiel fare..."

Han vidste godt at hun sikkert kunne være en fare, men det stoppede ham ikke. Han havde istedet på fornemmelsen at hun ikke forstod hvilken trudsel han kunne være for hende.