Wuf! ~ Alítheia & Deacon ~

Sted: Skoven.
Tid: Omring klokken 17-18.
Omgivelser: Skove, træner.. Dyr?
Vejr: Mørkt, men dog ikke helt mørkt.

Kat åbnede øjne svagt. Det var ikke ret lang tid siden, at hun var gået i seng for at få en lur. Sådan føltes det i hvert til fald. Klokken var blevet mange, og mørket var faldet på. Hun havde en aftale senere på aften, så hvis hun skulle være heldig, skulle hun skynde sig. Kat trak hurtigt en stram sort top på, et par sorte læderjeans, og sine mørke blå convers. Hendes jakke hang derude, hun skulle bare hive den over armene og så var det afsted. Kat kyssede hurtigt Alina på panden, og aede hendes kind. Inden hun begyndte at gå ned af trapperne. Huset, eller palæet som de nu boede i var ret stort. Kat greb sin jakke og åbnede døren langsomt, for ikke at vække Alina. Hun sneg sig nærmest ud af huset. Det burde hun egentlig ikke, men hun ville ikke vække Alina. Hun lå stadig og sov sødt i deres seng. De delte stadig seng, for de havde stadig ikke fået pakket helt ud i huset endnu. Hun trak jakken over armene og gik videre. Det så ikke ud til at have vækkede Alina.

Kat var nåede hen på hjørnet af vejen. Hun skulle dreje for at komme hen til stedet. Men pludselig kom hun i tanker om noget. Stedet var jo blevet ændret, hun skulle i skoven istedet. Hun sukkede irriteret men så måtte hun jo gå derhen. Kat begyndte at traske imod skoven. Ikke ligefrem fordi at hun gad at gå hver evig eneste gang hun skulle et sted hen, men hun gad heller ikke betale folk for at føre hende der hen. Så tit som hun var ude, ville hun overhovedet ikke betale for det.
Kat var her alt for tideligt, og dog. Så kunne hun jo lige lufte hendes indre ulv i en smule tid. Ingen anede jo alligevel det var hende. Kat satte sig ned på fire ben, og begyndte at forvandle sig. Smerte fuldt var det ja. Men hun måtte igennem det. Der gik en halv times tid, men små skrig fra Kat af, før hun var færdig udviklet til hendes ulv. Langsomt luntede hun længere ind i skoven for at finde nogle små dyr hun sikkert kunne æde. Længere fremme foran hende, hoppede en sød lille kanin rundt. Men dog, den kanin ville ikke leve længe, hvis Kat fik fanget den. Hun satte af og sprang imod kaninen, som så ud til at løbe afsted i forskrækkelse. Kat luntede bare efter, hun var hurtigt og hun nød at jage sin mad.

Det forbandede myrekryb, den lille pesticid!  Tro at man kunne narre hende, tro at man kunne stjæle fra hende, han skulle komme til at fortryde. Hun ville sørge for, at han ville fortryde dette, resten af hans liv... hvis det fik lov at vare meget længere, når hun fik fat i ham.
Alítheia havde ikke regnet med nogle ville være tåbelige nok til at røre hende, men han havde gjort det, selvom han kendte konsekvenserne . Det dette kom an på, var respekten, hun ville ikke finde sig i dette, hun ville ikke finde sig i at han havde gjort det. Hun havde advaret på forhånd, og alligevel havde han prøvet. Da hun havde slået ham, vidste han at tiden var inde til at stikke halen mellem benene, flygte. Hun havde stået stille i et stykke tid, prøvet at ryste den ubehagelige fornemmelse af sig, få den væk. Den slimede fornemmelse bevægede sig op mod hendes hals, som ville den kvæle hende… sådan var det altid. Men vreden der der boblede op i hende, brændte fornemmelsen væk.
Først efter den var væk satte Alítheia efter ham hurtigt efter, til hendes overraskelse, var han langt hurtigere end forventet. Hun havde regnet med at få fat i ham hurtigt, men hun jagtede ham stadig, han var hurtig og dette krævede energi. Det hjalp ikke just på hendes humør, at hun ikke kunne fange og straffe ham med det samme, vreden kogte i hende, det var som om en lille flamme begyndte at blive tændt. Dette gav hende ny energi, til at løbe hurtigere, og hun begyndte nu at hale ind på ham, denne forbandede svabergast. De var løbet ud af byen, g hen af ujævne grustier nu, disse stier ledte op til en skov.
De var kommet til udkanten af en skov, og han løb derind. Hun stoppede op ved udkanten og gav et irriteret suk fra sig. Hun kiggede lidt ind i skoven og satte så efter ham igen. Det var ikke til at løbe lige så hurtigt her, da der lå grene man kunne snuble over i skovbunden.
Til hendes held, havde han ikke været forsigtig nok, hans eneste tanke var at slippe væk, fra hende. Han havde styrtet igennem skoven, og inden han vidste af det, lå han på snuden med hovedet ned i skovbunden. Hun indhentede ham, var næsten henne ved ham nu. Hun skulle til at række ud efter ham, da der skete noget uventet. Hun havde ikke hørt ordentligt efter, da blodet bruste i hende, som et hav. Da en lille hvid kanin kom hoppende ud af buskadset stoppede hun overrasket op, men det var ikke kun kanin der kom ud af buskadset.
Som Alítheia var ved at række ud efter efter ham, kom en stor pelset krop væltende ind over hende. Hun faldt ned på ryggen, og fik slået pusten ud, da denne dyrekrop landede på hende. Et kort sekund sortnede det for hendes øjne, men snart så hun ham rejse sig og han begyndte at gå væk.
Hun vred sig og skubbede arrigt til kroppen ovenpå hende. Hun prøvede at skubbe den væk og begyndte snart at brokke sig højlydt. "Hvis den klamme stinkende krop ikke snart kommer væk, skal jeg personligt udrydde den." var blandt et af hendes mange udbrud.

Deacon var absolut pinligt bevidst om, at det ikke var voldsomt smart sådan at hugge ting fra folk. Faktisk kunne han ikke se andre positive sider end de to grunde han havde for at stjæle fra folk. 1. Det var sjovt - hylende morsomt, ofte, men det kunne gå galt, og så var det ikke så sjovt længere. 2. Adrenalin. Han elskede det kick man fik af at løbe for livet, og de sidste par dage havde han kedet sig gevaldigt. Han havde trods alt vænnet sig til omkring 200 år med konstante jagte og følelsen af hele tiden at være på vagt. Normalt var folk tilbøjelige til at løbe efter ham, men så dø lidt hen for til sidst at give op, men ikke idag. Han havde tydeligvist valgt den forkerte kvinde at spøge med, og mens han løb så hurtigt han kunne, overvejede han simpelthen at kaste smykket tilbage til hende. Smykket mindede ham lidt om hans mor, måske var det derfor, han havde taget det fra pigen.

Hun var hurtig. Irriterende hurtig! I ren og skær desperation løb han ind i skoven. Skoven havde altid været et godt skjulested, og han havde brugt mange dage inde i lige præcis den her skov, så han kendte den ud og ind. Troede han. 200 år havde gjort meget ved skoven, indså han til sin egen panik, og drejede instinktivt ned ad en bakke for at slippe væk fra pigen, der var halet ind på ham. Han sprang over en væltet træstamme, og drejede så skarpt til højre. Han kiggede tilbage og hans blik blev fanget af pigens smukke røde hår, der bølgede i luften. Hun var faktisk rigtig flot. Det havde han ikke lagt mærke til, da han havde snuppet smykket. En 6. sans advarede ham om, at han nok skulle holde øje med hvor han løb, så han vendte hovedet igen, lige tids nok til, at hans fod sad fast i en af træernes rødder.
Pis! Deacon vendte sig om, og skubbede sig snerrende tilbage, så han havde ryggen mod et træ. Han havde ikke tænkt sig at slås med pigen, men hun så temmelig sur ud. Så fangede han en lugt i luften. Varulv. Før han nåede at tænke sig om, var der pludselig kaos og turmult. En kæmpe stor ulv lå pludselig over den rødhårede pige, og Deacon så sin chance til at stikke af. Han skubbede sig selv op af stammen, og greb fat i en gren for at hive sig op i træet, men hans fod sad stadig fast i træ-roden, og han landede på jorden igen. Han bandede for sig selv, og gav sig til at rive i roden for at få den op.

Kat lå oven på Alitheia, som langt fra meningen. Det hele havde været meningen at fange en kanin og spise den. Kat knurrede meget skarpt ned imod Alitheia. Hun kunne udmærket høre hendes stemme og forstå den. Men hun skulle ikke true. Kat bed ud efter hende, uden at ramme, som en advaresel. Dog opfangede hendes øre hurtigt en anden person. Hun rettede blikket bag sig, og så en fumlende person.. Det var jo.. Deacon? Hvorfor var han her? Hvad havde han dog lavet siden han var jagtet af et sindsygt kvindemenneske? Hun rettede hurtigt blikket tilbage på Alitheia, og fjernede sig fra hende. Forsigtigt stilte Kat sig op på to ben, og forvandlede sig tilbage, velvidene at hun ville blive nøgen. Ikke noget hun havde tænkt helt igennem før hun var forvandlet tilbage, foran Deacon og det sindsyge kvindemenneske. Hurtigt holdte Kat sig for private steder og forsøgte at kravle bag ud, for ikke at få deres opmærksomhed. Måske ville det være bedst hvis hun forvandlede sig tilbage, og dog..

Vredes udbruddet var langtfra ovre, forbandelser og fornærmelser regnede ned over dyrekroppen ovenpå Alítheia. Det havde taget hende et stykke tid, at finde ud af hvad der var landet på hende, da hun havde hidset sig op med det samme. Det var lugten der fik hende til at gætte det var en ulv eller en hund, måske en varulv?
Hun blev sikker på det var en ulv af en slags da den begyndte at snappe efter hende, for at få hende til at være stille. Det hjalp så ikke, faktisk gav det den helt modsatte effekt. Dette fik hidset Alítheia mere op, fik hende til at skubbe voldsommere for at komme fri, hun skulle have fat i ham, og det skulle det her dyr ikke forhindre.
Hun kiggede hen mod det sted, hvor hun havde set ham falde, han var der stadig. Sad han fast? Hun håbede det, så kunne hun få fat i ham og langsomt se livet forlade ham måske… muligvis ville det tage nogle år.

Endelig fjernede dette ildelugtende møg dyr af en køter sig fra hende, efter hvad det føltes som flere timer… det var nu kun få minutter. Hun så kort op for at se hvem det var der havde overfaldet hende, og i starten var det en ulv, men snart efter stod der en ung pige.*Varulve, ødelægger alt, og stinker… de kan sikkert bruges som gode vagthunde… men ellers burde de udryddes* tænkte hun surt for sig selv, og kom så snart op på benene. Hendes førhen hvide skjorte, var nu sort forskellige steder, efter faldet og tumulten på jorden, og hendes sorte læderbukser var fugtige.
Et ondt smil spillede hen over hendes læber som hun gik hen mod ham, tyven. Hun kiggede hånligt ned på ham, og satte en hånd i sin ene side og begyndte at tale med en stemme der borede sig ind som knive, og dog fyldt med munterhed ”Sidder du fast lille ven… kan du ikke komme fri, væn dig til det… jeg håber du indser at det er dumt at stjæle”.
Hun slog en kold latter op, tog så fast i hans arm og hev ham op. Hendes styrke kunne komme bag på folk, da hun var smal af bygning. Hun fik revet ham fri fra stubben, men holdt fast i ham. ”nu skal du få som fortjent” sagde hun med en stemme der brændte af vrede og fik det til at risle ned ad ryggen på folk.

Deacon skar en grimasse, da roden begyndte at rykke på sig. Ét ryk mere, og den ville være oppe af jorden, så hans fod kunne komme fri. Han rev alt han kunne, og løftede roden.. Som en sidste ting, ville han kiggede tilbage på pigen med et hånligt smil, og smutte mens ulven lå på hende.
Hans smil falmede.

"Kat?" Udbrød han, og blinkede overrasket med øjnene. Kat var der. Kat var varulven? Varulven ... Var Kat. Kat var nøgen. Han hostede forskrækket, i tvivl om hvordan han skulle gribe situationen an. Efter, han havde tøvet - og glemt alt om det rødhårede kvindemenneske - knappede han hurtigt sin skjorte op, og kastede den over til Kat. Så gik det op for ham, han stadig sad ned. Foden var stadig under roden. Pis. Rødhårede krøller dansede foran ham, og han kiggede op på pigen. Selvom han langsomt begyndte at panikke inden i, kunne han ikke lade være med at sende denne pige et flabet smil.
"Dumt at stjæle," rettede han hende med et skævt smil, "fra de forkerte. Det er 50/50, forstår du. Ikke alle er lige så hurtige som dig." Han betragtede hende lidt ærgerligt. Faktisk ærgrede han sig en hel del over udfaldet af denne eftermiddag-aften. Han brød sig ikke om pigens stemme. Den fik det til at risle ned af rykken på ham, og han følte allerede sine håndflader blive fugtige. Han skubbede sig selv bagud, til han stødte på træet, og pigen var tæt på ham. Helt tæt på ham.
"Du ved, jeg er ikke voldsomt begejstret for hele din 'væn dig til ikke at være fri'-tale, jeg har brug for frihed, ser du." Mumlede han. Han slugte et udbrud, da hun greb fat i hans arm, og befandt sig pludselig et par centimeter over jorden. Heldigvis sad foden ikke fast længere. Hun hold ham stadig fast, også selvom han nu, rørte jorden med fødderne. Okay. Nu var det nok. Han himlede irriteret med øjnene.
"Dramatiske kvindemenneske," hvislede han, og snerrede af hende. Hans hugtænder rørte ham på læben. Munterheden i hans stemme var ikke så markant længere. "Slip mig og jeg giver dig dit forbandede smykke tilbage."

Kat tog imod trøjen fra Deacon, som han havde kastet imod hende. Det var lidt ubehageligt og stå overfor to mennesker nøgen, men det havde hun oplevet før, med Rowan. Kat svingede skjorten om sig, og forlede den mere som en kjole end som en skjorte. '' Tak snut. '' Et smil, kørte op igennem hende, ikke fordi hun var glad, men af ren taknemlighed.
Kat rettede blikket over imod Alítheia, som beskyldte Deacon for at stjæle fra hende. Hun rystede kort på hovedet og sukkede svagt. '' Deacon.. Vær sød og aflevere hendes ting tilbage. '' hun rystede kort på hovedet, men vendte sig om. Lige nu gad hun slet ikke se ham i øjne. Langt fra.
Jeg er fanme skuffet.
Hans store grund til åbenbart at slippe ham fri, eller mere bare at slippe ham fri. Irriterede Kat en hel del. Han var selv uden om at han var endt som han var endt. Hvis bare han havde ladet være med at tage hendes ting, var hun ikke løbet efter ham.
'' Dramatisk, er en underdrivelse. Men, jeg kan da godt forstå hende Deacon? Hvad hvis smykket betyder noget for hende? '' Kat nænnede slet ikke at vende sig om, for at se ren skuffelse i øjne. Det var det eneste hun kunne se ud over Deacon. Hun var sådan set ligeglad med Alítheia, men Deacon var en ren skuffelse fra hendes side af.
'' Tror du selv dine forældre ønskede det her? At du skulle blive til det her? '' Det var ikke meningen at bringe forældrene på banen, men hvis det var den eneste måde at få ham væk fra det, måtte det være det.
'' Og dig. Sæt nu bare kujonen ned. Han har forhåbeligt lært sin lektie, til en anden gang. Håber jeg. '' Stemmen var ikke rar. En anelse af vrede, og skuffelse var ind over den.

( Jeg skriver ind over denne bruger. )