The innocent can never last - Alítheia

S: Gågade i DP
T: Aften
O: En del folk.
V: Overskyet. På vej til regn.
Klik
Emne til: @Alítheia

---

Hun havde haft brug for et break, og hun havde haft pengene til at tage et smut til Dragons Peak. Et sted hun aldrig ville være taget hen før nu. Josette var her, måske hun blot ønskede at tale med sin svigerinde lidt. Og alligevel ikke. Josette havde det med at placere en frygt i Catherine som hun ikke kunne beskrive. Hvorfor hun så søgte herhen var et mysterium. Måske fordi hun følte sig mere draget til mørket end nogensinde før, og den tanke fik det til at krible ned af hendes ryg. Let tog hun en dyb indånding, hun kunne måske også finde Caroline og takke hende for at redde hendes liv? Det var også en mulighed. Eller så havde hun bare brug for ikke at miste sig selv helt, måske havde hun bare brug for at være sig selv. Hun følte sig smidt i en kasse og hun kunne ikke finde vejen ud. Så hun søgte efter nøglen. Søgte efter løsningen i stedet for at snakke med Neal om det. Catherine havde det egentlig dårligt med at have efterladt ham tilbage i Terrorville med deres datter. Hun følte sig som det dårligeste væsen nogensinde. Måske skulle hun bare have forblevet død? Ikke at hun havde haft noget at skulle have sagt før hun vågnede op til efterlivet. Vampyrlivet var ikke ligefrem hende. Hun fortrak at være den hun var før alt dette. Nu var hun tvunget til at hører på alt det hun før ikke kunne hører. Hjertebanken på afstand. De forstærkede sanser, for ikke at nævne følelser.  De instinkter som sad på hendes nerver, som spændte hvergang dæmonerne hviskede i hendes ører.

Catherine fandt sig selv gående i et ukendt område, et sted hun ikke vidste om hun hørte til. Hun var stadigvæk for sød til at ikke at føle skyld over sine handlinger. Catherine var inderst inde sikker på, at hun var den mest blødsødne vampyr og tidligere dæmon nogen havde set. Hun gemte sig bagved sin evne, bagved engleauraen. Pludselig stoppede hun op foran en. Catherine slog de mørke øjne op og sank en klump. Catherine så ynkelig ud. Som om, at hun var et lille barn der ikke havde lavet andet end at græde og græde. Hun så svag ud og svag var hun også. Hun var ikke uskyldig hun var ikke uren.