Don't stand in my way dear - Delilah

Sted: Parken Angerforge District.
Vejr: Det er tåget, hvilket giver parken en mystisk atmosfære.
Omgivelser: Parken er helt forladt.
Tid: 20:15

Nicolas nød at jage sine ofre, det var langt sjovere end bare at drikke blod fra dem. Det negative var så adrenalinen der smagte så forfærdeligt, han plejede dog bare at forsøge at berolige dem, hvis det ikke altid lykkedes lod han dem gå. Det sjove var jagten, han sørgede dog først for at de ikke gik rundt og advarede alle om ham. Han truede dem ganske enkelt på livet. Unge piger var oftest hans måltid, de smagte bare bedre, friskere. Hvis de tiltrak ham var det endnu bedre. Denne pige var en lyshåret, hun var iført en lang hvid kjole der forhindrede hende i at løbe særlig godt. Han kunne dufte hende på lang afstand, den syrlige duft af hendes blod der pumpede rundt i hendes krop. Han begyndte at gå med langsomme skridt som om han var en simpel besøger af parken. Nicolas nød lyden af hendes hastige skridt, hendes besværet vejtrækning og endnu mere duften af hendes blod. Han fulgte hende stadig med afslappede skridt, hans hænder var placeret i hans lommer så han faldt ind i hans omgivelser uden at skabe mistanke. Nicolas kunne ikke holde den længere, han løb efter hende og stoppede op foran hende. Han var kommet der så hurtigt at man skulle tro at blæsten havde taget ham med sig. Pigen stoppede brat op og så sig bekymret omkring som om hun søgte efter hjælp. Han sendte hende hans sædvanlige charmerende smil. "Du skal ikke være bange. Jeg gør dig ikke noget." Hans stemme var rolig og betryggende, han trådte et skridt nærmere og hun trådte et væk, så tog han endnu et og hun blev stående. Han stod nu helt tæt på hende.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Tågen omringede hendes krop, og snoede sig omkring hendes ben som vand der søgte hen over hende, for at finde indgange. Hendes øjne gled igennem bølgerne af den grålige masse, med et let kedsommeligt skær. Hun skubbede lettere irriteret håret væk, og gik så med langsomme skridt fremad. Hendes fod stødte på starten til en park, som hun så trådte op på, uden at stoppe op først. Hendes ansigt udstrålede en dovenskab der ellers kun sås hos en kat der dovent ventede på at byttet ville komme frem fra sit skjul, så den kunne lege dødens leg med det stakkels væsen den havde ønsket at få til måltid denne gang. Og det passede måske også meget godt på den måde Delilah fungerede på som et væsen, selvom hendes form for måltid var i ledtog med sex, og ikke med døden.
En stemme kunne svagt høres igennem tågerne, og fik straks Delilahs hoved til at ryge op, og hendes sanser til at blive spidset på et overraskende højt plan. Hun kneb øjnene let sammen i et forsøg på at se igennem tågen, og lænede sig automatisk en lille smule forover, selvom det ikke kunne ses på hendes elegante holdning. Derfor var hendes skridt endnu yndige og glidende da hun hastede igennem natten. En stemme burde ikke have aktiveret disse sanser, men det var ordene der havde sendt alarmsignaler.
Du skal ikke være bange. Jeg gør dig ikke noget. De ord kan kun betyde at noget er galt ... Hvis det er en til overnaturlig jeg er nødt til at redde, så skrider jeg fandme. Jeg gider ikke flere overnaturlige redninger.
Hun kunne hurtigt skimte skikkelser igennem masserne, og kunne se hvordan den ene skikkelse pludseligt stod lige foran den anden, der så ud til at være en kvinde ud fra måden noget der lignede en kjole blafrede om hende. Delilah satte i løb, og lagde hånden ind under læderjakken, så den ramte det fyldte våbenbælte hun aldrig lagde fra sig. Hun greb fat i .38'eren, samtidig med at hun fiskede nogle stålpatroner op fra patronpungen, og ladede pistolen med dem, nærmest uden at se på det. Hun havde kunnet regne ud at det var en vampyr. Hun kunne nu se dem begge helt, men fortsatte alligevel sin gang. Først da hun var nogle meter fra dem, stoppede hun helt op.
"Har du tænkt dig at gå væk fra hende, eller skal jeg hjælpe dig?"
Hun lod unaturligt sød, på en måde der gjorde det tydeligt at hun var lettere irriteret. Hun holdt fast i pistolen, men havde den under jakken så han ikke kunne se den. Der var ingen grund til at blive voldelig medmindre han ikke gjorde hvad hun sagde. Hvilket han nok ikke gjorde - Men tanken om et rask lille slagsmål fik hendes læber til at kruse i et smil.
"Blodsugere som dig behøver ikke drikke fra mennesker. Bare tag en overnaturlig, så skal jeg nok lade dig være."
Hun trådte et skridt nærmere, og hævede et øjenbryn, endnu imens hendes øjne fokuserede på manden. Hun så ikke på menneskepigen, for hun var i princippet fuldstændigt ligeglad med hende. Hele mennesker-skal-reddes-idéen handlede mere om at bevise noget overfor hende selv og være rebelsk overfor hendes forældre, end om at redde mennesker.

Nicolas kunne på lang afstand lugte en dæmon, lugten blev stærkere og stærke, hvilket sagde at dæmonen kom nærmere. Han så en skikkelse komme frem i tågen, han tog fat i den unge pige og nappede hende blidt i halsen, uden der dog gik hul. Nicolas lagde en arm over hendes skuldre så hun stod ved hans side. Han havde et talent for at berolige hans ofre ved hans stemme og hans ord. Det var ikke fordi han hypnotiseredes dem, han fik dem bare til at slappe af. Et medfødt talent må man kalde det. Han fnøs af hendes forsøg på at true ham. Hun prøvede virkelig og det var imponerende, men det ville ikke hjælpe. Han havde ikke tænkt sig at give slip på så lækkert et måltid, han duftede blidt til hendes hals for at kunne dufte hendes blod, men det så ud til han duftede til hendes hår. "Men jeg har en dejlig pige her..." Han strøg hende over håret som var hun en udstillingshund. [b]"... Så hvorfor skulle jeg opgive hende for noget andet? Desuden.. Ser ingen engle i nærheden, jeg har ikke tænkt mig at drikke dæmonblod." Han rystede på hovedet over hendes mislykket forsøg på at få ham til at slippe denne skønhed han stod med. Nicolas trådte nogle skridt frem og tvang pigen til at følge med, hun så ikke skræmt ud, men heller ikke tryg ved situationen. "Hvis du interesser dig så meget for hende kan du da bare tage dig af hende." Han lod sine læber glide tilbage og hans tænder vokse ud før hun stak dem igennem hendes bløde hud. og dræne hende for blod indtil der næsten ikke var noget tilbage i hendes krop. Han kastede den livløse krop over imod hende. Nicolas tørrede noget blod væk fra hans ene mundvige med en finger og slikkede blodet af. "Mmh.. A-positiv, lige hvad jeg havde brug for."

Da han nævnte hendes blod, slap en latter ud. Det var faktisk ikke med vilje, men bare idéen var så absurd og latterlig, at den manifesterede sig på trods af hvad hun ville kunne gøre for at stoppe den.
"Dæmonblod? Som om jeg lader dig drikke af mig for et menneskes skyld."
Hun svang automatisk hofterne til siden - Hun var en succubus, det var det instinkt alting udløste i hende - og begyndte uden en lyd af skifte patronerne ud i pistolen endnu engang. Hun gad ikke rydde op efter en udsplattet vampyr lige nu, så istedet indsatte hun sølv der blot ville skade vampyren. Knap så meget at rydde op. De gik i med et næsten uhørligt klik, som hun stærkt regnede med at vampyren ikke hørte, nu da hans tænder var begravet i pigens hals. På trods af alt så Delilah stadig lidt ud som om hun kedede sig, og gjorde ikke mine til at være bange, vred eller på nogen måde syntes der foregik noget unormalt lige nu. Hun holdt derimod blikket på vampyren, uden på noget tidspunkt at se på mennesket. Vampyren begyndte at irritere hende lidt. Hvorfor ville de aldrig bare slippe det skide menneske? Det var ikke fordi hun flippede ud over at mennesket døde. Det var bare et menneske.
Du lyder som din mor.
Hun stivnede kort, og klikkede så hurtigt de sidste patroner på plads, nu en godt stykke over lettere irriteret. Hendes hår gled ned foran hendes øjne da hun så ned på patronen imens hun ladede, og trak den så ud af læderjakkens sikre skjul. Hun løftede den op og sigtede i ren rutine.
"Sidste gang jeg tog mig af et menneske gik det ikke godt. Det kommer jeg ikke til at gøre igen. Det er de for ynkelige og irriterende til."
Ud fra hendes ord gav det egentligt ikke mening at hun ikke bare var ligeglad med at han netop havde suget et menneske tørt for blod - Eller dét var hun faktisk ligeglad med, det var mere princippet i det hele. Overnaturlige ville hun gerne slå ihjel, men mennesker skulle beskyttes. Fordi at hvis de ikke blev beskyttet af hende, så var hun præcis ligesom hendes mor i en mere sindssyg udgave, og det kunne hun ikke holde ud. Det var derfor hun nu rettede pistolen imod denne vampyr der tørrede blod af sin mundvig, imens han snakkede om pigens blod. Hvor ville hun ønske at de ikke altid prøvede at provokere hende. Og hvor ville hun ønske at denne her slags ting var lige så sjove som de plejede - Var der aldrig nogen der ville give hende bare lidt modstand mere? Fare var så .. Interessant.
Alle disse tanker var gået igennem hendes hoved på de få sekunder det havde taget hende at løfte pistolen og sigte på vampyren.
Hun pressede aftrykkeren ned, og et smæld hamrede igennem natten da pistolen gik af.

Nicolas kunne ikke blive klog på det kvindfolk. Hun var ligeglad med mennesker, men alligevel skulle de beskyttes? Hvis de intet betød for hende, var var så meningen med at beskytte dem? Hun kunne lige så godt beskytte træer så. Han havde ikke tænkt sig at stoppe med at drikke blod fordi en dæmontøs bad ham om det. Hvis han skulle stoppe med at drikke menneskeblod ville det være fordi han selv ønskede det. Hvilket aldrig ville ske. Mennesker var ynkelige og svage, hvad var meningen i at forsøge og beskytte dem, de ville dø med tiden alligevel. Mennesket ville aldrig være stærkt nok til at overleve den verden de levede i. Nicolas så hånligt på pistolen der var sigtet mod ham. Som om han aldrig var blevet truet med pistoler før. Han flyttede sig en smule da kuglen blev sendt afsted igennem tågen. Den ramte ham i siden og sveg selvfølgelig, men han pillede kuglen ud som var det en splint man havde fået i fingeren. Han smed den på jorden og så over mod hende igen. "Er det alt du har?" Han satte i løb og forsvandt hurtigere end det menneskelige øje ville kunne opfange. Han stod bag ved hende og hun ville nemt kunne føle hans tilstedeværelse. "Du burde ikke ligge dig ud med en vampyr. Du er måske en dæmon, men tro mig, du kan ikke hamle op med mig. Så smut du nu hjem til dit lille hus og lad mig gøre hvad jeg skal gøre."