PLEASE, i dont wanna be alone again ((Delilah))

Dagen begyndte på slavemarket som altid, Yuuka havde bind for øjnene og sorte shorts samt en hvid skjorte på, der fremhævede hendes formere en smule. Hun blev placerede på et bord i midten af rummet, mens nogle forskellige stemmer lød omkring hende. Mumlen fra nogle ækle gamle mænd, der snakkede om hvor meget de ville give. Hendes ben rystede under hende, regnen kunne høres. Det støvregnede nok mest, den eneste grund til hun kunne høre regnen, var vinduet for oven. Som bragte månens lys ned over hende. Hendes korte hår, bøjede ind mod hendes kind ben. Hendes tanker fløj af sted, hvordan kunne hun komme ud. Hvad skete der, hvor var hun?!
De havde givet hendes en sprøjte, der gjorde hende svag i hovedet. Så hvis bare en smule af hendes evner blev brugt, ville hun falde om på stedet. Inden hun overhovedet kunne nå at smelte en sok, hun mærkede en hånd blive placerede på hendes lår. Hun bed sig selv i underlæben og tårene begyndte at flyde, hun ville væk. Væk fra de klamme øjne og forfærdelige hænder!
Flere timer gik, før den mand der havde fanget hende. Løftede hende ned af bordet, hun følte hvordan jorden forsvandt under hendes fødder ”Så Så Yuuka, du tjente nu meget godt ind.” Lød det fra den skumle stemme, personens navn var Aiden. En ung dreng, som altid virkede så glad og havde altid et venligt smil på læben. Han var dog alt andet end venlig, hvis han var venlig var det kun for at bruge en. Han smilte og passede godt på Yuuka til at starte med, hvis hun skulle være ærlig. Havde hun ikke set det komme, hun havde ikke set at han velplejede hende for at sælge hende som en anden genstand!
Hun snøftede få gange, mens Aiden bragte hende ud af lokalet. Han satte hende på en stol og nussede hendes kind, han strammede rebene om hendes hændere. Hun skulle jo nødig slippe fir, han fik hende derefter i nogle sko og smed en jakke over hendes skuldre. ”Nu skilles vi her Yuuka, behandle nu din nye ven ordentlig.” Hans ord var kolde og drillende, hvis hun ikke følte sig så skræmt og forfærdelig. Ville hun nok have bedt om sit liv og måske om at blive sluppet fri, inderst inde vidste hun dog godt at det hele var nyttelyst.
Aiden trak hende ud af døren, kulden ramte hendes bløde hud som pigge. Hun rystede nu ikke af skræk, mere af kulde. Aidens hånd var placerede på hendes ryg, og førte hende ind i en hestevogn. Han satte sig selv derind, til de havde kørt i noget tid. Stilheden var ulidelig, hun havde normalt kunne snakke med ham om alt. Om vejret, sko, børn osv. Nu var han som en fremmed for hende, en som ikke ønskede hende noget godt. Hvis hun bare ikke havde stolet på ham, den første person som havde købt hende.
Hendes hjerte gjorde ondt, hun var ikke forelsket i ham. Mere følelsen af at miste en tæt ven, på grund af hendes bror. Havde hun aldrig rigtig haft venner, da hun altid skulle forsvare ham i skolen. Hun savnede ham, billede af hans smil var indplantet i hendes hoved. Hver gang der var mørkt, var han der til at fortælle hende at alt nok skulle gå. At han ikke havde brug for hjælp, at han ville beskytte hende en dag.

Tiden gik, og de ende i skoven. Lugten af det våde gras og lyden af dråber der ramte bladene på træerne, gjorde at hun vidst hvor hun befandt sig. Hun flakkede rundt med hovedet, for at bruge sine sanser om hvor de kom fra. Det hjalp dog intet, da lyden af regn slog omkring hende, og dannede et eko inde i hendes hoved.
Hestevognen stoppede, og lyden af døren der gik op. Fik hende til at krumme sig lidt sammen. ”Kom nu Yuu, du burde ikke være så bange. Jeg er jo din ven, stol trygt på mig” Hans stemme var kærlig, den havde endnu engang ændret sig. Hun rystede derfor kun på hovedet, hvilket gjorde ham en smule irriterede. Han greb fat i hendes arm og trak hende ud af vognen, et lav mælt skrig slap hendes læber. Hun væltede ned i en mudderpøl, med knæene. Aiden fik trukket hende op på sine ben endnu engang, han fik hende ført indenfor. Og en gamle mands klukken kunne høres. ”Det aftalte beløb?” Hørte Yuuka, inden en klingen af mønter blev ført forbi hendes næse. Manden stank af alkohol, og smøger. ”Mange tak for handlen” Lød det fra Aiden inden han fik klappet Yuuka i røven og forsvandt ud af døren igen.
Manden gik omkring Yuuka, med en klukkende latter, han var klam… en klam gammel mand, som intet godt ville. Da han fjernede båndet fra Yuuka’s øjne, blinkede hun et par gange. Manden var kendt for at være pædofil, mange forældre havde valgt at udlove en dusær på hans hoved. Hvilket gjorde dusøren stor, mange folk havde forsøgt at fange ham. Men hver eneste gang, betalte han mere end den lovede dusør. Så de valgte at lade ham leve i stedet, da de tjente mere på det end at dræbe ham!
Han placerede en hånd på hendes bryst, inden han kørte en hånd gennem hendes korte hår ”De er ikke just veludstyret” Slap hans ildelugtende læber, Yuuka havde måske ikke det bedste brystparti. Men hvad havde det med alt at gøre! Hendes blik blev placerede op på loftet, dette ville ende galt! Hun fumlede med sine negle, som langsomt skar rebet om hendes håndled over.
Manden fjernede sin hånd og rev derefter hendes hvide skjorte op! Han smed derefter sin trøje og fumlede med hendes bukser. Ud i et sprang rebet og hun fik slået ham væk, hurtigt løb hun mod døren. Men manden var hurtig og fik grebet fat i hendes ankle, han hev hende ned og ligge. Et skrig slap hendes læber, hun gjorde sit bedste for at få hans greb til at slippe hende. Langsomt trak han hende mod sig, et løst brade i gulvet greb hun fat i. da han hev til, flækkede braddet. Hun fumlede et split sekund med det, inden hun fik placerede et slag i hans pande. Grebet løsnede og hun fik rejst sig, tårene dannede sig i hendes øjenkrog. Et, to, tre slag blev placerede i hans pande. Til han lå helt stille, hun slog ham derefter en sidste gang. Inden hun faldt på knæ og skreg, tårene løb ned af hendes kinder. Hun smed bjælken fra sig og satte sine hænder på hendes kinder, skrigene blev ved med at køre ud af hendes mund. Endelig fik hun lukket alt ud, endelig kunne hun græde uden at få placerede et slag på kinden! ”Marito, MARITO!” Skreg hun, hendes bror skulle nok komme. Den svækling, havde det med at dukke op når hun havde allermest brug for ham. Han var slap, men kunne altid tage sig af hende, hans trøstende ord og klappen på skuldren.

((undskyld ventetiden, har meget sjældent net her. men håber svaret blev ok ^^''))

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Mørket dansede og snoede sig livligt om den slanke krop, der bevægede sig fuldstændigt lydløst igennem natten. De ekstremt robuste men elegant udseende hæle svuppede svagt ned i de fugtige, bløde underlag, men alligevel bevægede hun sig som en panter på rov, uden den mindste bevægelser, der ikke flydende gled over i den næste. Der var noget sensuelt, forførende over kroppens slangende bevægelser, men de var ikke produceret med vilje. Hendes tidligere race skubbede det over hende.
- Neco, tag nu hjem ... Det er sent ...
Delilah besvarede ikke Chayas trætte, hviskende stemme der gled ind og ud af dæmonkvindens hoved, uden hun syntes at reagere på det. Ild flakkede over kvindens øjne - det virkede næsten helt bogstaveligt. Flammer syntes at flakkende slikke ind imod hendes pupil, fra en kulsort kant, hvoraf ild syntes at bevæge sig, inden det ramte en sølvfarvet mur i form af en tynd sølvcirkel om kvindens pupil. Noget ved denne kvinde, var uden tvivl på ingen måde rigtig, og det viste sig i det blik.
Som et spøgelse bevægede hun sig igennem natten, opslugt af skyggernes leg, imens hendes ekstremt skærpede sanser var på overarbejde - Derfor nåede lyden af en kamp og gråd hende da også, mange hundrede meter før hun faktisk så lyset, fra det mål hun arbejdede sig imod. Gråden og kampen ... Irriterede hende. Lortet forløb ikke efter planen, og hun hadede når lort ikke var som hun ville det.

Slanke, yndefulde fingre snoede sig fast og velkendt om en pistol, der blev trukket op af et tungt våbenbælte, der hvilede imod hendes hofte. Læderet om hendes krop bevægede sig smidigt da hun gled ind i lyset, hvor de gyldne farver spillede drillende over hendes krop. Hun rev døren op med en hurtig bevægelse, løftede våbnet med en hastig svirpen, der viste tydelig balance og øvelse på dette område. Hele hendes krop spændtes, musklerne stod tydeligt klar til den kamp der ...
Hun stoppede op i et ryk, og gloede på synet der mødte hende. En eller anden tøs lå næsten slænget tudbrølende over hendes bytte, som om hun havde et eller andet panikanfald. Et ord blev ved med at blive slynget ud imellem tøsens læber, imens hendes tårer vældede ud over manden, hun var sendt ud for at få fingrene ... Well, revet af. Delilahs læber skilte sig svagt, men hvilke ord der skulle passere de fyldige læber, syntes hun ikke helt at bestemme sig for. Indtil hun kunne.
"Tøs, du skriger fucking lungerne ud på en død dude. Tag dig fucking sammen, rejs dig op og fjern dig fra pædo-duden."
Hvis ikke pigen ville gøre som hun sagde, ville Delilah hamre pistolen ned i våbenbæltet, træde frem og (hvis muligt) trække tøsen væk i en irriteret bevægelse, hvorefter hun ville glide på knæ, for at finde en puls. For en sikkerhedsskyld, ville hun lade en kniv glide over mandens hals, for at sikre at han var død.
"Så. Stop med at drukne dig selv i tuderi, og fortæl mig hvad fanden du har lavet?"
Hendes ildrøde blik gled op, og lagde sig på tøsens ansigt.

Tårene ønskede nærmest ikke at stoppe, hendes hals var begyndt at gøre ondt. Som om den var ved at sno sig sammen, hendes næse løb en smule. Hvilket fik hende til at snøfte engang i mellem, hendes øjne blev røde af gråden.
Yuuka hørte døren bag hende blive hevet op, hun snøftede bare og forsøgte ivrigt at stoppe sine tåre med sine hænder. Hun sad sammen krybet over sine knæ, med tårene der ramte mandens hånd. *Jeg er ikke en morder, han lever endnu. Han kan umuligt være død, har jeg dræbt ham!? Har jeg dræbt ham?!* Fløj gennem hendes hoved, hun vidste der var en person bag hende. Men kunne ikke engang få samlet sine tanker, til at vende sig om og snakke til person. Sige at manden sikkert stadigvæk levede, eller at det hele var et uheld.
Lyden af en feminin stemme, lød bag hende. Hun åbnede stille sine øjne, det med at høre en anden persons stemme hjalp hende lidt. Også selvom stemme lød irriterede, og aldelses kold. ”Jeg… Han lever sikkert, Jeg er ikke en morder… je-jeg, det var ikke meningen at han skulle dø… han lever, jeg er sikker på det” Hendes ord blev slynget ind over gråden og tårene, hendes underlæbe var flækket. Hendes øjne åbnede sig helt op, da kvinden greb fat i Yuuka og trak hende væk fra manden. Yuuka kiggede lidt op mod kvinde, i det hun var i et lille chok over grebet.
Hendes blik var placerede på kvinden i langtid, hun var iført sortelæder bukser, der kun fremhævede hendes smukke figur, samt et korsæt hvis man kunne kalde det det. Hendes sortelæderjakke, bølgede sågar når kvinden gik. Yuuka var helt forarvet over, at sådan en smuk kvinde var i et sted som dette!
Hendes tanker blev dog hevet væk, da kvinden placerede en finger på mandens puls. I et håbede hun at manden levede, så havde alt været i selvforsvar. Men da kvinden hev en dolk frem, lukkede Yuuka sine øjne i. hun føltede sine hænder op, for at dække sine øjne. Hvis det ikke var fordi kvinden stadigvæk var her, ville hun nok skrige igen.
Da kvinden stemme endnu engang lød, fjernede Yuuka stille sine hænder fra sine øjne. Hun var tydeligvis skræmt, hendes øjne skreg nærmest højre end hendes stemme havde gjort. ”J-Jeg… han…” Hun stammede, tårene lå stadigvæk i øjenkrogen. ”Jeg var en slave… h-han købte mig” Hun pegede med en rystende finger mod mandens lig. ”Ha-Han ville” Hendes øjne gled ned på hendes tøj. ”Jeg slog ham med bjælken, jeg troede jeg havde dræbte ham… m-men så, dræbte du ham jeg…” Hun var i chok, tårene begyndte endnu engang at løbe ned af hendes kinder. Også selvom kvinden havde bedt hende om at stoppe, sit tuderi! Hun kunne ikke stoppe det, alt gik så hurtigt. Hun ville bare hjem, hvis hun kunne skrue tiden tilbage og redde sin familie og sin bror. Alt ville ende godt, hvis bare hun havde hjulpet dem. Nu var hun i denne suppedas, savnede sin bror. Havde altid en drøm om hendes fars hoved der trillede mod hende, med blod ud af øjnene og tungen der hang ud af munden.

Delilah kæmpede virkelig for at fortrænge et af de der hvorfor-mig? suk, der forsøgte at rulle igennem hendes læber, og fortælle pigebarnet at hun ikke var interesseret i hendes tuderi. Men hun kunne mærke tøsens frygt og forvirring bølge igennem lokalet i tykke stråler, så hun følte det næsten, som var hun nødt til at finde blot et strejf af venlighed frem fra hendes inderlomme, så tøsen ikke endte med at begå selvmord.
Desuden larmede Chayas bedende stemme i hendes hoved, der nærmest desperat forsøgte at trække en smule medlidenhed og venlighed ud af dæmonen, hvis blik glitrede af en kedsommelig træthed. Hun havde ikke overskud til at lege fucking barnepige, for random-dæmontøs, bare fordi pigebarnet valgte at sætte sig til at tudbrøle som var det hendes sidste dag på jorden. Hvilket det ikke var, by the way.
Delilah besvarede ingen af de ord der forlod tøsens læber, men lod blot ordene falde ud som perler på en snor, så hun kunne få brugt noget krudt. Delilahs arme var henslægt dovent over kors, imens hun misbilligende betragtede tøsen, der så ud til at være ved at panikke over at have dræbt en dude der havde købt hende som slave. What the fuck? Hvorfor var verden befolket af idioter ...?

"Lyt til mig!"
Hun afbrød ikke tøsen, men da det sidste ord var hikset ud af pigens læber, rappede Delilahs ord ud med et sæt. Hun virkede ikke vred, men autoriteten og ordren i hendes overraskende bløde stemme, var ikke at betvivle.
"Duden købte dig. Idioten troede at han kunne tage fucking kontrol over dig. Han troede at du var ingen-fucking-ting, han mente du var en mide han ville knuse under sin sko."
Hendes blik emmede af alvorligheden, som det lå på dæmonpigens endnu våde øjne. Hun var træt af at folk ikke kunne håndtere noget blod, og når kællingen endda havde en ekstrem god grund til at nakke fyren - Og hun stadig tudede over hans død? Det var ikke bare ulogisk, det var så dumt at det hamrede træthed ind i Delilahs hjerne. Hun var omringet af idioter ... Evigt og altid.
"Og du tuder dine fucking øjne ud, over at have hamret kraniet ind i hjernen af ham? Du forsvarede din egen røv, du viste at du er en fri person der ikke kan styres! Du var stærk! Så tag dig fucking sammen og vis at du ikke er hvem han troede du var!"
Irritation boblede i dæmonens stemme, og lydløst gled hun et par skridt frem, så hun nu stod nær pigen. Hendes varme ånde pustede sig fremad, og hendes ildfarvede blik slikkede over pigens øjne, hvor de lagde sig til ro. Hendes blik veg ikke et sekund fra tøsens blik. Pludseligt syntes rolighed at sænke sig over hende.
"Manden var død, da jeg skar halsen over på ham. Du slog ham ihjel. Du befriede dig selv. Hvorfor tuder du, over at have reddet din røv?"

Yuuka havde aldrig set dette ske, hun havde levet et godt liv. Gået i skole, have kærlige forældre, men alligevel skete dette for hende. Nu mødte hun en følelses kold kælling som ikke gjorde andet end at stirre koldt på Yuuka, hun snakkede oven i købet meget grimt til hende. Som om hun ingen respekt havde til andre væsner end sig selv, af en sær grund gjorde det Yuuka sur. Frygten var dog større, hvis kvinden ikke havde et våben og ikke virkede stærk. Have Yuuka nok sagt en ting eller to omkring kvindens måde at snakke til folk på, hvorfor var hendes respekt for andre folk så lav! Og hvorfor fanden valgte hun lige at være så følelse kold over for alt og alle, det gav ikke mening for hende.

Inden længe hørte hun kvindens stemme, hun var ved at falde til ro. Nærmest som om, den ubehagelige kvinde nærmest erstattede hendes frygt med vrede. Kvindens stemme virkede nu en smule mere beroligende end før, hvilket fik Yuuka til at tørre sine tåre væk stille, et sidste snøft blev hørt. Inden hun kiggede på kvinden, som havde afbrudt hende.
Yuuka var kendt i sin familie for at have en god logisk forklaring på alt. Men den var væk, da manden havde fået hende i chok tilstand. ”J-Jeg græder ikke fordi han er død” Mumlede hun lavt, hendes stemme var en smule hæs fra tuderiet. ”Jeg græder på grund af oplevelsen, jeg græder fordi jeg er trist… J…” Mere fik hun ikke sagt før kvinden åbnede sin mund igen, hun virkede ikke som en rar person. Men på samme tid, havde kvinden noget over sig. Hvorfor skulle hun overhovedet forsøge at hjælpe Yuuka ned på jorden igen, hun kunne bare have efterladt hende mens hun grad.
Da kvinden rykkede sig ind mod Yuuka, gik hendes øjne nærmest i panik. Hvad skulle hun gøre nu, hun kunne umuligt rykke sig væk eller forsvare sig selv. Hvis det ikke var fordi kvindes ildfarende øjne var begyndt at falde til ro igen, ville Yuuka nok være faldet om. Da hendes evne ville træde i værk, men da øjnene nærmest virkede rolig. Fik det selv Yuuka til at sidde i stilhed.
Kvinden havde som sådan ret i hendes ord, hun burde ikke græde over det. Hun havde forsvaret sig selv, men tanken om at dræbe en person var alligvel ikke noget hun ønskede. Hvad adskilte hende fra ham, hvis hun dræbte? Hun var jo ikke et hak bedre end nogle andre, mordere hvis hun bare slog dem ihjel. ”Je-jeg” Kvindens ord om at hun rent faktisk havde dræbt ham, fik hende til at boble. Hun følte for at græde igen, men nu måtte det stoppe! Hun var jo ikke fem år gammel, hvad ville hendes bror ikke sige. Hvis han så den stærkeste i familien stor tude!
”Jeg satte en lænke på mig selv, jeg kan aldrig gøre det om…. Jeg har myrdet en person som nok allerede havde folk der elskede ham, eller nogle der holde af ham. Hvad gør at jeg må dræbe, men andre folk ikke må? Måske reddede jeg mig selv, men jeg føler stadigvæk at jeg tabte” Hendes øjne var blanke og hendes stemme var lav, som om hun var en smule utryg ved at sige noget til kvindens ord. Hun skulle jo nødig ende i store problemer, med hende!

Igen besvarede Delilah ikke pigens ord, før hun havde talt helt færdigt, men lod bare blikket hvile roligt på hende, uden at have den mindste flakken over blikket, der viste hvad hun tænkte om pigens ord eller opførsel. Hendes hoved var blevet tiltet svagt til siden, og hendes blik lå tungt og ulmende på pigen, så de mørke, opsatte fletning havde lagt sig til hvile ved dæmonens kind.
Da pigens ord endelig var opbrugt, gik der endnu nogle sekunder, hvor Delilahs stilhed var overvældende, næsten omsluttende - Men det virkede ikke til at hun overvejede hvad der skulle svares. I stedet lå hendes blik blot på dæmonpigen, som om hun betragtede hende, eller vurderede hende på et eller andet plan. Hvilke tanker der bevægede sig igennem Delilahs tanker, var ikke nemt at gætte.
"Hør .... Dæmon."
Hendes blik slap ikke pigens blik i et sekund, men så næsten ud, som tippede det imellem at skulle gennembore hende, og blot lade blikket hvile dovent, hvor det allerede lå.
"Nogle gange er man nødt til at træde et skridt tilbage, og faktisk se hvad der er sket. Jeg kan godt se at du er i et stadie hvor du ikke kan det, så lad mig vise det for dig."
Hendes stemme var rolig og følelsesløs, men i det mindste var vrede langsomt sivet ud derfra, og var blevet erstattet af en tom træthed, som havde hele pigens sikkert forfærdelige oplevelse, trættet dæmonkvinden, der ikke så ud som var det faktisk noget hun burde reagere på. Måske kedede hun sig bare.

"Du blev behandlet som skidt. Som ingenting. Denne her mand troede han var bedre end dig, og købte dig så han kunne misbruge dig, voldtage dig, torturere dig og bruge dig præcis som han havde lyst til."
Delilah trådte lydløst et par skridt frem, så der nu ikke var langt imellem de to dæmoner, men hendes blik slap ikke pigens blik. Hendes øjne ulmede faretruende, men der var intet der så meget som glitrede af en faktisk trussel imod pigen, mere som opbyggede vrede sig i hende, ved sin egen historie.
"Du reddede dig selv, din værdighed og dit liv. Du sørgede for at han aldrig kunne gøre det ved andre folk nogensinde igen."
Delilahs blik blev en smule mildere, hvorefter en underlig trækning løb over det ellers så kønne ansigt.
"Hvorefter du smider dig over ham, tuder, panikker og er ved at drukne i dit eget snot."
Et svagt buet øjenbryn hævede sig kraftigt, imens hun betragtede tøsen. Forhåbentligt kunne hun godt selv høre hvor latterligt det var, når Delilahs ord blev hurtigt rappet ud af læberne, og hendes blik sydede i latter, over sætningen der slet ikke passede ind i historien. Hun skulle tage sig sammen.
"Du siger mordere som om det er en dårlig ting. Men der findes en god morder, og en dårlig morder. Der findes helten og skurken. Duden der var skurken, så du må sgu nok være helten."
Overraskende nok flakkede munterhed over Delilahs ansigt, og hun blinkede svagt til tøsebarnet.
"Hvornår tudede helten sidst over skurkens død?"

Yuuka fik gåsehud af kvindens stilhed, måske virkede hendes øjne mere blide. Men de havde stadigvæk den forfærdelig klang over dem, der nærmest skreg at hun var farlig. Hvis ikke Yuuka havde fået den pokkers sprøjte, ville hun nok have smeltet væggene og måske endda kvindens hår, da hun var så tæt på Yuuka. Panikken af, at hendes ord havde gjort kvinden sur. Kom først op i hende, da stilheden omsluttede hele hytten. Alt virkede så koldt og nytteløst lige nu, Yuuka kunne ikke andet end at være en smule tapper og sidde stille. Afventende på kvindens næste ord, som sikkert ville være lige så ubehagelige som før!
Selv kvindens øjne solgte at hun tænkte på noget, noget ubeskriveligt!
Yuukas øjne lyste en smule op, hun var færdig med at græde. Hun holde alt tilbage, det skulle nødig blive for meget… eller det var det nok allerede, men det var nød til at stoppe. *Hør her* Slap kvindens fyldige læber, Yuukas øjne sprang nærmest op. Ikke Forhelved tag dig sammen, det var mere det hun havde set komme. Ikke bare hør her. Dog var kvindens øjne langsomt i gang med at gennembore hendes sjæl, eller sådan føltes det i hvert fald.
Kvindens ord, virkede måske kolde for andre personer. Men i forhold til hvad Yuuka havde været igennem, var ordene rare og mere blide end før.
”Men…” Hun fik ikke sagt mere, inden kvinden rykkede sig væk fra hende. Endelig kunne hun trække vejret stille igen, et dybt ånddræt blev hørt og hun lukkede sine øjne stille i. mest for at slappe af, hun var ør i hovedet. Det virkede jo ikke ligefrem til at kvinden ventede på at dræbe hende, eller overraske hende. Hun åbnede stille sine øjne igen, da kvinden fik hende til at lyde som en helt.
Hun tog som sådan ikke fejl, manden kunne ikke gøre andre fortræd mere. Men hvad nu hvis han havde familie, måske var han et svin. Men et eller andet sted, var der sikkert en der holde af ham! Hvorfor tænkte hun sådan! Svinet havde forsøgt at voldtage hende!? Yuuka rystede på hovedet af sine tanker. ”Du har ret” mumlede hun, Hun rejste sig stille op fra gulvet af. ”Jeg gik i chok… jeg har ikke prøvet at dræbe før” Hendes øjne blev placerede på kvindens igen, de gennemborende øjne. ”Hvordan reagerede du selv, da du for første gang slog en person ihjel?” Hun spurgte mest, fordi hun var træt af at blive snakket ned til. Hun følte sig så ynkelig, hvilket hun jo enlig også var. Det var jo totalt latterligt, at hun var faldet tudene på knæ, bare fordi hun havde dræbt en ænkel mand som denne!
Kvindes måde at fortælle at nogle mordere var gode, fik Yuuka til at tænke over det. Nogle dræbte jo de onde, hvis man kunne kalde det, det? Mens andre bare dræbte for, fornøjelsen.
Yuuka sukkede blidte og rettede blikket ned mod jorden. ”Je, jeg ved det ikke.” Hendes stemme var ved at falme, i det mindste var den ikke så hæs mere. Den gjorde heller ikke ondt, nu hvor hun ikke grad mere.

Da dæmontøsen gengav at Delilah havde ret,, flakkede triumf i et sekund over hende, med blev i næste nu opslugt af denne forfærdelige, stille tomhed. Hendes blik bevægede sig nygserrigt over pigen, da hun forsøgte at forklare sig selv, og påstod at hun havde været i chok, men intet af dette bed på Delilah. Hun havde et ekstremt had til slavehandlere og folk der købte slaver, men det gjorde ikke, at hun havde ondt af tøsebarnet for at være blevet en slave.
"Selvfølgelig har jeg ret, pigebarn, det her mit fucking område!"
Et smil oplyste Delilahs læber, og syntes at sprede en umærkelig varme ud over hele hendes krop, der sendte nogle vibrationer over hendes ansigt, der straks fik hende til at gløde. Delilah var født en succubus, hun var født til at være sexet, sensuel og smuk, men smilet der spillede på hendes rødlige læber, skubbede hende over 'bare' at være sexet og smuk, og gav hende en helt anden glød.
Men så spurgte tøsen hvordan Delilah havde reageret, ved hendes første mord. Smilet forsvandt, gløden forsvandt, og tomheden indsatte sig igen på sin retmæssige plads over hendes ellers så kønne ansigt. Delilah havde ingen anelse. Hendes minder var blevet slettet af ånden der var fanget i hendes hoved, men endnu engang anede hun ikke, at ånden havde gjort dette.
Det faktiske svar var, at Delilah var blevet tvunget til at torturere sin første forelskelse og første kæreste, indtil han døde af sine kvæstelser - Og han var blevet dræbt på denne måde, blot fordi han var hendes første forelskelse. Hun havde fået valget imellem at hun kunne gøre det, eller at hendes læremester gjorde det - Og hun vidste, at hun kunne gøre det mindre smertefuldt. Hun havde skrællet hans hud af, gravet hans øjne ud, revet hans negle af. Hun havde fået ham til at skrige, græde og tigge i timer, alt imens hun havde grædt øjnene ud på sig selv.
Men da det var ovre, var tårene væk, og siden da havde ikke en eneste tåre ramt hendes kinder. Hun havde været femten.
"Irrelevant. Men uden set hvad fanden jeg gjorde, så panikkede jeg ikke over at have slået et svin ihjel."

Delilahs blik gled over hele scenariet i rummet. Hun vidste at aviserne enten ville gøre noget stort ud af at den pædofile endelig var blevet straffet, eller også ville de overhovedet ikke skrive noget om det, som om han ikke fortjente de femten sekunders berømmelse. Udenset hvad, ville der ikke blive efterforsket i det, da hans straf nu endelig var kommet til gode. Hun behøvede ikke rydde op.
Egentligt havde hun fortjent sine penge nu, for selvom det i princippet ikke var hende der havde slået duden ihjel, var det ikke det vigtige i sagen - Det vigtige var at han var død, og det var nok, til at hun blev betalt. Hvordan og af hvem, det var hendes sag. Men hun smuttede ikke fra tøsen, for hun havde stadig en nagende fornemmelse af, at tøsen ville forsøge selvmord eller sådan noget pis, i samme sekund Delilah trådte væk fra hende. Og det liv fik hun intet for.
"Så, er du stabil eller er jeg også nødt til at klappe dig på ryggen og sige du skal nok blive okay eller sådan noget pis? For sådan er jeg sgu ikke."
Delilah var aldrig blevet trøstet, men havde fået at vide at hun skulle tage sig sammen, og at hvis hun tudede igen ville hun blive smidt i kælderen. En rigtig kvinde græd ikke. Selvom hun ikke huskede noget af dette, sad det stadig dybt i hende, så at trøste dæmontøsen faldt hende på ingen måde naturligt. Hun vidste simpelthen ikke hvordan man gjorde, eller at man overhovedet skulle.

Hendes område?! Hvad skulle det lige betyde, det betød vel ikke at kvinden også var slavehandler… eller måske var hun en forfatter? Nu hvor de jo havde snakket om helte og skurke, af den sær grund kunne hun ikke helt finde ud af hvad det betød. Hvilket kun gav hende mere lyst til at vide sit spørgsmål, kvinden skar jo halsen over på manden. Og derefter sagt at det var hendes område?! Hvordan reagerede hun helt seriøst, da hun slog en ihjel for første gang!
Yuukas spørgsmål slukkede desværre den smukke glød, som kvinden svang ud fra sig. hvilket gav hende et søm i brystet, hun havde sagt noget forkert, fuck!
Hendes ord var jo sande. Desværre vidste Yuuka det ikke, Kvinden havde jo ikke fældet en tåre på grund af et svin. Hun havde fældet flere tåre, på grund af sin elsker. Den person som hun elskede mere end noget andet, Kvinden havde grædt af sin gerning. Lidt ligesom Yuuka havde gjort, hvilket enlig satte dem lidt i samme båd. Desværre kunne kvinden ikke huske det, da ånden havde slettet hendes hukommelse, på magisk vis.
Yuuka sank sine øjne mod jorden, hun havde grædt over et svin. Eller hun havde grædt over sin gerning, hvilket bulmede op og slap hendes læber ”Jeg græd over min gerning, ikke svinet…” Hendes stemme var lav, med en trist undertone. Hun sukkede blidt, i det mindste følte hun at hun aldrig kunne græde igen. Eller at hun havde grædt ud, endelig! Hun rettede derefter blikket mod kvinden. Hendes øjne skinnede op, som stjerner eller blå krystaller i grotterne.

Yuuka kunne ikke sætte sit blik på liget af den skumle mand, han fortjente enlig ikke hendes blik. Alt han hørte hjemme omkring, var hos rotterne ikke i hendes øjne. Hun sank en klump i halsen, da kvinden vende blikket mod manden. Yuuka kiggede derfor den anden vej, for ikke at blive fristet til at kigge på liget.
Det gav hende kvalme, følelsen af maven der boblede og de sure opstød. Hun knyttede sine næver, hvor skulle hun enlig tage hen nu? Hun havde intet sted at være, hun kunne enden dø af sult eller blive ædt af ulve. Ikke fordi ulve havde været det store problem, her i skovene. Alle jægerne havde som sådan jaget dem helt væk…
Hendes tanker blev afbrudt af kvindens stemme, var hun overhovede stabil. Indeni tænkte hun, at døden ville være den nemmeste løsning. Hendes familie var jo også død, hun havde intet sted at tage hen… medmindre hendes bror stadigvæk levede? ”Jeg er stabil…” Sagde hun tøvende, hun var ikke helt sikker på det. Tanken om selvmord var der, men ikke nok til at hun ville gøre det, eller ville hun?
Yuuka klemte sine øjne sammen. ”Efterlader du mig?” Sagde hun lavt, af en sær grund ville hun ikke være alene. Især ikke om aften, hun hadede mørket. På trods af at det gav hende billederne af hendes brors smil, men at se ham, gjorde det mere forfærdeligt at leve uden ham. Uden tanken om han var i god behold, hvis han var slage. Måtte det være en hårdt arbejdene slave, som nok arbejde i de farlige miner eller undergrundene, hvor han skulle arbejde eller dø. Os kvinder fik bare piske slag og lidt tæsk, mens drengen fik tæsk og hvis de ikke kunne arbejde. Blev de skudt som heste! ”Jeg ønsker ikke at være alene igen…” Hun følte gråden komme op igen, men nægtede at slippe den. Hendes hænder knyttede voldsomt sammen, hun tog en dybindånding. ”ikke efterlad mig… please” ordene slap hendes læber stille, det gjorde ondt. Hun anede jo ikke hvem denne kvinde var, hun vidste bare at hun var køn, snakkede grimt til folk og virkede kold omkring alt.

Delilah himlede med øjnene. Græd ikke over svinet, men over hendes gerning? Potato potato, forhelvede! Hun græd over en gerning, af at have slået et svin ihjel. Dermed græd hun over at svinet var dødt. Det landede i samme bås, udenset hvordan hun twistede det, og Delilah brød sig ikke om det, udenset hvordan tøsen så valgte at twiste og dreje lortet.
"Same fucking shit. Gerningen var at myrde svinet. Så du græder over at svinet er dødt. Get over it."
Det var uden tvivl ufølsomt af hende, at lade de hårde ord falde på en så skarp og direkte kold måde, men intet af dette var noget, Delilah vidste. Hun var ødelagt ved opdragelse, sådan var livet. Get over it. Men som hun betragtede tøsen, måtte hun endnu engang undertrykke en ekstrem trang, til at lade et dybt suk følge hendes læber. Pigen var jo hjælpeløs ... Åh forhelvede!
Især måden, pigebarnet forsøgte at fortælle hun var stabil på, fik Delilah til at hæve et øjenbryn, lægge blikket på hende, og sende vibrationer af come fucking on over den krop, hun for nu  havde styringen over. Men alligevel nikkede hun halvt, det var jo ikke hendes fucking job at tage sig af et forstyrret pigebarn, så hun lavede en svag bevægelse med hånden, og snurrede omkring.
"Perfekt. My job's done."
Hun svævede let imod udgangen, med de lydløse, panteragtige skridt der skreg rovdyr, men også en sensuel form for tilbud til sex, som kun en succubus kunne udføre uden så meget som at lade tankerne glide i den retning.

Pigens næsten hviskende spørgsmål, fik langsomt Delilahs skridt til at stilne af, til hun gjorde ophør i sin gang væk derfra. De små bønner der forlod pigens læber fik Delilahs blik til at glide nedad imod jorden, lukke sig halvt, og hendes hvide tandsæt til at bore sig ind i hendes rødlige underlæbe. Åh for F da også!
Delilah havde aldrig haft nogle venner. I hele sit liv, havde hun skubbet alle væk for at holde dem sikre, og når folk kunne se igennem hendes hårde facade og hendes forsøg på at skubbe dem væk, forsvandt hun sporløst, af frygt for deres sikkerhed. Hun havde aldrig haft et gnist af kærlighed fra sin familie, og anede ikke hvordan det føltes, at være elsket. Men hun kendte, bedre end de fleste, hvordan det føltes at være helt alene i verden, efterladt og så ensom, at alt gjorde ondt.
Så hun tøvede. Hun var ikke en person, der blot gjorde ting, fordi det gjorde ondt indeni hende. Men hun kendte til ensomheden, kendte til smerten og af en eller anden grund, sendte det små tråde af smerte igennem hendes blodårer og hjerte, at vide at hun netop nu fordømte en anden til samme ensomhed.
Også selvom pigebarnet var en hysterisk, forstyrret dæmon.
"Nej, jeg fodrer dig. Kom."
Uden yderligere ord der forlod hende, fortsatte hun sin gang, nu langsommere. Hvis pigen ville, behøvede hun blot at rejse sig, og følge Delilah.

Yuuka rystede på hovedet, hvordan kunne det være at denne kvinde ikke kunne se at det var forkert. Det virkede nærmest som om hun ikke ønskede at vide det, som om hun gemte det væk kun for at beskytte sit ego. Nu hvor hun jo sjovt nok havde skåret halsen over på en død mand, hvilket betød at hun sikkert var en morder eller lejemorder. Hvad man end kaldte det, var det forkert.
Det virkede desværre bare nyttesløst at snakke med kvinden om det, hvilket gjorde hende lidt irriterede. Hvis nu hun bare selv kunne have mistet nogle, til en morder. Ville hun nok også selv vide at det var forkert, hun ville vide at alt i verden var forkert hvis man myrdede folk eller dyr. Yuuka var vegatar, hun kunne ikke selv klare tanken om at et levende væsen blev slagtet, bare for at hun kunne sætte tænderne i noget saftigt. Salat var vel også saftigt, på sin egen måde. Hun havde overhovedet ingen kommentar til kvindens ord, hun valgte bare at være stille. Hvis hun sagde noget, ville det alligevel kun ende i en diskussion hvor kvinden nok bare ville råbe, for at få sin vilje… som et andet lille barn, sjovt Yuuka tænkte sådan, når det var hende der havde siddet og stortudet over en voldtægtsmand.
Selvfølgelig havde kvinden læst hende, om at hun var en smule i fare for sig selv. Der var næsten ingen garanti på at hun ikke ville begå selvmord, hun mente jo ikke hun havde en grund til at leve. Selv de første folk hun mødte, efter ulykken var folk der købte kvinder, og nu også denne kvinde. Som virkede så følelse kold, dog havde kvinden noget over sig.
Det fik Yuuka til at stille spørgsmål omkring denne kvinde, hvorfor var hun ikke gået. Udover det, hvorfor bekymrede hun sig over at en fremmed måske ville begå selvmord? Det var jo ikke fordi de ville snakke meget mere sammen, eller se hinanden igen? Måske kunne hun læse fremtiden! Yuuka rystede på hovedet, af den sidste tanke. Folk der kunne se fremtiden, fandtes kun i eventyrene.

Yuuka stirrede mod kvinden, ville hun virkelig efterlade hende. Hun vidste ikke engang hvor hun var, alt hun vidste var at det var en hytte og der var træer udenfor. Mere vidste hun ikke, hun anede ikke engang hvor det nærmeste kro/motel var. Hun knyttede sine hænder, hvis hun skulle være alene i mørket endnu engang, ville tomrummet tage over. Hun ville sikkert ende som kvinden, kold og følelseløs. Tanken strejfede i hvert fald hende, hvis hun ende som denne kvinde. Hvordan ville hun så nogle sinde, kunne se sin bror i øjnene igen.
Yuuka havde lidt tilfældes med kvinden, de havde begge to aldrig haft venner før. I Yuukas tilfælde, var det fordi hun skubbede dem væk, så hun kunne passe på sin lillebror. Han var svag og havde svært ved at klare sig selv, hvilket gjorde at hun havde brug for at holde øje med ham.
Nu var det hele dog ændret, Yuuka havde set sin evne og skubbede nu folk væk. For ikke at skade dem, denne gang var bare anderledes. Hun havde jo fået sprøjten, så hendes evne var nærmest i dvale. Hvilket gjorde det sikkert for hende at være sammen med den lidt onde kvinde, hun skulle ikke frygte for kvindens liv. Da de nok ville skilledes når de ende ved byen!
Yuukas øjne sprang op, da kvinden sagde at hun ville fodre hende. Det lød lidt som om hun var en hund, men bare det at kvinden ikke ville efterlade hende, in the middle of no where. Gjorde hende glad!
Hun rejste sig hurtigt og lavede et hurtigt hop mod kvinden, hun holde sig bag hende det meste af tiden. Da det godt kunne virke sært, hvis hun gik ved hendes side. Det virkede jo ikke ligefrem som om kvinden kunne lide hende, så at gå ved hendes side. Ville nok kun sætte problemer op for hende, eller gøre kvinden irriterede IGEN!

Delilahs skridt sank lydløst ned i det bløde stads under hende, men hendes fokus gled først rundt for at spejde efter fare, og derefter bag hende, for at sikre sig at tøsen ikke gjorde noget dumt. Det var en ren refleks der var intet bevidst ved disse bevægelser, men alligevel kørte de som et fyrtårn om hende, for at sikre sig at alt var sikkert for både hende og det hysteriske pigebarn.
- Jeg er stolt af dig, Neco.
Ja ja. Jeg tænker på andre, bla bla. Whatever.
En svag latter dunkede i hendes indre, da Chaya muntert lyttede til Delilahs næsten irriterede svar. Delilah havde selv nærmest ingen penge på sig, og var tvunget til at arbejde næsten konstant, blot for at kunne have penge nok til at leje et sted hende og børnene kunne være når hun havde dem, så de var sikre og hun ikke behøvede at forklare faren, hvorfor hun var fattig.
Det havde hun simpelthen ikke overskud til!
Som hun syntes at lade sig omslutte af kælne skygger, der snoede sig om hendes krop og gemte hende i mørkets favntag, lyste de røde øjne i de dystre farver, næsten som var de faktisk ild, der blafrede selv i mørke. Men inden længe gav andre lys genskin i flammerne der slikkede i hendes blik, da byens myldrende liv begyndte at folde sig ud for deres øjne. Det havde ikke taget længe - Måske ti minutter? Delilah havde intet sagt på hele turen. Selv hendes åndedræt havde syntes stille.

Hun drejede pludseligt skarpt om et hjørne, og fulgte en smal gade med kun enkelte, hastende væsner. Hvornår de havde passeret muren, var ikke sikkert, men de var uden tvivl i byen, da et skilt fra en form for billig restaurant, viste sig. Der var halvdunkelt, men der var lys i restauranten fra nogle levende lys, samt hvad der lignede en glødende, lysende krystal - Magisk, uden tvivl.
Delilahs læderdust bølgede om hendes skikkelse som hun åbnede døren, og værtinden straks skyndte sig hen til de to. Svag overraskelse sitrede over hendes blik da hun så blodet der gav svagt genskin fra dem begge, men hun var professionel - Hun smilede alt for stort og venligt, og viste dem med store armbevægelser over til et mindre bord, i en mere lukket afdeling. Delilahs blik var åbenbart tydeligt.
"Vil i have en beskrivelse af menuen ...?"
Delilah hævede svagt et øjenbryn. Hun kunne ikke være mere pisse ligeglad med hvad hun stoppede i munden - Hun havde ikke brug for det. Men det dæmpede den fysiske dæmonsult alle dæmoner havde, og selvom hun ikke havde brug for at dæmpe den længere, følte hun alligevel trang til at spise 'menneskemad'. Hun havde spist alt efterhånden, så hvad hun spiste, ragede hende en høstblomst.
Hun havde spist oceaner af råt kød, på missioner hvor de ikke kunne tænde bål. Hun havde spist alverdens grøntsager, alverdens former for kød - Hun havde spist rå snegle, rå ghekkoer, halvdelen af dem endnu halvlevende. Hvad der blev smidt på hendes tallerken, bekymrede hun sig ikke om.
Så hun vendte blikket imod pigebarnet.

Yuuka holde sine hænder tæt indtil sig, hende øjne viste uro. Hun var urolig på alt det der var sket, ja kvinden havde fået hende ned på jorden igen. Men følelsen af hendes hænder der slog pælen ned i mandens kranium var der stadigvæk, i et kort sekund rystede hendes hænder. Hun opdagede kvindens øjne der landede på hende, hun sendte hende et forsigtigt smil. Følelsen af at hun havde tvunget den fremmed til at blive hos hende, fik hendes hjerte til at stoppe op engang i mellem. Det var jo forkert af hende, at bruge en person på den måde.
Mørket omsluttede sig om begge deres kroppe, den måde der nærmest åd Yuukas spinkle krop. Fik hende til at ligne et ofre, hendes krystal blå øjne lyste op som stjernerne på den klare natte himle. Hun holde sine øjne på kvinden, mens de langsomt drog ind i byens larm. Lyden af hestesko og folk der råbte, samt lysene fra gaderne og husene. Fik Yuuka til at smile, hun havde troede at byen ville lægge længere væk. Men de havde kun gået i omkring 10 minutter måske mere, hun lod sine hænder nærme sig hendes hjerte.

Da kvinden drejede skarpt om hjørnet, var Yuuka lige ved at gå væk fra hende. Hun lavede et hurtigt hop, for at komme tættere på hende igen. Lidt som en kylling der fulgte sin mor, forholde hun sig med små skridt bag kvinden. Den smalle gade, virkede en smule skræmmende. Hun havde dog være værre steder, som slavemarkeder og den hytte de kom fra… hvilket nok slog det meste, der var dog den dag hun lige var taget fra sin familie. Da hun fik tanken ind i hovedet, kunne hun ikke trække vejret. Hendes øjne stirrede ud i det blå, hun huskede endnu engang de to folk, der lå på lande vejen med deres underliv smeltet. Hun knyttede sine næver og tog et skridt mod kvinden endnu engang, skrigende fra mændene da de smeltede svang over hendes hoved kort.
Tanken samt skrigene forsvandt, da de kom ind i en billig form for restaurant. Hun kiggede forsigtigt rundt, til en af tjenerne gik mod dem. Yuuka kiggede op mod tjeneren, mens hun førte dem til et bord. Tjenerens stemme var nu rar at lytte til, i modsætning til den lidt mere dystre kvinde hun havde fulgtes med her hen. Der var ingen tvivl om at Yuuka ikke stadigvæk, var en smule bange for kvinden.
Yuuka kiggede kort på kvinden og derefter på tjeneren. ”D-Det billigste?” Sagde hun forsigtigt, hun formede det som et spørgsmål. Hvis nu kvinden ville sige hende imod eller ønskede noget andet, selv Yuuka var ligeglad med hvad hun fik at spise.
Her på det sidste havde hun fået alverdens sære ting, hvor det ene smagte mere forfærdeligt end det andet. Hun var lidt ligesom kvinden foran hende, totalt ligeglad med hvad fanden hun fik at spise. Bare det kunne spises skulle det nok gå

En kraftig lyst til at hamre hovedet ned i bordet svang sig igennem Delilahs hjerne, da pigebarnet gudhjælpemig valgte at svare ved ikke blot et spørgsmål, men et spørgsmål der ikke var et svar på det egentligt spørgsmål. For fanden, hun var blevet nedgraderet fra snig- og lejemorder til fucking babysitter fra random-dæmon the third, hvilket hun gad så lidt som noget andet.
Men hun klagede ikke. Sådan var det. Hendes blik lyste af åh-for-helvede, inden hun drejede det svagt så skygger dansede over hendes ansigt, og lagde det på tjeneren. Så gled et overraskende varmt smil frem på de bløde læber, der straks sendte tråde ud over hele dæmonens ansigt, så hendes ansigt lyste op i en smuk glød, der frembragte alle de bedste sider i kvindens ansigt.
"Har i ikke sådan en eat-to-you-vomit menu?"
Tjeneren så helt forkert ud i hovedet ved beskrivelsen af en alt-du-kan-spise-menu, men nikkede tøvende, imens hun langsomt forklarede hvad den bestod af. Ikke noget specielt, noget stegt grisekød og nogle rodfrugter, men tilgengæld ville man kunne spise det indtil man lå og kastede op. Et smil dansede over dæmonens læber, da hun lavede en hold-kæft bevægelse med hånden, der straks fik tjenerens mund til at stå stille, imens dæmonens blik hvilede på hende.
Stakkels pigebarn, hun så panisk bange ud for Delilahs ildrøde blik.
"Den napper vi. Med et par flasker alkohol eller tre. Minimum."
Delilah var pissed off, træt og så frem til en aften som babysitter. Hun skulle satme være stangstiv når det kom til det.

Tjeneren forsvandt, og Delilahs blik lagde sig på pigebarnet. Sekunder tikkede forbi, hvor Delilah lod stilheden sænke sig, imens hun syntes at vurdere pigens krop, uden den mindste ydmyghed eller blufærdighed, hvor hun gik ud fra at pigebarnet ikke brød sig om at hendes krop blev studeret af en halvfremmed.
"Hvad er dit navn?"
Spørgsmålet brød igennem stilheden, uden Delilah syntes at bemærke stilheden der blev brudt i et sæt. Tjeneren var allerede ved at bane sig vej igennem restauranten med et kæmpe fad kød og rodfrugter, og i den anden hånd en bakke med et par flasker vodka, en whiskey og en flaske rom. Hele lortet blev stillet foran de to dæmoner, hvorefter tjeneren smilede en smule, og forsvandt.
Delilah snoede et par fingre om whiskeyen, poppede den åben og trak den til læberne, i stedet for at hælde op. Alkohollen forsvandt hastigt ned i hende, men efter adskillige slurke slog hun proppen på igen, og mens hun sank alkohollen fra munden og ned i kroppen, nikkede hun imod fadet.
"Dig in, det er til du brækker dig - Pisse billigt."
Varmen spredte sig hastigt hende fra alkohollen. Et svagt smil piercede hendes læber.

Yuuka ønskede ikke at være uhøflig, Delilah burde nu mere være glad for at hun ikke bad om det dyreste. For gudsskyld, de kendte jo ikke engang hinanden. Yuuka ønskede jo ikke ligefrem at æde den første person der ikke har købt hende, penge op. Hvis kvinden ikke ønskede at have yuuka ved sin side, kunne hun jo altid have efterladt hende i hytten. Dog var chancen for at hun ville begå selvmord, en smule stor. Hendes liv var jo ikke ligefrem gået op af bakke, indtil videre gik det kun ned af bakke med fuld fart.
Ligesom tjeneren, blev Yuuka også en smule overrasket over kvindens måde at fomulere All-you-can-eat menuen på. Et smalt smil kom frem på hendes læber, det var vel lidt sjovt. Men burde hun grine af det? Hvad nu hvis kvinden følte sig fornærmet, eller blev irriterede over det. Hun rystede blidt på hovedet, da tanken fløg gennem hendes hoved. For helved, den kvinde lavede jo ikke andet end at blive fornærmet. Kunne det ikke bare være lige meget, hvis hun grinte blev hun sikkert sur. Hvis hun var stille skete det samme nok, der var ingen vej udenom. Uanset hvad blev den kvinde jo ikke andet end utilfreds, Yuuka kørte stille en hånd gennem sit hår. For at fjerne nogle tottere fra ansigtet, mens tjeneren fortalte hvad der var i den menu.
Yuuka kende på ingen måde denne lidt ubehagelige person, men var ved at vænne sig til hendes uhøflige måde at behandle folk på. Det virkede som om personen aldrig rigtig havde haft nogle omkring sig, der kunne forklare at det var forkert det hun gjorde.

Yuuka begyndte at lege med en af gaflerne på bordet, mens stilheden svang over dem. De eneste folk der snakkede, var dem bag ved dem eller dem ved de andre borde! Yuuka satte en albue på bordet, ventetiden var ulidelig i denne stilhed. Det gjorde alt sammen mere akavet, lige nu ville hun hellere have kvinden til at fornærme hende og opføre sig som en bitch som hun havde gjort det meste af aften. End at sidde i denne stilhed! Som blev brudt, af kvindens spørgsmål. ”Y-Yuuka, mit navn er Yuuka. Hvad er deres?” Det var vel normalt at spørger igen, når folk spurgte ind til ens navn. Det ville vel også kun virke utrolig sært, hvis hun bare sagde sit navn og lod stilheden springe over dem igen.
Da maden blev sat på bordet, fjernede Yuuka sin gaffel som lå midt i det hele. Hun nikkede blidt til tjeneren, som tak for maden. Hvor efter hun kiggede mod kvinden, som nikkede mod fadet. ”Mange tak.” Sagde hun lavt, hun begyndte stille at tage få ting fra fadet. Hendes hænder rystede nærmest, var hun nervøs over at gøre noget forkert? Det virkede nærmest som en date, hvor kvinden var nervøs for at spise meget. Hun tog nogle rodfrugter på en tallerken, samt lidt kød. Hun spiste det stille, mens hendes blik strejfede kvinden foran hende.
Hun virkede som en alkoholiker, den måde hun bare svang alkoholen ned på. Det virkede nærmest som om, hun ikke behøvede luft. Yuuka gnaskede stille på noget af kødet, mens hun kiggede på kvinden. Lidt forbavset over at hun kunne drikke whiskey fra flasken af, Yuuka havde selv meget svært ved at drikke alkohol. Da hun nemt blev fuld, hvilket gjorde at hun hurtigt gik under border. Hun behøvede knap nok at drikke to øl, før hun lå et eller andet mærkeligt sted og sov.

Ingen af musklerne i hendes krop så meget som sitrede ved .. Yuukas svar på det udforskende spørgsmål, men da hun genspurgte om Delilahs navn, løftede hendes ene øjenbryn med blot en skælven opad. Så strejfede et smil hendes rødlige læber, og et sekund gled en form for varme henover hendes ansigt. Så forsvandt det, og hendes blik fandt vej ned til tallerkenen med kød.
"Kald mig Valentine."
Hun bekymrede sig ikke om gafler, knive eller andet bestik. Hun lod de blodige, slanke fingre gribe fat i et par stykker kød, og slugte dem med en nærmest dyrisk ynde, som en panter der flåede sit bytte i stykker og spiste det, med elegante, stolte bevægelser. Delilah var måske en dæmon, men hendes dyriske, voldelige og blodige sider eksisterede på lige fod med det elegante, yndefulde og snu.
Delilahs blik strejfede tøsens tallerken, og hun bekæmpede en kraftig trang til at himle med øjnene. For guds skyld, hvad fanden skete der med at spise som et fucking insekt? Hun var ikke et tusindben, hun var en dæmon og hun kunne sgu godt spise mere normalt end at lege se-hvor-lidt-jeg-spiser-er-jeg-ikke-tynd. Hun hadede tøsebørn der legede Magre Marie. Ingen kan lide fucking Magre Marie.

Delilah vippede bunden i vejret på whiskeyen endnu engang, og lod en stor del af indholdet forsvinde ned imellem hendes læber. Som alkoholiker igennem mange, mange år(med ups and downs) skulle der en del alkohol til før hun for alvor blev påvirket, så selvom hun næsten havde bællet halvdelene af flaskens indhold, var der ikke så meget som en antydning af en sløring over hendes tankegang.
"Så, Yuuka. Fortæl mig hvem fanden dumpede dig ved duden, så skal vi nok få gjort .. rent bod."
Et svagt smil sitrede på hendes læber. Hun kunne lige så godt nedlægge nogle slavehandlere, nu hun alligevel var smuttet i joboutfittet - Ellers var lortet forhelvede da spildt! Hun lod endnu mere kød dale ned imellem hendes læber på en mere eller mindre brutal måde, og betragtede endnu en gang Yuuka.
"Så, hvor dropper jeg dig af? Jeg kan jo forhelvede ikke rende rundt med dig forever."
Endnu engang satte hun whiskeyen til læberne.

Hun begyndte stille at spise fra sin tallerken, da hun var opdraget af mennesker. Have hun gode bordmanere, hun spiste med kniv og gaffel også når det bare var salat. Hun nikkede til Valentine, mens hun tog noget salat i munden. Valentine, et smukt navn. Passede dog ikke helt til hende, navnet lød lidt som en smuk smuk prinsesse. Ikke fordi Valentine ikke var smuk, men så ondskabsfulde og irritable prinsesser kunne da ikke findes.
Hun havde stadigvæk svært ved at spise noget, efter et drab kunne hun næsten ikke få en bid ned. Billede af blodet var altid inde i hendes hoved, tanken om at liget gav hende kvalme. Så appetiten var ikke stor, den var i hvert fald ikke særlig stor på kød. Hvad nu hvis det var en eller anden person, hun ville helst ikke tænke på livet der engang var i det kød hun spiste lige nu. Tanken var for klam, det at sidde og spise det saftige kød gjorde hende nærmest dårlig. Dog smagte det godt, saftigt og saltet.

Hun hørte Valentines stemme, hvor hendes blik blev placerede på hende. ”Det er lige meget, jeg ser ham ikke igen alligevel.” Sagde hun lavt, hun havde en lille følelse af at Valentine nok ville dræbe ham. Hun ønskede ikke at dømme nogle til døden, også selvom de havde solgt hende. hun var jo fri nu, eller var hun? Det var aldrig til at vide. Hun spiste langsomt, men maden røg ned. Efter lidt tid havde hun spist alt på sin tallerken, og tog for anden gang noget mad. Denne gang kun salat, hun kunne virkelig ikke spise kødet lige nu.
Da Valentine spurgte hende, om hvor fanden hun skulle smide hende hen. Sank Yuuka et gennem tykket salat blad, hun kiggede derefter ned i salaten. Hun boede i Doomsville med River, men hvor var hun overhovedet lige nu. Hun adskilte sine læber fra hinanden, men ikke et eneste ord kom ud. Hvad tænkte River ikke lige nu, hun var blevet kidnappet. Han anede ikke engang at hun var gået, da det var om dagen. Han tænkte sikkert at hun bare var smuttet, havde fået en anden at bo hos. Hun klemte sine øjne sammen, de ord hun havde sagt til ham måtte slå hårdt i brystet på ham. *Jeg forlader dig aldrig, så tag din trøje på!* Den sætning var den sidste hun fik sagt, inden hun blev kidnappet. Han virkede endda ret glad, da hun sagde det.
Nu havde hun så også været væk i et par uger, hun var en forfærdelig person! ”Jeg bor i Doomsville” Sagde hun hurtigt, ordenen kunne presses ud. Men tankerne om River, blev hos hende. hvorfor tænkte hun så meget på ham lige nu, før var det hendes bror. Nu er det River! Det gav ingen mening for hende, måske var det fordi River virkede og opførte sig lidt som en bror for hende. hvilket fik hende til at tænke på begge to?

((Undskyld hvis det er lidt dårligt, skal lige ind i mine emner igen ^^''))

En melodramatisk, himlende ildkugle rullede i hendes blik, da tøsebarnets ord nåede Delilahs følsomme ører, som de fyldige læber langsomt blev slikket rene for kødsaft. De røde øjne hvilede på Yuuka i flere sekunder, før hun så meget som overvejede at skille læberne, for faktisk at lade et svar til hendes ord passere derigennem.
"Nej selvfølgelig ikke!"
Ironien lå i et tykt, klumpet lag om de næsten hånlige ord, som hun himlende med ildøjnene lænede sig fremad, så albuerne kunne hvile på bordet, og hendes blik lagde sig dybt, dybt i Yuukas.
"Slavehandlere er lige så opsatte på at levere et godt produkt som alle andre handelsmænd. Langt de fleste tjekker op på om deres slaver tilfredsstiller."
Hendes hoved tiltede svagt til siden. Hendes blik slap ikke Yuukas, som hendes stemme havde sænket sig til et lavt, ekstremt seriøst toneleje, der syntes meget ulig den ironiske stemme der ellers netop havde forladt den tidligere succubus.
"Selv hvis han ikke gør, vil han finde ud af at duden er død på den ene eller anden måde. Det gør dig til hans ejendom igen, i hans syge, klamme hjerne."
Hun krydsede uendeligt langsomt de slanke ben, inden hun næsten lænede sig tættere på tøsebarnet, i hvad der mindede om en sensuel bevægelse, som gled hun fremad for at kysse pigen eller hviske en fræk hemmelighed.
"Tror du virkelig han ikke vil jage dig indtil han får dig tilbage? Bondemanden jager sine køer. Same - shit."
Det var næsten en hvisken der forlod de blødt kurvede læber. De flammende øjne holdt Yuukas fast i et sekund, inden de pludseligt slap og fandt tilbage til kødet. Den sensuelle, seriøse stemning forsvandt på sekundet, og et par fingre fik fat i et tyndt stykke kød, der langsomt forsvandt ind i hendes mund.

Delilahs blik lå udforskende på Yuuka, som hun kunne se tanker der kørte igennem tøsebarnets hjerne. Hun virkede frustreret, men dæmonkvinden var ikke en tankelæser, så hvad der var galt kunne hun ikke sætte en finger på - Det bekymrede hende dog heller ikke voldsomt meget, tøsebarnet var ikke hendes veninde, hun var end ikke en bekendt. Hun var bare skræmt og panisk og her.
Delilah vippede hovedet svagt til siden ved Yuukas svar - De havde netop nået udkanten af Doomsville, men Doomsville var jo et fandens stort sted. Hendes svar var ikke ligefrem specielt præcist, for at sige det pænt - Doomsville strakte sig over hele bjerget, og selvom de var for foden af det, betød det ikke at de nødvendigvis var specielt tæt på det punkt, Yuuka havde i tankerne.
"Doomsville. Great, hvor i Doomsville?"
Hun ville have banket sig selv i hovedet, blot for at vise idiotismen i det svar tøsebarnet havde givet, men holdt det tilbage - Det ville nok ikke hjælpe meget hvis Yuuka følte sig, som en eller anden form for idiot.

//OOC: Jeg ønsker altid at fortsætte emnerne. Jeg har selv været ekstremt fraværende:)

((okay, det tager dog tid før jeg svare igen, da min computer er gået i stykker.))

//OOC: Intet problem;)