You again? Okay, this time, dont piss me off! ~ Delilah

Følsesløs. Det var hvad hun var. Hendes ansigt var uden følelser, hendes blik var tomt, og hun ignorerede hver gang en mand, eller kvinde, råbte efter hende om hun var et monster, en heks. Hun var da ligeglad med hvad de mente om hende. De turde jo ikke at slå, eller skubbe til hende mere, så hvorfor skulle hun tænke over det? Så længe de ikke behandlede hende for dårligt, ville hun intet gøre dem. Medmindre hun skulle have noget at spise, selvfølgelig. Men hun havde jo ikke bedt om at blive sjæledæmon! Hun brød sig faktisk ikke om at dræbe for at få sjæle... Men hvis hun ikke spiste, ville hun sulte. Og hvis hun sultede, ville hun så ikke dø? Fornylig havde hun hørt om en eliksir der kunne mutere en dæmon til en Drevens. En dæmon der hvis spiste føleser. Det havde sine konsekvenser, men hun ville vidst blive stærkere af det. Så vidt hun havde hørt. Hvorfor hun ikke havde sit sædvanlige skæve smil fremme, og det varme blik? Toby var død. Dræbt for øjnene af Nille. Dræbt af Lily, Nilles mor. Dog falske mor, Lily var faktisk Nilles storesøster, men det vidste Nille ikke. Nille fik tårer i øjnene bare ved tanken om synet af sin søn der blev dræbt... Hans livløse krop der faldt til jorden. Hun skubbede hurtigt tankerne om Toby væk, og fokuserede på det hun egentlig skulle. Hun skulle finde den eliksir... Der var vidst nogen i det sorte marked der solgte den. For mange penge. Så måtte hun jo bare stjæle den. Hun var dog først nød til at tjekke noget inde i Kroen Det Vilde Svin. Den skide kro. Hun brød sig ikke om den. Hun havde været der for mange gange. Hun åbnede døren til kroen, og gik ind. Der blev stille da de alle så det velkendte ansigt. For der hang en dusørplakat af hende i kroen. Derfor var hun nu derinde. Hun gik hen til dusørplakaten, og trak ned fra væggen. En hosten var i et hjørne hvor en skægget mands blik var på hendes ryg. Nille kunne mærke de stikkende grå øjne manden havde på hendes ryg. Selvfølgelig, hun havde jo aldrig fået dræbt den idiot. Hun krøllede plakaten sammen, og smed den ind i pejsen der var i kroen. Flammerne greb fat i papiret, og brændte det. Manden med skægget og de grå øjne rejste sig op. Nille så på ham med de følsesløse, kolde blå øjne.
"Christian, dette er slet ikke tidspunktet." Sagde hun. Hendes stemme var som en kniv man kunne skære sig på. Advarende, truende, og følsesløs. Ja, hun var tom indeni. Christian, den skæggede mand med de grå øjne, grinede. Hans grin var hæs, som en mand der havde røget hele sit liv. Modbydelig. Han havde ingen rynker, han var nok en på de tredve år. Han lagde armene over kors, og så på Nille med et skævt smil. "Nille, længe siden." Hans stemme var varm, imødekommende, men Nille kendte ham godt nok til at kunne lægge mærke til undertonen af irritation. Nille sukkede lavt, og bøjede hovedet bagover så hun kiggede på loftet. Hun havde to daggert ved hver ben hvor de var gemt. Hun trak en af dem, og gik hen til ham. Langsomt. Hun rettede daggerten mod hans strube, og sagde med en yderst kold stemme; "Christian, som jeg sagde, dette er ikke tidspunktet. Smut tilbage til dine luderpiger, eller jeg stikker denne daggert gennem din strube." Hendes øjne havde fået sorte prikker i sig. De kom, men forsvandt så. Så dukkede de op et andet sted. Det var evnen der ville frem. Christian rørte sig ikke. Hans øjne blev tomme som hendes. "Det tø..." Mere nåede han ikke at sige før hun havde trukket den anden daggert, og skåret i hans arm. En bloddråbe røg på gulvet. Christian sank en klump, og trådte tilbage så hans ryg var op af væggen. Nille smilede koldt, og lagde hovedet lidt på skrå. Hun gik hen til ham, men han slog ud efter hendes håndled der holdte den ene daggert. Hun mistede daggerten der røg hen af gulvet. Hun grinede lavt, en uhyggelig latter. Hun stak den anden daggert i hans arm da han smilede triumferende. Han stønnede af smerte da hun trak den ud igen. Han tog sig til armen, og røg på hug da hun trådte væk. Hun gik hen, og samlede den anden daggert op. De væsner der var i kroen var musestille. Da hun så hen imod Christian var han væk. Hun smilede skævt, og satte daggerterne ved deres gemmested ved benene igen. Ved læderstøvlerne. Hun gik ud af kroen igen, og smækkede døren efter sig.

Kjolen flagrede muntert omkring Delilahs krop, og bevægede sig sig rytmisk og flydende i takt til den hidsige vind der skubbede sig igennem krodøren der sommetider åbnedes. Hvorfor læderbukserne pænt var blevet kylet igennem lejligheden i stedet for at sidde fast omkring hendes ben, var meget simpel og forståelig for selv de mest langt ude tankegange. Medmindre denne tankegang var aseksuel eller aldrig havde prøvet dette, for så ville det være uforståeligt at blot en berøring kunne sende tunger af ild igennem hendes krop. Et smil sitrede i hendes mundvige, idet hendes tanker ubevidst rakte tilbage i tiden, og landede på hvad der var sket kort før.
Hvis nogen tilfældigvis skulle få chancen for at se op under den dansende kjole, ville den kraftige røde farve Castles hårde slag havde indprentet, være det første man bemærkede. Små stød af smerte og fornøjelse bevægede sig endnu i hende, men hun valgte på det tungeste at lade tankerne synke i en anden retning. Det var bare fandens svært, når Castle trods alt var god til hvad han gjorde. Og på trods af disse smertesrystelser, så syntes hendes skridt at være som bølgerne præcis som altid.
En kvindes skikkelse optog hendes interesse, da den skred igennem mængderne udenfor kroen. Dog var det ikke grundet dette, men fordi Skammeren ikke kunne træde forbi hende uden at blive genkendt. Et pust af nysgerrighed ramte hende, hvilket også var grunden til at hendes øjne lagde sig omkring Skammeren, og fulgte hendes skridt der drejede af, og satte retning imod den kro Delilah selv var placeret i.
Delilah stod afslappet lænet op af den væg nærmest døren, idet at sidde ned syntes som en umulig smerte. Vinden legede med de mørke krøller da døren åbnedes, og fik det til at ligne af snoningerne slangede sig igennem luften. Hendes krop var som en klump af is der var blevet hakket ud som hende, men hvoraf kun øjnene var bevægelige. Disse øjne fulgte roligt Skammeren, uden at vise tegn på den lette overraskelse der dansede igennem hende, over at se denne kvinde endnu engang.
Hvad der skete dernæst, syntes ikke at overraske Delilah i samme grad som resten af krostuens gæster. Et latterfyldt smil lod sig blive opslugt af hendes læber, men det var den eneste bevægelse der trak sig igennem hendes ansigt ud over de forfølgende øjne. Delilah kendte ikke Skammeren godt nok til at vide at der var en forandring i hendes adfærd, men hun havde en høne at trække hver eneste forbandede fjer ud af - og den høne havde Skammens evne.
Derfor skubbede hun også sin vægt væk fra den ru overflade da Skammeren forsvandt ud af døren, og lod de lettere svajende skridt føre hende væk fra skyggerne der syntes at klamre sig til hende, og nægte at forlade hende før hun trådte ud i den sø af mørke der svømmede uden for kroen.
"Tør du ikke gøre arbejdet færdigt, Skammer?"
Hånligheden snoede sig omkring hende, sekundet inden døren gik i bag Delilah. Hendes blik var piercet fast til Skammeren.

Nille åbnede døren til kroen således at døren hamrede ind i en mands ansigt. Manden brummede irriteret, og råbte "heks!" efter hende. Men hun var ligeglad. Som sagt, de turde jo ikke at gøre hende noget, hvilket passede hende udmærket.

"Mor!" Tobys hjerteskærende stemme fik Nille til at stivne, og se længere ind i skoven. Hun løb ind i skoven. "Toby!" Råbte hun.
Forsent. DA Nille nåede frem stod hendes 'falske' mor med Toby foran sig. Lily havde en kniv ved Tobys strube. "Du kan ikke slå ham ihjel, hva Nille? Nu skal jeg gøre det for dig." Lily stak kniven i hjertet på Toby. Nilles hjerteskærende skrig kunne nok høres kilometer væk. Hun faldt på hug. Tobys lig faldt til jorden, og Lily forsvandt. Nille kravlede hen til Toby, og trak kniven ud af hans brystkasse.

Scenen om Tobys død kørte inde i hendes hoved. Hvilket bare fik hende til at se helt kold, ligeglad, og en smule trist ud. En sort fjer var i Nilles sorte løse hår. Selvom hun var nærmest ligeglad med alt var hun jo stadig en Skammer. En indianer. Hun var nød til at fastholde sig i det. Hun ville ønske hun kunne snakke med nogen om det hele... Men Caroline vidste hun ikke hvor var, Jacob ej heller, og ... Åbenbart Nilles skytsengel vidste hun heller ikke hvor var. Hvilket irriterede hende. Var skytsengle der egentlig ikke for at være der for dem de beskyttede?! Hrmpf! Men Nille gad ikke tænke på det.
Nille sukkede lavmælt da hun hørte en velkendt og irriterende stemme. Hun vendte sig om mod Delilah.
"Når han forsvinder ud af det det blå, er det lidt svært, ikke?" Sagde hun koldt, og smilede svagt. "Medmindre du vil have jeg afslutter mit arbejde på dig?" Nille hævede et øjnebryn, og smilede flabet.
Hun lagde armene over kors.
"Hvad vil du mig, Delilah? Har du..." Hun så ned af Delilah, og smilede skævt. "Du er gravid." Nille grinede lavt. "Hvem er den uheldige?"

"Han svinder for fanden da kun fordi du lader ham gøre det! Du kan bare ikke slå ham ihjel, tøs."
En hånlig latter dansede omkring hende, i toner der hastigt bevægede sig imellem hån, irritation og flabethed der ikke syntes at kunne bestemme sig for hvor det skulle ligge sig til at hvile. Hendes øjenbryn løftede sig støt, idet armene snoede sig stramt om hinanden, hvorefter de lagde sig over hendes bryst over kors. Hendes fingre pressede hårdt imod hendes hud, da hun kæmpede en indre kamp for ikke at lade sin vrede vælde ud over Skammeren. På den anden side - hvorfor lade være?
"Du prøver fandme bare at slå mig ihjel, Skammer. Held og lykke."
Hele hendes krop stivnede da Skammerens ord henvendte sig til hendes graviditet. Hendes øjne krøb tættere sammen, og et skridt bragte hende tættere på Skammeren selv. Hendes blik hvilede i Skammerens, selvom det skummede at let irritation.
"Spørg mig igen hvis du kender mig. Så får du svar, tøs."
Delilah var lettere ustabil på dette tidspunkt, grundet graviditet og Castles behandling - mere end hun plejede. Dette betød også at hun var sprængfarlig, hvilket tydeligt var malet ud over hendes ansigt. Hvis Skammeren så meget som antydede noget der kunne bringe vrede frem, ville hun eksplodere og lade denne vrede flyde ud over Skammeren som var hun lavet af vanddråber.
"Har du et problem med at jeg er gravid?!"
Meget, meget sprængfarlig.

Nu skulle Delilah være lidt forsigtig. Måske var Nille følsesløs, men hun havde stadig sit temperament. Nille sukkede lavt, og lagde armene over kors. Nille virkede faktisk ret ligeglad med hvad det Delilah sagde. Hun løftede en hånd, og vendte håndfladen mod hende.
"Delilah, jeg har ingen ønsker om at lytte til en sur tøs lige nu. Så smut hjem til din lejlighed, måske venter der en mand på dig?" Nilles stemme var stadig kold. Stadig som en kniv der kunne skære en hvis man ikke var forsigtig.
"Igen, du undervurdere mig. Det ville være en let sag at flå din sjæl fra hinanden." Nilles blik blev helt tom. Hun kunne ikke lade være med at smile flabet da Delilahs krop stivnede helt. Hun reagerede ikke på at Delilah trådte tættere på.
"Jeg vil ikke spilde min tid på dig, Delilah. Men lige en ting, aldrig se mig i øjnene uden videre." Kort blev Nilles øjne sorte, men hurtigt blå, inden der skete noget. Nille smilede skævt.
"Nej, men det får du af det. Man bliver svag af at være gravid." Nille løftede hagen lidt, og smilede skævt. Stadig følsesløs.

"Bland Castle udenom det her, kælling."
Temperamentet begyndte hurtigt at blusse op i hendes krop, og det blev også tydeligt på den hårdhed der dansede imellem hendes toner. Ubevidst lænede hendes krop sig en smule fremad, blot nok til at det gav hende et svagt udtryk af hårdhed og den magt som det lykkedes hende at udvise på trods af diverse maver der var i vejen. I disse sekunder lyste det stærke ud af hende, den del af hende der på ingen måde kunne slibes væk under nogen omstændigheder.
Om det direkte var Castle hun havde hentydet til eller ej betød intet. Hvis en mand ventede hjemme ved hendes lejlighed var det Castle, for han boede der - og det betød at det i hendes hoved var ham, som Skammeren hentydede til. Og hun ville ikke få lov at tale ondt om den mand!
"Prøv mig, Skammer. Prøv at flå min sjæl i stykker, og du vil finde den langt hårdere end du ville tro."
Et hånligt smil sitrede om Delilahs læber. Hvorfor hendes irritation var blevet aktiveret så hurtigt kunne der være mange grunde til, men Skammerens reaktion var uden tvivl en af dem. Den anden var den fortsatte smerte der prikkede til hende for neden, hvor Castles slag endnu sviede. Ved Skammerens næste ord, havde hun intet andet end en hånlig latter at fremvise.
"Tror du jeg er bange for dig? Din trussel kan fandme skride Skammer, for den betyder intet."
Delilah havde aldrig været bange for Skammeren eller hendes såkaldte evne, på trods af de rygter hun havde hørt om dette. Skammen der vældede op i kroppen som en gift over alle de ting man havde gjort i livet - skamfulde oplevelser der flakkede for ens indre blik, og som Skammeren også fik kendskab til.
Fuck det, alle overdrev altid. Hun pustede sikkert på dem, hvorefter de skræmt flygtede i frygt for at se deres fortid i øjnene. Svæklinge og en tøs med nogle øjne der var fan af sort.
Så snart ordet 'svag' passerede Skammerens læber, knækkede et eller andet i Delilahs hoved. Hun snerrede tydeligt og trådte frem, sådan at hendes hånd kunne svinge imod Skammerens ansigt. Den anden hånd gled ned under kjolen og trak en kniv frem, som blev slynget op sådan at den blev presset imod Skammerens hals. Delilahs blik brændte.
"Kald mig svag en gang til kælling, og du vil ikke gå herfra i live!"

Castle? Castle?! Hvor havde hun hørt det navn fra? Bum bum... Klanen! Sebastian Castle! What? Boede han hos Delilah? Euw!! Klamt.
Nilles øjne lynede op da Delilah kaldte hende for en kælling.
"Hold din kæft, luder!" Snerrede hun, og spændte sin krop. Hun stillede sig i forsvars position, mest fordi hun regnede med at Delilah ville angribe.
"Jeg har ødelagt folks sjæle der var stærkere end dig, Delilah." Sagde hun koldt, og smilede flabet. Hun lagde hovedet lidt på skrå.
Hun smilede skævt.
"Mange er bange for mig. Den vil komme til at betyde noget." Hun havde bestemt sig for at nu skulle Delilah have en lærestreg.
Det var ingen overdrivelse. Det værste ved det hele var nok at Nille også vidste deres minder ved det.
Nille kunne ikke nå at trække sin egen daggert, men det behøvede hun heller ikke. Hun kunne se at Delilah ville slå hende, eventuelt en lussing, men Nille fik blokeret ved at holde en arm oppe der hvor Delilahs hånd svang mod Nilles ansigt.
"Du er svag, Delilah, og ikke særlig klog." Nilles øjne blev sorte. "Se mig i øjnene..." Skammer stemmen man ikke kunne sige nej til når hun netop sagde de fire ord.

Delilah hoved rystede hånligt. Luder? Stærkere end Delilah? Kællingen vidste intet, og det var denne uvidenhed der sivede ud igennem hendes læber i form af hvad tøsen åbenbart troede var ord. Delilahs blik sagde alt dette og var nærmest et skær af en hånlig latter, der trak sig frem og piskede sig imod Skammerens ansigt. Et pust af luft passerede hende endnu engang da Skammeren sagde at man var bange for hende af en grund, for Delilah kunne ikke se denne grund malet i nogen ansigter i nærheden. Et smil krøb sig hen ad hendes læber, og syntes ikke at kunne forlade dem. Hun havde ingen ord til overs for denne kvinde. Måske burde hun snurre omkring og finde vej hjem til Castle. Finde en måde at straffe ham for den behandling han havde givet hende? Det havde han fortjent ...
Svag!? Kaldte den opblæste ko hende svag?! Den sæk der ikke havde turdet at blive i Delilahs lejlighed, fordi hun var bange for at den store stærke kvinde skulle komme og indløse dusøren?! Tøsen der flygtede i stedet for at kæmpe imod hende?! Inden kampen var fucking begyndt!? Kællingen kunne fandme ikke tillade sig at kalde andre svag, når hun selv var indbegrebet af ingenting!
Men pludseligt trak mørke sig frem i Skammerens blik, og en stemme hvislede ind under hendes hud. En stemme der trak hende ind i det dyb der var foran hendes blik, og lod hende falde derned med alt andet forsvindende for hendes blik. Hendes tanker rev sig løs og fastsætte sig anderledes, således at minder begyndte at trække sig frem fra det dyb Delilah var blevet opslugt af.

Castles beherskede slag imod den højtråbende fyr vækkede Delilah fra den trance hun havde lagt sig selv i, imens hendes tanker havde trukket hende dybere og dybere ned i en kløft af fordærv og forrådnelse. Hendes blik sprang imod Castles ansigt, og på trods af hans kommentar der næsten altid ville have ladet et smil indtage hendes ansigt, havde hendes blik blot fastsat sig neutralt på ham.
Så snart deres blik mødtes, forsvandt alt den tryghed der havde lagt sig som en dyne over hende - og selvom dynen var forsvundet fjer for fjer det sidste stykke tid, rev hun sig fri derfra så snart deres blikke fandt hinanden. Det var ikke nervøsitet der flakkede igennem Delilahs øjne samtidig med at hendes blik besvarede hans - det var nærmere en ængstelighed for at hun kunne se at Castle selv gengældte denne følelse af at noget var galt. Men alt dette forsvandt i samme sekund en anden bevægelse overtog billedet.
Ikke en lyd fandt Delilahs læber, men hendes læber spredtes som ville hun gispe. Men samtidig stoppede hendes åndedræt, og hele hendes krop frøs fast i den stilling hun befandt sig i, da alting pludseligt gjorde det modsatte af hvad der skete på film - Hun fik intet slowmotion at bevæge sig i, men den gruopvækkende fart der hamrede for hendes blik og ikke tillod hendes muskler at reagere.
En knasende lyd vækkede hendes hjerne da metaldøren landede over Castle efter hun havde placeret ham der, og knuste alle hans knogler, og tvang hende til at trække luft ned i hendes lunger - mod hendes vilje, på dette tidspunkt. Hendes krop nægtede at reagere på hendes tankers vilje, men hendes tanker nægtede ligeledes at reagere på de ting hendes krop prøvede at tvinge hende til at gøre. Hendes verden syntes i det knasende øjeblik at lukke ned for et sekund.
"CASTLE!"
Der gik nogle sekunder, før det gik op for Delilah at den næsten råbende lyd der skar igennem Delilahs virkelighed stammede fra hendes egne læber. Et hvæs passerede de samme læber, og pludseligt var Delilah helt tilbage - dette skyldes dog ikke hvæset, men det blod der kravlede frem fra metaldørens indre.
Delilah græd ikke. Hun græd aldrig, og det var begyndt at syntes som fandtes der helt simpelt ikke længere en tårekanal i hendes krop - Men Delilah gjorde hvad der for hende var som at græde, idet det var de samme følelser der fik denne reaktion frem i hendes krop. Hun bemærkede ikke de skrigende og paniske mennesker omkring hende, ejheller havde hun nogen lyst til at opdage at hun var fanget i dette møghus.
Hun lod sine fingre hamre op under hendes kjole, og sno sig omkring skaftet på en sølvkniv der var sat fast derunder. Hun trak den ud, snurrede omkring og hamrede den ind i væggen så der burde komme et dybt hul i væggens overflade. Intet.
Den pludselige stilhed i huset reflekterede de følelser Delilah med ét følte: Ingenting. Hun følte ingenting over Castles død.

Gisp hev sig ind og ud af Delilahs læber .. Hvordan kunne hun have været så kold? Castle havde været død ... Castle! Og hun havde ikke ladet tårerne løbe?! Hvilket forfærdeligt væsen var hun, når hun ikke engang kunne fucking græde for Castle!? Men minderne flakkede forbi hende, og et nyt lagde sig over hendes syn.

Sean ville tilbyde sex med hende i bytte for adskillige uskyldige menneskers liv? Hun havde været parat til at give efter i bytte for at han lod dette ene menneske gå, men det hans ord nu antydede ... Hun ville give praktisk talt alt for at trække en person som Sean væk fra at skade uskyldige, selv i en tidsbegrænset periode. Hendes læber skiltes derfor kun sekunder efter ordene havde forladt hans mund, og bekræftede hurtigt aftalen.
"Aftale. Du kan godt have mig, hvis du ikke rører de uskyldige."
Hun drejede resten af kroppen så hun nu var rettet imod ham, og vippede den ene hofte en smule til siden så hendes krop svajede.
"Hvor?"
Ordet var så simpelt, men i samme sekund vældede en let afsky op i hende. Ikke mange dråber stædighed skulle til før de blev tvunget tilbage til hendes mere skjulte sider, men hun måtte smage bitterheden, der dog ikke flakkede henover hendes ansigt i et sekund. Hendes skridt førte hende derefter hen imod den kro han havde trukket hende imod, hvor hun ville lade ham bruge hende som tøj, for menneskeliv ..

Hun havde ydmyget sig selv og givet ham den totale magt over sin krop! Det havde været i en god sags tjeneste, men alligevel vældede kvalme og skam op i hende da scener fra hans magtdemonstration flakkede for hendes blik, og tvang hende tilbage til hvad hun så inderligt ønskede at glemme. Hendes åndedræt hakkede, og en overvældende lyst til at tage det hele tilbage dansede i hende .. Det havde været selvopofrelse, men for fanden hvor var det ydmygende! Men det var ikke ovre.

Verden havde syntes som en sløret klump hvor alle sansninger passerede igennem en si før de nåede hende igennem vreden, gik det op for hende da hendes blik uhjælpeligt betragtede hvad hun havde sat i værk. Kniven der hamrede ind i væggen og satte sig fast dér lod hun ikke engang blikket strejfe, idet hendes blik ikke kunne rives væk fra kniven der gik igennem hans kød som smør og satte sig fast i hans skulder.
Det eneste der kunne rive hendes blik væk fra dette sår, var det næste der skete; Kniven gled ind i hans side og sitrede let inden den satte sig fast. Blodet blev skubbet frem fra hans indre og løb langsomt ned af hans krop, tyktflydende og skar nærmest rødt i hendes øjne. Gisp bevægede sig ind af hendes læber i en uendelig række, men hun kunne ikke bevæge sig.
Alt vrede var forsvundet. Det var som havde det aldrig eksisteret, men havde hun blot stået og betragtet hans blod der løb væk fra såret for evigt. Men så snart hendes navn passerede hans læber, trak det hende op fra den dybe trance der havde frosset hendes muskler fast i sekundet. Hun havde aldrig haft problemer med at se folk dø eller skade dem, men dette her var anderledes på en eller anden måde.
"Sajro! Nej, nej, nej! Du skal ikke dø fra mig, hører du!?"
Hendes bevægelser var hurtigt men underligt blide da hun skubbede sig fremad, og greb fat om hans ryg og bryst så hun holdt ham fast i stående stilling, selv hvis han gjorde mine til at falde om. Hendes åndedræt rystede som havde hun svært ved at koncentrere sig, men der var end ikke en sitren ved hendes hænder idet hun forgæves prøvede at finde en løsning på alt dette.
"Undskyld, undskyld! Jeg ville jo ikke skade dig! Sæt dig ned, jeg skal nok finde en måde at løse det her på - det lover jeg! Du må bare ikke dø!"
Ordene blev hvisket ud næsten uhørligt, men den larmende stilhed der syntes at have bredt sig omkring hende kunne end ikke bryde ordene der snurrede i hendes hoved. Hun lagde et utroligt blidt pres på hans bryst idet hun forsøgte at få ham til at træde et skridt tilbage, idet han så ville kunne glide ned af væggen og sætte sig. Så snart han havde sat sig ned, rejste hun sig og snurrede omkring så hun kunne finde noget - bare noget - at forbinde sårene med.
Med ét snurrede hun omkring, og de hastige skridt førte hende næsten løbende igennem døren hvor de endte ved den bunke af tøj hun havde ret af det tøj der bølgede om hendes krop. Tøjet blev grebet af hendes fingre, hvorefter hun sekunder senere sad ved ham endnu engang.
Hendes hånd trak sig over hans brystkasse, hvor hun blidt berørte sølvkniven der syntes at syde dybt i såret. Hendes åndedræt var stoppet da hun berørte den, som turde hun ikke gøre noget der kunne frembringe den mindste smerte på dette tidspunkt. Hendes blik gled op i hans slørede blik, og et enkelt ord forlod hendes læber inden hun gjorde hvad hun vidste måtte gøres.
"Undskyld ..."
Fingrene lagde sig hårdt om knivens skaft, hvorefter hun med et ryk trak kniven ud. Blodet kæmpede straks for at komme først frem og lade ham forbløde, men hun greb fat i et af de afrevne bukseben og pressede det imod såret for at stoppe blødningen. Hun kunne allerede mærke blodet der trængte op igennem stoffet og gjorde stykket hun holdt om fugtigt, men hun tillod ikke den prikkende indre smerte i hendes krop at blive vist i hendes handlinger.
Hendes ene hånd pressede hårdt imod såret for at stoppe blodet med at drive væk fra hans krop, imens hendes anden søgte ned for at gribe fat om den anden af knivene. Hendes øjne brændte for at glide i, men hun tillod ikke sig selv dette. Hvis han døde ville hun aldrig tilgive sig selv - aldrig. Kniven blev ligesom den anden flået ud i et hurtigt ryk, og efter det andet bukseben presset imod såret for at tvinge det til at blive inde i hans krop.
For første gang i flere hundrede år, kunne Delilah mærke hvad der føltes som en lille prikken i øjnene - tårer samlede sig ikke til at falde ned over hendes kinder, men dette var det tætteste gråd havde nærmet sig på hende siden hun fyldte femten og var tvunget til at torturere sin kæreste til døde. Hun lænede hovedet en smule frem så hendes pande hvilede imod hans skulder, og pressede hårdt buksebenene imod hans sår, imens hun ventede på at disse havde gjort hvad de kunne.
"Undskyld."

Hun havde næsten stukket det barn hun bars far ned, fordi hun havde ladet sin vrede koge over og var begyndt at kaste den eneste slags knive der kunne slå ham ihjel efter ham?! Den slags han kunne forbløde fra og havde kunnet gøre hvis hun ikke havde været nødt til at brænde ham med en ildrager! Hun havde næsten gjort sit barn faderløs fordi hun ikke kunne holde til noget som fucking helst!
Hvilket monster var hun?! Hvad var der galt med hende?! Hvordan kunne hun tillade sig selv at være sådan et svin som hun var?! Hendes raserianfald havde næsten kostet ham livet. Og det var sikkert ikke første gang, selvom hun aldrig havde bemærket det før ...

"Fuck ud af mit hoved!"
Stemmen gispede svagt, da billedet af hendes egne blodige hænder der langsomt tørrede hendes første kærligheds indvolde op, og lod de små stumper der var tilbage af hans gennemskårne, maltrakterede og torturerede krop lægge sig ved siden af hende. Hun kunne endnu mærke sorgen over at blive tvunget til at torturere ham langsomt og pinefuldt til døden, og smerten over at have gjort dette ved en hun elskede. Om hun skammede sig? Ja forhelvede! Hun var én stor knude af skam, da hendes blik sivede væk fra minderne og lagde sig imod Skammerens.
Hvad Skammeren havde set, var utallige minder. Delilah skammede sig over praktisk talt alt i sit liv .. Måden hun havde forladt Neal på. Ting hun havde sagt til sine eneste venner. Måder hun havde flået mere eller mindre uskyldige væsner fra hinanden, blot fordi de havde set forkert på hende. Hvad Skammeren havde set havde været ét stort blodbad, med indvolde og kropsdele flyvende omkring - Men som viste hvor sårbar Delilah i virkeligheden var. Og hvordan hendes temperament havde slået tusinde folk ihjel gennem de mange, mange hundrede år hun havde levet.

//OOC: Minderne er kopierede for andre emner, så hvis de er lidt forvirrende så sig til. Jeg kan give dig linkene til emnerne de er fra, hvis de ikke giver mening^^

Hver gang Nille så alle de minder folk skammede sig blev hendes energi lidt for lidt taget, og hun ville til sidst besvime. Hun kunne bare ikke besvime når hun var igang med at se deres minder. Hun kunne mærke at så snart hun slap Delilahs blik, ville hun besvime. Måske glemme hvad der var sket, i noget tid. Men det var ikke sikkert. Hun kunne måske bare glemme alt om Caroline foreksempel, men det ville komme tilbage efter nogle minutter eller en time. Man kunne aldrig vide. Det skræmmede Nille lidt at Delilah kendte til både Castle, Sargonis, og Sean. Det var en fryd for Nille at vide Delilah ikke kunne lide ham.
"Castle..." Skammer stemmen var som en hvisken, en smuk hvisken.
Den havde dog ingen kontrol ved andre end 'se mig i øjnene'. Nille elskede at kunne føle det hele fra Delilahs side af. Hun kunne mærke Delilahs skam. At Castle betød noget for Delilah. Nille var samtidig ligeglad med konsekvenserne om at se Delilah i øjnene. Delilah kunne bare lære at snakke ordentligt til en Skammer. Specielt til Nille. Nille kendte ikke til at bære over med personer som Delilah. Det var tydeligt at Delilah ikke vidste hvem Nille faktisk var.
"Sean..." Denne gang var Skammer stemmen fyldt med vrede, dog stadig smuk.
Et nyt minde. Sean. Vreden samlede sig inde i Nille, og hun havde det som om hun kunne vælte et bjerg med al det had hun havde til Sean. Nille fik lyst til at grine over at Delilah havde ydmyget sig selv sådan. Solgt sin krop til Sean. Luder var det perfekte ord til Delilah.
"Sargonis..." Igen var Skammer stemmen en hvisken. Nille kunne udmærket godt huske Sargonis. Sargonis der var faderen til det barn Delilah bar. Delilah havde nær dræbt ham. Det vækkede en vrede inde i Nille. Men den vrede blev slukket da hun kunne mærke at Delilah holdte af Sargonis. Nille mærkede at der ikke var meget tilbage af hendes energi.
"Lailah...?" Denne gang var Skammer stemmen en spørgende hvisken. Kendte luderen Delilah til Lailah?! What?! Ej, nu måtte dette holde op! Hvorfor kendte Delilah til så mange Nille kendte?! Og så lige Lailah!! Nilles skytsengel!! What the fuck?! Nille var chokeret. Hvorfor fanden skulle Delilah også lige være venner med Lailah?! Lailah måtte være skudt i hovedet. Sindsforvirret. En eller anden forklaring måtte der da være!
Fuck ud af hendes hoved? Sikke et ordsprog dog! Nilles øjne blev blå, og hendes energi var væk.
Men lige pludselig kom der en pil ned på begge Delilahs sko, overraskede meget tæt på hendes store og lange tå, drabeligt tæt på, for at være mere præcis. Pilen røg helt igennem skoen så pilen borede sig ned i trægulvet, således at Delilah sad fast. I samme sekund hopped en mand ned fra et tag som havde holdt sig deroppe i noget tid, og han kommer hoppende ned på stedet lige mellem Delilah og Nille, så Nille ikke kan komme noget til. Han rettede sine våben mod Delilah. Samtidig kom to skyttere frem med buer, de havde skudt pilene ned i Delilahs sko. De pegede skyde klare buer mod Delilah. En anden mand som også havde sværdvåben kom, og greb Nille før hun faldt og slog sig. Hun var besvimet. Men hurtigt vågnede hun op, og så forskrækket på mændene. Hvem fuck var de?! Hun skubbede manden der havde grebet hende væk, og snerrede af ham. "Undskyld Censor Nille." Manden så ydmygt ned. Censor? Ooooh... Så det var sådan nogle der skulle beskytte hende? Nice nok. På en måde. "Det er vel okay..." Mumlede hun og rynkede på panden. Hun så på Delilah. "Og, hvor fuck kender du min skytsengel Lailah fra?!"

Mændene med våbene, skytterne har samme tøj, bare i stedet for sværdvåben, så pilekogger, og bue.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Navnene der var blevet hvisket i hendes hoved syntes at give genlyd, som havde denne hvislen trukket et ekko frem der nu rungede imellem hendes tanker med en ubehagelig sitren. Men det var ikke kun minder fra de navne Skammeren syntes at kende, der endnu dansede i hendes sind. Et minde fra en mand, som Delilah af hele sit hjerte ønskede Skammeren ikke kendte til, var det der havde brændt sig fast i hendes hoved. Hendes øjenlåg lukkede lyset ude da de fandt sammen, og trak hende tilbage i tiden, præcis som hun havde været for få sekunder siden. Denne gang var det dog ikke længere tvunget, selvom hun lod et af de samme minder køre for det indre blik, som hun havde haft lige før.

Hans ånde kildede hende drillende i nakken, og hans kropsvarme lagde sig omkring hende. Duften legede med hendes næse, samtidig med at hun kunne mærke hans bløde omfavnelse der holdt hende indtil ham, imens hans tunge åndedræt beviste at søvnen endnu lå i ham. Smerten rullede i hende da hun blidt løsnede hans fingres greb omkring hendes krop, der holdt hende tæt ved ham. Forsigtigt løftede hun dem netop nok til at hun kunne glide ud af hans favn.
Han bevægede sig en smule, hvor han syntes at trække sig sammen sådan at hans krop endnu var placeret behageligt, hvorefter Delilah kunne lade undersiden af fødderne ramme det halvkølige gulv. Smerte rullede igennem hendes krop, og han syntes pludseligt at være så sårbar og udsat, som han lå i sengen. Som havde hendes nærvær beskyttet ham imod fare, men nu hvor hun var listet væk, ville han være fanget i åben ild. Men hun vidste at det ikke var tilfældet. Hun beskyttede ham.
Hendes fingre sank nedad da hun greb efter sit tøj, men fik istedet fat i det bløde stof der symboliserede en af hans skjorter. En tøven sitrede igennem hende, inden hun greb fat om denne skjorte, og trak den på. Hendes fingre rystede let da hun knappede den op, og rullede læderbukserne henover benene. Hendes fingre greb omkring parfumeflasken, og lod små dråber af duft hagle ned over hende i et sekund, før hun automatisk lod bunden ramme sengebordet endnu engang.
Hendes blik strejfede ham kort, og på trods af en voldsom trang til at lægge læberne imod hans, så kunne hun ikke risikere at vække ham. Hendes øjne sviede kraftigt, men det var som kunne hun ikke få sig selv til at lade en tåre falde. Hun måtte glemme ham, selvom den brændende følelse i hendes krop syntes at ville klistre til hende hele livet. Hendes blik sank mod jorden inden hun greb de sidste af hendes ting, og listede imod døren med hastige skridt.
Hendes blik ramte ikke parfumen som hun havde glemt, da hun lod et sidste blik hvile på ham. Et blik, hun var sikker på ville brænde sig til hendes hjerne for evigt, idet hun aldrig ville se ham igen. Hun var ved at efterlade den eneste person der kunne trække det gode væsen frem i hende, og den mand hun elskede.
"Farvel, Neal."
Ordene blev hvisket ud inden hun forsvandt igennem døren, og lod sig blive opslugt af skyggerne.

Delilahs åndedræt var besværligt, og hendes syn syntes blændet af tomhed i hendes krop. Hun fortrød ikke at hun havde efterladt ham, for alternativet havde været værre - men alligevel fortrød hun som bare fanden. Men med ét blev hun revet tilbage til virkeligheden og nutiden, idet en susen der flåede sig igennem luften fandt vej til hendes hørelse - og rev hendes blik op tidsnok til at finde pilene der elegant snoede sig igennem luften.
De borede sig i hver deres sko, uden Delilah havde bevæget sig en milimeter.
Delilahs blik hamrede imod skytterne, idet hendes fingre snoede sig om pilene i samme sekund skytterne greb Skammeren - som om hun burde reddes! - og hev disse pile op fra hendes sko. Idioterne havde fandme lavet hul direkte igennem dem! Vidste de godt at de sko indholdt adskillige knive, og faktisk var ret besværlige at få fat i!?
Kniven der endnu var fanget imellem hendes fingre, lagde sig imod hendes håndflade sådan at hun kunne snurre fingrene et sekund og have en kniv med den skarpe side udad på under et halvt sekund.
Censor Nille?
Censor!? Nille?! Var skammeren en censor der hed Nille? Se, det var sådanne ting Delilah ikke havde interesse i at vide! På den anden side - ville hun ødelægge noget for dæmonsamfundet hvis hun slog en censor ihjel? Men denne tankestrøm blev smadret sekundet senere.
"Skytsengel!? Lailah er din skytsengel!? Fuck, så kan jeg jo ikke slå dig ihjel!"
Kniven gled ud imellem hendes fingre og klinkede imod trægulvet. Havde Lailah valgt Skammeren som den hun skulle beskytte?! Delilah elskede Lailah, men nogle gange var hun jo nødt til at beskytte den engel mere end nødvendigt! Hun kunne ikke bære at noget skulle ske med Lailah, så hun måtte vel hellere beskytte Nille. Fandens.
"Fedt, så har du lige fået en beskytter på halsen. For hvis du får dig selv slået ihjel, så tager du Lailahs liv med dig."

Det sidste minde fik Nille til at mærke en triumf. En Delilah bekymrede sig for... Havde elsket... En svaghed. Nille kendte nu til Delilahs svagheder. Hvilket kunne være nødvendigt at vide, i mange fremtidige tilfælder. Hun vidste det kunne blive nødvendigt. Derfor huskede hun sig selv på det.

"Slå mig ihjel?! Jeg er jo næsten lige kommet tilbage fra det skide mørke!" Snerrede hun. Røb hun lidt for meget? Nå, ligemeget. Nu var hun da sikret på at Delilah ikke kunne slå hende ihjel.
Hun sukkede dybt, og lænede hovedet bagud.
"Endnu en fucking beskytter?! Så lav dog en klub!" Mumlede hun, og så på Delilah.

"Hvis du er villig til at redde mig fra at dø, eller du er jo nærmest tvunget til det... Vil du så hjælpe mig med at blive stærkere?"

//Sorry kort svar... Kreasvigt //

"Mørke? Hvad fanden i helvede snakker du om, kvinde!?"
Delilahs hjerne havde svært ved at samarbejde, når minder endnu snurrede i hendes årer og dansede i hendes sind. Minder om hvordan hun havde forulempet sine tidligere kærester, flået deres kroppe fra hinanden i et forsøg på at redde dem. Hvordan hendes temperament havde smadret alt hun nogensinde havde elsket. Hvordan hendes fjender var lusket ind, og havde efterladt hende alene - uden nogen som helst at være med. Hvordan hun havde forladt de sidste personer der bragte glæde i hendes liv, for at redde deres liv. Hele grunden til at Delilah var så hård, var netop blevet udspillet sig for hendes blik. At hun ikke var helt oppe på dupperne måtte forhelvede da være okay?!
Hendes fingre snurrede hastigt pilen imellem fingrene, imens hun tvang en klarhed til at finde vej ind i hendes tanker. Hun måtte fokusere. Hun måtte skubbe alt væk - Delilah var nok en af de personer Nille kunne finde, der var mest påvirket af hendes evne, fordi hele hendes liv dansede af skam og rystede af dårlig samvittighed. Og alligevel nægtede hun at vise det. Hun lod ikke en trækning af sorg komme over sit ansigt. Hun ville ikke vise den svaghed, og da slet ikke til tøsen der havde været inde i hendes hoved!
Kælling.
"Hør Censor Nille, jeg beskytter dig ikke fordi jeg kan lide dig. Jeg beskytter dig ikke fordi jeg har lyst. Jeg beskytter dig ikke engang fordi jeg mangler nogle at beskytte, for dem har jeg fandme rigeligt af! Jeg beskytter dig fordi hvis du dør, så slår du min bedste veninde ihjel. Og så skal jeg nok finde en måde at gøre din død til et helvede på. Det kan jeg godt!"
Stemmen der havde sydet af intensitet svandt ind, idet hun udtalte de sidste ord. Det kunne hun. Ånder kunne, på grund af hendes fandens evne, ødelægge hendes liv - men hun kunne også gøre det andet. Hvis hun gad udvikle sin evne ... Det kunne hun godt! Et smil krøb henover hendes læber, og optog den sparsomme plads disse kunne fremvise.
"Stærkere?"
Et hurtigt regnestykke kædede sig sammen i hendes hoved. En stærkere Skammer, betød at hun kunne forsvare sig bedre. At hun kunne forsvare sig bedre, betød at hun var i meget mindre fare. At hun var i meget mindre fare, betød at Lailah var i meget mindre fare. At Lailah var i meget mindre fare, betød at der var langt mindre sandsynlighed for død. Langt mindre sandsynlighed for død var perfekt!
"Jeg er på."

Selvfølgelig vidste Delilah intet om det. Det havde jo været Nille der havde set Delilahs minder, ikke Delilah der havde set Nilles. Nille sukkede lavt, ikke tale om hun gad at forklare det hele, for Delilah!
"Jeg har været død engang før. Jeg har ikke lyst til at vende tilbage i det mørke jeg levede i." Sagde hun blot.
Ikke tale om Nille ville fortælle hende at... Jo... Vent lige... Delilah hadede Sean.
"Sean slog mig ihjel." Nille smilede koldt, og lagde hovedet lidt på skrå.

Snigmorderen der stod foran Delilah så advarende på hende, og den tæt ved Nille trak en kniv.
"Og, jeg er ligeglad. Jeg kender alle dine svagheder, Delilah. Tror du virkelig du kan ødelægge mit liv?" Nille smilede skævt. "Jeg angriber kun, hvis du gør, Delilah. Ingen kampe, ingen had. Accepter at jeg kender dine svagheder. Du vil selv bede om at få ødelagt dit liv hvis du angriber." Nille lagde armene over kors.

Nille smilede skævt, og ventede på svar.
"Godt. Er du så med på at stjæle det der gør mig stærkere?" Ikke tale om Nille ville fortælle hvad de skulle stjæle. "Det er ved det sorte marked."

"Enten var du død eller ej. Hvis du var død, så ville du for fanden da ikke være levende nu!"
Sætningen der dansede fra Skammerens læber, gav ingen mening i Delilahs hjerne. Hun vendte den, drejede og snoede den imellem sine fingre for at finde en løsning, og hun strakte den for at finde en grund til at Nille ville sige den selvom den ikke var sand. Men der var ingenting. Intet andet end tomhed mødte de imaginære strakte fingre, der kæmpede for at få løst knuden - så istedet havde Delilah valgt at lade sig selv overbevise om at Nille sagde det som en joke, hvilket var grunden til hun havde spyttet ordene ud med selvfølge, som tænkte kvinden sig ikke ordentligt om.
Men ved den næste sætning der forlod Nilles læber, vred Delilahs ansigt sig i afsky. For fanden, kunne den idiot ikke bare holde fingrene for sig selv! Delilahs læber adskilte sig, men kun for at fordreje læben således at den lette kvalme sætte sig synligt fast på hendes ansigt.
"Sean den fanden idiot! Han er fucked up, han er. Jeg burde fandme finde en måde at hakke alle hans lemmer af!"
Ordene var ikke som sådan henvendt til Nille, selvom hun heller ikke tænkte videre over om Skammeren måtte høre ordene - for hvis en person har slået en anden person ihjel, så må den 'døde' person vel havde morderen rimeligt meget? Og selv hvis Nille ikke havde et problem med Sean, så kunne det fandme være ligemeget! Luces mening om Sean kunne ikke ændre Delilahs holdning, så hvorfor fanden skulle Nilles?

Delilahs blik strejfede ikke engang de dér folk der mente de skulle beskytte censor Nille, idet de kunne rende hende et vist sted. Hun havde myrdet flere autoriteter end de havde såret folk, og det var uden at tælle de mange utallige opgaver hun havde haft med. Eller raserianfaldenes ofre. Eller de der var døde pågrund af hende. Hvis de angreb ville adskillige skarpe genstande skære deres halspulsårer over, og tvinge dem til at ligge druknet i deres egen blodpøl på jorden.
Hmm ... Måske skulle hun angribe dem, bare for at tvinge dem i dødens knæ?
"Du af alle personer burde vide at mit liv allerede er ødelagt. Du skræmmer mig ikke, Skammer. Tror du virkeligt selv du kan gøre noget ved mig, som jeg ikke allerede har været igennem? Noget der er værre end alt det du lige har set?"
Svaret var nej. Der fandtes ingenting. Delilahs liv var en sammenklaske bunke af sammenrodet lort, og som spøgelseskvinden var det hus hun havde været fanget med Castle i havde sagt ... Det eneste der kunne trænge igennem den skal af ingenting hun var, var orgasme og vrede. Da hun havde været med Neal, havde hun været så meget mere end det - men nu? Nej.
"Selvfølgelig vil jeg det. Ved du hvor på Det Sorte Marked, eller skal vi opspore det?"
Delilahs stemme havde ændret sig, og havde nu klatter af professionalitet over sig. Det var som enhver anden opgave.

Delilah var tydeligvis ikke den skarpeste kniv i skuffen. Nille sukkede lavt, og rystede lidt på hovedet.
"Jeg var død. Det er en lang historie, og den vedkommer faktisk ikke rigtig dig. Jeg er vigtigere end du tror." Sagde Nille med en rolig og bestemt tone. Undertonen var lidt... Skælvende. Grundet af at hun hadede at snakke om det. Og det vedkom ikke Delilah. Hendes blik var bestemt, og ingen løgn at tyde. For en Skammer havde svært med at lyve, nogle gange kunne de godt, men ikke altid.
En indre triumf blomstrede inde i Nille da hun huskede at Delilah også hadede Sean. Det var jo lige før de to kunne blive venner, hvis det ikke var på grund af at Delilah skulle være så skide dum og selvisk. Samt, at hun ville have dræbt Nille. Som om Nille kunne blive dræbt, og så af en kniv?! Ej, nu måtte man altså holde op... En helt normal kniv kunne højst skade en dæmon.
"Ja... Jeg så du hader ham. Så har vi da noget tilfælles." Sagde Nille med et skævt, dog stadig følsesløs, smil. "Finde en måde? Bare slå ham ud, lænk ham fast, og torturer ham. Det er en bedre måde end at sørge for han dør med det samme. Triumfen ved at se ham lide." Nilles øjne havde fået et morderisk glimt. Hun afskyede den mand overalt på jorden, men hun kunne ikke gå udenom at han var temmelig smart ved missioner. Hans planer var gode, men han var idiotisk. Selvisk. Hadsk. Og fremfor alt, en tyran der fortjente titlen som en der gik rundt på gaden, og fjollede rundt som en hofnar for at få nogle skillinger. Ingen kunne ændre Nilles mening om Sean. Han havde jo, trods alt, dræbt hende. Hun havde ret til at være vred.

Hvis Delilah slog en af snigmorderne ihjel, ville Nille igen se Delilah i øjnene med sin evne. Nille smilede skævt over delilahs ord.
"Lad mig sige det sådan her; hvis du sårer, eller dræber, nogen jeg holder af, så kan jeg to ting. Et, jeg kan finde Neal og lade hævnen ramme ham. To, jeg kan dræbe mig selv, og tage Lailah med i døden. Og hvis du sårer mig fysisk, ikke nok til døden, så vil jeg igen finde en du holder af, og lade hævnen ramme dem. Jeg er ikke en du kan true, Delilah. Ikke uden at jeg sørger for hævn." Nilles stemme igen kold, men et skævt triumferende smil spillede om hendes læber. "Og, tro mig... Jeg kan finde på det. Især hvis du har såret, eller dræbt, en jeg holder af." Nille lagde hovedet lidt på skrå.

"Jeg ved hvor det er." Nille vinkede snigmorderne væk. Hun havde fået sikret sit liv. Det var nok for hende. Snigmorderne trak sig modvilligt tilbage. Nille så på Delilah, og viste tegn til at hun skulle følge efter Nille. Hun gik længere væk fra skuret, og hen imod det sorte marked. Nille sagde ingenting på vej derhen. Ikke et ord. Da de nåede hen til det sorte marked, gik Nille lidt væk fra mængderne af væsner og mennesker. Der var ingen slaver i syne, ellers havde Nille allerede været på vej hen imod dem. For at befri dem. Hun hadede at se slaver lide... Og det var hendes pligt at hjælpe dem. Og det gjorde hun med glæde. Der var nogle skur hvor dem der solgte, havde deres sager. Specielt et skur fangede Nilles interesse. "Dér." Nille pegede på et sort skur hvor en mand stod på vagt. Manden havde rustning, og våben. Han bevogtede tydeligvis noget betydningsfuldt. Det var derfor Nilles interesse havde landet på det skur. "Nogen ideer?" Nille så spørgende på Delilah. Hvis ikke Delilah havde en ide kunne Nille nemt finde på en.

"Og hvorfor skulle du være det? Måske er du censor, men det gør dig ikke vigtig. Måske var jeg engang prinsesse, men det gør ikke mig vigtig. Måske er Rafael dæmonernes leder, men det gør ham ikke vigtig."
Stemmen var blottet for samtlige følelser der burde være stoppet ned i den. Ingenting afspejlede tydeligt sit ansigt deri. Og alligevel brændte vigtigheden af hendes ord som en intens ild der slyngede sig omkring i hende, idet disse ord faktisk havde en mening for hende. Det var også derfor hun ikke havde bemærket at hun havde ladet sig selv fortælle at hun havde været en slags prinsesse i sit samfund, selvom hun aldrig fortalte nogen dette, idet hun skammede sig grueligt over dette faktum.
Selvfølgelig havde Nille set dette i Delilahs minder, og set hvad det samfund havde tvunget hende til at gøre. Set hvordan hun havde slået adskillige ihjel på grusomme måder, fordi hun blev tvunget. Men det betød ikke at Delilah ikke vil opføre sig, præcis som vidste Skammeren intet om hendes fortid. Det var langt mere betryggende at lade sig selv se ud over denne farlige viden Nille havde, og trække den væk fra sine tanker.
Delilahs læber voksede i et smil da Nille begyndte at tale om tortur imod Sean, og uden at tænke over det faldt en latter ud fra de selvsamme læber der havde fornærmet Nille.
"Jeg ville med glæde kastrere ham! Åh, og høre ham skrige af smerte ... Den lyd gad jeg godt høre?"
Munterhed havde sneget sig ind i hendes stemme, og billeder af dette scenarie flakkede for hendes indre blik. Javist, hun kunne se sig selv i Sean på mange punkter - Men på langt de fleste var hun pissed på ham. Især efter han havde forhandlet sig til sex med hende!

Delilahs læber skiltes overrasket da Nille truede hende - mest fordi hun faktisk ikke kunne flippe ud på Nille, og skære et par lemmer af hende. Tøsen kendte alle Delilahs svagheder! Og hvis Delilah eliminerede truslen, også kaldet Skammeren, ville hun samtidig udrydde hendes bedste veninde fra livet! Åh dilemma.
"Rør ikke Neal. Du vover på selvmord!"
Korte hurtige sætninger der blev slynget ud imellem hendes læber, inden hun fulgte Nille ind på Det Sorte Marked. Delilah havde ikke et sekund bekymret sig om censorens beskyttere, så hun havde knap bemærket da de forsvandt ud af hendes synsfelt igen.
Hendes blik spejdede opmærksomt efter slaver, idet hun ikke kunne drømme om at passere slaver - undtaget Neals, hvilket hun faktisk havde dårlig samvittighed over hun havde ignoreret igennem så lang tid - uden at give dem deres frihed tilbage. Ikke hvis det på nogen måde var muligt. Overhovedet. Også selvom det måske ikke syntes muligt. Derfor var det også heldigt at det ikke syntes at der var nogen på denne del af markedet, idet Delilah ellers ikke ville være kommet tre skridt før hun begyndte at lægge planer for at få slaverne væk.
"Fandens slaveejere .."
Sætningen var så lav, at det ikke var sikkert at Nilles ører opfangede signalet. Men det var ikke hvad fangede Delilahs opmærksomhed sekunder efter, men istedet det sortmalede skur der blev peget på. Et smil flakkede over Delilahs ansigt, inden hendes blik kort gled hen til Skammeren. Hun havde i disse sekunder glemt alt om at hun ikke var den største fan af Nille lige nu.
"Jeg skærer halsen over på ham og trækker ham derind inden nogen ser det. Du smutter efter og finder what-ever-you-need og så er vi smuttet."

Nille havde næsten alle Delilahs minder inde i sit hoved. Hun vidste hvem Delilah var, hvad hun havde gået igennem, og fremfor alt, hendes svagheder.
"Jeg ved du engang var en 'prinsesse'." Nille lagde hovedet lidt på skrå. "Men det er ikke censor delen der gør mig vigtig. Det er Skammer delen." Sagde hun roligt.
Nilles smil voksede over Delilahs ord. Hun grinede lavt.
"Det ville være musik at høre hans smerte skrig. Og en god ide at skære hans ting imellem benene af ham... Det ville være helvede for ham." Hun grinede lavt, og lagde armene over kors.

Nilles blik blev atter koldt, men hendes skæve smil var der stadig. Bare mere et dødt smil.
"Så længe du ikke truer, slår, eller andre væmmelige ting der kan skade mig, gør jeg dem intet. Det samme gælder dem jeg holder af. Hvis du lader være med det, så lader jeg Neal, og alle de andre være i fred." Nille sagde det roligt.

Nille fangede lidt af det Delilah sagde.
Fande... Slaveeje...
"Hvis der var slaveejere ville jeg allerede være igang med at slå dem ihjel." Sagde hun. Hendes ryg var rank, og hendes bevægelser elegante som altid.

"Lyder som en fin plan for mig." Sagde Nille. "Ses om lidt." Nille listede hen til skuret, dog løb hun nogle gange i skjul bag nogle andre skure. Så snart Delilah havde skåret halsen over på manden, og trækket ham med ind i skuret, var Nille allerede derinde. Hun havde fundet et hul hvor hun kunne komme igennem, i væggen. Hun smilede skævt, og så rundt. Der var mange kasser... Hun så rundt på dem alle, og åbnede en. Ikke den. Der var eliksirer til noget med... Ej, det vidste hun ikke hvad var til. Hun åbnede en anden kasse, og smilede stort. Hun tog eliksiren, og betragtede den. Det var en fin lille glas beholder, med noget væske i. Hun så på Delilah.
"Lad os komme væk." Nille kravlede ud gennem hullet igen. Så snart Delilah var kommet ud til hende, og de var kommet lidt væk, drak hun af eliksiren. Hun rynkede på panden, og knurrede så lavmælt. En smerte skød igennem hende, hvilket fik hende til at bøje sig lidt sammen. Smertebølgen kom igen, og hun knurrede højere. Hun kunne ikke bevæge sig.. Smerten var for stærk.

Delilah svarede ikke på om Nille var vigtig. At hun var Skammer, gjorde hende ikke vigtig i Delilahs øjne. Det gav hende muligheder for at klistre magten fast til sig via frygt og svagheder, men det betød ikke at hun var vigtere end folk som Kairi, Lailah eller Castle for den sags skyld. Ikke engang var Skammeren vigtigere end Delilah selv, hvilket i hendes øjne sagde mere end langt de fleste andre eksempler hun kunne diske op med. Men så snart Nilles ord strejfede tortur til Sean, kunne hun intet andet gøre end at føle det store smil der voksede sig frem på hendes læber.
"Det er lige ved at vi skulle lade ham gå rundt uden sine kønsdele i nogle uger. Han ville gå psykisk ned! Og så torturerer vi ham lidt igen, fordi det har han fandme fortjent!"
Delilah havde for en stund glemt den lette irritation Skammeren plantede i hendes krop, og tvang til at vokse sig til store og stærke slyngplanter af vrede. Det var også tydeligt i hendes grønbrune øjne, at hun i disse sekunder ikke så Nille som en fjende. En ven var måske overdrevet, men irritationen imod Nille selv var forduftet for en stund, idet hendes tanker berørte det emne der havde Seans smerte i interessen.
Men hendes smil forsvandt med Nilles.
"Jeg skader ikke den person Lailah er skytsengel for."
Svaret var kort og simpelt, men indeholdt samtlige af de argumentationer der kunne flyde imellem Delilahs læber, for at redegøre hvorfor det ikke ville være smart at skade Nille. Regnestykket var simpelt. Nilles liv = Lailahs liv. Sort på hvidt. Og når Nille var svækket, trak det derfor en direkte streg til at Lailahs liv var mere blottet end hvis Nille var stærk som en meget feminin okse.
Men smilet blev trukket tilbage på hendes læber, som tændte og slukkede Nille for det med en kontakt.
"Ikke hvis jeg fik fat i dem først!"

Så snart Nille havde bekræftet planen, syntes Delilahs krop at synke ind i skyggerne bag hende. Det mørke tøj kom hende til gode da hun smeltede halvt ind i mørket, og derfor kun kunne skimtes da hun trak sig om bag manden med rustningen. Hendes fingre krøb op langs hendes ben og trak en glinsende kniv frem, der sekunder senere var gennemvædet i det blod der vældede ud fra den overskårne halspulsåre ved manden. Hendes arme lagde sig omkring hans lænd da hun slæbte ham ind i mørket der omringede hende i skuret, og smed ham på jorden.
Hvordan fanden var Nille kommet om bag hende?! Hendes øjenbryn løftede sig let spørgende, men viste ellers ingen tegn på denne svage overraskelse. Betød det virkelig noget? Det vigtigste var at Nille var inde. Hun bevægede sig derfor heller ikke da Skammeren rodede igennem kasserne, og lod knap et smil sitre da Nille fremviste en eller anden eliksir.
Delilahs blik gled halvtræt over hullet Nille forsvandt ud igennem - Fedt, en død mand forgæves. Alligevel var det ordene 'Fuck det' der kørte igennem hendes hoved da hun - forsigtigt for ikke at strejfe det endnu ømme bagparti - lod sig opsluge af hullet, og trak sig ud på den anden side. Hun fulgte hastigt Nilles skridt, og stoppede nærmest synkront op sammen med Skammeren.
Delilahs blik strejfede nysgerrigt eliksiren da den glitrede på vej ned i Nilles mund, men rynkede panden let da en knurren blev trukket ud af Skammeren. Hvad var der galt? Delilah kunne nærmest se hvordan Nille krummede sig sammen i smerte, og i nogle få skridt var hun ovre ved hende. Hun lagde blidt en hån imod Nilles ryg, og uden at tænke over det støttede hun blødt Nille.
"Træk vejret dybt ... Se om du kan strække kroppen, det hjælper."
Delilah vidste noget om smerte. Hvorfor hun hjalp Skammeren så blidt og venskabeligt som nu, tænkte hun ikke over. Hun satsede hårdt på at eliksiren ikke slog Skammeren ihjel - og hvis den ikke gjorde, kunne hun i princippet være ligeglad. Men ... Hun måtte da hjælpe den kvinde der - uheldigvis - kendte alle hendes svagheder, og derfor var en af de største trusler imod Delilahs eksistens nogensinde!

Det vigtige ved Nille var netop Skammer delen. Hun var, med sin søster, den sidste rigtige skammer. Kairi kendte Nille godt til, hun havde bare ikke mødt Kairi mente hun ikke. Lailah, var jo hendes skytsengel, så... Castle havde hun haft med i sin klan, før hendes død, men nu var klanen der ikke mere. Hun havde opløst den. For hvad skulle hun dog med den nu? Intet. Nilles læber formede sig til et kækt smil, over det med tortur mod Sean.
"Det lyder som en smart ide, specielt fordi det virkelig vil tilfredsstille hævnen. At torturere Sean ville være fantastisk." Nille smilede skævt.
Nille grinede lavt, og hævede et øjnebryn.
"Ej heller skal du skade mine venner."
Nille svarede ikke på det sidste.

Nille var ligeglad med om Delilah var sur over hun havde fundet et hul. Alligevel, de ville have larmet lidt, og vagten ville have opdaget dem. Så det var da smart med sådan et fantastisk hul i væggen!

Smerten var ulidelig. Noget var da i hvert fald ved at ændres. Hun knurrede lavmælt af smerten, og lukkede øjnene. Det overraskede Nille lidt at Delilah støttede hende, og... var så venlig, og det, mod hende nu. Det forstod hun ikke. Men Nille gjorde som hun sagde, udover det med at strække kroppen, hun kunne knap nok bevæge sig. Hun trak vejret dybt, helt ned til lungerne.
"Væk..." Hviskede hun lavt. Hendes stemme var fyldt med smerte.

"Uden tvivl!"
På trods af den lette forbindelse hun somme tider havde følt imellem Seans og hendes eget liv, af at hun kunne være endt præcis som ham, hvis hun blot havde valgt at reagere anderledes i nogle situationer, så kunne hun ikke undertrykke den lystfulde trang til at kvase hans hoved imellem to sten. Inden hun havde ofret sin krop i bytte for menneskeliv, havde hun ikke næret andet end et let had for at han så tydeligt var ligeglad med menneskeliv - men nu var det en brændende irritation over hans eksistens, der slikkede igennem hende.
Delilah svarede ikke på de næste ord Nille sagde, idet hun intet kunne love. Hun vidste ikke hvem Nilles venner var, og selv hvis hun gjorde havde hun ikke kunnet garantere noget. Hun havde en tendens til at tvinge alle til at smuldre råddent og dødt imellem hendes fingre, bare hun ved et uheld strejfede dem.

Delilah reagerede ikke på Nilles knurren. I stedet fjernede hun blidt et par hår der vippede foran Nilles ansigt, uden rigtigt at tænke over det. Delilah bemærkede at Nille ikke rettede kroppen, hvilket udløste en instinktiv reaktion i Delilahs krop - Hun flyttede hånden ned imod Skammerens skulder, og pressede let for at rette Nilles krop ud, og dermed gøre det nemmere at trække vejret.
Det ville gøre fandens ondt på Skammeren hvis det lykkedes Delilah at få rettet hende op, imens Delilah pressede for at skubbe hendes krop i en ret tilstand. Men så snart Skammeren var rettet op, ville en smule af smerten aftage, idet hun ville have nemmere ved at få luft og ilt - Men dette var kun hvis det lykkedes.
Delilah reagerede heller på ikke på Nilles 'væk'. Om det var til Delilah der skulle flytte sig, eller smerten der skulle væk, vidste Delilah ikke - og hun var ligeglad. Hun havde ikke tænkt sig at træde væk. Når Nille var okay, ville Delilah med det samme blive den samme som før venligheden, men ikke før smerten var forsvundet fra Nilles ansigt. Ikke et sekund før.

Nille smilede svagt.
Hvis Delilah så meget som sårede nogle af Nilles få venner, ville Nille, om Lailah ville forbyde det eller ej, smadre Delilah som var hun en myg. Nille ville rive Delilahs sjæl fra hinanden med evnen, om hun så selv ville være tæt på døden. Hun ville stikke en daggert i Delilahs hjerte tusinde tusinde gange, for at sikre sig at hun var død. Nille ville gøre alverdens ting for at hævne dem hun holdte af. Delilah skulle ikke røre dem hun elskede. Så var det sagt. Ingen skulle røre nogen af dem hun holdte kær! Ingen! Hun ville personligt se vedkommende i øjnene, og rive personens sjæl itu som når man rev et papir i stykker!

Nille forstod det overhovedet ikke. Hvorfor var Delilah så venlig mod hende lige nu? Nille pressede øjnene sammen da hun blev tvunget til at rette sig op. Modvilligt og med en knurren af smerte fik hun rettet sig op, og en tåre gled ned af hendes kind. Det gjorde så ondt... Som ild der spredte sig i hendes krop, fortærede hver muskel og nerve. Nille trak hvæsende efter vejret. Hun åbnede øjnene, og lidt af smerten forsvandt da hendes ryg blev rank og hun stod ordentligt igen. Hun åndede lettet ud, selvom hver bevægelse hun lavede sendte en smertefuld bølge igennem hende.
"Må væk.." Hviskede hun, og begyndte vaklende, og langsomt, at gå væk. Hun kunne ikke være der. Hun måtte hjem. "Tak for hjælpen..." Nille mente at Delilah ville lade hende være nu. Nille kunne næsten ikke gå, men det gik lige. Hun kunne sikkert godt komme hjem.

//Out, medmindre Delilah gør noget.//

Et lille smil var tvunget frem på Delilahs læber, idet Nille fulgte hendes pres opad, og dermed rettede kroppen ud så hendes luftvejes blokering blev mindre. En let nikken rystede igennem hendes hoved, idet hun tilfreds løsnede sig hårde greb der havde tvunget Skammeren opad i denne stilling, der tydeligt havde fjernet en smule af den besværlighed der havde ligget over hende. Måske var en smule af smerten endda fordampet da hun fik muligheden for at trække mest mulig luft ind. Delilah selv havde hverken reageret på den smertesfyldte lyd eller den glinsende tåre. Om hun havde bemærket den var uvist, men det var sikkert at hvis hun havde, så havde den ikke bekymret hende i et sekund.
Delilah reagerede heller ikke umiddelbart da Skammeren hviskede, og begyndte at forsvinde fra hende. Hvad fanden ...? Et strøg af kriblen fandt vej til hendes fingre, idet hun kraftigt overvejede at træde efter Skammeren og følge hende hjem. Hun var udsat i den tilstand af dyb smerte, og det ville have en effekt på Lailah hvis Skammeren kom i problemer. Men noget hviskede logisk at Nille med stor sandsynlighed ikke havde den vildeste trang til at vise Delilah omkring i hendes hus - ejheller vise den sindssyge dæmon placering af det sted der burde være helt sikkert for Skammeren.
"Tak mig ikke. Jeg gjorde det ikke for din skyld."
Delilahs blik strejfede endnu engang Nille, inden hun besluttede sig for at de mænd der rendte rundt og stalkede hende for at skyde efter al sjov der nærmede sig hende, nok ikke ville lade hende falde i baghold og blive slået ihjel. Et smil sitrede om hendes læber da hun snurrede omkring, og påbegyndte sin gang hjemad. Hun ville ikke selv kunne holde ud at have folk der berøvede hendes frihed til at blive myrdet omkring hende konstant.

//Out