Rise And Shine - Gabriel

Gabriel mente det var en synd at strippe... Og meget sært. Selv det med kærester var underligt i hans øjne. Han trak blot på den ene skulder, og så ned i gulvet.
"Sødt." Var det eneste han kunne sige.
Den måde hun kiggede på ham på... mindede ham om Skammeren. En lav vrede samlede sig i ham... Men den forsvandt hurtigt igen da hun sagde noget.
"Bor du ikke ved din kæreste?" Det lød underligt, hvis hun havde en kæreste skulle hun da bo hos ham hvis intet hjem havde! Hm... Sært. Mærkelige væsner.

Sødt... hvad mente han med det.. hvad var der sødt ved at strippe... der var intet sødt ved det.. hun kiggede undrende på ham, hun lagde hovedet let på skrå, hun sukkede så da han spurgte om hun ikke boede sammen med sin kæreste... nej det gjorde hun ikke... ikke helt endnu.. hun skulle lige flytte ind og det havde hun ikke samlet kræfter til... "nej så langt er vi ikke kommet" hendes øjne var stadig fuld med skam efter hun havde nævnt hun var stribber

Det var sødt det med hendes kæreste. Endelig var han ret ligeglad. Kærester... Det havde han slet ikke tid til! Og det ville han heller ikke få. Det gad han ikke. Orkede ikke.
"Hvad med familie?" Han havde selv en bror. Hans storebror. Urox. Urox var falden engel... Det sorte får... Urox havde trænet med nogle mørke skygger, men Gabriel havde altid... Været det lyse barn, på en måde.

Familie... ja hvad med dem.. hun var ikke sikker på om Arason ville acceptere hendes valg af kæreste... "Jeg har en bror... men jeg ved ikke om han vil acceptere mit valg af kæreste" hun snøftede og kiggede ned i gulvet, hun håbede virkelig han ville acceptere det.. men hun regnede dog ikke med det

Han fik ondt af hende. Han satte sig ved siden af hende, og strøg hende venligt over håret for at trøste hende. Han smilede skævt.
"Det går nok... Hvis det er kan jeg banke noget fornuft ind i hans knold?" Måske... Var der chance for et venskab nu! Det ville være dejligt... Med en ven. Han havde ikke haft mange venner, så det ville være rart med en.

Hun smilede så venligt hun kunne til ham da han satte sig ved siden af hende og strøg hende over håret, hun kiggede på ham og rystede smilende på hovedet, "Hm... jeg skal nok sige til vis der bliver brug for det" hun smilede drillende til ham, "har du noget familie?" hun kiggede spørgende på ham

Familie... Han blev tavs, og tog hånden til sig. Han så ud i luften... Urox. Og så Luce. Men hende havde han aldrig mødt... Men Urox... Den idiot.
"Ja. Det har jeg." Han bed sig i underlæben, og så ned. "Min storebror... Han er en falden engel. Han er vred over jeg ikke fulgte hans vej... At jeg ikke blev falden som ham. Men jeg er bange for at blive falden... Det skræmmer mig. Han har en datter... Men hende har jeg aldrig mødt." Han trak på den ene skulder, og så væk.

Hun så på ham tavs som ham og betragtede hans hånd som han tog væk da hun havde spurgt, var det et dumt spørgsmål...? Men det fik hun hurtig svar på da han besvarede hendes spørgsmål, hun betragtede ham som han bed sig i læben og så ned i jorden, falden engel... Var de farlige... Hun havde aldrig mødt en falden engel... Men de lød ret så farlige, "Faldne engle... Er de farlige?" hun kiggede spørgende på ham, fortrød egentlig sit eget spørgsmål da han så væk fra hende, hun prøvede at fange hans blik, søgte det men gav op til sidst og kiggede så selv væk

Faldne engle? Farlige? ha! Farlige var ikke ordet i Gabriels øjne! Men... Normale Engle så Faldne Engle som om de var det rene ondskab.
Han sukkede, og lod sig ligge ned. På ryggen. Han lukkede øjnene, og mærkede de hvide lokker drille hans ansigt.
"I mine øjne er de. Jeg ville foreslå at du holdte dig fra dem... Deres aura er mørk, og vækker det onde... Der er i hvert fald kommet stor forskel på mig, og min bror siden han blev falden engel." Han smilede skævt.

Hun kiggede sig over skulderen da han lagde sig ned på ryggen, hun smilede roligt og vende sig om mens hun stadig sad op men så hun bare kunne se bedre på ham, "Jeg har aldrig nogensinde mødt en så jeg tror heller ikke der er chance for det... men.. jeg kan ikke sikre at jeg ikke møder en, en dag" hun smilede til ham og trak på skulderne.. overvejede at ligge sig ned ved siden af ham på ryggen men lod vær da det muligvis kunne sende forkerte signaler hun ikke vil sende... og han sikker ikke ville modtage..

Det var da godt hun aldrig havde mødt en. Så havde hun nemlig ikke mødt Urox... Hvilket held! Urox... Var ikke en, en kvinde burde møde... Mente Gabriel.
"Sikke et held for dig," mumlede han, og åbnede øjnene.
Han så op på hende, og smilede skævt. "Har du det bedre?" Det håbede han at hun havde.

Hun smilede og trak på skulderne... "det kan jo være der er nogen der er mindre voldelige.. det kan jo være der er nogen der fortryder det de har gjort" hun kiggede på ham med et mildt blik, hun vidste ikke om sådan nogle fandes.. men Kaname.. han kunne jo aldrig finde på at gøre nogen fortræd...
Hun smilede og nikkede roligt "Ja meget bedre.. tak" hun tog hånden op til plasteret mens hun kiggede på ham med et roligt smil.. hun var taknemlig over at han havde hjulpet hende

Mindre voldelige... Ja, chancen var der. Men ikke særlig stor.
"Min bror fortryder ikke. Det eneste han fortryder er... Nok et eller andet, jeg slet ikke ved." Han trak på den ene skulder.
Urox var en man ikke kunne beskrive som direkte ond... Nærmere sindssyg.
Han smilede blidt.
"Godt, det går jo ikke at du er kommet til skade." Han slog en kort latter op.

Hun nikkede, ja det var nok lidt svært at finde sådan en falden engel... men der var sikkert mindst en derude som fortrød... ville hun da tro, hun kiggede mod Gabriel da hun havde fanget sig selv i at kigge lige ud og væk fra ham, hun smilede kært til ham da han slog en kort latter op, hun lagde sin hånd på hendes brystkasse da hun følte et lille stik, hun kiggede væk, stikkende blev ved... hun vidste ikke helt hvad det var.. hun havde ikke oplevet det før... men stikkende kom fra hendes brystkasse... hendes hjerte... hun var helt tavs men inden gjorde det ondt og kunne få hende til at græde, men hun holde det tilbage

Hun blev pludselig tavs. Hvorfor? Havde han sagt noget forkert? Han så spørgende på hende, og satte sig op...
"Er der noget galt, Carolyn?" Spurgte han.
Gabriel mærkede at han ville hjælpe hende, men det var intet nyt. Han elskede at hjælpe andre. Det var en del af ham.

Hun kunne ikke sige noget.. hendes mund var tør.. hun hev efter vejret... var det hendes hjerte problem... hun måtte have sin medicin.. men hvor var det... hun kiggede rundt mens hun hev efter vejret.. hendes piller de lå i stolen... hun måtte havde tabt dem der da hun blev sat i stolen... "Gabrie.. Gabriel... stol.. piller.." hun pegede mod stolen hvor pillerne lå..

Piller? Stol?
ÅÅåååhh!
Han skyndte sig at rejse sig, og løb hen til stolen. Han greb fat i pillerne, og gled på hug ved hende.
Hurtigt rakte han hende pillerne.
Mon hun skulle have vand til?

Hun tog imod pillerne som han var hurtigt nok til at komme med, hun kiggede op på ham med et blik af smerte... hun gispede og hev efter vejret igen, hun åbnede dåsen til pillerne og tog to af dem, hun proppede dem hurtigt i munden og slugte dem uden problemer... hun plejede ikke at bruge vand til sådan noget... hendes stikken blev svagere og svagere og til sidst forsvandt den.. hun væltede om på gulvet, men hun var stadig vågen... hun trak vejret dybt og kiggede op på Gabriel, "tak..." hun smilede svagt til ham

Smerten var i hendes øjne, og samtidig gjorde det også ondt på ham... Kunne man vel sige. Det gjorde ondt på ham fordi han hadede at se folk lide. Da hun væltede om på gulvet, så han bekymret på hende.
"Du har brug for at ligge ned." Han tog hende igen op i sine arme, og bar hende ind til sengen. Han lagde hende på sengen, og trak dynen over hende.

Hun kiggede op på ham og rystede kort på hovedet, hun havde det fint hun behøvede ikke at ligge ned... men uden hun kunne nå at protestere lå hun i hans arme på vej ind til sengen som han lagde hende i og puttede dynen over hende, hun puttede sig ind i dynen og smilede op til ham... det var nu ret rart... "tak"

Han rettede sig op, og så lidt væk. Til sidst valgte han at sætte sig på fodenden af sengen. Han sukkede, og så på hende.
"Hvad skete der?" Han spurgte ikke bare... 'TELL ME!'- agtigt. Nej, høfligt spurgte han.

Hun sukkede da han satte sig for fodenden af sengen, hun tog sig til hovede og kørede den over ansigtet, "Jeg har hjerteproblemer... det var vidst et anfald.." hun kiggede på ham med et svagt smil og lagde hovedet tilbage mod puden

Hjerteproblemer?
Mennesker, og deres problemer... Hm... Han lagde hovedet lidt på skrå, og smilede skævt.
"Er det meget alvorligt?" Spurgte han roligt, men med en strejf af bekymring.

Hun smilede og rystede blidt på hovedet, "Nah... det tror jeg da ikke.. jeg har aldrig oplevet dette før..." hun blev lidt bekymret og usikker over om det var alvorligt... det kunne det jo godt være.. hun kiggede på Gabriel med et lidt bekymret blik

Gabriel sukkede, og rejste sig. Han gned sine håndflader mod hinanden, og så spørgende på hende.
"Forhåbentlig er det intet alvorligt. Sov du bare." Han gik ud af soveværelset, og ind i stuen. Han satte sig i stolen, og lukkede øjnene for at sove.