The evil will rise if you dont stop it. -Nille-

S: Slutningen af skoven, man kan ane ørkenen i det fjerne..
V: solskin og meget varmt..
T: Middagstid..
P: Sort t-shirt og de brune bukser..

Jacob kunne ane ørkenen i det fjerne og stoppede straks med at betvinge is foran sine fødder, så han kunne glide i stedet for at løbe.. Ikke at han ikke kunne lide at løbe, men det var bare så meget nemmere at glide på sin is..
Men, ude i ørkenen ville hans is være ubrúgelig os svag.. Det vidste han udmærket godt, så han stoppede med at betvinge lige inden han nåede enden af skoven.
"Selvfølgelig," mumlede han vredt for sig selv og skulede ud mod ørkenen. "Der er altid forhindringer,"
Han fnyste og vendte ryggen til ørkenen..
På hans krop bare han ikke længere den sædvanlige hættetrøje, men en sort t-shirt som Victoria havde givet ham på..
Victoria.. Han afskyede hende stadig.. Ikke nok med at hun ville have ham som slave, hun var også begyndt at påvirke ham..
Onde tanker kørte rundt i hans hoved.. Lysten til at dræbe.. Til at tage sjæle selvom han ikke var sulten og lysten til at udnytte sin evne og fryse alt til is..
Han smilte lumsk for sig selv, da lyden af en fugl i et træ bag ham fangede hans opmærksomhed.. Hurtigt som et lyn kastede han en istap efter den og den blev spiddet på stedet.. Den faldt til jorden med et bump..
Jacob grinte bare ondt og kiggede sig omkring..

Nille grinede da hun hoppede ned fra træet, og landede på ryggen i nogle blade. Hun knugede egernet ind til sig, men slap det så. Hun lod den smutte igen, og vinkede til den... Ja, mange ville finde det mærkeligt... En ung pige vinker til et egern? Men nu var Nille jo lidt anderledes... Hun smilede, og rejste sig op. Hun tog bladene ud af håret, og grinede igen. Hun havde en hvid kjole der gik til knæene på... Ja... Nille gik næsten aldrig med kjoler, men denne dag... Denne gang havde hun brug for det. Det sorte hår var løst, og en brun fjer hang i det for at symbolisere hvad hun var, en indianer. De sorte øjne udviste glæde, og varme... Nille var glad. Hun begyndte at løbe, og snurrede rundt. Hendes latter gav genlyd i skoven, og de hvide ballerina sko(som hun ville smide væk næste dag) dansede let om græsset. Et bump fra en fugl der landede jorden fik hendes opmærksomhed, og fik hende til at stoppe brat op. Hun begyndte at gå hen imod lyden, og hørte en ond latter... Hun gemte sig bag et træ, og tittede frem. "Jacob?" Hun så overrasket på ham, og så fuglen med en istap på sig... Hun regnede hurtigt ud hvem der havde dræbt den... Ikke Jacob... Det kunne ikke være ham... Hun trådte frem, men holdte afstand til ham. Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Jacob?"

Han lagde armene på kors og kiggede rundt.. Om han skulle fortsatte ud i ørkenen eller gå tilbage igen, var en lille diskution han havde med sig selv.. Ude i ørknen ville han ikke være så stærk, eftersom hans is ville smelte eller.. Det ville bare ikke være så efektivt som i kolde tempreture..
Han vendte sig om, da en velkendt stemme sagde hans navn.. Det var en varm og kærlig kvinde stemme, som han elskede..
Nille..
"Nille," sagde han overrasket..
Der var noget forandret ved hende.. Fjeren i hendes hår var ny.. Der var åbenbart noget forandret ved dem begge..
Dog havde Jacob ikke en fjer i håret, men en halskæde om halsen som var skyld i ondskaben.. Den var på en måde forhekset..
Han kiggede bare på hende, uden at sige et ord..

Jacob lignede ikke sig selv... Der var noget andet ved ham, og så det... Hans onde latter, og den døde fugl... Hun så på fuglen. Hun pegede på den, og så på ham.
"Var det dig?" Hun kendte allerede svaret... Hendes ansigt var chokeret... Han vidste da at Nille holdt af dyr? Og det lignede ham ikke sådan at dræbe...
Nille kiggede undersøgende på ham, og fik øje på halskæden. Hun gik helt hen til ham, og lod en finger stryge over halskæden, og kunne mærke noget ved den..
"Hvad er det, Jacob?"

Han bemærkede godt at hun så ned på fuglen, med et overrasket og samtidig skyldigt blik.. Nille var glad for syr, hvilket sikkert var grunden til at hun sendte ham sådan et blik.. Men, Jacob tænkte ikke videre over det og smiskede bare.
"Ja? Den irriterede mig," sagde han og beholdte den smiskende smil.. Men, det var ikke hans sædvanlige smil.. Dette var ondt og lumsk..
"En halskæde," svarede han og kiggede ned på den, efter hun strøg en finger over den. "Victoria gav mig den," Han lød ikke stolt.. Nærmere bare kold.. Kold som hans hud..

Nille mærkede vreden stege op i hende... Hvor vovede han at sige sådan noget?! Den irriterede mig... Hvor irriterende... Hun så op på ham med øjne der skød lyn.
"Nå så den irriterede dig?!" Råbte hun vredt. "Hvilken latterlig undskyldning!" Hun kunne både se, og høre på ham han var anderledes... Hun kunne ikke lide den side af ham...
Victoria gav ham den? Det forklarede jo alt...
"Tag den af, Jacob." Hun havde en finger på den, og rynkede pande... Der var noget ved den... Mørke. Hun tog hurtigt fingeren væk, og trådte væk. "Tag den af nu! Den er forbandet!"

Det var som at blive ramt af lynet da Nille kiggede på ham og råbte af ham.. Inderst inde han ønskede han ikke at have det sådan, men han kunne intet gøre.. Det var som om at halskæden styrede ham og hans opførelse..
"Måske er den laterlig ja," sagde han og startede en øjenkontakt med hende.. Hans øjne var ikke længere varme, men kolde og ligeglade, præcis som smilet.. Det var ikke til at kende Jacob..
"Det er problemet," grinte han og løftede på armene. "Den kan ikke tages af, lige meget hvad jeg prøver på,"

Nille kiggede stadigvæk på halskæden, og så ham ikke i øjnene. Det kunne hun ikke... Hun turde ikke. For hun vidste at hun ikke ville se den glade, og drillende Jacob... Den hun holdte så meget af. Ham hun elskede. Hun kiggede ham dog i øjnene.
"Tving mig ikke til at bruge min evne... Hvor er den Jacob som er sød? Ham som er så drillende? Den Jacob som jeg elsker så meget?" Nille så bedende på Jacob. "Hvor er den Jacob? Du lovede mig... Opgiver du mig?"

*Nej!* skreg hans tanker. *Jeg opgiver dig ikke..*
Jacob kiggede hende bare tilbage i øjnene.. Hans hjerte hamrede af sted og han kunne nu intet få sagt.. Nej, han ville ikke opgive hende, men han kunne ikke sige fra..
"Nej nille jeg.." sagde han og tog sig til hovedet. "Jeg opgiver dig ik.." Han kneb øjnene sammen og krøllede sig nærmest sammen.. Det onde skreg inde i ham.. Halskæden lyste og ville herske over den unge dæmons krop... "Lad mig være.." Han talte til de onde tanker som kørte rundt inde i hovedet på ham.. "Jeg opgiver hende ikke!"
Han rettede sig op igen og kiggede på hende..
Et lumsk smil voksede langsomt på de smalle læber..

Nilles øjne glødede... Hvide... Men de stoppede da han begyndte at snakke. Hun gik helt hen til ham da han begyndte at råbe op, og krammede ham. Da han rettede sig op, trak Nille sig lidt væk. Hun smilede da hun så det velkendte lumske smil... Hun gav et jubel fra sig, og krammede ham igen... Denne gang lidt hårdere.

Han krammede hende hårdt tilbage..
Det havde været tæt på at det var gået udover hende.. Victoria havde desværre på en måde en magt over ham, så længe han havde den skide halskæde på.. Der skulle ikke meget til, før det onde måske ville rejse sig igen..
"Du holder stadig ord ikke?" spurgte han, men gav ikke slip på krammet. "Om at du ikke opgiver mig?"

Nille begyndte langsomt at hulke, og havde hovedet begravet ved hans brystkasse. Det irriterede hende lidt at han ikke havde sin hættetrøje på... Den var nemlig meget dejlig at holde om også.
"Jacob, jeg er villig til at rejse jorden rundt, lade mig omvende til en vampyr bare for at redde dig fra hvad der nu kunne komme?" Hun smilede lidt. "Jeg opgiver dig ikke..."

Græd hun?
Det måtte hun ikke..
"Nille," sagde han og løftede hendes hoved op, så hun kiggede ham i øjnene. Han vidste næsten ikke hvad han skulle sige til hende, han havde ikke ord på det.. Eller også var han bange for at hans ord ikke var gode nok.. "Tak, hvis du ikke var kommet ville jeg nok stadig gå og dræbe fugle," Et kærligt lille grin undslap ham, imens han forstat med at kigge hende i øjnene. "Og jeg vil også gøre alt for dig, men jeg kan ikke love at det onde bliver væk så længe denne halskæde hænger om min hals,"

Nille så ham modvilligt i øjnene, og tørrede tårerne væk. Hun smilede lidt af hans ord, men prøvede stadig at lade være med at se ham i øjnene. Til sidst opgav hun, og så ham i øjnene.
"Kan jeg ikke tage den af?" Spurgte hun nysgerrig, og så på halskæden, for at slippe væk fra hans krystalblå øjne.

Han rystede på hovedet..
"Nej, der er en eller anden form for magi over den," fortalte han og gik et skridt bagud for at vise det, ved at hive i den og præver at trække den over hovedet.. "Se, jeg kan intet gøre, jeg har endda forsøgt at bide den over, men forgæves?"
Han kiggede hen på hende igen.. Endnu engang pressede de onde tanker på, men han prøvede så godt han kunne at skubbe det væk..

Nille så tænksomt på ham... Den måtte da have en svaghed? Det havde alle forbandelser...
"Den må have en svaghed..." Sagde hun, og gik hen til ham igen. "Men spørgsmålet er hvilken svaghed.." Hun så på ham igen, og de sorte øjne udviste varme. Hun lagde en hånd på hans kind, og smilede.

En svaghed..
ja!
Det kunne være en mulighed..
"Du har sikkert ret," sagde han og nød hendes varme hånd på hans kolde kind.. "Men hvad det skulle være aner jeg ikke," Han løftede på skuldrene og lagde sit hoved ned mod hendes hånd og lod kort øjnene være lukket, inden han åbnede dem igen og kiggede på hende. "Jeg siger undskyld på forhånd hvis det onde tager over igen,"

Nille lagde den anden hånd på hans anden kind... Hun så ham roligt i øjnene. Hun smilede lidt.
"Vi har tiden til at finde ud af det... Eller også så finder jeg Victoria, og tvinger hende til at sige det." Sagde hun uskyldigt, og smilede endda uskyldigt, men også en anelse drillende. "Jeg skal nok få de onde tanker væk igen..." Hviskede hun blidt.

Det skulle hun sikkert ja..
Det ahvde jo allerede lykkedes hende nu.. Og det måtte han indrømme at det var en smule imponerende.. Men, det undrede ham ikke at hun kunne få det væk.. Han elskede hende trods alt.. Og var der ikke en snak om at kærlighed overvandt alt? Det skulle han nok bare ikke bruge, da det lød en smule kliche agtig til hans smag..
"Ja, det tvivler jeg ikke på," sagde han og smilte varmt. "Jeg ville bare advare dig på forhånd,"
Pludselig gik han om bag hende, med rolige bevægelser.
"Må jeg spørge dig om noget?"

Nille tog hænderne væk fra hans kinder, og smilede.
"Jamen tak for advarslen." Sagde hun, og grinede.
Hun fulgte ham med øjnene, og vendte sig om mod ham.
"Selvfølgelig." Sagde hun, og lagde armene over kors.

Pludselig blev han en smule nervøs men valgte at skubbe det til side.. Det lignede ikke ham at være nervøs, så han måtte heller holde masken..
"Joh," sagde han og gav sig til at kredse om hende, imens han placerede armene bag hovedet for at virke afslappet. "Hvis du fik et tilbud om at få en partner, ville du så sige ja?" Han kiggede hen på hende med et roligt blik, selvom han indvendigt kunne mærke hvordan hans hjerte galoperede af sted..

Nille stivnede. En partner? Det... Havde hun slet ikke tænkt på... Hun så på ham med spørgende øjne. Hvorfor bragte han det på banen nu? Det fandt hun godt nok mærkeligt... Hun vidste heller ikke helt hvad hun skulle sige...
"Det kommer jo så an på hvem det er... Hvis var en jeg elskede, ville jeg sige ja." Svarede hun, og fulgte ham med øjnene.

/7Hvor er i søde og irriterende på sammetid XD I er ligeglad hvad søde mig tænker og føler XD I glemmer mig XD//

Hun forstod hvis ikke hans lille vink, så han måtte vel heller forklare det på en anden måde..
Grr, hvorfor var han så dårlig til sådan noget? Hvorfor kunne han ikke bare spørge almindeligt som en hver anden ville gøre? Men Jacob var jo heller ikke helt normal, så det var nok grunden til at han ikke kunne spørge normalt..
"Det jeg prøver at sige er.." Han stoppede op og tøvede.. Skulle han spørge hende nu? Vise hende at han ikke ville give op på hende? "Kunne du tænke dig at.. Være min partner?" Han kiggede forsigtigt op på hende, med et skævt smil i frygt for hvad hun skulle sige..

//Du dér, Claire! Væk xD. Vores emne! Gå hen til dit eget emne xD. *Smider Claire ud.*//

Omkring hundrede tanker løb rundt i Nilles hoved lige dér... Som foreksempel: Hvorfor hende? Hun var ikke god nok? Hun var grim? En dum tøs?... Men inderste inde kendte hun godt selv svaret... Hun rødmede, og så ned... Hun kendte både svaret på hvorfor det var hende han spurgte, og om hun ville.. Men kunne ikke få ordet ud...
"Ja." Svarede hun så, og kiggede op. Hun løb hen til ham, og krammede ham.