I.D.G.A.F - Urox

T: 00:00
S: Ashen Wood Forest
V: Køligt og blæsende (effekter fra hendes evne)
O: Ingen... og mørke
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

For en gangs skyld var hun ikke faret vild, Lynie vidste lige hvor hun var og lige hvor Dust's lejligheder lå... i den anden retning, hun havde lært vejen nu, hun havde faret vild et par gange men nu havde Dust altså lært hende vejen hjem, hun var også blevet godt træt af at fare vild, det var irriterende man ikke kunne finde hjem, at man skulle leve på gaden som hun havde gjort engang, det gjorde hun stadig et par gange men for det meste var hun hjemme hos Dust, hun fik mad og husly, noget hun ikke havde fået i så mange år, en blød seng og varmt mad, hun havde måtte kæmpe for bare en madres og noget brød, hendes arbejde havde været skod... selvom hun stadig dansede en gang imellem, men det var bare for at tjene ekstra, hun var også blevet stærk nok til at sige fra nu, sige hendes chef imod, noget hun ikke havde kunnet før hun havde mødt Dust... hun tænkte for meget på Dust, men han havde jo også givet hende et hjem... hun rystede på hovedet og sukkede af sig selv, hun måtte holde op med at tænke så meget... hun nåede akurat lige at se op og stoppe og gå uden om den mur hun var ved at gå ind i... hun havde været fanget i sin egen lille verden, alle hendes tanker og ting og sager der kørte rundt oppe i hendes hoved og lavede et stort postyr... hun var ved at blive godt træt af det.
Hun havde ikke fået lov af Dust til at gå en tur... men det skulle hun vel heller ikke have, hun var ikke hans slave det var kun.. 'for sjov' vis man kunne sige det...

Men forhold til de andre gange hun var faret vild var hendes tøj ikke ændret... hendes hud var stadig lige blottet... hun havde en blå hvid plettet top på og så et par hvid stribede shorts med lidt lyserødt i også, hun havde dog taget nogle store vinterstøvler på med hvid stor pels udover dem, så hendes tær var ikke så kolde som de plejede at være

Hendes ben og arme var gennemkolde og hendes tøj gennemblødt, hendes blå hår var også helt plask vådt og dryppede voldsomt, regnen silede ned og gav høje plask fra sig hver gang de ramte jorden, det var meget overskyet og mørket havde taget over... månen kom frem af og til når skyerne ikke dækkede den og skabte fuldstændig mørke.
Der var ingen folk på gaden.. de var alle løbet hjem for at søge ly for regnen.. men Lynie faldt regnen beroligende.. plaskende som man kunne høre... det var det eneste man kunne høre... alt var stille og skabte fuldstændig ro over Lynie... hun ænsede ikke hun frøs... det havde hun gjort de andre gange men der havde hun heller ikke kunne finde hjem og hun var gået i panik.. men ikke denne gang nej, denne gang havde hun det faktisk ret hyggeligt ude i mørket.. hun fik lov til at tænke, blive fangeet i sin egen lille verden... selvom det kunne gå rigtig glat til sidst vis hun blev ved med at forsvinde ind i sin egen verden...
Hun gik roligt og afslappet ned at Doomsville citys, mørke og tomme gågader med en nynnen som kom fra hendes blå læber, man kunne sagtens se hun var kold... men det kunne ikke ses særlig meget på hendes hud da hun næsten var lige så bleg som en vampyrs... Et stort lyn knækkede himlen og et stort brag afbrød stilheden som der ellers var... regnen tog til og lynene og bragende kom tit, det var ikke noget mellemrum mellem dem... det kom lige efter hinanden... men... Lynie ænsede det ikke hun var endnu engang fanget i sin egen lille verden

Regnen silede ned. Gjorde alt gennemblødt. Men på den anden side var der ikke meget på ham som kunne blive gennemblødt. Bukserne var helt våde og hang som om de var ved at falde ned hvis det ikke var for det sorte bælte. Man kunne se kanten af hans underliv. Ikke noget voldsomt. Men nok til man kunne se han intet havde under. Vingerne var helt op til ryggen. De var gennemblødte. Men det var ligemeget. Han kunne bare godt li at gå til en forskel. Overkroppen var bar. Man kunne se de flotte aftegnede muskler. Muskler enhver kvinde ville dåne over. Og den perfekte sixpack som enhver ville ønske at røre. Sådan tænkte han om sig selv. Det var der osse mange kvinder der gjorde. Han lignede virkelig en en kvinde ville gøre alt for. Det havde han hørt så mange gange. På fødderne var der intet. Ikke engang et par sko. De var bar og gik hen af asfalten. Som var de født her. Den selvsikkerhed han strålte viste folk at denne person gik efter hvad end han ville.

Denne mand havde et navn. Men ikke et normalt navn. Et navn fra tilbage i tiden. Way back. Urox var navnet. Han havde fået navnet af sine venner tilbage i himlen før han faldt. Hans rigtige navn var der ingen der kendte. Han kendte det ikke engang selv. Urox gik med sine selvsikre skridt rundt i byen. Kiggede på det han nu mødte. Lynende tordnede. De bragede løs. Og lignede som om de dansede sammen. Men Urox var for fokuseret på himlen. Han kunne mærke skyggerne som skyerne lavede flyde ind i ham. Give ham kræft. Og styrke. Pludselig stødte han ind i noget. Han rykkede sig ikke men han vidste det ikke var en pæl eller en mur. Det var for småt og for skrøbeligt. Som et menneske. Roligt og langsomt kiggede han ned. For at se om hvem end han havde ramt ind i var faldet og havde slået sig.

Verden lukkede sig om hende med et brag, alt hun havde bygget om brød sammen og kolapsede over hende så hun faldt mod jorden, men hun vidste godt det ikke var verden der fik hende til at falde, det var noget andet... noget mindre hårdt.. men stadig hårdt og muskuløs.. Lynie tog sig til sit våde hår da hun havde faldt med hovedet først og knaldet det ned mod asfalten.. hun kiggede ømmede sig lavt og havde ikke lagt mærke til denne mand som stod og kiggede ned på hende, hun kiggede på sin hånd... intet blod puha... hun sukkede tungt og kiggede så endelig op, hun gav et gisp fra sig da hun til sin overraskelse så en ung mand stod og kiggede ned på hende, han havde ingen trøje på, han var faktisk næsten helt blottet undtagen at han havde bukser på.. men de hang lidt så man kunne se en lille smule af hans underliv som fik hende til at rødme med det samme, hun kiggede videre op af hans perfekte mave og bryst.. han var vist ret godt trænet... hun mødte hans blik med et tøvende blik som kiggede ind i hans øjne, hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, var det hende eller var det ham som ikke havde set sig for... hun havde på en fornemmelse at det var hende.. men hun ville ikke sige undskyld.. nej det var hun lidt for stolt til... hun kiggede bare direkte ind den unge mands øjne med et koldt blik og i stedet for at sige undskyld valgte hun at give ham skylden for at havde gået ind i hende, "så se dig dog for" sagde hun irritreret og aggresivt, hun støttede sine hænder mod asfalten og kom op på benene så hun stod op og kiggede på ham... men stadig op på ham for han var stadig noget større end hende, han var en høj ung mand og ret folt af kropsbygning og ja i det hele taget krop... han var ret så lækker... men så alligevel ikke noget for hende... eller så ville hun bare ikke indrømme over for sig selv hvor meget hendes blik kaldte efter et blik af hans overkrop... Nej! det ville hun ikke indrømme.. dammit hun kende ham ikke engang.. vidste ikke hvem det var, hvad han var.. og hvordan han var... hun stod tavst og kiggede på ham med sit lige kolde blik

Vingerne på hans ryg rykkede svagt på sig da han opdagede at kvinden han havde gået ind i var en del anderledes end han havde regnet med. Det blå hår var smukt. Tøjet var osse smukt. Ja kort sagt hun var en smuk attraktiv kvinde. Anderledes. Men i hans øjne. Gjorde det hende mere attraktiv. Roligt smilede han svagt. Og bukkede hovedet kort som en hilsen. "Den smukke ungmø må endelig undskylde over at være faldet ind i min egen verden. Du må tro mig når jeg siger at jeg aldrig kunne finde på at skade en så smuk som dem. Og nu når jeg allerede er ved at bekende hvor smuk du er må jeg endelig sige de ligner en gudinde. En smuk vidunderlig gudinde med smukt blåt hår." han hævede hovedet og rettede blikket mod hende igen. Smilet var fortsat på hans læber. Der var noget over det. Noget underligt noget. Skyggerne begyndte usynligt at bevæge sig rundt omkring dem. Han kunne mærke deres trang. De trængte til sorg og smerte. Det var det de levede af. Han smilede roligt og så fortsat på hende. Den ene kul sorte vinge hævede sig og dækkede ovenover hende så regnen stoppede. "Men hvad laver en smuk kvinde som dem ude i dette vejr. Er de ikke bange for at blive syg?" Den anden vinge gled langsomt forbi ham og hende. Og lagde sig halvt om dem uden at røre dem. Så blæsten ikke ramte deres hoved så kraftigt. "Hvis de vil må de meget gerne få lidt af mine vingers arme." Smilet på hans læber var oprigtigt og fantastisk godt forfalsket på samme tid. Det var utroligt som han kunne spille med sine ansigtsudtryk til at vise ting som ikke var rigtige.

Hun rullede øjne af denne unge mand da han bukkede til hilsen for hende, ordene han kom med.. hans lille tale om hvor smuk han syntes hun var rørte hende slet ikke hun var sten kold... noget hun aldrig plejede at være... men lige nu var hun, hvorfor... vidste hun ikke helt selv... det var vist bare noget hun selv havde valgt uden at tænke over det. "Spar mig for dine ord" hendes stemme var stadig irriteret... hun var bare i det hele taget provokerende... hun vidste det egentlig godt.. men hun gad ikke at tage sig af det... hun var sådan set ret så ligeglad... hendes kolde blik var stadig på ham og hun var blevet tavs.. hendes blik blev ikke flyttet... det var lige på ham, og rykkede sig ikke.. Hun kiggede op da en vinge kom over hendes hoved, hendes blik ændrede sig til et lidt overrasket men også skræmt men hun fangede sig selv i det og hendes blik blev hurtigt koldt igen og hvilede på ham, hun rystede på hovedet af ham... bange for at blive syg.. vejret var styret af hendes følelser som var gået konkurs men som hun nu havde fået styr på men hun valgte bare at fortsætte det dårlige vejr, "Vis jeg var bange for at blive syg havde jeg stoppet det dårlige vejr for længst" han fattede sikkert ikke noget af det hun sagde... men han vidste jo heller ikke noget om hendes evne så det var klart... hun skulede til hans anden vinge som bevægede sig rundt om dem og skyggede for blæsten så der blev stille... og det samme blev vejret... hun havde stopper det dårlige vejr lige så snart han havde skygget for vejret for hende og forslået hans vinger som arme... med det samme som hun havde stoppet regnvejret blev hun helt kold... hendes hår dryppede og det samme gjorde hendes tøj... og til hendes store fortrydelse gik hun hen til ham og kiggede op på ham med et uskyldigt og ydmygt pigeblik som engang var koldt... "det vil jeg gerne" sagde hun blidt og kiggede op på ham... hun skiftede hurtig personlighed..

Han så på hende roligt. Undersøgte det kolde blik. Hvad der gemte sig bag det. Men pludselig virkede hun som en anden. Han så noget nervøsitet bag den kolde facade. Selvom det kun var kort var det tydeligt nok for ham. Han kunne se der gemte sig noget bag hele denne facade. Stoppe det dårlige vejr? Hun mente sikkert noget med at gå indenfor eller noget. Men han gad egentlig ikke til at spørge. Vejret stoppede. Der blev stille. Det eneste man kunne høre var nogle få dråber fra tagene rundt omkring som flød ned i de vandpytter som vejret havde lavet. Og som dug fra solen var hendes kolde blik væk. Han undrede sig kort over at vejret skiftede sådan. Og at hun osse skiftede humør sådan. Men han smilede bare fortsat. Under al hans undring havde han ikke flyttet en eneste mine fra det perfekte smil. Og de dybe øjne. Han var mester til at skjule følelser. Roligt og langsomt gled hans vinge som han brugte som paraply ned fra ovenover dem. Og i stedet stillede sig på hver side af hende. "De bestemmer selv om de vil holdes om. Jeg kan sagtens lægge mine vinger om dig mens du står lidt fra mig. Men det er nemmere og varmere hvis du kommer ind i mine arme." roligt spredte han sine arme svagt ud. Og stod derefter bare og kiggede afventende på hende. Mens hans vinger roligt lagde sig om hende. Om hun stod lidt fra ham eller stillede sig ind til ham lagde han stadig vingerne om hende. Så hun blidt kunne mærke fjerene som allerede stort set var tørre. Hans overkrop var osse allerede næsten tør. Men hans bukser var drivende våde. Og så nærmest ud til at glide mere ned af hans liv.

Hun kiggede på hans vinger som blev stillet på hver side af hende, hun betragtede de sorte store vinger på hver sin side af hende og kiggede så op på ham da han sagde noget til hende. Hun stod nu i en lille diskusion med sig selv.. Skulle hun gå ind i hans arme og blive holdt om eller skulle hun stå hvor hun var og lade ham ligge vingerne om hende.. Vingerne ville blive lagt om hende ligemeget hvad... Hun sukkede og betragtede de åben stående arme som hun bare lige kunne gå ind i, hun smilede dog med en lidt nervøs mine og gik ind i hans arme.. Hun vidste ikke om hun selv skulle ligge armene om ham, men det ville nok være lettest.. Hun lagde sine arme forsigtigt om ham og hun kunne mærke vingerne lukke om sig, de fine fjer mod hendes hud.. Hun sukkede blidt og uden at rigtig tænke mere over det lagde hun hovedet mod hans bare og næsten tøre bryst.. Hun kunne stille mærke varmen kom langsomt, det var en rar følelse og ikke noget hun lige væk fra lige med det samme.. Dog var hun lidt nervøs.. Stadig på ham manden... Men det var varmen som betyd noget lige nu og ikke andet.. Så kunne hun tage stilling til hvad det egentlig var hun havde gjort efter hun havde fået varmen hos ham.

Han lod vingerne roligt om hende. Så de var om hendes skuldre. Hvorefter han nussede hendes skulder. Og vingerne lukkede tættere om dem. Så varmen fra de sorte vinger lavede nærmest et tæppe om hende. Hans bare krop var varm og behagelig. Muskuløs men blød. Og roligt lagde han sin hage imod hendes hovedbund for at dække hende helt. Så varmen ikke bare flød væk. Blikket gled ned på hendes blå hår og han tænkte lidt for sig selv. *Gad vide hvad det er der får folk til at farve deres hår. Jeg mener. Det er smukt. Specielt på hende. Men hvorfor?* Men selvom han var så nysgerrig og havde lyst til at spørge forblev han tavs. Han kendte hende egentlig ikke. Hvorfor skulle han til at spørge hende om ting som egentlig ikke ragede ham. Men han ville gerne. Måske senere. Måske...

Da han begyndte at mærke hendes våde tøj var lidt tørrere havde han egentlig ikke lyst til at flytte sig. Han havde på en måde vænnet sig til at stå der. Underligt. Han så ned på hendes hår igen. "Hvordan har de det? Er de begyndt at få varmen igen?" Spurgte han roligt og venligt. Med et blidt forførende smil. Og de dybe lyseblå charmerende øjne rettet imod hendes hår. Stadig nysgerrig.

Hun smilede da han til sidst lagde hagen mod hendes hovedbund og nussede hendes skulder med hans vinger om hende, det var dejligt, det var varmt og behageligt og varmen var så småt ved at komme tilbage til hende, hun kunne mærke det langsomt. Hun skælvede blidt af varmen der kom tilbage til hende.
Hun sukkede da hun hørte hans stemme, hun løftede hovedet forsigtigt så hun kunne kigge ham i øjne, hun havde egentlig ikke fået helt varmen, men kunne hun sige det... "Jeg har det fint.. Og.. Ja lidt" hun smilede til ham og kiggede ind i hans charmerende lyseblå øjne, men der var lidt nysgerrighed i dem... Hun undrede sig lidt over det og sende ham et skævt og spørgende smil.

//Undskyld mega krea svig -_-"//

Den faldne engel var altid sød ved folk til at starte med. Det var en form for at vise respekt. Hvis hun ikke respekterede ham. Ville han hurtigt vende måde at snakke. Men denne kvinde var rolig og blid. Og først og mest respektfuld over for Urox. Det var hvad Urox kunne li. Han elskede når folk var respektfulde. Det gav ham en slags fred. Før han var falden havde han for opgave at sørge for de magtfulde personer i verdenen var respektfulde.

Da hun sagde hun havde det fint smilede han roligt. Hans øjne ændrede sig roligt til at kun og være et normalt charmerende blik. Og hans smil. Selvfølgelig. Drenget. Selv fuldudvoksne mænd havde stadig deres drengede smil. Men Urox smilede ikke drenget fordi han ville smile. Han vidste nogle piger kunne li det drengede smil. Det var klumset. Og uperfekt. Men af en grund virkede det som om kvinderne. Hellere ville have det uperfekte end det perfekte.

Hun smilede til ham og af hans drengede smil, hun lagde hovedet på skrå og kiggede tavst på ham, roligt, i nogle minutter inden hun kiggede ned igen. Hun tog en dyb indånding, og sukkede ind til ham... Måske skulle hun tag at tage et skridt tilbage... Selvom hun godt kunne lide at stå der, det var dejligt varmt og behageligt, men hvad syntes han, var det akavet at stå der med hende, det var derfor hun tænke at hun måske skulle tage et skridt tilbage, hun havde jo fået varmen. "Øhm... Du kan sagtens slippe vis det er? Jeg har fået varmen" hun kiggede op på ham med et smil. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun ellers skulle sige, det var nu egentlig ret rart at stå der, men på et eller andet tidspunkt skulle de jo begge to hjem. Hun var taknemlig for at han havde givet hende varme, det var der ikke mange som ville havde gjort, mange villet bare havdet gået forbi hende selvom de kunne se hvor dårligt det gik hende... Men ikke ham her, hun havde ingen anelse om hvorfor han ikke bare havde gået forbi hende, men det var der måske heller ikke nogen særlig grund til, måske var han bare en venlig person.. Der var venlig over for andre, eller måske modsat, hun vidste det ikke, hun vidste ærligt talt ikke noget om ham, heller ikke at hun skulle men hun burde måske vide hans navn i det mindste... "Hvad er dit navn?" Spurgte hun forsigtigt mens hun kiggede op på ham.

Hans rolige faste selvsikre blik holdt fast på hende. Som et par varmesøgende missiler. Hans blik var venligt og varmt. Hans smil forblev drenget. Og hans krop forholdte sig tæt på hende. Roligt og med en stemme så silkeblød og perfekt begyndte der rolige ord at danne sig. "Hvis frøkenen gerne vil ha jeg slipper så slipper jeg bare. Men de skal ikke gøre det for moi. Jeg har det fint med at de står der." Sagde han roligt med det drengede smil. Der fik ham til at se normal ud. På trods af hans kulsorte vinger lå rundt om hende. Da hun tillod sig tilspørgelsen af hans navn tøvede englen kort. Han var ikke van til påkrævelsen af sit navn. Men det var vel iorden at en enkel gjorde det. "Gravezia. Urox Gravezia. Men kald mig endelig Urox. Eller et andet navn som de kan finde på." Hans smil var venligt og flinkt. Som altid. Han var en perfekt fyr. Typen som så både forståelig og flink ud samt bad og slem. Han var stort set bare perfekt.

Hun trak vejret dybt og kiggede lidt ned, hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller synes... Det var rart at stå.. der.. Mhm... Måske lidt akavet thi.. Men rart alligevel.. Hun kiggede op på ham med et smil, "Hmm.. Jeg har det ogs fint med at stå her" hun bed sig selv blidt i underlæben, i det midterste af læben... Mhm... Hvad skulle hun sige.. Hun fik da hans navn... "Urox... Tror jeg bare at jeg kalder dig" hun smilede skævt, hun vidste ikke hvad hun ellers skulle kalde ham.. Skulle hun give ham et kælenavn.. Hihi.. Mhm.. Nah.. Måske.. Måske ikke... Suk. "Mit navn er Carolyn, men alle kalder mig Lynie" hun vidste godt at han ike havde bedt om hendes navn.. men altså.. Det hørte vel lidt til at hun sagde sit efter han havde sagt sit.. Mhm... Nå.

Han smilede roligt. "Hyggeligt at møde dem Carolyn." Sagde han roligt med et svagt roligt smil. Rettet imod hendes ansigt. "Må jeg sige dem Carolyn at deres valg af hårfarve er meget interessant. Jeg har aldrig set en med blåt hår før. Men det klæder dem." Hans ord var gamle. Og han talte gammeldags. Men der var en hvis magisk charme over det. Som om de gamle ord havde en slags magi. "Jeg er glad for de har det godt med det. For jeg tror det ville blive meget uinteressant at stå her og holde om mig selv. Jeg synes det er meget mere interessant at have selvskab." Sagde han roligt med et roligt blidt smil. "Og når jeg nu er igang med at snakke. Tak frøken." Sagde han på mystisk vis. Han sagde tak fordi hun ikke havde udspurgt ham om hvorfor han havde vinger. Eller om hvad grunden var til at de var sorte og ikke hvide som enhver anden ville have det.

Hun smilede blidt til ham og nikkede lidt svagt, "oss hyggeligt at møde.. dem" dem.. Det var hun ikke van til.. det var mere... Hyggeligt at møde dig Carolyn.. Men sådan var der så mange måder at tale på.. Og hans var bare lidt mere gammeldags. Han havde nok muligvis, højst sandsynligt, levet længere end hende, måske meget længere.. Et par hundred år sikkert.. Ja det skulle nok passe... Mhm.
Hun grinede lidt af hans kommentar til hendes hårfarve... "Mange tak.. Jeg vil nu sige... At jeg har haft mange andre hårfarver end denne.. Eksempel... Mhm.. Lyserød, ja" hun smilede, hun havde godt nok haft mange farver hår, hun havde oss engang haft grønt, det havde nu set rigtig pænt ud...
Hun grinede let og nikkede, "ja det har du nok ret i.. Det ville være lidt mærkeligt.. Alene" hun kiggede op på ham med et smil. Hun havde dog prøvet at holde om sig selv mange gange før... Den gang hun havde været ensom.. Hihi.. Det var lidt mærkeligt at tænkte tilbage på nu.. Mhm...
Hun kiggede spørgende op på ham, tak?.. Hvad takkede han dog for... Mærkeligt... "Tak for hvad dog?" hun smilede til ham og kiggede på ham.

Han smilede roligt og lyttede interesseret. "Det lyder som om de alle sammen har klædt dem vældig godt frøken." Sagde han smilende. Mens han fortsat så på hende roligt. Han tog roligt den ene af hendes hænder. "Må jeg ha lov at sige at de er en af de smukkeste kvinder jeg har set." Roligt førte han hendes hånd op til hans læber og blidt kyssede den. Og tog den bedre i hånden så deres blikke forhåbentlig ville blive sigtet imod hinanden. Hans øjne var fulde af lidenskab. Af følelser. Han vidste præcis hvordan man fik ens øjne til at se forelsket ud. Det der var spændende var om hun faldt for det.

Hun smilede blidt og og rødmede en smule, "mange tak" halv hviskede hun mens hun kiggede lidt forlegent ned med et smil plantet på hendes læber selvfølgelig. Hun kiggede roligt op på ham da han tog hendes hånd i hendes, en rosa rød farve brede sig til hendes kinder og hun rystede blidt da han kyssede hendes hån og bagefter tog hende rigtig i hånden. Hun kiggede direkte ind i hans øjne, dybt og blidt... Hun smilede til ham og hendes rødmen var meget tydelig.. "Virkelig" hun kiggede blidt op på ham og gik en smule tættere på ham, mhm.. mon han mente det... Det var muligt.. Men så måske ikke... Mhm.

Hans blik var roligt og blidt. "Sig mig tror frøkenen at jeg lyver? De er anderledes. Deres hår er smukt og klæder dig godt. Og de har de smukkeste øjne. Jeg kan se deres sjæl igennem dem. De er meget nervøs for at jeg lyver for dem. Men de har et hjerte af guld. Et hjerte lige så smukt som dem selv." Sagde han smilende. Mens hans blik fortsat sad i hendes øjne. Da han roligt bukkede sig svagt ned og kyssede hende på mundvigen. Bare for at se hendes reaktion på hans kys. Og for at se om hun ville lade ham kysse hende yderligere.

Hun kiggede op på ham med et stille smil og lagde hovedet på skrå. Hun begyndte lidt at bide i sit hår, alle de.. søde ting han sagde til hende, han sagde om hende, hun blev helt blød indeni. Hun kiggede nervøst op på ham og så lidt ned, men så op på ham igen, hun kunne ikke helt holde blikket fra ham. Hun gispede og lod vær med at bide i sit hår da han kyssede hende i mundvigen, hun rødmede voldsomt og smilede stort til ham. Hun kiggede lidt på ham og kyssede ham blidt tilbage, oss i mundvigen. "Tark" sagde hun blidt og smilede.

Roligt smilede han svagt. Før han roligt lod sin ene hånd glide op og svagt nusse hendes nakke samtidig med at han halvt om halvt havde fat i den. Ikke hårdt. Mere betryggende og beskyttende. Mens han roligt bukkede sig ned mod hende. Læberne nærmede sig mere og mere hendes. Denne gang var det tydeligt han gik efter kysset. Spørgsmålet var om hun lod ham. Eller om hun skubbede ham væk. En ting var sikkert. Et kys gik han efter. Hvad hun gjorde var ikke hans beslutning.

Hun smilede roligt tilbage, roligt skælvede hun da hans hånd bevægede sig op af hendes nakke og nussede hende, hun kunne mærke at han holde mere eller mindre fast i hendes nakke, men ikke noget der var ubehageligt overfor hende. Hun kiggede op på ham da han lænede sig ned mod hende, tydeligt at han gik efter et kys, hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere... Men et kys skade vel ike. Hun smilede til ham, hun ville lade ham kysse hende. Hun stod bare helt stille og ventede.

Han smilede roligt. Da det virkede som om der var grønt lys for hans kys. Så han svagt lod hans læber blidt røre hendes. I et perfekt timet tilsætning. En svag lille umærkelig skygge. Som blev ført ind til hende. Samtidig med kysset. Fra hans mund. Over i hendes. Der kunne det plante sig til hvis han skulle bruge det. En af de nærmeste måder at få hans evner ført over. mens han roligt kyssede hende vidende. Ventende på om hun ville kysse tilbage. Eller om han bare ville ligne en idiot.

Hun sukkede blidt da hans løber mødte hendes idet han kyssede hende. Hun kyssede blidt tilbage mens de stod der. Gik med i kysset og lagde forsigtigt sine arme om hans nakke da det med højde forskellen i den grad irriterede hende meget. Så man kunne sige hun trak ham lidt ned ved at holde om hans nakke.

Han greb roligt og svagt fast i siderne af hendes hofte. Og hev hende op. Så hun kunne svinge benene om ham. Så hun på den måde blev højere end ham. Og så hun bedre kunne kysse ham. Før han roligt gik hen og pressede hende svag mod et træ. Så hans skridt kom lidt tættere på hendes. Mens han fortsat kyssede hende blidt og nydende. Med et svagt smil. Og et halvt glimt i øjet.

Hun gispede svagt da han hev hende op. Af ren refleks svang hun hurtigt sine ben rundt om ham og holde sig ind til ham mens hun stadig kyssede med ham. Hun kunne pludselige mærke et træ mod sin ryg som hun blev presset mod. Men dog slet ikke hårdt. Hun kiggede ham svagt ind i øjne. Kyssede videre med ham. Selvom man kunne se at hun var begyndt at blive nervøs.