Do you know my mom? //Urox//

S: Dragons Speak
T: 12:00
V: Lunt i vejret og solen skinder
O: Huse og grotter

Luce:
Luce sad udenfor og nød solen ramme sin krop. Hun havde en mørkeblå og sort kjole på der gik ned til hendes knæ. Hun havde bare tæer og havde taget et par sorte solbriller på så man ikke kunne se hendes kridhvide øjne. Hun havde hørt rygter om, at der var en fremmed engel der gik rundt i Dragons Speak som normalt ikke var der. Det undrede hende lidt, men igen tænkte hun ikke længere over det. Hun havde ikke haft kontakt med sin familie længe. Den sidste hun havde haft kontakt med var Rafaela som havde opsøgt hende ellers havde kun haft kontakt med Sean og Sakref og alle hans lærlinge og dem som arbejde for ham. Det var typisk for dem og sende deres folk for og snakke med hende om forretninger.
Lige denne dag begyndte hun og tænke på sin far Urox. Manden der havde forvist hende fra familien grundet en fejl. En ulykke der stadig bårede hårdt i hende, men som hun havde lært og acceptere. Hun spekulerede på, hvordan han egentlig havde det. Havde han hørt noget om hende? Var han overhoved i live? Vidste han om hun var levende eller død? Tankerne kørte rundt i hendes hoved. Hun vidste ikke en gang om han kendte til Rafaela.

Vinden under de kulsorte vinger fik en engel til at lukke øjnene i en svag nydelse. Denne mandlige engel ved navn Urox var ny i disse områder. Efter længere tids afpresning og smuglytning havde han fundet ud af at Luce var her i dette område et sted. Han havde stadig sine skygger ved hende. Som fortalte ham at hun var i live. Men udover det vidste han faktisk ikke hvor hun var. Et eller andet sted i Dragons peak havde han fundet ud af. Nu måtte han bare finde hende. Imellemtiden mens han havde været der måtte han jo finde steder at overnatte. Så ja der havde været noget sex involveret. Han havde været der en uge. Og der havde været et par stykker. Men intet han ikke kunne klare. Han havde primært set 3 tøser fra hvert sit distrikt så hvis han var tættere på den ene så var det hende han overnattede hos. Men primært havde han brugt hele dagen på at flyve rundt nær dragonspeak og gå i stisystemet. Men uden held. Dog pludselig mærkede han noget. En fornemmelse af sin skygge. Den var nær kunne han mærke. Han begyndte at svæve nedad for at følge jorden lidt. Han begyndte svagt at sætte farten helt ned. Og landede roligt i en lysning lidt væk fra hvor han kunne mærke sine skygger. Da han stod på jorden. Lod han roligt sine vinger samle sig ved hans ryg. Han tog dem aldrig ind. Hvorfor skulle han det? Det gjorde sindssygt ondt på ham. Så han så ingen grund til det. Med rolige skridt gik han imellem træerne. Skyggerne kastet fra træerne takket være solen gjorde at han nærmest var usynlig. Hans skygger samlede sig om hans krop for at skjule hans aura og lugt. Så det var svære at finde ham. Han stoppede roligt op ved et træ. Og så mod retningen af hvor han kunne mærke sine skygger. Roligt kunne han ane en sidde og slikke sol så det ud til. Det var hende. Hans hjerte sprang et slag over. Og han smilede blidt. Der sad hun. Hans pige. Hun så så smuk ud. Hun lignede sin mor meget. Hans elskede datter Luce. Han lænede svagt hovedet op af det træ han stod ved siden af og skjulte sig i skyggen af. Og så på hende roligt. Hun var okay. Han var lettet. Han mærkede hvordan der samlede sig en glæde i hans bryst. Han var begyndt at tvivle på om hans skygger fortalte sandheden. Men det kunne han se at de havde gjort. Han havde mistet en smule kontrol på det seneste. Så de var ikke altid helt til at stole på. Specielt angående hvor personerne han holdte øje med var. Det havde han droppet helt om. Roligt gled skyggerne af hans krop. Og samlede sig i skyggerne af hans fjer på vingerne samt i hans kropsåbninger i ansigtet. Og under hans bukser. Hvorefter han roligt gik frem fra skyggen af træet. Hans hjerte gallopperede afsted. Mon hun ville se ham? Var det nu en god idé det her? Han sukkede kort. Det var for sent nu. Han trak vejret dybt. Og gik så videre med rolig men faste skridt. Da han nåede hen til hende. Lænede han sig hen over hendes ansigt. Så hun kunne mærke varmen fra solen forsvandt. Før han smilede blidt. Hans aura havde ændret sig. Selvom den indeholdte glæde var der også en stor del sorg i den. Det var fordi Amun var væk. Han havde intet hørt om hende i månedsvis. Og hun var ikke hjemme. Så ja han var lidt trist. Men han var primært ligeglad med Amun nu. Han knaldede hvem han ville og hvor han ville.

Men nok om det. Da han havde stået der lidt så varmen fra solen var næsten væk fra hendes ansigt så hun ville lægge mærke til der var nogen der blokerede solen. Smilede han kort. ”Hej min pige.” sagde han kort med den blide velkendte stemme som tilhørte Urox. Den svagt forførende men betryggende stemme som var det primære kendetegn for at det var Urox man snakkede med. Og den svagt italienske accent. Før han roligt gik ned på hug ved siden af hvor hun sad. ”Har du savnet mig?” Spurgte han kort med et blidt smil. Og så afventende på hende.

Luce:
Luce havde ansigtet op imod solen så hun ville ikke kunne se hvis nogen kom imod hende. Ihvertfald ikke med sine øjne. Hun nød bare stilheden der var omkring hende. Hun savnede sin familie. Savnede det og kunne mærke nogle varme arme eller vinger omkring sig og bare føle, at hun var elsket, savnet og det, at hun betød noget for nogen. Hun vidste, at hun havde en datter der elskede hende, men hun havde ikke brug for hende. Hun havde ikke hørt om det der havde foregået i Rafaelas liv endnu. At hun havde mistet et barn. Det kendte hun intet til. Der var dog snakket om en af Sakrefs døtre havde mistet et barn, men det kunne lige så godt være Zaela eller Surzi som det kunne haft været Rafaela.
Hun mærkede noget eller nogen der kom imod hende. Hun satte sig mere op og kiggede omkring sig. Hun så omridset af en person komme imod hende. En engel. Var det englen de havde snakket om den sidste uges tid? Hun mærkede solen forsvinde fra hendes ansigt. Nogen skyggede for solen. Hun undersøgte auraren og der var noget bekendt ved den, men hun kunne ikke pege på hvem det var. Det var for længe siden hun havde set hendes far, at hun ikke helt kunne genkende hans aura. Hun kunne heller ikke huske om hun nogensinde havde set hendes fars aura? Et smil bredte sig på hendes læber da hun hørte stemmen snakke. Det var hendes far! En glæde spredte sig i hele kroppen på hende. Hun rejste sig op og kiggede ned på ham efter han havde sat sig på hug. En tåre trillede ned af hendes kind. En glædeståre. Det var længe siden hun sidst havde mærket nogen form for tåre ned af sine kinder. Hun sprang i favnen på ham så han ville falde på ryggen. Hun nærmest puttede sig ind til ham. Hun rystede over hele kroppen som om hun græd. Hun havde savnet sin far. "Hej far" det var tydeligt og høre på hende, at hun var trist, men samtidig over lykkelig over, at han var der hos hende igen.

Da hun opdagede at det var ham så han hurtigt den glæde som spredte sig i hendes krop. Det var nemt at se på ens krop når der var glæde. Da hun rejste sig op så han lidt overrasket på hende og smilede blidt. Og rejste sig roligt op så de stod over for hinanden. Hans smil blev større da han så tåren for det var tydeligt det ikke var en tåre af gråd. Men en glædeståre. Og han mærkede hvordan hun sprang i hans favn. Og mærkede hvor stor en overvægt han fik bagud. Han nåede heldigvis at lægge den ene arm om hende. Og den anden bagud så han ikke faldt ned så hårdt. Hvorefter han lagde armene tæt om hende. Og kyssede hendes pande blidt. Lod hende ryste ind til ham. Og han smilede blidt. Hans store sorte vinger lagde sig blidt om hende så de spredte den sædvanlige varme om dem begge. Mens han roligt nussede hende på ryggen lidt. ”Hej min lille pige.” Hviskede han blidt da hun sagde hej. Og grinte blidt. ”Skal jeg tage det her som et tegn på at du har savnet din far?” spurgte han roligt mens han holdte hende tæt. Alt blev glemt rundt om ham lige nu. Hans sorg over at ha mistet Amun. Hans manglende kontakt til resten af hans familie. Undren over hvor alle de personer han holdte så meget af var hende. Det hele forsvandt. Og han blev bare lykkelig over endelig at holde hans lille pige i armene. Over at holde hans lille englebarn i armene. Det kunne godt være at hun var så gammel som hun var. Men for Urox? Så var hun stadig hans lille pige. Og ingen skulle tage det fra ham. Han mærkede godt hun var trist. Men ville ikke spørge ind til det. Hvis det havde noget med ham at gøre. Eller hvis hun ikke ville snakke om det. Han ville bare holde fast i hende. Lige nu ville han bare holde fast i hende. Intet andet.

Luce:
Hun puttede sig stille ind til ham. Hun var lykkelig over og se ham. Hun snuste hans dufte ind til sig og borede sig trygt ind til ham da hun mærkede hans vinger tæt omkring hende. Hun følte sig tryg igen. Hun ville ikke have, at han smuttede fra hende igen. Hun nikkede stille til det han sagde "Det er alt for længe siden vi har set hinanden far. Har savnet dig hver dag der går" sagde hun stille. Hun vidste godt, at det var hendes egen skyld, at hun ikke havde set sin familie eller nogen af sine bekendte i flere år. Der havde dog været nogle enkelte hun havde set, men igen var det hendes egen skyld. Hun rejste sig op efter lidt tid og trak sig ud af hans favn og kiggede på ham med et smil på sine læber "Kom med indenfor far" sagde hun stille og gik ind i huset. Det var ikke et stort hus hun havde, men det var stort nok til hende da hun var alene og var blind og derfor ikke havde brug for store rum. Hendes hus havde blot et soveværelse, gæsteværelse, badeværelse, køkken og en stue som man gik ind i fra hoveddøren. Man kunne tydeligt se på indretningen, at det var en blind der boede derinde. Hun rettede sin arm hen imod en sofa der stod ved væggen sammen med et bord og lænestol der stod skråt overfor sofaen "Sæt dig ned far er der noget du vil havde?" spurgte hun stille og kiggede roligt på ham.

Rafaela:
Rafaela havde fået tilladelse til og tage sig en tur til Dragons Peak for og besøge sin mor. Hun vidste godt, at hun ikke havde særligt lang tid til og være der da hun kun havde udetid imellem 11 og 16 hun måtte ikke komme blot et minut forsent hjem uden og blive straffet. Hun havde vandret i en time og havde skyndt sig så hun var nået til Dragons Peak og skulle blot gå hen til sin mors hus. Det var ved og være nogle måneder siden hun sidst havde snakket med hende fordi hun havde fået forbud om og gå udenfor slottets mure og skulle oprindeligt nærmest gå i røven af Sakref. Hendes hår hang ned ovre hendes skuldre og hun havde fået et sort mærke rundt omkring sin hals som om hun var blevet kvaldt og mærket aldrig ville forsvinde. Hun vidste, at Sakref fulgte efter hende på afstand fordi han havde lagt en forbandelse over hende der gjorde, at hun ville blive træt og føle stor smerte hvis hun ikke gjorde hvad han sagde, sagde imod eller tænktepå og gøre skade på hende selv eller nogen af familien. Hun ville snakke med sin mor om hvordan hun skulle takle hele den situation hun sad i derhjemme på slottet og prøve og gå Luce til og snakke med Sakref om og lade hende blive lidt længere hos Luce eller få en af hans lærlinge til og hente hende når han ville have hende hjem for så var hun lovligt længere ude.
Da hun var kommet hen til Luces hus bankede hun på døren og kiggede nervøst ned i jorden. Man kunne tydeligt se på hende, at hun havde det skidt både fysisk og psykisk. Fysisk kunne man ved, at hun var blevet meget tyndere end hun normalt var. Hun spiste aldrig noget da hun ikke havde mærket nogen sult siden hun mistede barnet.