What did you say //Urox//

Skyggerne gav langsomt efter. Mørket havde lagt sig. Det var mørkets tid til at leve. Skyggerne kørte rundt over gulvet. Alle vegne. Mærkede på folk. Satte sig på folk. De elskede det. De var frie. Nogle af skyggerne gled op af væggene. Usynligt. De styrkede sig af mørket. Men af en grund var de specielt hidsige denne dag. De var mindre usynlige og voldsommere i deres bevægelser. Og de blev kun mere og mere hidsige.

Lidt nede af gaden gik en mand. Skyggerne cirklede omkring hans bare fødder. I en stor cirkel. Han brugte ingen kræfter. Han styrede dem ikke. De gjorde det af sig selv. De fodrede sig af mandens vrede. De slimmede sig på ham som et flydende tæppe om hans krop. Som langsomt dryppede små klatter ned på jorden. Vreden i manden var så voldsom at skyggerne så glade ud. De flød rundt om mandens hud. Manden var bar. Alt hvad han havde på var et par cowboybukser. Selv indenunder bukserne havde han intet. Hvorfor skulle en skabning af guddommeligt blod overhovedet gemme sin perfekte hud. Denne guddommelige person. Med en perfekt gyldenbrun hud. Perfekte muskuløse arme og krop som både så stærke ud men mobile. En ting mange mænd som træner ikke tænker over. Denne mand som hvis man kiggede godt efter havde sorte vinger. Så sorte at man virkelig havde svært ved at se dem i natten. Denne tydeligt faldne engel var Urox Gravezia. Nyligt ankommet. Men ikke en man skulle irritere.

Urox havde for nyligt mistet sin nyfundne datter. Han havde ledt efter hende i mange år. Ja over 700 år. Den dag han endelig finder sin datter. Blev hun bortført. Hans vrede var frygtet. Og hans styrke voksede sig stærkere og stærkere. Skyggerne levede af hans vrede og gjorde ham stærkere. Men samtidig osse vredere. Blikket var rettet ligefrem. Men hans øjne var tomme. Og så en del sortere ud end de plejede. Hvis man kiggede godt efter kunne man tydeligt se skyggerne bevæge sig rundt i midten af hans pupil. Ventede på at han lod sin vrede gå amok. Og det var grunden til han gik langs gågaden idag. Han ville finde en at kæmpe imod. Og dum som en fremmed mand var gik han lidt for tæt på Urox. Urox ville bare udsende noget af hans vrede koste hvad det koste ville. Så styrken i det slag han sendte manden fik den fremmede mand til at ryge adskillige meter tilbage før manden ramte en væg. Knækket fra ryggen og nakken var tydelig og Urox valgte at gå videre. *Er der ikke andet end svæklinge i denne skodby.* Var det eneste han kunne tænke. Han var bare så vred. Han ville bare så gerne ha en ordenlig kamp. En som virkelig kunne få hans vrede af ham. Så han kunne tænke mere klart og fokusere på at finde sin Luce. Sin elskede datter.

Hun var fanget i sin fortid, hun var opslugt.. Hun kiggede ikke hvor hun gik, hun var dybt fanget i sig selv, der var ikke noget der kunne få hende ud af de tanker denne aften, men at lade hende gå i sine egne tanker var farligt.. Scenen mellem Dahvie og hende blev genspillet igen og igen og det gjorde hende sindsyg.. Hendes øjne skinnede af det, hver evig eneste ord som kom fra ham eller fra hende, hver eneste smertefulde ord.. Og lyden af hans fodtrin som gik og synet af hans ryg som var vendt mod hende og smerten der gik igennem hende da døren til huset blev smækket med et brag og det hele blev stille efter en lang samtale der for det meste bestod af råb og skrig.. Gråd.. Alt faldt ned.. Det brasede sammen, hele hendes verden hun var fanget i.. Den hun var koncentreret om.. Den som hun var inde i, den som hendes tanker var bygget op på, den faldt ned over hende og Rapheal fandt sig selv lige foran en person.. En høj person.. Eller i hvert fald højere end hende, muskuløs.. En mand... Uden trøje på.. Kun bukser, hun var gået ind i denne mand.
Hun sank en klump og kiggede op ad denne mand.. Hun fandt hans blik, hun rynkede brynene mens hun kiggede på ham, bar overkrop... Kun bukser.. Vinger så sorte som natten som var svære at se men som hun godt kunne skimte i natten... Falden engel... Seriøst... Ikke lige noget hun havde brug for at støde ind i denne aften... Hun sukkede tungt, rystede på hovedet og uden at sige undskyld gik hun hurtigt forbi ham med hovedet vendt mod jorden og forsvandt stille tilbage i sin lille verden igen

Det pludselige stød fra en der gik ind i ham var uventet. Mørket gled af ham og lagde sig usynligt om denne person. Som tydeligt ikke lige havde lagt mærke til hvad der foregik omkring hende. Hun gik direkte forbi ham. Og Urox drejede sig så hans side var imod hende og vendte ansigtet imod hende. "Se dig dog for. Eller i det mindste sig undskyld. Kvinder." Hans ord var kolde og flabede. Mest for at få en reaktion ud af hende. Om hun reagerede eller gik videre var ligegyldigt for ham. Han var allerede igang med at samle skygger i sin hånd som langsomt formede sig til et langt sort spyd. Og han vendte til sidst hele fronten imod hende.
Han smilede svagt. Han kunne fornemme hvad hun var. En falden engel. Lige som ham selv. "Hej engletøs. Høre du mig?" Han grinte svagt og begyndte langsomt at gå hen imod hende. Om han vendte sig mod ham eller ej. Det var ligegyldigt for ham.

Hun gad ikke at bruge sin tid på en falden.. En som hende, ja det var han men hun gad stadig ikke at bruge sin tid på ham, han var ligegyldig... Han var fremmed... Og da han råbte efter hende rystede hun bare på hovedet med et flabet smil på hendes læber selvom han ikke kunne se det, hvorfor skulle hun sige undskyld... Hvorfor skulle hun kigge sig for... Dumt spørgsmål.. Men det hørte ikke rigtig til hende... Sådan at sige undskyld.. Hun havde sagt det for mange gange.. Til Dahvie.. Alt for mange gange og hun gad ikke at bruge sin tid mere på at sige undskyld.. Og slet ikke over for sådan en dum lille ting som et sammenstød.
Hun stivnede dog da hun hørte hans stemme kalde på hende igen.. Engletøs?.. Det kunne godt være hun var falden og hun fortrød det.. Men vis der var noget hun ikke var... Så var det en engel.. Hun vende sig dog ikke om og fronterede ham, hun blev stående hvor hun var og stod med lukkede øjne og var i gang med at tælle til ti inde i hendes hoved.. Men før hun over hovedet var kommet til 4 slog hun øjne op og da hun fornemmede han var tæt nok på, hun havde nemlig hørt han var på vej hen til hende, så da han stod lidt tæt på hende, vente hun sig hurtigt og elegant om på hælende og svang en knytnæve lige mod hans højre kind i håb om at ramme ham, al hendes vrede var lagt i denne knytnæve, og vis den ramte ville den nok frembringe lidt blod i munden og vis hun var heldig røg der også en lille fortand.. Hun grinte inde i sig selv

Skyggerne reagerede langsommere end hans blik. Han vidste allerede slaget ville komme. Ikke fordi han kunne se fremtiden. Men fordi han havde ventet det. Men han havde regnet med at hun ville have været lidt klogere end et frontal angreb direkte imod hans ansigt. Og langsomt lænede han hovedet tilbage elegant og fejlfrit. Så næven ramte forbi lige foran hans ansigt. Og med en hurtig bevægelse greb han om hendes næve. (Eftersom hun slår mod højre kindben regner jeg med det er venstre hånd hun bruger:] ) Med hans venstre hånd. Så det var først da hun havde svunget forbi hans hoved. Han kunne mærke styrken i slaget. Specielt knaldet fra næven ramte hans håndflade. Og smilet blev større på hans læber. "Tænk engang. Den lille engletøs kan faktisk slå bare lidt hårdt." Før hun kunne kommentere hans ord. Bukkede han sig lidt ned. Hans højre hånd svang han om sin mave. Så håndfladen var mod venstre side af hans mave. Derefter hev han med sin venstre arm sådan at hvis hun ikke lige havde regnet med det blev hun hevet med. Og så ville hans slag være næsten uundgåelig. Hans højre arm som var om hans mave svang han af sted. Med en voldsom kræft. Rettede hele hans arm mod hendes mave. Så hun hvis hun ikke undgik det ville få noget af en mavepuster.

Hun kiggede overrasket på ham da han bare undveg hendes slag mod hans ansigt, men det var måske også lidt for let det hun have udsat ham for. Hun kiggede på sin hånd som han grebet fat i. Hun kiggede op på ham med et vredt blik i øjne, hun rystede nærmest over hele kroppen da han igen kalde hende engletøs... Hun var ikke engel mere, det var slut, hun var en falden engel, og selvom hun ikke var stolt over at være det, skulle ingen kalde hende for en engel, for det var hun bestemt ikke.
Hun kiggede spørgende på ham da han bukkede sig lidt ned, og hun blev nærmest ogs hevet ned med ham og hans arm kom lige imod hendes mave. Men hun nåede at reagere, hun lagde sig ned mod jorden, eller halvt ned, i hvert fald så langt ned for at undvige hans arm. Hun rejste sig op og denne gang var det hende som hev ham med op, hun løb om bag ved ham mens hun holdt fast i hans arm så den røg med bag hans ryg og sparkede så hårdt hun kunne mod hans ryg

Underlige sorte skygger begyndte at komme frem fra de sorte fjer på hans vinger på ryggen. Da hun sparkede stoppede de hendes fod. Som et slags skjold. Bortset for det var helt gummiagtigt. Og greb fat i hendes ben. Før en svag lille eksplosion kom og skubbede hendes fod tilbage mod hende i et forsøg på at lægge lidt afstand så han kunne vende sig rundt. Hvis det lykkedes ville han vende sig mod hende og skyggerne som før havde skubbet hende væk flød tilbage på hans krop igen. Smilet på hans læber var hånligt og ondt. "Den lille missekat har klør. I like when girly angels are tryin to get hard." Roligt og med en umenneskelig fart. Gled han imod hende med et svag vift med vingerne. Et tegn på at hans vinger var utrolig stærke for en engel af være. Hans knyttede næve rettede sig imod hende. Ja ikke bare imod hende. Men imod hendes ansigt. Han ville ikke gå efter maven denne gang. Nu var det ansigtet. Ikke at han var dum. Han vidste at hvis hun bare havde lidt hjerne ville kun kunne undgå det. Men han vidste osse præcis hvordan han kunne få ram på hende alligevel. Hvis hun gik til siderne ville den sides fod hoppe ud og sparke hende kraftigt over skindebenet. Hvis hun dukkede sig og prøvede at få ham over hende. Ville hans frie arm gribbe fat om hendes hals. Og hive hende med så de ville ligge godt nok med ham nederst. Men hun ville være ovenpå ham i en halslås. Og med hans kræfter ville hun nok ikke komme ud af den lige med det samme. Og hvis hun undgik op ad. Ville han gribe fat i hendes fod og hive hende ned i jorden. Og sigte en næve imod hende. Om hun ville lande på maven eller på ryggen det ville være ligemeget. Hvis hun landede på maven ville han ramme hendes ryg. Og omvendt.