Sometimes... You are so stupid! //Gabriel//

Sted: Emerald Of Dreams District
Tid: 14:00
Omgivelser: Det naturlige
Vejr: Overskyet
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

*Typisk.. Hvor er han!* Lidt inde i Ashen Wood Forest gik skytsenglen Lailah rundt og ledte efter Gabriel, ham som hun beskyttede. Hun havde ledt efter ham hele dagen dog uden held, hun var sikker på at hun var ved at blive skør. Ondskaben inde i hende voksede sig større og større, så hun havde brug for at vide Gabriel var okay og ikke var kommet i problemer. Nogle væsner kom farene forbi hende og væltede hende, mens de skreg ''Skynd dig væk!!'' Et brøl kunne høres ikke langt væk og Lailah fór op da hun hørte brølet. Hun kiggede afventende rundt omkring, på det næste brøl da det begyndte med at regne.. Men kort tid efter hørte hun endnu et brøl. Hun begyndte med at løbe mod brølet, og da hun nået frem stod hun bag en stor, grim minotauer. Bagfra lignede den noget som var blevet brøkket i satans forgård af en lille, grim, nøgen dværg, det vil sige ikke særlig køn. Hun holdt vejret da hun vidste hvor brutale minotauer kunne værre, så hun sørgede for at være helt musestille. Derfra hvor hun stod kunne hun ikke se hvad det var den brøllede af, men hun kunne godt regne ud at den ikke bare stod og holdt brøle konkurrence med sig selv, der var nogen. Minotuaern brøllede en sidste gang og begyndte så med at løbe over mod personen som stod overfor den. På intet tidspunkt faldt det hende ind at det kunne være Gabriel der stod derover, ikke før hun så noget hvidt hår blæse i den stille vind, hun fik ikke set mere inden Minotauerns ryg var inde foran hendes synsfelt igen. Men det kunne også være ligemeget, om det var Gabriel eller ej, så ville hun hjælpe.

Måske var det knapt så klogt at irritere en minotauer.. Æhm.. Ja, det var faktisk noget man skulle undgå! Men men, hvis minotaueren irriterede en gruppe væsner, så kunne man da ikke andet end at kaste en sten på ham? Uheldigvis havde minotaueren været i sin tyre form.. Okay, Gabriel vidste næsten intet om minotauere, så han kunne ikke stå, og sige 'kom i menneskeform!' når han ikke vidste om de havde sådan en. Men det var lige meget nu.
Gabriel havde kastet en sten på den grimme minotauer, og grinede af ham da minotauren havde vendt sig om mod ham med et grimt fjæs. Væsnerne havde flygtet da minotauren gik til angreb... Heldigvis på Gabriel.
Gabriel hoppede op da 'tyren' tårnede mod ham med sine horn, og Gabriel havde blot plantet en fod mellem tyrens horn, altså på panden. Gabriel hoppede over tyren, og rullede rundt i jorden før han stod op med ryggen mod et træ. Minotauren stirrede på ham, og brølede.
Gabriel kunne se en bag minotauren, men ikke helt hvem. Gabriels hvide, pjuskede, og lange hår hang ned over hans lysegrønne øjne selvom vinden greb fat i det nogle gange.
Da minotauren løb endnu engang mod Gabriel igen, blev han mast mod træet. Luften forlod hans lunger, og han havde det som om han havde fået verdens største mavepuster.
Gabriel faldt på hug da minotauren gik lidt væk, og han stønnede en gang af smerte. Han rejste sig op, men svajede en del så han lige var ved at vælte.
"Auv.." Mumlede han, og tog sig til hovedet. Endnu engang løb minotauren mod ham.. Og Gabriel ville ikke kunne nå at flytte sig medmindre en distraherede den.

Personen som Minotauern løb mod, blev mast op af et træ og man kunne høre hvordan luften blev slået ud, men ikke nok med at man kunne høre der var en der mistede pusten, kunne Lailah høre at det var Gabriel. Hendes ide om at det var Gabriel blev bekræftet da Minotauer trådte lidt væk fra træet. Minotauern bakkede baglæns og brød ud i grin da Gabriel svajede og var ved at vælte, der gik dog ikke langtid inden Minotauern løb mod ham igen, parat til at masse hans brystkasse helt flad som en pandekage. ''Hey!!'' Råbte Lailah inden Minotauern var nået helt hen til ham. Den bremsede op midt i sit løb, så noget af jordet blev skubbet til side. Den vendte sig om med nogle øjne som skar igennem luften og som var var rettet lige mod Lailah. ''Ja! Det er mig der taler til dig!'' Den brøllede endnu engang, trampet lidt i jorden og begyndte så med at løbe over med Lailah, hun dukkede sig dog så dens horn sad fast i træet i få sekunder, men i de få sekunder satte Lailah sin hånd på dens skulder og den fik sendt et lille lyn igennem sig. Det var ikke meget, men det var nok til at Gabriel og hende ville kunne få et lille forspring. Hun løb over til Gabriel og tog fat i hans arm, hun vidste godt at der var en chance for at han fik stød, men i sådan en situation som denne, kunne hun godt holde stødene tilbage. ''Vi må afsted, den vågner igen om få minutter'' Hun trak afsted i ham, men sørgede for at han ville kunne støtte sig op til hende hvis det var det han behøvede. Hun vidste godt at de få minutter ikke var nok til at de kunne komme væk, men et lille forspring er bedre end ingen.

Gabriel havde lige troet det var slut, indtil en råbte på minotaueren. Hvem det var, og hvem stemmen tilhørte, kunne Gabriel ikke helt få fat i. Den lød bekendt, men han var for omtåget, og chokeret til at reagere på noget som helst. Han rystede på hovedet for at få styr på sit hoved, og kiggede hen imod Minotaureren.
Huh? Lailah? Så han syner? Det kunne kun være svaret på hvorfor han så Lailah stå, og råbe af en minotaur. Hvor fjollet. Hehe... Det var sikkert bare en drøm.
Han nev sig i armen, og forventede han ville vågne op i den billige lejlighed, men nul og niks skete.
Han rystede sig igen på hovedet, så det hvide hår flagrede om hans hoved. Han så ned, men kiggede så på hen imod Lailah, og minotauren igen. Men Lailah var der ikke.
Et greb i hans arm fik ham til at spjætte, og se hvem der tog fat i ham. Årh pyha, det var bare Lailah.
Han kunne ikke rigtig reagere da hun stod afsted med ham, og sagde noget til ham. I hans hoved lød det bare som det rene volapyk.
"Altså, Lailah du skal lære at snakke rigtigt," grinede han, og rystede på hovedet af hende. Han fulgte efter hende, og så sig over skulderen.
"Hvorfor går vi ikke tilbage, og hjælper den stakkels minotaur?" Det var som om der var noget galt med hans hjerne, men han var endelig bare omtåget, og chokeret. Så han reagerede lidt... Sært.

Mens hun trak afsted med ham hørte hun ham snakke til hende, hun rystede på hovedet af ham og blev ved med at trække i hans arm så han kunne følge med hende da det gik en smule stærkt. Hun så ikke på ham, men fremad så hun kunne sørge for at de begge to holdt sig oppe uden at vælte i det ujævne terræn, men selvom hun var fokuseret på det, hørte hun stadig de dumme kommentarer som forlod hans mund gang på gang. ''Kendte jeg dig ikke bedre, burde man tro du havde drukket..'' mumlede hun.
Man kunne igen høre minotaueren, som brølede og slog til træerne, man kunne ret høre hvordan den kom stampende hen imod dem med høj fart. Hvordan den vidste de var gået den vej, vidste hun ikke før hun kiggede lidt ned af sig selv. Hendes kjole var blevet revet i stykker, måske op af et træ eller noget? ''Vi vil umuligt kunne løbe fra den, den er for tæt på.. Enten gemmer vi os, eller også kravler vi op i et træ..'' Hun talte egentlig ikke til ham, men mere til sig selv. Han kunne jo sikkert ikke byde ind med noget fornuftigt i det øjeblik. Hun stoppede op og kiggede efter et stort træ og der gik ikke langtid før hun fandt et. Hun luntede lidt længere frem og hen til det store træ, men hvordan skulle de komme der op?
Hun stod lidt og tænkte, men da hun så minotaueren komme løbene mod dem begge, besluttede hun sig for hvad hun skulle gøre. ''Gabriel, her!'' Hun holdt hendes hænder frem så han kunne træde op i dem og hoppe op i træet og komme i sikkerhed. ''Skynd dig lidt!'' Minotaueren brøllede og gjorde sig klar til at spidde dem begge med sine horn.

Hvor skyndte hun sig sådan? Det var da underligt? He.. Hun var underlig. Meget underlig, men sød! Sød som sukker! Det ujævne terræn fik ham til at svaje lidt, og mumle uforståelige ting. Han grinede lidt, faktisk lød det som en pige der fnisede.
"Drukket? Drukket sukker?" Igen kom den tøsede fnisen. Han kunne ikke rigtig gøre for det. Men hurtigt forsvandt chokken, og han blev normal igen.
Han rystede på hovedet, og så forvirret på Lailah. Han kiggede væk fra hende da han så hendes kjole var i stykker... Pinligt. Han rødmede lidt.
"Jeg stemmer på at kravle op i et træ," mumlede han. Minotauren ville ikke meget kunne gøre hvis de smuttede op i et træ. Pludselig det ham... Hvorfor tog de ikke bare vingerne frem, og fløj op? Det var jo meget lettere.
Han så sig over skulderen, og kunne kun skimte den vrede minotaur genmen de hvide lokker. Han så på hende igen... Niksen! Hvad så med hende? Han foldede vingerne ud, greb hende om livet, og fløj op i træet. Han var stærk, han kunne godt klare hendes vægt... I lidt tid. Han slap hende ved en nogenlunde tyk gren, og knækkede en lidt lille gren af, og smed på minotauren.
Han grinede, og smilede skævt til Lailah.
"Jamen tak for hjælpen, Lailah." Han sagde det drillende.

Til hendes store overraskelse fik hun et ordentlig svar ud af ham, det var dog ikke et hun som sådan lyttede til da hun allerede selv havde besluttet sig for hvad de skulle gøre, hun ventede bare på at han ville hoppe op så hun kunne nå og flytte sig inden hun selv blev spiddet, men nej nej. Gabriel havde en hel anden ide, hvilket hun nok selv burde havde tænkt på. Han tog fat rundt om hendes liv og fløj op i træet med hende. Hun så på ham da han smed en gren ned efter Minotaueren. ''Stop Gabriel, du gør ham bare mere gal..'' mumlede hun. Hun var oprevet over at det var ham der reddet hende.. ''Det mig der skal hjælpe dig, ikke omvendt!'' Hun holdt en kort pause inden hun fortsatte. ''Hvad tænkte du dog på? At irritere en minotauer, det kan kun gå galt. Hvad havde du gjort hvis jeg ikke var der, du sætter begge vores liv på spil..'' Hun sukkede kort, men smilede så til ham, hun havde sagt det hun ville sige og hvis han ikke lyttede til det denne gang, så skulle hun nok fortælle ham det en anden gang. Hun havde det problem med at hun kunne ikke være sur på ham mere end få minutter.
Hun kiggede ned på minotaueren som stod nedenunder dem og prøvede på at vælte træet, dog uden held. Til sidst vendte den sig om og trampet væk i vrede.
''Nå, lad os komme væk inden den kommer tilbage med dens venner..'' Hun sagde det i et lille grin da hun tvivlet på om den ville komme tilbage. Hun sprang ned fra træet og begyndte med at gå.

Mere gal? Ja, det håbede han da virkelig! Det havde den dumme minotaur også fortjent! Han sukkede, og rystede på hovedet. Han blev i luften. Han lagde armene over kors, og så på hende.
"Jamen, det har han også fortjent!" Endnu en gren blev kastet ned på minotaurens hoved. He! Så kunne han lære det!
Han grinede kort af det hun sagde om det var hende der skulle hjælpe ham, og ikke omvendt.
"Beklager, jeg er selv engel." Han smilede drillende. "Han irriterede en gruppe væsner... Og så kastede jeg en sten på ham." Et uskyldigt udtryk blev malet i Gabriels ansigt. Han vidste godt han havde risikeret deres begge liv. "Stoler du ikke på jeg kan klare det?" Han så en anelse såret på hende, men det var kun for sjov. På trods af den fare var der, kunne han skam godt drille andre.
Han fløj ned da hun hoppede ned, og foldede vingerne ind. Hans skjorte var gået i stykker, men det gik nok.
"Lad os," han fulgte blot efter hende.

''Du er engel, ikke skytsengel!'' Svarede hun igen, men hun undslap dog et lille grin. ''Om han irriterede en gruppe væsner eller ej, det kunne være gjort på en mere fornuftig måde'' Sukkede hun. Havde hun selv været i den situation hvor en minotauer irriterede en gruppe væsner, var hun højst sandsynligt først gået hen og prøvet på at fjerne minotaueren, det var nok ikke lykkedes for hende, men først bagefter ville hun gå over i vold.
Om hun stolte på at han kunne klare det. Havde hun været der var de begge faldt død om, men ellers stolet hun på ham. ''Da jeg kom så det i hvert fald ikke ud til du kunne klare det'' Hun så på ham da han foldede vingerne ind og fulgte efter hende, og langsomt bredte der sig et lille smil ud på hendes læber. Han var ældre end hende, men stadig var hun mest fornuftig. ''Vær glad for at jeg valgte at beskytte dig, hvad ville du gøre uden mig!'' Hun gav et lille puf fra sig og grinede så af det. Hun kiggede sig lidt rundt omkring og jo længere de gik, jo tættere blev skoven. Træernes kroner flettede sig nærmest ind i hinanden, så de kunne ikke flyve op og se hvor de var henne.
Lailah kiggede sig tilbage og gispet da hun så den store minotauer komme løbene imod dem. Lailah skubbede Gabriel til side og sprang derefter selv til den anden side. Minotaueren løb lige forbi dem, det ville give dem et lille forspring. Hun kiggede hen på Gabriel og råbte ''Løb!'' Hun kiggede hen mod minotaueren som lige havde vendt sig om for at løbe mod dem igen.

Han så drillende på hende. "Og hvad så? Jeg er ikke en dødelig der dør af hvad som helst." Sagde han, og så ned. Han lyttede ikke rigtig efter for hans kinder blev rosafarvede, med andre ord, han rødmede. Han rødmede ikke tit, og vidste ikke helt hvorfor han gjorde det denne gang.
Han sukkede, og lagde armene over kors. Han fulgte blot efter hende. "Jeg kan godt klare en dum minotaur!" Han stak underlæben ud som et lille barn.
Han smilede af hende, og rødmen forsvandt.
"Hvorfor valgte du endelig det?" Han så spørgende på hende.
Han så sig over skulderen, og fik også øje på minotaeuren.
"Kan du ikke bare sige 'flyv'?" Han rystede på hovedet, og begyndte at løbe.

Hun skulle lige tænke sig lidt om inden hun kunne svare på hans spørgsmål. Ja? Hvorfor valgte hun ham egentlig? ''Ser du, je...'' Hun kunne ikke nå at gøre sin sætning færdig inden minotaueren kom og angreb dem.
*Flyv! Ha!!* Hun kunne ikke lade vær med at give et lille grin fra sig. ''Kig op smart ass!'' Hun kiggede selv op, og der kunne man se hvordan træernes grene flettede sig ind i hinanden. ''Held og lykke siger jeg bare..'' Hun smilede lidt og begyndte så med at løbe. ''Vi skal finde et sted hvor vi kan flyve op, se om du kan finde et!'' Hun holdt en kort pause for at se sig tilbage. Hun kunne tydeligt se hvordan Hr. minotauer indhentede dem. Hurtigt endda. Den bekymrede sig ikke særlig meget om alle de træer som stod tætte, den ramte dem typisk med skulderen også faldt der lidt af træet. Hun kunne godt se at de umuligt ville kunne nå at finde et sted at flyve op hvis de ikke fik mere tid. ''Find et sted hvor vi kan komme ud, jeg forsinker ham!'' Råbte hun til Gabriel, hun sendte ham dog et lille smil for at fortælle hun havde alt under kontrol, hvilket hun tydeligvis ikke havde!
Hun løb en lille bue uden om minotaueren så hun endte nogenlunde på siden af den. Hun tog en sten op og kastede efter den. Typisk... Hun ramte ikke.. Hun prøvede igen og denne gang ramte hun den på armen. Den bremsede op så jordet skred under fødderne på den. Med dens øjne så den direkte på Lailah, som forventet fik hun dens opmærksomhed, hvilket gav Gabriel lidt mere tid.
Men nej. Det hoppede den ikke på! Den vendte sig om og fortsatte mod Gabriel.

Hun kunne ikke nå at svare færdigt før minotauren kom, og angreb dem. Gabriel sukkede træt, og så sig over skulderen. Kiggede blot på den.
Han så op, og rystede lidt på hovedet. Det havde han så ikke set. Men ak ja, sådan var det blot. Han lagde ikke mærke til alt.
Han løb nærmest zigzag, og så nogle gange op efter hun havde kommanderede ham til at finde et sted de kunne flyve op.
Han så sig over skulderen, og havde lyst til at grine af minotauren. Han bed sig dog i underlæben da det ikke ville være for smart.
Han nikkede blot, og fortsatte med at løbe. Han så sig atter over skulderen, og så Lailahs mislykket forsøg på at ramme minotauren med en sten. Så ramte hun.
Han så også at minotauren løb mod ham. Gabriel smilede lusket. Så fremad. Han stoppede op. Det var en skrænt. Altså, der var vand hvis han hoppede. Skoven endte. Gabriel vendte sig om, og så at Minotauren var tæt på. Han bed sig i underlæben. Foldede vingerne ud. Vendte sig atter om. Og hoppede ud. Hoppede ud med hovedet først. Han foldede vingerne helt ud, og fløj op.

Hun så på Gabriel som stod ved en skrænt. Hun satte hurtigt i løb imod ham mens hun skiftevis så på Gabriel og Minotaueren, hun så lidt ned og rystede på hovedet af sig selv. Nogle gange var det vel dumt ikke at gå til vold fra starten af, men hun kunne ikke få sig selv til det. Det var bare endnu en minus ved hende.
Hun så hvordan Gabriel var fanget, og hvordan minotaueren kom styrtene imod ham! Det fik hende bare til at løbe endnu hurtigere, men han sprang.. Hun stoppede op og stod lidt, og bare så. Det samme gjorde minotaueren. Selvfølgelig vidste hun at han havde vinger, men hun var ikke selv van til at bruge hendes så hun vidste ikke om man ville kunne nå at få foldet dem ud med sådan en høj fart, så hun vidste ikke helt hvad hun ventede på.
Minotaueren brummede lidt for sig selv, vendte sig om og gik lige forbi Lailah uden at sige at ord. Lailah løb hen til skrænten og til hendes store overraskelse havde han fået foldet sine vinger ordenligt ud og var på vej op. Hun tog sig til hovedet af ren lettelse. Nogle gange tvivlet hun på om han overhovedet havde brug for hende, men nu havde hun altså valgt ham og det kunne hun umuligt lave om. Hun så afventende på ham, om han ville komme op på land igen eller flyve væk. Fløj han videre ville hun flyve med ham.

//Out eller fortsætte?

//Jeg vil tro det er out ^^

//Okay så ^^ OUT