Please, maybe it hurts. Just don't do something stupid! ~Jacob~

Caroline gik stille igennem byen, hun var kommet lidt væk fra Angela's hus. Og derved også væk fra Melissa, men hun vidste så længe Melissa blev hvor hun var så skete der intet. Dog havde hun også en fornemmelse af at hun aldrig ville kunne holde Melissa inde uden at fortælle hvad der skete i denne verden lige nu. Ellers ville det bare ende galt ligesom de gjorde da hun selv var for nysgerrig på hvad hendes forældre ikke ville fortælle hende.. Caroline gik stille og roligt rundt da hun så en mørk håret skikkelse gå ud af byen, næsten for at vandre ind i skoven!? Var denne person fuldkommen sindsyg!? Ikke engang Caroline selv betrådte skovens grund ligenu!? En let morgen brise skyllede ind over hende, og hun genkendte færtenen, det var Jacob? Hvad fanden tænkte han dog på!? Caroline brugte sin fart til at løbe op foran ham, og skubbe han på brystkassen tilbage af så han fik benene tilbage i Doomsville igen.
"Er du gået fra forstanden!?" Skældte hun faktisk ud, og kiggede ham lige i øjnene.

Skoven. Den lokkede ham frygteligt meget. Han kunne stadig dufte duften af græs og det dug der var på det inden solen herskede over himmelen. Skoven var der han hørte til. Uden den, havde han det som om at han aldrig kunne finde ro! I byen føltes det som et fængsel, hvilket det egentlig godt kunne blive set som. Rundt omkring gik der vagter rundt og sørgede for at ingen forlod byen, eller at nogen kom ind for den sags skyld. Han kunne ikke klare det mere! Udenfor disse mure var der han hørte til! Hvor der ingen hæmninger var og hvor han ikke skulle tænke på Nille for hvert et sted han gik hen. Selvfølgelig ville skoven også minde ham om hende. Det var jo trods alt der de mødtes første gang. Tanken fik det til at rumle i hans mave af sorg. Han savnede hende forfærdeligt. Det var ikke fair. Af alt man kunne komme ud for af skader, skulle det vise sig at kærligheden var den der kunne såre dig mest. Ikke så langt fra ham kunne han se byporten. Bag den lå friheden! Han luntede derhen imod, mærkede adrenalinen pumpe i ham, jo tættere han kom på porten og jo mere han kunne mærke hvordan duften af skov pirrede hans næse. Bag ham luntede den smukke Choice. Det små dryppede fra himmelen, så den smukke sølvmanke flagrede ikke med vinden, men klistrede derimod til den muskuløse hals. Jacob kunne mærke på hende at hun var ligeså spændt som ham selv. For hvert et åndedræt hun tog, føltes det som om at hans hjerte hoppede en takt hurtigere end det burde. Det varede dog ikke længe, før han måtte stoppe op og nu stå overfor noget han ikke havde regnet med. Caroline så ikke ud til at være glad, de havde ikke set hinanden længe og alligevel kiggede hun kun muggent på ham. Han sukkede svagt, kiggede på hende med de svagt lysende brune øjne og adskilte læberne for at svare hende.
"Ja! Det er jeg måske! Jeg kan ikke klare at være herinde længere! Skoven er hvor jeg høre til! Jeg klare mig, det har jeg gjort i over hundrede år nu og det skal et par zombier ikke ødelægge for mig!" sagde han alvorligt til hende. Hans blik var ikke til at tage fejl af. Han mente hvert eneste ord han sagde. "Du skal ikke være bekymret for mig Care, jeg klare mig og det ved du," Svagt voksede der et roligt smil på hans læber. Bag dem stod Choice og spændte musklerne under den sølvhvide pels. Hun gjorde klar på bare den mindste pludselige bevægelse.. "Det er for resten godt at se dig.. jeg har jo ikke set dig siden den lille mistede livet," Caroline vidste udmærket godt hvad han mente med den lille. Tanken gjorde ham svag og han hadede det.. Alting gik ned af bakke for ham. Det var ved at være ved det gamle igen. Han mistede alt og alle omkring sig..

Caroline lyttede til ham og rystede så på hovedet.
"Du bliver herinde, om jeg så skal tvinge dig til det! Jeg har ikke brug for endnu en som dør!"Sagde hun meget alvorlig. hun havde faktisk lige mistet Nicolas til døden, hende og Angela troede i hvertfald at det var hvad der var sket. Men hvad der var sket var faktisk at en kraftig illusion havde blevet plantet i deres hoveder.. Men de troede begge Nicoals var død..
"Lige præcis, og jeg vil sætte pris på hvis du ikke bare gerne ville snakke med mig i stedet for bare at gå din vej.. Fordi jeg ved det med dig og Nille.. Og jeg ved det er hårdt.. Men ja, du har bare brug for at tage en tur ned til kroen, eller sidde og sørge med mig.. For ja. Nic er død.. Han blev drabt for øjnene af mig og Angela.. Altså hans søster." Caroline kunne snart ikke holde på tårerne længere.. "Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, alting er helt anderledes nu.." Den sidste sætning blev sagt med tåre trillende ned af hendes kinder, og med en hulkende stemme.

Så snart hun nævnte det med Nicolas, lukkede han alt andet ude og havde med det samme medlidenhed for sin søs! Ordene skar i ham på en mærkelig måde der ikke var til at forklare. Choice knurrede en anelse, men stoppede så snart han løftede en hånd op foran hende og signalerede hende til at stoppe med det samme. Hun trak mundvigen ned igen, stoppede med at spænde de enorme muskler og gav sig i stedet til at skridte rundt omkring dem, på jagt efter en rotte hun måske lige kunne æde. Jacob gik hen imod Caroline, slog en arm om hende og trak hende ind i en varm omfavnelse, eller så varm den nu kunne være når han ikke ejede det der hed varme i kroppen. Beroligende fortsatte han med at stå og holde om hende..
"Det gør mig ondt Care," hviskede han ved hendes øre. "Jeg er her og går ingen steder, det lover jeg," Han krammede hende bare ind til sig. Normalt krammede han ikke helt frivilligt, og når han endelig gjorde, så var det fordi personen der fik omfavnelsen betød meget for ham. Forsigtigt trak han ud af omfavnelsen, så hende i øjnene og tørrede tårene væk. "Kom," Hans stemme var varm som ilden man elskede at have i en kakkelovn.. Langsomt begyndte han at gå ned imod en kro..