Du burde ikke være her. Jeg slog dig jo selv ihjel. Hvorfor er du her så STADIG?! (Nille)

S: kroen, Doomsville city.
O: borde, stole. Folk af alle slags. Et musikhold og to dansere der danser rundt mellem folk, for at tjene lidt ekstra.
T: aften
V: udenfor er det overskyet og køligt. Indenfor dejlig lunt.

Aftenen var jo ganske normal, stille og rolig. En afslappet aften, bare for ham selv, hvor han kunne tænke og bare være sit nye jeg. For han havde forandret sig, men han havde accepteret det og levede med det...Og var faktisk glad for det.
Efter ritualet var han blevet en archdemon, en af de stærkeste slags dæmoner der fandtes. Han var blevet mere muskuløs at se på, han spredte ofte en let aura af magt og frygt omkring sig, hvilket også var en grund til der ikke sad nogen ved siden af ham. Hans mørke tøj, der bestod af de sorte støvler, mørke bukser og trøje, en sort kappe med hætte, som lige nu var slået ned og en bælte med små ting, og de fire ar tværs over hans ansigt gjorde det ikke bedre. De mørke øjne, som normalt mødte sine omgivelser med venlighed, var nu konstant kølige, hårde, afmålt. De havde oplevet og set ting...
Men mystikken hang stadig om ham og lokkede forskellige kvinder til og det var heldigt, for han følte sig stadig lidt sulten...
Kroen var livlig i aften, folk følte de kunne feste lidt. Der blev ivrigt skænket op rundt omkring og Sean havde allerede hørt en del rygter...
Men han havde ingen ide om hvem der ellers skulle være her i aften...

Han havde været i en afslappet samtale med en tilfældig kvinde. Han kunne ikke huske hvad hun hed, var også bedøvende ligeglad, men hun kunne spises og det var det vigtigste. Han havde fået hende til at grine af noget, manipuleret af hans evner som hun var...Da denne først fremmede kvinde kom ind midt i det hele og ganske ligeglad satte sig midt i det hele. Ganske enkelt fordi denne ville have opmærksomheden. og hun fik den. Lugten fortalte ham at denne kvinde var en sjæledæmon...Men udseendet...Stemmen...Det hele fik kun et billede frem. Et billede af Nille. Men...Det måtte være et tilfælde. En der mindede meget om hende måske? Nille var død. Han havde selv sørget for det. Uden at blinke. Og sikke en god belønning han havde fået senere den nat.
Han tog afslappet en tår af sin øl, uden først at give hende den opmærksomhed som hun bad om. Men til sidst lod han blikket glide over hende og mødte hendes øjne et øjeblik...Hans hjerte stoppede et øjeblik. Det var ikke en tilfældighed. Åh gud, havde hans fortid endelig indhentet ham og krævede hævn for hans gerninger? Var han nu officielt sindssyg? dette var Nille. øjnene fortalte ham det. Folk kunne gemme så meget, men øjnene sagde ofte mere end ord.
Han kiggede lidt for hurtigt væk, mens han tog endnu en tår af sin øl, lidt hurtigt. Men han spildte ikke. Han brugte måske nogle sekunder på at få styr på sin krop, på sine reaktioner og gemme den korte følelse af usikkerhed, den korte følelse af svaghed...Da det hele blev erstattet af vrede. Han viste ikke hvem denne kvinde var, om det var Nille eller ej...Men han skulle nok finde ud af det.
"Godaften" han frydede sig indvendigt over, hvor rolig hans stemme var. Dyb, mørk, kold og rolig. Hun var ikke den eneste der havde undergået en forandring. Hun var ikke den eneste der søgte hævn over ham. Mange af hans fjender var døde i forsøget. Hvorfor skulle denne person så ikke også det?

Censor eller ej. Han ville med glæde leve gennem en masse smerte som straf for virkelig at slå hende ihjel. Hvis de kunne finde og fange ham. Måden hun bare sad, stille og roligt og spurgte hvordan det gik irriterede ham...Men så besluttede han sig for at lege med. Han viste ikke hvordan det var gået til og selv om han var uhyggelig nysgerrig efter det, valgte han mere eller mindre at virke ligeglad. så det endte med han så på hende med et lille smil, afslappet, som om han var van til at se folk stå op fra de døde.
"Det interessere dig jo alligevel ikke" svarede han kort og tog en tår af sin drik. Han havde ikke tænkt sig at hygge snakke.
"Hvad laver du her?"

Godt svar. Et svar der tilfredsstillede ham, faktisk. sjældent mødte han folk, som formodede at besvare hans små ordlege med noget lignende, og sjældent havde han mødt en bedre end Ali, men...Kvinden her, for han havde ikke lyst til at kalde hende Nille, havde givet et godt svar.
"så døden er hvad du skal igennem, for at virke mere voksen og ansvarlig?" svarede han tilbage med et drillende smil, som var de to venner der endelig så hinanden igen. Hendes anden sætning var bare lokkende. Lokkende, drillende. Bedte om at blive besvaret med et spørgsmål, et spørgsmål om hvem denne anden er...Men han modstod fristelsen. En lille fælde, han ikke havde tænkt sig at hoppe i.
"Og hvorfor leder du efter mig? endnu en gratis gerning du vil have lavet?" spurgte han så og tog en tår af sin øl.

Han grinte lavt. Det hele var så komisk. Han burde nok tage hende alvorligt...Og det gjorde han vist også, inderst inde. Men han frygtede hende ikke, ligesom han ikke frygtede nogen som helst. Han respekterede hende heller ikke. Hun var bare en person. Som så mange andre.
Men han ville gerne give et indtryk af at han ikke tog hende alvorligt, få hende til at undervurdere ham mere end nogensinde før.
"åh ja, en lille ny dæmon." svarede han med et lille smil. Alle viste de ældre dæmoner var stærkere end de nyere.
"Hævn? Meget interessant. Og hvordan vil du gøre det? Nej. Begynd fra starten. Hvordan endte du med at være her nu og underholde mig så godt?" smilte han roligt og drejede sig i stolen, så han vente mere med front imod hende.

For at være ærlig havde hendes forklaring kun forvirret ham. Han kendte ikke denne Rebecca og viste ikke hvilket betydning det havde, at kende til hende. Måske intet, måske en masse.
Åh, han havde da prøvet sig med et venskab. Havde endda ønsket sig det et øjeblik, men hun var blevet ved med at være lige irriterende og uden at vise lyst til det selv. Hun havde ikke stolet på ham eller haft ville have noget med ham at gøre. Det skabte man ikke et venskab på. Ikke engang et "neutralt", hvad det så skulle betyde. Så han havde irriteret givet efter og givet hende mere krig...Til hun døde. Men det at hun sad her nu, havde ganske vist forvirret ham...Men han viste mange ting kunne lade sig gøre og han begyndte is tedet at spekulere på hvor mange af hans fjender der gjorde samme nummer. Ja, han så ikke engang Nille for en fjende. Bare som en person.
Og nu, hvor han var kommet over det værste chok, smilte han til hende, som den person hun nu bare var, som om intet af det gik ham på.
"Åh jo, fortæl endelig" svarede han roligt

han bemærkede et kort glimt i hendes øjne, inden hun kiggede væk, hvad der i sig selv også var ret sigende. Rynkerne i hans pande, hætten der kom op igen. Den måde hun næsten sad og sitrede på. Tingene havde ændret sig til hans fordel og det nød han godt af. Lille skammer...
i stedet smilte han let og sad bare og stirrede på hende i lidt tid, en hentydning til at han havde fornemmet hendes svaghed og nød den.
"Men det forklare jo slet ikke noget. Du har bare snakket om denne Rebecca" svarede han roligt, som om han slet ikke havde set hende være svag et øjeblik. Men hans opmærksomhed veg ikke fra hende i så meget som et sekund.
"Det forklare ikke hvorfor, eller nærmere hvordan, du er her nu. Og det kunne da være ganske interessant at vide. Bare så jeg kan prøve at undgå det næste gang" smilte han afslappet. en svag trussel, men ikke nogen videre voldsom. Det lød næsten som om han bare drillede hende.

Var det ikke hende der havde lagt op til at fortælle om det? Og så troede hun at hun bare kunne gå væk? hun kunne tro nej. nok havde hun ment det som en lille fælde, men han ville gøre krav på svar. Det var trods alt ham der var blevet snydt. han nikkede let til det hun sagde og skulle lige til at reagere på at hun ville gå, hive hende tilbage, da hun åbenbart skiftede mening. Selvfølgelig, den samme nysgerrige Nille. de evige spørgsmål.
Han grinte let af hendes spørgsmål og så lidt på hende. han tænkte ikke over det længere, at han virkelig havde forandret sig. Måske fordi han ikke selv mærkede det.
"Anderledes? åh ja, det er sandt" smilte han, som om han havde glemt det skete.
"Jeg ofrede min søn" han trak svagt på skuldrene med et lille fornøjet smil. Igen en svag trussel, at han havde dræbt sin søn og stadig bare sad og smilte. Nogen ville klart føle sig bange.
"Mere siger jeg ikke...Du har heller ikke selv været for åben og jeg fungere bedst med noget for noget" afsluttede han og drak resten af sin øl. Han sad stadig med front mod hende og hans mørke øjne hvilede stadig på hende, som var hun en ven, en tilfældig person.

Hans smil voksede, da han så hendes udtryk i ansigtet. Åh hvor måtte det ryste denne lille pige, ikke andet end et barn! så chokkeret, overrasket hun havde været. Og den søde lille vrede bagefter...Så sødt, som var det dyppet i honning.
"du burde takke mig. Ved at kalde det ondt, ved man også hvad der er godt" smilte han kort. Der kunne ikke være gode ting, uden at der også var onde ting. Men hvad man så som ondt eller godt var forskelligt. Javist, det havde måske ikke været helt...godt, at myrde sin søn, selv om dette lille individ havde givet mange problemer. God havde det bragt gode ting med sig.
Han rejste sig fra stolen og tilbagelagde den evt. afstand der var imellem dem. Og inden hun kunne nå at trække sig tilbage, havde han lænt sig forover og hviskede hende i øret.
"Jeg vil med glæde gøre det igen. Spørgsmålet er mere hvor mange gange du vil genopstå og opleve det hele igen og igen?" han trak sig hurtigt tilbage igen, inden hun kunne nå at angribe. Med et lille grin.

Selvfølgelig forstod hun det ikke. Det var sikkert for kompliceret og alvorligt til hendes lille hjerne kunne rumme det. Hun var endnu for ung, selv om en tur forbi døden havde modnet hende lidt. Se ham blive ydmyget? så måtte hun prøve længe. Sean havde en forrygende evne til at vende situationen, hvis han ønskede det og give andre en lang næse. Han havde set at hun kiggede efter det solide ølkrus, stort set tomt for indhold. Han smilte roligt, da hun intet gjorde, men bare gik. Sur som et barn der ikke fik sin vilje. Han rystede svagt på hovedet og mærkede kort en svag træk fra døren...Men vendt, han burde da ikke kunne mærke det helt herovre?
Han nåede lidt at bukke sig, kruset faldt tungt til gulvet og smadrede. Og så grinte han, netop som hun lukkede døren efter sig. åh, ved det virkelig det bedste hun havde? Lidt vind? Mod en archdemon? Nej. den kvinde havde ingen forstand på virkelig magt og styrke.

//Out eller hvad?//