Du burde ikke være her. Jeg slog dig jo selv ihjel. Hvorfor er du her så STADIG?! (Nille)

S: kroen, Doomsville city.
O: borde, stole. Folk af alle slags. Et musikhold og to dansere der danser rundt mellem folk, for at tjene lidt ekstra.
T: aften
V: udenfor er det overskyet og køligt. Indenfor dejlig lunt.

Aftenen var jo ganske normal, stille og rolig. En afslappet aften, bare for ham selv, hvor han kunne tænke og bare være sit nye jeg. For han havde forandret sig, men han havde accepteret det og levede med det...Og var faktisk glad for det.
Efter ritualet var han blevet en archdemon, en af de stærkeste slags dæmoner der fandtes. Han var blevet mere muskuløs at se på, han spredte ofte en let aura af magt og frygt omkring sig, hvilket også var en grund til der ikke sad nogen ved siden af ham. Hans mørke tøj, der bestod af de sorte støvler, mørke bukser og trøje, en sort kappe med hætte, som lige nu var slået ned og en bælte med små ting, og de fire ar tværs over hans ansigt gjorde det ikke bedre. De mørke øjne, som normalt mødte sine omgivelser med venlighed, var nu konstant kølige, hårde, afmålt. De havde oplevet og set ting...
Men mystikken hang stadig om ham og lokkede forskellige kvinder til og det var heldigt, for han følte sig stadig lidt sulten...
Kroen var livlig i aften, folk følte de kunne feste lidt. Der blev ivrigt skænket op rundt omkring og Sean havde allerede hørt en del rygter...
Men han havde ingen ide om hvem der ellers skulle være her i aften...

Skammeren er tilbage.
Hun mindede dem om hende. For det var hende. Nu var hun tilbage. Og hun søgte hævn. Sean skulle bøde for det han havde gjort. Hun var ikke en lille shapeshifter mere. Hun var en Sjæledæmon. Dermed stærkere end før.
De blå øjne var lysende, men skræmmende. De kunne blive sorte... De kunne skræmme livet af mange.
Hun havde en brun jakke med hætte, sort tanktop, sorte jeans, og sorte støvler på. Ikke højhælede, men sådan nogle med sølvspænder. Hendes ansigt var gemt af hætten, men de lysende blå øjne var tydelige.
Døren til Kroen Det Vilde Svin blev åbnet op, og ind kom pigen med de lysende blå øjne, og den brune hætte. Hun løftede hovedet lidt, og fik øje på en... Sean.
Et lusket smil kom over hendes læber. Hun gik forbi alle, og hen imod Sean. Nu var tiden inde.
Hun satte sig foran ham.
"Godaften Sean." Hendes stemme var kold.

Han havde været i en afslappet samtale med en tilfældig kvinde. Han kunne ikke huske hvad hun hed, var også bedøvende ligeglad, men hun kunne spises og det var det vigtigste. Han havde fået hende til at grine af noget, manipuleret af hans evner som hun var...Da denne først fremmede kvinde kom ind midt i det hele og ganske ligeglad satte sig midt i det hele. Ganske enkelt fordi denne ville have opmærksomheden. og hun fik den. Lugten fortalte ham at denne kvinde var en sjæledæmon...Men udseendet...Stemmen...Det hele fik kun et billede frem. Et billede af Nille. Men...Det måtte være et tilfælde. En der mindede meget om hende måske? Nille var død. Han havde selv sørget for det. Uden at blinke. Og sikke en god belønning han havde fået senere den nat.
Han tog afslappet en tår af sin øl, uden først at give hende den opmærksomhed som hun bad om. Men til sidst lod han blikket glide over hende og mødte hendes øjne et øjeblik...Hans hjerte stoppede et øjeblik. Det var ikke en tilfældighed. Åh gud, havde hans fortid endelig indhentet ham og krævede hævn for hans gerninger? Var han nu officielt sindssyg? dette var Nille. øjnene fortalte ham det. Folk kunne gemme så meget, men øjnene sagde ofte mere end ord.
Han kiggede lidt for hurtigt væk, mens han tog endnu en tår af sin øl, lidt hurtigt. Men han spildte ikke. Han brugte måske nogle sekunder på at få styr på sin krop, på sine reaktioner og gemme den korte følelse af usikkerhed, den korte følelse af svaghed...Da det hele blev erstattet af vrede. Han viste ikke hvem denne kvinde var, om det var Nille eller ej...Men han skulle nok finde ud af det.
"Godaften" han frydede sig indvendigt over, hvor rolig hans stemme var. Dyb, mørk, kold og rolig. Hun var ikke den eneste der havde undergået en forandring. Hun var ikke den eneste der søgte hævn over ham. Mange af hans fjender var døde i forsøget. Hvorfor skulle denne person så ikke også det?

De blå øjne havde sorte prikker i sig, de kom, og forsvandt. Når de forsvandt kom de et andet sted. Dusøren der var på hende havde ikke et billede/tegning af hende med sort hår. Kun af Dæmonen. Så hun tog hætten af. Det sorte, krøllede hår kom frem. Det var løst. Det var nærmest en af de vigtigste kendetegn ved hende. Det sorte hår der kunne minde folk om en nattehimmel, og øjnene var stjernerne.
Hun lagde hovedet lidt på skrå, og smilede skævt.
"Hvordan går det?" Hun spurgte det som om han slet ikke havde slået hende ihjel, og hun så var tilbage.
Som om intet var sket. Men nu kunne han ikke røre hende. For Dæmonen var blevet Censor for Rafael. Og forhåbentlig kunne hun beholde den titel.

//Kort svar, sorry.

Censor eller ej. Han ville med glæde leve gennem en masse smerte som straf for virkelig at slå hende ihjel. Hvis de kunne finde og fange ham. Måden hun bare sad, stille og roligt og spurgte hvordan det gik irriterede ham...Men så besluttede han sig for at lege med. Han viste ikke hvordan det var gået til og selv om han var uhyggelig nysgerrig efter det, valgte han mere eller mindre at virke ligeglad. så det endte med han så på hende med et lille smil, afslappet, som om han var van til at se folk stå op fra de døde.
"Det interessere dig jo alligevel ikke" svarede han kort og tog en tår af sin drik. Han havde ikke tænkt sig at hygge snakke.
"Hvad laver du her?"

Hun var ret ligeglad med at han ikke var... 'Hvordan er du vendt tilbage?!', og ikke farede op af stolen. Det passede hende faktisk meget fint. Hun betragtede ham lidt.
Han var forandret, det kunne hun se. Men hvordan forandret... Vidste hun ikke. Hans fært var anderledes, en fært hun ikke havde mødt før.
"Hvordan kan du vide det ikke interessere mig? Enhver kan jo se du er forandret." Hun smilede uskyldigt, og lænede sig tilbage i stolen. Hun lagde armene over kors.
"Hvad jeg laver her? Ledte efter dig. Og, jeg leder efter nogen." Ikke tale om hun ville fortælle hvem. Det skulle han slet ikke blandes ind i, han var nok den sidste hun ville betro sig til... Men at fortælle hvordan hun kom tilbage... Var hun mere end villig til at fortælle ham.

Godt svar. Et svar der tilfredsstillede ham, faktisk. sjældent mødte han folk, som formodede at besvare hans små ordlege med noget lignende, og sjældent havde han mødt en bedre end Ali, men...Kvinden her, for han havde ikke lyst til at kalde hende Nille, havde givet et godt svar.
"så døden er hvad du skal igennem, for at virke mere voksen og ansvarlig?" svarede han tilbage med et drillende smil, som var de to venner der endelig så hinanden igen. Hendes anden sætning var bare lokkende. Lokkende, drillende. Bedte om at blive besvaret med et spørgsmål, et spørgsmål om hvem denne anden er...Men han modstod fristelsen. En lille fælde, han ikke havde tænkt sig at hoppe i.
"Og hvorfor leder du efter mig? endnu en gratis gerning du vil have lavet?" spurgte han så og tog en tår af sin øl.

Aha! Så han havde genkendt hende, men bare holdt en slags facade oppe! Hendes smil blev mere lusket. Det han sagde irriterede hende ikke. Hun hævede et øjnebryn.
"Åbenbart. Måske hjælper det at være..." Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Sjæledæmon." Hun mimede det.
Det var anderledes end dengang hun havde været shapeshifter. Nu havde de nærmest en slags 'leg'. Hun fandt den morsom, men lod det ikke hyle hende ud af det hun søgte.
"Nej... Nok nærmere en slags hævn, kan man vel sige." Svarede hun, helt uskyldigt. Hun vippede lidt med stolen.

Han grinte lavt. Det hele var så komisk. Han burde nok tage hende alvorligt...Og det gjorde han vist også, inderst inde. Men han frygtede hende ikke, ligesom han ikke frygtede nogen som helst. Han respekterede hende heller ikke. Hun var bare en person. Som så mange andre.
Men han ville gerne give et indtryk af at han ikke tog hende alvorligt, få hende til at undervurdere ham mere end nogensinde før.
"åh ja, en lille ny dæmon." svarede han med et lille smil. Alle viste de ældre dæmoner var stærkere end de nyere.
"Hævn? Meget interessant. Og hvordan vil du gøre det? Nej. Begynd fra starten. Hvordan endte du med at være her nu og underholde mig så godt?" smilte han roligt og drejede sig i stolen, så han vente mere med front imod hende.

Hun ignorerede det at han sagde lille dæmon til hende. Det irriterede hende ikke.. Så meget. Lige nu betød han intet for hende. Før hun døde ville hun have set om det kunne lykkedes at have et neutralt venskab med ham. For at sikre sig et ekstra 'sværd'. Eller en ekstra hånd som man også kunne sige. Hun var ligeglad med om han så var selveste racelederen af dæmonerne, hun ville med glæde slå ham, og ... Måske dræbe ham? Måske...Hvis det ikke var på grund af at hun var hvem hun var. Om hun stadig var det... Only time could show that.
"Ja, en ny dæmon." Hun undgik bevidst at sige 'lille'. Hun så sig ikke som en lille dæmon.
Et skævt smil kom over hendes læber.
"Hvordan jeg kom tilbage, mener du vel? Nu skal du høre... Jeg sad i mørke, og en dæmon... En eller anden pige, Rebecca mente jeg hun hed, som var Sjæledæmon styrede det hele. Hun vidste intet udover evne, race, og navn. Hun gik forvirrer rundt, og blev så en meget vigtig person for en hvis person." Hun mente Rafael. "Men så her en dag forleden var hun svag, og vidste nok om mig. Jeg kunne slå hende ihjel. Men jeg regner med du ikke vil vide den lange forklaring?" Hun hævede et øjnebryn.

For at være ærlig havde hendes forklaring kun forvirret ham. Han kendte ikke denne Rebecca og viste ikke hvilket betydning det havde, at kende til hende. Måske intet, måske en masse.
Åh, han havde da prøvet sig med et venskab. Havde endda ønsket sig det et øjeblik, men hun var blevet ved med at være lige irriterende og uden at vise lyst til det selv. Hun havde ikke stolet på ham eller haft ville have noget med ham at gøre. Det skabte man ikke et venskab på. Ikke engang et "neutralt", hvad det så skulle betyde. Så han havde irriteret givet efter og givet hende mere krig...Til hun døde. Men det at hun sad her nu, havde ganske vist forvirret ham...Men han viste mange ting kunne lade sig gøre og han begyndte is tedet at spekulere på hvor mange af hans fjender der gjorde samme nummer. Ja, han så ikke engang Nille for en fjende. Bare som en person.
Og nu, hvor han var kommet over det værste chok, smilte han til hende, som den person hun nu bare var, som om intet af det gik ham på.
"Åh jo, fortæl endelig" svarede han roligt

Hvorfor føltes det hele forkert nu? Hun så væk, og rynkede panden lidt. Hendes øjne gled over dusøren... Og hun trak hætten over hovedet igen. Hun følte sig med et helt utryg, og bange. Hun prøvede at lukke det inde. Hun så på Sean igen.
"Okay. Rebecca, som 'styrede' det hele er død. Jeg besejrede hende. Slut." Sagde hun kort, og bed sig i underlæben.
Hvad skete der med hende? Hun var pludselig så.. Bange. Følelsen af frygt sneg sig under hendes hud. Hun begyndte at ryste. Hun lukkede øjnene, og slappede så af.
"Du vil slet ikke høre det, vel?" Spurgte hun. Ikke såret. Bare... Træt. Hun så dog roligt på ham.
Han skulle ikke have lov til at se hende gå i panik uden grund.

han bemærkede et kort glimt i hendes øjne, inden hun kiggede væk, hvad der i sig selv også var ret sigende. Rynkerne i hans pande, hætten der kom op igen. Den måde hun næsten sad og sitrede på. Tingene havde ændret sig til hans fordel og det nød han godt af. Lille skammer...
i stedet smilte han let og sad bare og stirrede på hende i lidt tid, en hentydning til at han havde fornemmet hendes svaghed og nød den.
"Men det forklare jo slet ikke noget. Du har bare snakket om denne Rebecca" svarede han roligt, som om han slet ikke havde set hende være svag et øjeblik. Men hans opmærksomhed veg ikke fra hende i så meget som et sekund.
"Det forklare ikke hvorfor, eller nærmere hvordan, du er her nu. Og det kunne da være ganske interessant at vide. Bare så jeg kan prøve at undgå det næste gang" smilte han afslappet. en svag trussel, men ikke nogen videre voldsom. Det lød næsten som om han bare drillede hende.

Hvad skete der? Ligefør var hun jo kold, og beregnende... Nu var hun bange, og lille. Hun hadede den følelse. Hun ville være stærk. Hun ville føle sig... Anderledes end før. For hun var anderledes nu. Det kunne hun mærke. Døren gik op, og en kølig vind kom ind. Den beroligede Nille. Hun så roligt på Sean.
"Ja. Rebecca." Hun sukkede, og lukkede øjnene. "Rebecca er Dæmonen. Det var hendes krop jeg kom i. Men hun styrede det hele som sagt. Hun troede at hun var mig. Nærmere sagt, hun var en reinkarnation." Hun trak på den ene skulder.
Den normale lyst til at se nogen i øjnene var ikke længere hos Nille. Den var væk. Hun skulle være forsigtig nu.
"Næste gang? Sean der kommer ingen næste gang, og hvordan jeg kom tilbage? Det er min hemmelighed." Hun smilede uskyldigt, og lagde an til at ville rejse sig op.
Hvis der ikke var mere... Hun satte sig dog ned igen.
"Hvorfor virker du så anderledes?" Kom det pludselig ud af hende.

Var det ikke hende der havde lagt op til at fortælle om det? Og så troede hun at hun bare kunne gå væk? hun kunne tro nej. nok havde hun ment det som en lille fælde, men han ville gøre krav på svar. Det var trods alt ham der var blevet snydt. han nikkede let til det hun sagde og skulle lige til at reagere på at hun ville gå, hive hende tilbage, da hun åbenbart skiftede mening. Selvfølgelig, den samme nysgerrige Nille. de evige spørgsmål.
Han grinte let af hendes spørgsmål og så lidt på hende. han tænkte ikke over det længere, at han virkelig havde forandret sig. Måske fordi han ikke selv mærkede det.
"Anderledes? åh ja, det er sandt" smilte han, som om han havde glemt det skete.
"Jeg ofrede min søn" han trak svagt på skuldrene med et lille fornøjet smil. Igen en svag trussel, at han havde dræbt sin søn og stadig bare sad og smilte. Nogen ville klart føle sig bange.
"Mere siger jeg ikke...Du har heller ikke selv været for åben og jeg fungere bedst med noget for noget" afsluttede han og drak resten af sin øl. Han sad stadig med front mod hende og hans mørke øjne hvilede stadig på hende, som var hun en ven, en tilfældig person.

O-o-ofrede hans søn?! Nilles mund var som et O. Chokket var malet i hendes ansigt. Dræbt et barn?! Et barn! Et uskyldigt, og lille barn! Spørgsmålet om hvem der havde været moren meldte sig. Selv var hun ikke jomfru mere...
Hvilket fik hendes lidt blege kinder til at få en svag lyserød farve. Hun bed sig i underlæben, og så ned. Den svage lyserøde forsvandt igen, langsomt. Hun så på ham igen, og gav slip på underlæben.
"Ondt." Sagde hun kort, og så på ham med gennemborende lysende blå øjne. Rent faktisk sagde hun at han var ond. For det var han. Ond, og kold. Hun havde helt svært ved at tro på han havde et hjerte. Så kold han var.
"Hvorfor skulle jeg være åben? Du myrdede mig, men selv ikke to stik i maven, og et i hjertet var nok til at stoppe mig. Jeg gætter på du vil prøve igen?" Hun så roligt, og koldt på ham som om hun ikke lige havde spurgt ham om han ville myrde hende igen.
Hun spekulerede på om hun skulle gå.

Hans smil voksede, da han så hendes udtryk i ansigtet. Åh hvor måtte det ryste denne lille pige, ikke andet end et barn! så chokkeret, overrasket hun havde været. Og den søde lille vrede bagefter...Så sødt, som var det dyppet i honning.
"du burde takke mig. Ved at kalde det ondt, ved man også hvad der er godt" smilte han kort. Der kunne ikke være gode ting, uden at der også var onde ting. Men hvad man så som ondt eller godt var forskelligt. Javist, det havde måske ikke været helt...godt, at myrde sin søn, selv om dette lille individ havde givet mange problemer. God havde det bragt gode ting med sig.
Han rejste sig fra stolen og tilbagelagde den evt. afstand der var imellem dem. Og inden hun kunne nå at trække sig tilbage, havde han lænt sig forover og hviskede hende i øret.
"Jeg vil med glæde gøre det igen. Spørgsmålet er mere hvor mange gange du vil genopstå og opleve det hele igen og igen?" han trak sig hurtigt tilbage igen, inden hun kunne nå at angribe. Med et lille grin.

Takke Sean? Aldrig! Hun hadede ham mere end pesten. Hun hadede ham mere end sine forældre, som heldigvis var døde... Udover moderen. Moderen var overlevet. Men Nille ville ikke tænke på Lilly nu. Det var præcis det Lilly ønskede. At skræmme Nille , og gøre hende ustabil. Altså, at Nille til sidst ikke ville turde noget. Men den lykke skulle Lilly aldrig føle. Sean var en af dem der kunne hjælpe Nille på punkter som ingen andre, men det kom aldrig til at ske. Og det var bare helt fint.
"Skulle jeg takke dig for at dræbe et lille barn?" Hun kneb øjnene lidt sammen. "Jeg burde se dig i øjnene med min evne, men det ville jo være dumt."
Nille ville slå ham ned. Gerne med en stor, tung, og varm ildtang! Et hårdt gok i hans hoved! Åh ja... Det ville være så godt at se ham lukke øjnene, og besvime. Fuldkommen forsvarsløs. Perfekt til at Nille kunne enten slå ham ihjel, eller finde nogen der kunne torturere ham. Men nu var det jo lige at der ingen ildtang var... Udover et krus. Hans krus. Hans øl krus. Det var så fristende at splintre det i hans hovedbund.
"Jeg vil gøre alt for at overleve, samt se dig blive ydmyget." Med de ord tog hun fat i kanten af bordet, og rejste sig op. Hun lænede sig mod ham. "Hvad som helst vil jeg gøre bare for at se dig blive ydmyget." Hun sendte hans øl krus et hurtigt blik, men da han sikkert ville lægge mærke til det gjorde hun intet.
Hun rettede sig op med et skævt smil. Hun begyndte at gå hen imod døren, og åbnede den. En vind sneg sig ind. Nille fik manipuleret med den til at løfte kruset... Og smadre det i Seans hovedbund, hvis han intet gjorde. Hun gik ud af kroen, og smækkede døren efter sig.

Selvfølgelig forstod hun det ikke. Det var sikkert for kompliceret og alvorligt til hendes lille hjerne kunne rumme det. Hun var endnu for ung, selv om en tur forbi døden havde modnet hende lidt. Se ham blive ydmyget? så måtte hun prøve længe. Sean havde en forrygende evne til at vende situationen, hvis han ønskede det og give andre en lang næse. Han havde set at hun kiggede efter det solide ølkrus, stort set tomt for indhold. Han smilte roligt, da hun intet gjorde, men bare gik. Sur som et barn der ikke fik sin vilje. Han rystede svagt på hovedet og mærkede kort en svag træk fra døren...Men vendt, han burde da ikke kunne mærke det helt herovre?
Han nåede lidt at bukke sig, kruset faldt tungt til gulvet og smadrede. Og så grinte han, netop som hun lukkede døren efter sig. åh, ved det virkelig det bedste hun havde? Lidt vind? Mod en archdemon? Nej. den kvinde havde ingen forstand på virkelig magt og styrke.

//Out eller hvad?//

//Jeg kan ikke finde på mere... Så out ^^