Selv med nye klæder, er en kejser ikke mere værd end hans fattigste undersåt ~ Rhychdir

T: omkring 1 om natten
S: Kroen i Rotten Root
O: en del mænd der nyder deres alkohol ganske højlydt.
V: udenfor er der lunt med en svag vind.

Klokken var efterhånden mange, men hun vidste at hendes seng var få skridt fra hende alligevel, så hvorfor krybe til køjs allerede? Trods alt, så havde hun hverken arbejde eller andre forpligtelser hun skulle leve op til den kommende dag. Eller nogen anden dag for den sags skyld.
Hun sad ved et lille rundt bord, afslappet, iført en kjole som bare tydelige præg af hendes livsstil - vild, rodet og til tider voldelig. Blodpletter vidnede enten om hendes race eller temperament, og rifter i det smukke midnatsblå stof vidnede om behovet for en ny kjole snarest. Men hun var elendig til at sy andet end sår sammen, så at forsøge sig på at lappe en kjole eller sy en helt ny var totalt forrykt for hende.
Foran hende stod et lille lys, hvor flammen dansede livligt for hendes blik. Hun elskede ilden, forgudede den - og herskede over den. Med et enkelt pust kunne ilden dø ud, og med et enkelt blik kunne den brøle op og slikke loftsbrædderne. At kunne kontrollere ild var en vidunderlig ting.
Ensomheden emmede ud af hende, som en drænende energi. Den tog al energi med sig, mens den krøb mod hende. Hvad var det, en måned? To? Hun huskede det faktisk ikke helt længere - hvor længe hun havde været alene. Uden en mand i sengen, uden en mand med armene om hende. Uden kærlige ord som hun turde stole på. Sean var på alle måder den eneste mand hun stolede hovedløst og helhjertet på - og den eneste der kunne ødelægge alt for hende med blot én sætning. Han havde sandt hende væk fra et utopia han havde prøvet at skabe, og hun ønskede ikke at stå i vejen for ham.
Ved siden af lyset var et krus med en varm væske i. Det var sjældent at kroerne i Underworld faktisk serverede varmt friskt blod, men hun klagede ikke over en genopvarmet flaske. Så længe det betød at hun ikke skulle myrde en eller anden selv.
Hun så på kruset, og derefter på lysets flamme. Den dansede og tog form som Sean gentagende gange. Hver gang slog hun svagt ud med hånden og kvælte flammen. Få sekunder efter lod hun den dog komme til live igen, blot for at den legede samme leg med hende igen. Mon andre så dette?

Rhychdir hadede den lokale kro i Rotten Root. Der var beskidt - der lugtede mærkeligt, folk var nærgående og fulde størstedelen af tiden. Alligevel var det dog her den unge elvermand spenderede størstedelen af døgnets timer. Det havde været meningen af hans visit på kroen skulle være midlertidigt. Han havde naivt håbet på at ville have fundet sit eget sted på nuværende tidspunkt, men boligerne i den dyrere ende af byen var langt dyrere end han havde taget højde for - især når han, som det desværre så ud nu, ikke havde nogen egentlig indkomst.

Hvad der drev Rhychdir ned fra værelset han var begyndt at tænke på som sit eget var intet andet end et simpelt behov: sult. Efter ankomsten til byen var hans spisevaner blevet ændret og lettere forskuede - han var kræsen som ind i helvede og det var derfor kun når han virkelig var nødt til det at han spiste. I hvert fald hvis han opholdte sig lurvede steder som det vilde svin.
Efter at have købt sig det eneste kroen serverede på dette tidspukt - en mistænkelig gang sammenkogt stuvning og et glas fortyndet vin, da han så vældig hurtig blev fuld, lod han blikket glide rundt. Han sukkede højlydt da der ikke var nogen ledige borde men efter en kort indre kamp med sig selv spankulerede han ned mod et bord hvor der sad en kvinde. Selv hvis kvinden skulel vise sig at være fuld, havde han gjort sig den erfaring at kvinder var mindre højlydte og højtråbende end mænd - det var ganske vist noget af en generalisering, men det var ham ligegyldigt.
"Må' jeg sætte mig?" sprugte han hende, da han trods alt ikke var helt uden manérer, dog gav han hende knapt mulighed for at svare, før han havde smækket tallerken og glas på bordet foran den tomme stol overfor hende.
Han skulle til at slå sig ned, men stoppede nærmest midt i bevægelsen da han fik set hende ordentligt an.
"Hvad har du dog gjort ved din kjole!" Han lød nærmest forarget, hvilket han også var. Kvinden var uden tvivl køn, og det kunne man se at også kjolen havde været engang - men den var jo helt forrevet og plettet!

I menneskemængden stod en blond mand frem. Han var høj, elegant i bevægelserne og helt og aldeles malplaceret i denne situation. Hun havde ingen mulighed for at sige at han naturligvis måtte sætte sig, før han havde placeret sit service foran hende på bordet. Men det var hans kommentar om hendes kjole der fik hende til at se underligt på ham. Hvad hun havde lavet med sin kjole?
''Tro mig, nogle gange er det bedst ikke at vide hvordan mine kjoler kommer til at se sådan her ud.'' sagde hun med et venligt smil. Det var bedst når hun var venlig, specielt over for folk der ikke var fra byen.
''Men, undskyld jeg spørger, hvad i alverden er det du har tænkt dig at spise!?'' hun rynkede svagt på næsen. Hun ville tilbyde ham at han kunne få noget mad fra hendes værelse. Hun havde trods alt både frisk frugt og grønt og kød som var et par timer fra at have gået på engen og tykke på græs. Hun foretræk der mest friske når det kom til råvare hun ikke selv spiste i forbindelse med sin overlevelse.
Han var en elver, uden tvivl. Var han andet, så måtte hun føle sig dum, men det var han ikke. Han kunne ikke være andet, med det udseende.

Rhychdir havde instinktivt lyst til at træde nærmere kvinden, få hende op at stå så han kunne se skaderne på kjolens omfang, om den var til at redde - han lod dog være. Ikke alene vilel det være underligt, og principielt kunne han vel være bedøvende ligeglad med tilstanden af hendes kjole og på den anden side ville det vel ikke gøre ham mindre anmasende og nærgående end de andre mænd herinde, hvis eksistens han misbilligede. Ville det?
"Det' en skam," svarede han bare, og først da satte han sig stille på yderkanten af stolen, "Det er ellers en smuk farve. Den komplimenterer din kulør godt."
Rhychdirs ord var ikke et forsøg på at flirte med kvinden - men det gjorde dem ikek mere oprigtige. Hun var køn og kjolens milde blå farve stod godt til hende - han var bare håbløst uerfaren og akavet når det handlede kærlighed og flirten.
Blikket faldt ned på skålen foran ham, som kvindens ord lød og en rynke mellem de lyse bryn dukkede blot op.
"Helt ærligt så ved jeg det ikke. Det er åbenbart det eneste de serverer efter midnat..."
Han havde allerede grebet en ske, med i stedet for at begynde at fortære maden, skubbede han den bare en smule rundt på tallerkenen som et kræsent barn. Der var også kød i - og han spiste på grund af en opvækst hos elvere der prisede en hver form for liv, ikke kød - selv ikke hvis dyrene havde haft et godt liv eller fået en værdig død. Efter et helt liv som vegetar smagte det ham simpelt ikke.
"Det er pudsigt ikke - jeg var hundesulten da jeg købte skidtet - men altså... Det ser jo bare ikke appetitteligt ud.."
Han troede faktisk ikke han ville kunne få særligt meget af det ned - selv hvis han fiskede uden om kødstykkerne der heldigvis var letgenkendelige som det eneste i retten.
Han løftede bare blikket og så igen på kvinden. Han kunne ikke vurdere hvilken race hun var - men det var også ligegyldigt - for nu havde hun ikke gjot noget der generede ham eller gjorde at han ikek brød sig om hende - hvilket faktisk var et under. Der skulle ofte ikke meget til at den unge elvermand så sig vred på folk - også vidtfremmede.

Hun smilede og måtte skjule et grin lidt. Han virkede på mange måder mere som en kvinde end en mand - og når hun så ham spise så mindede han hende om Caleb, Madeleines søn, dengang Neph passede ham og tvang ham til at smage på tingene inden han måtte sige niks.
Hun smilede inden hun rejste sig op.
''Undskyld mig lige et kort øjeblik.'' sagde hun roligt, med et venligt smil. Hun forsvandt hurtigt op af trappen inden hun smuttede ind på sit værelse, hvor hun tog fadet med frugt og grønt. Hun smilede, tog et stykke frugt selv og proppede det i munden, inden hun tog fadet med sig ned til bordet igen. Hun stillede fadet på bordet foran ham og satte sig igen, inden hun tog en ordentlig bid af den frugt hun havde i munden og smilede roligt til ham.
''Tag bare for dig. Jeg regner med at frugt og grønt er lidt bedre en mysterie-stuvningen.'' smilede hun roligt og tog en tår af blodet i kruset.
''Mit navn er Nephthys for resten. Nephthys Tenniel.'' sagde hun roligt, med et smil der ikke var andet end en velkomst. Det var sjældent folk i Doomsville var specielt imødkommende og venlige.

Rhychdir fulgte kvinden med blikket da hun rejste sig og gik, og først da hun var ude af syne genvandt hans hundeæde opmærksomheden. Han nåede så langt som til at løfte en skefuld op mod ansigtet, men inden han så meget som åbnede munden lagde han skeen tilbage, lukkede kort øjnene og vrængede næsen. Det lugtede heller ikke godt, og han var oprigtigt bange for at komme til at spytte hvis ikke brække det op hvis han forsøgte. Han vidste godt at han var sart - sipppet, måske endda, skønt man nok næppe ville få den stædige mand til at indrømme det.

Han kunne allerede mærke spytkirtlerne arbejde og pinligt nok høre sin maves lave rumlen da hun vendte tilbage med et fad med frugt der faktisk så nyt, frisk og lækkert ud og som ikke lugtede som var det på nippet til forrådnelse, som han lidt havde oplevet i byens bazar.
Rhychdir var normalt en mistænksom mand der ikke nærede tillid til nogen, og som ofte var af den opfattelse at der måtte lægge en skjult agenda bag de fleste gode gerninger, og havde hun mødt ham under andre omstændigheder var hun nok blevet mødt med et spørgsmål i stil med hvad hagen ved hendes venlighed var - men lige nu var han for sulten til sådan noget.
"Det er det helt sikkert. Jeg tror ikke det kan være værre, i hvert fald. Tak." Ordene lød faktisk oprigtige og gestussen fik trukket et sjældent smil henover de smalle læber inden han blot rakte ud og tog et æble som han satte tænderne i.
"Jeg hedder Rhychdir. Eller bare Rhy, hvis det er lettere," præsenterede han sig da han først havde fået tygget af munden.
Hans blik faldt igen fra hendes ansigt til hende kjole - og det lignede nok umiddelbart at han begloede hendes bryst, hvilket dog ikke var mening eller hensigten.
"Jeg tror ikke man vil kunne fikse den. Ikke så det bliver pænt, i hvert fald," mumler han bare - helt uden kontekst og det er umiddelbart svært at bedømme hvorvidt det egentlig er en henvendelse til kvinden, Nephthys, eller blot en verbal luftelse af indre tanker, ligesom det måske er svært at bedømme hvad han overhovedet taler om.

Hun smilede da han begyndte at spise. Hun havde lært det hurtigt med mennesker, at man skulle enten give dem hånden eller intet. Hun spiste videre af hendes eget stykke frugt, mest af alt for at han ikke skulle spise alene.
''Rhychdir? Så jeg gættede rigtigt - du er elver?'' smilede hun roligt, med et varmt smil. Hun var glad for at hun ikke havde mistet taget helt.
''I tilfældet af at du ikke har gættet det endnu, så er jeg en vampyr.'' sagde hun med et venligt smil. Hvis det ikke skræmte ham væk så var det fint.
''kjolen her er ikke til at redde - det ved jeg godt. Det er de færreste af mine kjoler efterhånden. Men det er umuligt at finde en der er god til at lave kjoler her. Jeg gider ikke til Humvita for at finde pænt tøj mere, det er en luksusgode jeg har fravalgt..'' sagde hun med et lille smil, velvidende at han var mere en villig til at lave en kjole til hende mod betaling. Mon ikke han kunne bruge hendes gamle hus i Terrorville? Hun brugte det jo ikke selv mere?

Han nikkede en enkelt gang ved hendes spørgsmål og trak en lok af det filtrede hår om bag det ene øre, så det blev blottet - og den genkendelige spidse form på auriklen som elvere var kendt for kom til syne.
"Højelver," rettede han hende - som om det betød en fløjtende vis hvilken form for elverafstamning han kom fra, "Det kan jeg vist næppe løbe fra."
Han betragtede hendes ansigt på ny da hun præsenterede sig som vampyr. Han havde i hvert fald nået den konklusion at hun ikke var menneske på egen hånd - og han havde bestemt ikke noget imod vampyrer. Dæmoner brød han sig af princip ikke om - men vampyrer anså han egentlig som en højtstående race.
Selvom det måske ikke var den passende grimasse, fandt aftenens andet smil frem til hans læber, da hun fortalte a nærmest alle hendes kjoler led samme skæbne som den hun nu bar.
Hovedet blev tippet en anelse let på skrå og han satte albuerne på bordet som for at læne sig frem. Albuerne tog han dog til sig omtrent så hurtigt som huden ramte bordoverfladen da bordet var ualmindeligt fedtet. Vældig ulækkert.
"Så er det da vel nok dit held at du sidder overfor Silvanstis dygtigste skrædder," Selvtilliden fejlede i hvert fald ikke noget. Det var nok i bund og grund en smagssag -men Rhychdir var rent faktisk utrolig dygtig til sit håndværk.

''Det må jeg nok sige. Du er den første elver jeg har mødt.'' hun nikkede venligt i en hilsen. Det var tydeligt, at hun ikke vidste om han talte sandt eller ej når det kom til om han faktisk var den bedste i Silvanesti, men hun tog ham på ordet.
''Lad det komme an på en prøve. Jeg er villig til at skaffe dig et hus i Terrorville hvor du kan være så længe du beskæftiger dig med min garderobe. Såfremt du altså er interesseret?'' sagde hun roligt.
''Inden du svare, så er der en hage ved det. Jeg bor der delvist. Når jeg er i Doomsville, så er jeg der.'' sagde hun, inden hun så på sit stykke frugt, som snart var spist op. Tog han imod så ville hun lade ham spise op inden hun ville tage resten af frugten og grøntsagerne med sig og vise ham vej til huset.
Takkede han nej, så var det vel hvad det var. Men huset var rent og hyggeligt, og mindede faktisk mest af alt bare et hyggehus.