So you are Nille... Interesting!!!

S: Ashen Wood Forest
T: 22:00
V: Solskind og en smuk blå himmel
O: Ikke andet end træerne. Så grå og sorte som aske.

Lyden af blafrende vinger var det første man hørte. Der efter et svagt bump. Og så stilhed. Det var som om det som før var lyde bare blev til vrislen i luften. Ved kanten af den sorte skov stod en ung mand. Med stadig spredte vinger. Sorte som natten. Grunden til man stadig kunne se dem var på grund af den orange himmel fordi solen ikke var gået helt ned endnu. Den vidunderlige og gudesmukke solnedgang var bag ryggen på den unge mand. Og en tanke glød igennem manden. *Det her minder mig om bjergene. Bare mere kvalmende.* Langsomt begyndte manden at gå ind i skovens dyb. Da lyset fra nogle af hullerne i træernes ikke så tætte krone ramte ham kunne man se han havde trukket vingerne ind til ryggen så han gik rundt med noget der lignede en kappe. Med hævet krave. Med masser af fjer. Sorte som nattens himmel. Kroppen på denne unge mand skindede nærmest. Perfekt gyldenbrun og muskuløs. Enhver kvindes drøm. Og så bar endda. Denne mand havde ingenting på toppen af hans krop. Og intet på fødderne. Han havde kun et par cowboy bukser. Det var alt. Ikke engang noget indenunder bukserne.

Denne guddommelige tydeligt faldne engel var Urox Gravezia. Tidligere kriger for det hellige rige. Dog ikke længere. Han forbandede alt som gud havde skabt. Alt hvad han ikke ville kendes ved. Det var stortset hele verdenen. Kun få ting i verdenen ville han kendes ved. Hans datter Luce. Hans bror Gabriel. Hans tidligere offer Blair. Hans nyfunde barnebarn Kairi. Han vidste dog ikke endnu hvad han skulle mene om Lynie. Men det var der ikke tid til at tænke på. Denne tid var fastsat til en ting. At finde skammeren. Skammeren var grund til hans broder ikke havde tid til at hjælpe ham med at finde hans datter. Så han skulle bare finde skammeren. Finde ud af hendes kræfter uden at blive opdaget. Og så overvinde hende. Piece of cake. Bortset for en ting. Han ville ikke snige sig rundt. Han vidste allerede hendes kræfter. Han havde mødt skammere i meget højere klasser i hans lange liv. Han troede ikke på hun var så magtfuld som de sagde. Der var kun en måde at finde ud af det på. Og det var at finde hende. Han vidste hun var her et sted. Men hvor?. Urox ville ikke vende om. Han var så tæt på.

Hun var tilbage!
Hun var fri!
Det var så dejligt! Befriende... Vidunderligt. Hun var så glad for det. Hun ledte dog efter den engel der havde sat en dusør på Dæmonen. Nille selv, var fri. De havde kun en tegning af Dæmonen som var væk, død. Ikke af Nille som hun var nu.
Englens navn var Gabriel, så meget vidste hun. Han havde hvidt hår som Jacob... Et savn inde i hende fik hende til at se ned... Jacob. Hun sukkede, og lukkede blidt øjnene. Hun skulle nok få fat i ham, om det så var det sidste hun gjorde.
Hun åbnede øjnene, og spidsede ører, ikke bogstavelig talt. Et bump. Stilhed. Nille var stærkere nu, så hun følte sig ikke... Skræmt.
Hun havde en brun jakke med hætte, sort tanktop, sorte jeans, og sorte converse sko på. Hun havde hætten over håret, det sorte, og en anelse krøllede hår. Håret var løst. De blå øjne havde nogle sorte prikker i sig.
Hun gik hen imod kanten af skoven. Hun var her fordi hun havde håbet på at se Jacob... Men nej, hun kunne ikke finde ham. Hvilken skam.
En mand stod noget væk fra hende. Sorte vinger. Meget pæn. Hun rullede blot øjne. Han havde kun nogle bukser på. Hun tog hætten af, og lagde armene over kors.
Hun blev ved med at gå... Forbi ham. De blå øjne havde alligevel set lidt på ham. Men kun lidt.

Urox'es blik landte med det samme på den nyankommende. Han kunne mærke kræften fra hende. Og lugten af dæmon. Det måtte være hende. Skyggerne var allerede igang med at bevæge sig rundt om hende. Og hans stemme var rolig og stille. "Nille Panara." Sagde han koldt med det faste lyseblå dybe blik rettet mod hendes baghoved. "Du har plaget min broder for længe." Roligt begyndte nogle skygger at flyde op i hans hånd. Dannede langsomt noget i hans hånd. Som ikke helt var bestemt endnu. Men det kom. Første trin kontakt. Andet trin forklaring. Tredje trin drab hvis det var nødvendigt. Skyggerne som han ikke havde i hånden havde lavet en perfekt cirkel om dem. Og de ventede spændt på hans ordre. Selv hvis det skulle lykkes hende at komme igennem hans skyggeforsvar og ind i hans tanker. Kunne hun ikke være der længe. For skyggerne omkring dem i cirklen var levende. De beskyttede ham. De ville skade hende hvis det var nødvendigt. Hvis han ikke umiddelbart kunne forsvare sig. Selv mod et psykisk angreb.

Nille Panara.
Hun vendte sig om, uden at lægge mærke til skyggerne.
"Det er Nille 'Skammer' Kahlan Panara." Rettede hun.
Hun var ret ligeglad med om han kendte hende. Han havde sorte vinger. Hun måtte væk. Hun vendte sig om, og blev mødt af en ring af skygger.
Vinden tog fat i hendes hår, og tøj. Hun vendte sig om mod ham.
"Hvilken bror?" Hurtigt regnede hun det ud. "Englen? Englen der satte en dusør på Dæmonen?" Hun smilede skævt, og uskyldigt.
Hun var ligeglad med de skygger. Han kunne bare komme an, kunne han!

Svagt begyndte han at grine. Troede hun virkelig at hun kunne dræbe en skabning af gud. En, på en måde, Udødelig skabning. Troede hun virkelig at en skammer. EN LILLE SKAMMER!!! Var nok til at dræbe en udødelig. Grinet forsvandt langsomt. "For min skyld kunne det være Nille 'tværede ud' Bille. For det er hvad du er hvis du ikke lader min broder være. Og bare så vi er forståeligt begge to." En af skyggerne der dannede ringen om dem bevægede sig og ud af den kom en hurtig streg ud. Som en tynd pisk. Som prøvede at ramme hende om anklen. Bare for at skade hende. Men det var skyggerne ligeglad med. Han havde beordret dem i hans sind at skade hende. Men tråden ville hvis den ramte flænse en tynd men dyb streg om hendes ben lige over anklen så blodet ville flyde ned på jorden. Hvis det skete. Ville skyggerne næsten med det samme angribe blodet på jorden. Og nærmest opsuge blodet. Skyggerne drak blod. Ligesom mennesket skulle ha vand. Skulle skyggerne ha blod. Urox havde mærket den fornemmelse skyggerne havde. Så hvis det ramte ville han lades som om det var med vilje. Pointen var at hun forstod budskabet. "Selv en med skammernes kræft er ikke uovervindelige. Det ville tage dig lang tid at gennembore mit sind. Og i den tid ville skyggerne allerede havde forsvaret mig. Du har intet valg." Smilet på hans læber var selvsikkert. Roligt krydsede han sine arme ved brystkassen og så afventende på hende.

//Bare for en hurtig notat. Med Udødelig mener jeg ikke at han ikke kan dræbes. Men at han ikke kan ældes. Han kan ikke dø af alder. ;D