Meet of the Shadow //Akuma//

T: 12:00 Mandag d. 9. Marts
V: Lettere tåget.
S: Ashen Three Forest.
O: Træer
Påklædning: Se profil billede.


Wanes skubbede let døren til hans hytte til siden og stirrede op i den tågede morgen himmel, han trak langsomt vejret ind og indåndede lugten fra skoven.
Pludselig hørte han en gren knække, han stirrede ud i tågen, men han kunne intet se.
"Hvis dig selv nu!" råbte han bestemt ud i tågen. Men han fik intet svar, lyden af grene der knækkede kom tættere og tættere på, han gjorde sig klar til hvad some helst.

Påklædning: Blå jeans, Sort T-shirt og sorte laksko.

Akuma traskede igennem skoven med de tunge skridt han plejer at tage.
*Skoven... Igen?* tænkte han og gik videre.
De små grene der lå på skovbunden gav høje knæk under hans fod.
Han kikkede sig omkring.
Der var jo ikke nogen... Eller var der?.
Så hørte han råbet fra en fremmede stemme.
Det lød som om at den kom fra trætoppende?
Han løb hen til der hvor lyden kom fra og stod nu under et stort træ.
Der skød knogler ud af hænderne formet som små ikke han kunne klatre med.
Han greb fat i træet og begyndte at klatre op mod stemmen...

Pludselig hørte han lyde fra det store træ få meter fra hans hus.
Han kunne intet se men efter de mange år i skoven, kunne han kende omgivelserne.
"Jeg forslår du viser dig selv eller jeg smelter hver eneste træ i den her forbistrede skov!" råbte han i retningen af lydende.
Syren dryppede fra hans håndflader og lavede en sitrende lyd da det ramte skovbunden.

Akuma fnys.
Han kravlede nu meget hurtigere og hoppede op på toppen af træet.
Der stod den fremmede mand som havde råbt af ham.
"Du kan da bare prøve skaldepande!!" råbte han af ham.
De små pigge fandt tilbage og blev erstattet af hans underarms knogler der skød ud af hans håndled formet som svær.
Hvis det var en kamp han ville have så skulle han nok få en.
Akuma knurrede svagt af den fremmede.

Han kiggede nu langt oppe i træet, og der stod han.
Det der lignede knogler stod ud af kroppen af den fremmede som svær.
Han kunne ikke tro sine egne øjne, han blinkede et par gange for at se om han så syner, men den var god nok.
*Han ligner en teenager* tænkte han lidt forundret.
"Jeg havde nu tænkt mig og gå ud og finde mig et måltid, men nu når byttet ligefrem træder frem af sig selv er der vil ingen grund til at anstrenge sig mere end nødvendigt" sagde han med et ondt smil på læben.
Han løsnede sit slips og stoppede det i lommen, og hev sin ene handske af.
Han trådte et par skridt tættere på og gjorde sig klar.

Akuma blev noget fornærmet over hans kommentar.
Når byttet træder frem? Hvor vovede han at kalde ham et hjælpeløst offer!
Han hoppede ned til den nu syre dryppene fremmede så de stod overfor hinanden.
"Hvis du tror at jeg er et bytte så bare kom an!" sagde han og satte sværdene i position.

Han slog hovedet tilbage og brød ud i en håndene ond latter.
"Jamen tak som byder" griner han ondt.
Han hev den anden handske af, og slog hænderne sammen.
Han lod syren løbe ud i håndfladerne og dannede en kugle.
"Prøv du at klare den her knægt" sagde han hurtigt, og kylede kuglen direkte mod den fremmedes andsigt.

Akuma fnyste.
Hans arme blev ført op for hans hoved og knoglerne bredte sig straks.
Da syren ramte så man at det knoglerne ætsede væk hurtigt.
Ætsningen stoppede lidt efter at noget af han hud var røget.
"Hmm Prøv bare" sagde han og huden healede.
Da han var skyggevæsen så gjorde det ikke ligefrem ondt.
"Jeg vil godt se dig prøve!!" sagde skyggen som hvilede inde i ham.
Straks blev alle armknoglerne virkelig store så de alle blev synlige mens huden sprekede.
Skyggen knurrede af dæmonen...

*Hvad fanden?! .. Hvordan fanden kunne han overleve det?!* tænkte han.
Han var mårløs, men ændrede ikke sit ansigts udtryk.
"Det var ingenting min ven, pas du heller på!" Råbte han.
Han hejste langsomt hænderne op i luften, "Prøv beskytte dig fra den her!" Råbte han, inden han lod en sky af syre skyde op i luften over den fremmede, som nu sillede ned mod ham i en høj fart.

Da skyen bredte sig regnede det ned med den store ætsende masse.
Akuma faldte på alle fire af smerte.
"Arrgh!!!" skreg han af smerten.
Syren havde ætset store riller overalt på hans hud.
Han rejste sig op igen mens huden healede langsomt.
Akumas stønnede langsomt men fik pusten igen.
Straks løb han hen imod dæmonen.
Da han var derovre så hoppede han mens han i hoppet greb fat om ham.
De faldte begge tog ned af træet.
"Lad os se hvad du vil nu!" sagde han idet hans skulderplader blev til kæmpe vinger og han gav slip på dæmonen.

Han nåede slet ikke og tænke før han var i luften og var på vej mod jorden i en høj fart.
Han formåede at vende i luften, men han ramte skovbunden med et brag.
Smerten var ekstremt, han kiggede ned af sin krop og opdage en gren der havde bordet sig ind i hans skulder, hen greb hårdt fat og hev den ud.
Blodet løb ned af hans arm, men han rev et stykke af sit ærme af og bandt det stramt om skulderen.
"Der skal mere til end det din freak!" råbte han op mod den væsenet som svævede højt over ham.
Han rejste sig.
Han vidste godt at han skulle anstrenge sig for at overleve der her.
Han lod syren løbe ud i begge hænder, og dannede to kugler.
Han sprang op og satte af mod træet, han fik en god højte og var kun et par meter fra væsnet, nu kylede han de to kugler direkte mod ham.
"Værsgo!" råbte han i det sekund han kastede.

Syren ramte hurtigt Akumas vinger.
"Arrrgh Pis!!" råbte han mens syren ætsede hans vinger.
Når syren var igang med at ætse så kunne han ikke bare sætte knoglerne på plads for så vil den jo sprede sig.
Så han faldte bare lige ned i skovbunden.
Han rejste sig mens han tog sig til hovedet.
"Grrr" knurrede han.
Han stod nu et par meter foran dæmonen.
"Hva' så kan du mere end det lille dæmon!?" spurgte han hånligt mens alle hans sår healede...

Han så langsomt hans sår hele.
Han var helt sikkert den stærkeste modstander til dato,
men han havde ikke tænkt sig at give op uden kamp.
"Nå, inden jeg slår dig ihjel .. hvad med at du præsentere dig først, jeg er Wanes Williams" sagde han med et ondt smil på læben.

Og nu ville den åndsvage fremmede have hans navn?
*Han har virkelig ikke mange brikker at rykke rundt med hvis han tror at et navn hjælper ham* tænkte han kort.
Hans knogler dirrede efter blod.
"Du kan kalde mig...." sagde han kort og afbrød sig selv.
Lige der for der strakt vinger ud af hans skulderplader, hans underkæbe kom brød frem, de lange knoglesværd kom ud af hans håndrygge, hans ben blev mere kraftfulde, der skød horn ud i panden af ham og alle hans ribben skød ud af brystet i store pigge...
"Skyggen du ikke kan dræbe!" sagde han kraftfuldt.
Det var ikke længere Akuma der stod foran Wanes.
Det var Skyggen...

Han kunne ikke tro sine egne øjne.
Han var som et monster bygget af knogler,
De stak ud fra hver eneste sted på kroppen.
Han havde aldrig set noget lignende.
Men han vidste at han også havde et es i ærmet.
Han havde ikke tænkt sig at bruge sit hemmelige træk,
fordi det tog så meget energi ud af ham,
men det her var en nødstilfælde.
"Du er ikke den eneste der har et trick kammerat!" råbte han mod ham,
med et psykotisk grin.
Han smed frakken og skjorten, og stod nu i bar mave.
Han stak armen ud til siden, og lod nu syren løbe ned langs hans arme,
og derefter ud på brystet, og til sidst over andsigtet.
Der var nu dannet et lag af syre over hele hans overkrop og andsigt.
Det var fordelen ved ikke kunne blive såret af hans eget syre.
På den her måde ville han ikke kunne andgribe ham uden at ramme syren.
Han slog hovedet tilbage og brød ud i en ond latter. "Du skulle ikke ha gidet og ligge dig op mod mig!" grinte han psykotisk mod ham.

Skyggen grinede den største latter der hvilede i dens mørke indre.
"Tror du virkelig at du kan besejre mig med dit lille kemisæt der?" hånnede skyggen.
Den knurrede efter lidelse.
Han tog det første skridt.
Hvorefter han snurede kroppen rundt og i bevægelsen nærmede han sig Wanes.
Lige da han var nået rundt om sig selv kom sværdene i position til at ramme Wanes.
De snittede ham på langs med overkroppen og slyngede ham op i luften og ind i det nærmeste træ.
De fleste knogler var blevet ætset halvt op men blev straks udskiftet igen.
Så monsterret stod stadig i sin tideligere form.

Han blev kastet tilbage og ramte træet hårdt.
Han havde fået to flænger hen over brystet,
syren havde taget noget af skaden, men det blødte stadig kraftigt.
Han samlede sig hurtig igen, og kom op og stå.
Syren sad stadig som et beskyttende lag rundt om ham,
"Der skal mere til en et par skrammer til at besejre mig!"
Nu satte han af og løb mod skyggen i en høj fart.
Da han var et par meter fra ham, sprang han over ham og landede bag ham,
inde han kunne nå at vende sig sprang han op på ryggen af og holdte fast.
"Forbered dig på smerte!" råbte han i det han lod syren strømme ud fra han krop og ud på skyggen.

Skyggen skreg af smerte.
Det var en endeløs smerte der flød igennem ham nu.
"Aaaaaaaaaaaarrrrrrrrrrrrrggggggggghhh!!!!!!!" skreg Akuma som nu var vågnet af skyggeheldvedet igen.
*Smerte... hold kæft det gør ondt!* tænkte han og trak vejret dybt da han ihærdigt prøvede at heale sig selv.
Det meste af hans tøj var nu enten ætset væk eller gennemhullet.
Dog var hans bukser stadig i takt.
Han faldte i knæ og kunne næsten ikke holde til mere...

Væsnet faldte på knæ.
Men han holdte stadig fast, han greb hurtigt om væsnets hoved.
"Jeg advarede dig!" råbte han inden han lod syren løbe ud over væsnets andsigt.
Derefter knalede han væsnets hoved ned i jorden.

Akuma blev straks knaldet ned i jorden og blackoutede et kort sekund.
Alle hans knogler faldte på plads da han lå på jorden og han lignede nu sig selv igen.
Eller det meste af ham da hele hans ryg og nu halvdelen af hans hoved var ætset væk.
Han kunne ikke bevæge sig... bare føle smerten...
Syren ramte nu hans arme og ben.
Det var endeløst....
Til sidst blev hver og en af hans kropsdele slappe.
Syren havde fortæret 75% af ham og han stirede bare tom ud i luften.
Der var kun halvdelen af hans ansigt, en arm, et halvt ben og lidt af ryg raden tilbage...
...
Men man kan da ikke dræbe et skyggevæsen?

\\Kære Akuma og Wanes
Undskyld jeg forstyre jeres emne og morskab.
Men jeg fik den forståelse af der var brug for hjælp til det regl tekniske, angående denne linje skrevet af brugeren Akuam "Men man kan da ikke dræbe et skyggevæsen?"
Det er muligt at dræbe, lemlæste, skade, uskadeliggøre, og torturer et skyggevæsen, ligelende med hvilket som helst væsen.
Det er sandt skyggevæsner skal have bestemte omstændigheder for at døden permenet indtræffer. hvis i har flere søgsmål er i velkommen til at stille dem\\

//det ved jeg skam godt i forvejen Isa Det var ikke for at gøre mig mere uddødelig eller få folk til at tro det eller noget som helst andet... Det var skam bare for at give historien en lille tude-smily i skriften Og så at for en gangs skyld få Akuma i knæ... Det trænger han nemlig til. Men undskyld hvis jeg brudte reglerne ved det//

//Og jeg skulle nok have tilføjet "på den måde" til den linje som skabte opmærksomhed... sorry//

\\ Kære Akuma.
Jeg selv beklager hvis jeg fik dem til at føle truffet eller udpeget på en negativ måde.
Jeg prøvedet blot at give et regl teknisk indblik, der kunne rette på eventuelle misforstårseler eller formulerings fejl. forsæt enlig spillet, og beklager min uinviteret afbrydelse.

Your Admin crew - Your will, our hands
- Skrivning og formulering af Isabella

//Men alligevel tak for hjælpen //

"Jeg advarede dig mod at lægge dig op mod en som mig!" råbte
han inden han brød ud i en ond latter.
Han kiggede rundt på den ødelæggelsen de havde påført den stille skov,
og de sørgelige rester af hans modstander.
Han blødte stadig kraftigt fra brystet og skulderen,
han måtte nok indenfor og stoppe blødningen inden det blev være.
"Sådan går det min ven" sagde han
grinene inden han vendte ryggen til og gik mod sin hytte.