Home and home again (Delilah)

S: Seans hjem
T: Aften
V: En let blæsende og kold vind.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hvor mange gange havde han ikke startet forfra?
Her stod han igen. I den store, kolde entre. Det samme cremefarvede marmorgulv. Den store trappe, med gulvtæppet, for at undgå at flere ville falde og slå hovedet ind. Den store lysekrone fra loftet, med lyskrystaller frem for stearinlys. Og ikke mindst han butler - omend ikke den samme som i gamle dage - stående, afventende.
Hver gang kom han hjem. Hver gang fik han ansat nye folk og varmet huset op, beklædt det med nye møbler og nyt liv. Og hver gang trak noget ham væk derfra i alt for lang tid. Og de folk, der havde givet huset liv, forsvandt til højre og venstre. Så hver gang var det en ensom oplevelse at genindtage huset og abstrahere fra smertefulde minder. Sean trak vejret dybt. Var det bare ham, eller duftede luften stadig af Lori? Stadig af Razor? De sidste to personer, Sean velvilligt havde haft i sit hus. Han smilte for sig selv og rystede på hovedet. Han havde beholdt huset, selv da han blev hersker af Doomsville og egentlig havde haft hele den store, forfaldne borg at bo i. Men han ønskede ikke at bo på flere borge og bruge hele formuer på at istandsætte dem. Han havde gjort det i Dragons Peak og det havde ikke givet ham noget. Nu kunne Daron bo på en stor og god borg. På en måde var det passende at hans søn havde overtaget det. Så blev det i familien.
Uanset hvor meget Daron hadede ham.

Nej. Det var spild af energi. Han var ikke sikker på han orkede at gøre noget ved huset igen. Hans mørke blik gled over til butleren. En ældre mand, der aldrig helt kunne leve op til standarden fra den gamle butler. Der var også en tjenestepige og en kok, men kokken lavede stort set kun med til tjenestefolket. Imens tjenestepigen, sammen med butleren, sikrede huset ikke faldt fra hinanden.
"Kan jeg hjælpe Herren med noget? Herre?" kaldte butleren. Sean rystede let på hovedet,  med en hånd afskar han manden fra at sige mere, før Sean selv gik ind i opholdsstuen til højre for entreen. Mere et modtagelsesværelse. Men han gad ikke engang gå op på sit eget værelse. Hvad skulle han der? Sidde i mørke og ensomhed? Det kunne han vel gøre alle steder. Det var bare sådan tingene var nu. Officielt hev og sled alle i ham. Et arbejde han ikke engang gad. Kedeligt arbejde. Og personligt var han uden mål og uden hverken venner eller familie. Nogle gange...Nogen gange var der virkelig intet at leve for. Det var ren stædighed der holdt ham gående. Et svagt håb om at noget ville ændre sig en dag. Men i virkeligheden krøb paranoiaen længere og længere ind på livet af ham. Gjorde ham mere og mere ustabil. Han vidste det. Men kunne ikke standse det. Måske ville han ikke standse det.

Butleren fulgte efter og tændte op i kaminen, som Sean havde smidt sig i en af lænestolene. Stadig med sine fine læderstøvler på, slængte han fødderne op på en skammel. Med en albue på det ene armlæn holdt han sit hoved. Det kraftige mørkebrune hår strittede til alle sider og havde lidt sit eget liv. Gled altid ned over panden. Men lige nu havde han kørt fingrene ind i det. Hagen var en smule mørk af skæg, der ikke var blevet glatbarberet de sidste par dage. Og om hans krop sad en sort skjorte, der var åben ved kraven og et par sorte bukser. Oprindeligt var han ankommet med sit sværd ved sin side, men det hang nu i entreen.
Udenfor var foråret på vej. Aftenerne var så småt ved at blive mere lyse og luften mere lun. Men her til aften gled en let vind igennem byen, stadig kold, som de sidste rester af vinteren. Sean kunne se lyset i genboens vinduer, når han kiggede ud af vinduet. Aftenen var skam ved at falde over Doomsville. Igen. Som altid.
Han sukkede. Butleren vimsede rundt og tændte lys, før han gik. Sikkert for at hente Sean en kop the. Sean havde ikke rigtig været hjemme i lang tid. Arbejdet og sovet på borgen, når han da ikke var hos sin klan. Alligevel havde noget trukket ham hjem til aften. Han havde ingen planer om at forlade huset i nat. Han ville nok blive her. Måske sove et par timer. Og tænke. Finde løsninger. Ja...Han ville lukke verdenen ude for en stund og slappe lidt af. Det kunne alle vel få brug for.
Her. I stilheden. Men i det mindste hans stilhed.

Et støn forlod Delilahs læber, da hun vred kniven om. Den faldne engel gryntede nærmest overrasket, da hans blod pøsede ud over Delilahs fingre og ned på den kolde jord. Stanken af blod, fjer og frygt borede sig op i hendes alt for aktive sanser. Hendes hjerne snurrede. Mørke pletter dansede for hendes øjne. Hun bandede indvendigt. Pis. Lort. Endnu mere pis. Kniven gled ud af hendes blodige fingre, da englen faldt forover og bankede hovedet ned i brostenene. Men det var ligemeget. Han var død.
- Neco. Du har brug for hjælp.
Delilah ignorerede - som altid - den bedende stemme i hendes hoved. Hun stirrede på den døde engel, hvis blod dannede en pøl foran hende. Flere mørke pletter dansede for hendes blik. Smerten var ulidelig. Med blide fingre greb hun fat i den kniv, englen havde fået presset ind i hendes mave. Ikke et dødeligt sår. Ikke for hende. Hendes krop var langt bedre end den gennemsnitlige til at hele sig selv, så det ville ikke tage mange timer, før blodet forsvandt. Det eneste hun skulle gøre var at overleve indtil da. Det kunne vel ikke være så svært?
- Du mister blod, Neco.
Men hendes ben rystede. Blodet piblede frem fra knivens ender og gennemvædede den sorte tanktop. Hun vaklede hen til den nærmeste mur med tunge skridt. Med et sammenbidt hvæs af vrede og smerte gled hun ned af muren, indtil hun sad direkte i englens varme blodpøl. Hun trak vejret tungt. Forbandede faldne engler. Forbandede pengemangel og forbandede lortekniv.
Hun lænede hovedet bagover mod den kølige mur og lukkede øjnene. Blodmanglen fik hendes hoved til at prikke og snurre igen. Hele hendes krop føltes mærkeligt. Tom. Følelsesløs. Hendes hoved rullede slapt til siden. Stanken af blodet var altoverdøvende.

Øjnene åbnede. Hovedet rettede sig op med et elegant ryk. Hun blinkede med et nærmest umærkeligt smil, mens hendes iris ændrede form. Hendes øjne, der normalt var optaget af ildrøde flammer, der slikkede ind mod en lille sølvring, blev pludseligt opslugt. Sølvringen brusede frem fra pupillens indre, indtil den druknede flammerne. Sølvet efterlod ikke andet end en mørkerød ring i det yderste af irissen. De sølvfarvede øjne blinkede igen roligt.
Chaya rejste sig med en yndefuld bevægelse og kastede et kort blik på liget af den faldne engel. Og dernæst ned på Delilahs stramme læderbukser og lange læderduster, der begge var klistret godt til med blod og skidt. Hun sukkede blidt og rystede på hovedet.
"Sikke en skam. Må Elona'dal skænke fred."
Om hun snakkede om englens liv eller det beskidte tøj var ikke helt til at sige. Og så begyndte hun roligt at vandre afsted, endnu med kniven stikkende ud af kroppen. Hun bevægede sig hurtigt og smidigt, selvom hendes åndedræt hurtigt blev tungt og let hivende, da blodet fortsatte med at forsvinde. Men hun fortsatte med målrettede skridt og intet blik for sine omgivelser. Et par mænd råbte af den blodige kvinde med den porcelænshvide hud og de sølvfarvede øjne, da hun gik forbi. Om det var i frygt, i et forsøg på at hjælpe eller bare en liderlig kommentar var sådan set irrelevant. Hun skænkede dem ikke et blik.
Hun holdt først op med at bevæge sig, da hun havde nået sin endestation. Men da hun bankede på døren med langsomme, rytmiske slag, var hendes ellers blege ansigt også blevet endnu blegere, og blodet på læderdusteren var tørret ind. Alligevel piblede dråberne endnu i en lille strøm fra hendes indre.
Døren blev åbnet. Af en mand. En ældre mand. Sikkert vældig sød. Men ikke den mand, Chaya søgte. Så med et høfligt nik smuttede hun forbi ham, præcis så hurtigt at butleren ikke kunne nå at gribe hende, før hun allerede var inde af døråbningen.
"Mr. McGivens? Er De her, Mr. McGivens? Vi har brug for en samtale."
Hendes høje stemme, der lød som en umærkelig blanding af Delilahs stemme og en langt høfligere, mere feminin stemme, ringede klart og højt i huset. Chaya ikke så meget som så på butleren, der unægteligt forsøgte at stoppe den mærkværdige, blodige kvinde fra at vade direkte ind på det fine gulv og de flotte tæpper. Og nok også fra at gå ind i huset uden at være inviteret. Og så endda med en kniv stikkende ud af maven.

Butleren havde allerede en underlig aften. Herren virkede ikke til at have det godt, men butleren var ikke i stand til at ændre på det eller lindre. Da det lidt senere bankede på døren og han åbnede, blev hans aften - eller nat - ikke ligefrem nemmere. Han halvt om halvt prøvede at gribe og stoppe kvinden. Hvilken tydeligvis såret kvinde faldt blot ind af andres døre? Og Herren...Herren var helt sikkert ikke i humør til besøg, og da slet ikke fra tilfældige og sårede kvinder som denne. Men hvad skulle han gøre? Hun gled uden om ham før han fik fat. Blodige spor trak sig hen over det cremefarvede marmorgulv. Det ville være nemt nok at vaske af senere, men det var ikke hans bekymring. Nej, kvinden var meget såret! Hun skulle have hjælp! Selv hvis kvinden ikke havde kaldt, ville han selv hente Herren. Og han havde også været halvvejs mod døren, da den blev åbnet af netop Herren selv. Med det kolde stålgrå blik, der fik det til at gyse ned af hans rygrad.
"Herre! Denne kvinde faldt ind af døren før jeg kunne stoppe hende! Men hun er hårdt såret og -"
En hånd fra hans Herre fik ham til at tie.

Sean havde svagt kunne høre noget ved døren. Men han ignorerede det. Det var derfor han havde en butler. Til at sende ligegyldige folk væk. I aften orkede han ikke at underholde adelige på en sen gåtur, tiggere efter mad eller ly, rige prostituerede der tilbød dem selv ved døren eller hvad der nu plejede at dukke op på disse tider. Han trak vejret dybt og hvilede hovedet mod sin ene hånd.
Det var til han hørte en kvindestemme kalde på ham. Noget ved den virkede bekendt og fik det til at prikke i nakkehårene. Han rettede sig lidt op og stirrede frem for sig et øjeblik, før han i en rolig bevægelse endelig rejste sig. Over til døren, der blev åbnet, så han kunne tage i øje hvad der skete i hans entre.

Det var ikke panik der ramte ham. Han havde set for mange ødelagte skikkelser og for meget blod. Også i hans eget hjem. I stedet gled de kolde øjne over hans butler, hvilket var nok til at få ham til at holde mund. Så gled de videre til den selvsamme sårede kvinde. Klædt i sort. Blod på gulvet. Om huden var hvid af blodtab eller naturligt hvid var ikke til at vide. I et øjeblik genkendte han ikke personen. Svagt begyndte en klokke at ringe for hans indre. Noget genkendeligt.
"Hmm. Chase" Brummede den dybe stemme uden særlig stor entusiasme. Han ville have trukket vejret tungt over denne distrahering fra hans ellers depressive tanker, var det ikke fordi det ville vise mere om hans egen sindsstemning end han brød sig om. Alligevel tog han sig god tid til at stå der og stirre på kvinden, før hans ene hånd gled igennem hans hår.
Sean så over på sin butler igen, et øjenbryn hævet.
"Hvorfor står du der? Hun bløder tydeligvis. Og hoveddøren er stadig åben. Luk så den dør og hent hvad vi får brug for. Vand. Bandager. Og hvad vi ellers har. Lad det gå lidt hurtigt"
Af en mand uden uddannelse inden for faget, havde han snart hjulpet mange sårede. Flertallet kvinder, for det ikke skulle være løgn. Desuden sørgede han også altid for sine egne sår, hvis han kunne. Butleren sprang af sted. Døren blev næsten klasket i, før han med sine gamle ben sprang af sted mod køkkenet. Nej, intet blev som den gamle butler Sean engang havde haft. Kvaliteten blev aldrig den samme.

Til butleren kom tilbage kunne Sean ikke gøre meget. For nu var det bedre at lade kniven side, uanset hvor lidt den måske forhindrede absolut blodtab. I stedet gled hans arme over kors, som hans blik gled over kvindens ansigt. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Var det Delilah eller var det den skikkelse, der boede i hende? Ud fra at han blev kaldt ved sit efternavn og fra de skinnende sølvfarvede øjne, gættede han på det sidste. Hvad var det hendes navn havde været igen?
"Skal jeg være beæret over jeg er den du tænkte på i denne situation...Eller var jeg blot den nærmeste?"
Ikke at det betød noget. Men de kunne lige så godt fylde stilheden med noget.

//OOC: Jeg tjekkede lige vores gamle emne Deatharua ( [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] ), og kan se at Chaya og Sean lavede en aftale om at de ville betale ham gode summer for at sørge for hun ikke fik sig selv dræbt eller noget, og så gav hun ham tips til at få Del til at stole på ham sådan at han kunne få mulighed for at holde hende sikker. Så hvis du er forvirret over hvad hun snakker om, så er det dét xD

Chaya lagde hovedet let på skrå da Sean trådte ind af døren. Hun havde husket ham som høfligere. Men, hun kunne jo ikke benægte at hun svinede hans hus til og halvt om halvt overfaldt hans butler. Så mindre høflige udvekslinger kunne selvfølgelig undskyldes i dette tilfælde. Men det var heller ikke derfor hun var kommet.
"Chase? Åh desværre ikke, Mr. McGivens. Mit navn er Chaya. Jeg går ud fra at De husker mig og vores lille samtale."
Hun svang elegant overkroppen ned i en nejende bevægelse, der dog rykkede på kniven og fik hende til at stønne lavmælt. Hun rettede sig langsomt op, som om intet var hændt. Dog havde en lille utilfreds rynke boret sig ind i hendes øjenbryn. Hun kastede et blik efter butleren, der hastigt fulgte Seans ordre, mens hun smilede svagt.
"Hvor betænksomt af dem, Mr. McGivens. Og nej De var bestemt ikke den nærmeste. Men det handler ikke om .. denne lidt uhedige situation."
Hun kastede et blik ned af Delilahs blodige krop med et nærmest opgivende blik.
"Vi så det som en mulighed for, at vi kan have en samtale. Det er så længe siden."
Da butleren vendte tilbage fra køkkenet, ventede Chaya ikke på hverken vandet eller bandagerne. Hun svævede med mærkværdigt lette skridt imod den nærmeste åbne dør, tilsyneladende uden at tage hensyn til blodspor eller hvorvidt det var private områder. Som om koncepter om materialisme og privatliv ikke eksisterede i hendes verden. Eller var ligegyldig.
"Jeg er godt klar over, at vores tidligere aftale desværre løb ud i sandet. Vi bebrejder Dem naturligvis ikke. Der opstod trods alt ... komplikationer."
Hendes fingre gled umærkeligt over den lille vielsesring, der sad på Delilahs ringefinger. Vielsesringen hendes far havde tvunget derpå, da de giftede sig. Hun havde ikke taget den af, selvom det var længe siden Sean havde fået hende ud derfra. Nærmest som om Delilah torturerede sig selv med giftemålet.
Chaya snurrede omkring på den høje hæl og sendte ham et venligt smil. Den slags, Delilah aldrig havde kunnet mønstre. Det virkede for naturligt og oprigtigt. Hun greb fat i kniven, der sad i hendes krop og trak den ud med en alt for rolig bevægelse. Men smerten var ikke usynlig. Den lille rynke i hendes øjenbryn voksede.
"Så jeg er kommet for at genforhandle. Eller måske genforny vores aftale, hvis De stadig ønsker det."
Hun lagde blidt den gennemblødte kniv i butlerens hånd - om han så ønskede at tage den eller ej - uden at slippe Seans blik. Blodet fossede ud af hende. Men det var næsten som om det ikke bekymrede hende. Selvfølgelig havde Delilah bedre helingsmekanismer end de fleste andre, men det kunne stadig ikke være sundt at tabe blod så hurtigt.
"Komplikationerne med hendes familie har desværre gjort hendes tilstand mere problematisk. Både hendes sikkerhedstilstand og hendes ... problemer med diverse euforiserende væsker. Hun er desværre i fare og til fare for andre."
Hun sendte ham igen det dér mærkeligt venlige smil. Men denne gang med en kant af ubehag i ansigtet. Om det var snakken om Delilahs ubehagelige natur eller blodtabet var ikke til at vide. Men hun skannede hurtigt rummet efter et sted at sidde, så måske var det mest det sidste.
"Så vores spørgsmål er naturligvis. "
Hun vaklede bagud efter den nærmeste genstand at sidde på. Alligevel lød hendes stemme frisk som altid. Hendes blik gled op og fæstnede sig til Sean.
"Hvad tænker De om situationen, Mr. McGivens?"

Han stoppede hende ikke, som hun indtog huset og vandrede fra entreen til opholdsstuen. Blodet gjorde ingen forskel. Selvfølgelig, praktisk talt, foretrak Sean at beholde alt blodet et sted. Færre ting at gøre rent eller udskifte. Men når det kom til stykket, betød det ikke meget. Han havde ikke samme velstand som han engang havde haft...Men han kunne låne at byens kiste hvis det var. Eller...Åh ja. Tanken gjorde ham næsten spændt. Måske skulle han stjæle igen. Sælger informationer igen. I al denne tid havde det, at være hersker, været hans hoved-formål. Det, han fokuserede mest på. Måske var det på tide at fokusere mere på den kriminelle side af hans arbejde igen. Det var, trods alt, langt det sjoveste. Og nu, uden Lori, havde Natalie mindre at true ham med.

Han trådte uden om blodsporene, som han fulgte efter hende ind i lokalet. Nogle lyskrystaller gav rummet lidt lys, men overordnet set var der intet. Så Sean greb en pakke tændstikker og tændte et par stearinlys rundt omkring, mens han lod Chaya stå forblødende og snakke. Lysene gav rummet et mere varmt skær, selv om hjemmelig hygge måske langt fra var på listen i øjeblikket.
Butleren kom tilbage, for nu blot med en spand koldt vand. Under armen en kasse. Sean havde selv sammensat små...Førstehjælp, kunne man vel kalde det. Små kasser med bandager, nål og tråd samt nogle rensende eller lindrende cremer eller urter. Der var et par kasser rundt om i huset. Mest for hans egen skyld, men han havde indset han også relativt tit fik sårede gæster. Som nu. Måske skulle han være læge i sit næste liv? Det var ligefør han ville påstå han vidste nok som byens egne læger. Men måske var der mere en kommentar på deres evner, end hans egne. Siden han aldrig besøgte byens hospital, vidste han måske heller ikke helt hvad de kunne og ikke kunne. Og han savnede ikke at vide det. Aldrig ville han opsøge dem. Der var et fåtal af andre han kunne opsøge i sådan en situation, såfremt hjælp udefra var påkrævet.

Han tog kniven fra butlerens rystende hænder og med et vink lod vide, at butleren skulle sørge for der var god ild i pejsen. Med blodtab var det godt hvis omgivelserne i det mindste var blot en smule...Akkommoderet. Efter kort at kigge på knivens features, lagde han den uinteresseret fra sig.
Nej, Chayas ord var mere hvad der påkaldte sig hans opmærksomhed. Aftale...Aftale...Det lød som om de havde en aftale, men lige på sekundet kunne Sean ikke huske noget. Det var længe siden han havde snakket med eller ligefrem set hverken Delilah eller Chaya. Han stod i stilhed og huskede tilbage. På tiden hos familien Chase, men måske mere de gange han havde set Chaya. Jo. Der havde været en eller anden forståelse mellem dem, havde der ikke? Hun var som et spøgelse, der bankede på hans dør. Et spøgelse, nær glemt, fra fortiden. Som nu rykkede op i gamle minder og gamle aftaler, som om Sean faktisk havde et liv at se tilbage på og blive formet af. Den slags glemte han tit. Nogle gange følte han sig blot så...Tom. At tænke tilbage på folk der engang var her var...Uden mening. Eller ligefrem smertefuldt.
Men måske var der en mening med det hele. Måske var der en skæbne et sted - en rar tanke, faktisk - og livet prøvede at kaste ham tilbage i hans gamle spor. Til dengang han havde det tilnærmelsesvis godt.
Hans blik havde vandret, men gled nu op til Chaya igen.
"Jeg har ingen interesse i Delilah. Og jeg tvivler på hun har en i mig" bemærkede han, med en ro der overraskede selv hamselv. Det ville være synd at sige han følte noget i øjeblikket. På det punkt var Chaya nok ankommet på et uheldigt tidspunkt.
"Dengang var det en udfordring. Og jo mere jeg kom tættere på, jo sjovere blev det. Delilahs liv var ikke kedeligt, i hvert fald ikke dengang. Familien. Ritualerne, selv om jeg nok burde være sur over lige den del..." Han vidste ikke om Chaya kendte hele historien. Men det mente han nu nok hun gjorde. Ritualet havde givet Sean en ny evne, som han aldrig var kommet til at elske. Eller bruge så meget. Et eller andet sted...Magtfuld og ligegyldig på samme sted. Han sukkede svagt og trak let på skuldrene. Alligevel gled der et svagt smil over ham, som om noget ved situationen underholdte ham. Hvad Chaya måske også blev klogere på et øjeblik efter.
"Folk plejer ikke at bede om min hjælp til noget som helst. Jeg har ingen ide om hvorfor. Måske kender jeg blot for mange selvstændige personer. Det eneste tidspunkt folk husker mig...Er når de er ved at forbløde i min entre. Hvilket et eller andet sted måske også en kompliment? Eller i hvert fald en tilkendegivelse af, at de ved jeg har muligheden for at hjælpe dem. Ressourcerne. Og uden at de skrives på offentlige lister på hospitalet"
Hun virkede ikke til at ville have hjælp. Alligevel trådte han over og åbnede kassen, der stod på bordet. Han studerede indholdet et øjeblik, før han så over på hende igen.
"Jeg tænker du er ved at forbløde på mit gulv. Vil du lade mig om at lappe kroppen eller kan du selv?"
Et eller andet sted til venstre for ham havde butleren fået mere gang i pejsen og en svag, men stabil varme spredte sig mere og mere i rummet. Sammen med duften og den knitrende lyd af brændende træ.

//OOC: Sorry for den lange ventetid. Eksamener ramte lige!

"Dengang?"
Chaya vippede hovedet let til siden med et lille smil og betragtede Sean med et indgående blik. Studerede ham nærmest.
"Hvis jeg ikke vidste bedre, Mr. McGivens, havde jeg troet, at De talte om et andet liv. En anden tid. Det er vel ikke mere, end nogle år siden."
I første omgang svarede hun ikke på hans kommentar, om at folk sjældent ledte efter hendes hjælp. En lille dråbe blod havde formet sig på hendes læbe, da hun havde talt - sandsynligvis fra de indre blødninger. Hun tørrede den langsomt væk, uden at slippe Sean med blikket. Sølvet i hendes øjne brusede. Den mørke kant, der repræsenterede at Delilah stadig eksisterede et eller andet sted i kroppen, plirrede en smule.
Chaya kastede et kort blik ned af Delilahs krop, da han nævnte, at hun var ved at forbløde. Næsten som om hun havde glemt det. Hun rystede umærkeligt på hovedet, greb fat i kanten på tanktoppen og rev den hurtigt op over hovedet. Den landede i baljen med det kolde vand.
Der var absolut intet seksuelt eller tillokkende over måden, hun krængede trøjen af. Chaya var udemærket klar over, at Sean ikke ville finde det specielt interessant, at hun smed tøjet. Eller at det ville gøre nogen forskel. Hun virkede også mere praktisk anlagt - trøjen ville med stor sandsynlighed være mere i vejen, end den ville hjælpe. Så den røg af.
"Hendes krop er heldigvis bedre til at hele sig selv, end de flestes. Det er nok den eneste grund til, at hun stadig er i live. Men det betyder ikke, at vi ikke gerne tager imod Deres venlighed Mr. McGivens. Om det er Dem eller jeg selv, der lukker såret, er ikke vigtigt for os."
Og så - uden rigtigt at gøre nogen mine til at rense såret eller noget lignende - valgte hun pludseligt at svare på det, der tidligere var blevet sagt. Næsten som om, at alt det andet skulle af vejen, før hun ville komme ind på emnet igen.
"Vi beder om Deres hjælp, Mr. McGivens. Og ikke fordi, hun er ved at forbløde. Elona'Dal skal vide at hun er ved at forbløde et par gange om ugen. Af en mor at være, er hun meget ligeglad med sit eget liv."
Hun rystede igen umærkeligt på hovedet, næsten som om hun havde lyst til at skælde et lille barn ud. Man kunne se på hendes opgivende blik, at hun havde sagt de ting til Delilah mere end én gang.
"Og hvis folk kun beder om Deres hjælp, når de er ved at forbløde, så er det ikke rigtige venner."
Det lød mærkeligt out of place i sætningen. Som om hun kom med en oprigtig kommentar midt i en salgstale. Hun rystede det da også hurtigt af sig, og fortsatte i det samme lidt-for-venlige toneleje, som Delilah aldrig selv havde kunnet mønstre.
"Hør, Mr. McGivens. Vi har brug for én, der kan stoppe hendes lidt for selvmordsagtige adfærd og én, der kan holde hende ude af Chase-familiens kløer. Og De er stadigvæk den perfekte kandidat. Og hvis jeg må være så ærlig, så ville jeg sige, at De lyder som én, der har givet op. Du snakker om dengang, det var en udfordring. Alle de folk, der ikke har brug for din hjælp. Undskyld, hvis De føler, at jeg er uhøflig. Men jeg tror måske, De ville have godt af noget andet, end det De plejer."
Hun havde ikke sluppet hans blik i noget af den tid hun havde snakket. Hendes stemme havde ikke ændret sig. Først nu så hun væk, kastede endnu et blik ned på såret og fortsatte så sin tale. Denne gang havde den tydeligt ændret karakter.
"Hvad kunne vi give Dem, der ville få Dem til at overveje vores tilbud?"

Var det kun nogle år? I et øjeblik blev han fanget af de ord. Var det kun...Nogle år? Hvor mange? Hvor få? Han havde boet hos familien Chase i...Et halvt år? Et helt år? Og så var han rejst til Doomsville. Brugt...Hvor lang tid på at planlægge overtagelsen af Dragons Peak? Det huskede han ikke. Men han havde hersker over Dragons Peak i omkring et års tid. Og så var han vendt hjem. Og boet her...I et år mere? Eller var det virkelig mindre end det? Mere end det?
Han havde absolut ingen tidsfornemmelse. Det gik op for ham at Chaya havde ret. Måske. Indirekte. Så meget var ligegyldigt og efter så og så mange århundreder, hvad betød et par år så? Men at de føltes som en livstid understregede måske blot hans eget deprimerende tilstand.
En let, sjæleløs latter gled over ham og han rystede let på hovedet. Hvor...Skarpsindigt. Chaya havde opdaget noget, han ikke engang selv havde, uanset om hun så var bevidst om det eller ej. Men det irriterede ham også at nogen kunne se så meget, uden at han ønskede det. Hans ord havde ikke været mange. Hans udtryk næppe mange flere.
Hans blik gled studerende ned over Chaya - som de stod der og studerede hinanden. Så greb han en klud og vred den op i det kolde vand. Trådte helt tæt på Chaya, som han pressede kluden mod det nu synlige sår. Så synligt det kunne være, når alt huden omkring det var sølet ind i blod. Luften omkring dem lugtede af blod. Han stirrede hende dybt i øjnene, såfremt hun ikke flyttede sig, og selv afventede han med at sige mere. I stedet vred han kluden flere gange, som han forsøgte at rense såret så godt han kunne.
"Kroppen har formentlig mistet meget blod, så det er bedre du ligger ned. Det gør det også nemmere for mig at sy..." Med en håndbevægelse lod han butleren vide, at han skulle bruge flere klude og bedre lys. Han kunne ikke sy i blinde. I mangel af senge i lokalet, måtte Chaya selv styre om hun ville ligge på gulvet ellre foretrak at sidde opret i en stol. Igen...Møbler kunne udskiftet. Måske ville det kun være godt med et frisk pust.

Vandet var allerede rødt af blod og det samme var hans hænder. Han så ned på sine hænder et øjeblik. Det kaldte til ham. Kaldte til bare at...Slå ihjel. Ja, han havde været lejemorder af flere omgange. Men det var ikke kønne drab han havde lyst til. Han trak vejret dybt endnu en gang, før han lod blodige hænder være blodige hænder. I stedet så han over på hende med et løftet øjenbryn. Men han havde intet svar. Intet svar på hans private tilstand eller private liv. Til dels fordi der intet var. Der var intet privat liv. Der var ingen venner. Ingen familie. Han var alene, for nu og for altid. Ja...som hun sagde...Havde han nogensinde rigtig haft venner, eller havde det blot været ønsketænkning fra hans side?
"Med alt respekt. Så tror jeg ikke du kan udtale dig om hvem jeg har kendt eller hvorfor"
Svaret var køligt. Og sandt. Folk som Nepthys og Alane var begge dukket op, blødende, og haft brug for hans hjælp. Og selv om ingen af kvinderne var i hans liv nu, havde de været hele hans verden dengang. Det måtte have været gengældt. Selv den dag i dag, følte han noget for Alane. Uanset om det havde været falsk...Havde det betydet noget for ham. De havde bare begge haft behov for at vise, at de kunne selv. Måske for at leve op til hans egne standarder. Alle kunne skrive under på, at Sean ikke var en nem mand hverken at være sammen med, eller finde ud af.
Hm. Hvad betød det, at tænke over de ting nu? Det var fortiden. Uanset om det så kun gik en håndfuld år tilbage eller ej. Han havde ikke brug for folk, som Chaya, til at påstå de kunne gennemskue hvad det hele betød - eller lyde som om de kendte Sean. Han havde ikke brug for råd eller medlidenhed eller hvad fuck folk nu gik og kastede om sig. Blandede sig. Nej. Han havde en plan.
En plan. Måske havde han givet op. Men han havde det sidste krampetræk tilbage. Han skulle bare finde en god måde at starte p-

Som et lynnedslag slog det ham.
"Jeg havde tænkt mig at sige der var intet du kunne give mig..." Underligt nok gled der et smil over ham. Et, der voksede jo mere Sean kiggede på Chayas krop. Der var intet han manglede og intet han hverken ønskede sig eller drømte om. Men han havde en plan. Og punkt et i den...
"Jeg skal have et nyt barn. Ikke et af dem, der kommer løbende efter 20 år og påstår jeg har glemt deres lille triste mor. Eller et der kommer vandrende og brokker sig over jeg aldrig har været der for dem, når jeg end ikke har fået at vide de eksisterede. Men et jeg kan opdrage og forme på min egen måde. Og hvad kunne fungere som en bedre mor...End en stærk dæmonisk krop som Delilahs?" Han så på Chaya. Han fandt situationen ganske underholdende. Delilah ville hade det. Hun var allerede i nok problemer, havde allerede børn. Men hvis Sean alligevel skulle passe på hende, kunne han passende holde øje med hendes gravide tilstand og tage sig af barnet, så snart det var bragt til verdenen. Spørgsmålet var bare om Delilah ville have noget med det at gøre eller ej. Og om hun kunne gennemføre en graviditet. Det ville være slut med at forbløde på hans gulv, som et minimum.
"Så spørgsmålet er mere, Chaya...Hvor langt vil du gå? Og hvor langt kan vi presse Delilah i samme åndedrag?" Han så afventede på hende.

//Np, har haft det samme. Nu har jeg sommerferie. Wuh!

Chaya havde studeret Seans ansigt, mens hun havde talt. Og hun studerede hans ansigt, mens han lod være med at svare. Det var ikke til at sige, om hun fik noget ud af det. Eller hvad hun overhovedet ville have ud af det. Hun havde på intet tidspunkt givet udtryk for, at Seans personlige liv ville have en indflydelse på Chayas egne planer, så der var ingen grund til at grave i det.
"Hvor er De høflig. Mange tak."
Hun hentydede naturligvis til, at han havde valgt at rense såret. Men hun så ikke ned og betragtede kluden eller såret. Hun blev bare ved med at stirre på ham med den dér mærkværdige venlighed, der slet ikke passede til hverken situationen eller de udtryk, man normalt ville komme til at se.
"Naturligvis."
Og med dét ord reagerede hun på Seans foreslag og gik i knæ. Sekundet senere havde hun blidt lagt hovedet imod gulvet. Mens hendes hoved var stadig drejet, så hun kunne stirre på Sean. Som om hun stadig forsøgte at studere ham. Som om der var noget, hun gerne ville vide. Først da han kommenterede på, hvordan hun ikke kendte ham, slap hun ham med blikket. Herfra stirrede hun op i loftet med det samme mærkværdige blik.
"Selvfølgelig kan jeg ikke det, Mr. McGivens. Jeg undskylder, hvis min kommentar stødte Dem. Jeg er sikker på, at De har massere af venner."
Igen en underlig sætning, der virkede helt forkert i samtalen. Hendes ansigt var fuldstændigt dødt, da hun sagde det, før venligheden igen glimtede og kom tilbage. Men der var intet hånligt i sætningen. Der var intet, der fik det til at lyde, som om hun var ironisk. Det var bare .. mærkeligt.
Chaya drejede hovedet med et ryk, da Sean fortalte, at der var noget, han gerne ville have. Hun satte sig halvt op og lyttede opmærksomt. Hun ikke så meget som blinkede i chok eller udtrykte bekymring. Hun lyttede bare og nikkede svagt.
"Så De foreslår ..."
Begyndte hun tøvende, som om hun lige skulle være med på idéen.
"At De vil holde hende sikker fra både sig selv og hendes familie, til gengæld for at hun bærer Deres barn?"
Et smil bredte sig på hendes læber. Hendes blik gled ned over såret og blodet på jorden, men hun så det ikke rigtigt. Så løftede hun igen øjnene og lagde dem på Seans ansigt.
"Den aftale kan vi sagtens stå bag. Det virker som en situation, hvor alle vinder. Men som De selv nævner .. Hvor langt kan vi presse hende? Eller nærmere .. Hvordan kan vi presse hende?"
Chaya rynkede panden og spejdede rundt i rummet i et sekund, mens hun tænkte.
"Problemet ville nemlig være, hvordan De ville få gjort hende gravid. Ikke fordi jeg vil høre detaljerne, men så vidt jeg forstår, er der ikke et seksuelt forhold mellem jer?"

En svag latter.
Mange venner? Han havde knap nok en. De eneste forhold han havde til folk, var professionelle. Udnyttelse. Manipulering. Hersker og undersåt. Arbejdsgiver og arbejdstagere. Men han sagde ikke mere til det. Det angik ingen og han ville ikke sætte sig i den svage position, at indrømme han var alene. Alle vidste man klarede sig bedst med andre. Men Sean måtte klare sig som han var. Mere var der vel ikke i det.
Og som han havde tænkt tidligere. På en måde havde han nok også givet op.

Som Chaya lagde sig, gik han i gang med at rense såret så godt han kunne, uden at risikere hun forblødte fuldstændigt. Chaya havde en fantastisk styrke, som hun virkede til at ignorere kroppens tilstand. Og det var uanset om kroppen også var hendes eget legeland. På den anden side snakkede de om en mere fuldstændig og generel sikkerhed af selv samme krop...Som måske overtrådte øjeblikkets sår i vigtighed.
Butleren trådede en nål til ham og han gjorde sit bedst i at lukke såret. Ikke at det blev gjort meget nemmere, da Chaya satte sig op. Med et blik så han op på hendes ansigt, før han med en hånd gjorde tegn til at hun skulle lægge sig igen. Så trak han vejret dybt. I den pause der opstod, rensede han sine egne hænder for blod i spanden med vand...Vand, der var mere rødligt end rent efterhånden. I det mindste generede hverken synet eller lugten ham.

"Det er en situation der vil vinde for os begge. Hvad større incitament skulle jeg have til at passe på kvinden, end at hun bærer min arvetager?" bemærkede han. Som samtalen trak ud, var det netop som om de forhandlede. Og ikke som om dette barn ville blive en del af en lykkelig familie, der havde valgt hinanden grundet følelser og kærlighed.
Ha...
Han gned sig over panden og trods hvor hans hænder lige havde været, lod en hånd glide igennem det mørke hår.
"Detaljerne i mit liv er blevet lidt...Uklare...Med årene. Jeg kan ærlig talt ikke huske om vi nogensinde er gået så langt. Ikke at jeg ville have noget imod det. Når hun ikke ligger og forbløder på mit gulv, har Delilah altid haft en hvis tiltrækning hos mig. Man kunne endda trække det så langt, at trods vores uenigheder, har jeg altid set hende som en værdig...Udfordring?" Han smilte let for sig selv, som han sad på knæ ved siden af Chaya.
"En voldtægt vil ikke hjælpe. Og hun vil uden tvivl se det sådan, hvis hun pludselig vågner op og begynder at blive gravid. Taget i betragtning...Hvis du havde kroppen mens det skete" bemærkede han tænkende. Ja, det havde været en smart genvej. Men hvem troede på 'jomfrufødsler' i denne tid? Ud over at Delilah langt fra var jomfru, selvfølgelig. Men Sean ville netop gerne stå ind for at være faren.
"Jeg ser intet andet valg end bearbejde det med Delilah. Jeg må prøve at få hende til at være mere...acceptabel...Over for mig. Er det for naivt at tro jeg med tiden kan overtale hende til at sprede ben for mig?" Han så på Chaya. Det var tydeligt tanken underholdte Sean.
Han ville undervejs arbejde videre med Chaya, til såret var forbundet. Til det punkt, hvor Sean ikke kunne gøre mere for såret i sig selv. Kroppen ville have brug for hvile og en hel del væske. Med en kommentar til butleren, satte han manden i gang med at klargøre et gæsteværelse.
"Det ville selvfølgelig hjælpe, hvis du ved om hun hader mig lige så meget som hun plejede at gøre?"

Chaya nikkede storsmilende ved Seans sætning. Og hun havde ingen grund til at være uenig. Deres primære formål var at holde Delilah sikker, og en graviditet ville på ingen måde forhindre det formål. Samtidig ville det gerne have en stærk mand med magt til at hjælpe med at beskytte hende. Sean var oplagt. Og hvis han havde en grund til at beskytte hende, der ikke blot var penge? Der var intet negativt ved situationen. Ud over måske Delilah følelser.
Men hendes følelser havde intet at gøre med hendes sikkerhed.
Hun lagde sig ned ved hans håndbevægelse og lod ham rense såret færdig i fred. Så snart han var færdig satte hun sig op igen. Hun lyttede opmærksomt.
"Tusinde tak for hjælpen."
Hun rynkede panden og så ud i luften i nogle sekunder. Sølvøjnene blev knebet en smule sammen, før hun igen lagde blikket på Seans ansigt. Hun afbrød ham ikke på noget tidspunkt. Hun lyttede bare uden at slippe hans ansigt med blikket. Og så nikkede hun en gang og imellem for at fortælle ham, at hun stadig lyttede.
"Hvis hun ikke var vågen under selve ... akten, kunne jeg forestille mig at hun enten ville forsvinde langt væk eller ikke tro på, at De var faren. Ingen af de scenarier er særlig hensigtsmæssige."
Chaya så en smule utilpas ud ved ordene 'sprede benene'. Men ikke nødvendigvis på grund af planen, nærmere fordi hun var en gudsfrygtig kvinde, der ikke brød sig om den mere seksuelle livsstil som hun havde oplevet hos Delilah.
"Jeg ved ikke, om hun nogensinde har hadet Dem. Så vidt jeg har forstået, har det nærmere været ... Forvirret irritation."
Hun rynkede panden. Overvejede tydeligvis sine ord.
"Jeg tror aldrig, hun har forstået Dem. Men selvfølgelig har du aldrig været populær. Noget med, hvordan du behandlede mennesker?"
Delilah havde altid været forkæmper for mennesker. Så da Sean i form af en lejemord slog et menneske ihjel ved deres første møde, var han blevet meget upopulær. Og det var nok også en af flere grunde til, at han aldrig var kommet frem på hendes venneliste.
"Men jeg er sikker på, at De kan nogle tricks-"
Hun rømmede sig og så meget utilpas ud.
"- der på sigt kunne overtale hende til at ... sprede benene."
Det akavede blik forsvandt som dug for solen, og alvorligheden gled frem. Hun trak øjenbrynene frem i panden, fjernede halvsvedigt hår fra ansigtet og lagde blikket på Sean. Der gik nogle sekunder, som om hun overvejede, hvordan hun skulle formulere sætningen rigtigt. Dét, der til sidst kom ud, lød dog ikke helt gennemtænkt.
"Men som det ser ud nu, skal der nok ændres noget mellem jer, før hun bliver ellevild."
Chaya så efter butleren, da et gæsteværelse blev gjort klar. Det var en oplagt mulighed til at skifte fra Chaya til Delilah. Og efter blodtab og udmattelse havde kroppen brug for noget hvile.

Sean nikkede let, som han satte sig mere til rette på gulvet. At hvile vægten på sine fødder var ikke en behagelig stilling i længden. Hans fødder jublede ved den nyvundne frihed, der gav blodomløbet frit løb endnu en gang.
Han trak let på skulderen.
"Jeg skal ikke sige præcis hvad hun hader ved mig. Jeg behandler alle dårlige, uanset om de er mennesker eller ej. Men det er selvfølgelig sandt mennesker ligger nederst i fødekæden og derfor ikke fortjener mere end det. Og det er vist der det går galt. Ikke fordi vi ikke begge har slået ihjel...Men fordi jeg nyder at pine menneskerne og se ned på dem ved enhver mulighed jeg får" Han smilte svagt for sig selv. Det var bare sådan han var. Men måske kunne han også forhandle sig til noget med Delilah? Nej. De færreste ville vel forhandle sig til at låne deres børne-skabende organer ud. Han gned sig let på hagen. I så fald, hvis der ikke var anden mulighed, kunne det være Sean skulle ændre sig. For målets skyld. Og om ikke andet, bare til barnet var født og han kunne forlange at beholde det. Ah...Ja. Detaljer. Der var ikke grund til at tænke mere over det, førend han fik muligheden for at snakke med Delilah om det.

Da butleren kom tilbage lidt tid efter, rejste Sean sig op. Medmindre Chaya modsatte sig, ville han hjælpe hende på benene og støtte hende, som de ville gå mod værelset.
"Om ikke andet. For nu vil jeg lade hende slappe af. Hun vil næppe forstå særlig meget af det, hvis jeg overfalder hende med spørgsmålet, lige som hun vågner. Min første udfordring er at få hende til at blive liggende længe nok, til at hun kan komme sig lidt over såret. Når hun virker frisk nok, vil jeg snakke med hende om fremtiden" Forsikrede han Chaya. Turen ville gå igennem entreen, op ad trappen og ned ad gangen til et af gæsteværelserne. De var egentlig altid klar til gæster, blot skulle noget sengetøj ordnes og måske andre småting. Rummene i sig selv var forholdsvis simple. En blød seng, et skab, et bord med stole til. Et vaskefad, hvorfra gæsten kunne vaske sig lidt. Sean hjalp Chaya over til sengen. Kvinden var stadig dækket af blod, selv om han havde prøvet at vaske det værste af den. Måske ville han vaske resten af, så snart kroppen sov. Tøjet var så godt som værd at smide ud. Han måtte sørge for der blev købt noget nyt, som Delilah kunne bruge senere.

"Ja, dét er hun ikke ligefrem vild med."
Chaya sendte ham et lille smil. Hun lod ham hjælpe hende. Hun svarede ikke umiddelbart på hans ord, mens han fulgte hende gennem huset og ind til et gæsteværelse. Hun satte sig på sengen, mens hun betragtede fadet ved siden af sig. Efter et par sekunder løftede hun blikket og så på Sean.
"Så Deres plan er at spørge hende direkte?"
Hun rynkede panden en smule og funderede over sit eget spørsmål i et par sekunder, før hun fortsatte.
"Det er naturligvis Deres valg. Jeg er dog ikke sikker på, hvor positivt hun ville tage det. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Hun er ... bange for at få flere børn. Noget med, at verden er for farlig."
Hun sendte ham et smil, mens hun lagde sig til rette i sengen.
"Jeg ved godt det ikke er etisk at snyde hende til at være sammen med Dem. Men det kunne blive sidste mulighed."
Hun trak på skuldrene og rettede igen blikket imod vaskefadet.
"Men jeg håber ved Gudinden, at De kan tale hende til fornuft i stedet for. Jeg vil lægge kroppen i en søvn nu. Hun vågner nok om nogle timer."
Og med de ord begyndte øjnene at ændre sig. Sølvet svandt ind til en tynd ring om den mørke pupil, og ild voksede frem fra øjets kant, indtil det fyldte hele irissen. Så gled øjnene i og hver eneste muskel i kroppen slappede af.

Delilah lå meget bedre op af væggen, end hun havde regnet med. Hendes hals føltes ikke radbrækket og såret på hendes mave gjorde ikke specielt ondt. Alt i alt var hun meget tilfreds, da hun slog øjnene op. Og så kom hun på andre tanker.
Hun satte sig op i sengen med et ryk og stirrede rundt i værelset. Det her var bestemt ikke de lorte værelser, hun normalt sov i. Og hun genkendte ikke den behagelige seng eller møblerne. Der stod et fad med vand ved siden af sengen. Og en klud. Og så havde hun forresten heller ikke nogen trøje på. Hvad helvede foregik der?
Hun kom op at stå. Såret var blevet renset og syet, men det var stadig ømt. Og hun var svimmel. Det var nok blodmanglen. Hun trippede hen over gulvet og fik fat i døren. Det var en mærkelig blanding af indtryk. Hun kendte ikke stedet, men det virkede ikke fattigt. Hun kendte ikke rigtigt nogle folk med penge, der ikke ville have hendes hoved på et sølvfad. Men alligevel var hun blevet lappet og lagt i seng?
Som sagt. Hvad helvede foregik der?
Hun listede ud af værelset og endte på en gang. Og så satte hun kursen imod en trappe. Det var bedst at skynde sig væk, og så kunne hun altid undersøge stedet senere og finde ud af, hvad der var sket. I sikker afstand.

Sean svarede ikke Chaya, men sendte hende blot et beregnende smil. På mange områder ville Sean foretrække at være direkte - men han havde, ligesom Chaya, gennemskuet det næppe ville gøre denne mission nemmere. Nej, tværtimod havde han tænkt sig at gøre noget andet, selv om det ville tage meget længere tid. Han havde brug for at Delilah samarbejdede...Så han måtte vise sig fra en god side. Præcis hvordan det skulle ske, måtte han bedømme, som han forhåbentlig fik en mulighed for at snakke med Delilah.
Han sørgede for kroppen var efterladt i ordentlig stand, før han forlod lokalet. Hans butler og tjener ville have travlt med at rengøre gulvet nedenunder. Så i stedet søgte han mod sit eget værelse. Der var meget at tænke over og måske kunne han nå et par timers ro, inden han skulle tage sig yderligere af kvinden i gæsteværelset.

Det var lyden og fornemmelsen af bevægelse i gangen, der fik ham til at vågne. Som en person, der ikke var i stand til at sove længe og godt, havde han alligevel haft nogle timer til en drømmeløs søvn. Men knap var han vågnet, før han satte sig op. Bukserne blev hurtigt trukket op og en skjorte trukket om sig, før han åbnede døren og var ude i gangen. Skjorten var endnu ikke lukket og blafrede om ham, med hans hastige bevægelser. En hånd gled igennem det uglede hår, som han så ned af gangen, kun for at se en udmattet Delilah der kæmpede sig af sted. I et øjeblik studerede han hende blot med et svagt smil, før han trådte helt ud på gangen og hurtigt begyndte at indhente hende.
"Jeg vil ikke holde dig fra at gå, hvis det virkelig er dit ønske. Men for dit eget helbreds skyld, vil jeg råde dig til at blive lidt. Få noget at drikke og sove noget mere. Du har mistet en del blod" bemærkede han roligt. Han gjorde intet forsøg på at stoppe hende, som han ufortrødent overhælede hende og med en hånd mod væggen, udgjorde hendes største forhindring for at fortsætte. Hans blik havde altid haft noget køligt og hårdt over sig, men i øjeblikket lignede det at han hyggede sig. Kroppen var afslappet og stadig lidt tung efter hans egen søvn. Men hvad betød det? Han havde boet med Delilah før. De havde set værre hos hinanden.
Hans øjenbryn gled en smule op i panden på ham.
"Eller vil du virkelig tumle igennem byen, som et større bytte for hvem end der ser ud til at sprætte dig op? Du har ar. Ar jeg ikke engang husker. Det må være sket før" Tilføjede han sigende.

Det gav et sæt i Delilah, da hun hørte en stemme. En velkendt stemme. Hendes sanser var åbenbart ikke helt oppe at køre, for hun hørte ham slet ikke komme. Hans hånd kom ind foran hende, så hun satte hælene i og bremsede. Sean.
"Hvad i helvede laver du her?"
Hun blinkede. Hendes hoved var stadig helt fortumlet. Men der var noget anderledes over ham. Han var mindre velplejet, end han plejede. Og han havde ikke engang lukket sin skjorte. Hvilket selvfølgelig ikke generede hende, han var jo en pæn mand. Men det så stadig mere sjusket ud, end han normalt gjorde. Hvis hun ikke vidste bedre, havde hun troet, at han havde sovet.
Åh. Hun kastede igen et blik ud over gangen. Og så tilbage på Sean. Og så tilbage på gangen.
"Hvorfor er jeg i dit hus, Sean?"
Hun overvejede i et sekund den bedste løsning. Hun havde sådan set ingen grund til at frygte Sean. De havde været igennem mange ting sammen. Ikke alle lige gode, og han havde været en kæmpe idiot i en stor del af dem ... Men sidst hun havde set ham, havde han hevet både hende og hendes børn ud af familiens kløer. Efter han selv havde anbragt dem der, selvfølgelig. Okay, så hun var en smule ambivalent.
Skulle hun smutte forbi ham? På trods af hendes forstærkede krop, var han nok stærkere end hende. Og hun manglede blod, så verden svimlede stadig en smule. Så i stedet snurrede hun omkring på stedet og satte kursen direkte tilbage mod det værelse, hun kom fra.
"En del af de ar, er fra min tid hos min familie. Dem kan du vel godt huske?"
Hun lod blikket glide over værelset endnu engang. Hun skulle sikre sig, at der ikke var noget, hun havde misset. Hun var hos Sean. Det ændrede det hele. Hun havde været sikker på, at hun skulle flygte, men nu var hun bare forvirret. Han havde ingen grund til at hjælpe hende. Men han havde sådan set heller ikke nogen grund til at slå hende ihjel. Det eneste motiv hun kunne komme i tanke om var ...
"Vent, arbejder du for min far igen?"
Hun snurrede rundt og greb automatisk ud efter et af de våben, som Chaya havde smidt væk på turen herhen. Hendes blik landede på ham. Vagtsomt. Hun havde ikke brug for mere pis med familien.

Han så smilende på hende. Hun virkede lidt ved siden af sig selv og hun var ret bleg. Alt sammen naturligt i forhold til blodtab. En masse væske og hvile ville gøre underværker. Han kunne tilkalde sin personlige læge, men det ville næppe gøre nogen forskel. Sean kendte allerede et par urter, der i en the ville gøre underværker. Han havde allerede bedt sine tjenestefolk om at sikre nogle og være til rådighed, blev der brug for det.
Nej, i stedet stod han stille og studerede hende let, som hun stod der og lagde to og to sammen. Han lod hende gøre det i hendes eget tempo. Ingen grund til at han overvældede hende, ved at sige for meget lige nu. Smilet voksede lidt, som hun vendte om og gik tilbage. Dygtig patient.

Han fulgte med tilbage til rummet og stillede sig i døråbningen. Han hvilede sig op af dørkarmen med armene over kors, mens han så på hende. Med hendes anklage og vagtsomhed, gled hans øjenbryn op i panden på ham. Undren. Han vædede sine læber kort og sukkede svagt.
"Nej, Delilah. Jeg skal nok fortælle dig den ellers korte og begivenhedsløse historie. Men jeg kan forsikre dig om jeg ikke arbejder for din familie længere. Det har jeg ikke gjort i årvis, selv om jeg stadig tillader mig at bruge det sværd de gav mig...I hvert fald til jeg fik et nyere et" bemærkede han roligt, omend han vedblev at holde øje med hende.
"Hvis du ønsker det, kan jeg sagtens holde alle væk herfra og lade dig komme dig i fred. Jeg bruger det meste af min tid oppe på borgen alligevel. Du vil få et sted hvor du kan sove i fred og ro" fortsatte han så roligt.
"Så..."
Han rettede sig op og slog let ud med armene.
"...Hvis jeg nu går ned og beder en tjener komme op med en kande frisk vand til dig, vil du så sætte dig på sengen og slappe lidt af? Jeg gider ikke sy dig igen. Når jeg kommer tilbage skal jeg nok fortælle dig hvordan du er endt her. Aftale?" foreslog han roligt.

Hun var ikke helt sikker på, om hun troede på det, han sagde. Han havde ikke altid været den mest pålidelige person, og hvis han arbejdede for hendes far, ville han ikke få noget ud af at fortælle hende sandheden. Hendes blik flakkede igen rundt i rummet. Han spærrede den eneste udgang, og selvom han ikke ligefrem havde en truende position, så havde de ikke set hinanden i meget lang tid. Han kunne sagtens have ændret sig.
"Og hvad ville du få ud af det?"
Hun hævede et øjenbryn og lagde de slanke arme over kors. Han kunne have ændret sig. Selvfølgelig. Men det skulle da være et mirakel, hvis Sean var blevet et englebarn, der bare gerne ville hjælpe andre på grund af det gode i hans hjerte. Dén købte hun alligevel ikke.
"Du har aldrig været typen, der gjorde noget kun for at være sød. I hvert fald ikke overfor mig. Så jeg køber ikke, at dét pludseligt har ændret sig."
Hun kneb øjnene en smule sammen og betragtede ham. Enten havde hun mistet evnen til aflæse folk, eller også var det for længe siden, hun havde set ham sidst. For hans ansigtsudtryk havde ingen spor af noget truende eller løgnagtigt. Ikke lige nu. Og i denne her mærkværdige situation måtte der være et eller andet, han skjulte.
Så hun besluttede sig for, at hun kunne lege med, indtil hun fik detaljerne på plads.
"Fint. Jeg sætter mig. Tilfreds?"
Hun slap ham ikke med blikket, da hun slog røven i sædet - så at sige - og hævede øjenbrynet en smule. Hendes fingre strejfede kort såret, der var syet overraskende pænt. Hvis hun selv havde gjort det, havde det nok ikke været så pænt. Det var oftere en sjat af den nærmeste alkohol og så de hurtigste sting, hun kunne lave. Så det var da altid noget, at dette sår ville hele lidt pænere, end hun var vant til. Det var altid træls at rende rundt med uhelede sår når-
"Vent."
Hun var allerede oppe at stå igen.
"Hvor længe har jeg været ude? Fuck. Hvor længe har jeg været her?"
Pigerne. Hun havde lovet dem, at hun ikke ville være væk i mere end en dag. Børnepasseren kunne ikke være der resten af livet. Hvor længe havde hun været her? Hun burde ikke have været besvimet i særlig lang tid. Men på den anden side, så burde hun slet ikke være her.

Han havde sagt at han ville hente hende vand, men han kunne ikke få sig selv til at flytte sig. Han havde en fornemmelse af hun ville stikke af, hvis han vendte ryggen til hende for bare et sekund. At hun var mistroisk over for ham, understregede bare følelsen.
Ved hendes ord gled hans ene øjenbryn let op i panden på ham. Modsat af hvad hun troede, var han skam typen der kunne finde på den slags. Men det var måske en side af sig, som hun aldrig havde mødt. Nej, det om pigerne var en langt mere forståelig kommentar. Han holdt sin ene hånd op, som om han med gestussen alene kunne stoppe hende og få hende til at slappe af.
"Du har ikke været her længe. Jeg ved ikke hvor længe du har vandret rundt med et sår i maven, men du har ikke været her mere...Hm. lidt mindre end en halv dag måske? Siden aften. Eller sen aften. Nu er det...Jeg vil gætte på...Formiddag?" Han trak let på den ene skulder.
"Jeg vil gerne tilbyde nogen tjekker op på dine børn eller ligefrem henter dem hertil, men jeg tvivler på du vil lade det ske" Han rettede sig op. Der røg planen om at få hende til at blive her. Hvorfor havde han ikke tænkt på børnene? Men selv hvis han havde, ville han så have kunne finde dem - og på så kort tid? Nok ikke. Så en lille ændring i planen. Han ville være fleksibel.
Da børnene virkede til at fylde mere, fik han ikke givet noget videre svar på hvordan han havde fundet hende. En bekymring ad gangen, ikke?
"Okay. Du er for svag til jeg har lyst til at sende dig af sted uden hjælp. Og du kan næppe gøre meget for dine børn i denne tilstand alligevel. Så hvis det eneste du vil acceptere er at rejse hen til dem selv...Så rejser vi sammen"
Det så ud til at han nød ideen. Måske til dels fordi han tvivlede på hun selv ville elske den. Et svagt og skævt smil understregede det blot. Han kunne tilkalde en vogn, som Delilah kunne slappe af i, frem for at ride en hest selv. Hans øjenbryn gled en smule udfordrende op i panden på ham.
"Medmindre jeg har misforstået dig...Hvilken ide kan du så bedst lide?"

Delilah åbnede munden. Og så lukkede hun den. Og så åbnede hun den igen. Hun forstod slet ikke, hvad der skete. Sean havde da været sød ved hende før - når de blev betalt for at være på samme hold. Men det her? Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre ved det her. Hun var ikke vant til venlighed eller folk, der ville hjælpe hende uden grund. Der var altid noget bag. Om det var penge, en tjeneste eller for at snyde hende ... Der var altid noget bag.
"Hvorfor er du sød mod mig?"
Hun forstod rent faktisk ikke, hvorfor han opførte sig sådan. Ikke overfor hende. Det havde aldrig generet hende, men de fleste folk var bare røvhuller. Men han havde mødt hendes børn før. Han havde endda reddet dem fra familien. Så kunne det virkelig skade, at han mødte dem en enkelt gang mere? Hun skar ansigt.
Hvis han havde ret i, at hun havde været her i en halv dag ... Og hun havde brugt nogle timer på sit job. Der ville ikke gå mange timer, før hendes løfte til børnene blev brudt. Og siden babysitteren ville begynde at flytte børnene rundt til nye områder, hvis Delilah ikke var hjemme i tide ... Så var det måske bare smartere at sige ja til Seans tilbud og så tage konsekvenserne senere.
"Okay. Så rejser vi sammen."
Hun svang de mørkebrune krøller væk fra ansigtet og trådte frem. Der var ikke mere end et par centimeter mellem dem, da hun bremsede. Ilden i hendes øjne brændte faretruende, men der var ikke spor af vrede i hendes ansigt. Bare ... forvirring, irritation og en svag nysgerrighed. Men nok mest irritation. Hun hadede at være forvirret.
"Men det betyder ikke, at jeg pludseligt stoler på dig."
Helt ærligt, så vidste hun ikke, om hun stolede på Sean. Hun havde en million modstridende indtryk af ham, og hvad end der skete lige nu, var bare en ny i flokken. Hun rystede tankerne ud af hovedet. Det var lige meget. For nu måtte hun bare stole på, at han ikke pludseligt var blevet en sindssyg barnemorder. Det kunne hun alligevel godt klare.
Så hun lagde blikket i hans og satte hænderne i siderne. Hun gengældte helt automatisk hans udfordrende blik. Det var en refleks. Hendes finger strøg over hendes bare maveskin. Et dybt suk forlod hendes læber, da hun kastede et blik over sin nøgne overkrop. Hun ødelagde altid sit tøj. Enten ved kampe eller sex. Eller ved at vågne op i andres huse, åbenbart.
"Og kan jeg få en trøje med på vejen? Min egen er vist blevet væk."

Hendes gejst fik hans egen ild til at buldre. Ikke en vred ild, ikke en seksuel ild...Bare en levende ild. Han følte sig underholdt. Det havde ikke været løgn, da han havde meddelt hun altid havde virket mere eller mindre tiltrækkende på ham. Måske var det derfor han ofte havde drillet hende, udfordret hende og sat sig dybt uenig med hende.
Han gengældte hendes blik uden at vige, men stadig med et afslappet udtryk. Og øjnene, der røbede at han hyggede sig ved hendes ord. Til sidst rettede han sig op.
"Jeg gemmer ikke på kvindeligt tøj...Men jeg kan finde en trøje blandt mine egne. Bare rolig. Jeg skal nok tage fra den rene bunke" medgav han. Måske en kappe til? Med blodtabet kunne det være hun ville ende med at fryse. Endelig flyttede han sig, men kun for at gå ned til sit eget værelse. Hvis hun fulgte med, ville han ikke holde hende fra at træde ind. Det var begrænset hvem der fik lov til at træde ind i hans mest private rum. Men lige nu, argumenterede han over for sig selv, var det bedre at give hende så meget som muligt.
Den store dobbeltseng med silkesengentøj. Døren ud til en lille altan, der viste en udsigt over hans have. Et stort skrivebord, fyldt med papirer og bøger - men hvor det alligevel var tydeligt at han normalt ikke sad her og arbejdede længere. Et stort skab med al hans tøj. Det var netop skabet han trådte over til, åbnede og kiggede rundt. Til sidst rakte han ind og tog to ting ud. En varm trøje og en af hans mindre kapper, der måske ville passe hendes krop bedre.
Om hun var i rummet eller på gangen, så gik han tilbage til hende og rakte hende begge dele.
"Jeg har altid været sød. Du har ikke set det før" drillede han hende afslappet. Han knappede sin egen skjorte, halvt om halvt glemt han også selv burde være bedre klædt. Men hans sko og kappe var nede i entreen. Han slog let ud med den ene arm, som tegn til at de skulle gå derhen. Hen til trappen og ned i entreen, hvor han ville bede om en vogn blev gjort klar. Og mens de ventede, bad nogen om at bringe Delilah noget vand og eventuelt noget mad, hvis hun ønskede det. Ikke at dæmoner fik meget ud af almindelig mad...Well. Nu kendte han ikke andre af Delilahs form for dæmon. Hvem vidste? Måske fik hun faktisk noget ud af det.
"Jeg skylder dig en historie. Ikke at den er lang. Jeg fandt dig udenfor, i byen, halvt forblødt ihjel. Ikke særlig ansvarligt over for dine børn?" spurgte han, omend mest retorisk, da han tvivlede på det var noget de burde diskutere. Eller som hun ville tillade han havde en mening om.
"Jeg genkendte dig. Trods vi altid har haft vores uenigheder, har vi også haft gode minder sammen. Uanset om det var påtvunget af arbejde og hvad ellers. Det var ganske enkelt underholdende for mig at slæbe dig med hjem og undgå du døde i mit hjem. Tro mig. Når man lever evigt, når man et punkt hvor al slags underholdning er bedre end intet" bemærkede han lige så afslappet, som han iførte sig sine lange støvler og snørede dem. Han så på hende efter han havde talt.
"Men selvfølgelig ved du det. Vi er begge dæmoner. Vi lever begge evigt" bemærkede han til sidst.

Hun hævede et øjenbryn. En skævt smil spillede om hendes læber.
"Gemmer du ikke kvindetøj? Det var et chok."
Hendes smil voksede en smule, mens ordene passerede hendes læber. Drillende. Leende. Sekundet senere bed hun sig i læben og slettede smilet. Der var ingen grund til at blive for komfortabel. Der var helt sikkert noget galt. Hun skulle bare finde ud af, hvad der skete. Så da han bevægede sig, fulgte hun med. Så snart de trådte ind i hans værelse, stoppede hun op og bakkede ud igen. Det virkede for ... privat. Man kunne sige rigtig meget om en person ud fra deres omgivelser. Det var en af grundene til, at hun aldrig boede det samme sted mere end nogle uger.
Så hun stod uden for døren og stirrede ind i værelset. Det var stort, fancy og hun forstod det ikke. Hun havde aldrig set Sean som en 'fancy' person. Han havde været en lejemorder. Nogle gang havde han faktisk mindet mere om hende, end hun brød sig om. Og så sov han i ... silke? Hvad i alverden?
"Sover i silke? Så har man for mange penge."
Hun greb fat i tøjet. Igen hævede hun øjenbrynet. Så trak hun på skuldrene og trak trøjen over hovedet. Den sad ikke ligefrem perfekt på hende, men den var heller ikke lavet til hende figur. Hun sendte ham et lille smil. Bare et lille et.
"Nah, du har bare nok penge til at give ud, åbenbart."
Hun blinkede til ham, trak kappen over skuldrene og fulgte ham ud mod gangen. Her lænede hun sig op af væggen, mens hun ventede på, at han gjorde sig klar. Og vognen blev gjort klar, åbenbart. Hun skar ansigt, da der blev hentet vand og mad til hende. Hun spiste sjældent mad, og faktisk var det heller ikke rigtigt vand, hun drak. Mest alkohol. Oftest alkohol. Hun havde måske et lille problem, men sådan var det.
Så hun afviste - mere eller mindre høfligt - de forskellige ting. Hun var ikke god med ... Folk der tjente andre mennesker, og dét med at blive serviceret. Det mindede for meget om slaveri. Og desuden var det for ... mærkeligt.
Hun kneb øjnene en smule sammen da han nævnte hendes børn. Hun krydsede armene, skubbede hoften til siden og stirrede på ham mens han talte videre. Hun var nødt til at efterlade dem med børnene engang imellem. Hun var nødt til at tjene penge, og dét gjorde hun ved at være lejemorder for monstre. Det var ikke perfekt, men det virkede. Og hun var god til jobbet. Der var ikke rigtigt andre muligheder.
Da han var færdig med at tale, voksede et smil frem på hendes læber. Hun skubbede sig væk fra væggen, trådte hen til ham og placerede hænderne i siderne.
"Så dér har vi det."
Hun havde fundet det. Grunden til at han var sød ved hende.
"Det er underholdning. Du keder røven ud af bukserne, så du slæber rundt på mig for at have noget at lave."
Hun prikkede ham i brystet med en pegefinger. Smilet spillede stadig drillende om hendes læber.
"Dét er, hvad du får ud af det."

Et smil. Han svarede ikke på silke-sengetøjet. Det havde altid været sådan. Fra da han havde købt huset og renoveret det efter egne behov og stil. Selvfølgelig ikke kun det ene sæt - der var flere, så de kunne vaskes. En underlig ting, sikkert, som man sjældent så. Faktisk havde Sean nok aldrig mødt den slags sengetøj noget andet sted og de havde også kostet næsten det samme som hele huset. Men man sov godt i det. Ikke når man svedte, havde han erfaret under sin sygdom, men ellers. Det...Blødt...Og rart...Mod ens hud. Især når man sov nøgen. Ikke at han nogensinde ville sige noget så blødt til nogen. Ingen havde spurgt - og han havde aldrig svaret. Det var bare hans sengetøj, og det virkede det til at folk bare tog som en selvfølgelig. Delilah var den første. Så naturligvis havde han intet svar parat.

Hans øjenbryn gled lidt tættere mod hinanden, som han greb glasset med vand fra bakken og rakte det frem mod hende. Hans øjenbryn gled en smule udfordrende op i panden på ham.
"Vi havde en aftalte. Du drak, jeg fortalte. Jeg har overholdt min del" bekendtgjorde han bestemt.
"Eller er du bange for det er forgiftet? Jeg kan drikke først, hvis du vil?" foreslog han så, med en tand mere drilleri i sit udtryk.
Hans blik forlod hende ikke, da hun rettede sig op og kom helt over til ham. Han fjernede sig heller ikke, selv da fingeren blev prikket mod hans brystkasse. E belejlig undskyldning. Han gispede dramatisk.
"Du gættede det!" brummede han, som om det var den mest hemmelige ting i verden. Så trak han let på skuldrene og med et udtryk i øjnene der ikke helt kunne tolkes, fortsatte han.
"Det er den ene grund. Jeg har også...Et andet ønsket. Et langt mere personligt ønske, som langt hen ad vejen ville være yderligt upassende. Men det vil jeg fortælle om en anden gang" bemærkede han roligt.
"Medmindre du stikker af først" tilføjede han sigende. Måske ville tanken om en hemmelighed, som hun skulle være en del af, gøre hende nysgerrig nok til at blive hængende? Og måske ville det kun gøre hende det mere mistænksom. Men uanset hvad, kunne hun ikke senere anklage ham for at manipulere rundt med hende og holde alt muligt hemmeligt. Han havde indrømmet han havde en tanke med det hele. Men at indrømme præcis hvad, virkede ikke som tiden eller stedet.
"Jeg tror vognen er klar. Fortæller du vores kusk hvor vi skal hen?"

Hun stirrede på glasset med vand. Hendes øjenbryn gled op i panden på hende, da hun løftede blikket og lagde det på ham. Det føltes så .... ligegyldigt at drikke vand. Det smagte ikke godt. Det føltes ikke godt. Det var bare koldt og vådt og smagsløst. Uinteressant. Men med hans kommentar om forgiftning og hvorvidt han skulle drikke først, blev det nærmere til en udfordring.
"Nå, der er ikke noget mere interessant i det her freaking palads? Alkohol måske?"
Hun sendte ham et skævt smil, greb fat i glasset og bundede det. Hurtigt. Slugte det og rynkede panden. Præcis som hun huskede det. Uinteressant og vådt. Gud, hvornår havde hun sidst drukket vand på en uironisk måde? Aldrig? Det var mere noget hun lod som om hun drak, når hun ville have pigerne til at drikke noget. Aldrig noget hun rent faktisk drak. Der var meget mere interessante ting at drikke i verden.
Såsom blod fra magiske væsner.
Hun slog tanken ud af hovedet. Det var ikke det, hun skulle tænke på nu. Hun var nødt til at komme af med den sindssyge afhængighed. Det gjorde hende til at monster.
Hun himlede dramatisk med øjnene, da han sagde, at hun havde gættet det. Så krydsede hun armene over brystet og skubbede hoften ud til siden, som for at sige, at hun ikke brød sig om hendes reaktion. Med hans næste ord krøllede et skævt smil sig om hans læber. Han lød næsten, som om det var en afsløring. Han havde en plan ved at være sød med hende, mere end han havde tænkt sig at afsløre. Hvilket chok.
Hun var gået ud fra, at han havde nogle ting, han ikke ville fortælle hende. Og det havde hun ikke lagt skjul på. Så at han havde en skjult agenda, han ikke ville fortælle hende? Hun havde været mere overrasket, hvis han ikke havde en skjult agenda, han ikke ville fortælle hende. Men det kunne være ligemeget. Hun havde ingen planer om at indfri, hvad end det var, han havde planer om. I hvert fald ikke, sådan som tingene så ud lige nu.
"Uha. Vældig mystisk, Sean."
Sagde hun med en stemme der osede af sarkasme og latter. Hun blinkede til ham med et halvt smil, og trådte så et par skridt bagud. Hun behøvede ikke nødvendigvis stå så tæt på ham hele tiden.
Hendes blik flakkede hen imod Sean, da hun fortalte kusken placeringen af hendes mere eller mindre lejede lejlighed. Det var selvfølgelig i den dårlige del af byen - Rotten Root District. Og hvis man kendte byen, ville man ikke være i tvivl om, at det også var i en af de mindre sikre områder af distriktet. Men sådan var det, når man rejste rundt hele tiden. Man var nødt til at holde sig til nogle af de værre områder for at holde sig nogenlunde skjult.
Der var tale om en gammel bygning. Delilah og børnene holdt til på anden etage, hvilket ikke kunne ses udefra. Der var ingen tegn på liv, lys eller varme. Enkelte ødelagte ruder skabte gennemtræk, men døren kunne låses og gulvet ville ikke falde sammen under dem. Det var det vigtigste. Desuden havde hun ikke planer om at blive i det værelse i mange dage endnu.

Han sendte hende et lille smil. Det var tydeligt hun ikke gav meget for vandet, men det var om ikke andet noget hun havde brug for. Hvis han kunne få sin vilje, ville han ikke se hende gå ud af døren, før hun havde brugt en time på at bunde en kande vand. Men et glas måtte gå for nu. Hvis det var sådan et besvær at få bare et glas i hende, turde han slet ikke tænke på en hel kande. Men sandelig måtte hun kunne mærke lettelsen i sin krop? Han havde det selv sådan, når han havde lidt blodtab. Som om kroppen var en svamp. At vandet skabte en næsten øjeblikkelig lettelse, sikkert fordi kroppen brugte vandet til at skabe balance igen.
Nej, han havde på fornemmelsen hun gemte på flere grimme hemmeligheder. Måske var han nødt til at vurdere sin ide igen, hvis han gennemskuede hvad de gik ud på. At nogen gik rundt og prøvede at slå hende ihjel var en ting. Men han havde brug for en sund krop, til at fostre ham et sundt barn. Der kunne ikke være nogen risiko, ingen men'er eller chancer. Det skulle gå godt. Det skulle være et sundt og stærkt barn. En god start.

Sean smilte igen til hende, omend han ikke lignede en der prøvede at overhøre alt hvad hun sagde. Hvorfor skulle han også det? Kusken ville bringe dem til stedet uanset. I det mindste var der ikke for meget tingel-tangel på vognen til at skabe opmærksomhed...Selv om en vogn trukket af heste ville skabe opmærksomhed uanset hvad i den del af byen. Og det var heller ikke fordi der var plads til en hel vogn på de små gader, så til sidst måtte de forlade vognen alligevel. Sean gjorde ikke mange forsøg på at smalltalke, andet end høflige bemærkninger eller svare hende, hvis hun selv sagde noget.
Man kunne tydeligt mærke når de kørte fra brosten til det mudrede jord, der udgjorde vejene i disse områder af byen.

Til sidst stoppede vognen. Sean steg ud og kunne ikke lade være med at drille Delilah,ved at tilbyde hende en hånd som støtte. Kusken fik besked på at vente på dem, medmindre der viste sig tegn på problemer. Hvem vidste? Folk, der ikke vidste herskeren var på besøg - og ærlig talt, nok også selv da - kunne finde på at stjæle eller ligefrem slå ihjel for at overleve. En vogn ville være fristende. Og måske endnu mere hestene.
"Vis vej" tilbød han hende. For selvfølgelig gik han da med.

Delilah hævede et øjenbryn og slog hans hånd væk, da han tilbød hende hjælp. De var i hendes del af byen nu. Væk fra alt det fancy silke og ligegyldige udsmykninger, og tilbage i noget hun kunne forstå. Man kunne nærmest mærke, hvordan hun pludseligt var på hjemmebane. Hun rettede ryggen en smule mere, øjnene lyste en smule mere. Hun bevægede sig vant igennem de smattede omgivelser, mens de dæmoniske øjne spejdede igennem mørket. Hun så ikke op, da han sagde noget. Hun havde aldrig håbet, at han ville blive ude af lejligheden. Det var han - af en eller anden grund - alt for stædig til lige nu.
Vægten skiftede på hendes ben. Hun bevægede sig frem og forsvandt på få sekunder ind i en halv meter bred sprække mellem to gamle huse. De så begge forladte ud. Delilah så sig ikke tilbage. Hun gik ud fra, at Sean kunne følge med - det var trods alt ikke første gang, de bevægede sig usete gennem mørket sammen.
Sprækken førte dem ind på den anden side af huset. En lille plamage af mudrede brosten udgjorde 'haven' til huset, og en skæv trædør var bagindgangen. Den var låst. Delilah åndede langsomt ud. Det var altid et godt tegn. Hun fiskede en dirk op af støvlerne - en robust stang på et par centimeter, som man brugte til at dirke låse op - og åbnede døren med få, vante bevægelser. Så snart Sean var inde, lukkede hun døren bag dem og forsvandt op af trappen.
Huset var lige så ødelagt indefra. Støvede møbler, afrevne tapetrester, ødelagte vinduer. Men trappen var brugt. Støvet var slidt af, og den virkede ikke lige så faldefærdig, som resten af huset.
For toppen af trappen var der endnu en dør. Delilah dirkede den behændigt op endnu engang, før hun åbnede døren.
Lejligheden var tom. Flere ødelagte møbler, mere afrevet tapet. Ikke en bevægelse i syne.
"Det er mig. Bare kom ud."
Mørke krøller poppede op bag sofaen. Så lyse krøller. Og så to piger på 6-7 år, der sprang frem og var ovre gulvet på et sekund. De brasede ind i Delilahs krop med store smil. Og de talte i munden på hinanden, mens de begejstret fortalte om dagens oplevelser.
"-og så tabte jeg farven ud af vinduet-"
"-Kali fandt en ny bog-"
"-så jeg farvede hele tegningen sort-"
"-var rigtig spændende, du skal læse den!"
Delilah gled ned i knæ og trak de to plaprende piger ind i et kram. Hendes muskler slappede af, hendes mund gled op i et ægte smil, og hendes øjne smeltede til en varm glød. Pigerne holdt vejret, da hun så fra den ene til den anden, men de trippede stadigvæk. De havde helt sikkert mere at fortælle.
En ung menneskekvinde trådte ud fra et værelse i den anden ene af lokalet. Man kunne se levende lys blafre, og møbler der var rykket sammen, så et slidt lagen kunne lægge over. Dét rum så hyggeligt og beboet ud. Puder og dyner lå stablet op inde i lagen-teltet, og både børne- og voksenbøger lå i små bunker både inde i og uden om teltet. Så lukkede pigen døren og nærmede sig.
"Må vi høre om din tur, mor?"
Spurgte Marina. Den mørkhårede. Delilah nussede pigen over kinden og rejste sig.
"Senere. Tak for din hjælp, Kali."
De udvekslede kort betalingen, før Kali satte kursen mod døren. Og stoppede op, da hun fik øje på Sean - uanset om han stod inde i lejligheden, for foden af trappen eller den anden etage. Hun stivnede, åbnede munden og spærrede øjnene op. Delilah greb fat i hendes skulder.
"Samme aftale som altid. Ingen får noget at vide. Heller ikke om ham."
Kali nikkede. Hun var tydeligvis usikker. Men så knugede hun pengene mellem fingrene, tog en dyb indånding og hastede ned af trappen og ud af huset.

Han var selvfølgelig gået med hele vejen ind i lejligheden. Han var nysgerrig, men mest af alt ønskede han ikke lade Delilah ude af syne. Aftalen mellem ham og Chaya stod stadigvæk, selv om han var begyndt at tvivle på sin egen ide. Alligevel...At gå med kunne give ham et bedre indblik i hvem Delilah var lige nu eller hvor hun stod. Noget at arbejde med.
At Delilah virkede direkte paranoid var tydeligt. De låste døre, hendes lettelsen da hun opdagede at døren stadig låst? Men ligeså var hendes åbenlyse glæde ved at være tæt på sine piger igen. Sean havde aldrig stillet spørgsmålstegn ved Delilahs moder-instinkter. Pigerne var en komplikation, men en der ville være løsninger til. Spørgsmålet var hvor meget Delilah ville gå med til.

Han stod stille lige inden for døren. Kali, kvindemennesket, måtte han træde et skridt til siden for. Et lille smil gled over ham. Det var underholdende at se kvindens reaktion på hans tilstedeværelse, uanset hvor ligegyldig hun var. Personligt betød det intet om folk vidste han havde været i denne del af byen. Men det betød noget for Deliah, formentlig grundet hvem end der endnu var efter hende.
Han trådte frem.
"Goddag piger" hans stemme var let og afslappet. Børn opfangede normalt ting lidt hurtigere end andre. Det betød noget hvordan han fremstod foran dem. Han gled ned på det ene knæ, så han var mere i øjenhøjde med det, før han holdt en af sine hænder frem.
"Mit navn er Sean. Jeg er en gammel ven af jeres mor. Sidst jeg så jer, var da I var heeeelt små. I er virkelig blevet store!"
Hans blik gled over til Delilah et øjeblik. Mon hun brød sig om han præsenterede sig? Måske ikke. Men han søgte ikke hendes tilladelse. Han havde flere ting at snakke med hende om, hvilket måske var nemmere, nu hvor hun vidste børnene var i sikkerhed. Det, og slappe af oven på sit blodtab. Dæmoner var heldigvis det mere robuste end skrøbelige mennesker.
Han så ind i værelset med et telt og pegede der ind med en tommelfinger.
"Er det jeres telt? Det ser hyggeligt ud!"