Sikke en overraskelse - Dannika (afsluttet)

Tid: 24 tiden.. det er sent og forårs solen er gået ned
År: 1163
Måned: Maj
Sted: Firestep Kro
Vejr: Overraskende køligt, med meget blæst og regn
Omgivelser: En god del folk der enten drikker eller danser inde i kroen

Det voldsomme vejr havde varet længe nu.. Man kunne mærke det på folk, de var trætte af at arbejde i det og selvom kroejeren ikke lod det komme ud, så var det tydeligt at maden var endnu dårligere end den plejede at være. Marcus spiste ikke selv noget af det hundeæde, som kroen solgte han havde dog set et par tallerkener blive sendt over baren til sultne sjæle. Det lignede mudder... Mudder med et stykke brød der sikker var hårdt som en sten! På nogle punkter gjorde vampyr livet det nemmere for en. Der var som ofte bedre og mere mad at vælge imellem...

Marcus havde måske siddet inde på kroen i en lille times tid efter hånden. Han havde været i nabolaget inden han havde besluttet sig for at besøge den velkendte kro. Han havde spist denne aften, middagen havde stået på den mest nydelige unge pige der havde kastet sig kærlighed på ham for et par dage siden. Det havde været en let, men smagfuld jagt der havde taget et par aftenener før han kunne smage på hende. Det var ikke altid han havde tålmodigheden til den slags jagt, men denne unge pige havde været helt perfekt for ham. Ikke så dum og overraskende hurtig til at svare ham igen på en drilsk og frisk måde. Hvis bare hun havde vidst hvem hun havde kastet sin kærlighed på... Marcus fortrød intet, hun havde smagt sødt og havde været okay selskab i dagene op til hendes død. Nu lå hun i rendestenen nogle gader fra kroen. Derfor var det tid til en drink!

Han havde allerede fået en drink eller to. Ikke at det slog ham særlig hårdt, men det gjorde ham nu i godt humør, selvom det kunne være svært at se udefra.
Som han sad der ved baren i sin lange slidte jakke og de godt mudrede støvler ville man ikke tro han var leder af noget som helst. Han lignede ikke en fattig, men også langt fra en der havde magt og middler. Det var nok det der gjorde ham lidt spøjs i forhold til mange af de andre leder han havde set og mødt. Han gjorde sig ikke i pæne pynte ting og foretrak aftener for sig selv uden et følge af vampyrer. Denne aften var en af den slags. Han havde overladt Nick (Marcus' 'ven') til at tage sig af noget af det arbejde der var denne aften, alt imens Marcus tog en lille slapper. Kroen var et godt sted til dette. Larmen og det mange folk overdøvede trætte tanker og den slags og gav Marcus en rig mulighed for bare at være til. Der var endnu ikke brudt nogle slagsmål ud endnu, men Marcus holdt øje med dansegulvet. Det var tit der folk endte med at rode rundt imens der blev slået og sparket efter hinanden.

///Jeg tænker vi spiller med eventet med det dårlige vejr? Jeg har i hvert fald inkluderet det i startet ///

Dannika havde fået en af hendes fri aftener, en af de få hvor hun ingen patienter havde eller nogen at passe. Så hun havde udnyttet dette, til at tage ind til byen. Dog havde rideturen derind, været noget træls, hendes smukke kjole var blevet våd, den grønne bomuld hang på hendes ellers smukke krop. Ikke at hus frøs, men det var blot træls. Hun havde søgt ly under nogle hustage, fundet noget ’mad’ og derfor blevet nogenlunde tør igen. Korsettet sad stramt omkring hendes liv, og gav hende disse smukke former. Før hendes død, havde hun været utrolig smuk og den naturlige skønhed ved vampyrdelen, havde kun gjort hende endnu mere nydelig. Den hvide hud, stod i skarp kontrast til hendes røde hår og grønne øjne.  

Efter hun havde spist, havde hun blot gået rundt, den sorte kappe hang omkring hendes skuldre og hætten var trukket op, for at passe nogen lunde på hendes hår. Det var sat i en løs knold, men efterhånden havde meget af det væltet ud og nu hang omkring hendes skuldre.
Hun trådte ind på kroen og så sig lidt omkring med et lille suk. Dette kro eller.. Bar, havde mange minder for hende. Ikke blot den med hendes død, men også blot hendes ensomme aftener, hvor hun var kommet her.

Endnu engang trådte hun nu ind og fandt hendes vej igennem folkemængden, mange fulde mænd stoppede og gloede målløs på den intimiderende skønhed. Hun kom endelig op til baren, gloede ikke engang selv rundt og fandt en tom barstol, som hun satte sig ned på. Krofatter kom over til hende og hun smilte halvt.

”Et glas vin tak..” Sagde hun blot og lagde nogle mønter på bordet. Så snart den forfærdelige vin kom til hende, tog hun blot glasset og holdte det. Lod hendes lange negle glide over kanten og ellers kiggede ned i den.

Han havde kun lige fået et nyt glas rom før han så hende. Hun var kun lige kommet ind af døren, men det var ikke til at tage fejl af hende. Det lange røde hår var sikkert hendes varemærke. Marcus havde ikke set hendes siden den aften for så mange år siden... Han vidste dog godt at hun stadig var i live, der gik jo rygter. Marcus havde egentligt ikke regnet med at se hende igen, selvom han så småt var begyndte at op spore nogle af hans ‘børn’, så havde han endnu ikke haft planer om at se Dannika. Det var kun for nyligt at han havde fået kontakt med Micah igen. Det havde gået godt... Men det var ikke alle hans ‘børn’ der tog godt imod ham. Ikke at det generede særligt. Han var ikke en mand der blev fornærmet nemt.

Marcus tog en enkelt tår af sin rom imens han så hende tage plads ved baren, det var ikke så langt fra ham af. Han smilede lidt for sig selv. Hun så ikke ud til at have opdaget ham endnu. Måske hun slået ikke kunne huske hvordan han så ud? Marcus lod sig dog ikke hvile ved tanken særlig længe. Han fik kaldt krofatter til sig og bestilte endnu et glas rom. Han gav krofatter besked om at give det til Dannika.
Imens krofatter gav hende glasset fulgte Marcus roligt med med øjnene. ” Du burde have lært at bestille noget andet end det rævepis du har stående der..” lød det kort fra Marcus. Han stemme var lav og rolig, den lød næsten venlig hvis man ikke kendte ham. Han betragtede hende lidt, døden klædte hende meget godt. Den blege hud og det flamme røde hår stod i stor kontrast. Hun var ikke grå og kedelig som nogle vampyre endte med at blive.

Dannika skulle til at drikke hendes vin, da det nye glas nu blev sat ned foran hende.. Hun stirrede på det lidt, derefter over på en stemme, som hun meget nemt kunne huske.. Langsomt gled hendes døde, men stadig grønne øjne over på ham og en dyb knurren kom fra kvinden.. Hun rejste sig op.. Tog begge glas og gik langsomt over til ham. Satte dem på bordet og puttede et-.. Meget giftigt smil op.

”Marcus.. Skaber.. Årh, sikke en fornøjelse..” Spandt hun som en lille killing. Hun var endda så fræk at sprede hans ben og glide op imellem dem, for så at ligge hendes arme omkring hans nakke.

”Hvordan har du det? Din kæmpe idiot.” Grinte hun, da hendes negle fandt hans nakke og langsomt pressede ind i huden. Noget som ville få mennesker til allerede at ømme sig. Hun vidste godt det sikkert ikke virkede på Marcus.. Men om ikke andet, ville han nok godt kunne få et indblik i hvordan hun havde det med ham.

”Jeg håber du har haft det godt.. Nydt dit -liv-.. Og haft det fint?” Sagde hun roligt og grinte til ham. Som hun stod der, så fint ved ham.

Et næsten usynligt koldt smil kom kort frem på hans læber da hun kom helt hen til ham. Han lod hende sprede hans ben og lægge armene om hans nakke. Han følte sig ikke truet, det var næsten mere morsomt end det var truende for ham. Hendes negle var ikke behagelige mod hans hud, men han gav ikke nogle tegn på at det generede ham. I stedet smilede han til hende. Et smil der kunne tolkes som venligt. Ikke varmt, men venligt.
Hendes valg af ord rørte ham som sådan ikke... Han var blevet kaldt værre ting igennem hans liv. Han lænede sig bare lidt mod hende før han talte. "Jeg kan se at døden stadig klæder dig.." sagde han kort. Han så ingen grund til at svare på hendes høflige sniksnak. Han var godt klar over at hun ikke var særlig glad for dette gensyn. I hvert fald ikke lige i dette øjeblik.

Han lænede sig igen lidt tilbage og løftede sit glas op foran hendes ansigt så han kunne få en tår af rommen. Han satte glasset fra sig igen på baren og så igen på hende. Hendes grønne øjne var ikke glade for at se ham, det kunne han godt se. Det var nok ikke så underligt igen, men Marcus mente nu stadig at han havde gjort hende en tjeneste. Han havde jo skænket hende et nyt liv frem for at lade hende dø i den gyde for så mange år siden.
"Jeg er mere interesseret i at høre hvordan du har haft det min kære" sagde han roligt og smilede igen til hende. Det samme 'venlige' smil som før. Han gjorde ikke det helt store ud af sin venlige facade, da han gættede på at Dannika ikke ville hoppe på den alligevel. Han var dog ikke interesseret i at starte noget inde i kroen på dette tidspunkt, og da slet ikke med hende... Han havde hørt rygter om hende, om de var sandet vidste han ikke... Men han kendte andre af hans 'børn' der havde opdaget fantastiske evner efter de var blevet genfødt. Micah kunne gøre de smukkeste ting med blod! Raven... Hendes evne var endnu lidt af et mysterium, men han vidste dog en smule hendes kunnen med fugle. Det ville ikke komme bag på ham hvis rygterne om Dannika var sande, men på den anden side kunne hun være det sorte får i familien..? Han havde selv ikke udvist nogle evner i alle hans år, men han havde heller aldrig ledt efter dem, så måske de lå dybt inde i ham. Han bekymrede sig dog ikke så meget over det. Slet ikke nu hvor Micah havde givet udtryk for at ville være behjælpelig over for Marcus.

”Mange tak.. Jeg har endelig også lært at leve med det.. Var endelig nød til det.” Smilte hun svagt til ham. Hendes hænder gled fra af hans nakke og derefter langsomt strøg over hans kæbe og lagde sig der. Hendes tommelfingre nussede hans kinder svagt imens hun kneb hendes øjne lidt sammen. Hun stod der lidt tid, hvorefter hun hoppede op, for at sidde på hans lår. Mange ville nok undre sig meget over alt den kontakt Dannika gav, hvorfor hun ville gøre det, imod manden som hun hadet? Men det var lige netop der hendes tanke var. Siden hun havde behov for en masse kontakt for at hendes evne skulle virke. Ikke at hun havde startet den eller sådan. Hun sad med siden til ham og oppe halvt op hans skød, med hendes arme omkring hans nakke.

Mange ville nok se på dem, og tænke de nok skulle have en sjov aften, eller om de var sådan et par.

”Mmmh.. Hvordan jeg har haft det?” Sukkede hun og strøg hendes fingre igennem hans hår. Hendes ansigt var tilbage til at være lidt ligesom Marcus’. Blot et smil, men viste ingen følelser. Hun gemte dem langt væk og kunne nok sikkert ikke læses derefter.

”Efter du havde efterladt mig den aften.. Der havde jeg store problemer med sulten. Men jeg fandt efterhånden ud af det, dog kostede det en god andel af menneskerne i byen. Jeg fik endelig styr på det, så jeg kunne gå an som en levende igen. Opkøbte et hus uden for byen. Begyndte at studere.. Fik penge ind, tjenestefolk og nu min egen klink. Nok noget som er utrolig kedeligt for dig, kunne jeg forestille mig.” Hun rakte forbi hende selv, tog det glas han havde købt for hende og smagte på den whisky. Da hun var menneske havde hun skært ansigt af smagen, men nu? Hun kunne jo knap nok smage den stærke væske.

Marcus gjorde intet for at skubbe hende væk fra sig. Indtil videre var der ingen grund til det, det ville kun give mere opsigt hvis han skubbede en smuk kvinde som hende væk fra sig. Han mærkede hvordan hendes hænder gled langs hans kæbe og kinder. Han blev dog blot ved med at se på hende, med hans helt lysegrønne øjne. Da hun hoppede op i hans skød rettede han sig en anelse, dog kun for at balancere bedre på stolen med hende i sit skød. Han lagde langsomt en arm bag om hendes ryg. Han gættede at hun ikke ville sige noget til det, i hvert fald ikke sådan som hun klistrede til ham.
Han mærkede hendes fingre der gled igennem hans efterhånden helt tørre hår. Gå turen til kroen havde næsten gjort ham helt gennemvåd. Regnen havde været i gang alt for længe. Selvom han ikke blev berørt af kulden, så var det irriterende... Der var ikke lige så mange ude på åben gade om aftenen mere. Folk ville hellere blive hjemme, hvor der var tørt og varmt.

Marcus tog fat i sit eget glas imens hun fortalte om sit liv. Et mindre suk undslap ham da hun nævnte alle de mennesker der havde ladt livet for hendes sult. Det var altid den samme historie.. Han havde endnu ikke mødt en vampyr der havde fuld kontrol fra starten... Selv Ella havde blod over alt da hun endelig fandt ham... Det var sjældent han tænkte på hende, men Dannikas fyrige person havde prikket til hans minder. Han skubbede dem dog væk igen. Han fokus var igen på Dannikas fortælling. "En klinik... " mumlede han kort før han drak af sit glas. Hans øjne blev kort lidt fjerne. Kunne hun være den vampyr man hørte om fra alt sladderen? Han lod glasset hvile lidt ved hans mund før han igen så på hende. "Så det er dig de taler om" lød det højlydt fra ham. Han var ligeglad med de folk der var nær dem, som vendte hovederne i deres retning. Et næsten diabolsk smil gled over hans ansigt. "Det må jeg sige! At få en engel til at falde er noget af en gerning.. Det havde jeg ikke troet om dig, du var så svag og blød den gang." hans stemme var stadig relativ høj og man kunne høre hvordan han egentligt var imponeret over hende. Det havde han ikke selv prøvet, men han havde hørt fortællinger om hvordan fjerne blev sorte når det skete.
Marcus trak hende en anelse ind til sig og lænede sig frem mod hende før han lavmælt talte til hende. "Du må fortælle mig din hemmelighed, for hvis jeg ikke tager fejl så er det ikke kun det røde hår der er specielt ved dig" han så på hende med undersøgende øjne imens han igen lænede sig tilbage i stolen. Som hans øjne undersøgte hendes ansigt tømte han sit glas. Med en hurtig bevægelse satte han glasset på baren igen, dog uden at fjerne sit blik fra hende.

Han var ret sikker på at det var hende han havde hørt om.. Det ville han næsten vædde på. Der var dog ingen at vædde med, og Nick gad ikke længere tabe penge til Marcus... Desuden var Nick ikke i kroen denne aften alligevel. Han tvivlede dog også på at Dannika ville vædde med ham. I stedet så han bare indgående på hende, hun kunne ikke skjule det for ham alligevel. Sandheden ville komme ud før eller siden.

Hun stirrede på ham i noget tid, imens han svarede og et bryn blev løftet.. Så han var interesseret i det? I den sladder som havde undsluppet hendes egne forsigtige fingre. Hun havde stadig i dag, ingen idé om hvordan den journalist havde fundet ud af det om hende. Hun var ellers så forsigtig. Et skævt smil blev dog trukket op da han virkelig så nysgerrigt på hende, endda lænede sig lidt tættere og så væk igen.

”Ja.. Det er mig, kvinden ville have et barn fjernet fra hendes mave.. Hun var gravid, i en af de tidligere stadier..” Hun trak lidt selv på hendes skuldre, som om det var ingenting. Så derefter over på bartenderen og bestilte selv et glas, ligesom Marcus havde. Da hun fik den, løftede hun den til hendes læber og sukkede.

”Dog undlod hun lige detaljen om at falde, og at hun var engel..” Hun rullede selv med hendes øjne. Det rørte hende faktisk ikke mere. Dengang var hun blevet noget chokeret, med siden da? Havde hun intet mærket. Hun var faktisk ligeglad.. Det var ikke hendes skyld jo? Kvinden havde selv taget valget, hun udførte det blot, siden-.. Ja, kvinden ikke selv kunne.

”Men hvorfor.. Skal jeg så fortælle dig, -min- hemmelighed? Så ville den jo ikke være hemmelig mere.” Hun lagde hendes hoved på skrå og smilte.

Dannikas rolige svar var en mindre overraskelse for Marcus. Han huskede hende anderledes, men det var måske ikke så underligt. De fleste vampyre var gerne en smule mildere som mennesker. Dannika inkluderet. Hun havde været rapkæftet, men stadig enormt følsom. Denne kvinde der nu sad på hans skød var ikke lige så følsom, eller måske havde hun bare lært at skjule det bedre. Han kunne ikke bedømme det endnu, men han havde ikke regnet med at hun ville tage sladderen så pænt.
Marcus smilede en anelse over detaljerne hun delte med ham. En gravid engel, sikke noget rod. "Næste gang du planlægger at få en engel til at falde, så må du invitere mig" sagde han roligt imens han betragtede hende lidt. Dette var i sandhed et anderledes møde end han havde regnet med indtil videre.

Da hun kommenterede på hendes hemmelighed fik det ham kort til at se lidt ud i rummet. Hun havde ret. Hun behøvede ikke fortælle ham noget, det behøvede ingen. De fleste valgte dog at tage den nemme vej og fortælle ham alt hvad han ønskede at vide. Ikke fordi at han truede alle han ville have informationer fra. - Nej, det handlede ofte mere om hvad Marcus kunne tilbyde folk i bytte for information. Dog var Marcus' 'børn' en kategori for sig selv. De var ikke alle sammen lige nemme at tale med. Marcus havde endnu ikke helt en fornemmelse af Dannika. Modsat både Micah og Raven var Dannika noget mere tvetydig. Micah havde været meget glad for at tegne og fortælle i bytte for en mindre godbid, Raven derimod havde kæmpet en brag kamp imod at Marcus overhovedet kom ind i hendes hjem. Ikke at han bebrejdede hende den opførsel.
Marcus overvejede kort sine ord inden han svarede hende. "Du behøver ikke fortælle mig det mindste, det ved du lige så godt som jeg." svarede han roligt imens han så lidt på det glas hun sad med. "Men jeg er ikke kun en dårlig person, det ved du jo også godt... Jeg er en fair person og jeg giver altid tilbage, så måske du alligevel vil få noget ud af at dele din hemmelighed med mig. Jeg er desuden en glimrende til at holde på hemmeligheder..." hans stemme var lavmælt og rolig imens han talte. Til stor overraskelse for mange andre så Marcus ikke sig selv som ond, men derimod meget fair og behagelig. Måske var det var indbildning, men han synes selv han var god til at belønne folk der fortjente belønninger.
Den gang han havde genfødt Dannika havde han jo også givet hende en ny chance i livet? Så selvfølgelig ville hun kunne se at han var en god person.

Han strammede kort sit greb langs hendes ryg imens han rejste sig op fra stolen han ellers havde siddet på. Da han stod slap han hende langsomt så hun ville lande blødt på sine fødder. Når hun stod slap han hende helt og vendte sig igen mod baren for at få genopfyldt sit glas igen. Han lænede sig en anelse op af baren og så kort lidt på sine hænder før han igen så på Dannika. "Uanset hvad du vælger så får jeg som regelt hvad jeg vil have, så du kan tage dig lidt tid før du beslutter dig for at tale med mig" lød det fra ham imens han roligt modtog sit glas igen fra krofatter der hurtigt havde fyldt det op igen.

Hun lyttede til hans ord og så på ham imens. Lod ham løfte hende af hans skød og hun gled fint ned på hendes fødder. Kjolen hang tungt om hendes kølige krop, siden den stadig ikke var helt tør. Hun studerede ham længe, imens han stod der. Hun havde været vred på ham, imens han blot havde efterladt hende til selv at finde ud af det hele, dengang.. Meget vred, men med tiden havde hun også været mindre taknemlig, siden ja. Hun havde jo fået en ny chance, og dette liv var sikkert det liv, hun altid skulle have haft?

”Hvad med jeg i stedet viser dig det..” Brummede hun svagt, greb hans hånd i hendes og trak ham med sig.. Hun holdte op i hendes skørter med den anden hånd og ledte ham ud af baren. Lydløst og elegant gik hun ud i regnen igen med ham, ledte ham ned af gangen, til en lille gyde, som havde noget halv tag og ly for uvejret. Der stoppede hun, gav slip og vendte sig om for at se på ham.

”Jeg holder ofte min evne som en hemmelighed, netop fordi mange vil se-.. Hvor mange muligheder jeg endelig har med den..” Smilte hun og gik tættere på ham igen. Denne gang, rakte hun hånden op og venligt lagde den imod hans kind. Hendes øjne lyste op rødt. Og pludselig ville Marcus mærke alle muskler i hele hans krop låse helt fast. Som om de krampede op, uden kontrol over dem selv og låste sig fast.

”Jeg har virkelig.. Mange muligheder..” Hviskede hun. Da musklerne igen ville slappe af, men hans hånd. Uden han sikkert selv ville kunne styre det, løftede sig op og lagde omkring hendes liv. Dog stoppede hun og i stedet lod hendes egen hånd falde.

”Med nok mad.. Kan jeg mange ting.. Alt for mange ting.. Jeg kan heale, jeg kan styre, jeg kan føle hvad der sker i kroppen.. Dog koster det mig meget mad, og ja-.. Ikke alle kan lide fornemmelsen. Siden jeg endelig tager fuld kontrol over folks fysiske kroppe. Nogle folk er dog stærke, så de kan genvinde kontrollen, men-.. Mange bliver bare chokeret og panikker.”

Marcus kunne godt mærke hvordan hendes blik hang på ham imens han stod ved baren. Han kunne ikke helt regne ud hvad hun tænkte på, men han havde en anelse om at hun overvejede sine valg. Han lod hende have al den tid hun havde brug for, men der gik overraskende nok ikke længe før hun tilbød at vise sine evner til ham. Han mærkede hvordan hun tog fat i hans hånd og hev ham hen mod døren ud af kroen. Marcus nåede knapt at smide lidt guld mønter på disken for deres drikkevare. Han sendte et skævt smil til Krofatter, som stumt så efter dem. Marcus vendte dog igen blikket mod det flammende hår, som Dannika trak ham ud ad døren. Han sagde intet, men fulgte bare med hende. Han kunne mærke den kølige regn mod ansigtet imens de gik lidt ned ad gaden før Dannika gik ind i en af de mange gyder.
Da hun slap ham så han kort rundt i gyden, den mindede ham om den gang for så mange år siden, hvor han havde smagt hende og efterladt hende. Han nævnte det dog ikke. I stedet rettede han sit fokus mod hende igen. Der var ingen grund til at hvile i fortiden.

Han så hende nærme sig imens hun forklarede hvorfor hendes evne var en hemmelighed. Han forstod det skam godt, havde det været ham, så havde han sikkert været af samme holdning.
Han mærkede hendes kolde hånd på hans kind, men han forblev rolig. Normalt ville han havde foretrukket en demonstration på en anden, men han tog hvad han kunne få af viden fra hende under disse omstændigheder. Han betragtede hendes kønne ansigt, men før han vidste hvad der skulle ske, kunne han mærke det. Det føltes som om der gik strøm igennem hele hans krop. Han kunne mærke hvordan alle musklerne spændte op og hvordan han ikke var i stand til at bryde ud af det med det samme. Han lyttede opmærksomt til hvad hun sagde, da han mærkede hvordan hans krop slappede af igen, alt undtagen hans ene hånd. Hans blik flyttede sig fra hendes ansigt til hans egen hånd, han så hvordan den bevægede sig uden han selv havde gjort noget. Inden han dog kunne nå at sige noget kunne han mærke hvordan hendes hånd forlod hans kind og igen havde han fuld kontrol over sig selv. Han trak roligt sin hånd til sig, før han så på hende.

Da Dannika igen fortalte om hendes evner og muligheder så han på hende med lidt rynkede bryn. Det var en utrolig gave efter hans mening. Marcus rettede kort på hans jakke imens han overvejede sine ord. "Hmm, jeg kan se hvordan dette er en meget speciel gave du har fået" mumlede han kort imens han så hende lidt an. "Jeg må indrømme at du har overrasket mig, meget endda. Det er de færreste der kan være stolte over det." han pegede kort på hende imens han sagde det. Han smilede en smule skævt, det var næsten et glad smil, men alligevel ikke. Han trådte kort lidt tilbage for bedre at se hende an. Selvom det ikke havde været behageligt det hun havde gjort ved ham, så var han langt fra skræmt, han så i stedet muligheder for sig. "Skal du have kropslig kontakt før du kan bruge dit talent?" spurgte han roligt imens han stadig betragtede hende lidt. Det var et gæt fra hans side af, men han var meget sikker på at han havde gættet rigtigt, da der ellers ikke ville være nogen fordel ved at være så tæt på folk. Marcus gik et par skridt frem imod hende igen imens han smilede køligt til hende. "Havde jeg vidst hvad du var i stand til tidligere, så havde jeg nok besøgt dig før, men det er min skyld at jeg ikke holdt bedre øje med dig..." som han talte rystede han kort på hovedet som om det var det mest normale at sige til folk. Han lod kort den ene hånd glide igennem sit halvvåde hår, så det kom væk fra hans ansigt. Hun var skam et lille vidunder lige i dette øjeblik, indtil videre havde hun ikke skuffet.

Hun kiggede på ham imens han snakkede og hvordan han flyttede sig rundt. Dog rynkede hun svagt hendes bryn og prikkede en finger på hans brystkasse.

”Du burde aldrig have forladt! Din lille skid. Dræbte mig, genfødte mig og så forlod mig!” Hun gryntede svagt og sukkede, imens hun rystede på sit hoved.

”Om ikke andet.. Det er i fortiden, men du kan vel forstå, hvorfor jeg vil holde dette hemmeligt, ikke? Jeg har et vigtigt job og jeg har ikke behov for den opmærksomhed, som det vil give mig.” Hun sukkede endnu engang og krydsede hendes arme under hendes bryst. ”Men ja, jeg skal have kontakt.. Helst hudkontakt, men det er aldrig et problem, for det meste.. Jeg bruger sjældent min gave for onde ting eller-.. At skade.” Hun trak på hendes skuldre og bevægede sig over for at læne sig imod stenmuren.

”Men ja.. Det er min gave. Er der andet du ønsker at vide?” spurgte hun og så derefter op på ham.

Det var med meget blandede følelser at hun stod her, foran ham..

Marcus så ned på hendes finger der prikkede ham på brystkassen. Han fjernede den ikke, men lod hende blot komme af med hendes hysteriske kommentar. Han smilede da til hende, et skævt og koldt smil. "Ville du hellere havde haft jeg var blevet sammen med dig?" spurgte han imens han langsomt gik helt tæt på hende. Han lagde blidt en hånd under hendes hage og løftede hendes ansigt så hun så ham direkte i øjnene. "Tror du at du ville have haft det nemmere bare fordi jeg var ved din side? Jeg gjorde dig en tjeneste, men det eneste jeg hører fra dig er brok og ynk!" hans stemme var lav, men man kunne ikke tage fejl af tonen, den var hård og uden følelse. Efter et par sekunder trak han dog sin hånd væk fra hendes ansigt igen og vendte sig om på hælen. Imens han gik lidt mod udgangen af gyden. Han lyttede til hende og omgivelserne, da han ikke regnede med at hun ville tage det pænt. Det var hendes temperament for iltert til.
Marcus vendte sig igen om og så tilbage på hende. "Du kan ikke narre mig, hvis du ikke var bare den mindste smule glad for din genfødsel, så ville du ikke gøre et så stort nummer ud af dit talent..." hans stemme var igen mere rolig imens han talte. Han var ikke vred på hende, mere irriteret over hendes klynken.

Hun havde jo selv sagt det. Hun brugte sin evne til gode formål, det var alt han behøvede at vide. Hun var god.. Helt inderst inde var hun stadig godhjertet. Det var vel til at beundre. "Det er som du selv siger, du bruger den ikke til onde ting..." han lagde armene over brystet imens han så lidt på hende. Han rystede lidt på hovedet imens han smilte en smule, det var ikke et oprigtigt smil, men mere et smil der var på kanten af en latter. "Det siger meget om dig. Jeg havde håbet du var groet ind i dit nye liv, men du har i stedet splittet dit liv op.." han rystede igen på hovedet imens han små lo lidt. Han tænkte ikke så meget om hun kunne følge med i hvad han sagde, han var mere optaget af hvad han havde lært om hende. En vampyr med så meget potentiale der brugte sin evne til at hjælpe andre... Det var noget af en historie!

Hun stirrede på ham i lang tid, hendes hår lå omkring hendes skuldre og ned af hendes ryg, varmt og stort som ild.. Hendes øjne lyste op i den røde farve og hun knurrede lavt. Han pissede hende af.. Meget. Utrolig meget. Hun gik snart hen til ham og knurrede lavt..

”Du ved intet om mig.. Intet! Specialt ikke efter at have kun mødt mig to gange..” Hun bevægede hendes hånd ned over hendes arm.. Hendes evne begyndte at blive aktiveret.. Hvad Marcus ikke vidste! Var at Dannika tog nogle få muskler og noget knogle fra et andet sted i hendes krop og bevægede det op i hendes arm.. Imens den ændrede sig med meget-.. Klamme, knækkende voskende lyde, ville han se en lang syle spids knogle nål glide ud af hendes fingre.. En.. Og så to.. Til sidst var der fem.

Hud strøg dem over hans kind og hviskede lavt til ham.

”Du ved ikke hvad jeg gør ved folk som har enten knust eller såret mig..” Sukkede hun, inden hun snart trak hendes hånd tilbage og ville sende den imod ham igen.. For at prøve at kradse hans ansigt op.. Eller måske spyde ham på hendes fingre.

Marcus hørte godt  hendes knurren, i hans øjne mindede hun meget om et vildt dyr, hendes følelser stod klart i hendes udtryk og bidragede kun til det dyriske ved hende. Ikke desto mindre var hun et smukt bæst i hans øjne. Et mindre fnys kom fra ham da hun sagde han ikke vidste noget om hende. Tildels havde hun ret, men hun afslørede mere end hun var klar over. Hans øjenbryn hævede sig da hun snerrede af ham, han forblev dog rolig selv da han hørte de frastødende lyde der kom fra hendes krop. Hans øjne hvilede på hende imens han så forandringen af hendes ene hånd. Alene lydene ville sikkert være nok til at skræmme de fleste, men Marcus blev ikke så nemt bange. I stedet var hans nysgerrighed vakt til live igen. "Jeg ved rigeligt om dig fra vores korte møde, men fortæl mig endelig mere om dig selv" hans stemme var næsten drilsk til sidst, han var sikker på at hun ikke var i humør til at han prikkede sådan til hende, men alligevel kunne han ikke stoppe sig selv.

Da hun strøg sine 'klør' over hans kind formede hans læber sig som et grumt smil. Hun gav ham lige hvad han ønskede sig, - en demonstration. Hendes kommentar advarede ham før han så hendes hånd bevægede sig væk fra ham, før den igen kom imod ham med alt for meget kraft til at det kunne være en kærlig nussen. Marcus trådte hurtigt væk fra hende, så han var lige uden for hendes rækkevidde og undgik at blive flået op. "Kæreste Dannika, jeg har hverken knust eller såret dig..." sukkede han imens hans grumme smil kun blev bredere. Hendes vrede var næsten kær. "Jeg har skabt dig!" lød det kortfattet fra ham imens hans øjne fulgte en hver bevægelse hun lavede. Det var modigt af hende sådan at angribe en ældre vampyr som ham, og så endda også en af samme status som ham. Han var ikke sikker på om hun overhovedet vidste han var leder, det var også ligegyldigt i dette øjeblik, for som det så ud lige nu gav hun ham præcist hvad han ønskede. Selvom han godt kunne give hende modstand, så valgte han indtil videre bare at undgå hende. Hun skulle jo have rig mulighed for at vise hvad hun var i stand til.

Hun var såret og rimelig knust, specialt over hvordan Marcus endda var lige nu. Men vreden tog over.. Det var hendes svaghed. Hendes store temperament. Hun trak hendes hånd tilbage og pludselig gled klørerne ind i hendes fingre igen. Dog var hun ikke færdig, hun sprang frem.. Og imens hun løb, bevægede musklerne og knoglerne rundt i hendes krop.

Dannika var hurtigt og snart dykkede hun ind igen.. Dog sendt hun et knæ op og ud sprang en lang pik igen, lavet af hendes knogler, sendt imod ham. Dog var hun ikke færdig. Efter knæet trådte hun tilbage og sparkede efter ham, med en pik eksploderende ud af hendes ben.

”Du EFTERLOD mig! Du er ligeglad! Fuldstædndig ligeglad! Jeg kunne have brugt dig ved mig..” Skreg hun efter ham. Hendes øjne lysende rødt og tænderne ude.

Dog snart ville hun blot slå efter ham.. Hun var ikke god til at kæmpe, da hun ingen træning havde, så der var sikkert mange åbninger.. Men Marcus ville kunne se hvor hurtigt hun kunne manipulere med hendes egen krop og tydeligt have en idé om hvor meget potentiale hun havde.. Dog ingen træning i det.

Marcus holdt øje med hver af hendes bevægelser, for med et temperament som hendes var det ikke til at vide hvordan hun valgte at eksplodere... Da han så hendes kløer forsvinde lagde han sine arme over sin brystkasse imens han afventede hendes næste træk. Hun gav ham dog ikke meget tid før han så hende fare frem imod ham igen.
Marcus var dog hurtig, meget hurtig. Han trådte væk fra hende imens hans øjne stadig var låst på hende. Lydene der var kommet fra hende havde fortalt ham at der var mere på vej, end de klør hun havde haft for kort tid siden. Han undvigede knapt pikken der kom fra hendes knæ af. Det var alligevel kommet lidt bag på ham, men ikke nok til at få ramt på ham. Da han så hende gøre klar til at sparke mod ham bevægede han sig dog hurtigt væk fra hende. Hans øjne bevægede sig stadig ikke væk fra hende, for selvom hun ikke ligefrem var særlig elegant i sin kampkunst, så var han ikke i tvivl om at hun var i fin stand til at gøre skade på folk.

Han kunne se hvordan hendes øjne nærmest var glødende af vrede, han holdte sig derfor klar til at bevæge sig væk fra hende konstant. Hun havde allerede givet et fin demonstration af hvad hun kunne gøre, selvom det ikke var helt perfekt. Hun var nu enormt speciel i hans øjne, hun manglede bare at blive finpudset lidt så ville hun være perfekt. Ikke at han nogensinde ville indrømme det, det ville sikkert heller ikke hjælpe situationen når hun var så vred.
En kort latter kom fra ham over hendes udbrud. "Hvordan tror du jeg kunne have hjulpet dig?! Skulle jeg havde holdt dig tilbage når sulten rev i dit sind? Skulle jeg havde holdt din hånd da du tog dit første liv?!" hans stemme var overraskende høj og rungende i den lille gyde. "Jeg gav dig et nyt liv du burde være taknemlig at jeg ikke bare slog dig ihjel den nat!" gryntede han kort inden han undveg et slag fra hende.
Det var fristende at holde hende fast så hun ikke kunne angribe ham mere, men hendes ord lå bag i hans sind og mindede ham om at hun skulle bruge fysisk kontakt for at bruge sin evne på andre. Han havde ingen planer om at blive hendes offer denne nat så han valgte at holde afstand til hvert af hendes patetiske forsøg på at slå ham.

Hun blev jo nok træt af at prøve at ramme ham på et tidspunkt. Imens ville han blot holde et vågent øje med hende og konstant holde sig i gang så hun ikke fik fat i ham. Han så heller ikke nogen grund til at skade hende endnu, selvom han ville gøre det hvis han blev nød til det. Hun ville ikke være den første vampyr han havde gjort skade på, så han var ikke bleg for det, - hvis det var nødvendigt.

”Nej! Men guidet mig! Fortalt mig ting, lade mig forstå hvad der skete!” Hun slog hendes arme ud og frustreret gav op med at prøve imod ham.. Han var ældre og langt mere erfaren end hende.

”Min evne i starten var helt ude af kontrol. Jeg kunne slet ikke røre ved folk i mange år!” Skreg hun af ham. Ensomheden havde været voldsom.. I hendes begyndelse havde hun efterladt mange deforme ofre.. Siden hendes evne havde ødelagt deres kroppe helt. Hun var sulten nu.. Efter at have brugt den, blev hun sulten.

Dannika gled vredt over og lænede sig imod murstens vægge, lod hendes hænder bevæge sig op og greb fat i hendes eget hår.

”Du forstår det jo slet ikke..” Brummede hun og så væk.. Lagde hendes egne hænder glide over hendes arme og sukkede tungt imens hun rystede på hendes hoved. Hun så derefter over på ham, hendes røde øjne forblev røde, men mest på grund af hendes tørst nu. Hun var sulten.. Hjalp endelig ikke meget på det hele.

”Men du er jo også lideglad.. Er du ikke?” Fnyste hun af ham.

”Hvorfor er du her endelig stadig væk? Min evne.. Er det ikke? Ja, den er speciel, meget.. Og hvad så?”

Han så roligt på hende da hun så ud til at give op. Han sukkede kort da hun forklarede hvad hun havde haft brug for. Marcus rystede på hovedet... Guidet hende - som om det nogensinde havde hjulpet en ny vampyr. Han valgte at holde den kommentar for sig selv da hun så ud til at være en smule medtaget af sin eksplosive brug af evnen.
Da hun lænede sig op af væggen blev han stående hvor han var endt efter deres lille dans. Han stod vel godt 5 -7 meter fra hende, han havde stoppet hænderne i lommerne på hans jakke efter hun var stoppet med at slå ud efter ham.
Han kunne mærke lidt regn der ramte ham, gyden have givet lidt ly for regnen, men lige der hvor han stod blev han alligevel ramt af dråberne.

Han bevægede sig forsigtigt lidt tættere på hende, imens han kort lod en hånd glide igennem hans små våde hår. Han lod hende brokke sig færdig uden at afbryde hende. Hendes kommentar om at han ikke forstod hende fik ham kort til at tænke på teenagere, han kvalte dog den drillende tanke der kom til ham. Der var ingen grund til at pirre hende mere.

Da hun pludselig stilte ham at direkte spørgsmål så han på hende med et roligt blik. Han var ikke helt ligeglad... "Ligeglad..? Jeg tror du misforstår mig min kære, jeg er ikke ligeglad" han nærmede sig hende igen lidt, dog var han på vagt overfor pludselige bevægelser fra hendes side af. "Hvis jeg var ligeglad så havde vi slet ikke snakket sammen i aften, hvis jeg slet ikke tænkte på dig så ville du ikke have fået lov til at tiltale mig på den måde som du har." der var en svag snerren i hans stemme til sidst, men han holdte den tilbage. Han var relativt tålmodig med folk, men han krævede dog stadig en hvis respekt fra folk omkring ham, noget som Dannika på ingen måde havde vist. "Jeg er dog af et godt hjerte, så selvfølgelig har jeg en interesse for at se hvordan de vampyre jeg har skabt klare sig. Og du ser ud til at klare dig godt også selvom du lader til at leve et splittet liv.." forklarede han kort, det var tildels en løgn, hans interesse for hende var kommet efter rygterne om hendes evne, men den var der dog stadig!

Han valgte at overhøre hendes lidt flabede kommentar om hans tilstedeværelse og besluttede sig i stedet for kort at se ud mod gaden som gyden ledte op til. De var stadig alene, det dårlige vejr holdt folk indendørs. Han rettede dog hurtigt blikket mod Dannika igen. "Jeg kan sagtens efterlade dig igen, men det er ikke hvad jeg har lyst til lige nu... Tvært imod..." hans stemme var kølig og lav igen. Han havde allerede hævet stemmen alt for mange gange overfor hende. Det var ikke ligefrem noget han gad blive ved med.

Efter nogle tavse øjeblikket så han kort ud mod gaden og regnen igen. "Jeg kunne godt bruge en bid mad. Skal vi?" som han sagde det tilbød han hende en arm imens han vendte sig en smule mod udgangen af gyden. Det var et sats, men han var ved at være sulten igen og sådan som hun havde teet sig gættede han på at det samme galt for hende. Hans humør var ikke til flere anklager og diskussioner, det virkede heller ikke som om hun nød det særlig meget, så mad var en god forsoningsmanøvre. Også selvom han tvivlede på om hun overhovedet ville gå med ham.

Hun stod og stirrede på ham i lidt tid, lyttede til hans stemme. Hmm.. Måske havde hun overdrevet lidt.. Men det var jo forståeligt nok! Manden havde dræbt hende, for derefter blot at efterlade hende dengang. Mange, mange år tilbage. Han havde endt hendes liv, men ja.. Også givet hende et nyt. Hun havde så splittet en mening om hendes skaber her. Så splittet en holdning, om han overhovedet ville hende godt? Men han havde en point. Han var her stadig, selv efter hendes lille møgfald her. Et svagt suk kom fra hende og hun gik derefter over.. Hvorefter hun lagde begge hendes arme omkring hans.

Hun krammede sig svagt lidt ind til ham, men så væk. Sagde intet og var-.. Lidt som et lille barn, på et punkt. Eller blot en kvinde. Hun var stadig vred! Men holdte sig blot ind til ham. Trak hendes hætte op og lod den skjule hendes ansigt fra regnen, men også ham.

”Fint.. Jeg er sulten.” Mumlede hun og klemte hans arm lidt, hvorefter hun ville gå med ham.

Dannika gik i stilhed, med manden ved hendes side. Tørsten brændte i hendes hals, imens hun så sig om, som de gik. Hun var ikke altid god til at jage her i byen. Hun fandt ofte hendes ofre udenfor.. Men selv da sjældent. Det var hendes tjenestefolk, som skaffede blodet til hende, så derimod endnu sjældnere at hun direkte drak fra folk.

Det var en positiv overraskelse at hun lagde stridsøksen fra sig for nu. Da han mærkede hende tage fat om hans arm så kan kort på hende, for at sikre sig hendes øjne ikke bag på hemmelige intentioner. Hun så dog ikke særlig udspekuleret ud i dette øjeblik. Han mærkede hende kramme sig ind til hans arm, hvilket kort fik hans ene øjenbryn til at hæve sig en anelse. Hun var et mysterie... - i hvert fald i hans øjne. Hendes vrede imod ham fortalte en ting, men hendes konstante ønske om at han skulle have været blevet hos hende den gang hun blev genfødt og nu denne fredelige kontakt fik hans tanker til at skifte gear. Han var normalt god til at forstå folk og sætte sig ind i deres motiver, men Dannika var noget af et gåde.

Da hun havde trukket sin hætte op begyndte han at gå med hende. Han gik i et roligt tempo, da han allerede havde en ide om hvor de skulle hen for at få mad. De gik forbi Firestep kroen som de havde mødt hinanden i. Han så kort ind på dem der stadig var der inde. Han kunne sikkert godt lokke en uheldig person ud af kroen, men med Dannika hængende på sin arm virkede det ikke oplagt. Han gik derfor mod et af slum kvarterne der ikke lå så langt fra kroen. Der var mad nemt at få, næsten for nemt... Han gættede dog på at det var ligegyldigt for Dannika med selve jagten. Selvom det nok var den del, som var mest underholdende for ham.
Denne aften blev han dog nok nød til at ofre sin underholdning for Dannika, i et mindre håb om at hun ville være mere medgørlig for ham i fremtiden.

Imens de gik dristede han sig fra ny og næ til at kigge på hende, selvom hætten skjulte hendes ansigt det meste af tiden. Han var stadig en anelse på vagt overfor hende, da hendes evne klart kunne være en trussel for hans overlevelse. Han var dog ikke komplet paranoid overfor hende. Da de havde gået et stykke tid i den silende regn var de ved starten af det slumkvarter han havde udset sig. Han stoppede på hjørnet af gaden og så på hende før han talte. "Fortæl mig, kan du selv finde din mad eller skal jeg hjælpe dig?" han snakkede lavmælt til hende, hans stemme var for engangs skyld ikke kold, men nærmere lidt helt toneløs. Det lå egentligt under ham at skaffe hende mad, men man blev vel nød til at ofre sig en gang i mellem. Alligevel håbede han at hun selv ville klare sig, så han slap.

Da de stoppede ved gyden, kiggede hun ned af den, med et lidt blandet udtryk.. Normalt var hun en fin dame, når det kom til hendes mad.. Specielt hvis hun skulle jagte selv.. Der var hun anderledes. Hun havde ofte skilt hendes vampyr og hendes menneskelige jeg fra hinanden.. Kvinden som var med Sean ofte, som var fin, elegant og bekymrene var hendes mere menneskelige træk.. Hvor når hun skulle jagte og selv skaffe hendes mad, eller blev vred? Så kom det vampyriske frem, som var kold, ligeglad og havde et temperament.

Som hun stod der, og så ned af gyden, sukkede hun svagt og så op på Marcus.

”Jeg kan selv jagte.. Dog fortrækker jeg ikke at gøre det..” Hun trak let på hendes skuldre. Nogen gange gad hun det ikke, andre gange var det nu sjovt nok. Men det blev kedeligt efterhånden.

”Skal vi dele eller?” Hun trak sig lidt væk fra ham og så op.. Beholdte hendes hætte oppe, da hendes hår virkelig kunne trække opmærksomhed til sig, og det gad hun endelig ikke lige nu.

Det kom ikke som en overraskelse for ham at hun ikke var den største fan af jagten, hun havde trods alt været en finere dame før hun blev vampyr, så livet med tjenere havde nok sat sit præg kunne han forstille sig. Han var derimod en gadedreng, både som menneske, men også som vampyr. Selv nu hvor han var blevet leder var han stadig på gaden det meste af tiden, enten for at jage eller for at tjekke op på dem der arbejde for ham. Nu om dage med det voldsomme vejr var han dog mest ude sammen med andre vampyre for at skaffe mad til så mange som muligt, så denne aften var ikke meget anderledes end de sidste mange.
Den største forskel var at han ikke skulle brødføde en masse sultne og beskidte vampyrer, nej - denne aften var det Dannika.

Han sukkede kort efter hun havde spurgt om de skulle dele. Han ville ikke få nok blod hvis de delte, men han kunne godt finde mere. Denne nat ville jagten være en kedelig en af slagsen, men den ville mætte dem begge hvis alt gik som det skulle.
Han så på hende og trak kort på skulderen. "Jeg hjælper dig denne aften, men det betyder at du skylder mig en tjeneste..." lød det roligt fra ham før han begyndte at gå ind i gyden. Han havde sat kursen mod et bestemt hus. Døren var lukket, og vinduerne mørke. Men Marcus gik alligevel helt hen til døren og bankede på. Han så lidt på Dannika inden døren knirkende blev åbnet.
Det var en ældre mand der åbnede den, så snart han så Marcus kunne man se rædslen i hans ansigt. Marcus derimod sendte blot manden en venligt smil. "Byd os inden for" lød det opmundrende fra Marcus imens han så på manden. Manden stammede lidt før han endelig sagde ja og åbnede døren mere op.

Marcus så fra manden og hen på Dannika. Han rakte en hånd ud mod hende og nikkede kort. "Kom" lød det fra ham før han gik ind i huset.
Det var et gammel og slidt et af slagsen. Der lugtede fugtigt og beskidt, men ikke desto mindre holdt det regnen ude. Marcus stoppede op inde i entreen, og stak en hånd i lommen. Ud af lommen trak han en lille bylt, der raslede en smule. "Vi skal bruge to, gerne raske og unge" lød det helt roligt fra ham til manden. Manden skulle til at sige noget, men Marcus raslede lidt med bylten og så på manden med et blik der ikke længere var så venligt. Mandens blik var straks rettet mod gulvet og hurtigt forsvandt han ned af en gang der førte ud af entreen.
Først nu så Marcus på Dannika igen. Det var ikke sikkert hun kendte til denne slags steder, men der var nogle stykker af dem. Huse hvor fattige familier var villige til at sælge hvad som helst, for at kunne sætte mad på bordet den næste dag. "Der går nok nogle minutter..." forklarede han kort før han ledte Dannika ind i en lille stue der lå ud til entreen. Marcus gik hen til den gamle sofa der stod der og satte sig til rette.

Hun stod og så på det hele, foran hende.. Hvordan Marcus lige bestemt vidste hvor han skulle gå hende, og hvad han skulle sige. Det løb hende koldt ned af ryggen, hvordan nogle vampyrer havde denne magt.. Dog fulgte hun efter, tog hendes Skaber’s hånd og gik med ham inden for. Hun gemte stadig hendes lange røde hår væk, siden hun vidste det var hendes eget tegn.. Mange så det hår, og begyndte med det samme at tro hun var en ånd dæmon eller andet. Selv da hun var menneske, troede mange ondt om hende, på grund af så.

”Jeg har en regel.. Om folk jeg ikke spiser fra..” Sagde hun advarende til ham.. Hun havde kun lige taget et par skridt ind i vente lokalet.
”Hvis han kommer med børn.. Jeg rør dem ikke.” Hun bed sig selv lidt i underlæben. Sulten brændte i hendes hals og hele hendes krop, og hun var sikkert lidt svag på grund af det.

Hun gik lidt tættere på og stilte sig ved siden af ham, foran sofaen. Hun satte sig ikke, men var stadig lige inde for rækkevidde. Der var blot noget ved det her sted.. Hun vidste nogle mennesker testede med at putte noget i deres eget blod, for at ramme vampyrer.. Hvad nu hvis dette sted gjorde også?

Det var derfor hun ofte ikke brød sig om tanken om fremmede kom med hendes mad.. Hun havde hendes egne få tjenestefolk som hun stolede på.. Ellers hendes egne evner, hjalp.

Marcus sukkede kort over hendes advarsel. Det var en regel mange vampyrer levede med, det var vel også forståeligt nok... Marcus afholdte sig også fra børn, men han vidste dog også at hvis hans overlevelse afhang af at drikke fra at barn, så ville han gøre det. Han tvivlede dog på at Dannika ville kunne gøre det samme. Hendes moral var trods alt ikke lige så fordærvet som hans var blevet, ikke at han selv kunne se at hans moral havde ændret sig til det dårligere.

"De plejer ikke at komme med børn... Godt nok er de desperate, men der er grænser..." sukkede han kort imens han slog det ene ben over det andet i sofaen. Hans blik flakkede en smule fra hende til døren. Hvor længe ville der gå? Han var selv en smule sulten, men mest af alt var han bare spændt på Dannika og hvordan hun håndterede sin mad. Det lød som om hun ikke var typen der bed sine ofre selv særlig ofte. Så det kunne blive underholdende.

Han skulle dog ikke vente meget længere. Man kunne høre fordtrinene der kom tættere og tættere på stuen de var i. Marcus' blik skiftede hurtigt fra døren til Dannika. Et split sekund efter stod manden der havde lukket dem ind i døren, med to andre personer. Der var en ung pige, nok kun lige gammel nok til at kalde sig voksen og en mand der nok kun var et par år ældre. Begge to havde blikket limet til gulvet og hånderne foldede foran deres maver. Manden der stod med dem rømmede sig kort, og Marcus rejste sig med det samme. Han gik hen til døren og ledte dem over mod Dannika med et venligt smil. "Tak, du kan forlade os nu. Vi går når vi er færdige" lød det roligt fra Marcus imens han stod roligt med en hånd på hver af personernes skuldre. Manden havde tydeligvis ikke brug for at høre mere, da han med det samme vendte om og gik hastigt væk fra stuen. Marcus' opmærksomhed lå igen på Dannika, og med et stort tandsmil spurgte han "Du må vælge først, som tak for din demonstration tidligere".