urox - no mercy

S: Gyderne
T: aften
P: En sort top uden ærmer (Se profilbilled) lange bukser.
O: få eller ingen væsner.
V: stjerneklart, lunt

Dat var aften. Månen var stået op, og den var næsten hel fuld så den lyste godt. Det var faktisk et helt perfekt vejr til at kigge stjerner, men det var ikk noget som interesserede Sivir. Hun gad ikk rigtig alt det smukke. Hun gik bare for sig selv i gyderne. Hvis man lyttede efter kunne man høre hviskende råb om hjælp fra de døde, og nogle af dem fortalte endda deres egen historie med hvordan de døde. Men det var ikk alle som hørte det fordi de ikk var bevidst om stemmerne, og derfor ikk lyttede efter, men hvis folk gad tage sig tid til at lytte bare i to sekunder, kunne de også høre det. Sivir var fuldt ud bevidst om stemmerne, men ignorerede dem bare, og ind i mellem kunne hun ikk lade vær med at smile ved deres historier. Hun fortsatte stille med at gå, og hun kom længere og længere ind i gyderne, men var ligeglad. Hun kunne nemlig godt lide et sted som dette. Når hun var sådan et sted forsvandt alle hendes tanker nemlig, og det blev så dejlig fredfuldt.

Stilheden var det første man hørte. De små bump fra bare fødder som gik hen af grusset som var brugt som underlag på dette gudsforladte sted. Skyggerne bevægede sig som var de rastløse og trængende. Som små hunde som ikke kunne vente med at komme over til en kvinde og gennembore hende. Mildt sagt selvfølgelig. for skyggerne ville ikke knalde hinanden. De ville dræbe. Ikke hinanden. Mennesker. De ville have ofre. De ville have blod. Men det var som om de virkelig var hunde. Med hundesnor på sig. Som om de ikke kunne komme væk. Fra hvad det end det var de kredsede om. Vinden blæste svagt en lun brise. Skyggerne foragtede alt det gode. Så de gemte sig i læ for den. De ville have kulde. Meget kulde. Derfor gemte de sig i skyggerne. De sorteste skygger. Men af en grund var det som om de blev tvunget til at gå efter noget. Og så var det at ud af skyggerne kom en mand gående. Det første indtryk ville overraske de fleste. Manden havde ingen sko eller strømper på. Heller ingen trøje på. Han havde kun et par okay slidte cowboy bukser. Som sad løst ned om hans hofter. Uden at vise noget perverst. Men det gjorde det tydeligt at se at han ikke engang havde underbukser på. Så var det lige pludselig som om noget kom frem bag ham. Det gjorde der dog ikke. De havde hele tiden været der. Et par store kulsorte vinger. Lige så sorte som skyggerne. Det var derfor at man ikke kunne se hans vinger. De var så sorte de gik i et med skyggerne. Manden bevægede sig igennem gyderne langsomt og roligt. Mens han blik søgte over alt han kunne søge. Efter en af de skide fulde stoddere. Det ville blive fedt. Så kunne han fodre sine skygger. Så han var stærkere til når han havde fundet den idiot som havde bortført hans elskede datter.

Manden hed Urox. En falden engel. Som blev sendt til jorden som falden fordi han havde et naturligt talent for at styre skygger. Det som man kaldte mørkes kræfter. Der hvor han kom fra var der to forskellige sider. Der var lys. Det betød det godes kræft. Og der var skygger. Nogen ville siges det hed mørke. Men mørke kom af skygger. Skygger var det som i virkeligheden var den onde kræft. Og Urox havde mestret det. Allerede små 500 år efter han var blevet forvist. Utroligt hvor hurtigt han havde mestret den utrolige og voldsomme kræft. Ikke at det ikke stadig kostede ham blod at beordre kraften. Men det var okay. Han havde kontrolleret det sådan at han kunne tæmme det. Så det ikke forladte ham. Skyggerne som var på jorden. Kredsede om ham. Vilde og sultne. Gad vide hvad han skulle fodre dem med.

Sivir gik lidt i sin egen verden, hvor der kun var stilhed lige nu, men en lille lyd vækkede hende. Det lød som en som gik på bare tær. Sivir så sig rund, men der var ingen andre end hende selv, og de stemmer som var i gyden, men måske hvis hun kom bare en anelse højre op? hun foldede sine sorte vinger ud, og lettede lydløst fra jorden. Hun kom et godt stykke op, så hun havde et bedre overblik, og begyndte at søge. Hvis der var nogle ud over hende selv, ville hun gerne vide det.

Hun fløj et lille stykke uden at få øje på nogle, men så så en skikkelse. Han var en falden engel, ligesom hun selv var. Han havde kun bukser på, og man kunne se hans sorte vinger, men de gik nærmest i et med skyggerne. Sivir betragtede ham mere inderligt. Han så rimelig muskuløs ud, og var også flot, her oppe fra. Skulle hun flyve ned og snakke med ham, eller lade være? Sivir bed sig kort i læben for at tænke over det, men besluttede sig så.

Sivir lod med vilje ham se sig, og smilede drillende til ham, men fløj næsten lige efter væk igen. Hun ville se, om han havde interesse i at følge efter hende. sivir var iført en sort stropløs top, som gik hende til hofterne, og hun havde lange sorte puf-bukser på. De posede en smule for neden, men det var meningen. Hendes sorte hår hang løst ned ad hendes ryg, og gik hende til hvor hendes top begyndte. Hendes vinger var af rigtige fjer, som var blevet sorte. De havde en gang været helt vide, men det var alle engles vinger, før de blev sorte. Hun var falden takket været hendes eks som hun stadig kunne lide inderst inde, men han så ikke ud til at kunne lide hende mere.

Sivir var kun fløjet et kort stykke, før hun vendte hovedet om, for at se om manden fulgte med hende. hvis han gjorde, måtte hun tage den der fra, men gjorde han derimod ikke, ville hun flyve tilbage for at prøve igen. Hun ville ikke give op så nemt, hvis han ikke gad første gang.

Blikket faldt mod himlen af lyden af baskende vinger. Skygger var allerede ved at samle sig i hans hånd. Men så opdagede han en kvinde. Falden engel tydeligvis. Tanken strejfede ham om hvad hun lavede her. Smilet var nemt at se. Han var vant til at se detaljer på lang afstand. Og så ligeså hurtigt som han opfangede hendes smil var hun fløjet væk igen. Først gik tanken om han skulle lade hende flyve. Men det smil. Hans hjerne sad på det. Det virkede som om hun legede med ham. Hvis hun gjorde havde hun et problem. Et stort problem. For denne faldne engel var ikke glad for at lege.

Et svagt hop var alt der skulle til før de gigantiske sorte vinger gav et tryk som skubbede ham højere op end husenes tag. Væk fra det umiddelbarte blik hun måske ville kigge bagud. Derefter sigtede han efter de hellige vinde som han kendte så godt. Og lod dem blæse ham af sted i hendes retning. Det gik en del hurtigere end hende selv så han var hurtigt forbi hende. Derefter lod han sig falde ned og stoppede nærmest øjeblikkeligt med en høj lyd af vinger som aftog et fald. Hvorefter han stod foran hende. Den vej hun var på vej. Det virkede ikke som om hun havde opdaget ham. For i samme øjeblik han var stoppet. Havde hun vendt hovedet den anden vej.

Roligt og stille. Lod den mægtige Urox sine sorte vinger blafre svagt. Og kiggede egentlig bare på hende. Afventende for at se om hun ville opdage ham. Hovedet drejede sig en smule for bedre at se på hende. Hun var da okay. Efter hvad han kunne se. Han kunne ikke specielt se så meget. Men det var osse fint. Han var ikke interesseret i denne kvinde. Ikke endnu i hvert fald. Men tanken strejfede ham om han ikke skulle rygge sig lidt. Hun havde direkte kurs imod ham. Spørgsmålet var om hun opdagede ham eller ej. Hvis ikke ville hun nok ramme ind i ham.

Da Sivir så efter om manden stadig stod der nede eller ej, kunne hun ikke se ham. Han var som sunket i jorden for hende, eller.. Hun vendte hurtigt sit hoved om. Der ”stod” han, og hvis hun ikke standsede nu, fløj hun ind i ham. Hun standsede så brat op hun kunne, og var kun et par meter fra at ramme ham. Hvordan var han kommet frem så hurtigt? Overraskelsen lyste nærmest ud af hende, men kun i et sekund, og så havde hun fået roen tilbage igen. Hun smilede til ham. Tja hvad så nu? Nu havde hun fået ham til at følge efter, men hun havde ikke rigtig tænkt mere over det. Hvad så nu? Nu måtte hun tænke hurtigt. ”Halløjsa” sagde hun med en blød og varm stemme. Man kunne nærmest høre smilet i stemmen.

Et kort svagt grin slap hans læber. En af dem der folk fandt flabet. Hvor man lige smilede med halvdelen af ansigtet og åbnede munden en smule med lukkede øjne og det eneste der kom ud var et kort lille 'heh'. Derefter rettede han blikket imod hende. Og fokuserede sine himmelblå øjne imod hende. Deres underlige charmerende dybde. Borede sig ind i hendes øjne. Fastholdte blikket så han kunne nærmest læse hende. Sjælens vinduer. Det var så klassisk. Det kunne godt være hans svage grin havde virket flabet. Men det var ægte. Hun havde fået ham til at grine lidt ved det mærkelige med at se så overrasket ud og så bare skjule det. "Jamen godaften Frøken." Sagde han overdådigt og ærbødigt. Klassisk for en tidligere kriger ved guds hånd. Et stensikkert tegn på at denne person som fløj foran hende var en engel fra de højere klasser som så var blevet faldet. Eller rettere forrådt. Men det var en anden side af historien. Den side ikke engang hans bror kendte. Men det var ikke nu han skulle tænke på det. Nu skulle han fokusere på den nyopdagede faldne engel foran ham. "Hvad laver de ude så sent." Spurgte han roligt for at sætte gang i deres samtale. Hvis samtalen ikke interesserede ham ville han flyve. Nemmere var det ikke. Men han hadede når folk bare gloede på ham som var han et eksperiment. Så han ville gerne igang med en samtale.