beg for mercy, BUT MERCY WON'T HELP YOU, FUCKING DEMON!!! ( Delilah )

Snefrid og hendes brødre havde stille vandret rundt i the burning desert, i jagt på nogen at raide, gerne dæmoner, da hun stadig efter mange år at have brugt på og jage dem, stadig syntes de var for mange, og ville blive ved med og tynde ud i dem, de bar deres typiske vikinge tøj ( profil billede ), med slagkofter af hærdet læder, ring brynjer, og horn besatte hjelme, bevæbnet med nordiske skabte våben, i form af nordiske sværd, økser både et hånd og to hånd, spyd, kaste spyd og kaste økser, med tunge rund skjolde besatte med jern eller stål, dog var alle tegn skreg at dette var vikinger da var ude for og lave raids eller det da var værre, dog fortsatte de deres vandren igennem ørkenen, stødte på forskelige rejsende, som de dog holdt sig fra, selv om de hilste på varulve her og der, en sjælden gang elvere, få mennesker, dog var de på jagt og havde ikke just tid til alt det fis de gik og lavede, Bjorn gik dog roligt ved hendes højre side som han altid havde gjort, trofast og loyal som han var.

Snefrid og brødrende fortsatte dog deres rolige vandring igennem ørkenen, drak vand og holdt pause i skyggen, imens de af og til skævede op imod solen som var begyndt og gå ned, som fik hende til og smile, da de så kunne nemmere overfalde en karavane, bare den ikke var for stor, selv om hun savnede en god kamp med en eller anden gruppe, hun behøvede dog ikke at vente længe, da hun spottedet en karavane af en art, dog gemte de sig hurtigt blandt sandbakkerne, for at ruller tæpperne i sand og lægge dem over sig, dog ville de ikke angribe hvis det var en forkert karavane, dog begyndte de og vente, selv om de vidste de ikke skulle vente ret længe, det var simpel vane sag, dog så de stille med vagtsomme øjne på karavanen imens den kom nærmere, imens hun træk en stof maske op for ansigtet og træk sin hætte op over hovedet, så hendes ansigt mere eller mindre var skjult, hun vidste hendes brødre ville gøre det samme, så deres ansigter ikke blev kendt, og de ville ligne stort set alle andre nordiske varulve, så de ville være svære og udpege, selv om de endelig ville være møg ligeglade.

Snefrid så stille på karavenen som langsomt kom ind imellem den spredte gruppe af varulve, hvor i da ca var 15 vagter forude en karavane ejer og nogle tilrejsende, da kom et bekræftende pift fra en af sand bunkerne, som Snefrid forstod, som gjorde at hun piftede 3 gange tilbage, som blev besvaret med 2 lange og 1 kort, som blev besvaret med et lille ulve hyl, som blev besvaret af 16 hyl fra varulve, da de rev tæpperne fra sig, rejste sig hurtigt op, og uden tøven, stormede karavanen, imens de med vilde krigs hyl da mere lød som en flok ulves truende hylen, løb de med våben i hænderne imod karavanen, hvor i vagterne hurtigt fik placeret sig rundt omkring karavanen imens enkelte af de rejsende træk våben, imens andre gemte sig under vognene.

enkelte kaste økser og spyd blev kastet efter vagter og de bevæbnede rejsende, få af våbenen ramte så kun få faldt, men det var nok til og forbedre deres odds, og uden anledning sprang Snefrid op for at hamre øksen direkte ind i en af vagterne's skjolde, imens hendes brødre kastede sig med stor iver over resten, som hurtigt udviklede sig til varulve vikingernes fordel, da de med rå brutalitet slagtedet vagter, imens Snefrid dukkede sig og nærmest dansede rundt, for hurtigt at hugge ud med sit sværd, så den nervøse vagt nu blockeredet, for bare at blive ramt i brystet, så han væltede om kuld, og uden tøven satte hun sig oven på vagten og blev ved med og hamre øksen ned i brystet på vagten så da begyndte og løbe blod ud over hende, hendes brødre gik hurtigt gjort kål på de sidste vagter og bevæbnede rejsende, de havde fået nogle skrammer, hvor i enkelte faktisk havde slemme skader, dog begyndte jagten på de andre, da de havde erfaret alle var dæmoner, var det ret enkelt, ingen overlevende.

råb og skrig kom fra de unge så vel som mødre og fædre da ville beskytte deres børn, dog uden held, da alle simpelt blev dræbt, enkelte unge kvinder blev dog holdt tilbage, til brødres fornøjelse, og de fornøjede sig sandelig, for efter at dræbe dem, dog blev da til sidst stille. Snefrid havde gået rundt og søgt efter nogen og slås med, dog var alle enten sårede eller døde, imens hendes brødre gik omkring og tog af værdi, dog råbte Bjorn noget højt på nordisk, som fik hende til og rejse sig, for at se en eller anden flygte i horisonten, og med et højt hyl af glæde, stormede hun efter, efterfulgt af Bjorn og 3 af hendes brødre, som med blodige våben og knurrendet struber, forfulgte den flygtende.

En lille pige, knapt et år, lå i skødet på sin moder, med nysgerrige fingre der legede med et halvslidt tøjdyr. Moren, en mørkhåret dæmon, hvis ildrøde blik var konstant opmærksom på den lille pige, havde også øje på en anden pige - en lille pige, der blev løftet. Tvillinger. Pigen der blev løftet af sin mor, var blevet navngivet Livia, og grinede muntert af sin mors pludselige, legende bevægelser.
Marina, pigen med tøjdyret, blev pludseligt fejet op med dæmonmoderens anden hånd, så hun grinende tabte tøjdyret - Delilah, moren, så dog ikke ud af at være anstrengt af at balancere med et barn på hver arm. Flammende røde øjne lå på pigerne, men det virkede mest som ulmende gløder, der blidt varmede pigernes ansigter, i stedet for et blafrende inferno der opslugte dem.
"Desværre piger, mor skal altså hjemad. Og mor efterlader jer bestemt ikke!"
Hvis man kendte Delilah, ville man blive chokeret over, hvordan den form for varme, kærlighed og blid omsorg kunne ligge så voldsomt i hendes stemme. Hun undgik behændigt at få Livias finger stukket i næsen da pigen rakte ud efter sin mors ansigt, imens dæmonen besværligt fik fisket tøjdyret op, og skubbet sig op, så hun kunne ligge de to piger i en vogn beklædt med tæpper og dyreskind og pels, for at gøre det behageligt for dem.
Knapt havde moren rejst sig op, med et varmt smil rettet imod pigerne, før et eller andet borede sig ind i hendes hals, og alting blev en sløret klat. Så blev klatten opslugt af mørke ...

Smerte. Smerte dunkede igennem hendes hoved, sivede igennem hendes blodårer, spredte sig som .. Fuck, pigerne!
I et ryk blev øjnene slået op, og dæmonen rev sig op i siddende stilling, så hurtigt at at et susende mørke kort opslugte hendes syn. Så snart det fordampede og lod hende se, kravlede hun næsten panisk rundt i et omsluttende mørke, for at finde sine børn. Hendes fingerspidser ramte en vogn. Hendes hjerte sprang næsten panisk. Øjnene havde vænnet sig til mørket. Hendes fingre strejfede en varm, blød kind, og en velkendt lyd pludrede da barnet blev vækket.
Hun lod fingeren stryge over den anden piges kind også, med et lettelsens suk på sine rødlige læber. Øjnene lukkede i, og hjertet forsøgte at falde til ro, og ikke smadre hendes ribben. En hånd klemte hårdt omkring vognens kant, da hun gled ned i siddende stilling ved siden af vognen, med en enkelt hånd der stadig lod fingrene stryge over de små pigers kinder. Hun måtte få dem ud, men hun kunne ikke få sig selv til at flytte sig fra dem.

Et skrig udenfor, ødelagde Delilahs tankerække, men fik igen hendes hjerte til at forsvinde langt op i halsen. Ikke for hendes sikkerhed, hun var personligt aldrig i sikkerhed, men at pigernes sikkerhed var forstyrret .. Det sendte tråde af frygt igennem hendes krop. Hun kunne ikke lade noget ske med dem!
Et eller andet hamrede imod døren, så den med et brag ødelagde låsen, og åbnede sig svagt. Straks snoede Delilah blidt fingrene om pigerne, lagde dem trygt i sin favn, og kom på på benene. Betryggende ord blev hvisket lavt ind imod pigerne, da hun forsøgte at berolige de chokerede børn, og samtidig prøvede at smidigt sno sig ud af den vogn hun åbenbart var blevet fanget på. Hvad fanden skete der?
- Neco, til højre. Det virker mest sikkert.
Uden at stille spørgsmål, adlød Delilah Chayas sikre opfordring, og med sine lydløse, rovdyragtige bevægelser slap hun også hurtigt og uskadt ud af kampene. Hun var in the fucking burning desert. Pis og lort! Hastigt skimmede hun omgivelserne, kampene bag sig og .. Karavanen? Hurtigt valgte hun retning, snurrede omkring og småløb, i den frosne ørken. Det var heldigvis ikke dag, da ørkenen i såfald ville være en brændende slette - bogstaveligt talt.
Et hyl for igennem natten. Hun vidste at de havde opdaget hende, men hun kunne ikke tage kampen op, før de to små piger var i sikkerhed. De var hendes alt .. De kunne ikke blive skadet!
- Neco .. Løb!

Snefrid og hendes storebror og Livvagt Bjorn forude de 3 lidt yngre af deres broder flok, løb i storm løb efter den flygtende i sandet, med blodige våben da vidnede om de mange liv da var blevet slukket, både uskyldige, våbenløse og børn, imens deres maskerede ansigter intet afslørede udover deres kolde øjne, da vidnede om døden da ville ramme den dæmon da flygtede, da de ikke havde lagt mærke til børnene, dog hvis denne dæmon havde set masakren, ville hun vide at børnene havde lige så stor chance for at blive dræbt som hun selv havde, dog blev da råbt nordiske ord efter dæmonen, hvis denne snakkede nordisk, ville hun vide at det var ord om at de elskede denne jagt, da de svage og børn i karavanen simpelt ikke var nogen udfordring og havde været kedelig, dog hørtes flere hylen da resten af hendes brødre var stormet efter for at hjælpe til med jagten.

Snefrid, Bjorn og 15 yngre broder varulve, stormede fortsat efter dæmonen i vifte form, da gjorde at løb dæmonen den ene vej for at undgå dem, ville de hurtigt kunne ændre løb og storme i samme retning, imens de hist og her kastede en økse eller et spyd efter hende i håb om at ramme eller bare få hende til og snuble, dog ramte de enten lidt for lavt ved fødderne uden rigtigt at ramme, ellers fløj de hen over hovedet på dæmonen, imens de bad de nordiske guder, deres guder, om en god jagt imens de storm løb, dog blev våbene samlet op i storm løbet og gemt til senere brug eller kastet på ny, imens flere brølede at dæmonen skulle blive ved med og løbe da de elskede en god jagt, selv var Snefrid bare besluttet på at jage denne.

Snefrid tørredet noget sved af panden og stormede videre, ikke træt endnu, langt fra, selv om i hvertfald havde løbet i 20 minutter uafbrudt, dog var ingen af hendes brødre heller ikke trætte endnu, de fortsatte deres storm løb i vildt tempo, selv om de kunne være hurtigere uden deres rustninger og våben, dog råbte de stadig efter dæmonen i form af grove tilråb som dæmon luder, dæmon skøge, krage føde, og mange mange andre grimme ord endnu, Bjorn havde dog været tavs hele tiden, men trods hans enorme størrelse, fulgte han let med de mindre varulve i forhold til ham, hvilket i sig selv vidnede om en enormt god kondi, han hvilede dog sit store to hånds sværd over skulderen, men det var klar til hug hvis han havde brug for det, de var dog stoppet med og kaste våben efter dæmonen da de regnede ud i dette storm løb, så virkede det ikke, så de fokuserede på at løbe efter denne.

Delilahs slanke fingre bevægede sig beskyttende om de snart et-årige piger hun holdt tæt til sit bryst, da hendes skridt lod hende forsvinde. Bag sig hørte hun latterlige fornærmelser og irriterende hyl, men det inferno hendes blik besad, bevægede sig end ikke nær, hvem end der var bag hende. Hun var på vej væk, for før disse piger var i sikkerhed, ville hun ikke kunne gøre noget, ved hvad var dumt nok til at jagte hende.
- Der er flere. Jeg kan vise vejen.
Så gør det da, Chaya! Mine BØRN er her!
Chaya lod langsomt informationer slippe ind i Delilahs sind, som dæmonen straks fulgte, der langsomt førte hende ud af den jagt, der var efter hende - lidt efter lidt kom hun på en kurs, snoede sig omkring, og undslap til sidst disse varulve, der havde jagtet hende. Hun lod dog ikke et lettelsens suk forlade hendes læber endnu, men trak derimod blikket bagud, hvor hun hastigt indprentede sig udseendet på hver eneste idiotiske køter der havde jagtet hendes børn. Hvis hun havde vist, at Sajro var deres leder, havde hun brugt dette til hendes fordel - Det var jo forhelvede hans børn!
Men Delilah havde ingen anelse om hans status, og havde derfor intet forsvar. Men hun lod derimod Chaya og sine egne sanser, trække sig i sikkerhed fra disse varulve, imens hun beskyttende holdt om sine elskede børn. For fanden, hvis hun havde kendt til Sajros lederstatus, så havde hun ladet det hele gå ud over ham, da hun fandt hjem. Men igen, dette viste hun intet om, og forsvandt i stedet for ind på motellet, hvor hun sad med sine piger, og blidt vuggede dem, uden at kunne tage blikket fra dem.

//OUT
//OOC: Dette sker da Snefrid har valgt at deaktivere sin bruger.