Death shows no mercy -Noa-

Angela havde været ved Andrea i flere dage efter ulykken nu, men det havde ikke hjulpet overhovedet. Det Andrea havde brug for var familien omkring hende - Angela kunne ikke hjælpe mere og havde sendt bud efter Noa. Hun håbede han ville tænke over at hans søster måske havde brug for hans hjælp, Serena var også tilkaldt og havde set ulykken. Dog havde Angela mere eller mindre skræmt hende lidt væk. Angela var taget afsted for at finde hendes storebror Noah - hun ønkede han kom og var der for Andrea. Det var det eneste hun forlangede lige nu. Selv vidste hun at Nicolas ville være der for hende hvis det havde været nødvendigt.


Det regnede voldsomt, og hun var ikke til at rokke ud af stedet. Regnen slog hårdt ned på asfalten, det var et voldsomt vejr. Dog sad hun stadigvæk med knæene under hagen, imens hun lod skyldfølelsen tage overhånd. Victoria var død. Halshugget. Dræbt. Kun få meter væk fra hende, fordi hun var uopmærksom et ganske kort øjeblik. Smerten slog knuder inde i hende, Elena kunne sikkert ikke lide at se hende sådan - hun kom aldrig ud eller nedenunder. Enspænder. Andrea havde slet ikke bemærket det regnede, hun blev ved med at tænke over hvad der var sket. Alt var forfærdeligt. Hun fik da heller aldrig fred! Hvorfor syntes hun at verden hadede hende så meget? Det var jo fucking irriterende. Hun måtte åbenbart ikke sætte sig ned og have et øjeblik hvor tingene gik godt. Alting skulle bare falde fra hinanden. Hun drivhamrende våd, og havde ikke spist eller drukket noget de sidste dage. Andrea var godt svækket, og ikke andet end et nemt offer for gadens forbrydere.

En havde set sig denne mulighed, han gik over imod hende - med tunge skridt. Hans skikkelse var klar og tydelig, jo tættere han kom. Dog bemærkede hun ikke meget før hun mærkede sit hoved ramte asfalten. Det fik hende til at vågne lidt op. Heldigvis havde hun lidt superkræfter tilbage, og skubbede til ham. Nok til hun kunne hæve sig over jorden, og kigge op. Regnen gjorde hendes syn dårligere, men et slag fra en kæp - gjorde tingene kort blev sort.
Manden smilede for sig selv, og greb fast om hendes ben - for at trække hende med sig..

Problemer. Dem var der mange af. En familie, kunne åbenbart ikke længere blot være en familie. En masse problemer skulle selvfølgelig komme i vejen. Noa var blevet tilkaldt, sjovt nok, og blevet bedt om at hjælpe sin storesøster, i denne nødens stund. Victoria, en datter af Andrea, var død lige for øjnene af hende. Livet var fyldt med ubehagelige overraskelser så det ud til. Inderst inde, ønskede Noa at han bare kunne være ligeglad. Vende allesammen ryggen og skride, indtil den dag han døde. Dog vidste han, at det kunne han ikke. Dette her var hans familie. Noget han så småt var begyndt at syndes om..
Han fulgte Andreas duft, da han endelig fandt den, så han til at sin vrede en mand der var ved at føre hende bort. Nogle mænd burde simpelthen at blive kasteret. Med alt den styrke han havde i kroppen, løb han hen ved siden af manden og satte nådesløst tænderne i nakken på ham, selvom blodet smagte værre end kloakvand. De små vampyr tænder, flået et stykke af mandens halskød af og spyttet det derefter ud til siden.. Han skubbede advarende til manden. Bad ham om at skride.
Først da han var sikker på at tingene var nogenlunde klare, løftede han Andrea op i sine arme og startede langsomt med at gå med hende.. Han vidste ikke hvorhen.. De skulle dog bare ikke være her længere. Forsigtigt ruskede han i hende, blidt og roligt. "Andrea?"

Manden fik et uventet chok, og med et var han væk. Andrea bemærkede slet ikke Noa overhovedet, hun var lidt væk - kun regnens dråber kunne hun mærke trilre ned af hendes hud. I et dyb åndedrag trak hun vejret ind, som om det havde været blokeret i noget tid. Hendes blik stirrede ud i de slørede omgivelser. Andrea blev mindre panikslagen da hun opfangede at det ikke var en fremmed der var ved hende - men Noa. I en reaktion lænede hun hovedet afslappet ind imod ham. Hendes hjerte fald ned i en rolig og normal takt igen. Andreas hoved dunkede mildt, fordi hun healede lidt hurtigere end et menneske. "Jeg har et større hus et par meter herfra." Sagde hun så stille, og hævede en ene arm over imod en sti. Noa havde aldrig været hjemme ved hende. Det var her hende og Noah boede inden han tog sig en pause fra hende. Angela havde set stedet, og var blevet ret forbløffet.
"Andrea! Noa!" Råbte en stemme, der blev gjort fjern af regnen. Elena og Serena kom så hurtigt løbene som de kunne. Serena tjekkede kort at begge så ud til at have det okay. "Kom med indenfor." Sagde Elena så, og førte en af de ny gyldenbrune lokker væk fra sit ansigt. Så førte hun dem vej indenfor.
Indgangen var smal, men førte ind i en stor stue, hvor der var to sofaer og en stol, samt et sofabord. Der var fine tæpper og malerier. Et hyggeligt ildsted. Det lagde vel til Angelas familie, at de havde klasse og god smag. Andrea sneg sig ligeså stille ud af Noas arme, for at vise hun sagtens kunne klare det. Elena så lidt bekymret på sin mor, og med god grund - hun vidste da udemærket det var hårdt, det var det også for hende. Der var bare ikke mere at gøre. "Vil i have noget, en bøf et eller andet?" Spurgte Elena for at bryde stilheden der var der.

Det varmede ham at se hende falde til ro. Han kunne ikke lade være med at smile svagt, ved synet af at hun lagde sit hoved imod hans brystkasse og faldt til ro. Forsigtigt fortsatte han med at bære hende igennem regnen, der hårdt piskede sig om dem begge og gav ham besvær med at se noget som helst. Det hun sagde, nikkede han kort til og fulgte den vej hun før havde peget hen, med sin vaklende arm. Bag ham hørtes et råb. Han drejede hovedet om og så til sin lettelse, sin tvillingesøster og Andreas anden datter Elena. Så godt han kunne, smilte han til dem og fulgte med dem, hen imod huset, som han måtte indrømme var ret så imponerende! Inde bag de lukkede døre og i ly fra regnen, kørte Noa en hånd igennem sit våde hår og så sig imponeret omkring. Det måtte han sige. Der var nogen der kunne have pengene til sådan et hus! Han fik øje på ildstedet, samt den lille flamme der var ved at dø hen. Roligt løftede han sin hånd og flammen forvandlede sig nu om til at være stærk og høj.. Den kastede en varm brise ud over stuen. Han smilte svagt og så en på Elena, hvor han kort rystede på hovedet over det hun spurgte ham om. "Ellers tak Elena," Han satte sig ned i sofaen.. Stemningen omkring dem var ikke den bedste.. Det var han dog van til. Nok var de en familie, men han var ikke sikker på hvor vidt de alle havde accepteret hinanden endnu.. Han kørte en finger op og ned langs sin arm.. Skulle han være ærlig, vidste han ikke hvad han skulle sige.. Det at have familie, var ikke lige noget han havde vendt sig til og at grave det med Victoria op, ville bare gøre det hele værre og mere akavet. Forsigtigt løftede han dog blikket og så skiftevis på dem alle tre. "Jeg.. Jeg er glad for at se jer igen," Han sendte dem et oprigtigt smil.. At høre ham selv sige det, havde han aldrig troet, meeen, nu var det altså sagt!
Rastløst rejste han sig fra sofaen og så sig lidt omkring. "Så.. hvornår.. begyndte i at bo her?" Han forsøgte at starte et normalt samtale emne..