Heeeeeeelp!!!! //Blair//

S: Ved kirken
O: Kirke, træer, en vogn med 2 måneder gammelt mælk i
T: Midt om natten
V: kølligt, mørkt, regner
P: Nøgen

Luce hang i sit lange, sorte hår oppe på toppen af kirketårnet i en knude som dæmonernes leder havde hængt hende oppe i. Blod dryppede ned fra hendes fødder hvor det nederste af fødderne var blevet skåret af heltind til kødet og det havde været helt fra hælden til spidsen af hendes tæer. Lige under hende stod der en stor vogn med 2 måneder gammelt mælk. Selv fra lang afstand kunne man se, at Luce var blevet tortureret for det groveste bare denne nat. Luce skreg så højt i håb om, at der var nogen der kunne høre hendes skrig, så hun ville få hjælp. Hun råbte og skreg og bandede over alt det Rafael havde gjort ved hende denne nat. Han havde først brudt ind i hendes hjem imens hun sov sammen med sin fyr og sin søn hos sig, hvor han havde bortført hende og da hun havde vågnet efter hun havde fået en hård lussing på kinden og var vågnet. Man kunne stadig se mærkerne fra hans håndryg på hendes kind. Hun havde fået et chok og troede det bare var et maridt, men hendes maridt var virkelighed. Han havde voldtaget hende på de grufuldste måder både forfra og bagfra. Hun var blevet tvunget til og spise ting hun aldrig i sin livlige fantasi havde drømt om og spise. Hun havde fået stukket en meget stor dildo op i sig som var blevet indsmurt i lort, som nu var begyndt og løbe ud af hende. Hendes røv var blevet helt lilla efter alle de hårde slag hun havde fået af spanskrøret og piskeriset som havde givet hende nogle små sår, som lige var størknet. Tårerne løb ned af hendes kinder som et vandfald imens hun hang der oppe bare i sit hår, hvor hun havde fået hæld tis blandet op med sæd ud over sig. Hun lugtede stadig af tisset og det fik hende til og få kvalmen til og komme frem igen og det, at tænke tilbage på alt det han havde tvunget ned i hende fik kvalmen til og komme frem igen. Hun kunne ikke holde kvalmen tilbage længere. Hun kastede alt det op hun havde fået tvunget ned i sig både af tis, sød og lort og mere til. Det landte lige ved siden af vognen med den 2 måneder gamle mælk i.

Blair havde vendt og drejet sig mange gange den nat i et forsøg på at sove, men hun kunne ikke. Så hun besluttede sig for at gå en tur i den kølige nat. Det ville helt sikkert hjælpe på hendes soveproblem. Blair gik i sine egne tanker og havde ikke styr på hvor langt hun var kommet væk, så pludselig var hun længere væk en hun regnede med. Hun var iført en kort kjole som var en af hendes yndlings, hendes støvler som hun altid have en kniv i og en jakke hun havde fået af Dust. Blair stoppede op ved en kirke, hun var efterhånden gennemblødt af regnen der havde sivet ned af hende. Hun begyndte at se nærmere på kirken og så op hvor der hang en nøgen kvinde der så voldsomt tortureret ud. Hun satte i løb og kom så hurtigt som muligt op til hvor hun hang. Blair var først panisk over hvad hun skulle gøre, men hun måtte handle hurtigt før hendes hår gav efter. Blair tog fat i hendes arm og fik den rundt om Blairs hals og lagde hendes ene hånd om hendes ryg og begyndte at binde håret op, da håret ikke længere holdte hende op trak Blair hendes hurtigt ind og satte hende forsigtigt på gulvet. Hun tog sin jakke af og lagde den om hendes skuldre, hun satte sig på hug foran hende og så bekymret på hende. "Hvad er der dog sket med dig?" Hun lød utrolig bekymret, ganske vist kendte hun ikke denne kvinde, men ingen fortjente den behandling.

Luce råbte og skreg og viste ikke hvad hun skulle gøre. Hun så en komme gående et stykke hende af vejen tæt på kirken hvor hun hang. Håret var ved at give efter og hun havde lukket sine øjne hårdt i og lod tårerne få frit løb. Hendes hår skulle lige til og give efter da hun mærkede noget tage fat i hende og trække hende ind til sig. Hun holdt sig ind til personen og havde stadig lukkede øjne og græd. Hun kunne kke holde gråden tilbage. Hun mærkede, at hun blev sat ned på sine fødder. Hun skreg op og satte sig ned så hurtigt hun kunne, men det gjorde det ikke bedre pga hun havde så ondt i sin røv der var blevet helt lilla, men hun bed smerten i sig, for hun havde ingen krafter til og skulle holde sig oppe og stå og det ville gøre alt for ondt på hende. Hun mærkede en jakke komme hen over sine skuldre. Hun knurrede den ind til sig og kæmpede med og få varmen i kroppen igen. Hun kiggede på den fremmede som lige havde reddet hende. Hun begyndte og fortælle det hele som var sket den nat det eneste hun ikke fortalte var hvem der havde gjort det. Hun kastede flere gange op ved siden af hende ved blodpøllen som var tæt på hvor de sad som var også der hvor Luce var blevet spændt fast til et X. Hun rystede voldsomt og kunne ikke få styr på sig selv længere. Da hun endelig havde fortalt det hele som var sket kiggede hun ned på sine fødder, hvor der manglede storetå neglen på begge fødder og alt huden under foden var blevet skåret væk, så der kun var det rene kød tilbage. Det blødte stadig voldsomt meget og der var allerede ved og gå betændelse i fødderne.

//historien: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Blair måbede mere og mere mens hun fortalte hvad der var sket. Hun blev så vred at hun endda lovede hævn på ham der havde gjort det ved hende. Hvem gjorde sådan noget? Blair tog betryggende fat i hendes hånd og så på hende og sørgede for at hun havde hendes opmærksomhed. "Det hele skal nok gå. Jeg tager dig med på hospitalet nu og så går det hele. Han kommer ikke til at røre dig igen." Blair var ikke specielt fysisk stærk, så hun ville ikke kunne bære hende ret langt, men det var enten det, eller at hun selv skulle gå, det ville være for smertefuldt for hende. Blair måtte bare gøre det alligevel, hun blev nød til at gøre det. Hun gik hen til hende side og lagde en hånd rundt om hendes ryg og en på hendes knæ længst væk fra hende. Blair tog hendes arm og lagde den igen om hendes hals. Hun rejste sig forsigtigt op og håbede at hun lå godt. "Ligger du godt?" Da hun var sikker på at hun lå godt begyndte hun at gå mod det nærmeste hospital. Hun vidste hvor det lå, så det ville ikke blive svært for hende at finde den, men det var mere hendes kræfter hun ikke stolede på. Hun blev nød til at indtage hendes indre styrke, alt hendes styrke blev brugt på at bære hende til hospitalet.

Luce kiggede ned på sine fødder og rystede som en gal. Hun var stadig så bange for og se Rafael igen. Hun havde ikke turdet og sige det var ham der havde gjort det her ved hende. Fordi hun var bange for om der var nogen der ville fortælle ham det. For hun frygtede ham mere end alt andet i verdenen. Hun Kiggede på den fremmede med et skræmt blik. Hun var stadig bange for om Rafael havde gemt sig i det rum, hvor hun for ikke mange minutter siden var blevet tortureret. Hun kiggede på den fremmede "Lover du mig det?" hun stammede det. Ikke fordi du frøs, men fordi hun var virkelig bange. Man kunne godt lufte på hendes ånde, hvad hun var blevet tvangsfodret med af lort, tis og alt muligt andet og lugten af, at hun næsten lige havde brækket sig var der også. Hun følte, at hun blev løftet op over jorden og nå hen over den fremmede piges skuldre. Hun rystede stadig meget og tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun var glad for, at hende her ville hjælpe hende så godt, som hun nu kunne selvom Luce stadig var meget bange og havde fået det endnu svære ved og knytte sig til andre folk nu. Hun lod sit hoved falde stille mod den fremmede piges skuldre "Ligger fint" hendes stemme var rædselsslagen, men ikke nær så meget som den havde været for ikke så lang tid siden. Blodet løb ned af hendes fødder imens hun gik med Luce på hendes skuldre. Luce følte så svag, afkræftet og magtesløs.

Blair ville gøre alt hun kunne for at hjælpe denne ukendte kvinde, hun fortjente en at være tryg ved og Blair ville gerne være den person. Hun ville sørge for at ingen kom i nærheden af hende igen. Hun ville så godt som muligt sørge for at der altid var nogen i nærheden af hende, nogen hun kunne regne med ville være der for hende. "Jeg lover det." Blair kunne godt se hun rystede, hvorfor vidste hun ikke. Men chok var et godt bud. Blair gik ned ud af kirken og imod hospitalet. Flere gange var hun ved at bukke under for det fysiske overlast, men hun kæmpede videre, hun blev nød til at få denne pige, kvinde, i sikkerhed. Efter et godt stykke tid nåede de frem til hospitalet, hun gik ind og der var straks nogen henne ved hende som lagde hende på en seng og rullede hende ind på en stue. Blair fulgte efter dem og satte sig ved hendes side. En læge kom ind og blev tydeligvis overrasket over synet af den kvæstede kvinde. Han så dernæst på Blair og bad om en forklaring. "Hun blev voldtaget og..." Blair fortalte alt hun havde fået af vide, alt hun kunne huske i hvert fald. "... Og så kom jeg forbi kirken og fandt hende hængende i sit hår ud over kirken, jeg halede hende ind og tog hende med herhen." Lægen begyndte forsigtigt at undersøge hende.

Luce følte sig alt for svag til, at kunne holde sig vågen, men hver gang hun var ved og falde i søvn, vågnede hun lige så hurtigt op igen pga billederne af alt det der var sket denne nat kom frem i hovedet på hende igen i billeder og alt den smerte hun havde fået kom frem igen lige så snart hun var ved og kunne klare smerten. Hun fattede ikke hvad der skete. Hvis hun fortalte folk om det havde de sikkert sagt det var ren reagtons angst og det går væk om noget tid. Men det var ikke sådan som folk ville sige. For Rafael havde sat en forbandelse over hende under kidnapningen, hvor hun aldrig ville kunne sove uden billederne, smerten, afmagt og det alt kom frem i hende igen. Hun viste ikke til noget om forbandelsen. Tårerne løb ned af hendes kinder under hele turen.
Da hun kom på hospitalet og blev lagt på ryggen på en af deres senge begyndte hun og skrige op af smerter fra hendes lillae røv. Hun lagde sig på siden næsten helt sammenkrybbet. Man kunne tydligt se hvor slemt hendes fod så ud nu. Hun følte sig svag og virkelig afmagtet for energi. Hendes krop ville snart give efter og så lukke ned for hende selvom det var lidt for sent for hendes hjerne og skulle lukke hende ned for nu var skaden sket uden hendes hjerne havde reageret udover de få gange, hvor den fik hende til og tænke på noget andet og lukkede virkeligheden ude. Luce kiggede hen på den fremmede pige som havde hjulpet hende imens hun fortalte om igen alt det Luce havde fortalt hende. Man kunne tydligt se på Luce, at hun ikke havde det godt hverken psykisk eller fysisk. Rafael havde ødelagt hende. Hun undrede sig lidt over om hun skulle fortælle, at det var Rafael der havde gjort alt det her ved hende, men hun turde ikke, for hun kunne ikke vide om han stod lige udenfor døren til hendes værelse eller om han havde sendt nogen til og holde øje med, at hun ikke sagde noget. Luce kiggede op i luften, da hun blev undersøgt. Hun skrig op flere gange nogen gange højere end andre gange da de rørte hende de steder hun havde blevet slået, skåret i. Stortset alle de steder hvor hun havde smerter. Tårerne løb ned af hendes kinder i det hun indså hun ville få svært ved og se John og Bruce igen fordi de begge var dæmoner. Nok var de hendes familie, men Rafael havde gjort hende virkelig bange for dæmoner efter denne aften.

Blair hadede at se hende lide så meget, hun burde slet ikke føle flere smerter efter den nat. Det var uretfærdigt. En person burde ikke føle så meget smerte, slet ikke på en gang. Hun skar en grimasse mens lægen undersøgte hende, Blair havde så ondt af hende. Det måtte føles forfærdeligt, både fysisk og psykisk. Lægen gik hen til Blair og nikkede ud mod gangen som for at Blair skulle følge med. Hun gik hen og stod lige ude for døren så det hele tiden var muligt for hende at se Blair. Lægen fortalte at der ikke var meget at gøre end at lade det hele. De kunne give hende forbindinger på, men ikke gøre noget for at gøre det bedre. Udover at give hende smertestillende. Blair nikkede til ham og gik ind til hende igen, hun satte sig igen ved hende side og tog hendes hånd. "De kommer med noget forbinding som de ligger på de værreste skader og giver dig noget smertestillende." Hun så bekymret på hende. Blair forstod ikke hvordan man kunne få sig selv til at gøre sådan ved en anden person. "Jeg hedder Blair." En præsentation var på sin plads. Blair havde ikke tænkt sig at forlade hende uden at vide hun var okay.

Luce så på lægen efter han var færdig med og undersøge hende. Hun kunne godt se på hans ansigt, at han ikke var glad for og se Luce lide på den måde og at han var chokkeret over det. Han lignte en som aldrig havde set en været kommet så slemt til skade som Luce var. Hun kiggede på lægen og så i hans øjne, at der var noget han ikke ville kunne fortælle. Ihvertfald ikke imens Luce hørte på det. Hun så pigen følge efter lægen da han nikkede ud mod gangen og gik. Hun følte sig pludselig alene igen. Sårbar. Hun lå og kiggede hen mod døren for, at være sikker på, at pigen ikke forlod hende. Hun lå og stirrede op i loftet da pigen kom tilbage. Hun lå og spekulerede på hvordan hun nu ville få en hverdag til og gå. Hun viste, at hun var nød til og fortælle John det hele, selvom det er hans leder der har gjort det her ved hende. Hun kiggede på pigen da hun var kommet tilbage. Der var stadig frygt i hendes blik. Hun lyttede til det hun fortalte. Hun så trist op i loftet "Hvad vil der egentlig ske hvis betændelse kommer op i mine fødder?..." man kunne sagtens høre på hende, at hun var bange, ked af det, led store smerter og var bekymret. En tåre trillede ned af kinden, hvor Rafael havde givet hende en lussing som man stadig kunne se tydligt. Kinden var hævet lidt og var helt lilla. Hun kiggede på den fremmede "Hedder Luce og tak for din hjælp..." Luce klemte lidt til Blairs hånd både som tak og som tegn på store smerter. Hun rystede stadig af skræk. Hun kiggede hen imod døren og ventede på lægen kom.

Blair forstod ikke hvorfor lægen ikke bare kunne sige det foran hende, men så alligevel, det var ikke altid rart at høre. Hun havde ikke fortalt hende direkte hvad lægen havde sagt, hun ville ikke gøre det værre end det var. Blair lyttede til hendes spørgsmål og så kort hen imod døren. "Så får du antibiotika, det vile hjælpe på betændelsen. Der kommer snart en og ligger forbinding om dine fødder." Med hendes frie hånd tørrede hun meget forsigtigt hendes tåre væk, hun prøvede virkelig ikke at røre ved hendes kind. At hun klemte om Blairs hånd gjorde hende ikke noget, hvis det hjalp hende så måtte hun gerne gøre det. "Jeg håber ikke at nogen er så hjerteløs at efterlade dig sådan. At der var en der gjorde det ved dig er hjerteløst." Hun så bekymret på hende. "Hvordan har du det?"

Luce følte sig svag og dum og det hele på en gang. Hun kiggede stille på Blair. Tårerne trikkede bare ned på hendes kinder imens hun lyttede til det hun sagde. Hun nikkede så forstående og kiggede på hende. Hun lukkede sine øjne både fordi hun var udmattet og fordi hun havde mange smerter i kroppen. Hun lyttede stille til det hun sagde. Hun holdt stadig fast i Blairs hånd. Hun havde ikke tænkt sig og give slip på den. Hun var tæt på og falde i søvn da billederne af nattens hendelser dukkede op i hendes hjerne. Med billeder og det hele. Alle de smerter hun havde fået påført sig begyndte hun pludselig og mærke som skete det hele på en gang. Smerterne kom som et tordenskrald og alle følelserne hun havde følt afmagt, yngelig, svag og alle mulige andre kom tilbage. Hun begyndte og skrige som begyndte nattens hendelser forfra. Hun sprællede som en gal med arme og ben og tårerne løb som et vandfald ned af hendes kinder.

Blair nussede hendes hånd med hendes tommelfinger for at få hende til at slappe mere af. Hun håbede sådan at hun kunne få noget søvn, det måtte hun virkelig trænge til, hun måtte have en sådan træng til at slappe af, sove og glemme det hele. Men det var umuligt at glemme, hun måtte have svært ved at slappe af og glemme alt. Blair var lettet da hun næsten var faldet i søvn, men så begyndte hun pludseligt at skrige og bevæg sig voldsomt. Blair rejste sig hurtigt og lagde en hånd på toppen af hendes hoved og aede hende forsigtigt. "Det er okay, der sker ikke noget. Bare slap af igen. Jeg er lige her." Hun sagde ordene i et lavt toneleje så hun blev mere afslappet og rolig.

Luce skreg så det kunne høres på hele hospitalet og fægtede rundt med armene så alt der var tæt på hende som kunne falde ned faldt ned og Blair fik nogle slag af og til. Tårerne løb bare ned af hendes kinder. Hun blev mere urolig da hun mærkede hendes hoved blev holdt fast. Hun vred sig rundt i sengen. Folk kiggede ind af døren og så på Luce der skreg og græd og slog rundt med arme og ben og vred sig som var hun spændt fast. Billederne var så kraftige og så tydlige boret fast til hendes hjerne som var der nogen der viste dem om og om igen.

Blair slap hende og løb hen til døren. Hun måtte få fat i nogen der kunne hjælpe. Det kunne ikke passe at der ikke var en der havde hørt hende græde og skrige. "Kan jeg få noget hjælp herinde!" Hun råbte det så højt at der var nogen der måtte have hørt det. Kort efter kom en kvinde på omkring 25 løbende ind på stuen. Hun gik straks hen til Luce og forsøgte at berolige hende.

//Undskyld kreaen, men jeg tænker det er bedst at du selv bestemmer hvad sygeplejersker og læger gør ved hende. //

Luce slog vindt rundt og vred sig som var der nogen der var ved og kvælde hende og hun skulle kæmpe sig fri. Den 25 årige sygeplejerske gik hen til Luce og prøvede først med og nusse hende på kinden og snakke beroligende til hende "Rolig søde, her er ingen der gør dig noget" sagde sygeplejersken beroligende så godt som hun nu kunne. Men det hjalp ikke. Luce blev bare mere og mere urolig og skreg og grad meget højere. Sygeplejersken viste ikke hvad hun skulle gøre for hun havde aldrig i sit liv set en reagere så voldsomt uden videre og så slet ikke når personen prøvede og sove. Sygeplejersken råbte efter nogle læger og sygeplejersker. De kom 5-7 stykker ind og gik direkte hen og holdt hende med alle deres kræfter. Bortset fra den ene læge som var igang med og gøre en sprøjte klar, hvor der var en gennemsigtig væske i. Det var noget beroligende som ville få alle Luces muskler til og slappe af. Nærmest sove. Han gik hen til hende med sprøjten i hånden. Han kiggede lidt på hende. Sygeplejerskerne og lægerne der holdt hende havde svært ved, at holde Luce pga hun havde nogle utrolig kræfter uden hun faktisk selv viste af det og de kunne hurtigt se på hende, at hun var en draconianer og hendes hjerne hurtigt kunne skifte til drageform uden hun selv kunne styre det og det ville de nødig have.
Lægen med sprøjten stak sprøjten i hendes underarm og sprøjtede væsken ind i Luce. Der gik nogle minutter hvor Luce blev meget mere umulig, men det varede kun kort og derefter blev hun mere rolig. Sygeplejerskerne og lægerne slap hende og gik stille og roligt ud igen. Luce lå stille næsten som hun sov.

Blair trådte væk fra sengen da lægerne kom. Hun ville ikke stå i vejen, det ville ikke hjælpe nogen af dem. Efter alle havde forladt rummet gik Blair hen og satte sig på en stol ved siden af sengen. Hun ville ikke forlade Luce før hun var sikker på hun var i sikkerhed. Blair rykkede stolen en smule tættere på sengen så hun var klar på at hjælpe hende hvis der skulle ske noget igen. Blair overvejede om hun skulle tage hendes hånd for at berolige i hende igen. Men hun frygtede at der ville ske noget lignende det der lige var sket. Så hun lod vær med at holde ved hende og sad i stedet bare og så på hende, holdte øje med hende. Blair burde måske få fat i nogen der stod hende kært, men hun ville vente til Luce var mere afslappet, uden at være på medicin.

En sygeplejerske kom ind i stuen noget tid efter og kiggede til Luce "Kommer for og rense hendes sår på foden og forbinde dem" hun havde en kasse med noget forbinding og nogle rense klude i. Hun tog en af de høje stole der stod henne i hjørnet, hvor efter hun stilte den ved fodenden af sengen Luce sov i. Hun så helt fred fuldt ud som hun lå der og sov. Sygeplejersken løftede Luces fod og hang foden op i en slynge så den ikke rørte sengen. Hun rensede stille hendes fod og forbandt den ind. Hun lagde foden stille og roligt ned igen på sengen og gjorde den samme behandling med den anden fod. Sygeplejersken rejste sig og stilte stolen på plads. Hun vaskede sine hænder og kiggede over på Blair "Har du brug for noget? Mad eller drikke eller noget lignende?" hun smilte venligt til Blair og kiggede hen på Luce der sov stille "Hvad ved du om hende? For vi må kontakte de pårørende nu hvor hun ligger her" hun var nød til og spørge om det der selvom hun viste, at det var en hård situation Blair sad i.

Blair sad der uden at sige noget. Hun havde ikke nogen at snakke med nu hvor Luce sov. Men da en sygeplejerske kom ind så hun smilende på hende og fulgte hendes bevægelser mens hun rensede og forbandt hendes fødder. Hun rystede på hovedet da hun tilbød hende mad eller drikkelse. Hun havde ikke den største lyst til det, billedet af Luce der hang i sit hår ved kirken sad stadig fast for Blairs indre blik og det ødelagde hendes appetit. "Jeg ved ikke meget om hende. Jeg har fortalt en læge hvad hun fortalte mig der var sket med hende. Det eneste jeg ved er at hun hedder Luce." Hun ville have sagt mere hvis hun kunne. Men det eneste hun kunne fortælle var hendes navn. Blair sendte sygeplejersken en svagt smil.

Sygeplejersken så tænkende på Blair da hun ikke viste mere om hende. Hun kiggede lidt på Blair "Vi prøver og undersøger mere om hende. Måske har vi noget mere om hende." hun smilte roligt til Blair. Hun kunne godt se, at Blair ikke så helt så frisk ud som hun ville normalt være. Hun så til dels også meget bekymret ud. Hun gik roligt hen til Blair og lagde en hånd på hendes skulder "Hun skal nok klare den. Ligepludselig er hun frisk som en havørn igen" hun smilte beroligende til Blair og gav hendes skulder et blidt klem. Hun slap hendes skulder og gik roligt ud af stuen igen. Hun lod døren stå på klem, så de hurtigt ville kunne hører, hvis der var noget med Luce.
Luce sov stadig stille og roligt. Der gik nogle timer, hvor Luce langsomt begyndte og vågne igen. Hun gned sine øjne og kiggede hen mod Blair med et spørgende blik. Hun kunne ikke huske, hvor hun var eller hvad der var sket lige med det samme, men det begyndte så småt og komme frem igen.

Blair kendte ikke Luce særlig godt, men at møde en person på den måde skabte et specielt bånd. Blair følte at hun skulle tage sig af Luce, beskytte hende mod farer. Men det var svært for hende at gøre det, Blair ville aldrig kunne beskytte Luce særlig meget. Hun så med et halvhjertet smil på sygeplejersken og nikkede til hendes ord. De blev nød til at finde ud af noget mere om Luce, så hun ville kunne komme hjem og være tryg. Blair rejste sig efter sygeplejersken var gået ud og gik rundt i stuen. Da Luce begyndte at røre på sig var Blair hurtigt henne ved sengen igen. Hun tog forsigtigt fat i hendes hånd. "Hvordan har du det?"

Luce kiggede på Blair "Har det fint lidt hovedpine ellers har jeg det ok" hun undrede sig lidt over hvorfor Blair stadig var her. Hun havde ikke nogen rigtig grund til og være her på hospitalet hos hende. Men hun var alligevel glad for, at hun blev hos hende. Så hun ikke var alene når hun vågnede igen og så hun havde en hun kunne støtte sig til. Ihvertfald så længe hun lå her, så måtte de finde ud af hvad der skulle ske i fremtiden "Hvor længe skal jeg være her?" hun undrede sig lidt og det var første gang hun næsten skulle tvinges til og ligge roligt og få til og sove. Det havde hun aldrig prøvet før. Luce kiggede op i loftet og tænkte på sin fyr, John og deres lille søn Bruce. Hvordan skulle hun kunne holde ud og se på dem igen? Det føltes som om hendes verden var styrtet ned for hende som med et vingeslag. Hun fik et sørgmodigt blik i øjnene af og tænke på det.

Blair nikkede til hende og slap hendes hånd. Hun så kort hen mod døren, før hun vendte blikket mod Luce igen. "Hvis du har brug for noget skal du bare sige til." Et støttende smil gled hen over hendes læber for at gøre det tydeligt at hun ikke havde tænkt sig at gå uden videre. Hun var ikke sikker på hvor længe hun skulle være der. Men hun gik ud fra det ville være indtil de fandt hendes familie så de kunne komme til hende og tage hende med hjem. Hvis hun var i stand til det. Blair satte stolen en smule bagud så hun ikke sad helt tæt på sengen. "Jeg er ikke sikker. Men jeg vil tro de vil lade dig gå når de er sikre på du kan klare dig selv og efter de har fundet din familie, selvfølgelig." Hun foldede sine hænder sammen og så ned på dem.

Luce kiggede roligt på Blair og smilte. Hun nikkede kort til det hun sagde og kiggede op i loftet igen. Hvorfor var hun så uheldig? Først mistede hun sin elskede, så alle sine venner og familie. Så kommer hun endelig videre i livet og så sker det her? Hun hadet sig selv. Hun sukkede og kiggede på Blair "Ved ikke hvad jeg gør hvis jeg er gravid med den satans barn" hendes blik blev helt trist og skræmt igen. Hun ville ikke have et barn med ham! Hun ville hellere dø end, at føde Rafaels barn! Hun knyttede sine hænder kort, men sukkede så og stirrede i stedet op i loftet. Skulle hon mon fortælle Blair, at det var Rafael der gjorde det her ved hende? Hun kiggede på Blair "Tror ikke, at jeg kan se min familie igen..." hun sukkede og fortsatte "De er nemlig også den race som gjorde det her ved mig..." Hun kiggede hen imod døren og sukkede.

Blair kunne sagtens forstå hende. Ingen ønskede at være gravid med en der havde voldtaget hende. Hun lagde hovedet en smule på skrå og udstrålede melidenhed. Hun ville mere end noget hjælpe Luce med at komme videre. "Du kan nemt få fjernet barnet, hvis det er tilfældet. Du behøver ikke at få barnet." Hun havde ikke prøvet noget lignende, ikke at barnet var hendes voldtægtsmand, men hun kunne sagtens forstå hvor svært det måtte være. Blair forstod tydeligt hvorfor hun kunne have svært ved at stole på sin familie igen. "Racen har intet med forholdet til dem at gøre. De elsker dig og vil altid gøre det. Det bliver svært at stole på dem igen, men du kan godt hvis i arbejder med det. Det skal nok blive godt, det lover jeg." Blair ville hellere end gerne hjælpe dem, det blev hun nærmest nød til. Blair ville ikke kunne forlade hende uden at sikre sig hun var okay.

Luce kiggede på Blair og viste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv længere. Hun lyttede til det Blair sagde "Tror bare ikke jeg kan få mig til og fjerne barnet" hun sukkede lidt og fortsatte "Er jo mor allerede og bare det og tænke andre får fjernet de børn de går med og hvilke smerter de så går med efter, det ville jeg ikke kunne holde ud selv og så slet ikke nu, hvor jeg er ødelagt så meget som jeg nu er" hendes stemme virkede meget usikker. Hun ville ikke kunne få sig selv til og få fjernet dette barn hun gik med nu. Hun måtte vel bare få det bortadopteret ved fødslen, hvis hun ikke midstede det inden.
Hun så lidt på Blair og følte en slags tryghed ved hende. Hun så på hende spørgende om hvad hun skulle gøre med sin familie nu. Hun lyttede til det hun sagde. Hvordan skulle de kunne arbejde med det? Og hvordan kunne hun love hende, at alt ville blive godt igen? Det kunne hun ikke bare love hende bare sådan uden videre, men hun håbede, at Blair havde ret i det hun sagde "Hvordan kan man arbejde med sådan noget så det hele ville blive godt igen?"