A Dead Mans Chest - Alítheia.

En annonce et lidt mere skummelt sted var hvad der havde startet denne idé i Alanes hoved. En simple annonce. Hvad var det hun var igang med at rode sig ud i? Hvorfor var det hun gjorde det var hun i tvivl om eller nej det var faktisk løgn. Hun vidste udmærket godt hvorfor hun gjorde det her. Spændingen og eventyret men også for det hårde arbejde og oplevelsen af at have et skib som ens hjem. Hendes fødder som for en gangs skyld var klædt i et par sorte læder støvler som gik hendes til midten af læggen lavede hule lyde som hun gik hen over træplankerne som molen var bygget af. Hun bar et par lysegrå bukser som sad tæt ind til huden men samtidig var de elastiske. På overkroppen havde en en hvid kortærmet top som var lettere nedringet, udover den sad der en sort snørrevest som lidt fungere som en corsage. En halskæde hang stadig omkring hendes hals, hun bar stadig den halskæde som Sean havde givet hende. Hvorfor vidste hun ikke helt. I siden sad hendes våben som egentlig bare lignede en dagger med en smule længere blad og et abnormt langt skaft i forhold til bladet. På ryggen bar hun en taske med de fornødne ting i. Tanken omkring hvorfor hun valgte at kaste sig ud i dette strejfede hende atter engang og igen måtte hun erkende at det stadig var det samme svar som hun kom frem til.

Kort stoppede hun og lod de dybe grønne øjne glide over de mange skibe som lå tøjret. Det varede ikke længe før hun spottede det rette. Der var en mindre forsamling, mon de også havde hørt omkring denne annonce. Hendes ben bar hendes derhen uden hun rigtig tænkte på det. Alane placerede sig bagerst men sådan så de stadig ville kunne se hende. Hun så ikke nogen grund til at mase sig op foran for at blive set. Hun skulle nok kunne gøre sig bemærket på den ene eller den anden måde. Hun var en slank kvinde og havde nogle gode kvindelige former og det tiltrak da også end el opmærksomhed fra de mænd som stod der. Hun var den eneste kvinde. Hun var ikke bange, hun havde trænet længe nu og man kunne også godt se det. Hun havde nogle markeret muskler men virkede ikke som en bodybuilder. De grønne øjne rettede sig mod fronten og nu afventede hun egentlig bare at der skulle ske noget.

Det havde været planlagt i lang tid, denne ekspedition, hvis man kunne kalde den det. Alítheia havde længe gerne ville have fat i en vis skat, og havde endelig fundet ud af hvor den var, så nu skulle et ordentligt mandskab bare findes. Selvfølgelig kunne hun ikke bare stille sig op, eller skrive at kaptajn Pìarton søgte mandskab, for hun var en eftersøgt pirat, og det ville være dumt praktisk talt at give sig selv til kende.
Alítheia havde sendt en annonce ud om en kommende ekspedition, hvor eventyrlystne folk, med talent for kamp kunne melde sig til at komme med. Der var ikke annonceret et navn eller nogle videre oplysninger, udover at de skulle mødes på havnen, som munder ud til blodhavet. Det var midt på ugen, og klokken slog 3 om eftermiddagen. Der stod en masse, mange barske typer og råbte op om at de var bestemt til denne opgave.

Alítheia lignede ikke en kvinde, som hun stod og så på den råbende pøbel af mænd, der ville med. Hun havde skjult sit hår under en hat, og hendes former var skjult af en stor skjorte, en stor frakke. I det tøj lignede hun en ung lidt splejset dreng. Der sad hun og kiggede ud på pøblen, for at se om der var nogle der egentlig kunne bruges. Hun var typen der så på folk, så deres kropssprog, deres holdning, deres tøj og deres øjne. I lang tid så hun kun en masse uduelige mænd der råbte og skreg, men så var det hendes blik fangede… var det en kvinde? Alítheia begyndte at studere hende nærmere, for denne kvinde så eventyrlysten ud, hun havde kampfærdigheder, og Alítheia ville ikke være den eneste kvinde på turen, hvis hun havde chancen for andet, men den chance kom næsten aldrig.
Alítheia begyndte med stive skridt og en rank ryk at bevæge sig mellem pøblen så der begyndte at blive ro, hun endte inde i midten af dem og råbte så med en høj myndig stemme, hun gjorde mere dyb end den normalt var. ”Jeg vil nu gå rundt og tage fat i dem, jeg mener, kan bruges til denne ekspedition!” Hun kiggede rundt blandt folkene og begyndte stille at bevæge sig rundt mellem folkene. Alítheia kunne mærke de var spændte, det kunne mærkes i luften. Den første der blev valgt ud var en stor muskuløs mand, med et roligt blik, den anden en gammel mand, den tredje en lille mand, som virkede lidt skør, men var utrolig hurtig, den fjerde var mere almindelig, han havde muskler, var trænet, men når man lige så på ham, så han ikke speciel ud. Igen råbte Alítheia ud over flokken. ”Nu mangler jeg kun en mere, og så kan i andre tage hjem, jeg vil ikke have nogen optøjer, ellers kan i komme med som slaver!” Alítheia havde bestemt sig for denne person, langt før hun havde valgt nogle af de andre, det skulle være kvinden, kvinden med de grønne øjne. I lang tid gik hun roligt med rankt ryk, og kiggede nøje på folk. Nu kom hun endelig til kvinden, hun stod og kiggede hende lige ind i øjnene. ”Du er den sidste der skal med, så se at samle dine ting og så er det ombord på det sidste skib ved kajen, forstået?” Sagde Alítheia med en rolig stemme, vendte sig om, og gik, inden hun hørte pigens svar. Hun havde kort peget hen mod sit skib, og gik nu selv derhen med faste skridt.

// Undskyld det langsomme svar, skulle lige finde min krea til det ^^... men nu kom det ;3//

Et stift og afmålt blik gled hen over de store og svedige mænd som stod og råbte op om at det var dem som skulle med, at de var det bedste valg. Roligt himmlede hun med øjnene, hold op hvor var de dog irriterende at høre på. En stemme rungede udover kajen og hendes blik flyttet sig automatisk op til personen som stemmen nu engang kom fra. Let strøg hun det hvide pandehår ud af sine øjne og lod forsat hendes blik hvile på personen. Personens krops holdning mindede meget om en splejset dreng men det indeholdte dog også en masse autoritet. Let studere hun Alítheia som ragede op over mængden. Umiddelbart kunne hun ikke helt bedømme hvilket køn hun var men ud fra selve kroppen ville hun dog sige en dreng. Hendes mening ændrede sig dog hurtigt da stemmen skar igennem mængden atter engang. Dette kunne umuligt være en mand, dette måtte være en kvinde. Alane smilede stille for sig selv og lod blikket glide over mængden af mænd igen.Ingen af dem så ud til at have regnet det ud og derfor valgte hun også at holde det for sig selv. Hvorfor skulle hun dog fortælle det? Hvad ville hun få ud af det, lige præcis. Intet.

Alane kunne mærke stemningen blev tyk da kaptajnen begyndte at gå rundt og udpege sit mandskab. Hun kunne ikke lade være med at håbe hun selv ville blive udvalgt. Hun havde sikkert nogle færdigheder som de andre ikke havde men på den anden side så hun ikke ud af ret meget og det kunne hun godt mærke på mændende at de troede de kunne udnytte det. De grønne øjne skulede til en større mand som havde lagt sine øjne lidt for meget på hende, han kunne bare lige prøve på noget og han ville få bagen på komedie. En klump blev sunket da hun nævnte at hun nu kun manglede en, hun kunne ikke lade være med at krydse fingerne bag hendes ryg og håbet i hendes blev lidt større. Alanes øjne fulgte Alítheia som hun gik rundt blandt folket. Gjorde hun det her med vilje? Det var hun næsten helt sikker på, hun nød at se de håbefulde ansigter og så til sidst knuse deres håb. Forhåbentlig blev det ikke hendes eget håb som skulle slukkes. Alane kunne ikke lade være med at ånde lettet op indeni da hun blev udvalgt som den sidste, hun lod det dog ikke vise. Hun lyttede opmærksomt til hvad der blev sagt og nikkede så til det selvom hun ikke ville kunne se det. "Javel Kaptajn", hendes stemme var fast men lød også meget musikalsk. Alane gik hen mod skibet med faste og selvsikre skridt selvom det langt fra var sådan hun havde det. Indeni var hun hunderæd, hun havde aldrig sejlet før, men dette skulle blive til en fantastisk oplevelse for hende.

Det varede ikke længe før hun satte sine fødder på skibet, det var smukt og flot velholdt. De grønne øjne gled over skibet med under, dette kunne kun blive godt. Hun glædede sig allerede til at komme afsted. Hun lod blikket glide rundt, hun søgte efter kaptajnen, hun kunne ikke vente med at komme i gang.

//Det er helt okay, det skal du ikke tænke på. Jeg syntes bare det er fedt at du har fundet din kreativitet igen :3//

Efter Alítheia havde valgt de fem, specielt udvalgte, til denne ekspedition, skyndte hun sig væk. En af de mange ting der skulle gøres, før man kunne komme i gang med eventyret var klaret. En anden ting, var hun skulle have styr på maden, drikkevarer og alle de andre praktiske ting.
Stadig i sin forklædning, som en ung dreng gik hun rundt i havnebyen. Søgte efter stedet, hvor hun altid købte stort ind til ekspeditioner. Hun gik ind i butikken, hvor en rundmavet mand mødte hende med skeptiske øjne. Med en dybere stemme, så hun lød som en dreng, skyndte hun sig til sagen. ”Jeg skulle hente varerne for Kaptajn Ignotus, de skulle hentes, her.” Der gik ikke lang tid inden manden, brummede surt, og svarede. ”Hvem er du knejt, jeg kan ikke bare give det uden at vide hvem du er” Manden var ikke dum, og Alítheia værdsatte man kunne stole på manden. Dog skulle hun skynde sig tilbage til skibet, til de udvalgte folk. Hun svarede hurtig uden tøven. ”Denne knejt her du taler om, er kaptajnens personlige assistent, så se så og kom med de ting, så jeg kan få dem til skibet” fik hun sagt, hvor hun lidt efter trak en seddel op af lommen, med Kaptajnens (hendes) underskrift og logo på.
Efter at hun havde fremvist de, mumlede manden samtykkende, og gik ud, hentede tønderne med maden. Alítheia havde 10 mand stående udenfor, som skulle tage tønderne med om bord, så hun selv slap for at slæbe dem. I de tønder var der både, mad, grøntsager og frisk ferskvand.
Nu begav hun sig endelig tilbage til skibet, hvor alt efterhånden var på plads, så de kunne komme ud på den ekspedition. Med lette og elegante skridt, sprang Alítheia op på skibet, gik ubemærket ind i sin kahyt, for endelig at klæde om, og ud af kostumet som stik i rend dreng.
Som altid, kom Alítheia ud med en stor entré, stor hat. Smækkede døren og travede op til roret, hvor hun stod og kiggede ned på dem på dækket til de var stille. Det tog et stykke tid, men da de var, tog hun ordet. ”I ved jo godt i er her, fordi der venter en farefuld ekspedition, for at finde en skat og komme på et eventyr. Dette er ikke en tur for landkrabber og bangebukse. Det bliver en hård tur, hvis i ikke accepterer mig som lederen, prøver at udfordrer mig, eller skader nogle på denne tur vil det ende værst for jer selv, jeg ser ikke igennem fingrene med den slags!” råbte hun udover flokken, der stod nervøst og trippede. Igen fangede hendes blik den slanke kvinde med det lyse hår, da det var første gang en anden kvinde havde været med. Alítheia stod og ventede på nogle kom med udråb mod hende eller noget, men da det ikke skete talte hun videre. ”Fordel jer ud på jeres poster og jer der ikke kender den, tal med Henry” hun pegede hen på en gråhåret, men stærk mand. ”Dig, sagde Alítheia og pegede så ned på kvinden, du kommer med mig” Hun vidste ikke hvad hun skulle med kvinden, en ting var sikkert hun ville ikke skulle sove sammen med mændene og hun ville højest sandsynligt komme til at ordne andre ting.

//igen undskyld for det langsomme svar //

Roligt gik hun rundt på dækket, betragtede prægtigheden dette skib holdt. Det var først nu tanken strejfede hende. Måske ville dette ikke se så godt ud på hendes 'papirer', hun var trods alt en leder, leder af hele Shapeshifter racen, men de havde nu selv valgt hende, selvom hun var ung og måske havde nogle lidt alternative idéer men hun holdt af dem, hun var som hun var og hun havde åbenbart også fået sneget sig ind i hjerterne af de fleste af dem. Hun havde tænkt sig at skabe de rammer som de så længe havde søgt. Projektet var allerede godt i gang men det tog lang tid, hun skulle opføre en hel by, selvfølgelig skulle hun ikke gøre det selv men det tog alligevel lang tid. Hun sukkede blidt og lod øjnene glide over havet, måske denne tur ville gøre hende godt, hun havde måske brug for at koble lidt af, der skete trods alt så meget i hendes liv så det var måske det bedste for ikke kun hende selv men også for alle dem som nu ville komme rendende efter hende, hun ønskede ikke at tage vreden og frustrationen ud på en eller anden uskyldig som lige var der det forkerte tidspunkt. Hurtigt blev hun dog hevet ud af sine tanker da hun hørte trinene som gik op af planken til skibet. Roligt vendte hun sig rundt og så direkte på kaptajnen som var omgivet af de ti mænd som slæbte på de mange tønder som indholdte mad og drikke som skulle få dem igennem hele denne tur. Roligt lænede hun sig p af rælingen og det var først nu hun lagde mærke til de skeptiske blikke som blev smidt mod hende. En let men faretruende knurren kom fra hende mens hun afmålt men dødeligt kiggede på hver og en af dem, hun måtte sætte sig i respekt, det var der ingen tvivl om og de skulle bare vente sig skulle de. Hun rettede nu opmærksomheden mod kaptajnene som stod oppe ved roret. Hun lyttede til hvad der blev sagt. Alane så ikke den mindste smule nervøs ud men kiggede bare Alíthea direkte i øjnene og svarede hende. "Javel kaptajn", hun havde et lille men lettere kækt smil på læben. Ikke som om hun udfordrede hende men hun var trods alt den eneste der gav lyd fra sig. Hun nikkede stille og gik op mod hende, med rolige men autoritære skridt. Let stoppede hun op da hun nåede kaptajnen og lod hendes øjne mødes med hendes.

//Det er helt okay, jeg er tålmodig //

Denne kvinde Alítheia havde taget med, var en stærk kvinde, en med faste beslutninger og ikke til at vælte så let. Dog var hun stadig sikker i sin beslutning, kvinden vil komme til at stå for praktiske ting, som mad optælling og holde øje med kortet. Med en fast stemme der ikke var til at sige imod, begyndte hun at forklare. ”Du ville komme til at stå for praktiske ting, som optælling af mad og holde styr på kort og vigtige ting. Hvis du ønsker et andet sted at sove hos de mænd der siger du til.” startede hun, men selvfølgelig var der mere, nu var de vigtigste ting bare blevet sagt. ”Hvad hedder du kvinde? Og en ting skal du vide, hvis du kommer i problemer er det din egen sag, sådan er det her på skibet forstået?”

Der var gået mange uger ude på havet nu, de havde stadig ikke fået øje på den lille mystiske ø. Det var her skatten skulle gemme sig. Det havde længe trukket op, til denne storm de befandt sig i nu. Selvfølgelig var der kommet en frygtelig storm, det gjorde der altid. Bølgerne var flere meter høje, en blanding af hagl og regn piskede ned. Det var ikke til at se et øje for sig. Imens stormen rasede, stod Alítheia ved roret og råbte ordrer ud til mandskabet, mens hun stod ved roret. Det var ikke let at styre et så stort skib i denne storm og det krævede mange kræfter. Det gik ikke meget bedre, da et reb til et af sejlene knækkede. Nu greb Alítheia ind i mandskabets sjuskede arbejde. Hun kaldte på Alane for at sætte hende til at styre skibet, og forlod roret inden hun kom. Der var ingen diskussion, som altid. Hun gik ned til mændene og skubbede dem væk. Derfra tog hun rebet og kravlede op af tog værket. Hun kom endelig til den anden del af rebet. Nu hagede hun sig så godt fast som muligt og rakte ud for at få det. Det lykkedes ikke i første forsøg, heller ikke i andet eller tredje. Først i det femte forsøg fik hun fat i rebet, og bandt de to stumper sammen. Med et stadig fast greb i rebet, begyndte hun at kravle ned igen. Stormen gjorde det ikke lettere og mange gange måtte hun klamre sig fast for ikke at falde. Hun var endelig halvvejs nede nu og denne gang var hun tæt på at falde, et kraftigt vindstød slog hende ud af balance. Nu hang hun med kun en hånd der holdt fast og kæmpede for ikke at falde.

Hun sagde ikke noget til at hun skulle stå for praktiske ting selvom det egentlig ikke var det hun ønskede, hun ønskede at være med i det hele, det spændende i stedet for bare at tælle mad og sådan noget men man kunne ikke altid få tingene som man ville og det vidste hun godt. Alane var bare glad for hun var blevet valgt til at tage med, så ville hun i det mindste opleve noget af det spændende denne verden havde at tilbyde. De grønne øjne betragtede kvinden som stod foran hende. Hun havde heller ikke regnet med andet. "Alane og jeg havde skam heller ikke regnet med andet. Hvis jeg dummer mig er det mit rod og sådan er det", hun trak lidt på skulderne, nu regnede hun ikke lige med at hun skulle rode sig ud i en masse problemer men man vidste jo aldrig hvad fremtiden kastede i nakken på dig.

Alane havde i de mange uger der var gået lært mange af mandskabet at kende og mange af dem var egentlig meget flinke. Mange af aftenerne var gået med at spille kort eller også havde hun spillet noget musik eller noget andet. Skyerne var blevet tykkere og tykkere og til sidst var bølgerne også begyndt at vælte ind over rælingen og det var der hvor alvoren gik op for hende, hun ville sagtens kunne klare sig i vandet man mange af e andre havde ikke en chance i disse bølger. Hun kiggede op i det samme nu da kaptajnen kaldte på hende. Uden tøven løb hun op mod roret. Vandet gjorde det svært at løbe men hun klarede den uden de store problemer. Hun greb fat i roret og var lige ved at blive smidt væk, hun havde ikke regnet med det skulle bruges så meget styrke men hun brugte jo så bare mere og kunne nu uden de store problemer holde skibet på rette kurs. De grønne øjne gled hurtigt over på Alítheia og hun lagde godt mærke til hvordan hun hang og dinglede. Det kunne ikke være godt. Hun kiggede frem af og rundt omkring for at se om der var land i sigte men det så umiddelbart ikke sådan ud. Alle hendes muskler spændte i hendes krop da hun stadig havde et fast greb i roret og fødderne solidt plantet på trægulvet.