I'm sorry, I didn't mean to do it like this... ~ Sean

T: omkring en time efter solnedgang.
S: gyderne i doomsville.
V: det et bidende koldt, men det lader ikke til at påvirke det sociale liv.
O: masser af liv, selvom det er nat.

Rotterne gnavede, peb og pev. Det var som om man i længere tid havde gået i en stank af rådne lig og gamle døde dyr. Sådan var det nu engang at gå i den lavere del af samfundets søle.
Der var en forsamling skrældespande, væltede og åbne. Lemmerne af et spædbarn flød ud, hævede af forrådnelse.
Kroppe af døde kæledyr lå spredt ud i gaderne, og stank næsten værre end barneliget.

Hvad Nephthys lavede i gyderne, det var der kun én udover hende selv der vidste. Og det var den mand hun skulle møde for at få sin betaling.
Hun var ikke stolt, over at tjene på at gøre hvad hun kendte bedst. Men nogle gange var det desværre det nemmeste for hende.
Hun var iført en sort kappe, som var slået op over håret, og et korset der gled ud i en kjole fra livet og ned. Hun lignede bare en almindelig halv-adelig der var ude på galestreger i den forkerte del af byen.

"Har du hvad vi aftalte?" Lød en rusten hæs stemme fra mørket, få meter fra hende.
Hun trak en pose med ædelsten og gyldne smykker frem.
"Har du pengene?" Var hendes svar.
Men stemmens ejer, var dum nok til at tro at han kunne snyde hende.
I en hurtig bevægelse var han henne og prøvede at hamre en kniv i hendes hals.
Hun hvæsede vredt, løftede ham op i hans lurvede krave, og hamrede ham mod en mur.
Han tiggede om nåde, om forladelse, mens hun langsomt blottede hans hals og lod sine egne hjørnetænder glide frem.
Medmindre nogen stoppede hende, ville manden være endnu et lig i samlingen der var i gyden.

Tingene var gået som de plejede. Han havde brugt en dag på at tænke over hændelsen i parken, siden da han havde sørget for at arbejde. Han arbejdede altid og hans formue voksede. Han havde været hjemme i Humvita en enkelt gang, men den halve dag han nåede at bruge der havde fået hans tanker til at gå til folk han ikke havde set længe. Han var blevet vred og rastløs og til sidst taget hjem til Doomsville...Her til aften.
Hvilket netop var grunden til han gik midt på gaden i finere tøj, og høstede vrede eller ligegyldige, endda nysgerrige, blikke fra omgivelserne, fordi han lignede en der burde være længere oppe af byen, oppe hos de fine. Og han havde da også set på et hus der, som han ville bo i. Permanent. Han havde fået fjernet de værste af sine fjender i en hed jagt der varede i et par uger, hans mænd havde arbejdet på højtryk. Og han havde fået vagterne til at "glemme" ham takket været chefvagtens søn, som kun skulle have tortur i nogle dage før han høstede op med oplysninger som han brugte imod dem, infiltrerede dem og bagefter leverede sønnen imod løsepenge, for til sidst at true faren med at tage sønnen igen og dræbe ham, hvis han jagtede ham.
så lige for tiden havde han ret fri tøjler, måske mere frie end han plejede...
Nå ja, så havde han også brugt lidt tid på at finde, fange, torturere og dræbe så mange vampyrer som muligt...det gav et formål i hans liv et øjeblik, trods det næppe gav ham Neph tilbage. Men de var jo forskellige, så han kunne være ligeglad!
Denne tidlige aften, dog kolde aften, var han klædt i nogle finere, sorte bukser. en hvid skjorte, stukket ned i bukserne og knappet hele vejen op og hvor kraven stak lidt op af en sort og varmende vest han havde ud over sig. Der ud over havde han en sort jakke af fint stof, som dog var knappet foran for at holde på varmen. Hans mørkebrune hår strittede ikke lige så tosset og vildt som normalt, men var redt tilbage. Hans pandehår hang ikke lige så meget, kun en anelse. De fire ar var der dog stadig, men begrund af hans klædning tiltrak det bare folk, fordi det bragt mystik.
nogle unge drenge havde selvfølgelig prøvet at røve ham, men han havde ikke mange mønter på sig og han havde grebet dem i det, de gange de havde prøvet.
Han holdt sig mest til gaderne, men selv his han havde været lige ved siden af Neph, ville han være fuldstændig ligeglad med hvem hun slog ihjel. Og måske også hvorfor.

Efter den gamle mands hjerte blev tavst lod hun ham glide ned til jorden.
Hun gned sig over læberne, inden hun forsvandt væk fra gyden, både med ædelstenene og pengene.

Hun gik ud på gaden, med hjørnetænderne trukket tilbage.
Hun så ikke på dem hun passerede, men de så på hende. Hendes øjne var fast fikseret på hendes hænder, hvor en fingerring prydede den ene ringefinger. Englevingerne, og dæmonvingerne. Magen til Seans gamle armbånd. Havde man set indgraveringen på indersiden kunne man se, at der stod det samme som der havde stået i hans armbånd.

Hun savnede ham. Ekstremt. Men hun kunne knap nok tillade sig selv at tænke på ham, for hun ville blot blive svagere. Eller, sådan så hun det.

Hun endte med at banke ind i en hård brystkasse, en brystkasse der virkede alt for velkendt. E hun havde sovet op af, vågnet op af. Og alligevel, en hun ikke ønskede at sætte et ansigt på.

"Undskyld Sir." Sagde hun, og prøvede at lyde så overbevisende som muligt om at hun ikke genkendte ham.
Hvis han troede at hun ikke genkendte ham, havde hun ikke behov for at forklare sig..

At hun troede han ikke genkendte hende, ville være som at spørge en mor hun ikke genkendte sit eget barn. Bortset fra at Nephthys ikke var hans barn og han nok aldrig ville få en barn igen. Han kunne heller ikke finde ud af det. nuvel, han havde taget Elyas til sig og trænet ham, trods hans modvilje over alt det hårde og kolde, uden at få svar på spørgsmålene om hvorfor han lignede hans far så meget...Zean, som endnu ikke var kommet tilbage efter sin søn!
Han havde overvejet at vende tilbage til jorden. Gense gamle ting, finde gamle bekendte...finde hans bror og se hvad han lavede. Men det var over 100 år siden han var tager derfra og han var ærlig talt lidt skræmt ved tanken.

Han så ned på Neph da hun braste ind i ham og han med en fod, måtte træde en anelse bagud for ikke selv at miste balancen. Han så lidt på hende...Og pludselig var det som om hun bare var en fremmede og ikke en kvinde han havde lavet alt mulig med, ikke en kvinde han rigtig kendte.
"Ingen problemer" svarede han en smule bryskt. han så kort ned på hendes poser med klirrende ting. genkendte kort mønsteret på hendes ring. Små referencer til fortiden.

Hvad skulle hun havde gjort? Stoppe op og sige at alt var hendes skyld, at hun ikke kunne undvære ham, at hun elskede ham?
Han ville ikke tro hende..
Hun så ned, og gik videre, med et brændende ønske om at han ville løbe efter hende, tage hende i sine arme og alt ville være godt igen.
Et ønske, hun vidste aldrig ville blive opfyldt..

Men fortiden betød intet. Det sagde han altid til sig selv, han beskæftigede sig ikke med fortiden, mere med nutid og fremtid. Fortiden var ikke aktuel. Hvad nyttede det ham nu, at han kunne noget flere år tilbage? Intet.
Derfor brugte han heller ikke meget tid på at tænke over dette, men skulle netop selv til at gå videre, da en vagt pludselig kom løbende fra gyderne. Han råbte op og selv om han var et stykke væk, var det tydeligt det var noget opsigtsvækkende. Han viste ikke helt hvorfor, eller måske gjorde han, men hans tanker faldt straks på Neph og havd hun måske havde lavet. Vagten fik snart hjælp af to andre og de forsvandt tilbage til gyden...for kun at komme ud derfra lidt efter igen, imens hver vagt løb i hver deres retning, nok for at sætte alarm om et eller andet.
Men han følte sig nu ganske rolig. Det kunne ikke være hans skyld denne gang, desuden havde han sikret sig lidt beskyttelse fra vagterne.
Han vendte sig om og så mod Neph...

Da vagterne begyndte at slå alarm valgte Neph at forsvinde. Hun trådte ind i en gyde, væk fra menneskemængden.
Det sidste hun ønskede var at de tog hende for mord, igen. Hun havde før angrebet og truet en vagt, da de havde mishandlet Sean. Og senere havde hun myrdet en mand for at stjæle hendes ring. Eller... Hn havde prøvet at få fat i ringen, men han gjorde modstand. Det vsr teknisk set et uheld.

Hun sukkede træt og gled ned og sidde i gyden, med nakken mod den kolde mur. Hun lukkede øjnene, og følte langsomt at kroppen sank sammen, udmattet.
Hun så Sean for sig... Den nat, den morgen hvor hun vågnede i hans arme. Og pludselig føltes det som om hendes hals snørrede sig sammen. Hun var ved at blive kvalt i mindet om ham. Mindrt om hvor meget hun elskede ham. Og hvor meget hun havde svigtet ham.
Hun hev efter vejret, hyperventilerende.

Han så hvordan hun forsvandt ind i gyde, sikkert for at gemme sig for vagterne. Han fulgte afslappet efter hende til han selv kom til gyden og stilte sig op af muren med overkorslagte arme, mens han kiggede ud på menneskemyldret og vagterne der nu begyndte at sværme og spørge folk ud...En kirke et sted larmede, sikkert en slags alarm så folk viste de skulle være forsigtige...Eller måske for den afdødes skyld.
Han trak vejret afslappet, selv om han kunne høre hendes anstrengte åndedræt.
"Sikke dog noget rod..." han drejede hovedet og så kort på hende, før han så tilbage ud i myldret. Et svagt smil lå om hans mund.
"...Man skulle næsten tro du havde lavet et eller andet, sådan som du gemmer dig..." personligt gjorde han ikke meget for at gemme sig, han stod fuldt synlig op af væggen, der hvor gyden mundede ud til selve gaden.
"Brug for hjælp? Jeg har ret gode forbindelser, hvis jeg selv skal sige det..." det virkede ikke som om han havde været igennem endnu et giftigt skænderi med hende. Mere som om han tilfældigt så hende og nu tilfældigt ville hjælpe hende...men også som om det heel ikke rigtig betød noget.

//sorry, er nødt til at skrive på engelsk, har engelsk og skal ikke forstyrre XD//

She looked up and tried to figure out weither he was making fun of her or not.
He acted like she was just another woman in a jam, and she did not like it.
She looked a little bit down on the ground again, trying to make her tounge react like she wanted to.
Even though she missed him, she couldn't tell him that. It would be like telling him that she was wrong - that she had to apologize to him. And that would be weak...

He was a weakness, for her. If anybody touched him in a bad way, she wouldn't hesitate to kill. As easy as that. Even a harmfull comment could be a trigger to her these days.

She looked at him again, this time with her tounge tied. She got on her feet, and stumbled towards him. She slowly embraced his waist, closing her arms behind his back.
''I'm sorry...'' she whispered, ''I didn't mean to ruin everything back then..''

//you don't need to answer in english, If you don't want to //

//Du sætter alt for store forventninger til mine engelsk kundskaber...Normalt elsker jeg engelsk, men lige hvad angår emner, foretrækker jeg dansk...Mest fordi mine kundskaber ikke rækker langt nok til jeg forstår meningen med det hele og derfor ikke føler jeg får det hele med - og dermed heller ikke selv kan skrive et fyldestgørende svar. Derud over går det generelt bare tusind gange langsommere at læse engelsk...Og jeg vil heller ikke gøre mig selv til grin med at svare i engelsk, det vil på ingen måder blive kønt. Der ud over, som du nævnte at du ikke ville ryge ud af det, ryger jeg lidt ud af det når jeg skal tænke engelsk-dansk. Svare emnet senere...^^//

//okay, beklager besværet søde. Men min lærer var over mig som en høg hele tiden -.-//

//skal jeg ændre det til dansk så du kan få det hele med?//

//Så kunne du vente til at svare til senere? I det hele taget...Kan prøve at skrive et svar...Men føler jeg har mistet lidt af følingen, fordi jeg ikke er god til engelsk...:///

Han så ned på hende med et lille smil, netop som om de lige havde mødt hinanden. en taktik han havde besluttet for længe siden - De sagde jo begge at de var en ny nu. Så hvad andet normalt ville det være end...At møde hende som en ny? som den hun var, og han som den han var.
Han lagde armene om hende, da hun stod op af ham.
"Jeg aner ikke hvad du snakker om" smilte han let, som om hun var hans nyeste erobring.

//Det er lige meget nu...Bare vær sød kun at skrive dansk en anden gang -Uanset om jeg så skal vente en time mere på svaret -.-//

//ja, det kunne jeg jo - men så langt tænker jeg jo aldrig//

Hun så lidt op på ham, velvidende at han ikke længere ville se hende som Neph.
Hans måde at sige det på, kendte hun alt for godt. Det var HANS måde. Hun bed det i sig, stirrede ud på folkemængden, og så at de stille og roligt blev mere rolige.
Hun havde ikke lyst til at trække sig ud af hans favn, men hun vidste at hans arme om hende ikke længere betød det samme.

Hun trak sig fri, stille. Hun så lidt ned igen, opgivende. Dog prøvede hun at skjule det bag en facade af et lille smil.
''jeg må nok hellere komme videre..''

Han grinte kort, da hun havde trukket sig ud og stod foran ham og mente hun bare skulle gå!
"Åh, det vrimler med vagter..." han så sigende ud på mængden og så hovedet af mindst tre vagter lige i nærheden.
"Det ville være...lidt usikkert at gå nu, især når din evt. redning står foran dig?" smilte han og blinkede kort til hende. Nej, han så hende ikke som Neph. Hun havde selv sagt hun ikke længere var den gamle Neph - Så måtte han jo se hende som den nye, men denne skulle han først lære at kende.
dog sank han ikke så dybt at præsentere sig, som om de var fuldkommen fremmede.

''redning? Jeg har for længst lært at jeg ikke kan stole på andre til at redde mig, kære ven.'' sagde hun, uden at benytte hans navn.
Hun var stadig vred, men åååh hvor hun savnede ham. Hans arme, hans kys, hans kærtegn..
Hun følte sig tom uden ham. Og alligevel... hun kunne ikke sige det til ham.
Hun ville sådan ønske at alt bare var slut...
Men den mulighed gav hun afkald på, dengang hun så desperat prøvede at holde fast i ham ved at blive forvandlet. Dumt, dumt, dumt!

''jeg tager chancen.'' sagde hun til sidst, efter lidt stilhed.
De kunne jo ikke rigtigt gøre hende noget, som ville skade hende ekstremt.

Han trådte ud foran hende, da hun ville gå, så hun alligevel ikke kunne gå. han lagde hovedet let på skrå, mens han så på hende.
"Du er svær" smilte han så roligt, hele hans krop viste bare tegn på at være afslappet, men også overraskende åben.
"Men selvfølgelig, hvem tager imod råd fra en fremmed? En gang skal jo være den første, eller hvad?" smilte ham. Mest af alt ville han bare ikke have hun gik, ikke nu hvor han endelig var sammen med hende igen og selv kunne ligge det hele bag sig...Kunne hun ikke se dette var løsningen? At prøve så meget forfra som muligt, lægge fortiden bag sig og tænke på nutid? lige nu og her...

hun stivnede.
''hvis du er så opsat på en frisk start, er det så klogt at du begynder den ved at spærre vejen for mig? Medmindre du har en mening med det? Desuden, jeg har kun myrdet en gammel mand der prøvede at snyde mig. Jeg har intet gjort galt. Han angreb mig.'' sagde hun og trak på skuldrene.

''by the way, så troede jeg slet ikke at du gad at spilde din tid på håbløse tilfælde?'' hun prøvede fuldt ud bevidst at lyde flabet. Hun smilede drillende.

Han så lidt på hende og lagde armene over kors.
"Så fik du munden på gled. Du snakker som om vi burde kende hinanden rigtig godt" svarede han med løftede øjenbryn.
"Men sidst jeg så efter var både jeg og du forandret...Som to fremmede over for hinanden. Og derfor behandler jeg det derefter. Du syntes nok du havde en god grund..." han slog ud med armene imod en vagt som kun var få meter fra dem.
"...De gør ikke" han blinkede til hende.
"Men jeg kan få dem til at glemme alt om det igen..."

''hør nu her... jeg vil ikke have at du blander dig.'' hun så nu strengt på ham.
''ville du måske gøre det for en fremmed?'' hun løftede et øjenbryn.

''jeg ønsker ikke at se dig som en fremmed Sean. Langtfra. Du var, og er stadig, min bedste ven. Om du er forandret eller ej, så elsker jeg dig. Og du ved det. Så er du ikke bare venlig at flytte dig, og lade mig klare det her selv?'' hun prøvede at forholde sig rolig, men det var svært. Hun havde lyst til at skrige, græde og bare løbe sin vej.
Ikke at det ville gøre nogen forskel.

Hun ville ikke se det. hun ville ikke gøre det. hun gad ikke...Tanken lammede ham et øjeblik...hun gad ikke engang starte forfra, hun brød sig ikke engang nok om ham til at lade som om...Til at tro det virkede, som han følte det gjorde.
Hans blik blev hårdt, koldt. Han fjernede sig fra hende, men samtidig løftede han hånden.
"Hej! Vagter! Jeg tror hun er her ovre!" han fik straks opmærksomhed, han pegede ned mod Neph h folk flyttede sig straks for de vagter der kom løbende.
"Så klar det selv, lille fornemme prinsesse. Når vi andre ikke er gode nok, right?" han vendte ryggen til hende og begyndte at gå ind blandt folk, modsat af den vej vagterne nu kom i. Hvis det var sådan hun ville have det, skulle den lille prinsesse nok få det sådan!

hun himlede med øjnene over hans reaktion. Hvor barnligt.
I løbet at tre minutter var hun omringet, og ærligt talt, så gad hun ikke gøre en skid ved det. Hun satte sig ned, hvor hun havde stået. Bare bum, midt i det hele.

Hun så op på en vagt der prøvede at give hende håndjern på, med et ligegyldigt blik.
Hun så lidt efter Sean, men tog sig selv i det. Hun følte sig ikke engang vred... nærmere... efterladt.
forladt. såret. ensom. der var ikke mere...
hun fik et slag i nakken og hvæsede lavt.

Han havde prøvet. Det følte han selv han havde, han havde været åben, snakkesaglig og...accepterende. Lige nu følte han det var hende selv der havde sagt nej og gjort modstand. Og så kunne han ikke gøre mere. Hvis skyld det hele enlig var, huskede han ikke længere. Han var også ligeglad. Det betød ikke noget mere. Han havde en fornemmelse hun mere sagde nej begrund af hun ville, end fordi hun stadig kunne huske hvordan det hele kom så langt ud.
Men det måtte hun også selv om. han så sig ikke tilbage, da han forsvandt i mængden. Det havde ikke været barnligt...Det havde mere været en personlig hævn...Et uovervejet handling, kommet af hans pludselige følelse af smerte et eller andet sted...Men det var væk nu. heldigvis.

Hun hev hende op og stå, og trak hende med sig gennem folkemængden. Hun lod dem bare gøre hvad de ville. Om så de hev hende forbi ham, ville hun ikke gøre en skid. Hun gad ikke.
Hun var... ja, hvad var hun egentlig? Hun var intet - et nul. Som altid.

Hun blottede udmattet tænder, da en vagt hviskede noget i hendes øre.
Hun knurrede vredt.