I'm sorry, I didn't mean to do it like this... ~ Sean

Han bekymrede sig ikke om det. han var drejede af og gået ind i en gyde, for at slippe for vrimlen. han ville lade dem føre hende til deres station, måske tjatte lidt til hende, men så ville han vade derind, hvor provokerende det end ville være på dem...og evt på hende og sige 'Hvad sagde jeg? Her sidder du jo godt, kan du hygge dig!' og så gå igen...Eller ville han? hvad ville han opnå? Burde han ikke bare blive væk? Måske møde op og hjælpe hende ud, men uden hun viste det var ham...Så ville han i hvert fald være tilfreds med sig selv...

da de endelig nåede dertil, var hun ikke andet end en kludedukke.
Hun reagerede ikke på deres kommentarer, selvom de stak til hende hele tiden.
Hun knurrede stille, noget med at hun ikke gad snakke med dem.

hun blev sat i en stol, i godt og vel to timer.
Det værste var deres lamper.. de brændte...

Han ventede lidt ude foran velvidende at Neph nok sad derinde og svedte. Ikke som i at de udgjorde nogen trussel for hende, men mere som i at der nok var varm derinde. Det plejede der.
Han gik tilsidst ud af skyggerne og mod hovedkvarteret, for til sidst at vade direkte ind gennem døren. nogle af vagterne lagde en hånd på deres sværd, men de havde fået at vide at de skulle lade ham være.
Sean gik direkte ind til deres små kontorer, et sted hvor de sad og lavede papirarbejde og afhørte vise folk og han smilte da også svagt da han opdagede de havde sat hende fast til en stol nede i den anden ende. Han gik derned og stoppede op foran hende, ved at læne sig op af bordet foran hende, men han snakkede ikke til hende. sådan stod han lidt, da en ældre mand kom hen til dem, men åbenbart ikke for Nephs skyld.
"Nok fik du din vilje, men det gør det ikke tilladt at vade herind som om du ejer det hele!" hans stemme var mørkt og hans grå øjne lynede da de så på Sean. Sean drejede hovedet og smilte roligt til ham.
"åh, det var heller ikke min mening at provokere. Jeg kender hende her, men hun vil ikke have min hjælp. så jeg ville bare se hvordan det gik...Hvordan han din søn det?" han blinkede til ham og manden sank en ekstra gang, tydeligvis på randen af at trække sit sværd og spidde Sean med det.
"Gå..Du har ikke lov til at være her! Gå, din monster!" vrissede han. Sean løftede bare et øjenbryn og lagde armene over kors som et stædigt barn

Hun så på ham, da han nærmede sig hende. Hold kæft hvor han nød at se hende sådan!
Det første hun kunne tænke på var - forræder. Men det var ikke hvad han var.
Langtfra.

Hendes hals snørrede sig sammen så snart hun duftede blodet fra den ældre mand der trådte ind. Seans blod var hun vant til duften af, så det påvirkede hende ikke så slemt. Men en almen mand... Blod... Hun var så tørstig, og hendes krop kunne ikke regenerer sig selv uden at hun fik blod.

Hun så ned, væk fra dem begge to, mens de snakkede. Hun turde ikke sige noget, i frygt for at Sean ville tro at hun bad om hjælp.

Manden så vredt på ham og viste åbenbart ikke hvad han skulle gøre, for Sean havde flere muligheder for at gøre livet surt for dem. Ikke mindst hans søn!
"Bare forsvind hurtigt!" endte det med han sagde. Seans smil voksede lidt.
"åh, stol på det. Jeg elsker ikke at være her" Manden nikkede kort og så ned på Neph et øjeblik, men rystede så svagt på hovedet.
"Hvad er problemet her?" spurgte han og havde åbenbart besluttet sig for at sørge for de kom ud og væk hurtigst muligt.
"Hun slog en ihjel og det kunne dine vagter ikke lide" smilte Sean kort og så hen på hende, som hun sad der. Han følte han havde magt lige nu...At han legede med folk. Men det var jo sådan hun ville have det.
"Men lige nu vil jeg bare se på. Hvornår sker der noget?" manden så mistænksomt på ham, men gik så. Åbenbart for at spørge nogle andre vagter, dem der havde hentet hende ind, om hvad ideen var.
Sean grinte svagt for sig selv og studerede roligt sine omgivelser, uden rigtig at se på Neph.

''gør du det her, for at gøre grin med mig?'' hendes ord var svage, hæse. Rustne, og uden yderligere sammenhæng.
Hun var så tør i halsen... så tør...

hun så på ham, med gyldne øjne, hvor der var et ildrødt omrids i pupillen. Hun kunne snart ikke holde det ud mere.

''du har vundet, okay? Jeg kan ikke klare alting selv.'' hun hadede at indrømme det.

Han så på hende igen med et svagt smil, som om intet rørte ham.
"Nej, det kunne aldrig falde mig ind" smilte han roligt.
"Jeg gør det fordi jeg har lyst. Fordi det er sådan jeg er nu, hvis du er interesseret. Og fordi du selv har lagt an til vi intet skal have at gøre med hinanden, men dog kende til hinanden. Men det ændre ikke på at jeg ikke er ligeglad med dig, men det ændre på hvornår jeg vil hjælpe dig." det var langt. Alt for mange ord. Han sagde ofte tingene med alt for mange ord.
"Du siger jeg har vundet. Men hvad har jeg vundet?" han smilte, næsten som om han virkelig forventede en præmie.
hun var tørstig og det var tydeligt. Men stadig reagerede han ikke.

''du har set hvordan en pige er når hun har pms, så du ved hvor tæt jeg er på at flippe skråt lige nu Sean. Jeg sagde ikke at jeg ikke ville være den Neph du kendte. Jeg mente det i hvert fald ikke sådan..'' hun skar tænder og prøvede at vride sig fri af stolen, hvilket resulterede i at metallet borede sig mere ned i hendes håndled.

''har du forventet at jeg skulle tigge for at du hjalp mig?'' stadig rustne ord. Hun kunne næsten ikke tale for den skide tørst.

Han så lidt på hende. En trussel? Eller var det bare ikke ment sådan?
"Du er ikke den Neph jeg kendte. uanset om du vil det eller ej. Jeg er ikke den Sean du kendte. Om du vil se ham eller ej. Det er facts. Det er på tide du indset dem og lever med det, som jeg prøver på. Selv om du stædigt vedbliver at grave dybere i det. Tingene er fortid neph. Noget jeg ikke ser tilbage på, selv ikke de ensomme nætter jeg savner dig" hans blik var hårdt, da det gled ned over hende.
"Og for de ord, må du tigge" svarede han så kort og lod igen blikket glide over de nærmeste omgivelser og vagter, som om dette her ikke betød særlig meget for ham. Han havde hende hvor han ville. Selv hvis hun blev vred og ville angribe, skulle hun først fri.

Hun bed sammen, denne gang så hårdt at hendes tænder gav et smæld fra sig.
Hun ville hellere rådne op, bundet til en stol og belyst af at kraftig lampe - end at tigge om at han skulle hjælpe hende.
Hun sagde ikke ét ord, stirrede bare på ham med et blik der lignede at han havde slået hende hårdt i maven.
Hun havde ekstreme smerter i halsen nu, og hun spændte alle muskler i kroppen for ikke at flå sig selv fri og gå direkte efter hans strube.

Hans ene øjenbryn gled op i panden da han så hende, sukkede så lavt, rejste sig og gik. Ikke væk, men bare et andet sted hen. hun var selv ude om det. Han håbede de ville torturere hende lidt, håbede hun ville blive tvunget til at bede ham om hjælp...
Han viste ikke hvorfor han ønskede at være ond mod hende...Det gjorde han heller ikke. Han ønskede bare at hun havde brug for ham...at hun ville være sammen med ham, havde brug for ham, som han havde for hende. Men hun ville jo ikke være sammen med ham, hun ville jo ikke snakke og hver gang de prøvede, gik det bare galt igen. I et kort øjeblik gled hans temperament fri fra dens tøjler, greb en tilfældig lampe og smadrede den mod gulvet.De nærmeste vagter så nervøst på ham med hånden på deres sværd, mens lerstumper gled ud til alle sider og olien flød ud på gulvet.
"Gør det rent!" kommanderede han den nærmeste vagt, han så lidt tvivlsom ud, men seans hårde blik overbeviste ham om at han hellere måtte gøre det...

havde hun kunne, så havde hun uden tvivl brudt grædende sammen nu.
Men hun kunne ikke. Det gjorde ikke kun ondt i halsen, men også i brystkassen. Lige dér hvor hans blik og ord havde gjort mest ondt; i hjertet.

''jeg bad dig aldrig om at tilgive mig...'' hviskede hun. Det var så lavt, så usselt af hende, at man næsten kunne høre den gråd der ville have været i stemmen.
''jeg fortalte dig aldrig hvorfor jeg forelskede mig i dig... Eller hvorfor jeg ikke beder om din hjælp...'' hun sukkede.

''fordi jeg ikke kan. Jeg kan ikke bede andre om hjælp... Jeg kan ikke fortælle andre hvorfor jeg er som jeg er... Jeg var en Storyteller... Vi er ikke en slægt der forelsker os... Vi er ikke en slægt der elskede andre... Indtil jeg mødte dig...'' havde han hørt det...? Måske.
Men han virkede for vred til at reagere

Dette var ikke stedet at lege ulykkelige elskende. hverken sted eller tid. Han stoppede op og så lidt ned i jorden, men vendte så om og gik tilbage til hende. Men han blev stående lidt bag hende, så hun ikke kunne se ham. Han ville ikke have hun så ham. Set fra hans side havde hun mange gange bedt om at blive tilgivet. og han havde ikke tænkt over det, men bare gjort det. Alle gjorde fejl, ikke? Men nogen blev bare ved...om det var hende, ham eller dem begge viste han bare ikke. Et eller andet skete der i hvert fald.
"Du kan godt. du vil bare ikke. Der er forskel..." hans stemme lød kold og ligeglad i et øjeblik, men så slap et svagt suk fra ham og hvis hun havde set på ham, ville hun se hvordan hans skuldre næsten faldt ned i overgivelse.
"Jeg føler du leger med mig. Får min til at følge dig som en hund. overbeviser mig om vi har det godt sammen og vi har det godt sammen...nogle timer. Så vender det hele, vi skændes og overbevises om at den anden hader en. Og hver gang skal vi igennem det samme. Og jeg føler hver gang at du har manipuleret med mig, gjort mig svag, for bare at slå mig over fingre bagefter som om jeg var et uartigt barn..." han hviskede det næsten, så kun hun hørte det. De fleste vagter var heldigvis gået.
"Som om jeg evig og altid skal straffes. Og hver gang overbeviser jeg mig om at det er sidste gang jeg bør være så svag. Jeg er ikke skabt til forelskelse eller familie - Jeg har sex med kvinder for at spise. Jeg kan ikke gå og efterlade følelser ved dem alle og tænke på den fremtid man kunne have haft. Forelskelse, kærlighed, er ret fremmed for mig. Selvfølgelig, i starten...I starten var det svært. Men nogen lærte mig det var en styrke, hvis jeg havde den rette indstilling. Det ændre ikke på at visse kvinder rykker ved min balance. Alane gjorde det...Du gør det..." han nævnte med vilje ikke flere, selv om der var et par stykker.
"Og hver gang lover jeg mig selv at lade være...Og hver gang er jeg for svag til at modstå...Jeg har en svaghed for dig...Og ærlig talt, så piner den mig..."

hun lyttede til hans ord... Hun pinte ham. Hun gjorde mere skade end gavn hos ham.
Hun kunne ikke engang sige i lige måde... For hun ville give alt for at kunne kaldes Seans pige. Men nej, sådan legede de ikke.

''Sean... Vil du ikke nok hjælpe mig fri...?'' Hendes stemme var rystende, og nærmest pint.
Hvad hun ville gøre, når han hjalp hende fri? Hun ville undskylde. For alt. Hun ville ikke engang give ham en mulighed for at sige hende imod. Hun ville forsvinde, for altid. Fjerne ét hvis ikke flere af de ting som pinte ham.

Han så lidt på hende. Han kendte hende jo efterhånden, også selv om hun havde forandret sig. hun var sikkert hørt at hun var problematisk og ikke at han faktisk elskede hende. Det plejede hun. Kvinder, som ellers siges at kunne høre så meget i nogle sætninger og forvrænge dem!
Han rystede svagt på hovedet og mærkede vreden komme op i ham igen. Han gik hen foran hende og så ned på hende.
"Så du kan forlade mig og skabe endnu værre smerte end hvis du bare er her? Det tror jeg ikke. Kald min bare egoist. Jeg er blev kaldt værre med tiden"

''hvad vil du have at jeg skal gøre? Bare blive, og lege dukke? Sean, jeg ved ikke hvad du vil have mig til mere..'' hun bed sig i læben.
''jeg beder dig Sean... Jeg kan snart ikke klare tørsten mere...'' klynkede hun stille, rystende og pivende.

Hun vred igen sine håndled, og den sydende lyd af metallet mod hendes hud var til at blive dårlig af.

//skal se tv med mor..//

Han så lidt på hende.
"Jeg vil ikke have dig til noget. Forstår du det ikke? Du er ikke min tjener. JEg bestemmer ikke over dig. Du gør altid hvad der passer dig. Jeg vil have vi skal være sammen...Og have det godt. Men vil det nogen sinde ske? Nogensinde? Det går altid galt. Altid. " han rystede svagt på hovedet.
"Jeg kunne spørge dig om det samme, men du vil sikkert ikke kunne svare på det...Ellers også svare du at du bare vil fri, drikke og forsvinde fra mig, ikke? Forlade mig. Det har folk for vane..." han så på hende og al den vrede han havde følt mod folk som burde elske ham, men ikek gjorde det, af folk som burde elske ham, men havde forladt ham...Den vrede over det, blev i et øjeblik vendt mod Neph, fordi hun var der. Men han så hurtigt ned med et opgivende hovedrysten. Han gik om bag hende og så lidt på metallet der holdt hende fast, velvidende at når han lod hende gå, så han hende nok ikke mere. Han lænte sig ned til hende øre, men i et øjeblik kunne han slet ikke sige noget...
"Jeg elsker dig jo..." en svag hvisken. Så var hun fri. Han havde låst håndjernene op. Men næsten samtidig som de ramte jorden og de nærmeste vagter så undrende derhen, havde Sean vendt ryggen til hende og lynhurtigt nærmet sig udgangen. han ville være den der gik. Ikke omvendt. han ville ikek være den efterladte, men den der efterlod.

Hun så ned, da hun hørte hans sidste ord.
Han slap hende fri, og i et kort sekund var vagterne en bagatel.
Hun stirrede efter sean, og for efter ham.

Omringet af vagter, maste hun ham op mod væggen og så ham i øjnene.
Så kyssede hun ham. Blidt, tøvende, kærligt. Og undskyldende.
Hun ville så gerne bare være tæt på ham at hun havde glemt alt om at han måske ikke ønskede hendes kys.

han viste ikke om det var en vagt der mistede tålmodigheden eller neph der ønskede at rive ham fra hinanden...måske var hun for tørstig til at tænke klart...han kunne virklig ikke gennemskue hvorfor hun dog skulle gribe fat i ham på den måde, skubbe ham op af væggen som om det var ham der havde gjort noget forkert...
Hendes kys...var uvirkeligt. han viste det var der. det skete. Og han følte vel også et eller andet...Men det hev ham ud af hans virkelighed. Gjorde det hele så surrealistisk at han næsten grinte. Hvorfor kyssede hun ham? Hans hjerne ville virkelig ikke se eller tro på hun faktisk var der eller ville være der. I stedet tænkte den på at hun snart ikke var der længere...
Han stoppede op. Han viste ikke om han havde gengældt det. Han viste det virkelig ikke. Han lagde sine hænder på hendes skuldre og så ud på vagterne der nu stod kampberedte omkring dem.
"Lad hende være!" De tøvede. de forstod ikke hvorfor deres chef havde bedt dem om ikke at gå efter ham længere...
Men til sidst trak de sig tilbage. Sean førte Neph ud af stedet.
Han ville ikke lade hende gå. ikke nu. men han kunne bare ikke forstå det hele...Han havde stadig følelsen af at de snart ville skændes igen og det hele ville være ødelagt...igen...han turde ikke...

Hun fulgte med ham ud, og vidste han var vred på hende.
Men hun var ligeglad.

''Jeg vil ikke forklare. Jeg er bange for, at der ikke er en forklaring.'' sagde hun, og så lidt op på ham.
Hun var så tørstig...
''Kan vi ikke tage hen til kroen...? Jeg beder dig.. Bare så jeg kan få noget at drikke..'' hviskede hun, mod hans skulder. Hun havde brug for blod, og at tage det fra ham var ikke en ting hun ville gøre. Nogensinde..

Hans ene arm havde lagt sig omkring hende, mens han førte hende væk fra kroen. Han var stille og kiggede mest bare frem for sig, uden af stand til at tage et valg lige nu. Eller ville ikke...han viste det enlig ikke. Da de var kommet væk fra politistationen og på vej mod kroen, fjernede han stille sin arm igen. Han var ikke vred...ikke mere. Det mente han i hvert fald ikke han var. Han viste bare ikke hvad han skulle gøre...For de ville jo bare ende med at skændes og bringe smerte til hinanden igen jo.

Hun så taknemmeligt på ham, da han førte hende mod kroen. BLOD!
Hun satte farten yderligere op, da de var kommet indenfor, og uden et ord satte hun kursen mod sit værelse.
Hun lod døren stå halvt åben, så kunne han komme ind hvis han ville.

Hun var straks henne ved et skab der stod i et hjørne.
Hendes værelse var iskoldt, men det påvirkede hende ikke.
Hun fandt en blodpose frem, bed hul i den, og drak uden hæmning.
Hun stønnede modvilligt af vellyst over at få slukket den forbandede tørst.

Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt da hun havde tømt to poser.
Hun slikkede sig om læberne, og så så hen mod døren.

Han havde ikke tænkt over hende atypiske måde at være vampyr på. Måske havde han forestillet sig at hun ville hoppe efter den første person hun så og bare tømme ham eller hende for blod...Det ville have været normalt og Sean ville end ikke have blinket. Men hendes anden måde at gøre det på...det forvirrede ham stadig og det huede ham ikke lige frem.
Han blev nede i krostuen, han gik over til baren og satte sig. Bad om noget at drikke og fik en lille øl langet over. Han lagde nogle mønter på bordet som betaling og tog selv en god tår af den. Han havde selv været lidt tørstig, men dette lettede på det. Folk så på ham, fordi han var flot klædt på den dag, men han tog sig ikke af det.

Hun kom ned til ham igen, efter kort tid. Hun så lidt ned, trak vejret dybt, og gik hen til ham.
Hun satte sig ved siden af ham, først uden et ord. Dernæst, var det som om hun ikke vidste hvad hun skulle sige.

''jeg... jeg er ked af at jeg reagerede sådan... Du har ret. Vi har brug for en ny start... Jeg er bare bange for, at jeg ikke kan klare det. Jeg holder så meget af dig, som jeg gør, fordi vi har været så meget igennem..'' hun trak vejret dybt. Hendes ord var så lave, at han nok var den eneste der kunne høre dem.

''jeg ved at du elsker mig Sean... Jeg ved også at du ikke kan binde dig... Jeg ville aldrig bede dig give dit liv op, bare fordi jeg er forelsket i dig... Jeg har været uretfærdig, krævet ting af dig som ikke tilhører mig... Undskyld, det lyder simpelthen så latterligt... Jeg har jo nærmest krævet at du elskede mig... At du hjalp mig.. Som om det var min ret...'' Hun stirrede ned i bordet mens hun talte, udelukkende fordi hun ikke turde møde hans blik.

''Jeg elsker dig, om så du var en voldtægtsmand, morder, tyv og djævel - alt på én gang.. Du er, og forbliver, Sean. I mine øjne, i hvertfald..'' hun så lidt hen på ham, tøvende.

Han viste hun satte sig ved siden af ham. Han så dog ikke på hende, men sad bare og kiggede frem for sig, lod blikket glide over hylderne bag baren, over selve baren og hans øl. En let lugt af blod hang over Neph. Men han var van til den lugt. Han lyttede uden at sige noget og selv da hun var færdig, sagde han ikke noget i noget tid. Hvad skulle han sige? Hvad så nu?
Han tog en god tår af sin øl igen og tørrede sin mund af for at fjerne evt. dråber.
"Og hvad så nu?" spurgte han lavt og så kort hen på hende, inden han hurtigt kiggede ned på bordet igen.
"Og hvad så nu?" gentog han