I'm sorry, I didn't mean to do it like this... ~ Sean

hans svar... 'og hvad så nu?'... Ja, hvad så? Hvad kunne hun gøre?
''lige nu... har jeg brug for at slappe af og vente på at mærkerne fra metallet forsvinder. Ellers.. Så tror jeg at det er op til dig..''

Hun så lidt ned, inden hun rejste sig stille igen

han sukkede og så bare fortsat ned i sin øl. Han kunne ikke...Han kunne ikke...
"Jeg kan ikke..." han sagde det lavt, men han regnede med at hun hørte ham, trods hun allerede var på vej væk.
"...Jeg vil ikke prøve noget, som alligevel aldrig lykkes. jeg vil ikke blive ved, som en idiot der aldrig lære af sine fejl. Jeg er træt af den evige smerte du efterlader indeni mig..." det var som om han var forvandlet. Han var ikke kold, han var ikke afvisende...Men han var heller ikke fuld af lidenskabelig kærlighed eller andre klare følelser. Måske andet end noget bestemthed.
"...Jeg vil gerne se dig en gang i mellem, jeg vil stadig gerne snakke med dig...Men jeg er træt af at lege med mine følelser som indsat. Jeg trækker mig ud af spillet..." han så på hende og viste hun ville hade det han sagde. Måske, hvis hun tænkte over det en dag, ville hun kunne forstå det. Hvad var der at slås for? han havde prøvet så mange gange, men evig og altid...de kunne ikke enes. Og det var bare dumt at blive ved. Han rejste sig op, drak resten af sin øl og lignede selv en der var på vej væk, også selv om han mest havde lyst til at følge hende op på værelset.

Hun lyttede igen.
Denne gang var der brug for en af de ting hun havde øvet sig på - at skjule hvor ondt det gjorde.
Med et accepterende smil nikkede hun kort.
''Så... ses vi bare på et tidspunkt..'' Hun bed sig kort i læben, og bakkede et skridt væk fra ham, hen mod trappen. Skift nu mening, skift nu mening!
Hun løftede hånden tøvende, i et 'vink' som en afsked.

''Hej..'' Sagde hun og vendte sig om, og facaden af acceptering faldt fra hinanden. Et pint udtryk kom over hendes ansigt, i takt med at det sank ind.
Hun rettede ryggen, og gik med afmålte skridt. Det hele virkede så kunstigt.

hun havde ikke forstået det. Ikke denne gang. så måtte de jo se hvordan det gik næste gang de mødtes: om hendes indespærrede følelser for ham, kærligheden, smerter over dette, ville resultere i et nyt skænderi. Men hej, det skete jo lige meget hvad han havde sagt. Så han havde hverken vundet eller tabt noget. han nikkede kort til hende med et venligt udtryk, men så vendte han ryggen til det hele og forsvandt snart ud af kroen. Han havde lyst til at løbe hen til hende, få hende til at grine og være glad -For det var sådan han bedst kunne lide det. Men han havde mere vilje end bare at give efter for et øjebliks svaghed. Han havde taget et klogt træk, mente han selv. Han måtte være stærk, ikke bare for sin egens skyld, men for mange andres. Mange regnede med ham hver dag. han lod hænderne glide over hovedet, som om han ville fjerne noget mudder eller få klarere syn igen. Det lykkedes ikke. Han satte i gang og gik ned af gaden, smertelig bevidst om hvert skridt væk fra Neph...

Hun satte sig op af døren, efter at have lukket den bag sig. Hun græd ikke, men det var kun fordi hun ikke kunne.
Hun trak ikke vejret, det var jo ikke nødvendigt. Hun lukkede øjnene, og lod langsomt alt blive mørkt for hende.

Hvis det pinte ham at være sammen med hende, skulle hun holde sig væk.
'If you love something, let it go..'... Ja, men ville hun virkelig det? Sean ønskede at komme videre, og sådan skulle det også være.
Hun rejste sig efter at have rystet hårdt på hovedet i lidt tid.
Hun drak en ekstra pose blod, tog en i sin lomme samt lidt penge, og tog derefter en jakke på.

Så begyndte hun ellers bare at gå. Hun havde brug for luft.
Hun vandrede, uden at vide hvor hen. Bare væk.

han ønskede ikke hun holdt sig væk, hvad han også havde fortalt. han ønskede bare ikke dette kaos, disse evige ødelagte følelser og latterlige tanker mere. og det var der ingen løsning på: de ville nok altid skændes.

han forsvandt længere op i byen, på vej til de finere huse, til hans nye hjem.

//Out//

//out//