Im looking for another demon, maybe you know him? -Nille-

S: The Forest.
O: En skov med en masse træer hvor stormen har ordentlig fat i dem, så et par enkle grener falder ned engang imellem.
V: Storm.
T: Solnedgang.

Noah smilte lumsk for sig selv med jorden knasende under sine støver, samt stormen som tuede i trækronernes toppe. Hele dagen var spildt, han havde ikke fundet det som han søgte. Hvor var den pokkers dæmon? rygterne gik på at han boede ude i skoven sammen med en lille knægt, hvilket bare fik Noah til at grine kort, eftersom han troede de kunne mende at han havde fået en søn. Jacob fået en søn, den tanke fik ham helt til at grine. Han kunne ikke forstille sig knægten med et barn, men nu havde han jo heller ikke set ham i et stykke tid, måske var han rent faktisk modnet eller blevet stærkere, lige meget hvad, så ville Noah bare gerne se ham igen. Han manglede trods alt en at drille lidt, ikke at han savnede knægten, langt fra, men han savnede drillerierne.
En stor gren faldt ned lige bag ham, så han nær var blevet hvis han blot var kommet få sekunder forsendt.. Han smilte kort for sig selv, løftede på skuldrene og fortsatte igennem skoven, uviden om at han ikke skulle finde den person han søgte, men derimod en som stod ham nær..

En ukendt gik i skoven. Hun kunne se ham. Smuk, men ikke nær så meget som Jacob... Jacob... En varm følelse gled gennem hende ved tanken om ham... Hans smukke krystalblå øjne. Det hvide hår... Hans hud, læber, alt. Hun savnede ham. Højere end hun turde at indrømme. Nille havde det sorte hår løst, og skammer kjolen på. Den var hvid, og der var en hvid hætte. Hun trak hætten over hovedet.
Roligt gik hun hen imod manden, og så ned. Skjulte de lysende blå øjne.
... Uheldigvis stødte hun ind i arm.
"Undskyld."

//undskyld for kort svar :/

//Det er i orden ^^ Svar bare så langt du vil og kan ^^//

En skikkelse kom gående hen imod ham, en kvinde med yndefulde bevægelser og en kjole som blæste så smukt med vinden. Allerede uden at se hendes ansigt, ville han kunne føle på det hele at denne kvinde var smuk. Hendes aura sagde på en måde det hele, samt den smukke hvide kjole. Vinden tog en ekstra gang fat, denne gang to den fat i hans jakke, så han havde det som om at han lettede fra jorden, men var egentlig godt klar over at han ikke gjorde.. Kvinden gik ind i ham, hvilket gav ham mulighed for at snakke med hende, hvem ved, måske hun kendte til den lille hvidhåret dæmon?
"Det gør skam ikke noget," sagde han med et charmerende smil. "Må jeg spørge dig om noget frøken? Kender du muligvis til en hvidhåret dæmon, som skulle have en knægt til at bo hos sig?"

Den kraftige vind var behagelig mod Nilles ansigt. Mange ville finde den irriterende... Men hun elskede den! Hun havde lyst til at brede armene ud og lade vinden omfavne hende. Men den mand forhindrede det lidt.
Hun skulle til at gå videre da han snakkede til hende... Hun vendte fronten mod ham, og så på ham. Det charmerende smil irriterede hende. Det var kun dejligt når det kom fra Jacob... Endnu en varme strømmede gennem hende.
Det manden sagde sendte advarende tanker til hende.
"Måske gør jeg. Hvad vil du med ham?" Hun stolte sig lidt i forsvars position selvom det nok ville røbe hende. Hun lagde armene over kors.

Han løftede kort på sine skuldre, ignorede det at hun pludselig virkede truende overfor ham, som om hun ønskede at beskytte den såkaldte "Is dæmon". Et kort øjeblik overvejede han at hun sikkert kendte ham bedre end han troede, hvorfor skulle hun ellers stille sig i forsvars position? Men, han skubbede sine tanker væk og besluttede sig i stedet at svarer på hendes spørgsmål om den kække lille dæmon.
"Ikke det helt særlig, lad os bare sige at jeg kender ham og bare gerne vil se ham igen, for at se hvor langt han egentlig er kommet med sit liv," sagde han og grinte kort for sig selv, hvor han derefter lagde sine arme på kors og bare sendte hende et skævt smil. "Så ja, jeg ønsker blot at tale med ham,"
En vind ramte hans ansigt, hvilket fik ham til at lukke øjnene kort i og nyde den måde den blæste på..

Nille kneb øjnene lidt sammen, og trak hætten af. Hvis manden havde set dusør plakaterne af hende ville han med garanti genkende hende nu. Det sorte hår blev let taget af vinden, og blev kærtegnet af det. De sorte lokker strøg yndefuldt om hendes ansigt, hals, og hoved. Hun lagde armene over kors.
"Så du kender Jacob?" Hun lagde hovedet lidt på skrå.
"Ja, jeg kender ham. En hel del," hun fortsatte sætningen lidt efter. "Og hvis du gør ham ondt får du med mig og bestille."
Hun så en anelse truende på ham.

Hun fjernede hætten og afslørede som han havde forventet et smukt ansigt, samt langt sort bølget hår. Hun virkede bekendt, der gik kun lidt tid før det gik op for ham at det var hende fra plakaterne, det var skammeren eller heksen som der også var nogen som kunne kalde hende. Han måtte indrømme at han havde været nysgerrig omkring hende, ikke fordi han ville have dusøren på hende, men han var blot nysgerrig omkring hvorfor hun var eftersøgt og havde en dusør på sig. Noah havde selv oplevet det med en dusør og eftersøgníng, ja, han havde ligesom Jacob rodet sig ud i ting, som man nok ikke skulle rode sig ud i..
"En hel del siger du?" sagde han med et skævt smil. "Ved du hvor han er? Og nej, jeg gør ham ikke ondt, jeg vil blot snakke lidt med den lille dæmon,"

Hvis manden prøvede på noget ... Slog hun ham ihjel. Kort sagt. Hun ville dræbe ham langsomt og smertefuldt. Hun tænkte kort på Toby.. Den søde dreng... Han voksede hver dag. Når hun så på ham var det som at se i et spejl næsten. Han lignede hende så meget. Selvom skyggevæsnet var tobys far så hun hellere Jacob som hans far. Jacob som var kærlig, og ansvarsfuld overfor Toby... Hvor hun dog elskede ham... Hun savnede ham lige i det øjeblik at hun næsten lige var ved at tro manden var Jacob. Hun rystede på hovedet, og genvandt fatningen.
"Hvis jeg nu siger; jeg elsker ham? Ville du så forstå hvad jeg mener?" Hun havde intet imod at fortælle denne mand det. Han holdte bare mund for ellers ville hun torturere ham til døde.
"Jeg ved hvor han er, men jeg fortæller dig det ikke." Hun smilede uskyldigt.

Hun elskede ham, denne sætning fik ham med det samme til at forstå hvad denne smukke kvinde var for ham. En kæreste, den lille hvidhåret dæmon kunne rent faktisk score, det fik ham til at smile drilsk og grine kort. Ikke at han havde noget imod at han kunne finde ud af det, det var bare så underligt for ham at vide at den lille dæmon var stor nok til at have en kæreste, eller hvad hun var, en forlovede eller noget i den stil. "Jeg forstår," han bukkede høfligt foran hende. "rart at møde jacobs kæreste, mit navn er Noah og nu når du har fortalt hvem du er overfor ham, kan jeg vel også fortælle at din kæreste er min konkurrent," Han smilte uskyldigt og kækt ligesom hende selv. "Det betyder at vi har det med at drille hinanden,"

Nille valgte at ignorere mandens drilske smil. Hun så kort væk inden hun så på ham igen. De sorte prikker var til stede i de lysende blå øjne. Forsvandt, og kom et nyt sted. Hun så på manden igen med ligegyldigheden lysende i øjnene.
"Noah?" Hun hævede et øjnebryn. "Aha..." Hun lagde armne over kors. "Konkurrent?" Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Noah," Hun sagde hans navn lidt... 'Jeg er fuldkommen ligeglad med dig' - agtig. "Hvad dig, og Jacob er over for hinanden er mig ligegyldig så længe du ikke er en trussel for ham, og vil dræbe ham. Eller såre ham. For hvis det er tilfældet, så er du så godt som død." Hun begyndte at kredse om ham. "For vi ved jo begge to godt at jeg er stærkere end dig, jeg er jo trods alt Skammeren." Ja, hun var lidt selvisk nu, eller virkede som om. Hun ville bare sætte streg under 'Jeg vil ikke tøve med at slå dig ihjel hvis du prøver på noget mod Jacob'.

Nå, pludselig virkede hun så fjendtlig, hvilket hun aldeles ikke skulle være overfor ham, medmindre hun gerne ønskede at han aldrig mere ville værdi hende så meget som et blik. Noah var fuldkommen ligeglad med at hun sagde at hun var stærkere end ham, for det interesserede ham egentlig ikke så meget.. Hvorfor skulle det også det? Han ønskede jo ikke at skade Jacob og han var ikke bange for Nille. Det så han ingen grund til at være, men lige nu, brød han sig ikke så meget om hendes "førstehånds indtryk". Han lagde bare armene på kors og løftede på et øjebryn, med et blik der bare sagde: ØH? Og?.
"Jamen, rart at vide," sagde han ironisk og grinte kort af sig selv. "Jeg ønsker ikke at gøre ham noget, så drop din fjendtlige atitude, det ikke den jeg har mest lyst til at høre på lige nu," han sendte hende et falsk smil, inden han vendte sig om imod den vej han kom fra og begyndte langsomt at gå. Han vinkede til hende, uden at kigge sig over skulderen. "Jeg leder videre efter ham, så vi ses vel en anden gang,"

Som om hun gad at have denne Noahs øjne på sig. Hun hadede øjnekontakt, den eneste hun rigtig gad og se i øjnene var Jacob. Denne mand kunne irritere hende. Ja, kunne. Men hun vidste at manden ikke ville være så overlegen så snart han havde set hende i øjnene. Med evnen fremme.
"Og nu flygter du bare?" Hendes stemme var hånende, hun var altså ved at blive træt af at folk flygtede fra hende...
"Fint, jeg skal ikke stoppe dig." Hun løftede begge hænder, og gik baglæns væk. Hun vendte ryggen til ham, og begyndte at gå videre... Indtil hun så sig over skulderen.
"Men, bare fordi du ikke tør at se på mig betyder det ikke du slipper..." Råbte hun. Ja, hvad mente hun mon med det? Det ville han finde ud af hvis han fulgte efter hende, men chancen var ikke stor for at han gjorde det. Nuvel, det måtte selvom.Hun så fremad, og gik videre.
Om han fulgte med eller ej, det måtte han selvom.