I don't need your help, demon! - Delilah.

"Svar på mit spørgsmål, shem!" Hvæsede Shane og slog menneskets baghoved ind i muren. Menneskets udstødte et smertes udbrød, da hans baghoved blev slået ind i muren. Menneskemanden tog nogle dybe indåndinger inden han valgte at sige noget. "J-jeg fortæller dig ikke n-noget!" Sagde manden og spyttede udefter Shanes ansigt. Shane nåede dog at træde væk inden han blev ramt af menneskets afskyelige spyt. Solen var gået ned for nogle timer siden, så det var helt mørkt i gyderne, men nogle steder blev oplyst af månens stråler. Stjernerne skinnede smukt på nattehimlen, men Shane lagde ikke mærke til nattens stilhed og skønhed. Han havde travlt med at tvinge et menneske til at besvare hans spørgsmål omkring hans lillesøster. Han var sikker på at dette menneske havde været til at kidnappe hans lillesøster Mira! Mennesket hverken fornægtede eller indrømmet at han havde været med til at kidnappe Mira, og det gjorde blot at Shane blev endnu mere sikker på at mennesket havde været med til det. Shane havde sin rustning på og hans sværd var spændt fast på hans ryg med to slags remme, men han kunne nemt og hurtigt få fat i det. Han havde et rødt bånd om sin ene overarm som havde været hans lillesøsters. Lillesøsteren havde brugt båndet til at sætte sit hår op ved hjælp fra Shane.
"Jeg ved at du var med til at kidnappe hende!" Shane havde et fast greb om menneskets trøje. "Fortæl mig hvor hun er, eller jeg sørger for at du aldrig vil kunne snakke igen!" Shane rørte truende ved en lille kniv som var fastspændt til et sort bælte han havde omkring livet med sin frie hånd. Mennesket sank en klump. "Jeg ved ikke hvor hun er. Jeg fik penge for at hjælpe dem med at kidnappe hende. Jeg ved ikke hvad de ville gøre med hende." Sagde mennesket tøvende. Shanes grønne øjne lyste op af had og afsky. "Jeg kan ikke foredrage jer mennesker." Snerrede han. Han slog igen menneskets baghoved ind i muren. Der var helt øde i gyderne, derfor var Shane ikke bekymret for at blive opdaget.

Fugtige fingre hvilede imod taget, imens flammede røde øjne, lå stødt på et sammenstød i en gyde lige nedenfor. Mørke krøller bølgede legende om et ansigt, der var blottet for enhver følelse. Læderet lå dog tungt på taget, totalt uden en bevægelse, og kun centimeter fra de cremefarvede fingre, balancerede læderstøvler med modificeringer. Et samarbejde imellem en elver'smed', en dværg og en kvindelig Drevens havde skabt store dele af hvad kvinden bar. Men det var alt skjult bag hvad der virkede forholdsvist harmløst ...
- Neco, han er en elver.
Om han krammer træer er ikke mit problem.
- Lysets folk!
Han skader mennesket, forhelvede Chaya!
Det var næsten en knurren der sitrede i hendes tanker, da ordene kom frem. Da menneskets hoved endnu engang ramte muren, rev dæmonen der ellers havde siddet lydløst, sig frem, greb fat i kanten på taget og svang sig ned. Som en skygge skubbede hun sig elegant ned fra taget, endnu imens hun havde fat i taget, så hun uden problemer kunne lande på benene, som en kat, og trække sig op. Ikke så meget som en skramme var kommet på skoene, der ellers syntes at ville kunne knække en hæl vældig nemt. Ikke tilfældet, selvfølgelig.
"Gæt hvem jeg ikke kan fordrage, trækrammer. Du får ét gæt."

I et ryk var den katteagtige dæmon pludseligt henne ved elveren, greb ham om halsen, flåede ham væk fra mennesket og bankede ham op af muren. Hele hendes krop var trykket op ad elveren, og selvom deres læber var meget få centimeter fra hinanden, var der intet seksuelt over hendes opførsel. Ikke mere end hendes everyday seksuelle udstråling, men den var ubevidst!
"Folk der truer de uskyldige, er en fucking god start. Go hug a fucking tree instead, would you!?"
Flammer brændte imod hendes iris, men den flydende sølvcirkel derop stoppede dem netop. Alt brændte det imod elveren, i et iskoldt inferno Hun skubbede ham pludseligt væk fra sig, og lagde blidt et par fingre imod mennesket. Flammerne syntes at skræmme mennesket, men de virkede mere ulmende som gløder, i stedet for flammende i et inferno som da vreden opslugte hende.
"Skrid ud herfra, og find en eller anden kælling at kneppe."
Mennesket så mest af alt .. Forvirret ud.
"Gå nu, for satan da!"
Hun skubbede ham afsted, næsten blidt, så han småforvirret og skræmt løb væk, og lod sig opsluge af skygger, medmindre elveren gjorde noget for at ændre på dette. Delilahs blik landede straks på elveren derefter, udenset hvor denne elver så var placeret henne.
"Det med træet var fandme seriøst, elf. Skrid inden jeg skifter mening og flår halsen ud på dig."
Det var mest af alt en snerren der forlod de fyldige, rødlige læber.

Shane nåede ikke at reagere før han blev presset imod muren af en kvinde som han aldrig havde set før. Han greb fat i hendes hånd der holdt om hans hals i forsøg på at slippe fri, men kvinden var stærkere end ham. Han blev endnu mere irriteret på grund af det. Hvorfor blandede denne kvinde sig nu?! Han var måske tæt på at finde mere ud af hvor hans lillesøster var! Han tog sig til halsen, da kvinden gav slip på ham og trådte væk. Han havde lagt mærke til flammerne, men ikke tænkt nærmere over dem, da han ikke følte sig truet. Han trak sit sværd. "Nej!" Råbte han, da mennesket løb væk. Han så på kvinden og hans grønne øjne lyste af had. Hans tatoveringer begyndte at lyse blåt og han strammede sit greb om sværdets skafte med begge hænder. "Hvorfor gjorde du det?!" Skreg han så højt han kunne.
Han løftede sværdet hen imod kvindens strube, så han hurtigt kunne skære hendes strube over. Hans tatoveringer stoppede med at lyse. "Den mand var med til at kidnappe min lillesøster! Jeg var så tæt på at finde mere ud af hvor hun er! Men så blandede du dig og lod ham gå!" Han var stoppet med at skrige, men han havde hævet sin stemme. "Mennesker dræbte min familie og mennesker tog min lillesøster." Han måtte kæmpe for ikke at dræbe kvinden på stedet. Han havde forfærdelig meget lyst til det. Hvorfor fortalte han hende egentlig at menneskerne havde taget hans familie fra ham? Han var så vred og fyldt med had.. Hadet forgiftede hans sjæl. "Du har ødelagt alt!"

Det råb der forlod elverens læber, sendte ikke så meget som en flakken af overraskelse igennem den tidligere succubus' krop, men tillod hende derimod at trække en hånd opad, og lægge den dovent i siden, som hun lænede sig på siden i bedste 'bitch-way'. Langsomt vippede hun hovedet til siden, som blå tegn lyste op overalt på mandens krop - hun virkede lettere interesseret i fænomenet, men ikke skræmt.
De lysende røde øjne fulgte nysgerrigt sværdets skæfte, men følte sig tydeligvis ikke specielt truet af den sindssyge elver, der skreg af hende, som var hun grunden til alverdens ulykker. Det påvirkede hende ikke. Delilah havde været overrasket, hvis en person syntes at bryde sig om hende - at en person hadede hende, råbte af hende og truede hende, var langt nærmere hendes hverdag, end at nogle faktisk bekymrede sig det mindste om hende. Hun var alene på alle punkter .. Et had var naturligt for hende.
"Fordi,"
Der var intet af hans råben og skrigen der havde nærmet sig hendes stemme - det var en rolig, behersket stemme, hvis syrlighed så ud til at kunne ætse igennem hendes læber.
", du skadede mennesket. Du var et fucking svin. Jeg bryder mig ikke om svin."
Hendes blik lagde sig med et ryk på sværdet, samtidig med at hun elegant dansede et par skridt væk, ud fra sværdets rækkevidde. Hun var ikke bange for ham på noget plan, men hun brød sig ikke om at have et sværd så nær hendes strube. Folk havde en irriterende vane med faktisk at forsøge at slå hende ihjel, når først hun havde stået op for hvad hun troede på, og forsøgte at vise dem det kaldet frihed.
I det mindste var duden ikke raceleder eller sådan noget pis. Så var han død.

Men da han forklarede sig, endnu i blændende raseri, trak hun øjenbrynene svagt sammen - lod derudover ikke andre følelser forplante sig i det intetsigende ansigts skær. Det rødlige blik opslugte langsomt hans krop da tatoveringerne holdt op med at lyse - nogle ville mene det var på en seksuel måde, men det var ikke sådan hun tænkte det. Som tidligere succubus havde hun det seksuelle skær over praktisk talt alt, men .. Det var ikke tiltænkt nogen seksuel ladning overhovedet.
- Hans søster.
Jeg ved det. Familiære bånd og alt det pis. Pisse ligemeget.
- Du savner familie. Du mangler det. Som  han gør nu.
En tøven gik igennem dæmonens krop, som savnet raslede igennem hendes. Savnet for at stoppe ensomheden, at nogle ville blot lade som om hun betød det mindste for dem. Blot en enkelt der ikke hadede hende .. Hun kendte hans ønske om at finde en så godt, selvom hendes var ukendt, og hans var kendt. Endnu en bølge af savn. For at stoppe den ensomhed, hun vidste han måtte føle, med manglen af sin tydeligt elskede søster så tæt på. Forhelvede .. Nok var han ikke pisse rar, men ...
"Hvad er dine spor?"
Autoriteten i hendes stemme var tydelig. Hun gad ikke diskutere det her med ham. Hvis han var blot en smule som hende, så var han ikke pisse glad for idéen - hverken den med at få hjælp, den med at afsløre spor eller den hvor hun tog ledelsen.
"Jeg hjælper dig - hvis du siger nej, ved vi begge jeg er stærkere end dig."
Åh det var fedt at være stærkest!

Shanes vrede imod kvinden blev større på grund af det hun sagde. Han hadede hende selvom han ikke kendte hende. At hun havde hjulpet mennesket og derefter fornærmet ham havde dog været nok til at få ham til at hade hende. "Du aner ikke engang hvorfor jeg gjorde det! Du blandede dig bare uden at tænke dig om!" Hans grønne øjne lyste af had og foragt. Han havde utrolig meget lyst til at angribe hende, men han var ikke dum. Hun var stærkere end et menneske og han ville ikke risikere noget. Hvis han døde, hvordan kunne han så hjælpe sin søster? Han bed sine tænder hårdt sammen, så hans kæber blev spændt.
Han kneb mistænktsomt øjnene sammen. Hvorfor ville hun nu hjælpe ham? Han fik en fornemmelse af at hun var ude på noget. "Hvorfor vil du nu hjælpe mig?" Han stolede ikke på hende og det kom han nok heller aldrig til. Han kunne bruge hjælpen, men som sagt, han stolede ikke på hende. Han skar ansigt over at hun sagde at hun var stærkest. "Men det betyder ikke at du er bedre end mig. Du er ret hurtig til at undervurdere andre. Har du aldrig nogensinde mødt en person som overvældede dig?" Han så spørgende på hende. Han havde mødt fjender som havde været stærkere end ham og han havde accepteret det. Hans evne havde dog altid hjulpet ham. At han kunne bruge sin energi til at få sine fjender til at gå væk og så få muligheden til at stikek af var nu meget rart. Nogle ville måske kalde ham en idiot for at løbe væk, men han var ligeglad. Han så ikke sig selv som en idiot for at passe på ikke at dø. Han var ikke til megen hjælp for sin søster hvis han var død. "Du er ikke et menneske. Hvad er du? En vampyr? Dæmon?" Han lagde hovedet lidt på skrå.

Delilah så ikke foragten i hans øjne, så ikke hadet der pulserede fra ham. Hun så ikke længere hvordan verden hadede hende, for det var altid det samme udtryk hun fik, den samme respons. Hun var træt af at vente på lyset, der alligevel aldrig ville nå hende - Hun ville alligevel altid være indhyllet i mørke, så hvorfor gøre noget stort ud af det? Hun var altid blevet hadet, hun var hadet nu, og der ville aldrig være nogen der faktisk mente hun betød noget. Sådan var det. End of story.
I stedet vippede hun hovedet svagt til siden, for at betragte elverens raseri, som han beskyldte hende for ikke at tænke sig om. Au contraire, det var netop hvad hun gjorde. Og hvad alle undervurderede hende for - Ud over naturligvis hendes styrke, som var mange gange større end hvad man ville tro, ud fra hendes udseende. Delilah havde en tendens til at handle impulsivt, til at lade sine følelser overtage - men at man misforstod det for dum, og ikke at tænke sig om, det var en fejl mange havde mistet livet for.
"Korrekt, jeg vidste ikke hvorfor du opførte dig som et svin der burde aflives."
Hun trådte nærmere, på trods af elverens raseri, der syntes at give ham lyst til at ville skære hende i småstykker, hvornår det skulle være.
"Men én ting ved jeg. Jeg beskytter de svage, der har brug for min hjælp. Og du er idioten der bringer dem i fare."

Det mistænksomme øjentrick, fik hende næsten til at lade de flammende røde øjne himle dramatisk, men hun holdt det nede, og lod i stedet et lettere hånligt smil glide på de fyldige, rødlige læber der var hende påsat. Slanke arme lagde sig langsomt over kors, over hendes bryst, og infernoet i hendes blik glødede i flere sekunder, imens hun betragtede ham, før et svar faktisk passerede hendes mund.
"Fordi en familie ikke burde være adskilt. Der er bånd der ikke burde brydes."
Hendes blik flakkede væk, i blot et sekund, da hendes tanker løb over de få minder, der var rullet tilbage til hende, der viste hendes familie. Hendes fader. Mors, hendes læremester. Smerte. Så meget smerte ... Altid smerte ...
Så var blikket tilbage på elveren, og der var intet i hendes blik, der antydede de tanker, der netop havde revet sig vej igennem hendes sind. Et svagt smil sitrede på hendes læber, som hun ubevidst lod blikket glide hele vejen over hans krop - Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro det var seksuelt. Mest på grund af Delilahs konstante sensuelle, forførende udtryk og bevægelser, men det var for at finde svaghederne på hans krop. Enten for at skade ham, eller for at vide hvor der skulle beskyttes.
"Naturligvis har jeg mødt personer der overvældede mig."
En række personer gled forbi hendes indre blik. Hendes fader. Mors. Rafael. Sajro. Fællestrækket? De var alle stærkere end hende. Men Delilah undervurderede sjældent en situation, selvom hun oftest opførte sig arrogant nok, til at de fleste troede det - Men hun vidste også, at hun ville kunne overrumple de fleste. Især, hvis hun først havde enten boostet deres selvtillid, så de var sikker på at hun undervurderede dem, eller pillet dem ned, så de var bange for hende.
Han konstaterede at hun ikke var et menneske. Halleluja, manden var ikke helt idiot!
"Hvad jeg er? I hvert fald ikke én der krammer træer og nusser med blade."
Hun hævede et øjenbryn, lod igen blikket glide over ham, inden hun snurrede omkring og trådte nogle skridt væk fra gyden, inden de lange ben stoppede op endnu engang.
"Dine spor. Hvis mig dem, eller fortæl dem."
Det var ikke et spørgsmål.

Det irriterede ham grænseløst at hun var så rolig og følsesløs mens han var overvældet af alle sine negative følelser. Selvom det var svært ignorerede han hendes fornærmelser. Han havde en stærk lyst til at angribe hende, men som hun allerede havde bevist, så var hun stærkere end ham. Gad vide om han overhovedet havde en chance? Hans tanker blev stoppet, da hun snakkede igen. "Hvad er det der får dig til at tro at mennesker er svage?" Spurgte han. Meget mod sin vilje puttede han sit sværd tilbage i de to remmer på ryggen. Hvis hun angreb kunne han bruge sin evne til at forsvare sig og derefter flygte, men det så ikke ud til at hun havde tænkt sig at angribe ham.
Han lagde armene over kors. Hun virkede ikke som typen, der havde mange venner, eller en støttende familie. Så hvorfor bekymrede hun sig så om hans familie? Han så undrende på hende, da hendes blik flakkede væk fra ham som om hun tænkte på noget, der gik hende på. "Hvad ved du om familie?" Mumlede han tvært. Et lavt fnøs forlod hans læber eftersom hun smilede til ham. Et svagt smil, men stadig et smil. Det irriterede ham endnu mere at hendes blik gled nedover hans krop. "Og hvem var det så?" Han havde selvfølgelig også mødt personer, der havde været stærkere end ham. Hun var en af dem, meget mod hans vilje. Han kunne ikke lade være med at smile lidt over det hun sagde. "Vi nusser og krammer ikke træer." Hans smil forsvandt hurtigt igen efter han havde sagt det. "Desuden svarede du ikke på mit spørgsmål." Han fulgte efter hende ud af gyden. Han sukkede svagt over hendes 'ordre'. "Jeg kan huske hvordan de så ud og ved hjælp af.." Han så kort på hende. ".. Et par kilder har jeg fundet ud af at de bor her i Doomsville. Hvor ved jeg ikke endnu. Udover det så fortalte en af mine kilder at Mira var slave for en rig idiot." Hans grønne øjne blev fyldt med had og foragt igen. "Andet har jeg ikke nået frem til." Og det irriterede ham tydeligvis.

"Fysisk svage."
Hun smilede svagt, som hendes hoved vippede svagt til siden, og lod mørkt hår bruse ned over hendes slanke skulder. Et svagt smil sitrede i mundvigen af hendes bløde læber, som det ildrøde blik endnu engang gled henover hans krop, som for at tjekke op på hans svagheder og styrker.
"Ikke psykisk."
Hendes hæle klikkede uvant imod gulvet, da de for en gangs skyld lavede en lyd ved de hastige skridt der bragte hende hen til væggen, hvor hun langsomt gled i knæ på en måde, der nok havde haft en ekstrem seksuel undertone, hvis hun ikke samtidig gravede fingrene ind i muren, og skrabte et par mursten ud derfra, blot for at smide dem på jorden ved hendes side. Hun bevægede hovedet en smule til siden, da hun drejede sig let for at lade blikket glide ind i hullet, som et smil krøllede frem på hendes fyldige læber, ved synet af hvad end der var derinde.
- Hvad er det?
Noget der vil hjælpe. Stol på mig.
Langsomt gled de cremefarvede, slanke fingre ind i hullets gabende mørke, og frembragte en lille læderpung. Som hun trak den ud lod hun langsomt de forudtrukne sten glide på plads igen for at 'lappe' hullet, hvorefter hun gled op i stående stilling, og løsnede læderbåndet der var snoet om pungen. Hendes inferno af et blik bevægede sig ned i den, hvorefter et svagt smil sitrede over hendes læber, og hun strammede den fast igen, da hun lukkede og fæstnede den til bæltet om hendes hofter.

Hans spørgsmål fik hendes blik til at glide ned på jorden, og holde sig fast der i adskillige sekunder. Tøvende skiltes hendes rødlige læber, hvorefter hun uendeligt langsomt drejede kroppen, for at vende sig imod ham endnu engang, og til sidst løfte ilden der flakkede igennem hendes blik, op for at lægge det på elveren. Men hun syntes ikke at se ham, men derimod direkte igennem hans krop.
"Din familie skaber dig. Uden en familie, er du dømt til intetheden."
I adskillige sekunder var der tomt på hendes ellers så yndige ansigt, før der pludseligt så ud til at gå et glimt igennem hendes krop, og livet vendte tilbage til hende i et sæt. Et legesygt smil gled drillende henover hendes læber, hvorefter hun i nogle bevægelser overraskende lig en panters, forsvandt tilbage til den plads hun havde, før hun lavede det lille trick med væggens indhold, som hun ikke syntes at have planer om at nævne for ham, selvom han uden tvivl havde set det.
"Hvilke personer jeg ikke kan stille noget op imod, er ikke noget jeg afslører over for random-dude-på-gaden-nummer-5. Svagheder. Det er fucking first rule of surviving."
Et sukkersødt smil havde sneget sig frem på hendes læber, men hun syntes ikke at have noget venligt eller sødt over sig, som det fandt vej frem til hende. Og da han kommenterede på at hun ikke besvarede hans spørgsmål ..?
"Og du er også observant. Pisse perfekt."

Hun fortsatte næsten glidende, rovdyragtigt ud af gyden, med sanserne vippet bagud for at lytte til de ord der kom ud af hans læber. Da han var færdig, hørtes et irriteret suk forlade hendes let skilte læber, men hun fortsatte ikke hendes overraskende hurtige gang ud af gyden, forhåbentligt med ham i hælene.
"Du ved ikke en skid. Fucking alle rige dudes bor i Doomsville, og hvis Mira havde nogen betydning overhovedet så er det selvfølgelig en eller anden rig freak."
Hun snurrede omkring samtidig med at hun stoppede i et ryk, og lagde det inferno der brændte i hendes blik, på elveren.
"Heldigt for dig, har jeg pisse mange kontakter i elververden. Tada, du har officielt brug for mig. Kom."
Det var en tydelig ordre, som hun drejede omkring på en overraskende stærk hel, og skred igennem gyderne i en høj fart. Hun drejede, bevægede sig hurtigt og smidigt med glidende overgang, og syntes at bevæge sig vant igennem en labyrint af sving, kurver og smalle gyder. Hvis Shane ikke fulgte med, ville han miste hende af syne på sekunder, og hun ville ikke vende tilbage til ham.
Foresat at han var fulgt med hende, stoppede hun pludseligt foran en væg, lagde blikket på en form for container, og snurrede omkring for at lægge blikket på ham.
"Hop op på metalskramlet, og op på taget. Tjep tjep."

Shane fulgte hende med øjnene, da hun gik hen til væggen og fjernede et par af murstenene. "Men, hvorfor mennesker? Der findes da væsner som er lige så svage som dem, gør der ikke?" Han kendte ikke til alle racerne i verdenen, men han var sikker på at der fandtes nogle som var lige så svage som mennesker, måske svagere. Han betragtede undrende læderpungen som hun trak ud af det hul der var i væggen. "Hvad er det?" Spurgte han undrende. Var det penge? Han var ikke helt sikker på hvad det ellers skulle være.
Han rynkede lidt på panden over det hun sagde. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige, udover at han bare savnede sin lillesøster og ville sørge for at hun havde det godt. Det var ikke retfærdigt at hun skulle være slave for et eller andet menneske bare fordi han ikke havde været forberedt. Han burde have vidst de ikke var i sikkerhed. Hans tanker blev afbrudt, da hun snakkede igen. "Og du er irriterende." Så snart han havde sagt det gik det op for ham at det havde lydt bedre i hans hoved.
Han undrede sig stadigvæk over hvorfor hun ønskede at hjælpe ham, selvom hun på en måde havde fortalt hvorfor. Det gav bare ikke rigtig mening for ham. "Jeg er ikke den bedste til at skaffe informationer, det ved jeg godt." Han trak på sin ene skulder. Han småløb hen til hende og begyndte at gå i samme tempo som hende, da han nåede hen ved siden af hende. "Elververden?" Han hævede sit ene øjnebryn. "Jeg har brug for en som koncentrere sig på at finde min lillesøster, ikke en som bliver ved med at kaste fornærmelser efter mig." Sagde han med et svagt kækt glimt i øjnene. Han begyndte at småløbe igen, så han ikke mistede hende af syne, eftersom hun gik rimelig hurtigt. Han så lettere irriteret på hende, da hun beordrede ham til at hoppe op på containeren. I stedet for at hoppe op på containeren, tog han tilløb hen imod væggen, og hoppede. Han fik grebet fat i tagets kant og hev sig let op. Han så derefter hen imod hende med et flabet smil om læberne.

Et ryk gik igennem dæmonens krop, da han kommenterede på menneskenes styrke, og hun stoppede op i en så pludselig bevægelse, at hele hendes muskler spændtes i et sæt. Der løb ikke en følelse over hendes stivnede ansigt, men hendes blik bevægede sig svagt, og lagde sig på elverduden, uden der gled så meget som en skygge over hendes cremefarvede hud. Hendes blik sitrede.
"Mennesker bliver set som svage. Set som byttedyr, som intet vigtigt. Jeg gør rovdyret til byttet, og byttedyret til rovdyret. Folk er nødt til at tage sig fucking sammen!"
En svag skygge af noget der mindede om vrede dansede i et kort sekund over hendes krop, men blev revet fra hende sekundet senere, hvorefter intetheden lagde sig køligt over hende. Uden at ytre et yderligere ord, satte hun endnu engang gang i sin krop, så hun svævede lydløst igennem natten, som et af hendes latterlige spøgelser, der legede med skyggerne som var de deres brødre og søstre.
Hun gjorde end ikke mine til at besvare hans ord, angående læderpungen der dinglede roligt fra hendes krop. Hun syntes ikke at høre hans ord, men en kvinde med så ekstremt skarpe sanser som denne kvinde, ville uden det mindste tvivl have hørt hvert ord, skarpere end så mange andre ville. Hun ignorerede dem blot, uden en grund der slap hendes læber - Men den var der, uden tvivl.
"What a come-back. Idiot."
Et lille bitte smil sitrede igennem hendes stemme, da hun besvarede hans forsøg på en fornærmelse. Blot antydningen af et smil, men det var der.

Delilah ignorerede hvert af de næste ord han ytrede, og så ikke ud til at bekymre sig om, om det gjorde han vred eller fornærmet. Da først han havde forsøgt at blære sig med sit hop, betragtede hun ham uimponeret i et kort sekund, hvorefter de ildrøde øjne melodramatisk himlede, på en måde der mest mindede om når et barn fik at vide han var dygtig, men ingen mente det.
Så trådte hun roligt frem til muren, bevægede smidigt benet op på en milimetertyk forhøjning, og i samme bevægelse gled hun opad, lukkede fingrene om tagets kant og svang sig elegant op, så hendes muskler spændtes og vistes igennem den tynde hud, der ikke bar på et gram fedt.
"Du er vældig dygtig."
Med et hævet øjenbryn stirrede hun et par sekunder på elveren, hvorefter hun uden problemer satte kroppen igang endnu engang, så hun lydløst svang sig henover taget, hvirvlede næsten hurtigere end i gaderne, indtil hun mange minutter senere, mange tage derfra stoppede op, og skubbede hånden ud til siden som et stoptegn. Hendes blik undersøgte underlaget under dem, for at tjekke efter vagter.
Så gled hun i knæ, greb fat i tagets kant, og svang sig elegant ud over taget uden at producere den mindste lyd. Som en kat, en panter på jagt landede hun nærmest elegant på benene, gik en smule i knæ for at afbøde faldet, satte en hånd i jorden for at opretholde balancen, og rejste sig i den samme, glidende bevægelse. Hendes blik fandt vej opad, til elveren, og lyste nærmest af Kommer du?

Det gav ingen mening. Mennesker var allerede et rovdyr som hun tilsyneladende ville gøre dem til. Mennesker var rovdyrene, elverne var byttet. Sådan havde Shane længe set på det, i hvert fald lige siden hans forældre blev dræbt. Han rystede lidt på hovedet. "Du tror at mennesker er forsvarsløse overfor alle, gør du ikke? Hvis det er tilfældet, så tager du grusomt fejl. Mennesker er grådige, ubarmhjertige væsner. Du kan ikke gøre dem til noget de allerede er. Det er den forkerte race du vil hjælpe." Det var selvfølgelig bare hans mening. Han var ligeglad med om hun valgte at lytte eller bare ville ignorere det, han havde bare sagt sin mening, hvilket han havde lov til. Han smilede svagt over at hun kaldte ham idiot. "Mange tak. Jeg har øvet mig hele dagen." Sagde han med en svag drillende tone i sin stemme. Han prøvede ikke at blive venner med hende, det var faktisk det sidste han ville, men han var ret sikker på at hans drilleri ville irritere hende.
Shane foldede sine arme bag nakken og strakte sig kort imens han ventede på hende. "Mange tak. Gid jeg kunne sige det samme om dig." Han havde en flabet glød i sine grønne øjne imens han så på hende. Han fulgte efter hende, da hun begyndte at gå videre. Hans skridt var lydløse og lette. Det var tydeligt at han var vant til at liste, men han var meget bedre til at klatre og kæmpe. Han stoppede op, da hun gjorde tegn til at han skulle. Han gik hen til tagets kant efter hun var hoppet ned og så ned på hende. Han hoppede let ned, bøjede sine knæ og lagde sine håndflader mod asfalten, da han landte let og lydløst på jorden. Gudskelov han havde bare fødder, ellers ville man nogen nok have hørt ham. Han rettede sig op og så spørgende hen imod hende. Hvor skulle de nu hen? Det var jo, meget mod hans vilje, hende der førte an.

Ild syntes at snurre i nattens mørke, med hvad der mindede om en selvlysende cirkel følgende den rundt om hendes pupil, da hun himlede kraftigt med øjnene ved lyden af hans ekstremt dumme spørgsmål. Der sitrede faktisk et smil over de bløde kurver der formede hendes læber, på trods af der ingen varme fandt vej dertil. Hun betragtede ham, som var han et uvidende barn der havde sagt noget ekstremt dumt.
"Min pointe er netop, at de ikke er."
Hendes blik hvilede på ham, uden en eneste bevægelse tydede på at hun ville trække det væk fra ham. Stemmen var overraskende blid, endnu med den snert af at han var et uvidende barn, der ikke helt forstod hvad der skete - Men det var okay. Han skulle nok lære det, den dag han voksede op til at blive stor og stærk. Indtil da, tilgav hun ham mere eller mindre for at være knapt så intelligent.
"De er ikke forsvarsløse, og jeg er nødt til at sparke dem i røven for at lære dem det. De kender ikke vores verden - De skal lære lortet før de bliver udryddet."
Et glimt sitrede igennem hendes blik, og langsomt forsvandt forældre-mode fra hendes ansigt og sivede over i ren, gemen fuck-alt. Hun kommenterede end ikke, på at han påstod det var den forkerte race. Han mente garanteret, at elverne burde blive beskyttet i stedet for menneskene, blot fordi det var hans race - Fucking egoist, alligevel.

Hun snurrede omkring på hælen, og trådte med hastige skridt imod en sammensunket bygning, der dog vaklende holdt sig på benene trods adskillige huller og revner. Med ben der fjedrede let ved hvert katteagtige skridt, var hun hastigt omme bag den kølige mur, og lod et par lyse knoer banke imod en tung træoverflade i form af en stor, robust dør der ikke passede i det faldefærdige scenarie.
Intet reagerede på hendes pludselige opbrud af stilheden. I adskillige sekunder tikkede en tung stilhed forbi, inden hun gentog samme mønster med knoernes lette, høje banken. Endnu et par sekunders stilhed, og samme gentagelse. Pludseligt blev dørhåndtaget slået ned og døren sprang op, da en hidsig mand bragede ud - Det havde ikke været et mønster eller en kode hun havde banket, bare en høj irriterende lyd, for at få deres opmærksomhed. Og det havde tydeligvis virket.
Delilah skubbede ham med et løs bevægelse til side, tydeligt visende at hun havde en eller anden form for unaturlig styrke, gik i et par skridt ind imens hun elegant fumlede med læderposen, trak det ukendte frem, gjorde en svag bevægelse og trak manden der var blevet udsat for det ukendte ud - I samme sekund dejsede han om i hendes arme. Hun svang ham over skulderen og begyndte at gå væk, inden de resterende reagerede på det pludselige, rolige angreb.

Det var tydeligvis umuligt at få hende til at skifte mening omkring menneskene og han var ved at blive træt af diskussionen. De havde forskellige meninger om menneskene, og tydeligvis også meget forskellige oplevelser. "Har det nogensinde strejfet dine tanker at de ikke burde være i vores verden?" Han så spørgende på hende, men rystede derefter på hovedet. Han viftede lidt med sine hænder som for at vise han gav op. "Glem det. Jeg vil ikke diskutere det med dig mere. Vi har hver vores mening om menneskene. Mine oplevelser med dem har gjort at jeg hader dem, og dine oplevelser må vel have gjort at du vil beskytte dem." Han lød ret træt, men ikke på den måde at han havde brug for søvn, men træt som i at han var træt af denne situation.
Efterhånden som de gik og tiden gik begyndte Shane at undre sig. Kunne hun virkelig hjælpe ham? Hun fortalte ham ikke meget om hvad der skete, så selvfølgelig begyndte han at tvivle! Hvad havde hun overhovedet tænkt sig? Hvilke muligheder havde hun adgang til som han ikke havde? Tankerne blev ved med at køre rundt i hans hoved imens han fulgte efter hende. Hans tanker blev dog straks afbrudt, da hun bankede på en robust dør. Efterhånden som tiden gik og der intet skete blev han mere og mere utålmodig. Endelig blev døren åbnet! Var manden som havde åbnet døren mon en af hendes kontakter som hun havde snakket om? Han så blot på imens hun tog sig af manden, som han nu kunne konstatere ikke var en af hendes kontakter. Da hun begyndte at gå væk fulgte han efter. "Og hvad så nu?" Han så spørgende på hende. "Kan du overhovedet hjælpe?" Spurgte han lettere irriteret.

//Out

Dette kommer grundet Shanes karakterskiftning, samt mit alt for lange fravær der har ladet dette emne gå i glemmebogen. Det undskylder jeg for.