mødes igen //Privat Nille\\

Sted: Parken.
Tid: 12:30 onsdag eftermiddag.
Vejr: Solen står højt, ingen skyder på himlen og det kommer der heller ikke til, luften er varm, og vinden har lagt sig stille hen over parken.
Omgivelser: Børn leger med venner eller hund, andre spiser mad med familien, andre bader i den lille sø.

En ung smuk mand var de og løbe, hans overkrop var lysebrun, pga varmen fra solen, hans mærke hår ligger ned og sved løber ned over hans pande, hans halv lære øjne lyser op, han har sorte lange bukser på måske ikke det bedste valg af løbe tøj, amd sko er hvide og er lige til at smide ud efter denne løbe tur, han stoppede op, og lage sig op af et træ og så noget vand fra den flaske han holdte i hånden, han kiggede rundt i håb om.at finde en son han måske kendte, men desværre ikke, så antog sig sammen og løb vider, han lukkede øjne og løb lige en i en ung dame, Kani vælgtede om kuld, og så lidt rundt af at finde ud hvadder var stedt, da han så på kvinden, blev hans øjne hvide af chok.

Efter at have givet en dæmon kvinde strenge kommandoer om ikke at se Toby i øjnene, var hun på vej hen imod parken. Hun havde brug for en pause fra Toby , og alle dæmonerne... Der var kun en dæmon hun gad og snakke med nu... Jacob. Forhåbentlig var han også i parken? Det håbede hun. Men denne gang skulle hun støde ind i den person hun ikke havde tænkt på.. I rigtig rigtig lang tid.
En ung mand løb ind i Nille mens hun så rundt med de lysende blå øjne. Hun peb da vedkommende røg ind i hende, og hun pressede sig op af et træ. Nille havde ikke skammer kjolen på, nej hun havde en sort/hvid ternet skjorte på som nåede hende til knæene. Hun havde sorte jeans på, og sorte converse sko. Hendes sorte hår var løst.
"Kani!" Hun spærrede øjnene op. Hun rakte en hånd ned til ham, sidst hun havde set ham havde hun været Shapeshifter... Nu var hun dæmon.

Kani så op på kvinder og smilede stort da han så det var Nille, han gab hendes hånd og kom op at stå, det har længe siden han have set hende, han så lidt undersøgende på hendes, noget bar forandret, ham smilede til hende og sagde med sin smukke stemme som han har kendt for "Nille! Langt tid siden,hvad laver du da her" hans øjne skiftede farve fra den hvide et en grøn og rolig farve, han gik lidt rundt om hende for at hvordan hun så ud, han kunne huske den gang vi har yngre, de havde sådan et godt venskab, men en vampyr havde ødelagt det, så Kani havde næsten glemt hvordan hun så ud, Kani smilede da han igen stod foran hende, han sagde igen med sin rolig og smukke stemme "Noget er forandret hed dig Nille" han lade hovedet på skrå og smilede igen til hendes.

Før Nille døde havde hun haft sorte øjne, men nu var de lysende blå. Ikke den slags øjne man lige glemte foreløbig. Hun var vant til at nogen kredsede om hende, Jacob gjorde det tit. Jacob... Hun sank en klump, og bed sig i underlæben.
"Hej Kani, ja det sørme længe siden. "Hun smilede skævt, og lagde armene over kors. "Jeg går mig blot en tur, hvad med dig?" Selvom hun kunne se at han var svedig, var det jo ikke sikkert at han kun var ude for at løbe en tur.
Nille skar ansigt da han kommenterede der var noget forandret ved hende.
"Jeg er Sjæledæmon nu. Lang historie." Sagde hun blot, og trak på den ene skulder. Hun så spørgende på Kani.
"Hvor fanden i helvede har du endelig været?" Spurgte hun, og rystede kærligt på hovedet.

Knia så længe på Nille og smilede, da hun sagde at det var længe siden, han smilede og så ind i de lyse blå øjne, sidst han så hendes øjne, var det kuld sorte som hans egen, han lade hovedet på strå, og tog sin ende hånd om bag natten for at klø sig i håret, han smilede til hende, igen og sagde ''Øhm ude for at løbe'' man kunne se at det ikke helt passede i hans øjne, for de skiftede farve til en dejlig varm grøn til en kold hvid farve, han rystede let på hovedet og øjnfarven kom tilbage, så de igen var grønne, jhan så undersøgene på hende, og sagde igen med sin varme stemme ''Hmm en sjældæmon, fedt. men du er jo ikke bare ude at gå, jeg kender dig for godt til det, hvad er det som går dig på for tiden'' han så med til det næste hun sagde, han rystede voldsom på hovedet og sagde med en lidt trister stemme ''Øhm det er sværtat forkaler'' han smilede igen og rattede sig om i sin fulde højte, han var vokset lidt siden de sidst havde set hinanden.

De lysende blå øjne var nogen man kunne falde i - ligesom en sø. Denne sø var dog en af de mest blå, en man kunne dykke ned i forevigt. Men når evnen blev for stærk, og hun blev usikker, eller følte sig truet ville søen få sorte prikker. Prikker der forsvandt, og så kom et andet sted. Når hun brugte evnen var de kulsorte, ren helvede. Det var som at blive tortureret af en af de bedste at se hende i øjnene. Især hvis man virkelig skammede sig over noget.
"Aha... Løbe, siger du? Sikker på der ikke er noget andet?" KAni burde vide at det var en virkelig virkelig virkelig dum ide at lyve overfor en Skammer. Skammeren kunne bruge det mod ham, og eventuelt rive hans sjæl itu. Man kunne ikke blive forvandlet til dæmon, det var noget man blev født som. Så det overraskede hende at han ikke reagerede på det.
"Hvis jeg skulle fortælle dig alt hvad der er galt med mig for tiden, Kani... Ville du simpelthen dø af lykke over det ikke er dig." Hun skar kort ansigt.
Hun hævede et øjnebryn, og trippede lidt.
"Jeg har skam tid nok." Hun levede jo trods alt evigt.

Kani rystede voldsom på hovedet og sagde imens ''Nille du ved godt jeg ikke kan lyve over for dig, du er min eneste rigtig ven'' han stoppede med at ryste på hovedet og så ind i de lyse blå øjne, smilet på hans læber blev størrer og størrer, han er så glad for at han var kommet til at løbe ind i hende, han kunne virkelig ikke forstille Nille som noget ondt, men han havde savnet hende på den venskablig møde, sidst de så hinanden, havde Kani det som om at Nille var som en søster for ham, men så skete der noget i deres venskab, grunen til det var pga denne vampyr, som var kommet ind i hendes liv, Kani så hen på de andre dæmoner som stod og så på dem, han smilede til dem og så igen på Nille, og sagde så ''Så kan lad og sankke lidt om hvad vi har været igemmen, jeg skal heller ikke nå noget'' han lade hovedet tilbage op så lige op i himlen, og lukkede øjne, sår ikke at blive blin af den skarbe sol, som nu stod højt på himlen. efter noget tid så han igen på Nille og smilede igen.

Nille burde snart gå tilbage til Rafaels villa. Hun kunne ikke være længe væk fra Toby... For Toby var ved at føle stor trang til at se sin mor i øjnene. Grunden til det var at han ikke rigtig kunne se andre i øjnene, og så fordi at der var noget velkendt i hans øjne... Der gjorde at hun bare ville se på dem. Tobys øjne havde nemlig en rolig gnist i sig som kun hun havde set ved sin mormor. Det undrede hende lidt... Men nok om det.
"Selvom jeg er din ven, Kani... Skal man slet ikke lyve overfor en Skammer." Hun smilede skævt, og trak på den ene skulder. Dæmoner... Nille var Censor. Hun boede ved Dæmonernes Raceleder. Det ville ikke undre hende hvis de kunne genkende hende, men ikke alle dæmoner kendte Rafael personligt... Hvor Nille derimod... Hun kendte til hans fortid, og hvis det ikke var fordi hun var hans censor, og måske lidt ven? Så ville han sikkert slå hende ihjel.
"... Okay. Men jeg... Skal snart gå, så det må gå hurtigt." Sagde hun, og trak igen på den ene skulder. Hun lagde armene over kors, og så kort rundt.

Kani så lidt på Nille, han havde sådan savnet hende, Lige end til han kom i tanke om at hun havde fået et barn, Han smilede let til hende, ''Når ja du har fået en lille dreng ikke, eller er det en pige'' sagde han med en drillene stemme, han kunne ikk helt huste om det var en dreng eller en pige, Kani så lidt rundt og opdagede at de andre dæmoner var gået, Kani gav et lille suk fra sig, nu kunne kan virkelig træke vejret rigtig, tanken om så mange dæmoner om sig, gør han lide bange, især efter sin fortid, Kani så på Nille og opdagede hvordan hun så rundt, han sagde hurtig med en lille trist stemme ''Nej det ved jeg godt Nille, undskyld" da han hørte hun havde lidt trvlt fik Kani det lidt dårligt, de havde jo ikke fået snakket samme, så længe og nu skulle de skilles, Kani så ned i jorden og sagde med en lidt stillerer stemme ''Må jeg tage med Nille, der er så meget jeg gerne vil vide og dig, og måske også omvendt'' han så stille på hende, hans øjne havde skifte farve til en dejlig varm grøn til en kold blå farve.

//Mange gange undskyld for vente tiden!//

Nille bed sig i underlæben da han nævnte at hun havde fået et barn... Hun vidste hun skulle slå Toby ihjel, men hun kunne ikke nænne det... Den søde lille dreng kunne hun jo ikke slå ihjel, det var jo hendes barn. "Det er en dreng. Toby." Hun lukkede øjnene, og sank en klump. "Jeg vil helst ikke snakke om det." Mumlede hun. Man kunne tydeligt se at hun ikke ville snakke om det.
"Det går nok, Kani." Hun smilede skævt. Hun så lidt på ham, og lagde hovedet lidt på skrå. Hun smilede beroligende. Den måde han spurgte hende om han måtte tage med fik hende til at bide sig i underlæben.
"Jeg bor ikke ved skoven mere... Jeg bor ... Et sted hvor mange ikke er velkomne..." Hun så lidt rundt. "Men.. Vi kan tage hen til en kro?" Hun så lidt spørgende på ham. "Toby, som min dreng hedder, kan sikkert vente."

Kani hørte efter hvad Nille sagde, han viste at der var noget galt men han spurgte ikke ind til det for han viste hun nok ikke vil tale om det, han smilede da han fik navet på hendes barn og sagde hurtig ''Sødt navn, håber jeg snart kan møde ham'' han slå sine vinge ud, så de kunne få lidt luft, han smilede da hun forsat med at snakker, men stoppede da hun sagde at der hvor hun bor er næsten ingen velkommen, han sagde med en rolig stemme for ikke at gør hende ked ''Det er helt iorden Nille, at jeg ikke er velkommen'' han smilede sødt og sagde så igen ''Øhm jeg tænkte på om vi skal flyve der hen, så på slipper for at gå'' han tog sine hænder ud så hun kunne tage fast i ham, men hvis hun heller vil gå var det iorden med ham, for han vil ikke få hende til noget hun ikke ville.

//Det er helt iorden, jeg har masser af tid:-)//

//Igen, mange gange undskyld, men okay ^^

Æhm.. Møde Toby? Ja, det ville være lidt svært.. Hun smilede svagt, og nikkede. "Forhåbentlig kan du nå det." lidt mystisk svar, men jaja. Det var ikke sikkert han kunne se Toby før Toby var død.
Det var ikke den bedste ide at sige at han ikke måtte tage med derhen hvor hun boede, fordi hun boede hos Rafael... Hun kunne jo ikke bare tage dem hun ville med hen til Rafaels ejendom. Hun smilede bare.
"Flyve?" Det havde hun prøvet før, for længe siden. Også en falden.. Den falden havde bare... Åbenbart.. Nej, hun ville ikke tænke på det. "Okay." Hun smilede svagt, og tog fat i hans arme.

Kani så på Nille og sagde med en rolig og mærkelig stemm "Hvad mener du med om jeh kan nå det" han så på hende og sagde så igen "Ja flyve, du mener ikke du aldrig har prøvet det?" han stod med åben mund, hun sagde det på sådan en møde at hun aldrig havde prøvet det før, han viste ikke hvor de skulle hen, måske skulle de bare tage en lyve tur lige som i gamle dage dengang hvor hun ikke var dæmon, Kani havde ikke noget imod dæmoner, for da han var lille var hans bedste ven en dæmon så, Kani tog og Nille og slå et bare slag med de store vinger så de kom op over skyerne.

Hun sank en klump, og så ned. "Lang historie." Hun sukkede lavt. "MAndelige skammere har der aldrig været. Mine forfædre dræbte dem altid... For de kunne ikke kontrollere deres evne så godt som os. Derfor er vi kun kvinder, os skammere." Sagde hun lavt, og havde en trist undertone. Hun ville ikke dræbe Toby. Hun havde ventet og tøvet for længe.
"Jeg har prøvet det før.." Hun sukkede lavt, og kørte en hånd igennem håret. Hun savnede på en måde Michael, men hun forandrede sig for meget.
Hun så ned da de var oppe over skyerne.
"Hvor skal vi så hen?" Spurgte hun.

Kani så trist på hende, han havde sådan set aldrig fået hitorien om skammen, og hvorfor det kun var kvinder som var det han så på hende og sagde med rolig stemme "Du skal ikke fortælle mig mere om det, lad os snakke om noget andet" han smilede svagt til hende og tog sine arme om hende og slå til slag med vingerne "Vi skal hen til en kro og snakke vider hvis det er iorden med dig" han så spørgerne på hende, det kunne jo godt være at hun hellere ville et andet sted hen.

Historien om skammerne var hemmelig. Kun få kendte til den, der fandtes dog en bog. Men den bog var længe gået tabt, ingen vidste hvor den var henne, udover én. Men den skammer døde for længe siden, og med hende døde hemmeligheden over hvor bogen var. Det hele var meget trist, for der var også nogle meget hemmelige sager i bogen. Foreksempel, hvor de plejede at holde til i gamle dage, og reglerne. Mange regler var faktisk gået tabt grundet af at bogens placering var gået tabt.
"Lad os hellere det." Selvom hun stolede på Kani, turde hun ikke røbe for meget. Hun betragtede skyerne ldt, og grinede lavt. "Det er helt i orden med mig." Svarede hun.

Kani nikkede svagt til hende hende og lade arme om hende og slå et par slag med sine kæmpe store vinger for man kunne nå at sige noget var det højt oppe i himlen og fløj imod en kro, som lå lidt tæt på parken, han håbede på at der ikke ville være så mange væsner i aften som der var de andre aftener, han stoppede med at slå med vingerne og de kom langsomt med på jorden til sidst stod de nogen få skrit fra kroen, Kani slap Nille og tog sine vinger til sig hvor efter de forvandet så han lingede et helt normal mennekse.

Det var ikke godt for Nille at være inde i en kro fyldt med væsner, og mennesker. Nogle af dem kunne være dusørjægere. Hvilket ikke ville være så heldigt, da der jo var en dusør på Nille. Hun bed sig i læben da Kani slap hende. Hun landede elegant på begge fødder. Hun kiggede ind i kroen og åndede lettet ud. Der var kun et menneske derinde der læste i en bog.
"Kom med." Hun smilede skævt og gik ind i kroen. Hun gik hen imod et ledigt bord.

Kani nikkede til hende og gik med hende ind af døren, han så sig rundt og lade mærke til at der kun var en eller to væsner, han gik hen til baren og så hen imod Nille, "Hvad ville De havde frøken" han sagde ikke hendes navn for han viste at mange ville være ude efter hende, han så bare på hende, og var lidt glad over at han havde mødt hende igen, han havde savnet hende meget.

Hvad hun ville have? Hun var faktisk taknemmelig for han ikke kaldte hende ved navn lige nu. Hun forvrænget med vilje stemmen, så den blev lidt mere mørk, så man ikke ville genkende hendes stemme. "Varm kakao." Svarede hun og smilede skævt. Hun satte sig ned, og foldede hænderne i skødet.
Hendes blik landte på en dusørplakat... Okay, den ville hun tage ned senere. Desværre kom der en helt gruppe af dusørjægere ind af døren. Hun skyndte sig at hive den hvide hætte over hovedet og vendte ansigtet mod bordet.

Kani nikkede og bestilte to varme kakao, da han fik den gik han hen til boret og satte dem ned "Når Emali" han blikede med det ende øjne så hun kunne forstå hvorfor han sagde lige det navn han viste godt at mange er hende efter der for sagden han altid et andet navn end hendes eget, han opdagede at hun kiggede væk, hans blik fandede en plakat med hendes hovedet på samt navn, han gik meget hurtig over til den og tog den ned og katede den væk, lige i det han havde kastede den kom en gruppe mænd og kvinder ind, han kunne se at de var dusørjager, og den eneste han kendte som havde en dusør på sig var Nille, han kiggede hen på hende og opdagede at hun havde taget den hvide hætte over hovedet, der viste han hvem de var ude efter han gik ind foran den og sagde med en rolig stemme "Hvem er det i leder efter" han stod foran den midste ad dem og så ned på ham, han ventede på at han eller en anden ville svare.

Nille smilede taknemmeligt op til Kani da han stillede kopperne med det varme kakao ved bordet. Hun tog sin og nippede forsigtigt til kakaoen. Hun lukkede øjnene da det varme væske varmede hendes krop. Hun smilede skævt og satte koppen på bordet igen med hænderne foldet om det. Hun smilede da han sagde Emali.
Hendes øjne landede på Kani og mændene. Lige i det øjeblik følte hun stor taknemmelighed over at Kani gjorde det for hende.
Den lille mand svarede med en rolig stemme; "Skammeren." Sagde han kort. Hans blik gled over Nille, men hurtigt videre.

kan så hvordan manden kiggede på Nille, men han lade mærker til at bilkket gik vider, Kani sagde med en rolig stemme, "Der er ingen skammer her Hr." man kunne godt se at han mente det selv om det var løng for der var jo en skammer nille var jo skammer, men Kani var sådan en ven som ikke ville havde ta nogen skulle sårer hans venner, og slet ikke efter han fortid hvor han havde mistede så mange som var ham tætte.

/Undkyls Nile har krea svagt ag H til:-(

//Går nok. ^^

Manden kneb øjnene lidt sammen og så på Kani. "Ikke det?" Manden pegede på Nille, hvorefter en af dem gik over til hende, og rev hætten af hendes hoved. Hurtigt havde Nille fået fat i sin daggert i læder støvlen, skåret mandens ,der havde revet hendes hætte af, strube over.
Hun rejste sig hurtigt op, og kiggede på dusørjægerne. Den lille mand skreg; "Grib hende!"
Nille hævede et øjnebryn, og løb forbi dem med lette smidige bevægelser. Hun skyndte sig ud af baren/kroen. "Løb, Kani!" Havde hun råbt imens.

Kani lade blikket ligge på den lille mand som så hen på hende, han sagde med en meget rolig stemmme, "Nej ikke hvis du leder efter en idiot for så har jeg fundet ham" Kani kunne svagt se at manden var ved at blive sur, men han gik ikke amok på ham han råbte bare med en høj og vred stemme at de andre skylle tage hende, det sidst han se var at nille var løbet og havde råbt efter han han nikkede kort og sagde til manden "Hyggeligt at møde dig, lad og lege en anden gang" han smilede og slå ud med sine kæmpe vinger, og fjæl hen til Nille så han var ved siden af hende, han smilede og lade sig på ryggen imens han fjøl afsted "Skal du havde hjælp frøken" han viste sådan set godt at hun ville sige ja men han kunne godt lige at drille hende, lige som da de var minder.