Could you be? but first of all are you alright?? //Luce//

Tid: Middag...
Sted: I skoven ...
Vejr: Solen ligger næsten midt på himmelen og næsten skyfrit...
Omgivelser: Tornhøje træer, der hæver sig flere meter over alt liv på skovbunden, nogle få dyr og en masse krat ...

Tros den gyldne skives placering over træernes kroner trængte der ikke megen lys ned på den granbedækkede muld under hendes fødder. Hun trak tærene sammen, bare for at føle det skybløde muld under hendes bare hud. Det føltes så befriende på en måde, der gik helt tilbage til hendes forfædres tid, måske endda tilbage før gudinden? Moskus-duften kærtegnede indersiden af hendes næse for første gang i så langt tid. Det føltes som måneder, årtusinde siden hun sidst havde ladt sig stoppe op i det grønne paradis. Hun stod nu bare der. Nuldrede den fugtige muld mellem sine tær, mens hun trak alle skovens duft til sig i en dyb respiration og lod træernes toner kildre hendes øregang. Så langt tid siden. Endnu længere tid siden, at hun havde kunnet få så meget frihed som dette, nu hvor fjerbolden var i sengen i drømmeland.
Hun havde opsøgt hende, det havde hun virkelig! Men søde lille Tia havde stoppet hende med en finger på hendes læber. De spinkle fingre. De forårsgrønne øjne. Den lysebrune hårfarve. Den hårfarve, hun havde arvet fra sin far... Oh Goddess. Den usynlige kniv borrede sig ind i hendes -næsten ikke eksisterende- hjerte... For goddess sake! Hun måtte støtte sig til det nærmeste træ, så benene ikke gav efter under hende. Han havde forladt hende ... igen! ... Hun havde budt mørket velkommen som en gammelkending, budt det på et glas blod, mens de havde sludret om gamle dage. Hun havde trukket sig ind i sig selv. Bare siddet op ad væggen i dagevis ... Hun var først lige kommet til sig selv uden kendskab til, hvor langt tid, hun havde været fraværrende. Gulvet havde været smukt klædt i hendes indtørrede blod, som spredte sig i ringe fra de fire sår i hendes håndled.
Hendes liv var holdt op med at have mening, og de få glade tanker , der havde været i hendes sind var forsvundet. Pist væk. Han havde taget dem med sig, sammentidig med, at han havde stjålet hendes hjerte. Hun vidste, at djævlen ham selv vil byde hende velkommen med åbne arme, hvis hun valgte at troppe op på hans dørtrin. Hun kendte ham godt nok, til at vide, at han ikke vil tillade hende at rejse videre ind i det næste liv. Hun havde været uartig. Hun var gået mod sin overbevisning. Hun havde givet noget væk, som hun ikke havde. For dette måtte hun betale prisen.
Han vil kunne brænde hendes sjæl op hundrede gange. Han vil brændmærke hende og sætte hende til rådighed for hans hær. Men han vil ikke kunne gøre det værdste mod hende. Han vil ikke kunne gøre det, for den værdste straf af dem alle er, at finde lykken, bare få en lille smagsprøve af den, bare for at få revet den fra sig igen, fordi man ikke er stærk nok. Den lille smag af himmelen er det værdste straf af dem alle. At vide, hvad man kunne have fået får det til at være et længere fald ned i mørkets åbne arme, mens helvedes flammer slikker sig begærende op ad det bare skind.
Hendes vejrtrækning er rystende, mens tårerne langsomt triller. En efter en, ned over hendes kinder. Hun havde det lige her!
Hun kom langsomt til sig selv igen og fandt sig selv liggende i muldet. Hun rystede.
Det tog noget tid, før hun fik stablet sig på benene igen, og atter gik fremad med vaklende skridt, tros det faktum, at hun lige havde spist.
Hun trak sig besværet hen over skovbunden ...

Endnu en solrig dag. Endnu en dag man skulle have overstået. Endnu en dag, med dæmoner rundt om sig. Hun var ved og blive træt af dæmoner. Ja nok var det ikke alle dæmoner der var som deres leder og alligevel siger de altid, at de også er onde, men viser en helt anden side for hende. Hun fattede ikke helt hvorfor. Hun var bare en draconianer på hvad? Omkring de 700 og et eller andet. Hun kunne ikke huske det længere eller retter hun stoppede med og tælle da hun var nået de 700 år, så ja hun var gammel, hvis man tænkte over, hvor ung hun nu så ud. Hun ville have en dæmonfri dag, men hvor får man lige det? Det var ihvertfald få steder man fik det. Hun var gået sig en tur for og komme lidt væk fra familien og væk fra byens rygter. Hun gik stille og roligt rundt i skoven og tænkte over hvad hun skulle gøre og tænkte på det Sean havde sagt til hende. Hun tænkte først over hvorfor hendes forældre havde sendt hende væk og aldrig havde kontaktet hende igen. Hun fik aldrig nogen rigtig grund, at vide på hvorfor hun skulle væk hjemmefra. Det eneste de havde sagt til hende var, at de ikke kunne have hende hjemme mere pga omstændighederne, som så var efter hun havde kommet til og slå Roland ihjel fordi en vampyr havde angrebet dem imens de var ude og gå en tur en aften sammen. Det var ikke en gang med vilje hun havde dræbt ham, meningen var, at hun skulle angribe vampyren, men vampyren løb væk så hun ramte Roland istedet og gjorde ham flad. Faktisk lige så flad som en pandekage. Da hun havde fortalt hendes veninde hvad der var sket skulle hun vende det rundt så folk troede hun havde slået ham ihjel med vilje. Det havde hun ikke! Det var et uheld! Ingen forstod det. Ikke en gang hendes forældre. Hun begyndte og tænke på den tid hun var på kostskolen Sword of Cross. Det var en kostskole for umulige unge, hvor man kom i et lille rum, hvis man brød reglerne eller noget lignende. Hun sukkede lidt og kiggede rundt i skoven. Hun huskede tilbage på den aften, hvor hun var klatret over murerne og stukket af til Doomsville. Det var en hård nat, hvor hun var blevet jagtet af nogle vagter som så havde opgivet hende fordi de havde mistet hende af syne.
Hun kiggede rundt i skoven. Hun kunne høre nogle dyr løbe rundt og nogle fugle der pippede oppe i træerne. Hun gik roligt rundt i skovens stier. Hun anede ikke hvor ofte hun havde gået rundt i denne skov men det var ofte. Da hun var gået i noget tid, så hun en skikkelse der rejste sig op og nærmest trak sig selv videre hen ad vejen. Hun kunne ikke rigtigt se om det var en mand eller kvinde, men det så ihvertfald ud til og være en der havde brug for lidt hjælp. Hun fik så indhentet skikkelsen og fandt ud af, at det var en kvinde. Da hun var kommet tæt nok på kunne hun lugte en svag dæmonlugt. Hun stivnede af skræk. Hun havde mødt en hel masse dæmoner selv efter hun var blevet tortureret af Rafael og alle de dæmoner hun havde mødt var søde, men hun stivnede og blev nærmest skrækslagen bare af lugten af dem. Hun rystede lidt på hovedet og blev nogenlunde sig selv igen. Hun gik hen til kvinden.

Man kunne ikke sige, at hun var uhyggelig at se på. Hun var end ikke skræmmende at være i nærheden af, hvilket nok var takket være denne krop, som hun besatte. En engels krop var det. Godt nok var deres personligheder og lidt af udseendet blevet blandet sammen efter alle de år, som de havde co-eksisteret i, men i bund og grund var kroppen stadig en engels. Et lysvæsens så og sige. Kroppen var blød og svag i forhold til, hvordan hun huskede sin egen. Eller det var hvert fald det, hvad hun bildte sig selv ind. Hun hadede at indrømme det over for sig selv. Hun hadede, at hun var blevet en af de mentalt svage personer, som hun afskyede så højt. Hun afskyede dem nærmest lige så meget, som hun afskyede de højhellige-rigmands-idioter, som i sin tid havde besat greve- og grevindestillingerne ved hendes tantes hof. Urgh. En kuldegysning fandt vej ned over hendes rygrad, og hun kunne næsten mærke deres slimede hænder, som den gang havde aet hende over håret og komplimenteret, hvor nydelig hun havde været. Det var næsten til at brække sig over. Det værste havde dog været, at hendes moster ikke havde ladt sig påvirke specielt meget af alt den sukkersøde leflen, som afskummet havde brugt overfor hende. Hun vil næsten væde sin gamle hat på, at enhver af de afskum glædeligt havde kvalt deres eget afkom, hvis afkommet havde sat sig selv i udåd hos dronningen. Hvor patetisk!
Hun rystede stille på hoved af sig selv, før hun stak sig selv en lussing, så det sang for ørene. Hvad tænkte hun på? Hun skulle jo ikke bruge så megen energi på at hisse sig op over et dusin gamle dummerikker. Dog at indrømme, så var det dejligt af få tankerne væk et stykke tid. Dejligt til en forandring.
Hendes besværede skridt var blevet langsommere, efter som hun var kommet ud mellem træerne og nu stod ved søens bred. Den samme bred, hvor han havde båret hende fra og til utallige gange. Den samme bred, hvor hun havde afvist ham en gang for langt tid siden. Den selv samme bred, hvor Lea havde taget over og havde demonstreret dennes overlegenhed. Hun betragtede søspejlet med den udtryksløse facade. Ham. Hun mærkede, hvordan den mentale sølvdolk borrede sig ind i hendes kolde hjerte. Årh nej, ikke igen. Hun måtte spænde hårdt i alle musklerne, for at hun ikke tillod sig selv den unødvendige svaghed. Hvordan kunne den ... den ... Mand, eller hvad han nu end var, have fået så stor magt over hende?! Hun havde jo bare lydigt danset efter hans pibe. Hun havde adlydt hans mindste vink. Darh! Frustreret slog hun ud og ødelagde vandspejlets blanke overflade. Det kunne ikke passe!
Hun havde ikke opdaget, at hun var faldet på knæ og havde gemt sit ansigt i hænderne. Hendes bælgmørke hår lagde sig som et beskyttende gardin over hendes ansigt. Hendes skuldre rystede, mens saltvandsdråberne faldt fra de natsorte øjne. Hun svømmede nærmest i selvmedlidenhed og -had. Hvordan kunne hun?! Hun havde ladt paraderne falde, og hendes facade var smuldret væk ved det mindste vindpust. Hun havde derfor ikke lagt mærke til den venlige sjæl, som havde opdaget hendes håbløshed. Hun ønskede bare at synke ned i jorden og forsvinde fra altid, men på den anden side, så ønskede hun bare et liv med hendes lille skat. Hendes lille Tia ...