The way to the top ~Luce~

Caroline havde ladet Luce sove i sit hus og være der i lidt tid. Caroline havde lidt planer omkring Luce, ikke de onde af slagsen hun ville hjæple Luce så godt som hun kunne. Og håbede på Luce ville modtage hendes hjælp, for Caroline havde gjort det til sin livs mission at hjælpe hende. Eller liv og livs mission, hun ville hjælpe. Men hun havde også brug for at vide om nogle havde truet hendes fremtid eller noget i den stil.
Caroline havde taget en top og et par shorts på, hun ville øve Luce's sanser og måske derved kunne hun faktisk syrke Luce. Men hun måtte huske på Luce's phyke, og derfor vidste Caroline fra sig selv. At når man følte sig stærk udenpå, smittede det lidt af indeni. Caroline fandt alle de knive hun ejede, og lagde på sofabordet. Hun ville lade Luce kaste dem efter hende senere måske endda forsøge at få Luce til at angribe hende, som en del af træningen. Caroline var trods alt svær at dræbe med denne opgradering hun havde.
Caroline listede op af trapperne, solen var stået op. Derfor havde Caroline ruller gardinerne for, hun havde drukket blod uden Luce havde behøvet at lugte til duften. Caroline bankede stille på den dør hvor Luce sov inde, hun havde haft låst alle vinduer og dører. Caroline havde givet hende noget sovemiddel, så Luce havde sovet igennem natten. Men Caroline tog sjældent chancer omkring sådan noget, og havde haft låst alt af derefter. Caroline trådte ind i rummet, og kiggede på Luce, for at se hvordan hun havde det.
"Godmorgen." Sagde hun blidt, det var måske vigtigt nok at sige noget når Luce ikke kunne se noget. Caroline trådte stille længere ind i rummet.
"Jeg har fundet noget andet tøj, hvis du er træt af kjolen. Jeg har en masse jeans og shorts. Samt toppe og jakker." Sagde Caroline og smilede til Luce med hovedet lidt på skrå. Hun kiggede rundt i rummet, selvom det var Carolines værelse så var hun der sjældent.
"Sovet godt nok?" Spurgte hun, tillid og ærlighed var det vigtigste at bygge op når det kom til hvad man skulle starte med at bygge op inden i sig selv. Caroline havde svært ved at stole på andre, men klarede sig stadigvæk godt nok.

Det havde været underligt og komme hjem til en helt fremmeds hjem og man ikke kunne se, hvem personen var eller hvor man egentlig selv var. Hun vidste, at hun var endt i Firewood Village, men hvor henne og hvordan der så ud anede hun virkelig ikke. De havde siddet i noget tid og snakket og da Caroline havde fortalt hende, at det var blevet morgen og hun ikke havde sovet længe og de burde gå i seng. Luce havde så været stædig og sagt, at hun ikke behøvede og sove, men Caroline havde insisteret på, at Luce burde sove. Luce havde nægtet og fortalte så om den forbandelse der gjorde, at hun ikke selv kunne lægge sig til og sove. At hun nærmest skulle tvinge sin krop i søvn. Enten ved, at kroppen selv sagde stop og log hende gå bevidstløs til kroppen havde fået nok af energi, hvis nogen slog hende bevidstløs eller fået sovemiddel. Hun havde fortalt alt om forbandelsen som Rafael havde lagt over hende første gang han torturerede hende. Forbandelsen gjorde, at hver gang hun selv prøvede og sove ville billederne fra hvad der skete den nat dukke op som var de levende og skete her og nu og hun ville føle den smerte hun fik påført den nat som var det her og nu og samtidig meget kraftigere og følelsen af ydmygelse og afmagt blev lagt over hende. Det var et helved, så Caroline havde puttet noget sovemiddel i hende inden hun var faldet i søvn. Hun vågnede da hun hørte nogen banke på døren ind til det værelse hun lå i. Hun havde taget stoffet af øjnene inden hun var faldet helt i søvn og det lå nu på natbordet ved siden af sengen. Hun satte sig op og kiggede hen imod døren da den gik op. "Godmorgen" der var stadig lidt træthed i hendes stemme, men det var vel bare de sædvandlige jeg skal lige vågne rigtigt stemmen. Hun smilede stille "Jeg er sådanset ligeglad med, hvad jeg har på bare jeg har noget tøj på som ikke er alt for frækt er jeg glad" der var venlighed i hendes stemme. Hendes hår sad til alle sidder som om hun havde ligget meget uroligt den nat. Hun nikkede stille til Carolines spørgsmål "Ja jeg har sovet fint hvad med dig?" hun vidste ikke helt, hvor meget hun kunne stole på Caroline efter det der var sket dagen inden.

Caroline fik et let smil på læben, hun var glad for at Luce havde sovet natten igennem. Sovemiddlet havde virket som det skulle. Caroline fandt et par sorte jeans og en råhvid t-shirt. Caroline ville lade hende komme med nedenunder, og få noget at spise samt snakke lidt inden at de kunne begynde træningen. Men først ville hun enlig også vide om hun havde andre fjender eller folk som truede hende. For så ville hun jo lærer Luce at forsvarer sig imod de enkle racer også.
"Jeg har et par sorte jeans de lidt højtaljede og så en råhvid t-shirt. Jeg regner med vi bliver lidt indenfor idag, desuden er solen her. Så jeg går ingen steder. Skal du have noget hjælp?" Spurgte hun med hensyn til tøj, Caroline havde jo faktisk alt en kvinde skulle bruge her. Tøj, undertøj, mad, make up endda. Selvom Caroline ikke rigtig gik med det. Kun nogle gange.
"Hvad vil du have til morgenmad, min søster lever meget menneske agtigt selvom hun er vampyr. Så der en masse at vælge imellem." Forklarede Caroline med et skævt kærligt smil, hendes stemme var venlig og blød overfor Luce.

Hun havde sovet med kjolen på den nat. Hun sad oppe i sengen og fomlede lidt med og finde stoffet som hun skulle binde om sine øjenhuler. Hun fik fat i det og bandt det om øjenhulerne. Hun sad lidt og vidste ikke hvad hun skulle lave. Hun fik sat sig ordentligt op med benene hen over sengekanten. Hun fik fomlet sig frem til og finde tøjet. Hun smilede stille "Tak tænkte på om du ville hjælpe mig med og få redt håret og sat det op på en eller anden måde" hun fik trukket kjolen af og fik det nye tøj på. Hun sad lidt og spekulerede over, hvad de skulle lave denne dag imens de ikke skulle ud pga solen og Caroline ikke gik ud. Hun var helt sikkert en vampyr kunne hun regne ud. Det sagde næsten sig selv da hun fortalte, at hun ikke gik ud imens der var lyst. Hun sad lidt og spekulerede over, hvad hun ville have og spise til morgenmad, men det vidste hun rent faktisk ikke "Bare et eller andet er ikke kræsen" hun smilede stille. Hun kunne mærke og lugte på det stof hun havde bundet om øjnene, at det var beskidt "Har du et nyt stof jeg kan binde om øjenhulerne? Medmindre du ikke har noget imod, at jeg ikke har noget stof om øjnene?" hun havde kun stoffet på for andres skyld ikke for sin egen.

Caroline så på Luce, hun havde været van til at se på mange ting. Mennesker som havde fået rykket arme af, set slaveinder få flået tænderne ud.. Mange voldsomme ting, som hun ønskede hun kunne glemme. Selvfølgelig var hun ikke glad for at kunne se ind i øjenhullerne på Luce, men Caroline kunne sagtens hvis det skulle være. Men hvis en vindbrise kom forbi ville det så ikke gør ondt i nerverne? Caroline gik et skridt tættere på og fandt en hårbørst i en skuffe imens hun ledte efter et nyt stykke stof som kunne bruges. Og fandt et sort stykke stof frem, og kiggede på Luce.
"Jeg kan lave dig nogle pandekager eller noget?" Sagde hun som en mulighed, Caroline kunne sagtens lave mad. Hun gjorde det bare ikke så meget mere.
"Jeg har fundet et stykke stof du kan bruge." Svarede hun og lagde det over hendes arm så hun vidste hvor det var. Caroline lagde hovedet lidt på skrå, hvorfor ville folk enlig skade en uskyldig pige. Caroline vidste at de var i sikkerhed her, Leah havde det med at gå på kødjagt efter fremmede væsner som begav sig ind på grunden. Så Caroline vidste at de var i sikkerhed.

Hun sad bare og ventede på, hvad der skulle ske. Hun kunne nemlig ikke gøre meget andet end det. Hun var ikke så kendt i dette hus. Hun var nød til og stole på, at Caroline vidste hvad hun gjorde. Ligesom hun havde været nød til og stole på, at Sean var der for, at hjælpe hende. Men det frygtede hun ikke nær så meget som hvis det var mange andre. Nok var han en af dem man ikke vidste, hvor man havde, men en ting var sikkert og det var, at han havde været der for hende alle de andre gange så, hvorfor skulle han så pludselig stoppe med det? Det kunne hun ihvertfald ikke se nogen mening i hvis han gjorde det. Hun kunne høre, at Caroline ledte i forskellige skuffer efter noget og hun ville tro, at det måtte være efter stoffet og en børste, men hun var alligevel ikke helt så sikker på det. Hun sad lidt og tænkte på Carolines madforslag. Det lød nu meget godt det med og få pandekager til morgenmad. Det var ikke lige det man fik så ofte "Det lyder som meget lækkert, at få pandekager til morgenmad" hendes stemme var rolig og havde en klang af tryghed i sig. Hun mærkede noget blive lagt på sin arm og hun mærkede efter "Tak for det. Kan sagtens binde det på selv hvis du bare lige vil redde mit hår" hun lod fingrene kører hen over stoffet. Man kunne tydeligt se, at hun ingen negle havde på sine fingre. Det havde hun ikke haft længe.

Caroline nikkede, og vidste godt Luce ikke kunne se det. Men derfor gjorde hun det stadigvæk. Caroline hadede at se den måde Luce var blevet skadet på, torturet.. Tortur burde afskaffes, men selv hvis hun ønskede at gå imod Rafeal var hendes bedste veninde hans censor. Og Caroline ville ikke ende i stridigheder med Nille.
Caroline gav sig til at køre børsten igennem Luce's hår, hun børstede ikke forhårdt. Hun hadede selv når at nogle børstede ens hår, og man så bare lagde alle kræfter i. Derfor tog Caroline det med lette bevægelser, dog blev håret stadigvæk redt godt igennem.
"Så får du pandekager." Svarede hun blidt. "Vil du have dit hår sat?" Spurgte hun kærligt, og ventede på svar fra Luce. Caroline kiggede ned på Luce's fingre, ingen negle stadigvæk. Caroline vidste det godt, hun kunne bare ikke forstå at nogle kunne være så følelsesløse.
Og så slog det hende pludseligt, meget langsomt. Men hun havde haft meget at se til, så hun havde ikke tænkt det ordenligt igennem før nu. Sean, det måtte være Sean som havde hjulpet hende så meget! Det var hun næsten helt sikker på! Caroline ville dog være helt sikker..
"Hey Luce, siger navnet Sean dig noget?" Spurgte hun helt stille, mest fordi hun ville se om Sean godt kunne være sød nok. Hvis hun ikke kendte Sean så måtte hun på en ny spørgerundte i hendes hjerne for at finde ud af det. Caroline lagde børsten på sit stød da hun var færdig med at børste Luce's hår.

Hun sad stille og ventede på, at Caroline kom og redte hendes hår. Hun sad lidt og spekulerede over, hvordan hun ville have sit hår sat eller om hun bare skulle lade det hænge. Hun var sådanset ligeglad for hun ville ikke selv kunne se, hvordan det så ud. Hun elskede når folk redte hende og satte hendes hår. For hende var det som og få massage i hovedbunden. Hun nærmest slappede af imens hun mærkede børsten igennem sit hår. Hun smilede stille "Det lyder lækkert" hun smilede stille "Det bestemmer du bare det sidder ordentligt og ser nogenlunde godt ud" hun vidste ikke, hvor god Caroline var til og ordne hår og den slags, men det fandt hun vel ud af. Hun sad lidt og slappede af. Hun kunne mærke, at Caroline kiggede på hende. Hun begyndte og undre sig lidt, hvorfor Caroline begyndte og nævne Sean. Hvad havde han med det hele og gøre? Han havde været der for hende og støttet hende hele vejen igennem, men det var da ikke hans skyld, at hun havde haft disse problemer. Hun nikkede stille "Ja jeg kender ham godt. Hvorfor spørger du?" der var nysgerrighed og en undren i hendes stemme.

Caroline bestemte sig for at sætte Luce's hår, eller bare lidt af det. Caroline havde sat hår før, når hun kedede sig da hun var tidligere slave ved dæmon Julian og hans ene søn Locan. Nu satte hun hår hvis Eliza spurgte hende, eller på sig selv. Caroline fik sat hendes hår, og kiggede så om hun selv fandt det flot.
"Smukt." Sagde hun med en varm stemme, og rejste sig op.
Caroline var klar over at det var en underlig tidspunkt at komme med det indput.
"Jeg kender ham også, og det slog mig lige nu. Det ham som har hjulpet dig ikke?" Spurgte hun lidt nysgerrig i sin stemme. Caroline så lidt på Lice. "Nå lad os gå nedenunder så du kan få noget at spise." Sagde Caroline så, hun ville hjælpe Luce ned af trapperne. Til at de havde trænet så meget at hun i det mindste kunne noget selv.. Indenfor kamp.

//håret: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun sad stille og nød det, at Caroline satte hendes hår. Der var nu intet så godt som og få sat sit hår af en anden. Hun kunne ikke gøre det selv. Hun kunne redde det, men så var det ikke 100% sikkert, at hun havde fået alle knuderne væk og så kunne der nemt være nogle steder, hvor børsten ikke havde været. Hun sad stadig og undrede sig over, hvorfor Caroline var begyndt og snakke om Sean. Det var ihvertfald et meget underligt spørgsmål og stille. Det havde ihvertfald ikke lydet så underligt, hvis hun havde spurgt m, hvem det var der havde hjulpet hende så langt som hun var nået nu, men det havde hun ikke spurgt om og hun kunne ikke huske om hun havde nævnt Sean dagen før, hvor det så først var nu Caroline havde bidt mærke i det hun havde sagt. Hun nikkede stille til Carolines spørgsmål "Jo det er ham som hjalp mig videre. Han har stortset hjulpet mig hele vejen igennem. Allerede kort tid efter første gang Rafael torturerede mig" hun kunne takke Sean for, at hun levede overhovedet for det var ham der nærmest tvang hende til og spise imens hun nærmest ikke ville spise noget. Hun nikkede stille og bandt stoffet som Caroline havde fundet til hende og bandt det rundt om øjenhulerne. Hun rejste sig op og tog fat i Carolines overarm for og have en og støtte sig til "Ja, lad os komme ned og få noget og spise"

Caroline havde tænkt på hvor man skulle have Sean henne, der var noget over ham som forvirrede hende. Mest fordi han havde haft dræbt Nille, og ønskede at dræbe hende igen hvis han kunne komme til det. Caroline så på Luce, og begyndte at hjælpe hende ned af trapperne, selvom trinene var ret lange og ret bredde. Så det var næsten ikke til at falde over dem.
"Personligt syntes jeg at han er ret svær at placere, omkring hvor man har ham henne." Svarede Caroline med en lille kort kærligt latter. Caroline så på Luce, og kom ned til stuen. Hvor Caroline førte Luce med ud i spisestuen. Her trak hun en stol ud som Luce kunne sidde på, imens Caroline lavede mad. Så kunne de også tale lidt, det ville jo være uhøfeligt at lade hende sidde for sig selv i stuen. Når man ikke ligefrem kendte eller kunne se huset for sine egne øjne.
Caroline sørgede for at Luce kom ned og sidde, og gik så hen til køleskabet og skabene og sandt de ingretienser som der skulle bruges. Og så tændte hun for blusset, og stillede panden på. Og gik igang med at lave en god omgang pandekager.
"Jeg har lavet et lille program for dig til de kommende dage, hvis du er frisk på min hjælp." Sagde Caroline imens hun lavede mad.

Imens de gik spekulerede hun meget over, hvorfor Caroline havde spurgt ind til Sean og hvordan hun kunne regne ud, at det var ham som havde hjulpet hende. Det var et meget underligt spørgsmål og stille og samtidig undrede man sig meget over om denne kvinde havde holdt øje med hende, men hun kendte overhovedet ikke Caroline på nogen punkt. Hun havde aldrig set hende. Hun havde kun hørt hendes stemme og ladet hende hjælpe sig. Hun smilede lidt og nikkede "Han er en meget speciel fyr. Man kan aldrig være 100% sikker på hvor man egentlig har ham henne, men jeg stoler meget på ham fordi han har hjulpet mig hvirkelig meget igennem siden mit helved startede og det er nok for mig" hun havde rolighed og ærlighed i hendes stemme. Det var meget underligt for hende og snakke om en fyr som man ikke vidste helt, hvor man havde hende, men hun havde set ham og han vidste af og til ærlighed når han snakkede til hende og hvem skulle ellers haft hjulpet hende, hvis ikke han havde? Det vidste hun ærligtalt ikke for hun havde ikke sin familie hos sig overhovedet. Hun fulgte med Caroline og mærkede en stol stod tæt på hende. Hun lagde en hånd på stolens ryglænd og satte sig på den. Hun begyndte og undre sig over, hvilke planer det var Caroline havde lagt for hende. Hun lagde sit hoved på skrå "Hvilke planer har du lagt?" der var nysgerrighed i hendes stemme.

Caroline så imod Luce, det var vel ret. Hvornår havde man noglesinde Sean 100% på plads. Han havde nærmest nogle sidder af sig selv som man ikke anede noget om før han selv viste dem på den ene eller anden måde.
"Det har du ret i, må jeg indrømme." Svarede Caroline og havde lavet tre helle pandekager nu. Hun kiggede kort op på Luce, imens luden af magerinen som blev steget på panden lød dejlig hjemmelig. Caroline tog endnu en pandekage fra panden, og lagde den på den store tallerken med de andre på. Hun kiggede på Luce.
"Hvor meget kan du spise?" Spurgte hun venligt og høfligt.
Caroline havde mange planer, men vidste ikke om Luce ville være med til dem. Caroline ville bare hjælpe Luce, og derfor håbede hun på at hun ville lade Caroline hjælpe hende.
"Altså jeg vil træne dig, både psykisk og fysisk. Det bliver en udfordring for dig, men jeg ved at du kan klarer det. Du må stole på mig og dig selv." Sagde hun stille og kiggede på Luce, ganske kort. "Derfor må jeg vide racerne på dine fjender, folk som har truet dig eller noget. Gerne navne, så jeg ved om jeg kender dem." Tilføjede Caroline stille, og vidste at det ikke altid var det mest dejlige at tale om. Men hendes stemme havde en klang som kunne berolige lidt ligenu.

Luce sad stille på stolen tæt på, hvor Caroline stod og lave mad til hende. Hun kunne allerede nu lugte den første lavet pandekage. Den lugtede så sødt og dejlig og fik hendes tænder til og løbe i vand. Hun smilede stille da Caroline havde givet hende ret i at man ikke helt kunne vide, hvor man havde Sean hende "Han er en af dem man skal tænke godt og grundigt over nogle gange" det burde Luce allerede vide for hun boede jo hjemme ved ham, men det behøvede Caroline ikke og få, at vide for hun kendte hende ikke så godt og hun vidste ikke om Caroline havde noget imod Sean som gjorde, at hun ville gøre nogen skade på hende. Det var en beroligende lyd da hun hørte margarinen blive stegt på panden lige inden pandekagedejen kom på. Hun trak lidt på skuldrene "Det ved jeg faktisk ikke, men lav du bare nok for de kan altid varmes igen" hun elskede pandekager og kunne spise mange af dem, men der var nok alligevel en grænse for, hvor meget hun kunne tillade sig selv og spise. Hun sad stille og lyttede til det Caroline fortalte om hendes ide. Den lød nu fin nok, men hun undrede sig dog meget over, hvordan hun ville gøre det "Det lyder som en god plan, men der er bare lige det. Hvordan vil du gøre det?" hun var nød til og vide det for og kunne være helt med på den plan som hun havde. Hun stivnede kort da hun sagde, at hun måtte vide hendes fjender. Der var for mange fjender hun havde i sit liv og så var der en som ikke just var hendes fjende, men han havde magten over hende og det kunne hun ikke bare ignorer. Hun sukkede lidt "Rafael er ikke just min fjende, men han har magten over mig og han er Dæmon, Neal har et had til mig pga jeg har ved et uheld slået hans lillebror ihjel, men han mener jeg gjorde det med vilje han er Dæmon, Zann han kidnappet mig, torturerede mig og han er dæmon og så er der Nicolas som er vampyr han angreb mig og Neals lillebror for lang tid siden, hvor jeg ville forsvare os, men det gik udover Roland..." hun fik en klump i halsen da hun begyndte og snakke om Roland episoden. Hun knyttede sine næver over sig selv og for ikke og begynde og græde.

Caroline kom med et lille kærligt grin over kommentaren omkring Sean, det var jo sandt nok. Caroline lyttede til hvert eneste ord, de kunne jo opvarmes senere hvis Luce skulle blive mere sulten. Derfor fortsatte hun med at lave nogle, selvom hun ikke selv spiste det. Caroline åndede forsigtigt ud, omkring hendes plan.
"Jeg vil give dig nogle våben, som du kan vende dig til at bruge. Og som du må beholde, og jeg vil øve dig i at bruge dem. På mig." Sagde hun og kiggede på Luce, Caroline kunne ikke så nemt dø. Så at lade Luce se om hun kunne skade Caorline virkede ikke som nogen dårlig ide. " Der vil jeg træne dine andre sanser op, så du lytter bedre til hvor lydene kommer fra. Og fokusere på det du skal. Lugte hvilket væsen, eller hvor du her." Tilføjede hun, og kiggede fuldt på Luce imens hun fortalte 'fjende' listen. En ting som hun bed voldsomt mærke i, det var Nicolas' navn. Det satte hende i spøgsmål, men hun kendte også Nicolas virkelig godt. Selvom hans søster Angela kendte ham bedre.
"Jeg kender en, jeg kender Nicolas. Jeg kan intet love, men jeg skal se hvad jeg kan gøre. For jeg kender ham næsten bedre end nogen anden." Svarede hun stille, men med håb i stemmen. Hun lød ikke bange overhovedet for Nicolas, men hvorfor skulle hun også det? Det var trods alt hendes kæreste. Caroline tænkte godt nok lidt over det, hvad havde Nic gjort helt hundrede procent. Hun vidste at han kunne torturer, og selvom det kunne være mange år siden. Hvorfor, og hvad var grunden til at hun havde husket hans navn så grundigt.
"Jeg ved ikke om det for hårdt at sprøge om, men haar du mødt Nicolas fornyeligt? Og hvis du har hvad sagde han så?" Spurgte Carolien stille, en smule nysgerrig men alligevel så sikker i sin stemme samt måde at sige ordene på.

Hun sad lige så stille og lyttede til pandekagerne der blev bagt og på margarinen som stegede på den varme pande. Hun sad lidt og tænkte på hvad der er sket siden hun havde fået problemer med dem. Neal var vel en blanding af had over, at hans lillebror fandt sammen med en ikke dæmon og Rafael som ikke var fjende var hun ikke helt sikker på hvad der var sket... Hendes tanker blev stoppet da hun hørte Carolines stemme. Hun kiggede hen mod hende og lyttede. "Jeg kan da ikke bruge våben på dig. Jeg vil ikke skade dig" hun havde ikke i sinde og gøre det imod Caroline. Hun havde været så sød og hjælpsom overfor Luce da hun havde mest brug for det. Hun lyttede videre til det Caroline fortalte. Hun begyndte og tænke på Sajro der havde prøvet og lært hende og bruge sine sanser sådan nogenlunde og så man kunne leve med det. Det havde lykkes for ham i sidste ende "Det har en der hedder Sajro allerede lært mig. Det er bare svært når man ikke kan lugte møbler eller høre det" hun snakkede stille og roligt med Caroline. Det var ret sjovt, hvor godt hun egentlig snakkede med hende. Det kom lidt bag på hende, at Caroline kendte Nicolas. Fyren der var skyld i, at hendes liv blev ødelagt fra starten af. Hun var blevet nysgerrig over og finde ud af, hvilken relation Caroline havde med Nicolas for det begyndte og afhænge af hvilken relation de havde til hinanden der bestemte hvordan hun skulle tro på alt det Caroline sagde eller ikke "Hvilken relation har du til ham?" der var nysgerrighed i hendes stemme. Hun sad lidt og tænkte på hvordan det var for Luce sidst hun havde mødt Nicolas. Det var et helved for hende, men det var dog også virkelig lang tid siden det var før hun havde født Connor skulle hun mene eller var det efter? Det kunne hun ikke helt huske, men det var ihvertfald kort tid efter Rafael havde pillet hendes ene øje ud og hun alligevel havde det andet. Hun sukkede lidt til Carolines spørgsmål "Det er lidt lang tid siden jeg sidst så ham. Det var kort tid efter Rafael havde pillet mit øje ud, hvor jeg stadig havde det andet. Han sagde noget med, at han ville holde øje med mig dag og nat og se hvor godt det lykkedes ham og ødelægge mit liv og han kunne dræbe min familie" det var lidt usikkert, men hun kunne huske han havde nævnt det.

Caroline tænkte lidt videre over det, men fandt det stadigvæk som den bedste ide. Hun kiggede på Luce.
"Men jeg er ret svær at skade, min smertetærskel er stor. Jeg kan sagtens klarer det." Svarede hun fast besluttet. "Og angående møbler, så handler det om at føle jorden godt." Caroline vidste at man skulle føle jorden, for så ville man kunne mærke hvor tingene stod i forhold til hinanden. Men skulle bruge følesansen.
Hun tænkte lidt over om det ville være en ide at fortælle omkring hendes forhold til Nicolas. Men ville gemme den til senere..
"Altså jeg kan prøve at overtale ham, men jeg lover intet." svarede Caroline og serverede pandekagerne for Luce.
"Nicolas er min kæreste." fik hun så sagt, og sank lidt en klump. Mest fordi at hun var bange for at Luce ville flippe ud eller noget. Caroline og Nicolas fortalte ikke omkring deres venner og fjender. Derfor vidste Caroline intet omkring hvilke forhold Nicolas rigtig havde til nogle. Udover hans søster, og hende selv. Caroline så på Luce.. Hun ville stadigvæk hjælpe Luce, men stadigvæk hun bestemte ikke over hvad Nic ville gøre. Nic var mange ting, men helt hjerteløs var han ikke. Han havde følelser, mennesket i ham var der stadigvæk. Caroline kiggede på Luce stadigvæk, og sank så en klump..

Hun sad lidt og spekulerede på om hun kunne få sig selv til og skade Caroline. Caroline var en sød pige. Nok havde hun udsat hende for en masse fare bare den korte tid de har kendt hinanden, men det skulle hun så først tænke over og tage stilling til når hun fik, at vide hvilken relation Caroline havde til Nicolas. Hun lyttede stille til det hun sagde "Øhm ok tænker lidt over det. Hvordan kan det egentlig lade sig gøre det med og kunne mærke møblerne?" der var nysgerrighed i hendes stemme. Hun kunne lugte pandekagerne der var blevet stilt foran hende. Hun mærkede stille efter toppen af pandekagerne og tog en enkelt og rullede den sammen og spiste af den. Den smagte fantastisk godt. Caroline var god til og lave mad det måtte hun indrømme "Gode pandekager du har lavet dem kan jeg godt anbefale til andre" hun spiste stille og roligt og lagde sit hoved undrende på skrå. Hvordan ville Caroline snakke til Nicolas. Luce var begyndt og blive meget mistænksom. Hvis hun ville prøve og overtale Nicolas måtte de 2 enten være venner eller have et andet godt forhold til hinanden. Hun ville ikke sige noget for hun ville høre det fra Caroline selv. Hun havde besluttet sig for, at rejse sig og gå, hvis de 2 var kærester for så kunne hun ikke stole på Caroline. For det skulle ikke undre hende, hvis Caroline bare var sød for, at Nicolas kunne være efter hende igen. Hun rejste sig hurtigt op efter Caroline havde sagt, at Nicolas var hendes kæreste "Jamen så siger jeg farvel og tak!" der var skuffelse og en mindre vrede i hendes stemme. Hun gik hen imod døren.

Caroline smilede til Luce.
"det ikke at mærke møblerne, men føle rummet. Jeg ved det virker sært det jeg siger, men det er rigtigt." Svarede Caroline blidt, og grinte lidt af sig selv. Caroline smilede atter til Luce, da hun kommenterede hendes madlavning.
"Mange tak, godt du kan lide dem. svarede Caroline. Hun bemærkede dog at Luce virkede mistænksom. Og da Luce for op af stolen, og gik imod hovededøren kunne Caroline ikke undgå at bemærke at Luce faktisk var ret god til at føle rummet. Selvom Luce selv måske ikke tænkte over det. Caroline brugte sim overnaturlige fart til at komme op foran Luce.
"Hey? Bare fordi han er min kæreste betyder det ikke at jeg har samme planer som ham. Jeg anede ikke at han var efter dig? Derfor vil jeg overtale ham til at lade dig være. Jeg er ikke med ham i den her. Så hold op med at dømme mig! Jeg prøver at hjælpe dig, for jeg ved at jeg KAN hjælpe dig. Hvis du går nu, så fint. Men hvis du vil ud i Firewood Village hvor dæmonerne har sammentræf lige nu, så fint. Men du kan også lade mig hjælpe dig så du ikke behøver at være bange mere!" Caroline havde talt sin sag, og hun mente hvert et ord. Carolines stemme havde været alvorlig, skuffende og en anelse vred. Men mest fordi hun havde været lidt skuffet over Luce havde bedømt hende på den måde.

Hun sad lidt og lyttede til det Caroline havde fortalt. Hun gav hende ret i, at det lød meget underligt det hun stod og fortalte. Hun lagde sit hoved let på skrå "Det lyder meget underligt det du står og fortæller" hun sad lidt og smilede. Hun vidste ikke om hun kunne tillade sig og tage en pandekage til, men hun havde vel lavet pandekagerne til hende, men alligevel var det svært for hende og få sig selv til og tage en pandekage til. Hun smilede stille og nikkede.
Hun stoppede få skridt væk fra Caroline efter hun havde rejst sig op i vrede og gik hen imod hoveddøren. Hun kunne lugte, at Caroline stod foran hende og det var godt hendes lugtesans var rimelig god for elelrs havde hun gået ind i Caroline. Hun lagde sine arme over kors og lyttede modvilligt til det hun fortalte. Hvordan skulle hun vide, at alt det Caroline stod og fortalte var sandheden? Hun stollede næsten ikke på folk overhovedet. Hun brummede lidt "Hvordan skal jeg vide, at det du står og fortæller mig er sandt? Hvordan kan jeg vide, at du kan få Nicolas overtalt til og lade mig være i fred?" hun ville vide det før hun var helt sikker på om hun skulle stole på Caroline igen eller ikke.

Caroline vidste hun lød underlig, men det var sandt nok. Hun tog en dyb indånding.. Caroline kiggede på Luce, og vidste det måske var svært for hende at stole på andre, når de havde et forhold til hendes fjender. Caroline kunne ikke love at Nicolas ville opgive, men hun ville forsøge at overtale ham. Måske villle det hjælpe, måske ville det ikke. Men Caroline var ikke typen som gav op på noget hun havde sat sig for, hvis hun ville noget så ville hun det, og hvis hun ikek ville så ville hun ikke. Sådan var det.
"Fordi jeg ikke har noget med folks sindsyge planer at gøre! Jeg har ingen planer om at gøre dig noget, eller lade nogle skade dig. Desuden vis Nicolas ikke lytter til mig, så slås jeg imod ham. Han skal ikke skade dig, når jeg har lovet dig at jeg ikke ville skade dig. Derfor bliver de en krig mellem ham og jeg, ellers lader han dig være. Eller så mere tragisk, men jeg står ved mine beslutninger. Jeg er ikke typen som spiller sød overfor andre, og så ikke er deet. Inten er jeg sød ellers er jeg ikke, det kommer an på folk. Jeg kan sagtens være ond, men jeg vælger altid side når jeg ser folk, og hvis jeg ikke kunne lide dig eller ikke ville hjælpe dig. Så havde jeg ikke hjulpet dig, eller reddet dig før. Så Luce hør du kan tage imod min hjælp eller lade hver. Du må bare stole på mig."

Hun stod stadig med armende over kors oppe ved brystet. Hun vidste godt, at hendes spørgsmål var kommet alt for hårdt ud, men det var sådan hun følte det som måden hendes toneleje havde været i da hun sagde det. Hun lyttede dog til alt det Caroline fortalte. Hun havde en stor lyst til og bryde ind imens hun talte, men log dog være for hun vidste ikke hvordan hun skulle formulere de ord som strømmede igennem hendes hoved imens Caroline snakkede. Hun sukkede lidt og tænkte over, at det som Caroline havde stået og fortalt. Hun bed sig lidt i læben og prøvede og sætte sin sætning ordentlig sammen oppe i hovedet inden hun ville sige noget. "Det er bare svært og tro på når du er sammen med ham, men jeg stoler på dig og stoler på, at du vil hjælpe mig så godt som du nu kan" hun lod sine arme hænge ned af siderne og blev stående.

Caroline nikkede over Luce's sætning, og lod sine arme falde ned langs siden. Caroline åndede ud, og kiggede på Luce.
"Og jeg forstår, men jeg lover. Vi har intet med hinandens planer at gør. Og jeg skal nok hjælpe dig, dog forslår jeg at du spiser færdigt først." Afsluttede Caroline, og kørte en hånd igennem de gyldne lokker. Hun lagde hovedet lidt på skrå.
"Ved du hvad jeg bemærkede? At du følte rummet og kunne faktisk gå herud uden problemer. Selvom der står en stor sofa, og et sofabord. Du kunne sagtens, fordi dine instinkter styrede dig." Carolines stemme var kærlig, og glad for at det ikke så så sort ud for Luce, som Luce nok selv troede.

Luce stod bare og følte sig dum over, at hun havde taget så stor fejl over Caroline. Det havde ikke været sådan som hun troede. Hun stod bare som spekulerede hun over et eller andet, men det gjorde hun nu også. Hun spekulerede over, hvordan hun skulle sige undskyld til Caroline. Hun nikkede kort "Undskyld, at jeg troede sådan om dig og havde en mistillid til dig" hendes stemme var lidt fraværende efter som hun havde stået og spekuleret over, hvordan hun skulle sige det. Hun bed sig lidt i læben. Hun lagde sit hoved undrende op skrå da Caroline fortalte hende, hvordan hun var gået ud i gangen helt alene uden nogen havde sagt noget eller fulgt hende derhen og hun kendte endda ikke dette hus overhovedet. Hun havde dog også undret sig over, hvorfor der ikke var nogen møbler da hun gik "Jeg tænkte ikke over, hvor tingende var. Jeg tænkte mere på, hvor hurtigt jeg ville væk fra dig af" hun stod lidt og spekuleret over om hun skulle prøve og gå tilbage til køkkenet som hun havde gjort bare ud til gangen. Hun begyndte og gå hen imod køkkenet, men i stedet for og gå igennem døren gik hun direkte ind i væggen lige ved siden af døren.

Caroline så på Luce da hun undskyldte, det var faktisk rart at hører en undskyldning. Ikke fordi at Luce undskyldte, men bare for at en faktisk undskyldte overfor hende. Caroline nikkede lidt.
"Jeg tilgiver dig Luce." Svarede Caroline blidt, og kiggede på Luce som begyndte at gå stille rundt for at finde tilbage til køkkenet. Caroline fnøs kærligt over Luce som gik ind i væggen, men var hurtigt omme bagved hende for at sørge for at hun var helt okay.
"Du skal bare konsentrer dig om, at mærke hvis noget er lidt foran dig. Så du kan nå at stoppe inden du går ind i noget. Så bare start med små skridt af gangen." Forklarede Caroline stille og roligt. Det var jo rigtig nok.