My Lord? Are you alright? (Richard)

Sted: The Forest ved en mindre flod
Omgivelser: træer, en bæk, ja, der er vidst ikke ret meget at sige der
Tid: midt på eftermiddagen cirka
Vejr: Solen står højt på himmelen, det er relativt lunt i det for en forårsdag og solens stråler skinner let ned mellem træernes blade
Påklædning: en ankellang skovgrøn kjole af silkeagtigt stof.

Lyden af sang fyldte området omkring bækken, der lå badet i et drømmeagtigt grønt skær, der opstod i det solens gyldne stråler mødtes med de spæde lysegrønne forårsblade og skinnede ned gennem dem. Dette gav det hele en underlig gyldengrøn og nærmest uvirkelig glød. Bækkens sagte klukken blandede sig med den unge kvindes sang og skabte en naturlig og glad harmoni, som et minde om bedre og lysere tider. Denne føromtalte unge kvinde sprang barnligt legende rundt fra sten til sten i bækken, imens hun hankede godt op i de grønne silkeskørter for det tilfældes skyld, at de skulle blive våde, hvilket hun ikke ønskede. For adelskvinder fik aldrig våde kjoler, men hun havde heller ikke lyst til at holde op med at have det sjovt. Ej heller selvom hendes to hvide ravnevenner rystede på hovederne af hende i et nærtstående træs grene. I træets skygge lå en nærmest enorm hunulv med gyldenbrun pels dovent udstrakt og holdt et godt øje med hende kvinden, så der ikke skete hende noget.
Da kvinden nær var faldet gav samtlige af de tre dyr en kollektiv gispende lyd fra sig og hun rystede på hovedet, så de røde krøller dansede samtidig med, at sangen afløstes af latter.

For ikke at tage flere unødige chancer sprang kvinden op på breden og satte sig i skyggen af træet ved siden af ulven, der øjeblikkeligt lagde sit tunge hoved i skødet på hende og blinkede søvnigt med de grønne øjne. Kvinden blev øjeblikkeligt smittet af ulvens trang til at sove og gabte til det gjorde ondt i hendes kæber. Dog rystede hun det af sig og fulgte i stedet den ene af de hvide ravne med øjnene. Det gav hende bange anelse og øjeblikkeligt overgav hun sig til, at hendes ånd kunne blive en del af ravnen.

Hun fløj, nej hov vendt ravnen fløj. *Du er stadig Skylla* huskede hun sig selv på, imens hun, nej ravnen, spejdede årvågent ned på landskabet under sig. Ravnen slog sig ned i et træ og Skylla's fonemmelse af, at noget dårligt skulle til at ske blev kun yderligere forværret.

Richard sad under et træ, hvor han havde gået ind i en ulv som han så gennem, hvor han så sig omkring og løbe rundt. Det var dejligt og lade hans fri ulv, løbe fri uden og være bange for at skade nogen. Richard smilede for sig selv, hvilket der gjorde at ulven jo gjorde det. Det var dejlig og være en ulv og kunne styre det ish, kind of. Eller vent han var i formen intet andet, Richard åndede lettet ud da han kunne se noget vand. Eller ulven kunne ulven gik hen og begynde og drikke og Richard kunne mærke, hvordan hans krop, selv ville ha noget. Han kom dog hurtig ud af formen igen, hvor han så bevægede sig ned mod vandet, hvor ulven var. Ulven gjorde ham intet og stod bare og så på ham med kærlige øjne. Richard smilede og begynde og drikke, hvor hans krop så begynde og få mere energi. Men dog, havde han ikke forudset at der os var elever her, han modtog hurtig et skud, hvor han så tog sig til hans skulder, hvor han vaklede bagud og sætte sig op af et træ tidsnok til og undgå en anden pil. Kort efter mærket han, at der var gift i den. Han rev den hurtig ud og blev så meget døset. Ulven var løbet væk og disse mørke elever var os væk.

Richard fik kæmpet sig op, mens han prøvede og bevæge sig gennem alt dette her. Men Inden han kunne nå særlig langt faldt han i det samme han så en ravn lidt højre oppe overvære det. Han faldt i vandet og vandet, fik en helt giftig farve, hvor han så besvimet, da hans krop endelig gav efter for smerten.
//håber det er fint nok. :9//

Et ravneskrig undslap hendes næb. Eller well ravnens næb. Ved alle guder, hun var jo nødt til at hjælpe ham. Hurtigt lettede hun og fløj tilbage til sin egen krop, der sad slap og forladt op af træet, hvor hendes ånd havde efterladt den med det hvide vendt ud af øjnene. Med en kraftanstrengelse, der gjorde hende umådeligt svimmel trak Skylla sin ånd fri af ravnens skikkelse og fandt tilbage i sin egen krop. Stadig fortumlet glippede hun med de store lyseblå øjne og så sig forvirret omkring. Et kort øjeblik anede hun hverken hvem eller hvor hun var, ej heller, hvad i himlen, der egentlig foregik Så kom det gradvist tilbage til hende i forvirrende glimt. Pilen...manden havde set ud til at være ret slemt såret. Hun var nødt til at hjælpe, konkluderede hun resolut for anden gang indenfor meget kort tid den dag.
Lettere forhastet rejste hun sig og den store hunulvs tunge hoved gled ned fra hendes skød. Den vågnede med en gaben og så lettere fornærmet på hende med de klare grønne øjne, før den lod til at mærke hendes ængstelse og den kom hurtigt på benene.
Luften var fuld af ravneskrig fra de to hvide ravne, der cirklede om Skylla fra oven for at sikre, at hun var i sikkerhed, imens hun på usædvanlig hovedkulds vis løb gennem skoven til det sted, hvor den ukendte mand lå i vandet, der heldigvis var relativt lavt. Det så slemt ud, såret i hans skulder. Det blødte. Som om det ikke var nok tog vandet ikke blot farve af blod, men ligeledes af gift.
Alligevel tøvede den unge elverkvinde et øjeblik og gemte sig halvt bag et træ, som for at undgå, at han skulle få øje på hende. I en køre løb alle hendes mors advarsler om andre væsner og særligt mænd gennem hendes hoved.
*De vil kun såre dig Skylla, alle steder udenfor skoven, gør de kun små uskyldige piger som dig ondt*. Hun rystede. Om det var i skræk eller spænding over at se et nyt væsen, var hun ikke selv helt sikker på. Jo, jo det var nok mest skræk, nej rædsel.
Alligevel bevægede hun sig tøvende tættere på manden og knælede ned for at få ham trukket op af vandet. Dette fik hun gjort med en del besvær, da hendes fysiske styrke langtfra var noget at prale af. Allerede nu havde hun et rødt skær henover de blege kinder.
Hun havde aldrig talt med en mand før. Hvordan gjorde man det uden at virke dum? en halv hyllelyd fra ulven ved hendes side syntes at være tegn til, at hun skulle skynde sig at gøre noget og hun gav sig selv en mental lussing. *Hjælp ham Skylla* påmindede hun småirrriteret sig selv, imens hun hektisk lagde en hånd på hans pande, der allerede nu virkede feberhed.
"My Lord? My Lord er De okay?" spurgte hun hektisk, før hun nåede at stoppe sig selv. *Dumme Skylla, selvfølgelig er han ikke okay, han er blevet skudt i skulderen*.
Han lod ikke til at være til at komme i kontakt med og fuld af bange anelser og med endnu større besvær end tidligere fik hun på mirakuløs vis løftet ham og stavrede vaklende den heldigvis relativt korte vej tilbage til sin og sin mors hytte´, hvor hun lagde ham på sin seng.
*Hvad ville mor ikke tænke Skylla?* syntes hendes tanker at anklage hende. Atter engang stoppede hun op, fastfrosset i frygt, men rystede det så bort. Hendes moder var ikke hjemme og havde ikke været det længe. Faktisk vidste Skylla ikke rigtig, hvor hun var.
Overvåget af to sæt ulveøjne, hvor af hun ikke kendte til det ene, begyndte Skylla forsigtigt at arbejde. Hun trak skjorten væk fra hans skulder og rev et stykke linned i strimler til bandager med hænder, der hele vejen igennem syntes at skælve af ængstelse. Denne mands liv var i hendes hænder og hun kunne praktisk talt mærke det rinde ud mellem fingrene på sig som var det blot sand.
I et skab fandt hun noget salve og smurte det med forsigtige og blide hænder ud. Dette skulle meget gerne suge giften ud og yderligere gøre, så manden undgik infektioner. Derefter bandt hun såret ind i det forrevne, men lyse og rentduftende lined og tørrede sveden bort fra mandens pande. Da hun ikke længere, kunne gøre andet end at vente på, at han vågnede igen forsvandt hun fra det lille, men lyse og rumlige værelse og gik ud i køkkenet for at lave noget mad til ham. Egentlig vidste hun ikke om han ville være sulten, når han vågnede, men han var hendes første gæst nogensinde...og så en ædeltudseende en...og hun havde ikke tænkt sig at tage chancer.

Richard kunne mærke mørket og se hele hans liv, der kørte foran hans indre hoved. Alle de ting han, havde gjorde fløj foran hans indre blik. Han kunne se hans liv flyve forbi hans indre øjne, den eneste ting han fortrød var at han ikke kunne ha redde dem på skibet og heller ikke Dune. Han mærket ikke at han blev kaldt op eller hjulpet på vej efter og ha været falde sammen. Han mærket derfor ikke, den hånd der var blevet smidt over hans pande kort. Han kunne mærke, døden lige så stille lade ham komme ind, hvor han så stod lidt for sig selv i tænkerne og et ord genlød i hans hoved. Valor Morgulis. Men han, havde aldrig været en der ville gi op, han ville kæmpe mod hvad, dette end var han var en kriger lige som deres familie. Rowan hans bror, havde valgt det mere stille liv men om han ville det eller ej, kunne han aldrig få et liv som det. Han var en kriger, hvad end der ville ske var han stadig en kriger han kunne ikke ligge det ansvar fra sig. Derefter gik alt i sort.

Han vågnet kort efter op i en seng, hvor han havde fået fjernet noget tøj, han tog sig til skulderen og kunne se såret der var blive gjorde rent. Han var stadig i live, hvilken frihed, eller trøst. Eller var det han, havde mistet så meget i forvejen at han var sikker på at hans ende, ville komme. Han ville aldrig få et liv, hvor han kunne dø fredeligt. Richard vidste, hvordan hans død ville være. Det ville være af en pil et slag, eller gift lige meget, hvad ville hans dø blive på en slagsmark. Den var så ukendt, at lige meget hvad ville hans kamp for frihed blive den ende han fik. Han ville dog ikke opgive håbet uden, hvis han skulle dø måtte det ske han, havde mødt å mange folk som, havde gjorde ham til den person han var. Men når han vende sig om var alle, døde som havde fulgt hans kurs. Richard kunne stadig, føle giften, men dette savle holde den i at sprede sig.

Han så sig omkring, hvor han så kunne se hans trøje hans smed den hurtig over sig, hvorefter han så hen mod køkkenet. Han fik rejste sig op og kom ud til den, hvor han så rødmet sig og hostet lidt, så han fik hendes opmærksomhed. ”Jeg tror, hvis det er dig jeg skal takke, så tak for at du har taget, dig af såret og det værste af giften.” Ricard sende hende et svagt smil, hvorefter han så hen på hende.