The stars just laughed //Delilah//

Sted: Gågaderne - en kælder
Tid: 21:38
Vejr: Sne, sne og atter sne.
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Stjernerne havde deres egen kamp om pladsen på nattehimlen mens de strålede om kap med hinanden. Hun så på de lyse, krystalagtige snefnug svæve blidt nedad, mens hun fløj rundt over gågaderne. Flere af snefnuggene landede og smeltede straks i hendes hår. Hun sendte dog fnuggende nogle anklagende blikke mens de faldt ned omkring hende. I starten af året havde hun glædet sig til sneen, men nu var hun ved at være træt af alt det hvide stads som var alle vegne! Hendes kjole var gammeldags, og havde den siddet på en gammel kone, havde man sendt hende nogle blikke som ville skrige 'Hvorfor!? Hvem går med sådan noget? Det ser forfærdeligt ud!' men af en eller anden uforklarlig grund, fik Lailah det til at sidde godt på hende, ja, det så næsten moderne ud. En hård brise kom ind fra vest med periodiske vindstød, der fik hendes hår til at flagre i luften som lyse flammer, der slog forvildet ud efter ingenting. Hendes vinger tog glad imod den luft, som hjalp hende med at flyve hurtigere, hun fløj hen over husenes tage med et stort smil bredt ud på læberne. Hendes øjne klappede bevidst i for bare at nyde den fritid som hun havde, men hun skulle aldrig havde lukket dem.. Da hun åbnede dem igen stod der nogle mænd lidt længere foran hende, hendes fart var for høj til at kunne stoppe så hun valgte at fortsætte lige over dem. Hun gjorde store øjne da hun næsten var henne ved dem, de havde et net parat til at kaste over hende og de ramte.. Hurtigt og helt uden kontrol, lagde hun på jorden filtret ind i nettet. Mens hun lagde på jorden og jamrede sig, spekulerede hun lidt over hvad der var sket og hvordan hun skulle komme fri, men inden hun fik en plan var de 2 mænd allerede nede ved hende. Eller.... Mænd er måske for lidt at sige, de kunne måske forveksles med dæmoner på grund af deres krops bygning, men den konklusion ville hun ikke arbejde videre med, hun ville faktisk bare gerne væk fra dem.
''Tag fat i hendes ben og slæb hende hen til vognen'' gryntede den ene. Han var størst, havde en dyb stemme og var højst sandsynligt lederen, men noget sagde hende at ham den anden var hans søn. De var meget identiske trods den store alders forskel, men endnu engang var det ikke noget hun gad at arbejde videre med. ''Ja far'' grundede han. Hendes fornemmelse havde haft ret, det var hans søn. Lailah havde helt glemt alt om at gøre noget, hun havde bare lagt og været helt væk i sine egne tanker. Sønnen tog hårdt fat i hendes bare ben, hun kunne mærke hans hårde hud da han tog fat i hende, men der gik ikke mere end 2 sekunder før han gav slip igen. Hun havde sat sit lille forsvars system igang da han rørte ved hende, og det resulterede i at han fik sendt et lille lyn igennem sig. ''Hvad fanden!'' Brummede faderen. Drengen stod bare med åben mund og så på Lailah, hvad skulle han sige til det? 'Hey far, jeg blev ramt af et lyn... tror jeg.' Nej, som om han ville tro på det. Men faderen skulle jo typisk nok også lige prøve, men det som skete for hans søn, skete for ham. Hun kunne ikke holde et velfornøjet smil tilbage. De blev dog hurtigt enige om at tage fat i nettet i stedet for hende. Hun var ikke sikker på hvor langtid der gik, eller hvor langt hun blev slæbt. Måske en km, eller 2.. Men de stoppede i hvert fald op, da de var henne ved deres vogn. Et kæmpe bur bagved en hestevogn, og det så ikke ud til at hun var den eneste som var blevet fanget. De åbnede døren og smed Lailah derind. Hun forholdt sig nogenlunde roligt i forhold til hvad der egentlig skete. Buret var delt op i to dele, et for engle og et for dæmoner.
Efter et par timer hvor alle bare havde sat stille og ikke turde røre sig, stoppede vognen endelig. Ingen var sikre på hvor fanden de var kommet hen, men det så ikke spor hyggeligt ud. Alle, dæmoner og engle blev ført ind i en kælder. Da Lailah tog sit første skridt derind, var det som at ramme en mur af død. Lugten var forfærdelig! Rædsel og chok opslugte hende i sådan en grad, at hun troede, verden var nær sin undergang. Lucifer havde rejst sig fra sit mørke rige, og var endelig parat til at indtage hvad han mente var hans. Alting. Flere timer gik, folk skreg op alle steder fra. De fleste engle og dæmoner havde samlet sig i små klynger for at beskytte hinanden. En luge fra loftet blev åbnet og ned blev der kastet nogle menneske. ''Sig mig! Hvad tror de vi er? Dyr!?'' Skreg en gammel engel op henne fra et hjørne af. Nogle af dæmonerne lod sig dog ikke påvirke af hans bemærkning. Hylende og skrigene fra dæmonerne lød som et dårligt slogan uden nogen særlig form for rytme, så det hele blev til meningsløse lyde uden rytme og uden ord. Nogle af dæmonerne havde flået og revet i menneskernes kroppe som et rovdyr, selv om det ikke var hvad de lignede, de lignede mere dæmoner der var kommet strømmende op fra helvedespølen med det formål, ikke blot at dræbe, men også med et brændende ønske om at tage de dødes sjæl til sig. Lailah kunne ikke holde ud til det, hun ville ikke se på det!! Hun løb hen til dæmonerne, skubbede dem væk fra menneskerne og sendte små lyn igennem dem. De hyllede op og vaklede tilbage mod de andre dæmoner. ''Hvad har i gang i! I gør lige hvad de vil have, i underholder dem!'' Hun var rasende, men hun skælvede lidt da hun selv var meget skræmt over hvad der skete. ''STOP!'' Råbte hun da en dæmon kravlede langs jorden og hen til et menneske. Dæmonen bakkede tilbage og så irriteret op på hende. Hun havde tåre i øjnene, men efter lidt tids stilhed, vendte hun ryggen til dem og satte sig over i et hjørne med hendes knæ trukket op til brystet.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det dystre halvmørke der svævede omkring i den dunkle kælder var totalt mørke bag Delilahs nedslåede øjenlåg. Hendes hår flød omkring hendes ansigt som bølgende skygger, idet hendes baghoved blev lænet op af den fugtige overflade der udgjorde væggene. Kulden syntes fanget i mørket, og sneg sig rundt som sivende gasser for at finde en udgang - præcis som så mange væsner omkring hende. Men istedet for at finde en vej ud, måtte kulden trække sig sammen ved hendes krop og give hende små rystelser af kulde. Dog nægtede Delilah at krumme sig sammen til en kugle, som mange af de andre tilstedeværende havde gjort det.
Istedet tvang hun sig selv til at skubbe sig et stykke væk fra væggen, og bevægede sine muskler i lange, elegante bevægelser der tydeligt havde et strejf af noget der indikerede hvordan Delilah var intet andet end et rovdyr, der var trænet til at bevæge sig dødeligt, hastigt og helt præcist uden varsel. Hendes krop svajede glidende, og hver af hendes bevægelser flød ubevidst over i den anden - selvom hun egentligt bare gjorde disse bevægelser for at få varmen til at strømme omkring i hendes krop endnu engang. Hvad der hjalp på dette syn af en yndefuld skabning, var den lange kjole der bevægede sig med hende som var det synkront. Det var som skabte hendes krop noget der tillod kjolen at bevæge sig med hende, og skabte en illusion af at hun svævede som en blid brise.
En mand rejste sig, og afbrød hendes opvarmning med et let udråb. Med det samme stak en let irritation til hendes krop, hvilket resulterede i at hun snurrede omkring med håret stående omkring sig som en hvirvelvind. Hendes øjne glimtede af noget, der fik manden til at vige et par skridt tilbage. Hun trådte et skridt nærmere, uden at fjerne det hårde blik fra mandens øjne der veg en smule.
"Du holder din kæft, forstår du det?"
Hendes stemme knækkede på halvvejen, men ikke fordi hun var bange eller ikke kunne styre sig - istedet var det fordi det gav hele sætningen en let drejning der ændrede sætningen til damp af kogende stilihed. Mandens blik flakkede et sekund, før noget fast og beslutsomt trak sig frem i hans blik. Med ét bevægede han sig fremad i et ryk, og lade sin hånd på Delilahs nøgne skulder.
En sugende følelse trak hende væk fra nutiden, og nogle timer tilbage i fortiden.

Delilah syntes at smelte ud af mørket men kort efter blive opslugt af de lange skygger, da hun passerede gadelygterne. Hendes hæle lavede på trods af alt ingen lyd, som var hun en kat der sneg sig igennem gaderne på sine poter. Hendes blik flakkede konstant en smule bagud, idet denne følelse af forfølgelse trak sig længere ind på hendes hjerne for hvert skridt hun tog. Men Delilah havde altid haft nogle paranoide tendenser, fordi hun faktisk var jaget vildt i forhold til sin familie, samt havde en hel flok af ånder der rendte omkring efter hende, hvilket var grunden til at hun slog det hen.
Det skulle hun aldrig have gjort.
En hånd greb med ét fast i hendes arm, og lod neglene synke ind i hendes hud. I ren refleks riv hun armen til sig med et ryk, hvilket resulterede i et par lange rifter fra mandens negle henover hendes arm, hvorfra tykt rødlig væske med det samme piblede op fra. Iskold vrede glimtede igennem de grønbrune øjne, sekundet inden hun snurrede omkring og greb fat i hans hoved. Et højlydt knæk rystede igennem mandens krop, idet hans nakke knækkedes over hendes knæ. Gispet der forlod hans læber, var hans sidste.
Hans krop nåede knap at ramme den hullede jord, før et skrig bag hende vækkede hendes fra hendes kølige vrede.
"Far! Hun har slået ham ihjel! Hun har slået Brandon ihjel!"
Hun snurrede omkring, tidsnok til at se noget metal glimte i månen, inden mørket fra det hårde slag overmandede hende.

Gispet der snurrede omkring i luften denne gang, havde forladt Delilahs læber. Hun vaklede nogle skridt bagud, og stirrede på denne mand med vantro malet i tykke strøg henover hendes ellers så yndige ansigt. Hendes krop rystede let, men kun af chok over denne mands evne der havde trukket hende tilbage i tiden i nogle minutter, og havde tvunget hende til at genopleve sin tilfangetagelse endnu engang.
"Rør mig ikke igen! Vær du glad for at du ikke fik mig at se et mere ubehageligt minde - jeg havde flænset dig med en teske!"
Råbene lyde bag hende gjorde hende opmærksom på sine omgivelser, og med ét gik det op for hende at der var gået mere end et par minutter. Et nyt læs væsner var blevet stuvet ned i den alt for trange kælder, og lange blodspor fra oprevne mennesker oversvømmede gulvet. Indvolde var spredt over gulvet som var de tabt fra en obduktion, og derefter blevet trampet ned af ivrige væsner.
Og der var en stemme der sendte små stød igennem hendes krop - ikke bogstaveligt, men det vidste hun at stemmens ejermand kunne. Lailah. Det var så mange år siden hun sidst havde set hende, at Delilah for en stund havde glemt alt om hende. Delilah glemte på sekunder manden med de bemærkelsesværdige evner bag hende, og skubbede diverse væsner der stod i vejen for hende til siden, så adskillige ramte ind i væggen eller faldt omkuld.
"Lailah!?"
De mænd der havde bortført Lailah skulle dø. Langsomt og smertefuldt. At Delilah blev bortført skete så tit, men at de rørte Lailah ... Hun ville se deres hud syde og boble, når hun satte ild til dem.
En hånd lagde sig på Delilahs skulder idet en person forsøgte at skubbe hende væk, og den anden af personens hånd rakte ud imod menneskekroppene. Med det samme lagde Delilahs fingre sig omkring personens fingre, og trak dem omkring så armen var vredet omkring på vedkommende. Hun bevægede benet en smule til siden så de ramte personens knæskaller, og personen omgående gik i knæ. Med en smidig bevægelse gled Delilah på plads så hun havde et knæ i ryggen på vedkommende, og endnu holdt personens arm vredet omkring på ryggen. Denne stilling gjorde personen fuldstændigt ubevægelig, og tvang hendes kind presset imod jorden.
"Hør dog på kvinden, din idiot. Ingen mennesker i aften!"
Delilahs eget indre brændte af sult, men hun ikke så meget som betragtede menneskene.

Da hun hørte en støtte op om hende blev hun overrasket, men da hun så at det var Delilah troede hun først ikke sine egne øjne og senere opstod der noget Afasi lignende i hendes mund, det gik dog hurtigt over igen da hun vidste det ikke lige var det rigtige tidspunkt at 'miste' sin tale evne. Hun tørrede de resterende tåre væk fra hendes øjne, rejste sig op og trods alt usikkerheden der havde taget hende med bukserne nede, lykkedes det hende at lave en glamourøs gang ind til midten af lokalet.
Godt og ondt i lys og mørke, liv og død og sandt og løgn, alt har en modsætning, ligesom Delilah og Lailah. De er ikke direkte modsætninger af hinanden, men der er mange ting de ikke ligner hinanden med, sjovt nok er Delilah en dæmon og Lailah en engel, det var første modsætning, men alligevel var Delilah den ven som Lailah holdt mest af. Af alt i hele underworld, var det her nok en af de sidste måder, Lailah havde forstillet sig at skulle møde Delilah igen. Delilah havde fået den der evne, med tit at komme i problemer, den evne besad Lailah også, men nok ikke lige så meget som Delilah. Den tøs havde krudt i røven og havde klaret de værste ting, så at blive taget til fange var nok en sport i hendes øjne og noget hun var van til, det var Lailah jo ikke. Hun havde ingen erfaring inden for den kategori. Hvorfor de ikke havde set hinanden i så langtid, skulle på daværende tidspunkt forblive en gåde.
''Okay..'' mumlede hun i en beroligende tone. Hun blev nød til lige at mindske hendes usikkerhed en smule, ellers kunne hun umuligt vinde folkets tillid så de kunne slippe ud. Rystede hendes stemme ville hun blive til grin også kunne hun umulig få dem til at samarbejde. ''Vi må al........'' midt i hendes tale blev en dør henne ved engle gruppen, åbnet. Englene hvinede allesammen op som nogle overklasse snobber der ikke kunne klare sig selv, da faderen som havde fanget Lailah trådte ind, han tog fat i den nærmeste engel - som var en pige på cirka 14 år - og rev hende ud af døren uden nogen gjorde noget for at stoppe ham. Døren blev smækket i og en lyd som Lailah ikke havde lagt mærke til før, men som var der, kom igen. Det lød som mange bier samlet på et sted. ''Fiona!'' skreg en Xanthippe, - Fint ord for 'rasende kvinde' - og løb hen til døren for at rive den op, men da hun rev fat i døren skreg hun og faldt bagom lige ned på rumpetten. ''Døren... den... den'' stammede kvinden og pegede hen mod døren. Lailah rettede straks alt sin opmærksomhed mod døren og løb derhen, jo tættere hun kom på jo højere lød summe lyden og da hun kom helt derhen var lyden næsten ikke til at holde ud! Hun studerede nøje døren og efter lidt tid kaldte hun. ''Delilah, kom lige her og se!'' Det eneste Lailah kunne se og føle var at hun ikke kunne røre ved døren uden at mærke smerte. ''Okay, manden var menneske og kunne røre ved døren, vi er alle overnaturlige væsner og kan ikke røre ved den.'' Hun holdt en kort pause inden hun fortsat ''Pis......'' En af de snobbet engle rykkede lidt på sig og trådte så endelig frem for at sige noget, han var gammel og hans grå hår skindet lidt i mørket. ''Jamen, hvad gør vi så?!'' - ''Vi skal alle dø!'' hvinede en af de lidt yngre engle op. ''Ingen skal dø!'' brød Lailah ind, men efter den sætning kunne man høre pigens -Fionas- skrig. ''Hvad så med pigen?'' En ung mandlig dæmon trådte frem efter at havde været passiv hele natten igennem, et skarpt smil kom frem på hans læber selvom det var svært at se i mørket. Lailah havde intet at sige til det, hun tøvede lidt mens hun prøvede at opbygge en god forklaring på pigens skrig, men hun kunne ikke.

Delilah bemærkede chokket der flygtede igennem Lailahs øjne, som var det et spejl over det chok der kort havde overtaget hendes eget blik da hun havde hørt Lailahs hvide stemme. Hun måtte modvilligt indrømme at et savn havde hamret igennem hendes krop for denne kvinde flere gange, men Delilah havde længe trænet på at lade alle former for savn sive i ét med hendes andre følelser, og smelte ind i hende så hun aldrig ville bemærke hvordan de faktisk eksisterede. Men nu hvor hendes blik hvilede på denne kvinde der selv nu var den bedste veninde Delilah havde haft, så mærkede hun alt det hun havde fortrængt skylle ind over hende igen - Og det var som druknede hun. Hendes tanker blev oversvømmet, og i nogle sekunder syntes det svært for hende at lade luften passere hendes svælg.
De sidste dråber af forvirring hun ikke kunne håndtere forsvandt fra hendes tanker, og det slør hun havde set igennem i de sekunder fordampede med forvirringen. Hendes blik bevægede sig hastigt henover omgivelserne, idet hendes instinkt fortalte hende at hun skulle sørge for at intet havde ændret sig siden sidst blikket havde flyttet sig den vej. Hun registrerede ikke bevidst at alt forblev uændret, selvom hendes krop ubevidst skrev dette ned i notesblokken.
Hendes læber skiltes kort og luft blev suget ind imellem disse læber da hun tog tilløb til en sætning, men bemærkede først da at Lailah var på vej til at gøre opmærksom på sig selv foran hele forsamlingen. Hun måtte lære denne engel noget om hvordan man opførte sig i fangenskab; Taler om samarbejde, næstekærlighed og lykke hjalp intet - det handlede om at være kold og klar, og handle logisk på en måde der skar de svageste fra. Dette kunne de færreste håndtere, men Delilah havde taget beslutninger der kunne knuse hjerter flere gange uden at have blinket.
Men Lailah var uskyldig, og det var Delilah ikke et sekund i tvivl om - denne kvinde var ikke blevet tortureret adskillige gange fordi hendes blik var løbet henover de forkerte folk, og hun var ikke blevet truet på livet fordi hun havde gjort ting der ikke burde gøres. Lailah var en af de få personer der fandtes, som Delilah følte hun burde beskytte - for selvom Lailah var englen af de to, så var Lailah også den der skulle beskyttes.

Delilahs tankestrøm blev revet itu, i samme sekund døren blev flået op af et menneske. Mennesket. En irritation boblede op til overfladen da hendes blik fangede hans arm der rev fat i, hvad der var et lille barn for Delilah. Hendes blik fulgte dette barn ud af døren der smækkede i bag ham med et brag, der ikke blot rungede igennem lokalet, men også smældede igennem Delilahs krop.
Men den kølige og rationelle side af hendes hjerne var blevet tændt så snart hendes blik var blevet slået op hernede, så hun tillod ikke sig selv at reagere på denne irritation. Istedet lod hun sine sanser svæve ud fra hendes sind, og gå på opdagelse i det store lokale. Det søgte omkring i kroge og optog alle indtryk der kunne findes - Hun bemærkede en let dryppen fra fugten der sivede ned af en af væggene, hvilket måtte betyde at der både var en kilde til vandet og en sprække. Hun bemærkede duften af støv der hvirvlede omkring, hvilket måtte betyde at frisk luft blev tilført dette lokale. Og hun bemærkede en dyb summen der forplantede sig i hendes krop.
Samtidig med Lailah tydeligvis, for sekundet senere trængte Lailahs stemme igennem Delilahs barrierer i et forsøg på at tilkalde hende. Og det virkede. Delilahs muskler satte i gang før Delilah selv reagerede på Lailahs kald, og hendes skridt førte hende over til englen i nogle få hurtige skridt, der endnu flød med den vind hun endnu ikke havde opsporet kilden på. Hendes blik udforskede uden et ord døren, endnu med dette professionelle blik der tydeligt viste hvor mange gange hun havde stået i en lignende situation. Og hende selv var beviset på at man kunne overleve det.
Omkring Delilah brød helvede løs, da alle personer lige pludseligt troede at de havde noget at skulle have sagt, når de i virkeligheden bare burde lukke deres kæft og lade hende få ro. Panikken der bredte sig forstyrrede hendes tanker, men barnets skrig trak hende helt op fra koncentrationen. Den var nu fuldstændigt smadret. Et dybt suk forlod hendes læber, men i samme sekund fandt hendes blik én ting: En dæmon hvis blik var fæstnet på Lailah, der samtidig rakte ud imod hende med et lettere sultent blik.
Delilahs hånd skød utroligt hurtigt ud og greb fat om dæmonens hånd, hvorefter hun vred den så langt om at der lød et knæk da han brækkede håndleddet. Et skrig forlod hans læber, men Delilah bemærkede det ikke. Stilheden havde bredt sig i samme sekund.

"Godt, alle holder deres kæft og hører på hvad jeg siger. Det barn der er blevet taget er højst sandsynligt ved at få tappet sit blod så det kan sælges til vampyrer, og får revet sine vinger af til velhavende idioter. Ignorer hende. Vi laver tre regler nu, og hvis alle følger dem så overlever nogle af os."
Hun vendte sig om, så hendes blik ikke var rettet imod den summende dør, men istedet folkene bag sig - Hvis blik var fulde af frygt og panik, men deres læber var stille og rettet imod hende.
"Første regel: Alle der rører Lailah på en ond måde, får knækket halsen."
Sætningen var nøgtern og rolig, men hun vippede samtidig hånden der endnu holdt om dæmonen en smule opad, så dæmonen endnu engang skreg af smerte. Rundt omkring nikkede væsnerne skræmt, og Delilah slap dæmonens hånd.
"Anden regel: Lad de andre i stikken - Hvis en du elsker bliver taget og du føler du bør hjælpe så lad være. Om de så sprætter din elskede op i langsom tortur, så skal du tænke på dig selv. Ellers er du den næste!"
Hendes blik gled endnu engang rundt, men fandt ikke på noget tidspunkt Lailah. Hvis hun mindede sig selv om at dette ikke var som alle andre gange hvor hun kunne lade sig selv komme i første række, så ville hun komme ud af trip.
"Tredje regel: Lyt for helvede til mig, eller i ender med jeres røve ristet på et bål! Hvis i kører egotrip så sig det nu, og skrid væk fra den her forsamling. Jeg nægter at passe på små børn der ikke engang gider have min hjælp."
Ikke en muskel rørte sig, og kun åndedrættet fra væsnerne omkring hende hørtes fra disse. Et kort nik bevægede Delilahs hoved, hvorefter hendes opmærksomhed kort rettedes imod døren. Hun løftede langsomt en finger, og lagde den imod dørhåndtaget.
Smerten hamrede igennem hendes krop, og slørede hendes tanker. En kvalm følelse af at blive skåret op nåede hende, og en sær trang til at skrige - noget hun aldrig gjorde - boblede op i hende. Men hun slap ikke dørhåndtaget. Stædighed fandt vej igennem smerten, og da hun mente hun var ved at sprænges - der var gået nogle minutter - rev hun med et dybt hvæs hånden til sig. Endnu et kort nik gled igennem hendes hoved, inden hun lod blikket falde på Lailah.
"Jeg tror ikke døren er låst. Hvis jeg åbner døren og holder den åben, så skal du sørge for at de kommer ud. Tag dem ud i hold; Jeg kan ikke holde den åben i mere tid end jeg lige rørte ved døren, så når jeg slipper skal du holde resten tilbage. Jeg åbner igen kort efter, og så gør vi det forfra. Kan du det?"
Delilah stemme var hurtig, og gnistrede af seriøsitet. Der var ingen tvivl om at hun mente hvert et ord; Stædighed fortalte hende at hun skulle have denne samling idioter, Lailah og hende selv ud i live. Ellers havde hun tabt.

//Et lille spring i længden, men bær over med mig. xD//
Hun havde ikke set Delilah i noget der føltes som en evighed og nu hvor hun endelig så hende, kunne hun ikke nyde øjeblikket ordentligt da de allerførst skulle slippe levende ud af denne klamme kælder. Delilah havde prøvet dette mange gange før, men dette var…. Stort set den første gang hun var prøvet at blive taget til fange, hvor hun ikke troede på at hun ville kunne slippe fri igen. Og hun havde på fornemmelsen at dette blot var begyndelsen. Hun havde altid vidst at det var farligt at være venner med den tøs, men det var vel den risiko hun skulle tage for at beholde hendes venskab. Kendte man til hendes fortid som Lailah gjorde, ville man vide hvad hun følte for Delilah.
Hun havde dog aldrig fundet ud af hvorfor Delilah forlod hende.. Hun havde gennem tiden spekuleret over om det var hende der havde gjort noget forkert, og op til flere gange havde skyldfølelsen skyllet igennem hende. Drømmene om Delilah blev til mareridt om at hun hadet Lailah, og hun havde flere gange vågnet op med et skrig og sved på panden.
Aldrig i hendes liv havde hun troet at hun skulle se eller høre Delilahs stemme igen og da slet ikke høre dé ord slippe forbi hendes læber. Betød det at hun stadig elskede hende? Det forklarede dog ikke hvorfor hun skred fra hende og sendte hende ind i en mindre depression. Et eller andet sted lignede hun sikkert et kæmpe spørgsmålstegn som bare ventede på en forklaring, mens hun et andet sted ikke havde lyst til at tale med hende fordi hun forlod hende.. og et helt tredje sted var hun så lykkelig som man overhovedet kunne blive.
Et krøllet smil foldede sig ud på hendes læber da hun hørte Delilahs regler. Det var egentlig kun den første regel hun brød sig om, de andre regler var lavet specielt til skraldespanden ifølge Lailah.. Men grunden til at hendes smil ikke forsvandt, var fordi hun endnu engang kunne høre hendes bedstevenindes stemme.
Da hun tog fat i døren kneb Lailah øjnene sammen for ikke at se Delilah påføre sig selv smerte, men nysgerrigheden tog over og hun åbnede langsomt det ene øje. Til hendes lettelse havde hun givet slip på døren og stod nu og samlede kræfterne tilbage.
Hun vidste ikke hvordan Delilah kunne gøre så meget for ikke blot at beskytte sig selv, men også Lailah. Hvilket fik hende til at tænke over Delilahs regler… Var det en hentydning til at hun ikke gad at, have noget med Lailah at gøre, og at Lailah skulle klare sig selv.. Måske var det derfor hun var skredet fra hende, fordi hun ikke gad hende mere. Hun forstod det bare ikke. Hun lod et sørgmodigt blik glide over mod Delilah da hun fortalte han hvad der skulle komme til at ske. I det mindste var hun ikke helt egoistisk og hjalp andre end hende selv. Lailahs blik blev alvorligt og hun nikkede bekræftende.

’’I hørte hende!’’ råbte Lailah ud over forsamlingen som havde været helt musestille siden Delilah havde talt, der havde kun været lidt hvisken over fra nogle mistroiske engle. Men helt ærligt, hvorfor skulle de også tro på en dæmon? Havde Lailah stået i deres sted så havde hun nok heller ikk…. Eller vent, hun havde nok stolet på Delilah, men det var kun fordi hun var Lailah! Godtroende var hun dog ikke, men i sådan en situation var det bedst at stole på hinanden og samarbejde! Også selvom Delilah nok langt fra var enig med hende i det. De havde vel aldrig kunne forstå hinandens tankegang. Hvilket nok ikke var så underligt da de jo også var fuldstændige modsætninger af hinanden. Havde de overhovedet nogle fælles venner?
’’Stil jer op i en lang række, så ser vi hvor mange vi kan nå i første omgang.’’ Kommanderede hun og hvad der blev sagt, blev gjort. Alle sammen fik hurtigt stillet sig op i en snoet kø. Hun var ikke sikker på hvor mange de kunne nå under én omgang, men det fandt de jo ud af.. om det så indebar døden eller ej, det kunne kun tiden vise. ’’Husk!’’ begyndte hun og så udover forsamlingen. ’’I skal være hurtige og gøre præcis hvad der bliver sagt. Når i kommer forbi døren prøver i på at finde en udgang, er udgangen svær at finde hjælper jer som har fundet udgangen, os andre ud. Forstået?’’ der var stille i et stykke tid, som skulle de lige tykke på det som var blevet sagt, men efter lidt tid nikkede de stort set alle sammen. ’’Godt..’’ mumlede hun lidt for sig selv inden hun vendte sig om mod Delilah som havde taget imod det hårdeste job som indebar smerte. Lailah sendte hende et opmuntrende smil, hev et lille rent stykke af hendes kjole og foldede det sammen til en pølse. ’’Tag det i munden.’’ Mumlede hun og gav det til Delilah. ’’Er du klar? Nu gør vi det her!’’ sagde hun og gav hendes skulder et lille klem.
Når Delilah ville åbne døren diagerede Lailah væsnerne ud af døren og sådan fortsatte de indtil alle væsnerne var ude af døren, så der kun var Delilah og hende selv tilbage. ’’Du åbner, jeg går ud og holder døren for dig.’’ Hun så spørgende på Delilah for at se om hun havde andre planer, men pludselig slog det hende… ’’Hvorfor skred du fra mig?’’ hendes stemme var lettere såret. Hun vidste godt det ikke var det rette tidspunkt at starte en diskussion, men hvis de nu ikke kom ud i live, ville hun have klar besked så hun kunne de i fred og ikke ville gå hvileløst rundt.

//OOC: Søde, du skrev længere i dét indlæg end det overstående. Hvad snakker du om!? xD

Delilah ville have været mere end tilfreds, hvis hun havde hørt Lailahs tanker - ikke fordi hun ønskede at hendes eneste rigtige veninde hadede hende eller var såret, men fordi hun ikke ønskede at Lailah var nær hende. Hun ønskede det ikke, fordi hun ønskede at beskytte denne kvinde mere end noget andet, og det var utroligt farligt at være nær Delilah - og hvis det indebar at Lailah hadede hende for evigt, så var det hvad hun ville sørge for, for at holde hende sikker. Det var også derfor hun havde forladt hende, uden så meget som et farvel - hun kunne ikke bære tanken om at hun havde udsat Lailah for fare blot ved at være hvem hun var, så hun havde sørget for at forsvinde ud af hendes liv.
Hvilket havde givet ret kraftigt bagslag, idet hun nu stod i en kælder og var fanget, sammen med kvinden hun havde forsøgt at få til at hade hende, for at redde hendes liv. Selvfølgelig gav det Delilah en hamrende smerte i brystet at tænke på det, og selvfølgelig hadede hun sig selv og var i dyb sorg over at have forladt den eneste person hun stolede på, elskede og blev elsket af - men hun ville gøre alt for at redde hende, også selvom det havde lagt hende i hundrede års smerte og ensomhed.
Måske troede folk Delilah var egoistisk, ond eller hvad fanden vidste hun, men de vidste ikke hvem hun var eller hvor meget hun ofrede hver eneste dag. Og egentligt ville hun helst have det blev ved med at være sådan.

Delilah var egentligt pisse ligeglad med stilheden, så længe folk bare gjorde hvad hun sagde. Under den dybe stilhed, greb Delilah fat i den lange kjole der dansede om hendes krop, og flåede langt størstedelen af stoffet af, således den nu var lårkort og en hel del nemmere at bevæge sig i. Derudover havde hun nu også stofstykker hun bandt om håndfladerne- ikke for at aflede strømmen, men for at nemmere kunne holde fast i dørens kant uden at den gled.
Hun kommenterede ikke på Lailahs ord, idet hun udemærket godt vidste at denne lyse engel var en hel del mere troværdig end Delilah selv, idet Delilah havde en tydelig udstråling af forførelse, samt en rovdyragtig morderiskhed. Fare simrede om hende, hvilket gjorde hende pisse besværlig at stole på, hvilket hun endnu engang ikke havde det mindste problem med. Hun ønskede ikke at være Tante Troværdig eller Frøken Ærlig, for ærligt talt var hun ikke en god person. Langt fra. Så hvorfor lade som om?
Dog syntes hun lettere overrasket da Lailah rakte hende et stykke stof hun skulle tage i munden, nok for ikke at skrige af smerte. Et smil flakkede over Delilahs læber - Lailah havde altid været så betænksom - selvom hun vidste at det ingen forskel gjorde. Delilah havde været underlagt megen tortur, og hun huskede ikke sidste gang hun havde skreget under tortur. Alligevel lod hun fingeren glide langs stoffet, inden hun lod den glide ind imellem tænderne, men det var mere for Lailahs skyld end Delilahs egen.
Da Lailah sagde de var klar, greb Delilah fat i håndtaget, og rev døren åben. Smerte hamrede igennem hendes krop, og syntes at paralysere hende. Som tusinde nåle der stak sig ind i hende, blev hamret ud og derefter stukket endnu dybere i hendes krop, blev hun gennemrystet af smerte - men hun rørte sig ikke. Hun skreg ikke, hun græd ikke. Hun holdt døren med et stift blik, og let sitrende hænder der bankede af indvendig smerte. Først efter flere minutter kunne selv ikke hendes stædighed tvinge hende til selvvalgt tortur, og døren gled i da hun sank sammen.
Delilah sad ikke på jorden i mange sekunder, hvor efterrystelserne af smerten gennemrystede hende - indvendigt. Udvendigt sad hun blot med smerte i blikket i et par sekunder, før stædighed og hårdhed gled ind foran hendes blik, og hun lettere skælvende kom op i stående stilling. Hendes blik gled rundt, og så den lettere mindskede forsamling, og sten syntes at have erstattet alle følelser i hende.
"Igen."
Hun snurrede omkring, og rev døren åben.

Hvor mange gange hun havde været gennembanket af smerte igennem sit liv vidste hun ikke, så at hun skælvede efter de utallige gange hun var blevet stukket ned af en gennemborende smerte, fandt hun selv en smule ynkeligt. Men da hun endelig slap døren efter mange gange, og hendes rystende blik gled omkring i lokalet, var kun Lailah og hende selv tilbage. Et lettere sitrende smil fandt hendes læber, men forsvandt kort efter, hvorefter hun - kun grundet stædighed - fandt kræfter til at rejse sig op i ret stilling.
Hun nægtede at vise hvor svag hun var lige nu, hvilket også var grunden til at hun ikke vaklede til siden og støttede sig op af den nærmeste væg. Ved Lailahs ord, rystede Delilah dog kraftigt på hovedet, så hendes lokker dansede om hende med spredte fagter som var vinden i en tornado om hende. Fandme nej om hun ville lade Lailah skade sig selv!
"Jeg kan sagtens holde døren åben længe nok til at vi begge kan komme ud."
De stædige, stærke toner der forlod hendes mund for at svæve rundt i lokalet, havde kun et strejf af sitrende smerte tilbage i sig - resten havde hun fortrængt til sit indre, så hun kun mærkede det, men ikke viste det. Hun snurrede omkring i en sky af hår, og skulle til at gribe fat i døren, da den sårede stemme nåede hendes ører.
Delilah tøvede let, men drejede sig så omkring, så hendes blik kunne hvile imod Lailah i nogle sekunder. Sorg flakkede igennem hendes blik, og adskillige sekunder betragtede hun blot den hvide skabning foran hende, med minder der oversvømmede hendes indre blik. Langsomt skiltes hendes læber, da hun endeligt besluttede sig for, at Lailah måtte kende sandheden. Den virkelige sandhed.
"Fordi jeg ikke kunne bære at ødelægge dig liv."
Den tøvende sætning forlod hendes læber med en klang af en psykisk smerte, der ingen relation havde til dørens hamrende smerte - men som hun, på trods af forsøg, ikke kunne holde inde.
"Jeg er en forfærdelig person, Lailah, og jeg har flere fjender end jeg kan tælle til. At du er nær mig, bringer dit liv i fare, og det kan jeg ikke lade ske. Jeg forlod dig, i håb om at du ville komme til at hade mig, så dit liv ikke var i fare. Jeg vil hellere have du er sikker og hader mig, end at vi er sammen og jeg ikke er alene."
Den bedrøvede stemme syntes malplaceret på hendes ellers altid stærke, flabede facade, men den forsvandt da også sekundet senere, da Delilah snurrede omkring, og tydeligt forsøgte at komme væk fra emnet. Hun tog hænderne frem, og nikkede kort til sig selv, inden en langt mere stærk stemme fra hende rodede igennem lokalet, i hendes forsøg på at slippe væk.
"Jeg åbner døren nu. Klar?"

De første par måneder efter kontakten med Delilah blev brudt, var ikke de værste. Tanken om at Delilah selv havde valgt at forlade hende, var ikke en mulighed. Lailah brugte flere timer om dagen på at søge efter hendes veninde, i troen om at den ellers hårdnakkede dæmon, var kommet i en uoverkommelig situation. Ikke at Lailah ville have været til meget hjælp hvis hun fandt hende, men det betød ikke at hun ikke ville forsøge.
Det lagde ikke til hende at give op, men efter de første par måneder uden et eneste tegn, ændrede hun teori. Måske havde hun rent faktisk forladt hende; og hvis det var tilfældet, ønskede hun så at blive fundet? Tanken slog hende fuldstændig ud af kurs og hun gik en sorgfuld og forvirret tid i møde. Dette gav hendes alter ego muligheden for at udnytte hendes sårbare periode, til at lave en masse ravage i hendes liv.
Efter 7 måneder uden Delilah var hun ved at vænne sig til tanken. Hun kunne bevæge sig ud på gaden uden at hver mindste ting mindede hende om Delilah og hendes egen uduelighed. Der var nu gået flere år siden de sidst havde set hinanden, men der var ikke gået én uge hvor hun ikke havde tænkt på hende mindst én gang.
Nu stod hun foran hende og påtog smerte for at hjælpe. Lailah havde ingen intentioner om at give hende en pause for smerte, men flyttede den fra fysisk over til psykisk smerte, og stillede hende spørgsmålet som havde plaget hende i alt for langtid. Hvorfor, hvorfor havde hun forladt hende, uden så meget som at sige farvel?
”Ødelægge mit liv! Må desværre skuffe dig Delilah, for du ødelagde det da du smuttede.”
Ødelagt var måske for hårdt. Det var ødelagt i et år, men inden dette skete, var hendes liv udmærket. Hun var godt klar over at det var ynkeligt. Ynkeligt at hendes liv bristede da Delilah forlod hende. Hun var åbenbart mere skrøbelig en hun selv havde forventet, siden én person kunne ødelægge så meget i hendes liv. Men Delilah var ikke bare én person, hun var hendes støttepæl. Uden hende, var hun ikke blevet til den hun var i dag.
”Du sagde ikke engang farvel. Er du klar over hvor urolig jeg var? Jeg troede du var blevet taget til fange, tortureret og.. ”
Hun sank en klump og så ned i jorden. Lailahs moralske retningslinjer bestod typisk af at tilgive, men selvom hun allerede havde tilgivet Delilah, var hun stadig rasende og såret over hendes handlinger.
”Jeg brugte tid på at lede efter en, som ikke engang ønskede at blive fundet!”
Hun slog armene ud til siden og vendte ryggen til Delilah. På trods af deres adskillelse og nye genforening, kunne hun ikke klare at kigge på hende i øjeblikket. Nok opførte hun sig barnligt, men hun kunne ikke gøre for det. Tårende pressede på, og hun ville ikke lade Delilah se hende græde.
”Jeg er en forfærdelig person, Lailah       ̃     At du er nær mig, bringer dit liv i fare,       ̃     komme til at hade mig,”
Lailah sukkede svagt og mumlede højt nok til at hun ville kunne høre det.
”Men alligevel er jeg her nu. Jeg vil blive udsat for fare, uanset om du er i mit liv eller ej.”
Hendes øjne var blanke de hun vendte sig om mod Delilah. Hendes bedrøvede stemme var for meget for Lailah. Det var en sjælden ting at høre hos Delilah, hvilket gjorde dette til et ekstra specielt øjeblik. Det at Delilah ikke havde forladt hende med onde intentioner, men for at beskytte hende, gav Lailah en snert af skyldfølelse. Havde hun virkelig fået Delilah så langt ud, at hun ville søge til så drastiske midler at forlade hende?
”Jeg ville aldrig hade dig, og det ved du.”
Da Delilah vendte sig om og fik sin normale stemmeleje tilbage, kunne hun ikke lade vær med at smile. Selv efter så mange år, var det stadig en typisk Delilah ting at undgå disse samtaler. Ikke at det gjorde Lailah noget, faktisk ville det være bedst hvis de slap væk for dette sted hurtigst muligt.
”Klar!”
Lailah nærmest fløj ud af døren da den blev åbnet for at mindske tiden i helvede for Delilah. Da de kom ud ville de finde sig selv stående på en gang, hvor man kun kunne fortsætte til venstre for dem. Lailah tøvede ikke et sekund med at fortsætte luntende ned af gangen, i et forsøg på at være stille, men stadig hurtig på fødderne. Ti meter før det første hjørne som drejede til højre, stoppede Lailah brat op og ville sørge for at Delilah også bremsede, med mindre hun allerede havde opdaget det og var stoppet.
Henne ved hjørnet kunne man se lidt af en hånd og en lille blod pøl under den. Dette var enten et af menneskerne, eller deres ’venner’ som forhåbentligt var sluppet sikkert ud.

Delilah kendte englen, der stod foran hende. Hun kendte hende ud og ind, og kunne læse hver en skygge der faldt på hendes ansigt, som var det en af de ældgamle bøger hun var blevet præsenteret for i sin fortid. Hun kendte Lailah, bedre end hun kendte sine egne våben - Og det sagde sgu ikke så lidt! Et smil spillede over hendes læber, da hun så følelserne glide henover englens hvide ansigt.
Det var sorgfulde følelser der fandt vej til englen, og det skar dybt i dæmonens hjerte, men alligevel var det smilet, der lagde sig på hendes læber. Dette var helt simpelt fordi glæde boblede frem i hende, ved synet af englen, og ved kendskabet om at hun kendte disse følelser, disse bevægelser og disse skygger, bedre end hun nærmest kendte sine egne. Gud hvor havde hun savnet det pigebarn.
Ikke at hun nogensinde ville indrømme det. Selvfølgelig. Men sekundet efter at smilet var trådt ind på hendes ansigt, svandt det også ind og erstattede sig med et strejf af sorg - Blot så tydeligt at englen, der kendt hende så godt, ville kunne se det, men netop så svagt at ingen andre ville kunne opfatte sorgen. For selvfølgelig var hun trist. Hun var mere end trist, over at vide at hun havde gjort noget, der sårede Lailah.
Men hun havde ikke haft et valg. Det var stadig de ord, der rumsterede dybt i hendes sind. Hun havde ikke haft et valg. Enten handlede det om at såre Lailah psykisk, at forsvinde ud af hendes liv og for evigt efterlade hende til at finde et nyt liv med nye folk omkring sig, der var bedre for hende - Eller se hende såret fysisk, tortureret og dræbt på grund af hende, fordi hun ikke havde været stærk nok til at forlade hende. Så hun forlod hende.
Men det ville Lailah ikke forstå. Hun ønskede ikke at forstå det, hun ønskede at Delilah skulle sige at hun var tvunget, at hun havde kæmpet til sidste dråbe, men var blevet kidnappet og ikke havde haft en chance for at kontakte hende. Men hun var taget af sted frivilligt. Hun havde end ikke grædt.
Ikke at hun ikke havde følt smerte, ensomhed eller døden inden i sig. Men hun havde frivilligt efterladt Lailah.

"Det ved jeg."
Der var en vis kulde i hendes stemme, da ordene slap over hendes læber.
"Men det er intet sammenlignet med hvordan du ville være endt, hvis jeg ikke havde gjort det. En blodig, smertende bunke af afrevne lemmer. Sådan endte du ikke."
Det var faktisk ikke meningen at ordene skulle havde undsluppet hendes læber, og at hun nogensinde skulle have sagt så hårde, kolde ord til den kvinde der havde gjort hende til en bedre person. Men et sekund boblede vrede igennem hende. Lailah vidste intet om hvor hårdt det havde været for hende, og hvordan hun ikke havde haft så meget som skyggen af en person nær hende, siden det skete. Ja, hun havde fået Sajro, men Delilah var udemærket klar over at han var der for sex, og for det lille uheld der havde gjort hende tyk og fed.
Lailah havde haft det hårdt, men hun vidste intet om hvor hårdt Delilah havde haft det. Men så snart ordene havde forladt hende, så sivede luften ud af ballonen, og hun fik en smule dårlig samvittighed. Lailah kunne ikke vide det, og måtte aldrig vide det. Hun var bedre i uskyldig uvidenhed.
"Men du har ret. Jeg skulle have sagt farvel, jeg skulle have skrevet og fortalt at jeg var okay. Jeg skulle ikke bare have forladt dig. Jeg forsøgte bare at redde dit liv."
Hun sendte englen, hvad der mindede om et kærligt, undskyldende smil, og håbede inderligt på at hendes mere-eller-mindre-undskyldning blev godtaget, og samtaleemnet kunne afsluttes. Hun ønskede ikke at Lailah kendte til hendes dystre liv. Hun vidste udemærket at Lailah kendte til dårlige sider af hendes liv, men ikke de mørkeste, dybeste kroge af det. Og det skulle hun aldrig kende til.

Hun trådte ikke nærmere, da englen vendte sig væk fra hende. Hun vidste udemærket at Lailah ville se stærk ud, så selvom hun kunne se på hendes skuldre at gråden var nær, så gjorde hun intet for at trøste hende - Hun lod, som vidste hun ikke at der var noget galt. Et svagt suk forlod de fyldige, rødlige læber da Lailahs mumlen fandt hende. Englen forstod det ikke.
"Det er bedre end hvad der ellers ville være sket. Stol på mig."
Det var rent faktisk sorg der havde trukket sig ind i hende. Billeder flakkede over hendes syn, billeder af tidligere venner der var blevet ødelagt for hendes blik - På grund af hende. Og aldrig havde hun haft en veninde så tæt som denne engel, og aldrig ville hun lade den mindste gnist af ondskab nå den uskyldige verden, englen levede i. Det kunne hun ikke lade ske.
Et svagt, bedrøvet smil ramte hende, da Lailah sagde at hun aldrig ville hade hende.
"Og jeg ville aldrig gøre noget for at såre dig. Alt jeg gør, er for at redde dig. Det ved du."

Hun nikkede svagt ved ordene der forlod kvindens mund, og snoede hårdt fingrene om døren, flåede den op og holdt fast. Smerte rev sig igennem hende, flåede i hver muskel og trak hende igennem alle knive hun kunne forestille sig. Smerten lagde et rivejern imod hendes organer og rev frem og tilbage, inden hendes syn flimrede. Men bag det flimrende gardin så hun Lailah på den anden side, og lod en enkelt sammenhængende tanke, tvinge hende til at trække sig fri fra døren og springe ud.
Med et tungt åndedræt og et spøgelse af smerte der hjemsøgte hendes krop, fortsatte hun ufortrødent efter englen, som en kat der listede sig vej hen over gulvet - fuldstændigt lydløst, med lange, elegante og rovdyragtige trin. Dette var noget hun var vant til. Selv i den farverige kjole, smeltede hun ind i skyggerne.
Hun stoppede op, netop som Lailah gjorde det, og lod blikket springe frem foran hende, for at se hvad der havde forårsaget den brette opbremsning. Blod. Hud. Hånd. En ubærlig trang til at sukke rullede igennem hende, men hun holdt det inde. Det var bestemt en dårlig ide at afsløre sig selv.
Hun gled lydløst forbi Lailah, og trak sig nærmere blodets stinkende pøl. Hendes blik gled længere og længere op af armen, indtil hun tilsidst spottede bag ved væggen, og så hele liget.
Eller rettere, ligene. Et dusin lig var strøget henover gulvet, og en pøl af blod spredte sig langsomt over gulvet, hvor det forbandt mennesker og væsner. Der var en smule af hver. En kamp havde tydeligvis foregået her, men hvem der havde vundet, var ikke til at sige. Om det havde været vagter der var stødt sammen med fanger, og fangerne havde vundet og kommet videre(med tab) eller om det var vagterne der havde overrumplet fangerne og vundet(med tab), for at slæbe dem et andet sted hen ... Det kunne selv Delilahs trænede øje ikke gennemskue.
"Lailah, du burde måske se det her."
Hendes blik gled op imod englen. Hun ønskede ikke at skræmme hende, men hun måtte vide hvad de var oppe imod - Måske. Og det var nødt til at være englens valg, om de skulle lede efter eventuelle tilfangetagne fanger, eller om de skulle fortsætte ud.

Delilah havde ret. Hun var udmærket godt klar over, at dæmonen ikke ville såre hende uden nogen grund.
Lailahs stædighed tillod dog ikke grunden at sive igennem, som den bedste handling Delilah kunne have udført, men alligevel vidste hun godt inderst inde, at det Delilah havde gjort gav mening. Hvilket var derfor at Lailah tilgav hende med et smil og en kort komisk bemærkning om omgivelserne. De var begge klar til at komme videre i dagens program, nu hvor det ’værste’ var overstået.

Den tykke røde væske glinsede i flammernes skær og banede sig vej mellem murstenenes usymmetriske revner. Pludselig syntes alt at gå i slowmotion for Lailah, som var dybt fokuseret på blodets langsomme vej mellem murstene. En følelse af nåle som stak i øjnene fik hende ud af sin trance, hvor hun hurtigt vendte ryggen til hjørnet. Følelsen af sandpapir som kærtegnede indersiden af hendes hals, blev forstærket efter hvert åndedræt som kom i hårde stød efter hinanden.
Hun klaskede en hånd mod muren og tvang øjnene i, i et forsøg på igen at få kontrol over hendes vejrtrækning. Efter kort tid hvor hun havde haft lukket af for omverden, kunne hun høre en genkendelig stemme forsøge at tilkalde hendes opmærksomhed.
Lailah åbnede øjnene og mødte en kold og hård sten væg. En mariehøne kravlede ind i hendes synsfelt og stoppede op i selv samme øjeblik hvor Lailah fik øje på den. En lille mariehøne som altid havde været et tegn på sol og lys, var nu omringet af mørke i ukendte omgivelser. Men den var stærk; den lod sig ikke opsluge af mørket, men kæmpede for at komme ud. Lailah måtte gøre det samme! Ikke bare for hendes egen skyld, men hun skulle også bevise overfor Delilah, at hun ikke var så svag som hun så ud.
Hun blinkede et par gange hvor så mariehønen fløj hen rundt om hjørnet, i et forsøg på at finde en vej ud. Lailah så efter insektet, selv efter den ikke var til at se mere. Hun lod hendes hånd glide ned af væggen, og trådte nærmest upåvirket hen til ligene. Hvis man ikke havde set hvordan hun tidligere havde reageret, ville man næsten kunne snydes til at tro, at dette var hverdag for hende. Men i virkeligheden rystede hendes skuldre og hun tvivlede på et tidspunkt, om hendes ben overhovedet kunne holde hende oprejst, eller om de ville give efter under hende.
Da hun trådte rundt om hjørnet, var det som at få klaskede en kold klud i hovedet. Først hun forstod hun alvoren i deres situation. Den lille blod pøl fra før, kunne på ingen måde hamle sig op med det hun stod og betragtede nu. Hendes ben blev bløde som smør der havde stået for lang tid i solen, men hun formået dog stadig at holde sig oprejst.
”Jeg..”
Hendes stemme rystede og hun blev nødt til at holde en pause, så den ikke knækkede over midt i en sætning. Alt dette var meget overvældende for hende, og det var nok situationer som denne, Delilah forsøgte at holde hende fra.
Lailah var dog ikke i tvivl om at Delilah sikkert allerede nu, vidste hvad det var hun ville sige. De kunne ikke efterlade nogen.
”Vi bliver nødt til at finde dem Delilah. Hvis de stadig er i live, bliver vi nødt til at hjælpe de resterende ud!”
Lailah havde hørt Delilahs regler tidligere, og vidste, at ved at bede Delilah om hjælp, ville Delilah bryde en af sine egne regler. Hvad hun dog også vidste, var, at hvis hun ikke havde Delilah med som ledsager, ville hun miste livet hurtigere end man kunne nå at sige – Mariehønen evigglad.