A court for the moon and the stars- Abaddon.

Tid: 21:34
Sted: Silvanesti, En celle i himmeltårnet
Omgivelser: Beskrives i teksten
Vejr: Solnedgang og mildt i vejret

Selv dem som mente de havde set alverdens vidundere, måtte måbe af overraskelse når de først kastede deres blik på Silvanesti. Byen af krystal. Der var intet hjørne af landet så smukt og uberørt som dette. Liggende på et bjerg, kunne man fra en hver bygning skue ud over skoven der strakte sig som et kæmpestort smaragdtæppe, ud over det bugtede og naturlige landskab. Elverne der boede i denne skov var i så meget harmoni med både dyr og planter, at de ikke nænnede at ændre på naturens frie vilje til at gro som den ville. Og ligeledes nænnede naturen ikke at forvise elverne fra skoven. De holdte begge af hinanden, og havde stor gavn af de forskellige ting de to arter bragte med sig. Elverne brugte naturens goder til at spise fra, og til at lave fantastiske medikamenter der sagdes at kunne heale alle sår. Uanset hvor slemme de end måtte være. Og naturen fik igen af elverne, ved at det fredelige folkefærd altid sørgede for at plante ligeså mange planter som de tog.
Intet sted i landet fandtes en så smuk symbiose som her.
Ophævet over det meste andet, kunne et tårn skimtes. Lig med alt det andet var dette tårn bygget af det klareste krystal, der reflekterede den lavtgående sols stråler, og kastede dem rundt på på bjergvægen. Dette tårn havde altid eksisteret, men først for nyligt var det blevet taget i ordenlig brug. Der var kommet bud fra Doomville om, at kronprinsessen datter, også kendt under navnet Alana Khemir, var på vej hjem med en farlig fange på slæb, og at hun ønskede at dette tårn skulle bruges som hans helt egen celle. De bedste magikere fra byen var blevet tilkaldt, for at tegne de specielle tegn som var blevet angivet af af Alana at der skulle tegnes på gulvet. Store cirkler, og noget der mindede om et form for elvisk pentagram.
Magikerne var kun lige blevet færdig i tide nok, for blot et par få timer efter at de havde forladt tårnet kom Alana, og to andre mænd, slæbende med et kæmpe stort bur. Folkene i Silvanesti havde både været fyldt med glæde og rædsel. Glæde over at se deres kronprisesses datter igen, og rædselsslagende for det monster hun havde slæbt med sig. De folk som havde spurgt indtil manden, havde blot fået at vide at han var blevet bragt til byen for at stå for retsag for de ting han havde gjort.
Alana havde specifikt sagt, at hun selv ville slæbe manden til sin celle, grundet noget hun blev nød til at gøre der oppe. Hverken vagterne, der beskyttede indgangen til trappen op til tårnet, måtte vide hvad der forgik. Alt de vidste var blot, at da deres elskede prinsesse igen kom ned bad hun om ikke at blive forstyret af andre end et par tjenestepiger, som gerne måtte forberede et bad og noget rent tøj til hende.

Cellen, fangen befandt sig i, gik under navnet "himmel cellen". Dette navn havde den fået, fordi det hævede sig op flere 100 meter over jorden. Cellen var rund, og havde kun en halvvæg. Resten af vægen fungerede som et stort, åbent vindue. Et hvert fange forsøg ville forsøge at flygte, ville kaste sig selv direkte ned i en ubehagelig og langtrukken død. Vinden piskede ind af det åbne hul 24/7, og gulvet var bygget sådan at det hældte en smule. Nok til, at hvis man kom til at falde i søvn i lidt for lang tid, så ville man trille ned i sin egen død. Denne celle var beregnet til de mest hardcore forbrydere, og nu var den blevet specielt designet og omlavet til en bestemt fanges formål.

Tårnets eneste indgang var en lang lang trappe, der førte ned til hovedebygningen på klippen. Nede foran døren, op til trappen, stod to elviske vagter og så stift ud i luften. De havde begge fået strenge regler fra Alana om, at bevogte dette tårn med deres liv og ikke lade nogen slippe ud eller ind, med mindre de havde en speciel grund. Og denne grund skulle helst komme fra kronprinsessens datter selv.
Lette fodtrin lød i hallen, hvor de to vagter stod, og en lille og slank tjenestepige kom gående fra rundt om et hjørne. I hendes bløde og fintplejede hænder bar hun en bakke med et glas vand og lidt mørkt brød på. Fangen skulle jo have mad. Ond eller ej kunne han ikke leve uden at spise.
"Holdt. Ingen bliver lukket ind her!" kom det kommanderende fra de to vagter, der blokerede døren med deres sværd. "Prinsesse Khemir har forlangt, at fangen for mad" kom det roligt fra tjenestepigen, der havde en let og kvidrende stemme. Som en lille løssluppen skov bæk. De to vagter så kort på hinanden, nikkede så let og lod så tjenestepigen komme forbi. Det tog hende lige omkring 10 minutter at gå op af alle de mange trapper, og stod så derefter foran den klare krystal dør. På denne var der også tegnet et stort symbol, som eftersigne skulle gøre sådan at fangen ikke kunne slippe ud. Langsomt lod hun sit hånd glide om dørhåndtaget, og åbnede så døren.
"Jeg har Deres mad" Roligt trådte hun ind i det åbne rum, og blev straks mødt af en susende og brusende vind der blæste ind af det åbne hul i vægen. Manden var ikke bundet specielt voldsomt. Med disse mange besværgelser, var lænker ikke behøvet. Alt han var bundet med, var et par tunge håndjern. Tjenestepigen kiggede nervøst på ham, men gik så roligt hen til ham og placerede bakken foran ham.
"De er ikke herfra. Er De?"

Ildens pirrende flammer, piskede sig ind over den lille drengs seng, inden et par bekendte hænder, kom ned i den sølle barnesenge, og greb om den unge Rafael, og trak ham op ildens greb

Rafael vågnet op


Rafael vågnet op af døren som åbnet. Han havde revet sin fangetrøje i stykker, så han kunne binde en knude om dørens håndtag på indersiden, så han ikke ville falde ned gennem himmelhulet, mens han sov. Så da hun åbnet døren, bliv han vækket af, at det stykke stof som var bandt om hans håndled, bliv revet i, af at døren åbnet.
Et kort, og dyrisk blik, ramte tjeneste pigen, men hendes ansigtstuktur, og nysgerrige tone, mindet ham om et eller andet, som fik ham til at fjerne de blodtørstige øjne, og sukket isedetfor, og kigget væk fra hende, mens han sad op af væggen, fra hans position, hvor han havde sovet. Lidt til højre fra døren.
Han fandt den mindst ´Jeg æder dig om lidt´stemme frem, som han kunne, hvorefter svaret, mens han kigget ud i luften
"Er du ikke bare en prisvindene observatør?"
Han tog en dyb indånding, og udånding, hvorefter han svaret mindre flabet
"Omforladelse frøken. Lænker gør enhver mand, udholdelig. Man får ingen kærligheds sange hørt fra sangfugle, der er i zoologiskhave."
Han var en sjældæmon, og fik ikke næring af andet end sjæle, men vidste den stakkels pige ikke, så han nikkede taknemligt til maden, og rakte hånden frem efter det. Han kunne klare sig t par dage uden sjæle, så han havde ikke brug for at tappe hende i dag.
"Tusinde tak. Tillad mig selv at gengælde æren en dag."
Han tog menneskemaden hun tilbød, og sagde kort
"Nej, jeg er ikke herfra. Men hvilket godt eventyr, forgår også bekendte steder? Mine undertrykkere, som har smidt disse lænker på mig, de har ladet mig møde en så yndefuld blomst som dem selv, på min rejse. Men trods deres skønhed frøken, frygter jeg du er tilsluttet det system, som bygget disse mure, der nu er mit fængsel. Men den individuelle rose, er ikke ansvarlig for skovens fejl, så systemets fejl, er ikke deres skyld frøken, men hvis de vil gøre mig æren af at droppe de fordomme, som kæder skaber, og fortælle mig, hvad mine undertykkere har i sinde med mig? Lag ikke en mand sidde i uvished om sin situation "

Tjenestepigen så noget overrasket på Rafael, alt imens hun langsomt rettede sig op igen. Hun var langt fra van til at blive tiltalt på den måde. Og hun havde da slet ikke regnet med, at det skulle komme fra lige præcis denne fange. For det første var hun jo ikke andet end blot en lille tjenestepige. Hendes hår var langt og kastanjebrunt, og var sat op i en lettere løs fletning som bugtede sig ned af hendes ryg. Hendes kropsformer var tydelige, men ligeledes var hun også slank. Dog langt fra lige så høj som de andre elvere, men mindst lige så naturlig skøn. Ligesom de fleste andre elevere, var hendes ansigt slankt og havde en hjerteformet facon. Hendes øjne var milde og blide at se ind i, og de hade en smuk ravgylden farve. Hvis man var i ethvert andet land, ville men nok ikke have set denne kvinde som en tjener. Nok nærmere som en dronning. Dog skulle man ikke lade hendes ungdomlige udseende forstyre en. Hun var over 400 år gammel, og havde oplevet mange ting på dette slot. Hendes kjole, som havde en sart lyseblå farve, var lang og løs og let og flagrede i den milde sommebrise. Som en slør af blide drømme og luftige vinde.

"Jo selvfølelig" svarede hun langsomt, og faldt på hug foran ham. Hun burde endeligt ikke hjælpe ham. Frøkken Alana havde givet strenge ordre om, at man på ingen måde måtte lade sig overluske af denne fange. Han var glat som en sno og listig som en vildræv. Men det udtryk der spredte sig i hans øjne, de ord han sagde, de virkede bare så rigtige. Og at se en mand så meget i smerte og uvished var noget den unge tjenestepige ikke kunne klare at se. Forsigtigt trak hun en lille skinnende guldnøgle frem, og satte den i låsen på hans lænker. Et lille og fint "klik" lød, og snart faldt håndjernene på gulvet med et tungt "klask!".
"Sådan Hr. Nu er Deres hænder frie" Tjenestepigen sendte Rafael et venligt og hjerteligt smil, og sad så bare lidt på gulvet og så ham i øjnene. Han virkede ikke ond. Ikke på den måde frøkkene havde beskrevet ham på. Måske havde hun taget fejl af ham? Måske var der faktisk godt i denne mand.
"Mit navn er Mëril" Endnu et smil blev sendt til den store mand, alt imens hun let lagde sit hovede på skrå. "Og hvad angør Deres skæbne... Så er jeg stadig meget uvis. Prinsesse Khemir har holdt alt hemmeligt for os. Ingen ved endnu hvem De er, eller hvor De kommer fra. Frøkenen er en meget hemmelighedsfuld kvinde. Hun befinder sig i sin gemak lige nu, og gør klar til at tale med rådet vil jeg mene. For at bestemme Deres skæbne. Men intet er vist endnu" Langsomt gled hendes blik fra udsigten, som det havde været fæsnet på imens den unge kvinde talte, og over på Rafaels. Et lille smil strøg over de lysebrune læber, og hun lagde let hovedet på skrå. "Må jeg spørger Dem...Hvem er De?"

Han lod navnet hvile på hans tunge, og tykkede på det, mærkede dialekten, og udtalelsen. "Mëril" han kiggede nu op på hende, da hun havde sat ned til ham "Hvem jeg er? Jeg er en tyran, og en bølle. Men vil spare dem for mit navn, for navne er ikke andet end det slør, som kujoner gemmer sig bagved, når de lader rygtet tale for sig, istedetfor sine handlinger." Han holdt en pause, og .. smilet, i et kort sekund "En mands omdømme, høj som lav, rig som fattig, er irrelevant. Størstedelen af mit liv, har været bygget på andres lidelse, og ubehag, hvilket afspejler i mit omdømme. Men isandhed, vil mit omdømme aldrig kunne forklare dig hvorfor. Hvorfor jeg gør den slags. Kun dine personlige erfaringer, og mine handlinger, kan lære dig at forstå en mands sande hensigter."
Han følte om sine håndled, og så lettet ud over lænkerne bliv fjernet. Hvorefter han tog et stykke af det tørre brød, og begyndte at spise det, for selvom han ikke fik næring af det, så kunne han jo stadig få nydelse af smag.
Han kigget anerkende og taknemligt på hende, da han tog sin første bid. Han prøvet at slappe af i hendes selskab, så situationen havde en mere behaglig og rar stemning
"Tak for informationen. De spare mig meget unødvendig ubehag, ved at forklare omtændighederne til mig selv."
Han så på hende, og rev et stykke af brødet og rakte det mod hende
"Deres omsorg for en fængslet løve, er beundringsværdig. Men en delikat blomst som dem selv, undre sig sikkert, hvorfor en mand der kalder sig selv for bølle, rækker sin mad til dem"
Han kigget kort ud af vinduet, men forsatte med at snakke til hende
"Da jeg var mindre. Langt før deres leve tid. Var dæmoner en ukontrolleret pøbel, der spredte skræk, og lidelse. Min race var som en tornado, inden disciplin, inden egenskab til at kontrollere deres naturlige begær, for føde. For død."
Han tog en tår af vandet, og peget mod en tilfældigt formet sky, som kinda lignet en kriger skikkelse
"Så kom min familie. De tog magten. De tvang dæmonerne under et flag, under en leder."
han kigget på hende, og roligt kørte en blid hånd over hendes kind, og kigget hende i øjenene, om hun fjernet sit hoved eller ej
"Ved de hvorfor ingen raceleder, har erklæret krig mod dæmonernes raceleder, for at være ond? Fordi .. at modsat din prinsesse .. forstår Alane, shapeshifternes raceleder, at blodtørstige dæmoner, gør meget mindre skade på uskyldige, hvis de er kontrolleret, hvis de har en enkelt leder, som de kan respektere, som de føler er som dem, som fortæller dem, hvem at skade, og hvorfor. Fordi man kan ikke forhindre at dæmoner følger deres natur, men primært kan man lede den vrede og ondskab, i retningen af dem som fortjener det. Og hellere det... end flere tusinde dæmoner, som dræber som det passer dem.
han holdt en pause og sukket, og så lidt trist ud
"Før jeg bliv leder, hjalp jeg med at tage magt fra den mest rige slavehandler i underworld, som hed Isabella. Problemet er. Dæmoner ville aldrig følge en leder, som de ikke frygtet, ikke som mindre blodtørstig. Så, for at forhindre, at søde piger som dig, dør i massevis, måtte jeg knuse hver eneste del af min humanitet, så.. Jeg kunne være så ond, at andre dæmoner ville se op til mig. - Jeg er ikke stolt af det, jeg er faktisk hjemsøgt af mareridt over det. Og nu.. smidt i fængsel. Men enhver jeg dræber, sikre, at dæmoner ikke river børn ud af deres senge, og følger den djævelske natur de har i sig. Lære dem kontrol. Disciplin. En mentalt udsat løve, vil altid bide, men en god ejer, kan formindske antallet af gange"
Han så ud af vinduet
"Hvorfor fortæller jeg alt det her? Fordi jeg ikke vil dø ved hånden af folk, som mangler information. Som ikke forstår hele situationen. Som dømmer udfra et halvt billede. Og hvis i stadig vil dræbe mig, så dømmer i mig idet mindste med viden om præcis den slags person jeg er"
Han kigget meget direkte hende i øjenene nu.. og og og og.. smilet, inden han sluttede med at sige
"Og du tænker sikkert. At du er intet andet end arbjeder klassen. Dommen er ikke i dine hænder. Du har ikke mulighed for at påvirke din prinsesses beslutning - Men hvis du lever i et samfund, som du ikke kan påvirke, indenfor de rammer som samfundet har sat op, så er samfundet korrupt, og du burde ikke tage del i det samfund så."
han kigget mod døren.
"Snak med din prinsesse. Se om du kan påvirke dit samfund. Om du har usynlige lænker på, hvor din mening og erfaringer ikke er værdsat. - Og hvis de nægter dig adgang, trods den information du nu har, som de ikke har, så du ligeså meget en fange som mig. Og isåfald, burde du komme tilbage hertil, åbne døren for mig, og lad mig befrie os begge. - Det ingen hemmelighed jeg vil ud herfra. Men spørgsmålet er, vil du lade folk, som ikke kender mig, dømme mig?"

Beklædning

Mëril lyttede tålmodigt og interraseret til det Rafael fortalte. Hun var født og opvokset på dette slot, og havde aldrig bevæget sig længere end til udkanten af skoven. Dette sted var hendes hjem, og hun ville nok aldrig komme til at forlade det. Så at høre om ting fra uden for elver kongeriet, var yderst fascinerende og spændende. Det var trods alt ikke hver dag, at en dæmon betrådte deres hellige land. Dæmoner var meget sjældent velkommende her, grundet det teoristiske ry de bragte med sig. Og skønt elverne var kendt for at være de mest gæstfrie af dem alle, så satte altså selv de nogle grænser for, hvem der måtte blive og bo i deres land.
De ting han fortalte, om død og krig og mishangling af børn, gjorde den unge tjenestepige en lille smule skræmt. Her bag padlassets trygge og rare murer skete der stort set aldrig noget ondt. Man var i sikkerhed her for omverdenens rædsler, og man behøvede aldrig frygte ens død. Men de ting fangen nu fortalte hende, forseglede hendes skæbne. Omverdenen var ikke noget for hende. Der ude kunne skrækkelige ting ske. Hun havde selv set det med sine egne øjne, de utallige gange at Alana var kommet hjem, indsmurt i mudder og med sår og rifter over hele kroppen. Hun burde da ellers af alle være den mest forsigtige. Hende som ikke havde uendeligt liv. Men som et menneske, besad hun heller ikke den samme ro som elverne gjorde, og fandt derfor altid trang til at skulle se og opleve nye ting. En ting som hendes moder, tronarvingen, langt fra fandt betryggende.
"Den verden De snakker om... Den lyder forfærdelig" kom det stille fra hende, da hans hånd pludseligt rørte ved hendes kind. Hun flyttede ikke sit blik fra hans, men blev blot ved med at stirrer i fascination og undring på ham. Han beskrev sig selv som ond, en af de ondeste måske endda, og alligevel virkede han som den blideste mand på jorden. Hvordan kunne nogen dog nogensinde finde på, at beskylde ham med en dødstraf? Måske opførte hun sig en smule naivt, men i hendes øjne havde denne dæmon ikke gjort noget galt.
"De beskriver dem selv som...Ond" sagde hun langsomt, og så ned af ham. "Og alligevel føler jeg, at Deres hjerte er ligeså gennemskinnet af lys, som den brændende solnedgang" Hun lagde let en hånd på hans brystkasse, der hvor hans hjerte sad, og smilede så forsigtigt til ham. "Jeg ved ikke, hvad De har gjort for at forvrede min prinsesse sådan... Men jeg ved, at hun altid er retfærdig. Over for alt og alle"

Hun lod ham tale videre, og fortsatte dog med at lade sin hånd ligge på hans brystkasse. Men hans sad der og talte, begyndte solen så småt at forsvinde ned bag horisonten og bakkerne. Og i stedet for blev den afløst af månen, der sammen med de titusind stjerne kastede og badet hele skoven i et lysende og intenst skær. Søerne, der ind imellem kunne skimtes imellem de høje egetræer, genspejlede den store lysende kugle og gav den en mat refleksion. Som store spejle på jordoverfladen.
Da Rafael var færdig med at tale, skulle Mëril lige til at tale, men blev afbrudt af en dør som gik op bag hende. To vagter stod nu der ude, og få sekunder efter gjorde Adalia sin entre. Hun så anderledes ud, end hun havde gjort da hun var ankommet til Silvanesti. Dengang havde hun været beskidt, svedende, halv såret og meget meget træt. Nu, efter at have været i bad og været blevet tilset af de forskellige tjenestepiger, skinnede hun igen klart og lyst som en af de mange stjerner på himmelen. Hendes lange askeblonde hår var blevet vasket, og hang nu i bløde bølger ned af hendes ranke og oprettede ryg. Små fletninger på siden af hendes hovede, fortsatte om til baghovedet og trak de forreste hårlokker væk fra det slanke og definerede ansigt. Hendes hud var endnu engang blevet gjort rent, og alle rester af skidt og blod var blevet børstet væk med varmt vand og sæbe. Huden var nu igen lige så bleg og klar som en liljes første kronblade. På kroppen bar hun ikke længere en slidt og beskidt jagtdragt, men en lang og fint syet kjole i et let stof der elegant smøg sig ind imod hendes feminine krop. I bunden af denne sås fine håndsyede sting, der skulle forstille forskellige elviske tegn. Et yderst eksklusivt stykke håndværk, der måtte sige at passe kvinden, der bar den, yderst godt.

"Der er ingen der kommer til at dø idag dæmon" kom det roligt fra Adalia, og så fra Rafael og ned til den lille tjenestepige der hurtigt og skamfuldt var kommet på benene. "Jeg advarede dig om, ikke at tale med ham Mëril" Adalias stemme var ikke just vred, men en anelse bestemt. Den unge pige kendte ikke denne dæmon som hun gjorde, havde ikke set de ting han kunne og havde gjort. Derfor var hun et nemt offer at misvilde og snyde. "Und..Undskyld deres højhed" hviskede den lille stille og flovt på elvisk, og så endnu mere ned. "Det skal ikke ske igen...."
"Hmmm..." brummede Adalia let, og skiftede så sit udtryk fra bestemt til lidt mere roligt. "Bare lov mig, at de ting han har sagt til dig ikke går dig til hovedet. Så lover jeg dig, at han nok skal få en retfærdig rettergang, for de ting han har gjort. Og smut så neden under med dig. Vagterne vil lede dig på vej"
Mëril nikkede let, bukkede så og skyndte sig over imod døren. Dog kastede hun et sidste blik over imod Rafael, inden hun forsvandt ned af trappen.

Da døren ind til cellen igen var blevet lukket, vendte Adalia sig om imod Rafael og så ham alvorligt i øjnene. "Jeg burde lade dig falde fra dette tårn for, hvad du gjorde til den kvinde" kom det fra hende, alt imens hun lod sit blik glide ud over landskabet badet i stjernelys. "Jeg burde lade dig rådne op her oppe uden mad, indtil du ville blive så gal at du selv ville smide dig ud herfra. Det burde jeg. Men sådan fungere tingene bare ikke i dette land"
I en glidende bevægede vendte hun sig om mod ham, og så med et blik der ikke lige var til at læse ned på ham. "Jeg er ikke som dig. Jeg lade ikke folk henrette, bare fordi de er svagere end mig. For jeg kunne ende dig lige nu og her på stedet. Men det vælger jeg ikke at gøre" Hun nærmede sig ham, og stoppede et par få meter fra ham. "Jeg burde lade den kvinde bestemme din skæbne. For hvad du gjorde til hende, er det kun fair. Måske skulle jeg få dig til, at æde dine egne tær? Eller hvad med, at jeg får dig til at æde hundelort? Det er hvad, jeg burde gøre. Men jeg gør det ikke..." Langsomt satte hun sig ned på hug ved ham, og så ham dybt i øjnene. "For jeg er ikke som dig dæmon. Og det vil jeg aldrig blive"

//Bare lige lidt info.. Når teksten står med grønt, så betyder det at mine karakterer taler elvisk, og når det står med blår så betyder det at de snakker normalt. Bare lige så du ved det //

Rafael sad koldt og overvejende med sit blik på prinsessen af bonbonland. Han ville ikke indrømme det, men lidt imponeret var han af hendes udsende i det tøj, fin, formel, stilfuld, og et prægtigt symbol på hendes fødselsret. Men han lod det ikke så meget vise i sine øjne, trods alt, var hun modstanderen på skakbrættet.
Han ventet til de havde snakket deres leverpåstreg elver sprog færdigt, hvorefter han med et skummelt smil, sagde på sortelvisk "Dúm dain maziat" ´Hun var sød´. Han lod prinsessen tale færdig, men der vokset kun et lille smil på hans læber
Han havde oplevet langt værre, end en blødsød idealist, som er bange for at gøre det nødvendige, og det var præcis sådan han så det faktum at han stadig var i live. Hun havde afklæret skak, man så sig selv hævdet over at råbe skakmat.
"De ser dem hævdet over jeg selv. Over mine metoder. Men jeg har en facade at vedligeholde. Ikke alle kan reagere fra en by så ren og glorværdig som deres. Vi er begge ædelfolk, men hvad jeg gjorde ved den kvinde, var intet mod jeg bliv mødt af, i mine tidlige år i dette liv."
Han lyd mere ærbødig og underkastende nu, og drejet blikket mod gulvet, hvorefter op på hende "Deres slags frøken, ser ned på min slags, og kalder sig selv retfærdig. Låser os i tårne og kalder jer godsindet. Når i, i sandhed, ville have handlet præcist som os, hvis i havde levet på de samme præmisser. Hvor er de privilegeret.. hvor de ædel. At de bliv født heldig nok til at deres aftens mad, ikke kræver en andens død. Hvor er de bare retfærdig, at ikke være født i en sadistisk familie, og hvor man skal sluge sjælen ud på levende skabninger for ikke at dø af sult.
De ander ikke, hvor tit, jeg har spist brød, og ønsket det mættet mig. Hvor tit, jeg ville sove uden skrækkelige drømme. Hvor tit, jeg ville løslade mine slaver, eller tilgive en tyv, men velvidende, at gjorde jeg det, ville dæmonerne rive mig fra min trone, og indsætte en, som er villig til at dræbe endnu flere"

Velvidende om, at denne dæmon havde et sprog så sødt som silke, tog Adalia alt hvad han sagde som et tegn på prøvende smiger. Han kunne fortælle hende om alverdens skønheder, og hun ville ikke lade ham slippe løs af disse lænker. En dæmon var en dæmon, uanset hvad end denne sagde.
"Der er en grund til, at vi ser ned på Deres slags" lød det roligt fra hende, alt imens hun stadig hvilede sit blik dybt i hans. Prøvede at række ind i hans sjæl gennem øjnene. Han var svær at nå. Svære end de fleste andre hun havde mødt. Han var lidt ligesom en sø. Blank og rolig, men ligeså dyb og utydelig at se bunden på. "De burde vide at elverne, mit folk, er de mest tolerante af dem alle. De ser lys i alle racer, gode som onde. For alle væsner har et hjerte. Selv Dem" Roligt lod hun en hånd kærtegne hans brystkasse. Lod den glide ned fra hans hals, og videre ned over hans bryst. Imens kiggede hun ham dybt i øjnene, prøvede endnu engang at se om hun kunne finde noget frem der inde. Et eller andet. Noget om hans liv. Noget personligt og hemmeligt. Men intet nåede ud.
Hun fjernede igen sin hånd, og rejste sig langsomt. Hendes lange kjole slæbte efter hende, som hun gik over og stillede sig foran kanten ved hullet i vægen. Vinden greb fat i hendes lange hår, og fik det til at danse elegant og let i vinden. Lidt af kjolen faldt ud over kanten, men blev grebet af en blid brise. I lidt tid stod hun bare der, og skuede ud over det smukke månebeskinnede landskab. De gamle og majestætiske egetræer, strakte sig desperat efter himmelen for at få glæde af lidt af lyset. "Dette land har ligeså meget brug for en stilfærdig og dygtig regent. Ligesom dit land har"
Adalia vendte sig igen om imod ham, og så nu lidt mere roligt på ham. Hendes øjne skinnede svagt ligesom stjernerne, og langsomt foldede hun sine hænder foran sig. "Jeg forstår dog at dit fok skal opretholdes på en anden måde end mit. Mit folk er som måneliljen" Hun lagde let hånden på en mørkegrøn slyngplante, der voksede på ydresiden af krystal vægen. Den bar hvide lilje blomster, og blomsterede i fuld flor nu under månens lys. "Begge har brug for gødning, plejning og kærlighed for at kunne gro. Uden disse tre ting visner de og dør" Roligt, og uden at fortrække en mine, kvaste hun blomsten i sin hånd og lod de sarte kronblade flyve ud i natten. "Dit folk er mere som en løbsk tyr. Holder man den ikke ved hornene, slippe den løs og teorisere alt og alle. Men tager man fat om den, og viser den hvem der bestemmer, vil den med tid begynde at vise dig respekt"
Igen vendte hun sig mod ham, og gjorde et let kast med det lange hår. "Du dæmon har formået at holde dine tyrer ved hornene. Men denne kendsgerning forandre ikke på, at du har gjort forbrydelser imod dem der burde være hellige. En forbrydelse jeg ikke kan lade gå uset hen.." Hun tav i lidt tid, og lod blot blikket hvile på ham i et par minutter. Da hun igen talte, havde hendes stemme forandret sig til lidt mere blid. Men stadig retfærdig. "Derfor tog jeg Dem med til dette land. Fordi jeg ved, at hvis jeg havde valgt at blive i Doomville havde jeg været nød til at slå dig ihjel. Alt andet ville have været imod mine love"

Han sukkede dybt, og kiggede ned på en tilfældig sten i gulvet. Han virkede mundlam, og måtte have et par bittre sekunder til at få ro til sine tanker. Hvilket gav elver prinssesen mulighed for at tale ud.
Da hendes talestrøm havde lagt sig til hvile, kigget han op mod hende, og kort lagde sin hånd på sit bryst, hvor hun tidligere havde rørt, og hans øjne skreg af en dæmpet vrede, som en skadet løve, der kravlet over naturens skovbund, mens de fordømte bjørnefælden den havde trådt på. Men om hans glohede aggration i blikket, var bragt til live pågrund af hende, eller født ud af fortidens dunkle tunnel, var uvist.
Han rejste sig op fra sine knæ, og stod i sin fulde majestætiske højde. Han bøjet sin nakke til hver side, fordi det havde været længe siden han havde stået oprejst, og havde sine led strukket ud.
"Meget vel. Så giv mig en dom. Men spar mig respektløshed. Jeg er en stolt mand, fra en stolt familie."
Han lagde en to fingre mod hendes hals, ikke i en faretruende attitude, men to kærlige og blide fingre, som kørte ned af siden på halsen, i en lidenskablig og afslappet bevægelse. Han lod hende trække halsen til sig, hvis hun ville, og ellers fjernet han sin hånd da bevægelsen var færdig.
"De behøver ikke kigge mig i øjnene, for at se ind i min sjæl. De denne bys herskerinde, og jeg deres fange. De skal blot spørge hvad de er nysgerrighed efter."
Han tog en dyb indånding, og fik duften af hendes sjæl ind i hans system, og lod duften hvile mod hans kranium i nogen sekunder, hvor han lukket sine øjne. Hendes sjæl havde menneskelig afstamning, som bliv givet væk, af den nyplukket citron smag, som sneg af op af hans tunge. Han åbnet sine øjne, efter at sjæledæmonen i ham, havde fået en smag på de karaktertræk som dette menneske hylter gemte på.
"Spørg løs"
Han holdt en kort pause, og sagde derefter med et underkastende tonefald, og næsten bedende.
"Men først. Jeg havde et kors om halsen, før disse mure bliv mit hjem. Et gammelt og stort kors. Det ville betyde meget for mig, hvis jeg måtte få det igen."


Meanwhile
"Dip, di, dip, di, dip, duuu"
En lille pige, ikke ælde af udsende end de ni år gammel, gik og nynnet udenfor indenfor byens rammer, og stod kigget barndommeligt på de mange smukke og spænende bygninger. Nogen ihhh og aww lyde, forlad hendes læber, hvergang hendes små spinkle fødder, stoppet for at studere en blomst.
Hun halv hoppet ihvert skridt, og gik i sine egne tanker, og det eneste bevis på at hun overhoved gik i samme verden som andre, var de nuttet og varme øjne, som omfavnet andre, som et varmt tæppe, og en kop kakao, efter en lang og kold dag.
Hun nynnet hele vejen hen til Meril, hvor hun så trak i den voksne elver tjenestepiges, bukser, for at få opmærksomhed.
Pigen havde en lille og yndig sommer kjole på, og hendes lange røde hår, hang løst ned af kroppen. I hendes hænder, holdt hun et marmelade glass, hvor der svævet en formløs sort skabning rundt, som selvom den var formløs, så ud i korte sekunder som en drage lavet af rent skygge.
"Hvo..."
Hun var lidt genert
"Hvor er himmelcellen. Vil du føre mig derhen??"

Adalia stod i lidt tid, med blikket fæsnet ud over det smukke landskab. Hun huskede stadig tydeligt den første gang hun havdeHun huskede, stået her som en lille forvirret og bange pige, usikker på hvordan fremtiden ville se ud. Hvis hun kunne rejse tilbage i tiden, og fortælle sit yngre jeg at hun i fremtiden ville blive en ung og meget respekteret kvinde, ville hun nok have grint af sig selv. Det var ikke ligefrem sådan at tiden havde set ud for den lille gade pige. Men så meget kunne nå at ændre sig på så kort tid.
En lille gade pige, sølle og stum, kunne gå fra at være ingen til, til at blive en smuk prinsesse. Ofte havde hun, i de sene nattetimer når stjernerne brændte klarest, undret sig over om der mon virkelig fandtes mirakler. For hvis ikke at blive redet af to elvere, og derefter adopteret af arvingen til den elviske trone var et mirakel, så vidste hun virkelig ikke hvad var.
Hun følte hvordan to fingre langsomt kærtegnede hendes nakke, og ved følelsen af berøring lukkede hun let sine øjne i. Dæmon eller ej så vidste han altså, hvad han lavede med sin krop.
"Jeg har allerede for længst bestemt din skæbne dæmon" hviskede hun stille, og ligeså sart som bladende på den lyse måneblomst.
"Og den bliver hverken grum eller blodig. Blot retfærdig" Hun vendte sig langsomt om imod ham, så de nu kun stod få centimeter fra hinanden. Han var en del højere end hende, og alligevel havde hun intet problem med at se ind i hans øjne. I et lille stykke tid stod hun sådan, med blikket fast imod hans, og sagde intet. Dog lod hun langsomt sin hånd glide i en blød bevægelse ned over hans kind og videre til hans hals og brystkasse. "De ting du gjorde til den kvinde var utilgivelige..." hviskede hun blidt, og åndede let ud. "Min dom til bliver, at du for altid må blive her. Her hvor jeg kan holde et vågent øje med dig, og sørger for at du ikke skader nogen. Så jeg ved, hvor jeg har dig henne. Problemerne i Doomville skal jeg nok få løst. Min mentor vil tage sig af dem. Men du..." I en glidende bevægelse nærmede hun sig langsomt hans læber, og stoppede først få centimeter fra dem. "...Du bliver her hos mig"

Mëril var blevet eskorteret ned fra tårnet af de to vagter, og var derfra gået ud i en af de mange haver der befandt sig inden for murene af byen. Her stod hun nu, og var i gang med at plukke en buket blomster imens hendes tanker hvilede på manden fra tårnet. De ord han havde sagt hang stadig i luften omkring hendes hovedet, og det var som om de ikke helt ville forsvinde igen. Hendes små hænder greb forsigtigt fat om de pastelfarvede blomster, og i små træk plukkede hun dem blot for at sætte dem i buketten i hendes anden hånd. Dog blev hendes flyvske tanker afbrudt, af nogen der hev hende i skørtet. Hurtigt kiggede hun op fra blomsterbedet, og hendes øjne faldt på en lille pige hun langtfra syntes at have set før. Hun lignede dog en elver, med sine spidse øre og naturlige skønhed. Måske var hun kommet med Alana? Men frøkenen havde bare ikke taget andre med sig, end de to dusørjægere og så fangen. Så var dette måske blot en personage som Mëril endnu ikke havde lært at kende.
"Himmelcellen?" spurgte hun en anelse forvirret, og lagde let sit hovede på skrå. "Jeg ved godt hvor den ligger, men det er ikke et sted for dig min søde. Det er alt for farligt. Hvad ville du dog et sådan sted?" Hun satte sig let på hug, og smilede varmt til den lille pige. Dog syntes hendes øjne at opfange noget i det syltetøjsgals, som den lille havde under armen. Noget hun mindes at have set før. Hvor var hun ikke sikker på, men noget sagde hende at det ikke var et rart sted. Måske havde det bare været hendes tanker, der havde spillet hende et puds. Ja, det var det sikkert. Intet andet end et puds.

Da prinssesen havde gået helt op til ham, og havde nærmest hvisket de sidste lidenskablige ord, lod han en hånd glide gennem spidserne af hendes lange og stilfulde bløde hår, og lod fingerne glide op af indersiden af håret, så hun kunne føle sine hårrødder blive mildt kærtegnet, af de rolige bevægelser af en fast overflade i hendes hår, hvor han så forsatte til de rolige fingre, ankom til siden af hendes hoved, hvorefter han lod fingrespidserne kærtegne hendes hovedbund, og sensuelt massager starten af hendes hårrødder, og lod hovedbunden få fuld kærlighed fra hans fingre.
Men så trak han sig så fra hende, og samlet de lænker op fra gulvet, der tidligere havde været på hans håndled. Også tog han dem på igen, og satte sig ned op af væggen.
"Ville elske at give dig massage frøken."
Han kigget op på hende og forsatte
"Ville være elske at kunne se elversamfundet, og dens kultur, fra den side, som de ser den."
Han se ud af vinduet, og udover de lange skov længder, og nedover elverbyen, som var fyldt med liv, fyldt med smil og rare tanker.
"Men en fængslet løve, vil aldrig kunne se sig selv som et husdyr"
Han rystet lidt i kæderne om hans håndled, som han havde sat på, for at vise han var her mod sin vilje
"De har ret frøken. Hvad jeg gjorde mod den kvinde var utilgiveligt. Men min største tortur i denne celle, kommer ikke til at være dens mure, ensomheden, eller livstid i dens vugge. Men vide der er et samfund derude, dit elver samfund. som jeg kommer til at se fra oven, men aldrig tage del i."
Han sukket kort, og kigget så op på hende
"Hvis jeg må komme med et ønske min prinsesse. Lag min straf være om rehabilitering, ikke hævn."
Han kigget ned mod elver byen igen, og så ædelt ned på en lille dreng som leget udenfor med sin søster, og sin mor
"For jeg ville ønske, gud havde givet mig mulighed for at se denne verden, noget før.. Det der gjorde mine forældre aldrig med mig."
Han sank en klump i halsen, og rejste sig op
"Lær mig jeres værdier. Lag ikke min skrækkelige forbrydelse, kræve to liv. Gør mig til en bedre mand. Meget bedre for dit samfund, og meget bedre for mig. Vis mig, at elverne har ret, i at der er godt i alle. Fordi, når det kommer til mig, har jeg altid været itvivl. Om jeg bare er ..."
Han bliv stille, og kigget ned på sine hænder, og så ud til han tænkte på et eller andet
"En man ikke kan holde af"
Han sukket igen, og rejste sig op, og kigget hen på hende, og så ud til at antrænge for at holde noget tilbage
"Det kræver en del af min viljetyrke, ikke at blive følelsesmæssig, og derved miste den sidste del af min stolthed. Jeg ber ikke om at blive sat fri. Ber om et liv blandt dit folk. Et job. Ber om, det jeg aldrig fik.. Være holdt af.
Det meget bedre for dit samfund, og meget bedre for mig. Og undgår at ødelægge to liv, fra det skrækkelig jeg gjorde"


Den lille pige krammet sig ind til Meril, lod sin næse bore sig ind i hendes mave. Helt uden grund. I nogen akavet sekunder, hvor hun bare så ud til føle sig tryg, og glad, op af tjenstepigen, som enhver lille pige ville, når hun havde hoved begravet hovedet i maven på en voksen.
Hun trak sig et par skridt tilbage, så de faktisk kunne snakke sammen. hvorefter hun små grinet, og sagde nuttet "Skovtur" Hun løj, tydeligvis, hver eneste ansigt muskel, skrig at hvad hun sagde, var løgn.
Hun rodet sin fod ned i græsset, og dejet spidsen rundt, flovt, og alt for uskyldigt "Ihhhhhh. altså... Æhhhhhhm." hun sprang ned i skræderstilling, og satte marmelade glasset i sit skød, hvorefter hun støttet sit hoved mod sin hånd, og hvilet albuen mod hendes samlet ben, inden hun så tog en indånding, og sagde så mere sandfærdigt
"Jeg skal til himmel cellen, fordi min storebror, har en kæreste, som har en eks, som er fjende med hans eks ven...Det lidt forvirrende.... nu har jeg hovedpine" Hun nusset hendes pande, og så ud til at ikke være van til at skulle forklare ting.
Hun hvisket for sig selv "At have en krop, er stressende"
Hun kigget op til pigen, oglagde sit hoved på skrå, og sagde så "Vil du ikke bare vise vej? Så du rar"

Adalia lod ham og hans hænder glide gennem hendes hår, og mens han gjorde sådan kunne hun ikke andet end blot at stå og nyde det. Han var virkelig god med kvinder. Bedre end hun havde forventet, at han ville være. Så blide bevægelser, så stor en forsigtighed. Hun begyndte at tvivle på, om han var ren dæmon eller faktisk besad en lille smule lys fra den anden side. Det burde ikke være muligt, men de ting hun havde set ham gøre kunne vist få alt til at ske.
Da hans hænder så pludseligt fjernede sig, måtte hun sukke let af opgivenhed. Hvor lidt hun end brød sig om det, så havde hun faktisk holdt af hans blide kærtegn. "Det du beder mig om at gøre Dæmon..." sagde hun langsomt, og vendte sig om imod ham. Han havde puttet de tunge håndjern på igen, og sad nu roligt op af vægen i den modsatte side af cellen. "...Er at lade dig gå rundt mellem mit folk ubeskyttet? En dæmon som dig med et sådan ry, kan man langt fra stole på. Jeg ville frygte mit folks sikkerhed. Men så igen..." Hun tænkte sig let om, og imens hun gjorde sådan begyndte hun let at gå rundt i rummet med den lange kjole slæbende efter sig. Der kunne være en løsning på dette. For hvad han sagde lød ikke som nogen helt dårlig ide. Hun kunne hele tiden holde styr på, hvor han var og på samme tid sørger for, at han lærte at gebærde sig på en bedre måde. En måde som han nok forhåbenligt ville tage med sig tilbage til Doomville, skulle han en dag få lov til at forlade dette sted.
"Jeg vil gå med på dit forslag på en betingelse!" Hun vendte sig nu direkte om imod ham, og så ind i hans øjne med et roligt og nobelt udtryk. "Jeg vil have mine bedste smede lave dig et sølvarmbånd. Dette smykke vil komme til at side fast på din arm så længe du er her, og det vil have de samme kræfter som dette rum har på dig nu. Du vil ikke være i stand til at bruge dine dæmoniske kræfter på mit folk, i så fald at du ville få lyst til det" Hun nikkede let, bare for at indikere at sådan ville tingene altså blive. "Hvis du går med til denne betingelse, vil du få fri adgang til at bevæge dig rundt i mit kongerie mellem mit folk. Dog vil jeg forlange, at jeg skal med hvis du for lyst til at forlade denne bys murer, og tage ud i skoven"

Mëril, der altid havde haft svært ved at sige nej til ting, så med et opgivende udtryk ned på den lille pige der nu trykkede sig tæt ind i hendes skørter. Hvad end denne lille skabning havde i tankerne, var et sted som himmelcellen intet sted for hende.
"Skovtur? Der oppe? Jeg tror vist du har spist lidt for mange søde bær min ven" smilede den smukke tjenestepige, og lagde let hovedet på skrå.
"Jeg er bange for, at det er alt alt for farligt. Der er en fange der oppe, som frøkken Alana ikke vil have andre til at besøge. Men jeg kan måske snakke med Alana om, om du ikke måske kunne få lov til at besøge ham. Vil det være okay for dig min skat?"

Han tøvet med sit svar, kiggede igen udenfor af åbningen, og så ud til at overveje hendes tilbud, hvorefter han bid sig i læben, og kigget mod hende "Et meget generøst tilbud, frøken" han rejste sig op, og gik et par skridt hen til hende, og rastlet kort i sine kæder "Men det vil blot udvide fængslet. Dit tilbud har intet med næstekærlighed, eller en ny chance, at gøre. Du lukker blot løven ud af buret, men beholder dens kæder på." Han kigget hende ind i øjnene, og lod et lille prik fra sin pege fingre, blidt ramme hendes næse, mens han gav et morsomligt og hyggeligt smil, hvorefter han sagde "Du har ret. Jeg er ikke typen at stole på. Men hvis elverne har ret i der er noget godt i alle, så burde du, som deres herskerinde, prøve at bevise den påstand sand. Giv mig frihed til at beherske min egen ondskab, uden magiske lænker. På den måde, beviser du der er godt i alle, og jeg kan undgå at føle mig som et kæledyr, som er ikke andet end en fængslet fange" han trak sig væk fra hende, og smilet kærligt, mens han rettet blikket ned mod sine lænker "Jeg har det ikke rart som fange. Og vil aldrig kunne lære at blive bedre, hvis det er fordi jeg har intet andet valg. Giv mig en chance, vil gavne os begge i enden" han lagde sine arme om hende, mens lænkerne var om hans håndled, så hans hænder var samlet og bundet bagved hendes ryg, da han havde lagt sine arme om hende. Han så hende ind i øjnene, og gav et lille kys på hendes nøgne og ubeskyttede hals, hvorefter han fjernet sine arme fra hende, og sagde kort "En chance. Uden tøjler. Så jeg glad, også kan i endelig begynde at lære mig at være anderledes. For i vil aldrig kunne lære mig det, hvis det er med lænker på"

Den lille pige sukket inderligt. hvorefter hun rejste sig op fra sin skræderstilling, og sagde så "Ih altså" Den lille pige knipset med sine fingre, hvorefter Meril befandt sig et helt andet sted.
Meril befandt sig i en mørk, skov, som var belagt af natten skygge tæppe, og man kunne knapt se en hånd fra sig, men man kunne høre hver eneste lyd, fra de kviste som knak under ens fod, mens man gik over skovbunden.
Træerne sagde grufulde lyde, mens deres grene bliv bevæget af vinden, og blæsten sparket til alle de visne blade på jorden, og fik dem til at flyve vildt omkring.
Nogen dumpende lyde, kom mellem de knirkende træer, og en skikkelsen kom frem. En mandelig skikkelse. Han kom hompende på sit skadet ben, og hans højre arm var revet af, kød, og væv, flået af armen, og nu var der kun enkelte knogle stykker tilbage, af den højre arm. Ud af hans mund var der blodrinder,som kom løbende ned af hans hage, og hans øjne var helt hvide.

Imens, i den virkelige verden, stod den lille pige hævet over den voksne elver tjener, som lå sovende på jorden, og låst fast i sit eget sind. "Kunne se i dit hoved at du frygtet at blive spist levende, så .. nyd drømmen" Den lille pige fniste til sig selv, inden hun så gik videre på sin vej mod himmel cellen.

Hun brød sig ikke om, at skulle stole på ham. Faktisk brød hun sig ikke om, at stole på nogle dæmoner. Men i denne situation kunne det være nødvendigt. Hvis blot hun havde været elver, og ikke et forbandet menneske, ville hun sikker have kunne tage en meget bedre beslutning end den hun var på vej til at tage. Hendes mor ville nok have sagt noget vist og klogt, som både ville have lydt og set godt ud. Hun vidste altid, hvad man skulle gøre i pressede situationer. Den gave havde Adalia aldrig selv fået skænket, og hold da op hvor havde hun bare mange gange tager sig selv i at misunde moderen. Hun var nok noget af det tætteste man kom på perfekt. Hun var smuk, elegant, kløgtig, klog, vis og mest af alt kærlig. Den perfekte leder og den perfekte mor.
"Hvordan skulle jeg på nogen måde turde stole på dig, efter hvad du har gjort" kom det langsomt fra hende, imens hun stadig vedholdte sit faste blik imod hans. "Hvordan skal jeg kunne stole på, at du ikke bare dræber mit folk så snart du kommer ud herfra? Hvordan skal jeg vide, at du bliver hvor du skal blive. Nej...Jeg kan ikke bare sådan stole så fuldt ud på dig. Hvis du skal have lov til, at bevæge dig frit rundt i mit land så må du bevise dit vær. Bevis at du også har godt inden i dig. For indtilvidere har jeg kun set mørke"
Som han nærmede sig, stod hun bare stift og roligt som en marmorstatue og så lige ud. Først da hans arme lagde sig om hende, og et blidt kys blev plantet på hendes liljehvide hals, lod hun sine øjne glide i at fryd. "Prøv ikke at forføre mig dæmon..." hviskede hun roligt. "Og vid, at jeg er god ved dig. Alle andre ville have slået dig ihjel på stedet"
En chance. Turde hun tage den risiko. Hvad kunne det ikke gå hen og koste hendes folk? Hvad kunne det ikke gå hen og koste hende? En chance...
"Okay" svarede hun kort, og så let væk. "En chance dæmon. En. Og hvis du så meget som prøver på noget, vid da at jeg har denne celle klar til dig og at du aldrig vil få lov til at forlade den igen, hvis du så meget som skade en af mine"
Og med disse ord trådte hun langsomt tilbage til døren, lod en hånd glide over et par af tegnene, hvorefter at den så åbnede sig op uden så meget som et eneste knirk.
"Følg efter mig. Og vid, at jeg nok skal stoppe dig hvis du prøver at flygte"
Roligt, med kjolen slæbende efter sig, begyndte hun at gå ned af den lange og snirklede trappe. Hun regnede ikke med, at hun behøvede at sige mere til ham. Han burde jo selv følge efter. Et par minutter efter stod de begge for foden af trappen, hvis altså han var fulgt med. De to vagter stod der stadig, og hun viftede let med hånden for at få dem hen til sig. "Send bud til mine smede, og bed dem fremstille et armbånd med lignende tegn på som oppe i cellen"
De to vagter nikkede forstående, og skyndte sig så afsted. "Kom med. Du har brug for noget nyt tøj" Hun så sig ikke engang over skulderen efter ham, men begyndte bare at gå igennem den store hal og videre ned af en lang gang der gav et smukt udsyn ud over den blomsterfyldt have. Små børn løb rundt og legede mellem de mange bede, og deres kærlige og søde grin fyldte luften sammen med de mange farvede sommerfugle der sværmede rundt mellem blomsterne.
En sød og lettere nektar agtig duft snoede sig om dem, og forsvandt først da de drejede væk fra gangen og ned imod en stor og solid krystal dør i en smuk ocean-blå farve. Som Adalia nærmede sig den begyndte nogle tegn at gløde op, og hun stoppede ikke med at gå førend at døren roligt svang op af sig selv. Rummet der var inde bag ved var tydeligvist et soveværelse, men af en helt anden kaliber end noget andet normalt soveværelse ville være.
Det første der ville springe en i øjnene, var den store himmelseng som stod op af den ene væg. Lange hvide silke gardiner hang ned fra toppen, og i træstolperne var indgraveret lange ranker af liljer der snoede sig rundt om træet. På væggene hang lange gorbelinner med forskellige indsyede billeder. Nogle forstillede eventyrlige væsner, som for eksempel en stejlende enhjørning, mens andre forstillende skove og landskaber. Alt sammen gjort i nogle af de fineste håndlavede stoffer
En stor og gennemsigtig krystal dør ledte ud til en balkon, hvorfra man kunne skue ud over den store blomsterhave fra før. Mørket var så småt begyndte at falde på, og derfor kunne man nu se hvordan en masse lanterne var begyndt at tænde sig. Små lys gled også rundt ude i mørket, i form af ildfluer der lyste haverne og skoven op.
Adalia trådte roligt ind i rummet, og gik direkte over imod en anden træ dør der ledte indtil et stort og marmorhvidt badeværelse. Et stort badekar var blevet hugget ned i det solide marmor, og et langt spejl hang på vægen gjort i en reflekterende krystal. Så snart Rafael ville træde ind i rummet, ville døren lukke sig efter ham. "Du har brug for et bad" konstaterede hun roligt, og lod hånden glide over det store badekars håndtag hvorefter en piblende stråle af vand begyndte at stå ud af den. "Jeg vil få Mëril til at hente dig noget tøj imens"

Mëril nåede ikke engang at reagere, førend at hun faldt i en dyb søvn. Hendes krop blev helt slap, og hun faldt tungt til jorden og lå helt stille med blomsterne tæt knyttet i den ene hånd. I hendes sind spillede der sig dog et helt andet scenario.
Hun ville skrige. Skrige af sine lungers fulde kraft, men kunne ikke. Hun var lammet af skræk. Manden der nærmede sig hende lignede en, der kun lige var sluppet fra noget stort og grufuldt førend at dette havde slugt ham i en bid.

Da Rafael stod med den lukket dør bagved sig, lod hans sine fingre glide om hans frie håndled, og nyd den nyfundet frihed. Han havde været fanget før, så han var ikke helt celle jomfrue. Selvom det havde været et par gode tusinde år siden, han sidste havde følt de bindene bånd af slavedom.
Han så mod den yndige prinssese, og måtte smile da vandet kom ud af den kølige hane, og det varme vand, fik damp til at rejse sig fra det luksuriøse badekar.
"Du er dummere end en irer efter tre øl"
Ud af hans pande vokset nogen intimiderende, og solide djævelske horn. Den grå, og brune hornmasse, stod prægtigt som et bevis på hans lange levetid, og selv ikke pesten eller alle former for kræft, havde set så meget død, som de to horn spidser.
Ud af hans ryg, kom nogen store sorte vinger, så gloriøs som et par hvide engle vinger, men de skabte ingen glæde, eller hyggelig stemning, men tristhed, og sorg. vingerne lagde sig i overlap på hans ryg, da de var for store i deres fulde vingefang, til at kunne være i rummet.
Hans pupiller bliv røde som indersiden af et åben sår, og den hvide malje, fik samme blodfarvet makeover.
Hvor hans fingre var placeret, vokset nogen monsteriøse kløer for enden af hans fingre, som selv en tohåndsøkse, ville få mindreværdskomplexer af. De var skarpe, og kunne flå en ko fra hinnaden som havde den været smidt ned i en industri kødhakker
Hans stemme var ikke længere den ellers ædle men onde gentlemand, derimod, nu var den fyldt med et dyrisk tonefald, en stemme som selv lord voldemort fra harry potter, ville tisse i bukserne over, at høre.
Han bevæget sig så hurtigt som en flere tusinde år gammel dæmoner leder ville, og selv ikke liljerne som var sat fast på væggen, kunne nå at føle trykket fra luften, før han havde været nået hen til Adalia, og lagt sin lange klo hånd om hendes elegante prinssese hals "Jeg er Rafael Lawless." Han kastet hende ind mod væggen, og lod hende smadre så hårdt ind i væggen at badekaret væltet, og sterinlysese bliv slukket.
Hun som kun et menneske, ville umuligt havde en fysisk udholdenhed til at kunne lege med på den slags, og om så hun havde været The Rock, ville hun blive lammet i et par sekunder af det hårde stød til ryggen. Og de frie sekunder, brugte Rafael på at gå over til hende igen, og løftet hende op, atter i halsen "Jeg vil tilintetgøre hele dit samfund." To vagter kom indenfor, pågrund af støjen, de peget mod Rafael med deres små tændstikker af nogen spyd. "I elvere er så nuttet" Han kysset Adalia, det var ligegyldigt om hun åbnet eller munden eller ej, ud af hendes næse, kom små stykker sjæl, som han suget sultent til sig.
Hun ville få flimmer for øjnene, og hendes arme og ben ville være som om de sov, og hendes tankerne ville være flyvende med 100 kilometer i timen, så det ville være svært at samle tankerne, og endnu svære at bruge sin krop, pågrund af den kortvarige følelse af at få stumper af sin sjæl suget ud af sig.
Rafael lod hende falde til gulvet med et hårdt bump, inden han så drejet sig mod vagterne, mens hun var optaget af sin egen indre fortvivelse, og problemer med at føle sine lemmer.
Den første vagt stak ud mod Rafael med sit elver spyd, men han flyttede sig ikke, derimod brugte han sine vinger, til at indkabsle manden tæt ind til sig, og lod vingerne lukke sig bag mandens ryg, så han nu var helt ind mod Rafaels krop, hvorefter et lidenskabligt kys, drev sjælden fra hans usle kød hylster, og man kunne se mandens øjne bliv til ørken støv, og flyve væk med det mindste vindbust. Man kunne høre hvordan et inderligt skrig kom gennem manden, mens det mest hellige bliv revet ud af ham, og hvordan sjælen presset sig op gennem hans hals, og ind i Rafaels mund.
Derefter, åbnet Rafael sine vinger, og havde slet ikke opdaget, at den anden vagt, havde stukket vingerne fem- seks gange, med sin klinge, men knap så meget som en rise, havde spydet lavet.
Rafael lod den afdøde krop, han havde ind til kroppen ind til kroppen, falde til jorden. Hvorefter han lagde en mægtig hånd på den anden vagts skuldre, og med høje knækkende lyde, bliv alle knogler i skuldren knust, og mens vagten skreg af sine lungers fulde styrke, lod Rafael manden løfte op i marmor loftet, så hans hoved sad som en pebernød, mellem en kæmpe hammer, og en hård stål overflade.
Der kom snask løbende ned af mandens brystkasse, som engang havde været en blanding af hjernemasse, kød, øjnevæske, og væv.
Rafael gav slip på den hovedløse mand, og lod sig smage på snasken på sin ene tommelfingre, og så lidt veltilfreds ud. og lod så den ene klo, glide rundt i mandens kød, og fik en dejlig snasken klo, inden hans så igen smagte på det.
Han drejet sig mod Adalia, og lagde en hånd på hendes ankel, og sagde "Efterlivet eksistere. Men uden en sjæl, kan man ikke krydse floden styx, og bliver efterladt på de evige hvide strande af limbo. Udeafstand til at dø fra sult, men for altid sulte, udeafstand til at dø fra træthed, men udeafstand til at sove, og drikker man af vandet fra floden for at slukke ens tørst, vil man blot blive mere tørstig. Man vil have ingen at snakke med, ingen at finde tryghed ved. Den skæbne venter din ene vagt, og han er kun den første af mange. For jeg vil vende tilbage til byen her, med en hær af dæmoner, og være meget meget kreativ med straffe til hver eneste lille barn, til hver eneste gamle mand. Som straf for det du har vovet at gøre"
Han slæbte hende ud af værelset, i hendes hæl, men han nået ikke langt, før fem vagter kom løbende, før han kunne komme langt.
Han vendte sig mod Adalia, og med sine store militær støvler, knuste han hendes knæskalder med et hårdt og hjerteløst stramp på hver knæ, og man kunne høre hvordan knoglerne gav efter fra det enorme press "Du bliver der, deres højhed" Han begyndte at grine af sin egen kommentar, inden han så lod blikket med de dæmoniske røde øjne, pege mod vagterne.
Han sprang op på brystet på den ene vagt, hvilket fik vagten til at falde bagover, pågrund af den to meter høje dæmon, som brugte ham som hoppe pude, var lidt for meget til at han kunne holde sin balance.
Rafael lagde sine fingre ved mandens øjehuller, og presset de små søde kugler til kartoffel mos, og selvfølgelig sprang de som sæbe bobler, da hans maskuline fingre, presset sig ind i dem.
Da manden lå blind, og skrigende, havde det hele gået så hurtigt, at de fire andre vagter, ikke engang havde nået at observere at Rafael havde skiftet plads, og da deres øjne endelig opfanget skiftet at position, havde han fast i den ene vagts ankel, og med et ordentlig tryk, væltet ham bagover, så han faldt ned til Rafael, som stadig lå ovenpå den blinde mands brystkasse.
Da vagt nummer to, faldt bagover, brugte Rafael ham som sten til at rejse sig op på, ved at ligge sin ene fod ovenpå mandens næse, og rejste sig op ved at ligge hele vægten og presset fra hans krop, på den stakkels vagts næse, hvilket fik den til at knække som siv i en strand side, der bliver pløjet ned af en motersav.
Da Rafael havde kommet op igen, foldet han sine store vinger ud, som gav et så stort luft tryk, at alle de andre vagter faldt til jorden, hvorefter det krævet ikke mere end et enkelt ryk i vingerne, for at kunne flyve hen og gribe Adalia, og væk. Han ignoeret fuldstændigt de andre vagter, de var ikke vigtige.
Men før han forsvandt helt, dykket han ned til en velkendt sovende tjenste pige, og greb fast i hende også.

Inden han så fløj væk. Vagterne ville ikke skyde med pile efter ham, i frygt for at ramme deres prinsesse.  
Adalia var nu hans fange.

/end of topic