Im gonna eat.. Hey! I know you! //Caroline//

S: Parken.
O: I nærheden af en sø, hvor en ung mand går med hænderne i lommen og kigger ned i jorden, imens månen skinner kraftigt..
V: Lunt, selvom solen er gået ned.
T: Efter solnedgang.

Wave kunne mærke sin sult presse på, imens han nød den måde solen havde varmet hans ryg op på, lige indtil den var forsvundet i horisonten og efterladt hans ryg kold og ensom. Tanken om at den først ville stå op i morgen, fik ham til at sukke og kede sig meget, eftersom han elskede den måde solen gjorde ham varm på. Nu når den var væk, var alting så trist og.. Kedeligt.. Eller, måske var det bare hans liv som var ved at blive rimelig kedeligt.. Ude i vandet havde han altid haft et eller andet at give sig til, enden at jage en delfin, svømme om kamp med hajerne eller bare være nysgerrige omkring landvæsnerne. Men nu, hvor han selv var oppe på land, var disse landvæsner ikke så interessante mere.. Det var som om at han vidste alt om dem og at de bare prøvede på at kede ham til døde, som hævn for at han havde fundet dem så interessante.. Dette var hævnen.. Kedsomhed..
Pludselig rumlede hans mave, så han endnu engang udstødte et lille suk og kiggede rundt for at finde noget at spise.. En gruppe piger fangede hans opmærksomhed, så et lusket smil voksede på hans læber, lige inden han lgik hen imod dem med selvsikre bevægelser og et charmerende glimt i sine brune øjne.. For dem, lignede han bare en som ville score, men indeni var han et rovdyr på jagt..
Så snart han nærmede sig pigerne, var der en velkendt fært som fangede ham med det samme.. Velkendt.. Men.. Han klukkede kort for sig selv, fulgte færten med sine øjne og fik til sin overraske øje på Caroline.. Han kneb kort øjnene sammen.. Det var hende.. Det var det virkelig!

Caroline havde ventet hele dagen på at komme udenfor, hun stod op for en lille time siden og havde ladet sit hår bølge løst nedover hendes ansigt. Hun havde ildrøde læber. Caroline havde taget enkelt tøj på et par jeans sorte og en hvid top med en læder west over. Samt sorte støvler som gik til knæene. Hun gik ud af døren og mørkede vinden imod hendes ansigt, behageligt. Men færter fra blod fangede hende hurtigt, og måtte konsenkre sig for ikke at sætte tænderne i nogle. Selvom hun ikke ville skamme sig over det, men deet var en anden historie. Færten af en sirene fangede hende, men hun rystede den salte hav duft som hang over parken. Hun fik øjenkontakt med sirenen og smilte skævt, og for ikke at være akavet kiggede hun væk og lidt ned i jorden. Hun havde ikke mødt en sirene siden Wave.. Og det ville hun ikke tænke tilbage på, for hendes følelser var ikke under fuld kontrol. Hun gik nærmere parkens centrum, hun havde aldrig set denne sirene før. Og hvad lavede den på land?

Det var vidunderligt at se hende igen.. Hun var ligeså smuk som han huskede hende.. Det blondte lange hår og de bløde røde læber. En snurren startede i hans mave, men han valgt at skubbe den væk og fokuserede nu kun på hende. Alle de andre piger betød ikke noget.. Det eneste der betød noget lige nu, var pigen foran ham, med det velkendte skæve smil. De voksede en lille skuffelse i ham, da hun ikke kunne genkende ham, men han kom hurtig i tanke om at han ikke så ud som før, så skuffelsen forsvandt ligeså hurtigt som den var kommet.
Han smilte stort til hende, hvilket fik ham til at føle sig som et fjoget fjols, der var kejtet og genert, som var en side han ellers aldrig viste..
Han gik hen imod hende, de før så selvsikre bevægelser, var erstattet med rolige og afslappet bevægelser.
"Caroline, det er mig Wave," hviskede han stille og kiggede hende dybt i øjnene, i håb om at hun kunne genkende de varme brune øjne, som han trods alt stadig havde..

Hun kunne hører han gik imod hende, og hun var ikke sikker på om det var farer eller ej. Men hun fortsatte med at få ligefrem for sig, til at han faktisk var oppe foran hende. Det gav et sæt i hende da han fortalte hvem han var, først troede hun det var en som lavede en spøg med hende. Men det var kun Nille som vidste om Wave, og hun kunne da ikke finde på sådanne jokes? Caroline kiggede ham ind i øjne, og sank en klump da hun kunne genkende de varme brune øjne der fik hende til at smile. Men stadigvæk var hun en smule mistroisk. Hun så Wave dø, han kunne på ingen måde overleve.. Og så i en andens krop. Okay Nille havde overlevet, via en anden krop og var kommet tilbage. Måske var det samme sket for Wave, han havde bare ikke ændret Race eller mistet hukommelsen.
Caroline så på Wave igen..
"Hvordan kan jeg være sikker på det?" Spurgte hun og lagde armene over kors, med et kækt smil. Hun troede på ham men det var båede og. Caroline så han ind i øjne stadigvæk, hun havde brug for bevis.

Da hun smilte kækt, kunne han ikke selv lade være med at udvikle et kækt smil, som var charmerende og varmt. Han lagde hovedet på skrå og armene på kors.. Et bevis.. Han skulle komme med et bevis, men hvad skulle det lige være? Han lukkede kort øjnene i, for at tænke over noget som han kunne sige til hende. Så snart han kom i tanke om noget, spærrede han sine øjne op og stoppede med at have hovedet på skrå, for at placere det lige og kigge hende dybt i øjnene.
"Du reddet mig fra mændene på skibet, jeg ved at du ikke er så glad for vand," hviskede han, mens han smil blev større og større. "Jeg ved at vi kyssede og at jeg hjalp dig med at svømme en smule," Han kiggede hende dybt i øjnene, selvom hans smil var kækt, så kunne man se i hans øjne at han mente hvert et ord. Han var dog lidt i tvivl om det var bevis nok..

Hun blev mere opmærksom da han kiggede hende dybt i øjne.. Alt han fortalte var sandt, det var sket. Det var sandt og bringede minder.. Han var tilbage hvordan? Caroline blinkede en kommende tårer væk, og bed sig i læben. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige til ham..
"Men hvordan? Jeg så det jo selv.. Jeg.. Jeg troede.." Caroline kunne ikke fortsætte sin egen sætning, det var for smertefuldt at tænke tilbage på. Hun kunne mærke det som et flashback, og derfor var følelserne overvældede men hun var blevet bedre tíl at styrer dem. Caroline så på ham igen, dybt ind i øjne. hun havde altid lyttet godt efter, og hun ville gerne lytte nu. Men hun var forelsket i Nicolas, så hvis Wave følte noget for hende ville hun håbe at de kunne forblive venner. Det kunne hun da altid håbe på. Caroline sank en klump, og ventede blot på at han forklarede siturationen for hende. Hun forstod ikke helt, og om hun kom til det var endnu et godt spørgsmål.

Hun troede på ham, hvilket varmede ham om hjertet og fik det lumske smil til at blive varmt og kærligt. Caroline var en af dem han havde ledt efter, hun havde hjulpet ham fra menneskene og uden hende havde han aldrig klaret den.. Men, der var dog noget som trykkede ham, da han ikke kunne se en bestemt glød i hendes øjne, som de andre gange hun kiggede på ham.. Den var væk.. Det fik ham kort til at sætte spørgsmålstegn, men han forstod hurtigt hvorfor den ikke var der mere, og selvom han ikke ville indrømme det, så gjorde det på en måde ondt på ham at vide han havde tabt.. Men, det fik man ham aldrig til at indrømme.
"Gudinden af havet hjalp mig," forklarede han og kiggede med et skævt smil hen på en anden pige, som stod og så interesseret med.. Han rettede sit blik hen mod Caroline igen. "Hun vidste at jeg ville dø, derfor lovede hun at jeg ville komme over i en anden krop, hvis jeg blev hendes slave.."

Caroline følte ikke det hun havde følt for Wave før, den følelse var blevet skyllet væk.. Nogle måneder efter, efter verden faldt sammen under hende. MEn så havde hun haft episoden med Nicolas, og efter den dag havde hende og Nicolas blomstret i med gang og modgang.. Hun håbede ikke Wave havde en følelse for hende på den måde, for hun ville ikke sårer ham.. Men hun elskede Nicolas nu.
"Gudinde, død, slave.?" Spurgte hun og spærrede øjne op. Hun var der på hans døds dag, og havde haft skyldfølelse til tider.. Hun kunne ikke lade hver med at få et par tårer i øjne, og en trillede over hendes øjenlåg og ned af hendes kind.
"Jeg så dig dø, jeg har haft skyldfølelse over at jeg.. jeg ikke nåede at komme derhen og stoppe det.." Sagde hun og tørrede så tåeren fra kinden væk. Hun kiggede ham ind i øjnene.

Han kiggede ned i jorden.. Han følte sig en smule dum, selvfølgelig havde hun ikke sådan følelser om ham længere. Det fik ham til at bide hårdt i sin underlæbe, som var blevet en vane i den nye krop han havde fået. Men.. Verden havde været uretfærdig, han døde jo og nåede ikke at.. Han rystede på hovedet og tog sig sammen. Måske var det bare sådan at verden lå, den var strid og uretfærdig. Han kløede sig i nakken, da han opdagede en tårer trille ned af hendes kind, så han forsigtig gled en finger undet hendes øje og fjernede den, lod den glide ned over sin egen hånd.
"Du skal ikke have skyldfølelse Caroline," sagde han og kiggede hende dybt i øjnene. "Okay? Det er ikke din skyld og jeg er glad for at du ikke blandede dig.. De kunne jo have risikeret at slå dig ihjel.." Han bed endnu engang i sin underlæbe og gik et kort skridt bag ud. "Du er i live og det er noget af det bedste," han kørte forsigtigt en hånd igennem sit hår..

Caroline kiggede ham ind i øjnene, hendes blik borrede sig ind i hans.
"Kunne du ikke lave sagt det for to år siden." Svarede hun med et kærligt fnøs og kiggede lidt på ham. Hun sank en klump, selvfølglig havde hun haft skyld over at hun ikke kunne nå det nu når hun faktisk havde set det. "Jeg var da ligeglad, mit liv var lige pludseligt ingen ting mere. Min bedste veninde døde, du døde.. Og mine forældre.. Nu er både dig og Nille i live igen, og mine forældre er stadigvæk døde.. Men jeg fandt min søster.." Caroline anede ikke hvorfor hun plapede så meget, måske var det fordi hun troede at hun havde mistet alt. Og så kom det pludseligt tilbage igen.
"Hvorfor er det nået af det bedste?" SPurgte hun, selv Nicolas havde sagt det ville være en tragide hvis hun døde. Hvorfor fordi han elskede hende, men det forklarede jo ikke hvorfor Wave syntes at hun var i live var noget af det bedste.

Han kunne se på hende at hun havde haft det hårdt, hvilket gav ham skyldfølelse af at han ikke havde været der. Hvorfor skulle han også lige dø? Hun havde jo haft brug for ham og han kunne ikke være der.. Lige meget hvor meget han prøvede, så var det som om at Caroline var en af dem han aldrig kunne finde. Hvert et hjørne og hver en krog, han kunne ikke finde hende. Og nu, var gløden væk, selvom han stadig havde en en lille smule for hende, men det behøvede hun ikke at vide. Hun havde nok problemer nok i for vejen. Tøvende, kiggede han ned i jorden for at se om han kunne undgå at svarer på spørgsmålet, men det vidste han godt at han ikke kunne..
"Jeg er virkelig ked af alt det der er sket," sagde han tøvende og smilte en anelse skævt. Han hadede at føle sig så skrøbelig i hendes nærvær.. Hvad var der over hende? Lige meget hvad det var, så skulle det stoppe nu.. "Det ville være en skam at du døde fordi du er sådan en fantastisk person," pludselig forsvandt det tøvende smil og blev erstattet af et kærligt smil og et ærligt glimt i sine grønbrune øjne.. "Det er noget af det bedste.. Fordi.. Du er noget af det bedste.." Det gik kort op for ham hvad han havde sagt.. Men han var ligeglad..

Hvorfor virkede han så nervøs, Caroline var lidt bange for at han havde følelser for hende. Hun ville jo ikke sårer ham, hvis hun havde vist han ikke ville dø.. Og de ikke havde været afskilt på den måde, så havde det måske været anerledes. Caroline bed sig lidt i kinden, og åndede let ud.
"Det skal du ikke, jeg har da klaret den." Svarede hun med et skævt smil. En fantastisk person.. sagde han med et kærligt smil. Caroline lagde hovedet lidt på skrå.
"Er jeg?" Spurgte hun nyserrigt.. Hun fnøs kærligt og kiggede lidt genert ned i jorden. Genert hedden hun troede var blevet væk sammen med et menneskelige jeg.. Og der var det lige pludseligt igen.

"Ja, det kan jeg se at du har," sagde han med et stort smil, der både var anerkendende og kærligt. Han måtte bare holde sig nede på jorden, Caroline skulle have luft og være den hun ønskede at være, om det så betød at de ikke kunne se hinanden igen og om dette blev det sidste møde.. Selvom han ikke ønskede at gå fra hende, trods alt var hun den han ledte efter og brændte for at finde. Men, hvis hun ikke ønskede hans nærvær, så ville han ikke være klodsen om bennene. Selv tanken om at hun ikke følte noget for ham, fik ham også til at krybbe og få lysten til at gå sin vej, men han måtte være stærk og ikke gøre sig selv til grin. Han lukkede kort sine øjne i, men åbnede dem igen og prøvede at skubbe den nervøse side væk.
"Selvfølgelig er du det!" Sagde han lystigt og blinkede til hende. "Engang Caroline, altid Caroline," han smilte stort, inden han kom i tanke om de andre piger omkring dem, som stadig var som fortryllet af sirene kræften.. Han klukkede for sig selv og kiggede bedende på dem. "Vil i lade os snakke under fire øjne?"
Pigerne nikkede og gik deres vej..

Caroline grinte kærligt af ham, og smilte kærligt til ham. hun kiggede på de piger som stod tæt på dem, hun havde enlig ikke lagt mærke til dem før nu. Hun fulgte dem med øjnene da de gik og kiggede så på Wave igen.
"En gang Wave altid Wave." Svarede hun igen, med et drilsk smil. Så slog det hende hårdt.
"Hey vent nu lige lidt!" Udbrød hun, og spærrede øjnene op. "Du har lært at gå!"

Han nikkede kort til det hun sagde, selvom han ikke var helt enig i det. Wave var ikke sig selv omkring hende og han kunne ikke bære tanken om det.. At han følte noget for hende, men at hun aldrig ville se sådan på ham igen.. Det ville være alt for ydmygere, samt hårdt for det ellers så stolte sirene hjerte. For et kort øjeblik overvejede han at gå, men blev stående og kiggede ned i jorden, med armene langs sin side og en facade der skjulte alle de irriterende følelser.. Han måtte tage sig sammen..
"Ja, jeg kan gå takket være zayn," sagde han og grinte kort ved tanken.. Trangen til at gå sin vej blev større og større, men kun fordi han kunne mærke hvordan hans hjerte langsomt gjorde mere og mere ondt..

Tanken om hvis Wave enlig følte noget for hende.. Den var ikke til at bære hvis hun knuste hans hjerte.. Hun havde selv fået hendes knust, fordi Christian havde fundet en anden. Men Caroline var ikke som Christian.. For hun ville være hans ven, snakke med Wave.. Hun ville ikke bare efterlade ham i støvet.. Zayn.. Caroline havde mødt Zayn. To gange faktisk. For det ikke skulle være løgn.
"Zayn, han har jeg mødt." Svarede hun med et skævt smil. "Da jeg var menneske og dengang jeg var varulv." Svarede hun mest også fordi det var som om Wave ikke havde bemærket hun var vampyr..os. Vampyros.. Men ikke mange kendte vampyros jo.. Så det bebregdede hun ham ikke for. Hun bed sig i løben.
"Jeg vil altså ikke sårer dig.." Sagde hun så og kiggede op på ham med store skyldige øjne.

Havde hun mødt zayn? Hvor pudsigt, zayn var også en god person og havde vænnet sig til at leve i denne verden, hvilket nok var meget heldigt for ham. Det var jo ikke nemt at komme væk fra den igen, det var ikke nemt at komme væk fra noget, lige meget H or inderligt man ønskede det.. Han sank en klump og lyttede til hende, imens et af øjenbrynene langsomt løftede på sig, viste at han var en smule forvirret.. Var hun ikke en varulv mere, han vidste at der var noget anderledes over hendes duft.. Nu var hun en vampyr, ikke at det ikke gjorde ham noget.
"Zayn er et godt menneske," sagde han og puttede hænderne i sine lommer, på de mørkegrå cowboybukser han bar. "Han har hjulpet mig igennem livet," han smilte skævt og kunne mærke sig selv synke en klump, da hun sagde at hun ikke ville sårer ham.. Det ville hun vel ikke, men wave valgt at lade som ingen ting. Han kiggede forvirret på hende, skjulte alt bag en facade. "Hvad mener du?" Han lagde hovedet på skrå.

Caroline kendte til fasader og i sidste ende gjorde de intet godt overhovedet! Hun kunne mærke det på ham, se det i hans øjne. Man kunne sige meget men øjnene var ligesom spejlet til en persons sind. Så var ord ligemeget man kunne se det i øjene og holdingen på folk.
"Wave.. Ik den fasade.. Jeg hader den.. Jeg vil ikke sårer dig okay.. Du ved hvad jeg mener.." Caroline lukkede øjnene, og havde lyst til at løbe væk eller noget, hun hadede at sårer andre på den måde.. Især når de ikke vil indrømme at de var såret.. Caroline sukkede og kæmpede for at blive stående og ikke løbe sin vej. For hun ville ikk bare efterlade ham..

// Hej caro, skifter snart karakter, men beholder Wave som Npc, så vi kan sagtens fortsætte emnet ^^//

Wave følte pludselig skyld over at have sådan en facade oppe overfor hende. Den hjalp ikke mange nej, det var han udmærket godt klar over, men det var hans måde at forsvarer sig selv på, specielt nu hvor han stod ansigt til ansigt med hende og ikke ønskede at give hende flere problemer end hun allerede havde.
"Du har ret.. undskyld Caroline," hviskede han og kiggede flovt ned i jorden, inden han rystede på sit hoved og gik hen til hende, blot for at trække hende ind i en varm omfavnelse. "Jeg ved at du ikke vil sårer mig.. og jeg vil hellere ikke sårer dig," Han hviskede det kærligt i hendes ører, inden han trak sig ud af omfavnelsen og kiggede på hende med et stort smil. "Så.. Ikke flere facader, det lover jeg, skal vi se at komme væk herfra?" Han nikkede kort hen imod en skov, hvor han forhåbentlig kunne finde noget at spise, uden at virke klam.